Summer day.

Omgivelser: Ikke en sjæl.

Sted: Forêt skoven.

Tid: 17:45

Vejr: Solnedgang,skarpe solstråler og en blid brise.

Der var solnedgang. De varme solstråler skød igennem de stolte træer. Synet i sig selv var vidunderligt smukt, men følelsen af at være der var endnu bedre. Det kunne Arlyn Cawynen godt skrive under på. Hun nød selv dette vejr. Hendes blege hud lyste op, og de lange øre stak ud gennem det mørkebrune hår. Håret hang løst ned over hendes skuldre og ryg. Det krøllede elegant og så perfekt ud. Sådan var det jo at være et mytologisk væsen. Man havde mere ynde og skønhed. Det kunne både være en byrde, men også fantastisk. Denne dag var Arlyn klædt i hvidt og hun havde et brunt flet bælte rundt om hoften. Barre tær hvor hun kun havde, en enkelt kæde omkring hendes ankel. Hvis man så på hendes ansigt var det skruet perfekt sammen. Grønne øjne og lange tykke øjenvipper. Let rosa læber. Folk var altid meget betaget af hende, da hun nu var så smuk. Eller det var kun andre elevere i hendes gamle klan, der havde været meget betaget af hende. Arlyn havde ikke selv mødt særlig mange, da hun det meste af hendes liv havde levet i skjul for mennesket. Kun som barn havde hun mødt mennesker og andre væsner. Hvilket nu var meget længe siden.
Arlyn sad på en gren i et stort træ. Hendes ben hvilede på grenen, og hun vippede let med hendes fødder. En sommerfugl havde sat sig i hendes hår, da hun kunne tale med mindre dyr. Det var en del af hendes magi. Hun havde evnen til at knytte sig til et dyr. Dog ikke sommerfuglen selv, men et dådyr. Sommerfugle kunne hun kun høre indimellem. De kunne give hende komplimenter og små beskeder. Arlyn kiggede ned imod skovbunden, og lagde sig på maven i stedet for at sidde op. Hun holdte fast om grenen, og kiggede ned imod skovbunden. Hun kunne høre noget? Hvad var det mon?

Selvom det var ved at være aften, var vejret stadig godt, og når vejret var godt og smukt, var Salvidor ude. Det var han også igen i dag. Eller aften. Han havde til en forandring en taske med sin blok og sine tegneredskaber i. Det var et godt stykke tid siden han havde tegnet, men han havde også taget en del billeder på det seneste, så det var måske også ved at være på tide han tegnede lidt. Nu kom han igen gående ned af stien i skoven. Han håbede lidt at han ville møde Giselle igen. Og hører hendes smukke stemme. Han så sig om i skoven, inden han kørte hånden gennem håret.
Salvidor så sig om igen, og overvejede lidt hvor han skulle slå sig ned. Et sted, hvor der var meget smukt. Han forsat med at gå lidt længere ind i skoven, stadig på stien. Efter lidt tid kom han til at sted hvor der var lidt åbent lidt væk fra stien. Han smilede lidt for sig selv, og gik der ind. På vej der ind trådte han på en gren som knækkede. Han tænkte dog ikke over det, og satte sig på en sten der var det. Han så lidt op. Det var et perfekt sted. Han smilede igen og fandt sin blok og den blyant frem han ville tegne med til at starte med.

Den lyd Arlyn havde hørt før, var tydeligvis en dreng der kom gående. Det kunne hun se ud fra de tykke grene. Derfor blev hun nysgerrig. Det blev hun tit når der kom folk. Hun syntes de var fascinerende. Derfor kravlede hun ned på en gren tættere ved jorden. Så kunne hun se ham meget bedre. En smuk ung mand sad der. På en af de sten der lå i nærheden. Næsten lige neden for træet. Måske skulle hun gemme hendes spidse øre bag håret? Hvis han nu skulle opdage hende. Derfor strøg hun de mørke krøller på plads. Nu kunne man ikke se spidsen af ørene. Så lignede hun vel lidt et menneske? Bare et meget smukt menneske. Den glatte blege hud, de grønne øjne og de fyldige læber. Så perfekt. Hendes kjole sad stramt til fra brystet og ned til hoften, og så begyndte den at strutte ud. Den var lidt gammeldags, med korsage og det hele. Hendes ankel kæde ringede let, da der sad en klokke i den. Det var en magisk kæde. Hun fik den da hun blev født, og havde aldrig haft den af. Da den sad fast. Heldigvis kunne hun ikke mærke den. Hvilket var heldigt nok. De grønne øjne betragtede den smukke unge mand. Han var meget fascinerende, den måde han sad og tegnede. Det var på en måde spændende. Skulle hun kravle ned fra hendes skjul? Så hun ikke virkede som en eller anden mentalt forstyrret lure. Derfor prøvede hun, at kravle lydløst ned fra træet. Det lykkedes bare ikke, da det gav et lille bumb da hun landede på den hårde jord. Hende klokke klingerede en smule, da den selvfølgelig blev skubbet frem og tilbage. Arlyn fik rejst sig og kiggede hen på den unge menneske der måske havde hørt hende.

Da Salvidor havde fundet det frem han skulle bruge, og lige havde set lidt på hans omgivelser, besluttede han sig for at begynde at tegne skitsen. Han smilede stille for sig selv. han var sikker på det ville blive en pæn tegning, da der var meget spil i himlen med både røde, gule, blå og orange farver. Han vidste dog at han skulle synde sig lidt hvis han skulle nå at få alle farverne med, da solen jo var ved at gå ned, og det blev altid mørkt ret hurtigt når solen var begyndt at gå ned. Han sad bare lidt i sin egen verden og tegnede. Det gjorde han altid når han tegnede. Han lagde aldrig rigtig mærke til sine omgivelser når han tegnede. Dog selvom han sad i sin egen tegne verden, hørte han godt en lille ringen fra en klokken.
Han løftede hovedet lidt og lod blikket glide lidt rundt. På en måde registerede han egentlig ikke at der var en klokke. Han hørte bare en lyd, der fik ham til at se sig om. Så vende han sig mod sin tegning igen og begyndte at tegne vider. Han faldte igen tilbage i sin egen verden, hvor han bare koncentrede sig om sin tegning. Nu og da kiggede han op, for lige at tjekke hvad han skulle tegne, men ellers havde han bare hovedet og blikket vendt mod tegningen. Denne her gang var han bare helt væk i sin tegning. Han tænkte ikke rigtig lige på andet, så han lagde ikke mærke til pigen som kom fra træet.

Et lettet, men næsten lydløst suk slap fra hende. Da hun nu ikke var blevet opdaget. Det var hun meget taknemmelig for, at han ikke gjorde. Da det ikke ville være den rigtige måde, at møde nye folk på. Det ville måske også skræmme den unge mand væk. Altså det kunne jo godt virke en smule specielt, at en ung kvinde pludselig springer ned fra et træ. Arlyn betragtede ham med hendes store grønne øjne. Hun var meget nysgerrig anlagt, hvilket tit gav hende problemer. Da hun ikke kunne lade være med, at udforske nye ting der generelt ikke var det bedste at udforske. Derfor valgte hun denne gang bare, at stå og betragte den unge mand imens han tegnede. Hendes blik fulgte hans hænder, når han strøg blyanten hen over det hvide papir. Eller var det papir? De kunne også ligne lærred. Det undrede hun sig en smule over. Dog fik hun stoppet hendes indre monolog med sig selv. Måske skulle hun gå tættere på? Så hun kunne se hvad han tegnede? Måske skulle hun først sige noget? Så han ikke fik et chok hvis nu hun skulle afsløre sig selv. Arlyn trådte et par hurtige skridt frem. Næsten lydløse da hun var så let og hurtig. Det var sådan elvere var bygget. Lette og smukke. Hvorfor hun var så let vidste hun dog ikke. Da hun aldrig havde fået en forklaring på det. Da hun så stod en halv meter fra ham, sagde hun meget stille; "Hvad tegner du?" og nærmede sig yderligere. Hun lagde blidt en hånd på hans skulder som en hilsen, hvis nu ikke han havde hørt hendes spørgsmål. Arlyn kiggede ned på ham, da han nu sad ned. Så var hun højere end ham. Formentenlig var han en smule højere end hende når han stod op. Da hun kun var 171 cm høj. Sådan cirka da. Hun havde ikke målt sig før. Da hun bare tog det på øjemål, men højere end det var hun bestemt ikke. Hun lod hendes blik falde ned på hans tegning endnu engang.

Blyanten lavede hurtige, men alligevel perfekte streger over papiret. Det gik stærkt, og blev alligevel flot. Der var meget koncentration i tegningen, og sårn var det altid når Salvidor tegnede. Hans blik var rettet mod det han tegnede hele tiden, stadig uden af opdage pigen som kom mod ham. En gang i mellem løftede han lgie kort blikket, for at se hvad det var han skulel tegne, men ellers ikke.
Salvidor sad bare i sin egen verden, og da han synes tegningen var færdig, dog uden farve, løftede han den op, og et stort og tilfreds smil bredte sig over hans læber ” Sådan! ” Udbrød han tilfreds og lagde tegningen end på sit skød igen, og lænede sig ud til den ene siden, for at finde de farve han lige tænkte han skulle bruge i første runde, rød, gul og orange. Så kunne han male solen, og selve nedgangen mens der stadig var lidt farve at farve efter. Han skulle også kun bruge solen til at se hvor stærk de forskellige farver var de forskellige steder omkring solen.
Han havde stadig ikke opdaget der var kommet en pige hen til ham, eller at hun stod pg så på hans tegning, for den sags skyld. Han hørte heller ikke rigtig at hun spurgte om. Han registrerede godt at der var nogle der sagde noget, men da han ikke havde opdaget at der var nogle, tænkte han ikke mere over det.
Da der så pludselig blev lagt en hånd på hans skulder, blev ham utrolig forskrækket. Han hvinede op, samtidig med han for sammen, og tabte sine farver og blokken. Han havde store øjne , der blinkede forskrækket. Han sad og rystede en smule, og så bare halv skræmt på hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige.. For.. Han var blevet ret forskrækket.

Arlyn blev en smule overrakset, da han tabte alle hans ting. Han blev tydeligvis forskrækket over hendes blide berøring på hans skulder. Det var egentlig ret synd. Og så også ret fascinerende, at han havde været helt opslugt af hans tegning. Hvilket jo var ret så fantastisk, at han elskede det han nu lavede. Der var passion og glæde ved hans hobbie. "Undskyld for at forskrække dem" sagde hun stille og sendte ham et blidt smil. Der også undskyldte en smule. Hun satte sig på knæ i skovbunden, og samlede hans ting op fra jorden. Selvom de lå ret spredt, gik det ret så hurtigt. Og hun fik hurtigt rakt hans redskaber tilbage. "Det må du altså virkelig undskylde. Det var ikke min hensigt, at få dig til at tabe alle dine ting." tilføjede hun og betragtede ham blot en smule. Forhåbentligt ville han kunne tilgive hende før eller siden. Da det jo ikke havde været hendes hensigt og hun faktisk havde en smule ondt af ham. Arlyn ville også selv havde blevet forskrækket, hvis der pludselig dukkede en op bag hende. Så hans reaktion var helt naturlig, da en hver ville have blevet overrasket. Nu ventede hun blot på, at han ville tage imod hans ting. Selvom der kun var gået få sekunder siden han tabte dem. Måske 15 sekunder. Ikke mere i hvert fald. Da det gik ret hurtigt. Hun håbede ikke at hans ting var blevet skadet. Derfor slog hun blikket ned på hans ting. "Du tegner smuk" sagde hun stille og kiggede så op på manden igen.