When The Stars Go Blue

Tiden.. Er nøjagtig 17.22, hvordan man kan se det? Jo kig på uret tumpe!
Stedet.. I Terre. Er underligt nok til en jobsamtale, i en eller anden høj bygning midt i byen.
Omgivelserne.. Oser af kraftige parfumelugte, blandet med en meget stærk svedlugt. Hvor mon den kom fra?
Vejret.. Er fint nok, i hvert fald inden døre.

__________________________
Der var ikke ligefrem gang i den, som der havde været tidligere på dagen. Folk gik mere end de kom. Ikke noget problem egentligt. Ikke for de tilbageværende ansøgende, for det var jo bare et tegn på at der var større chance for at de tilbageværende kunne få jobbet. Tiden var ved at nå lukke tiden, formegentlig. Der var ufattelig lidt farver her. Utrolig trist. Måske var det for at skræmme de ansøgende væk, måske fordi at den der havde indrettet bygning bare havde været i et ordentlig trist humør. Det var trods alt et job, hvor at man skulle sidde inde for det meste. En bogholder af en art. Men der var penge i det, og det var nok derfor at folk egentlig var her. På grund af pengene, for helt ærligt? Hvis drømmejob ville dette job være?
Et svagt nys der blev stoppet af en hånd kunne høres i den ene ende af rummet og afslørede hende. Den unge pige der sad og vurderede sine hænder. Det lettere lyse hår, som dog havde et brunligt skær i sig. Navnet var Alex, eller Alexandra. Men det fortalte hun aldrig. Første ansøgning. Det stod nærmest som malet i hendes pande, eller rettere sagt hendes øjne. Hendes ansigt var blegt og hendes kinder blussede op af den tørre luft. Hun så noget sløj ud men opførte sig normalt. Lidt mere desperat på at virke rask end hun plejede, men det så ikke helt ud til at nogen opdagede det. De blågrønne øjne der var omridset af en sort streg og gemt bag hendes briller kunne anes en smule blanke. Brillerne var der kun fordi at hun havde brug for dem, dog klædte de hende på en eller anden måde. Men hun plejede aldrig at gå med dem, ikke til hverdag. Underlæben søgte bekymret og en anelse pinlig berørt ind imellem de glatte, hvide tænder. Imens at den blev presset en anelse på, ikke hårdt, men hårdt nok til at en lille dråbe blod gled yndefuldt ned fra den fyldige læbe, ned til indhulningen under underlæben og over hagen. ”Pis” Hviskede hun og tørrede dråben stille væk med sin ene pegefinger, som stod i stor kontrast til den blodrøde dråbe. Hun så hen på døren til dette rum som selve jobsamtalen blev holdt, så lidt skæbtisk på den. Der var ikke noget hun ønskede mere end at gå ud af døren i det modsatte hjørne, meen helt ærligt? Hvis hun bare trådte tilbage, hver gang at hun følte sig en smule usikker. Så var livet nok ikke det bedste for hende. Så hun måtte gå ind til denne jobsamtale, uanset hvad.
Og lige som hun besluttede det inde i sig selv, at hun ville gøre hvad der skulle til for at få dette job. Så hørte hun hendes navn. ”Alexandra Philpert Clare” En lille pivet kvindestemme, som brød den ellers så fantastiske stilhed, fik en klump til at hamre mod hendes hals. ”Pis..” Hviskede hun, så lavt at nok kun sidemanden lige ville ane hende.

Det var næsten blevet hans job. Det var næsten blevet et fast arbejde for Jonathan, at bruge morgenen på at læse job ansøgninger i Terre, for derefter at tage hen til det pågældende sted, hvor han så ville tage til job samtale. Samtalen var stort set altid den samme, så efter hånden havde han indbygget en rutine i hvad han skulle sig i hvilke rækkefølge så det fungerede bedst. Trods han altid havde virket sikker i sin sag, og der efterhånden ikke var nogle antydninger af nervøsitet, havde han endnu ikke fået noget job. Måske var det fordi han endnu ikke rigtig brændte efter det. Han havde penge, og søgte mest af alt tids fordriv. Så bogholder var muligvis ikke det mest optimale job, men det gav penge - som han ikke havde brug for. Muligvis skulle han bare droppe det. Trods det, havde han igen gennemført en fejlfri - hvis man kunne sige der kunne være fejl - jobsamtale uden større problemer.
Tilfreds trådte Jonathan ud fra lokalet, som han havde brugt cirka femten minutter i. Han kiggede kort rundt i det sørgelige lokale, før han gik målrettet hen mod en kaffe automat. Han undersøgte hvad man kunne få, og endte ud med en kop dampende kakao. Han greb forsigtig om den varme kop, som straks brandte hans fingre, som han trak til sig, som havde han brændt sig, hvilke han også havde. Efter et par minutter, hvor han havde stået og gloet dumt på automaten, gjorde han endnu et par forsøg. Det var kraftig afkølet, så han kunne endda også drikke. Over kanten af papkruset, kiggede han rundt i lokalet efter en mulig fri plads. Da den næste ansøgers navn blev råbt op, søgte Jonathans blik kort efter denne Alexandra. Hans blik fangede en ung kvinde, der så noget nervøs ud, og egentlig ikke særlig rask ud, eller måske var det bare hans øjne der spillede ham et pus.
Da Alexandra havde rejst sig op, overtog Jonathan hendes plads. Satte sig godt til rette, og lod sig glide en smugle ned, før han fiskede sin mobil op af lommen, og begyndte at skrive. Da SMS'en var af sendt, vendte han sig imod kakaoen som han begyndte at drikke, mens han gloede i det første og bedste blad. Et bilblad. Det var ikke just fordi han manglede nogle biler, eller noget, men det var alligevel mere interessant at læse, end hvordan man smed ti kilo på tyve dage. Jonathan var uanset hvad ikke interesseret i at gøre nogle af delene.

Tiden sneglede sig af sted, det var næsten som om at hun var til eksamener igen. De to personer som sad over for hende var egentlig ret flinke, og de gjorde ligesom det hele lidt nemmere. Men alligevel havde hun ikke troet at hun skulle tøve i så lang tid, over et spørgsmål som ’hvorfor har du valgt at søge netop dette job’. Det endte så med at hun kom ud med et kringlet svar om, at hun havde set i en avis og læst om jobbet som så spændende ud. Som nok ikke helt var sandheden.
Men efterhånden blev samtalen nemmere og det ende med at samtalen pludselig var slut og de gav hånd, og så blev hun lukket ud af djævlens gab. Netop som hun trådte ud af døren kom der en let brise, som fik hendes hår til at svaje og gav hende lidt mere farve i ansigtet, man skulle tro at hun var helt pæn. Men vis man så nærmere så var hendes skønhed overhovedet ikke på højde med for eksempel en vampyrs, men denne var en smule mere menneskelig. Og levende.
Hun så rundt i forsamlingen, som ikke var speciel stor. Nu skulle hun bare vente på at hun fik svar om hvem der fik jobbet, som nok kunne komme til at vare lidt tid. Hun fik øje på en ledig stol, som var ved siden af en dreng, en tyveårsalderen ville hun tro. Han så meget selvsikker ud, som han sad der og så i et.. Bilblad? *Virkelig?* Men hun satte sig i hvert fald ned på stolen, og kiggede rundt i rummet som pludselig ikke så kedeligt og trist ud mere. Okay, havde de puttet et eller andet i det vand, som de havde givet hende inde til samtalen, da hun havde et af sine pinlige øjeblikke og ikke kunne få et ord ud af munden. Måske var det bare rent glæde som fik hendes syn på verden til at ændre sig fuldstændig, det var nok også hendes overskud af glæde som fik hende til at smile til drengen ved siden af hende og sige et glad. ”Hej!” Hun smilede og fandt et blad, det første hun fandt, var et eller andet ’vores børn’ som hun hurtigt lagde fra sig og tog et ’illustreret viden’ i stedet for. Hun så op på ham og smilede lidt større, måske lidt for at skjule den spirende nervøsitet.

Langsomt, men sikkert, nåde Jonathan bunden af papkruset, som til sidst blev smidt ud i skraldespanden ved siden af automaten. Kort overvejede han at købe endnu en kop, men besluttede sig for, at han ikke i pendulfart ville bruge natten på at løbe på toilettet. Han skulle nok få ordnet det inden, men altid være på den sikre side, det var i hvert fald hvad han selv følte sig mest tryg ved. Jonathan vendte tilbage til sin stol, og greb bladet, hvor han kastede sig over en artikel om en eller anden smart bil, der havde fået firehjulstrækker. Det var ikke noget der rigtig interesserede ham, men han fortrak biler frem for børneblade, samt alle de andre blade der lå i bunken. Hvis han helt selv måtte bestemme, ville han egentligt bare gerne hjem hurtigst muligt, og muligvis lige forbi det nærmeste supermarked for at købe ... muligvis nogle popcorn. En ting der var med i hans plan, for at udbrede Hazels viden inden for gastronomi. Hun skulle prøve at have en rigtig filmaften med popcorn og en god film.
Pludselig var der gået et kvarter, eller hvor lang tid Alexandra havde været inde og snakke. Døren gik op, og den unge kvinde trådte ud. Hun så straks ud til at have det bedre. Måske havde hun før bare været nervøs. Det var heller ikke så mærkeligt. Det var ikke alle der løb fra den job ansøgning til den anden. Måske burde han stoppe det. Jonathan fordybede sig i artiklen igen, til han pludselig hørte en stemme nær sit ene øre. Han kiggede en smugle forskrækket op, og fik øje på Alexandra, som havde slået sig ned ved hans side. "Hey." Det var måske ikke den mest interessante hilsen han kunne give hende, men han vidste ikke hvad han ellers kunne give hende. Et kort blik fortalte Jonathan hvad hun brugte tiden med. "Nå, så du søger også job ..." Det var ikke rigtig et spørgsmål, men han manglede vel sikkert bare bekræftelse i hvad han allerede havde set. Han fortsatte. "Gik det godt?" Jonathan var ret glad for sin indsats til deres spæde samtale, så han lod bladet hvile i skødet, mens han ventede på en form for svar. Alexandra kunne så afgøre om hun ville fortsætte med at snakke med ham, eller om han var for kedelig så han blev kasseret.

Hun smilede da han blev forskrækket, det var ikke hendes mening at drive ham ud af hans lille verden. Med biler? Men hun smilede i hvert fald det bedste smil hun kunne præstere, som nok ikke var det mest blændende. Men noget skulle hun jo lave? Spørgsmålet undrede hende lidt, for det var lidt det man kom for til en jobsamtale. Hun havde mest af alt lyst til at give en kæk kommentar om, at nej det var hun ikke, hun kom fra de sociale myndigheder som undersøgte om folk omgik hinanden i en vis grad, at man kunne kalde menneskeracen for social. Men det ville bare give hende et banner i panden, som en ironisk bitch. Som hun ikke ligefrem havde lyst til. Så derfor ventede hun nogle sekunder og håbede på at han ville komme med noget mere, som han heldigvis gjorde.
”Jeg syntes faktisk at det gik nogle lunde.. I de sidste 5 minutter” Hun smilede og lod også sit blad falde ned i skødet på hende, så siden som vendte op ad var noget med at forskerne havde fundet ud af en masse om øjet. Der var i hvert fald et stort øje som fyldte stort set den ene side af bladet, som egentlig var lidt spild af plads. Spild af træ… ”Nej, jeg er faktisk tilfreds med min indsats.” Hun nikkede for at understreje hvor meget hun egentlig mente det, for den sidste halvdel gik jo godt. Og det var forhåbentlig den som de bedst ville kunne huske, og dermed bedømme hende på. ”Hvad med dig? Er du god til jobsamtaler?”
Hun kunne godt se det ironiske i denne situation, for hun vidste alt for godt hvor pinlig tavst der var i de fleste venteværelser. Specielt ved lægen eller tandlægen, der var ingen som snakkede sammen. Og så dem som snakkede sammen det var i form af et meget lav hvisken, som bare fik det hele til at være meget mere akavet. For mennesker burde egentlig være meget mere imødekommende og snakke med nogle flere mennesker, så ville man komme meget mere ved hinanden. Måske var det også det fandens internet?
Hun blev slået løs af sine egne tanker, da hun hørte hans stemme. Rolig som den hele tiden havde været.

Jonathan tøvede kort med at svare, før han trak let på skuldrende. "Jeg har prøvet det en del gange." Alt for mange gange, men han undlod at give den information videre, det ville sikkert ikke hjælpe på kvindens selvtillid. Hvis man fik smasket den information i hoved, så ville selvsikkerheden i de fleste tilfælde dale, og når det kom til stykket, så var Jonathan ikke så god til det som der muligvis var forventet af en, der næsten havde det som arbejde. Hvornår man var god, var muligvis også svært at definere. "... det kommer an på hvornår man er 'god' til jobsamtaler, hvis det er når man får alle de job man ansøger, så er jeg virkelig dårlig." Han grinede kort af sig selv, før han fejede noget hår væk fra ansigtet, med en let øvet vippende håndbevægelse.
Humor havde aldrig været Jonathans helt stærke område, men han var bestemt ikke humør løs, men i manges øjne var han nok en smugle for stille og alvorlig. Dog skulle man aldrig skue kaninen på pelsen, for det var muligt at han kunne blive mere 'normal' i andres øjne. Det var bare ikke så let som ved de fleste andre. Tilbageholdenhed og høflighed var noget der var groet godt fast i hjernen på Jonathan, der ikke speciel tit gav sin mening til kende. Han fortrak at være på den sikre side, hvilke ikke altid var godt.
Jonathan kiggede kort ned i bladet, før han klappede det sammen, og smed det i en let bue over på bordet. "Men min elendighed inden for job samtaler kommer nok af, at jeg ikke rigtig har brug for det." Han lod sig falde godt ned i stolen, mens han lod hænderne hvile på bene. Penge var ikke noget Jonathan så som en mangel vare. Han havde masser af det, meget mere end masser på grund af sin far. Men hvorfor så ønske sig et job? Svaret lød ret indlysende i hans hoved. Det blev hurtigt nogle lange og kedelige dage hvis han bare skulle sidde der hjemme. Godt nok var Hazel nu kommet 'ind' i familien, eller hun boede i hvert fald i huset, men de ville bare ende med ikke at vide hvad de skulle lave, hvis de konstant var sammen, eller det gik Jonathans baner i. Om Hazel havde de samme tanker, anede han ikke, men hun havde i hvert fald ikke forsøgt at stoppe ham.

Hun så glad på ham, imens at han lyttede til hans beretninger. Og man kunne nemt mærke på ham, at han havde været sådan et sted, til en jobsamtale, mindst en gang før. Og han fik hendes smilebånd til at dreje gevaldigt opad, da han brugte sin humor for at få hende til at få det lidt bedre med sig selv. Som fik hende til at syntes lidt mere om ham, dog var han humor lidt sort. Som hendes egen. Desværre.
Næste gang at han snakkede, blev hun lidt forundret. ”Hvem har ikke brug for et job?” Ja, hvem havde ikke brug for penge? Selvfølgelig dem som havde dem, men hun syntes ikke at han ligefrem så ud som en som tidligere haft et godt job og havde tjent penge nok til at hun kunne leve hele sit liv uden at skulle arbejde for penge. Som nogle kæmpe filmstjerne, eksempelvis ham der spillede Harry Potter. Men hun kunne ikke rigtigt se ham som en filmstjerne, og det var så der er at hun kom i tanke om at hun ikke engang vidste hvad han hed. Og det var jo lidt trist. Hun rakte hånden frem som en pæn hilsen, imens at hun smilede. ”Mit navn er forresten Alex” Hendes briller var faldet lidt ned over næsen så de irriterede hende, så hun strøg dem op på næseryggen igen med den anden hånd. Som ikke var nogen grim og nørdet bevægelse, som man måske ville have tendens til at have fordomme om. Men denne bevægelse var til gengæld utrolig øvet og på en mærkelig måde elegant. Den var en del af hende. Som brillerne så også var. Engang imellem. Da hun plejede at tage dem af, for bare at være en smule praktisk. Så hun lagde brillerne på hylden og havde måske et lidt dårligere syn end ellers, men når hun var leopard og løb rundt imellem træerne. Som hun måtte indrømme, at hun brugte det meste af sine timer med. Så lagde hun ikke mærke til hendes dårlige syn, det var som om at det var en af de gode ting ved at være animagus. En af hendes store svagheder som menneske, blev fjernet når hun forvandlede sig til en hvid sne leopard. Yderst praktisk.

Jonathan lod et lille smil springe frem, imens han hørte Alexandras overraskelse. "Jeg har i teorien ikke brug for et job, på grund af min far." Egentlig havde det været mening han ville have kaldt ham Liam, men så ville hun sikkert ikke lige vide hvem han snakkede om, og de fleste kaldte deres far for far, for sådan var det nu en gang. Så var der lige ham, men han havde åbenbart altid været i særklasse, eller det var hvad Liam til tider mente. Selv havde Jonathan ikke taget det så tungt, det var i det mindste bedre at være speciel, end at ligne alle andre og falde sammen i mængden. "Så hvis du nu er heldig, så kan det være du kan få min plads, hvis jeg går videre, og du ikke gør." Smilet forsvandt efter sætningen, mens han lænede sig tilbage i stolen.
De sprang videre til præsentations fasen. "Så det bliver du kaldt." Jonathan greb sig selv i at nikke som en gammel mand, og fandt i erstat endnu et smil frem fra gemmerne. "Nathan." Ligesom med alle andre, præsenterede han sig selv under navnet Nathan, og ikke Jonathan. Det lød forkert i hans egne øre, noget kun hans far ville bruge mod ham, og det var ikke ligefrem noget godt. Måske var Jonathan virkelig i særklasse, når han ikke forbandt sin far med andet end penge. Det var ikke lykkes ham at stoppe sin far med at give ham penge, men det var sikkert også på grund af at han selv nægtede at snakke med ham, og uanset hvor lidt han ville indrømme det, var det dejligt ikke at skulle løfte en finger. Pengene kom hver måned, langt mere end hvad man kunne få for et normalt job, så ind på bankbogen kom de, hvor han også høvlede sig nogle gode ranter til sig. Alt i alt var der ikke noget at klage over på den kant.
Ud af øjenkrogen, fangede Jonathan et glimt af nogle af job ansøgerne der forlod lokalet, så de kun var fire tilbage. Bedre chancer for dem begge, da dem der havde forladt stedet, nok havde fået afslag. Det hele minde ham en smugle om audition. Præcist ligesom når man skulle til et eller andet af de utallige realetyshows der kørte. Så skulle man igennem en prøve, for at se om man kom igennem nåle øjet. Præcist ligesom en jobsamtale. "Hvis du er heldig, så kan jeg trække mig ud nu, og så har du 33,33% chance for at komme ind, frem for 25% chance." Der gik lidt tid, før det gik op for Jonathan at det var ham selv der havde sagt de ord. Det var sandt nok. Hvis Alex virkelig brændte for jobbet, og hun havde en chance for at komme ind, så kunne han lige så godt øge hendes chancer, da han selv nok ville sige op, kort efter at have fået jobbet.

Hun havde det på fornemmelsen, men alligevel så ville hun ikke indrømme det for sig selv. Det var synd. Det var tit at børn som var opvokset op i en rig familie blev sådan nogle luksus dyr, nogle som gjorde hvad de ville og tænkte ikke rigtigt på andre. Var ikke nogle som hun havde specielt meget lyst til at omgås med. Men det gode her, var at sådan et eksempel var han tydeligvis ikke. Han tog ikke hans fars penge forgivet, men alligevel så var han tydeligvis ikke vildt glad for at han øsede rundt i penge. Han kunne nok godt undvære dem, vis han blev nødt til det. En fornuftig person.
Hun blev utrolig overrasket over hvad han sagde, det om at vis hun var heldig. Hun fattede det faktisk ikke helt. ”Mener du.. At du ville GIVE mig jobbet??” Spurgte hun, af oprigtig med en gnist af hysteri. ”Det går altså ikke! Uanset om du så ikke vil have jobbet, så kan jeg ikke tage imod det.” Hun smilede skævt til ham, hvorefter at hun lod en hånd køre igennem hendes hår. Så hendes lyse hår glimtede i det svage lys fra lamperne.
Hun smilede større, da hun bemærkede hans nikken. Som nemt kunne sammenlignes med en gammel mands, måske hendes bedstefar. Han manglede bare piben og de kugle runde briller som sad langt nede på næsen. Hendes runde æblekinder gjorde at hendes øjne så større ud under hendes runde briller, som efterhånden var blevet en del af hende. Det var sjovt at hun var nødt til at bruge briller, når hun skulle læse eller se fjernsyn for eksempel. Der var ingen i hendes familie bort set fra hendes bedstefar som havde briller, og han havde for længst stillet træskoene. Det var måske en lille bivirkning, ved at have et utrolig godt syn når hun var i hendes dyre skikkelse.
”Under ingen omstændigheder!” Sagde hun, da han igen kom med en løsning for at hun havde en større chance for at hun fik jobbet. ”Jeg er beæret over din ivrighed for at jeg får jobbet, men det behøves ikke.” hun så sig om i rummet, der var jo ikke så mange tilbage, så hun havde jo allerede en stor chance for at få jobbet. I det sekund gik endnu en, og hun fandt Nathans blik. Hun løftede det ene øjenbryn, imens at hun smilede skævt. ”Se selv, der bliver færre og færre!” Hendes stemme var oprigtig ivrig, måske lidt for ivrig. Hendes ivrighed kunne måles med et barn som åbnede sine pakker til juleaften, bare ikke så barnligt. Måske et lille strejf, i hendes øjne. Som kiggede store og blå grønne mod Nathan, ikke stirrende, mere fascineret. ”Du må virkelig ikke have brug for det job, siden du ligefrem presser det ned i armene på mig” Hun så på ham, inden at hun tog den ene fod op på stolen og lagde armene om hendes ene ben. Hvilede hagen på hendes knæ. ”Hvad bruger du tiden til, nu da du ikke har noget job, hvordan kan du få tiden til at gå?” Hun havde jo skoven, som hun kunne løbe og ’lege’ i flere dage i træk. Men hun kunne ikke forstille sig hvad sådan en dreng eller mand? Som ham skulle have som hoppy’er, måske.. Skak?

Mundvigene blev skubbet op ad, i et enormt næsten for enormt smil, da Jonathan bemærkede Alex's åbenlys glade reaktion. Det glæde ham at gøre andre folk glade, især når de så åbenlyst var glade for det, men det var også en ganske normal ting, sådan at være glad på andres vejene. Da han tænkte videre over det, slog det ham, at det egentligt var underligt og at det slet ikke gav nogle form for mening, men til trods for det, så ville han ikke beklage sig. Det var ikke en dårlig følelse. Hans tanke gang fortsatte hvor den havde sluppet, da hans partner, snakke partner, fortsatte i hvad der ville kendetegne et menneske. Afslag. Af en eller anden grund, så afslog mennesker selv de bedste tilbud, kun for at være høflige, også selvom de egentligt gerne ville. Det frembragte igen et svagt smil på hans læber, mens han kort lod blikket glide mod gulvet.
Da Alex bad Jonathan om at kigge rundt, kiggede han rundt og måtte bekræftende nikke. Hun havde ret, der var ikke mange tilbage i de kedelige omgivelser, men trods det, så var der stadig nogle. "Så du ser mig ikke som en trussel?" Til trods for at hans stemme lød ganske alvorlig, afslørede både hans øjne og smilet der stadig lå tegnet omkring hans mund, hvad det var han havde sagt. Han ville ikke være fornærmet, hvis det var sandheden. Han havde ingen ønsker om at ende som en eller anden person folk frygtede, selvom det lød ganske harmløst at være god til jobansøgninger. Det lød direkte dumt i hans øre.
De næste ord der lød fra kvindens mund, fik ham til at grine. Ikke blot smile, men også grine. "Faktisk vil jeg gerne have et job, meget gerne, men det er ikke på grund af pengene." Nåde han lige at svare, før Alex kom med en fortsættelse. "Det kan jeg heller ikke, det er netop derfor jeg ønsker mig et job." Lød forklaringen, imens han lod en hånd glide igennem det halv lange mørke hår, der begyndte at finde det morsomt at falde ned i hans øjne. "Jeg har ikke nogle alt overskyggende hobby, men jeg plejer at komme igennem dagen på en eller anden måde."
Da sætningen var færdiggjort, gik døren op, og chefen for stedet trådte ud. "Vi har taget vores beslutning" Lød det meget formelt, imens manden lod sit blik vandre rundt på de tilstedeværende i lokalet. Til sidst stoppede det på Alex, og et smil brød frem på hans ellers stramme ansigt. "Tillykke med jobbet frøken Clare, jobbet er dit fra og med i dag." Han gik hen mod hende og Jonathan, som han ganske kort kiggede på. "Jeg vil ringe senere til dig, så vi kan aftale et møde, så vi kan få de sidste ting på plads." Igen lød manden lidt for formel og pæn. Lidt ligesom Jonathans far Liam, hvilke gjorde ham glad for at han ikke havde fået jobbet. "Tillykke med jobbet!" Udbrød han, da chefen var forsvundet.

OOC: Beklager det senere svar.