Raw Blue

Ret symbolsk for de ting der skete i hendes liv, og helt i overensstemmelse med hendes humør , var kælderen et ret så deprimerende et sted at opholde sig, ligeledes at bo.
Der var ellers langt mere 'møbleret' nu end for en uge siden, men at sige der var BEDRE møbleret , ville ikke være i tråd med sandheden.

Sandheden....et ord hun havde det meget dårlig med for tiden.
Hun tvivlede på hun nogensinde ville kunne slutte fred med 'sandheden' og opnå tillid til hendes nærmeste igen.
Hun var nok mere dømt til at være i evig ufred med 'sandheden' - fordi hun havde valgt at satse -og stole på ....en hun ikke burde.


I Loppefundet som den lurvede gråmeleret sofa var, sad den blonde baby vampyr , med efterhånden godt et år på  bagdelen.
Hun havde håret hapset løst sammen i en meget stor knold, men løse lokker der stak af, og gav et playfuldt look - i stærk kontrast til resten af hendes ydre.
Den enkle simple kjole ,havde hverken ærmer , vidde eller kulør ( den var sort, med en blå lynlås der zigzaggede ned af side og hofte, og på fødderne havde hun sorte sneakers.
Hun var et slidt men måske stadig et opsigtsvækkende syn, set med menneskeøjne - men selv med et syn så udetaljeret som menneskets, ville det tydeligt stå frem, hvilke sølle fatning hun var i .
Næsten ingen mad, ingen glæde, intet at forholde sig til andet end et knust hjerte havde hun .
Som tingene lå nu , var millicent ved at gå til.
Linen til livet var spændt så meget , at den kunne briste any given time , og sagens kerne var ....at hun var ved at gå til.
Hver gang hun  tog et skridt i den rigtige retning og skød brystet stolt frem, så greb en usynlig arm om hendes hjerte og trak hende tilbage igen.

Hun var ikke dum. Tag ikke fejl at hun var en passioneret pige, en der mærkede når livet kyssede hende på kinden eller stak hendes med nåle.
Men Uanset hvor meget hun tillod sig selv at føle og mærke smerten denne gang ,at hun Accepterede den - måske enda tog en stor del af ansvaret og skylden og rettede den som en ladt pistil mig egen tindning,  så ændrede det jo ikke ved at det VAR sket.
Uanset hvor meget ulykkelig hun var og hvordan hun ville ønske ting forholdte sig anderledes - så stod det ikke at ændre.
Og lige nu tog det livet af hende.
Det var som hun kæmpede for det umulige - næsten hendes kamp bestod i at ÆNDRE på det der var sket, ændre på fortiden så hun kunne komme tilbage det 'det hun dengang troede var kærlighed og en hengiven forlovet'.
Men hun kunne ikke slå den fjende. Sket var sket- og valget havde været velovervejet , stået på gennem måneder, fra Andrijas side.

Ønskede hun nu at hendes liv skulle ende og at dette skulle være hendes eftermægle?

*Millicent Walker, kvinder der faldt for den forkerte-
på røv og albuer , fanget i en lavine af knuste hjerteskår.*

Hun var begravet dybt i egne tanker da hun rystede langsomt på hovedet .
*NEJ , Jeg er mere end det. Jeg MÅ være mere end det!*
Hun rakte ud efter mobilen ,der lå på det gammeldags sofa bord med brunlige klinker, og nu kunne mobilen ses i hendes højre hånd - vippende ubeslutsomt frem og tilbage.
Hun duppede et par gange på den , og så at der lå yderligere en besked på den.
Gordon.
De kroniske vemodige øjne så væk fra skærmen , over på en stribe forfaldene cykler der 'boede her ' i forvejen, da Millicent flyttede ind.
Hun rynkede på næsetippen og man kunne se store overvejelser var under opsving, inde bag hendes pande.
Hun vidste godt det ikke var pænt af hende at ignorer ham. Han var jo bekymret for hende- men hun havde bare intet at dele ud af.
Alt hvad hun kunne skrabe sammen, gik til hende selv og blev brugt på at 'trække vejret' .
En langt og dybt suk , bar vidne om hvor tungt alting vægtede lige for tiden.
Men .... Millicent vidste at tiden var kommet til at beslutte om hun skulle dø - eller komme videre.
For dette gik ikke!
Libra var sikret i Gordons hænder, skulle der ske Millicent noget, så de tråde var ikke nødvendigvis løse.

Hun hev en mundfuld ilt ind igen og pustede ud, som var den røg.
Hun HAVDE IKKE LYST TIL AT DØ.
Udfordringen ...ja , den var så bare at det gjorde for ondt at leve.

Nå....men noget måtte der ske, ellers ville hun glide ud i intetheden inden længe, og
Millicent havde sådan set aldrig følt en lyst til at stå face to face med intetheden.
Jaja....ingen havde påstået hun var let at stille tilfreds, ej heller hun.
Iøvrigt kunne hun  leve foruden en mand .
Hvem Millicent var og havde  været - ville ALDRIG blive defineret af en mand.
Hun var sig selv, og ville igen blive den selvstændige helstøbte pige, med små sjove krakkeleringer i lakken ,  hun havde været engang.
Hun skulle bare lige overleve længe nok til at få løbeskoene på- så skulle hun sørme nok spurgte i mål!

-  Hvem sagde iøvrigt kærlighed behøvede at være en hovedingredien i livet ?

Kærlighed .....hun vidste ikke engang hvordan den smagte, kun når hun selv lavede retten  til andre.
Hun havde åbenbart kun fået serveret et kopi krydderi selv,  ikke fået en taste af den ægte vare endnu.

*årh gud! Mine tanker stritter som havde de fået elektrisk stød?Det går ikke mere...røvturen er for lang, jeg behøver hjælp til det her ,kom nu  Mils....du behøver hjælp! Call HIM .....ræk dog forfanden ud efter hjælp*

Hendes fingre begyndte tøvende at bevæge sig over mobilens touch skærm.
Hjertet var presset helt op i hendes hals , da hun begyndte taste adressen på den forladte fabriksbygning, efterfulgt af en enkelt sætning.
Hun vidste at der ikke var behov for mere.

Regn. Små molekyler som i en endeløs cyklus blev hævet til skyerne, satte sig fast i hinanden, og fald imod jorden igen for at tage samme tur igen. Selvom de faldt ned, ville de altid finde vej op igen. Sådan som livet også havde dets op og ned ture. Lige nu gik det ned. Ja det gjorde det i hvert fald udenfor, hvor en million små dråber styrtede ufortrødent imod jorden. Efteråret var på vej. Sensommeren skudt i gang.
De store ruder ud imod den mørke by stod solidt imod de insisterende dråber, der blev ved at smælde imod ruden og afgav en lyd, som kunne minde om den af en lille sten som blev kastet op for at tiltrække opmærksomheden fra personen bag ruden. Lige nu var der dog ikke nogen der kastede nogle sten. Kun en enkelt person i lejligheden, som havde smidt sig søvnigt i sofaen og ubetydeligt tændt tv’et.

De lyseblå øjne ramte loftet før de lagde sig på tv’et. Gordon havde ladt sig falde tilbage på de bløde puder i sofaen. Solen var gået ned for få timer siden og han følte sig… lidt forvildet. Han havde ikke kunne få sig selv til at sidde stille efter arbejdsdagen, men efter at have rengjort hele lejligheden, vasket alt sit tøj, skiftet sengetøjet, ryddet ud i køleskabet og taget et lidt for langt bad, var der bare ikke mere at lave. For få minutter siden var en SMS tikket ind fra Chester om han ville med i byen. Han gættede på at fyren havde skændtes med Georgia, som han var begyndt at se meget til. De havde sørme også deres op og ned ture, men af en eller anden grund fik de altid samlet alle brikkerne igen, så de passede endnu bedre sammen. Beundringsværdigt egentlig. Gordon havde svaret at han var begravet i arbejde, men det var løgn. Han havde bare ikke lyst til at forlade lejligheden. En umiskendelig følelse af skyldfølelse skyllede ind over ham bare ved tanken om at gå ud og have det sjovt lige som … tingene var nu.

En varm hånd blev strøget igennem det mørke hår, som stadig var dryppende vådt efter det foregående bad. Det ukomfortable arbejdstøj var blevet skiftet ud med en sort sweater og et par mørkeblå sweatpants med to hvide striber ned langs ydersiden på benene.
Gordon satte sig lidt beklemt op i sofaen, og skruede op for tv’et, som om det ville holde tankerne væk. En boksekamp var i gang. En af de to boksende fik det ene slag efter det andet. En lidt vaklende teknik sendte ham i gulvet mere end én gang, men den stædige lille satan blev ved at kæmpe sig på benene igen.
En brummende lyd fra hans telefon fik ham til at tage den op og tænde skærmen, som sendte et elektronisk blåt lys ind i hans ansigt. Det var Chester igen. Noget med at det nok alligevel ikke var en god ide at tage i byen. Gordon trykkede tilbage og kom ud i menuen med alle hans SMS samtaler. Automatisk klikkede han ind på hans samtale med Millicent, som i de sidste uger havde været meget ensidig. På trods af få libra relaterede beskeder havde han ikke hørt et ord. Han slukkede skærmen lidt irriteret og kylede telefonen hen i den anden ene af sofaen. Der gik dog ikke længe inden han tilgav den, og rakte ud efter den igen for at skrive en enkelt besked.

”Millicent. Please”

Beskeden blev sendt af sted uden forventning om svar, og han lagde telefonen på sin brystkasse og lagde sig ned igen for at kigge lidt mere på tv’et.
Han vidste ikke helt hvad der ramte ham, men pludselig begyndte hans øjne at døse i, og før han vidste det var han slumret væk i et par minutter.
Den velkendte brummen fra hans mobil, sendte ham tilbage til virkeligheden, og han vågnede for panisk at prøve at fange sin telefon, som fløj imod gulvet da han med et ryk havde sat sig op igen. Smartphonen havde ramt gulvet, men havde mirakuløst overlevet det. Displayet tog ikke fejl. Millicent. En adresse og få ord. På trods af hans lidt søvnige sind kom han på benene og fik skrevet et svar.

”Jeg kører med det samme.”

En sort læderjakke blev slynget over skulderen inden han var ude af døren og i sin bil. Den sorte bil glinsede af himlens dråber, da han bakkede ud af parkeringsbåsen samtidig med at han prøvede at taste adressen ind på telefonens gps system. 28 minutter sagde den.

20 minutter og flere overskredne fartbegrænsninger senere stod han foran en stor lagerbygning som virkede meget forladt. Det var ikke svært at finde ind. Den var ikke låst af, men flere mørke gange gjorde det svært at bedømme hvor han skulle hen.
”Millicent! Er du herinde?” Kaldte han imens han begyndte at kigge sig lidt omkring.

Uroen blev den næste uindbudte gæst , der bankede på hendes dør.
Knap var sms blevet sendt afsted, før fortrydelsen skød ind over Millicent , for nu var hun slet ikke sikker på det havde været den rette beslutning.
Ikke sikker på hun var klar til at face nogen.
Og hvad hvis han ikke svarede ? Ville hun så prøve igen, eller droppe ideen for altid?
Hun var godt klar over at hun havde store udsvingninger i følelserne og at hendes beslutninger skiftede farve fra time til time.
Hun kunne græde , koge af vrede, undskylde, fortryde, beslutte at kæmpe og være på vej ud i solen over bare et døgn.
Læg så oven i hatten at hun spiste dårligt og ikke fik den søvn en nyfødt skulle- så havde man opskriften på en vampyr- pige der ikke kunne betegnes værende driftsikker.
Bag skærmen på hendes pc ,havde hun kunne gemme sig og når hun skrev som Black Swan til medlemmerne, så var det altid arbejdsrelateret, og derfor mindre personligt. Men at skulle face det hele nu, var det på høje tide eller var det al al for tidligt ? Hun kunne ikke mærke det i sin krop.
Mobilen brummede og ledte hendes blik til skærmen.
" Thank God " hviskede hun ud i stilheden, og denne gang var det en form for lettelse der vibrerede i hende.
Et øjeblik lukkede hun hånden i et endnu mere fast greb om mobilen , og knuede den ind til sit bryst. Den døde puls føltes underligt i live , som om den tog til i fart , ved tanken om hun snart ikke ville være alene her.
Millicent rejste sig fra sofaen , og så sig omkring.
Hun havde intet at byde på. Ikke engang en flaske alkohol, hvilke var rimeligt åndsvagt , nu hun berørte emnet.
Hvorfor pokker havde hun dog ikke haft et lager af det hernede?

Hun lod sig dumpe tungt ned i den grå sofa igen.
Der var virkelig intet for hende at forbered til hendes gæst, intet hun kunne gøre klar.
Ingen mad og drikke der skulle rettes an, intet hjem der skulle ryddes op, da alt stod opmagasineret enten i poser eller sække.

Alt og alt....faktisk var det ikke ret meget.Ganske få ting havde hun medbragt hertil, da det hele havde mindet hende om Andrija.
Paradoksalt nok , havde hun så alligevel medbragt dén ene ting der visuelt havde symboliseret , i hvertfald hendes kærlighed til ham.
I den ene pose, lå en sort box, hvor hendes forlovelses ring blev opbevaret.
Selv nu , havde hun ikke kunne skille sig af med den.
Måske havde hun brug for noget der mindede hende om det hele ikke havde været en ond drøm....det havde bare været ondt.
Måske var det fordi en del af hende altid ville elske Andrija, uanset hvad og den del var nu lukket ned i en box og skulle aldrig åbnes igen.
Måske var det fordi hun en dag ville kvæle dæmonen med den, som symbol på de falske ord der havde forladt hans mund ?
Måske var hun bare ...uligevægtig eller menneskelig ?
Hun sukkede og så sig omkring, imens lyden af regn ikke nåede ned hvor hun opholdte sig, i kælderen-
Kun en del af hendes garderobe , var hængt sirligt op på tøjstativer, eller stablet nøjsomt.Hun ville ikke ligne en sjuske, eller havde noget på der var snavset eller havde en grim lugt.
Det var bare et spørgsmål om ....stadig at være kvinde, omen en skyggeagtig en at se på, men det var vel også et tegn på at der et sted var en overlevelses drift på vågeblus i hende, at hun alligevel tog sig af det ydre, når hun nu ikek kunne finde ud af at tage vare på det indre.
Faktisk skulle man nok lede længe før man fandt nogle der snuplede så meget i livet, som hun.
Hun var ikke altid den bedste til at træffe beslutninger på egne vejne, ,men hun var derimod en ubestridt mester i at få andre til at havde det godt og at gå ud af sit gode skin, for at holde dem glade. Igen var hendes tanker alle og ingen vegne.
Hun måtte se at få lidt hold på sig selv, om ikke andet, så for Gordons skyld.

Tiden gik hurtigt, da hun næsten gik i dvale i sine egne tanker.
Hun havde brugt ventetiden på at bygge sig et værn, at smække en fin lille face på.
Ikke en der skjulte noget som sådan, men den dæmpede det hele og fik hende forhåbentlig til at fremstå nogenlunde in control.Forhåbentlig.
Desværre kendte Gordon hende all to well- og så var der den sandheds evne ting af hans! Nå...men hun kunne da forsøge ikke at lige en kandidat til selvmord.

Hun hørte lyden af hans stemme, samtidig med ekkoet af hans sko- og hans duft....ååhhhh nej....dén duft...kom hende imøde.
Aldrig havde duften af engel stået SÅ klart frem, aldrig havde den virket SÅ alarmerende på Millicent. Ikke engang når Gordon havde haft åbne sår eller rifter, havde den været SÅ dominerende.
Det var helt klart sulten der rørte på sig nu, og den eneste oplevelse der kunne side stilles med det , havde nok været da Gordon havde madet hende fra sit håndled, ved redningsaktionen.
Men hun huskede ikke så meget af det, udover meget tåget små glimt.
Hun sugede luft ned , og prøvede at lyde fattet da hun guidede ham
" Hernede...for enden af gangen ...bare kom !"
Millicent rejste sig op og trak ned i sin kjole.
Hun begyndte at gå ham i møde, i den mørke kælder.
Men hun bevægede sig langsomt...tøvende...og da hun fik visuel kontakt med ham, standsede hun helt op.
Hun havde et print i tankerne , et billed af hvordan hun for ham om halsen og klamrede sig indtil Gordon .
Et billed af hvordan hun med næsen presset mod hans solfarvet hals , Græd ...og tiggede ham om aldrig at slippe hende igen, af frygt for hun skulle gå i opløsning- for hun kunne ikke mere.
Men sådan gik det ikke.
Millicent stod helt stille, næsten uhyggelig stille og hun ville sikkert se vampyr skræmmende ud, var det ikke for den fjollede frisure der ikke kunne tages alvorlig hvis det skulle være en 'gyser scene'.
" Velkommen ....tak for du kunne komme." Lød det mekanisk og monotomt fra hende, da hun langsomt , næsten som en dukke , vendte sig om og gik tilbage af den vej hun lige var kommet.
Hun anede simpelt hen ikke hvor hun skulle starte og begynde- måske var det her en virkelig dårlig ting at trække Gordon ind i?

Gordons tunge fodtrin gav ekko imod den tomme bygning, og hans råb synes at have en spøgelsesagtig klang, som den møvede sig vej imellem væggene. Lugten af indelukkethed og fugt der var gået i bygningsværket virkede stærk imod hans næse, som før havde været ude i den friske regnvåde luft. Han kunne mærke at atmosfæren derinde gjorde det sværere at trække vejret, men det havde hun vel ikke haft et problem med, siden det ikke var livsnødvendigt for hende.
Han begyndte at tvivle på det hele. Var han kørt forkert? Havde hun vildledt ham? Han vidste det havde været noget af en beslutning for hende at opgive adressen, hvad nu hvis hun havde nået at skifte mening og ændret et husnummer eller noget?

Hendes stemme, omen fjern, sendte en lettelses bølge igennem kroppen. Hun var her! Han satte tempoet op. Som et lille barn der løb efter en bold. En lidt punkteret en af slagsen måtte man sige. Havde nogen spurgt ham hvad han følte lige nu, havde han ikke kunne svare på det. Bekymret var nok den største. Hun ville nok aldrig vide det, men han kunne mærke en del af det der foregik inde i hende, som var det fysisk i ham. På den anden side var der en overfladisk vrede over ikke at have fået besked eller svar på alle de mails og opkald han havde sendt hendes vej. Og et eller andet sted fandtes en form for lettelse over at hun rent faktisk havde valgt at skrive til ham.

Det hele virkede så ubetydeligt nu, hvor hendes skikkelse kom til syne i den anden ende af korridoren. Ingen af de forrige følelser skinnede igennem. Han var et blankt lærred, og vidste hverken hvordan han havde det eller burde have det, men han vidste at han havde brug for hende lige så meget som han vidste hun havde brug for ham, eller bare nogen.
”Millicent” Gentog han og kunne ikke lade vær’ at smile en smule. Om hun havde lignet noget fra evil dead havde han egentlig været ligeglad. Han kendte hendes smukke sider såvel som de mindre kønne, og det var lige meget for sammen skabte de den eneste person i verden han ville give alt for. Han var ikke bange for hende. Ikke det mindste.

Det sidste stykke blev luntet, men før han kunne nå hen til hende, havde hun snurret rundt og begyndt at gå tilbage. Han stoppede halvt op med et forvirret udtryk, før det blev rystet af. Ikke om hun skulle slippe så let.
”Hey…” Mumlede han og ville gribe ud efter hendes håndled for at snurre hende rundt og hive hende ind til sig i en hurtig bevægelse. Han ville slynge begge arme rund om hendes skuldre og begrave ansigtet i toppen af hendes lyse manke. Knuge hende tæt indtil sig, ikke på en sensuel måde, men som et forsøg på at skærme hende imod den omverden, som allerede havde været så nådesløs.
Prøvede hun at vriste sig fri, ville han holde fast, og ville blive ved med det, hvis hun ikke satte vampyrkræfterne ind for at skubbe ham væk.
”Du har ingen anelse om hvor vred jeg er på dig.” Kom det først ud, men det ville være nemt at høre at der intet vrede lå bag det. ”Du for stuerest for livstid fra nu af unge dame” Kom der med i en skrøbelig tone. Han var et øjeblik bange for at give slip og strammede taget lidt. Bange for at hun ville være væk det sekund han gav slip. Alligevel skete det efter et par sekunder at han lidt modvilligt gav slip igen, og ville følge med hende videre ind i hendes midlertidige bolig.

Kælderen var blevet en metafor for hendes sindstilstand, udover at den supplerede ly for solen og var blevet et opholdssted. Man kunne næppe trække den så langt ,som at kalde stedet for et hjem , da der intet hjemligt var over det og intet der ville give væk at det lige var Millicent der havde ophold her.
Måske lige udover tøj stativerne og et par sammenbrændte microovnen i et hjørne, hun havde brugt en gang eller to , til at lune en sjat blod op.
Det var surrealistisk at se Gordon trone frem , midt i hendes mørke.
Og selv om reaktionen der slap ud , var lav og mekanisk og måske ikke viste det, så havde han aldrig set bedre ud , i hendes øjne. Han var et syn for guder, i hans afslappet tøj og læderjakken.
Det gav hende en kort oplevelse af at behøve ham - sendte de omtalte billeder gennem hende ,om at falde ham om halsen .
Hun brød sig ikke om at føle hun havde behov for ham.
Hun ville aldrig mere have behov for nogen, ej heller elsker eller stole på nogen.
Andrija havde lykkedes i hans mentor rolle kunne man sige. Han havde skrællet hende som et løg, pillet lag for lag af Millicents kærlighed , tillid og glæde for at være sammen med ham- til der ingen beskyttelse var tilbage, kun den lille sårbare kerne af Millicentløget.
Måske var det de ting der fik hende til at vende ryggen til Gordon, og begynde at gå væk- med hendes ligegyldige velkomst til ham ?
Hun skulle aldrig finde sig emotionelt afhænig og forbundet af nogen igen, havde hun et say i det!

En stærk hånd lukkede sig om håndledet , spændte ben for hendes opførelse og hvivlede hende rundt. Millicent hvæsede lavmeldt, en advarende tone om ikke at udfordre eller træde for tæt, men ligemeget hjalp det, for hun blev samtidig trukket ind mod hans bryst og kunne mærke Gordons beslutsomme arme låse sig over hendes skuldre.
Lidt sprælsk ville hun med hænderne i siden på ham , prøve at skubbe sig ud , et enkelt forsøg ville det blive til sammen med en protest " Gordon..nej"
Men Gordon overhørte hende og trak uden tøven hende helt ind til sig.
Gordons 'overgivelse' til hende, hans ansigt ned i hendes hår, trods Millicent havde både hvæset og skubbet - fik hende til at opgive yderliger modstand, den fordampede simpelthen og fik Millicents arme til at hænge slapt ned , da hun blev passiv.

Hun klemte sine øjne hårdt i , og læberne blev presset sammen for ikke at begynde flæbe, da hans varme begyndte at påvirke hende og truede med slå revner i hendes facade. Hun havde brug for den facade lige nu, og følte sig ikke parat til at give slip på den.
En lille gryntede lyd slap alligevel ud, da han 'skældte hende ud ' .
Det var en mikstur af tilbageholdt gråd og noget der mindede om latter, da det hele var en smule tragisk komisk, og hun altid havde haft en evne til at kunne se humoristisk på selv de slemme ting i livet- når der altså lige var et åndehul til det.
Da Gordon begyndte at dømme stuearrest, havde hun frivilligt lagt sin kind og pande mod hans bryst, fundet støtte op af ham - og lod så hænderne glide om på hans ryg og ind under læderjakken - hvor hun lidt krampagtigt lukkede sine fingre om den mørke sweater, og holdte sig fast til Gordon.

" Ja ja " mumlede hun til truslen om frihedsberøvelse - og kort lå et skyggesmil om hendes læber. Der var ingen protest fra hende, hun ville ikke være til at trække ud i offentligheden anyway.
Hans favntag blev mærkbart mere fast, og endelig begyndte virkningen at trænge gennem hendes panser, og nære hende med en tiltrængt tryghed.
Hun syntes at slå helt om, og næsten ikke kunne tåle tanken om at slippe ham nu.
Hendes følelser stak i alle retninger- no wonder hun var et mess.

Med et forsvar der vaklede , betød det også at de første dråber blev spildt om hvad der var sket , det overfyldte glas flød over og ordene gled fra hendes mund, som de tåre der nu ikke længere kunne holdes spærret inde.
Millicent begyndte at snøfte, nej...hun snøftede egenlig ikke, for sekundet efter græd hun ned i hans sweater, og hendes krop var gennemsyret af små rystelser, da den kæmpede for ikke at give efter.
"Han...han havde en anden" hun forsøgte tørre sine øjne rene med siden af en hånd, men det var spildt arbejde, for hånden rystede, ansigtet var halvt dækket da hun lænede sig mod ham- og tårene forsatte kontinuerligt som blodregn.
Gordon havde måske løsnet grebet , for ikke at holde hende fast mod hendes vilje, eller ikke gøre Millicent fortræd. Måske var han blevet overrasket over hendes reaktion NU, men hun ænsede det ikke for det hele var vendt om, så det nu var Millicent der klamrede sig til Gordon.
Hun havde for første gang i uger, rakt ud efter støtte, og nu havde hun svært ved fysisk at slippe den.
" Jeg så dem...med mine egne øjne denne gang" hulkede hun , dog ville der ikke uddybes mere , for Millicent var ikke parat til at dykke ned i al det.
Og det ville hun sikkert aldrig blive. For helvede da. Hun havde ville gå gennem ild og vand, lade solen forvandle hende til aske for den mand, og han.....
" Jeg kan aldrig se ham igen. " græd hun mod Gordons skulder, og i hendes hoved havde hun udtalt en tavs bøn om hjælp. For alle der kendte Millicent, vidste at hun stod over for sit liv- eller sin døds- kamp.

" uuu må ælpe mai , ai er ved at este forstanden" hviskede hun hjælpeløst og hvis han syntes det lød en smule underligt , var det fordi hendes bisser desværre havde bestemt sig at skyde frem, og hun nu havde travlt med at mase sin hånd over munden, fordi hun var lidt pinligt berørt over det skete lige NU - så hun forsøgte at få dem trukket tilbage.De ville bare ikke lige lystre.

Tabte vampyrer sig? Hendes i forvejen spinkle krop, synes at virke mindre og mere skrøbelig end den før havde gjort. Som om hans arme kunne nå længere om hende, men om det var mere psykisk end fysisk var svært at sige.
Hendes lidt halvhjertede forsøg på at komme fri gjorde ham intet. Han kendte hende, og vidste at det at vise svaghed ikke var nemt. Specielt ikke så tidligt. Derfor holdt han stædigt ved, og nød duften hendes hår afgav i den lidt klamme kælder. Så velkendt og trygt på en måde.

Hun havde virkelig ikke behøvet at uddybe. Han havde haft rigeligt tid til at støbe det sammen i hovedet, og det eneste der ville ødelægge hende så meget var åbenlyst. ”Ja” Var det eneste han kunne svare. Egentlig kunne han have sagt ’ I told you so’, men hvad godt ville det gøre nu, at tvære det ud i hendes ansigt? Skæbnen var gået sin gang, og selvom han havde advaret hende, så havde livet besluttet at lære hende den lektie, og selvom hun var på randen til at gå fra hinanden nu, så ville tiden lindre det. Det var han sikker på.

Tavst ville han køre en hånd op og ned hendes ryg imens hun hulkede. Hvad skulle han sige? Der var intet ord og ingen sætning der ville kunne gøre det godt igen. Ikke nu. Det hele mindede ham om hvad deres synes som et fjernt minde, men som egentlig var en frisk erindring. En sang. Den sang Georgia havde sunget på klubben den dag Millicent havde været der. Han nynnede lidt hæst de første linjer. Ingen ord, men de var meget klare i hans hoved.
’There is not a single word in the whole world
That could describe the hurt
The dullest knife just sawing back and forth
The softest skin there ever was.
How were you to know? Oh how were you to know?
And I, hate to see your heart break
I hate to see your eyes get darker as they close.’

Den anden hånd kørte op og strøg hende lidt over håret. Han ville lade hende hænge fast i ham lidt endnu. Den nærhed hun ikke havde haft med andre mennesker i snart 2 uger måtte begynde at være forfærdelig, men lige nu var han ikke sikker på at det var det der var ved at gøre hende sindssyg. Dette sted derimod. Så var der intet at sige til at hun virkede så mekanisk.
Den lidt besværlige tale var ikke svær at høre hvor kom fra, men de grænser var vidst for længst overskridt.
”Åh gud. Du har næsten ikke spist har du?” Sukkede han lidt bebrejdende, men stadig med en blød klang. Selvom hun måske ikke ville, ville han tage fat om hendes skuldre, og trække hende ud fra sig igen, for at bore de blå øjne dybt ind i hendes, og ville med en bestemt tone forsikre hende.
”Du mister ikke forstanden. Lad os få dig ud herfra nu.” Uden at tøve mere ville han hive hende i håndleddet ind i kælderen hvor hun havde ’boet’ og begynde at pakke hendes ting sammen. Hun kunne hjælpe hvis hun ville, men han ville ikke stoppe selvom hun bad ham om det. Han var opsat på at få hende hevet ud i bilen og væk fra dette sted.

’For all the air that’s in your lungs
For all the joy that is the come
For all the things that you’re alive to feel
Just let the pain remind you hearts can heal.’

Hun holdte sig fast til ham. Krampagtigt først, men muskler spændte og rigide.
Gordons arme føltes godt omkring hende, som et sikkerhedsnet der bredte sig ud over Millicent, for forhindrede at hun sank.
Vandet kunne han ikke holde hende ude af, det sev ind af sikkerhedsnettets mange masker, men det forhindrede at hun sank yderligere ned, hvilke ville koste hende at drukne.
Hun kunne høre at Gordon allerede havde regnet det hele ud, og nået det rigtige facit. Millicent var nok heller ikke så svær at regne ud, når det kom til lige de ting, for hun havde kæmpet i kærlighedens arene før, og trods skrammer og sår, altid rejst sig og kæmpet videre for hvad hun troede på.
Sådan var hun.
Gik hun ind i noget, var det helhjertet og hun ville give her best shot.
Nu var hun flygtet , alt hvad hun kunne og ja..... Kun een ting havde kunne udløse hendes downfall. Gordon havde ret.
Spørgsmålet var nu hvad der skulle få hende op ?

Millicent begyndte at løsne lidt op , efter Gordons hånd havde drysset beroligende strøg op og ned af Millicents ryg.
Hun puttede sig en smule mere ind til ham, søgte tryghed...sugede fra hans ro , der skulle forgrene sig til hende og give en smule grounding.

Gråden tog lidt til i styrke, da Gordon begyndte at nynnede sagte, men det var en mere forløsere en.
Hun huskede teksten brudvis, og fandt den både smuk og uendelig sørgelig.
Millicents tåre faldt men gråden var foruden lyd, hvad der var ret heldigt- for det gav en helt elendig Enerverende lyd , i det fugtige kolde kælder rum.
Gordons kærtegn udrettede måske ikke mirakler, han kunne ikke trylle smerten af svigt væk - men de betød en kæmpe stor forskel for Millicent, der for første gang i 14 dage , tillod andre at komme nær hende. Og tillod sig selv at stole nok på Gordon, til at åbne bare en smule op og tage imod hans omsorg for hende.

Gråden stilnet af, og var nu en random tåre flugt fra de vandklare øjne, fra tid til anden.
Hun havde lukket sine øjne, og mobiliseret sin sparsomme energi , brugt den til at lukke verdenen ude, og bare koncentrerer sig om Gordons stemme, hans varme bryst og hans hænders strøg......og det havde hjulpet.

Millicent rystede på hovedet..." Em em...ikke majet " mumlede hun stadig med hånden for munden .Mad havde ikke vokset på træerne i kælderen.
Hun blev så lidt uvarslet trukket ud fra sin plads op af ham.
Med forundring i øjnene, så hun ind i hans.
Det slog hende hvor beslutsom og viljefast han kunne være, og at det måske var en ide at overrække kontrollen til ham, bare denne ene gang? For lets face it - hun havde ikke styr på en disse, udover Libra , lige nu.
Hun selv var et wreck.
" Okaaay" indvilliget hun, men svaret faldt tøvende.
Hun var slet ikke sikker på det her !

Men en mine af bekymring, lod hun ham bestemme og hjalp enda til med at samle de oppakninger hun skulle have med.

Hun var for træt ...afkræftet til frivilligt at bruge vampyr fart, for det sidste benzin kunne risikeres at brændes af på det, så hun slæbte møjsommeligt sit gear ud sammen med Gordon , på almindelig vis, og til sidst fulgte hun selv med og fandt plads på bilens passagersæde, med hendes bærbar oven på sine lår.
" Jeg håber du ved hvad vi laver, for jeg er ikke så sikker og jeg har slet ikke lyst til selvskab!" slog hun ben hårdt fast.
At hun så sad her ved hans side - frivilligt - og ikke ville kunne overskue en disse, skulle Gordon beslutte at gå , gad hun slet ikke tale om. Hun havde al for travlt med at opretholde en værn og en distance, og med at nedtone forventningerne til hende.Millicent ville alligevel skuffe fælt.

Tilbage ved lejligheden begyndte hun at bære poser og tasker op, og direkte ind i soveværelset. Hun kunne ikke beslutte sig for om hun skulle være taknemmelig eller begynde smække med nogle døre ,for hun havde lydt til begge dele.
Millicent fik hurtigt sorteret lidt i poserne, og da der kun var een tilbage hvor asken med ringen lå, nogle kjoler og lidt dullegrej stoppede hun op.
Hun dykkede armen ned og trak to små indrammede fotos op.
Straks blev hun som forstenet at se på.
Det ene foto afbildede en smilende Millicent og en smilende Andrija..det var et selfie Andrija havde knipset af dem begge , taget på deres halloween tur i Disneyland.
Det andet forstillede en lille nuttet Senka, som hvalp- på skødet af Andrija.
Hurtigt smækkede hun dem ned - som havde hun brændt sig på glødende kul og de blev begravet med noget tøj ovenpå.
De to billeder og ringen var alt hun havde med fra sit liv med Andrija. Og så hendes bil nøgler, hvis der da stadig stod en rød bil et sted.
Millicent havde ikke besluttet hvad hun skulle med bilen. Og hun anede ikke om Andrija var blevet i huset.
Hun turde slet ikke tale om de ting, for hvis dagen engang kom hvor hun skulle forholde sig til ham , eller høre om hans eskapader, var hun ikke sikker på ....at kunne tackle det helt så stilfuldt som ønsket.

" Gordon....kan den her sæk komme op på loftet ?" Lød det træt .
Millicent gik over og satte sig i sofaen.Her sparkede hun de sorte sneakers af og gemte ansigtet i hendes hænder.

" Jeg ved ikke om jeg kan det her " talte hun lidt til Gordon og lidt til sig selv .
Det havde været både hjemligt og fremmet at træde ind i lejligheden igen.
Overvældene.

Duften af Gordon slog hende igen ,som en skarp prikken mod hendes tandkød.
" jeg tror jeg er nød til at være lidt alene..... Hav med om du lavede lidt kaffe imens ?"
Forslog hun og ville rejse sig , for at gå tilbage i soveværelset.
Her ville hun sikre at døren var lukket, inden hun kravlede op i sengen og begravede sig i dyner og puder, og igen lod gården berette om alle hendes følelser.
Hvordan var det hele dog endt så forfærdeligt?
Hvorfor havde hun ikke set dét komme ?
Så havde hun kunne befri Andrija for hans løfter og bånd til hende, måske fået en afslutning en smule pænere end dette ?
Hun slog en knyttet hånd ned i en pude, følte sig magtesløs og frustrationerne gnavede af hende - hun havde vel mest lyst til at råbe ....eller skrige, men hun gjorde det ikke.
Hun trak knytnæven til sig, krøllede sig ind i dynen og krøb sammen i fosterstilling .
Forblev hun uforstyrret, ville hun snart falde i søvn, udmattet med en hær af røde striber marcherede ned af de lyse kinder.

Hendes sparsomme pakning gjorde det nemmere end han lige havde forventet. Uden et ord fik han pakket de lidt åbenlyse ting ned og båret det tungeste ud med det samme. Havde hun noget privat hun selv ville pakke, ville der være tid til det. Overraskende nok gik det ganske villigt fra Millicents side, og han havde ikke en gang skulle løfte hende over skulderen og slæbe hende ud – fremskridt.
Bilens brummen gav genlyd i det tomme kvarter, da nøglen blev drejet om. En svag varme ville begynde at sprede sig i bilen som de kørte.
Gordons øjne var på vejen. Uden helt at vide hvad han skulle sige eller rigtig gøre. Derfor havde han besluttet ikke rigtig at sige noget. Hun havde ikke brug for at han plaprede, og han havde ikke behov for det. Den der akavede stilhed som oftest tog til når ingen havde noget at sige, det oplevede han ikke med Millicent. Der var ingen der behøvede at anstrenge sig for at sige noget.
De blå øjne løsrev sig et sekund fra vejen og lagde sig på hende da hun sagde noget. Så flakkede de tilbage imod kørebanen. ”Det behøver du heller ikke. Jeg har lige gjort rent og skiftet sengetøj i soveværelset. Du kan bare bosætte dig der.” Blev svaret med et træk på skulderen. Der var ingen der forventede at hun var klar til selskab.

Tilbage ved lejligheden blev bilen tømt, og han ville bede Millicent om at pakke ud, som han fik slæbt det op. I det mindste havde det da været godt for noget, at han havde brugt dagen på at gøre rent.
”Ja. Jeg lægger den op om lidt.” Svarede han på det med sækken, idet han fik slæbt den sidste taske indenfor, og lukket døren bag dem.
Lidt usikkert stod han indenfor døren da hun satte sig ned. Hun talte ikke højt, men den meget stille lejlighed forhindrede ikke lyden i at nå frem. Hvad hun helt præcist mente, ville han ikke rode i. Han var da godt klar over at hun ikke kunne sidde hver aften og se boksning med ham. Han forventede ikke en gang at hun kom ud af værelset. Formålet med at få hende ud, havde været at få hende tilbage til et sikkert tag over hovedet, og holde øje med at hun ikke gjorde noget dumt. ”Det er vel bare noget di bliver nød til.” Mumlede han og kløede sig lidt i nakken for at gå ind i køkkenet. Han nikkede til det med kaffen, og satte en stor kande vand til at koge. Eftersom han lige havde rodet ud i køleskabet, var det eneste mad han lige kunne tilberede cupnudler. Selvom almindelig mad ikke mættede hende, så måtte det da give en eller anden illusion af det.

Imens vandet kogte, blev opmærksomheden rettet imod den sæk hun havde efterladt. Han valgte bevidst at kigge i den. Gamle billeder, og en æske han ikke behøvede at kigge i. Hvorfor hun valgte at torturere hende selv, var over hans forstand. Det bedste havde nok været bare at smide det ud, men ikke desto mindre fulgte han hendes ønske, og slæbte det op på loftet.

Tilbage i køkkenet igen begyndte han at sætte en bakke frem. På den blev sat en varm kop kaffe, en dåsecola og en skål med de der billige cupnudler, som havde været det eneste tilbage i skufferne. Han tøvede et øjeblik over bakken, og fandt en af køkkenknivene frem. Ja nu havde han ikke lige nogen aftale med blodbanken om at kunne få blodposer, så han måtte tage hvad der var ved hånden rent litterært. I en hurtigt bevægelse kørte han den skarpe ende hen over den håndflade, som stadig havde et næsten usynligt ar efter sidste gang. Smerten kom ikke lige med det samme. Den bredte sig gradvist og han lavede en lille grimasse. Små røde dråber dryppede ned i det varme vand fra nudlerne. Han pressede ikke vildt meget ud, men lidt var vel bedre end ingenting. Da det var færdig med at bløde fik badeværelset et lynbesøg efter førstehjælpskassen, som sørgede for en praktisk forbinding om såret.

Så blev bakken løftet op og med albuen bankede han på døren ind til soveværelset, og åbnede den med samme albue. Det lignede hun sov. Eller var død. Måske var hun en mellemting af disse lige nu. ”Millicent?” Spurgte han og satte bakken fra sig på natbordet. ”Der er lidt mad og noget at drikke, hvis du har lyst”
Han blev stående ved siden af sengen lidt og betragtede hende. Kunne han gøre alt dette om. Sparet hende for hvad hun gik igennem, så havde han gjort det. Men det smertefulde faktum var at han absolut intet kunne gøre for at få det til at gå væk. Højest dulme det en smule. Det hårde arbejde var hendes at klare.
”Vil du helst have jeg bare smutter igen?”

Effekten af det rene sengetøj var et velkomment friskt pust , modsat kælderens fugtige og indelukkede klima.
Millicent havde midt i hendes 'mørket' alligevel bidt mærke i , at lejligheden var pæn og ryddelig over det hele.
Det glædede hende , ikke fordi hun havde allergi mod rod - men fordi hun tog det som et udtryk for Gordon var ok.
Hun havde aflagt visit før , og fundet både Gordon og lejligheden i miserabel stand . Lige efter hendes befrielses mission , og at se ham så nedslået , havde været meget alarmerende og helt forfærdeligt at opleve.

Hun havde ikke fulgt med i hvad Gordon fortog sig nu , ej heller at han tjekkede posen ud.
Måske var det selvpineri at hemme enkelt minder i fastform- men det havde faktisk været hele hendes vampyr liv , og man kunne ikke stille af fra sin fortid. Man havde den med sig - og var hun heldig kunne hun engang i fremtiden forliges med den.
Men hun troede ikke på held.
Hun ville for altid have minderne - og hun håbede at kunne bevare nogle af dem så hun glæde sig over dem - men lige nu gav de hende bare en oplevelse at at have fejlet helt forfærdeligt , når hun tænkte på den kærlig og tid , der synes have været spildt på dæmonen, og det gjorde hendes sind oprørt og sort.

Den sublime vampyr hørelse opfangede selv de svage rumsterende lyde der spredte sig i køkkenet . Lydene virkede sært beroligende på hende.
Som anxiolytica ville på et menneske.
Selv om hun ikke akkurat havde været BANGE i kælderen , befandt hun sig godt nok langt mere trygt nu , hos ham ...velvidende at Gordon rumsterede rundt derude nu.
Hun var derfor næsten faldet i søvn , var sådan set gledet en smule ind i tilstande mellem bevidsthed og søvn , da hun hørte døren gå op.
Millicent havde besluttet at ignorer ham, skulle han komme - men det viste sig lidt mere svært at praktiserer , end forventet.

Han havde fået back up nu - kom ikke alene med havde indgået alliance med både kaffe og nudler, kunne hun sniffe sig til , og duften af .... Blod ... fik hende til at slå øjnene op igen.

" mmmmm jo tak " lød det stille.

Hun gav sig en smule og drejede om så hun lå på ryggen, og kunne se han satte Bakken fra sig.
Imens han tog bestik af hende , stoppede Millicent en stor pude under sin nakke , og modtog så Gordons spørgsmål .
Hun kunne ikke sige nej, som planlagt , fandt hun så ud af.
Hvordan skulle hun kunne det?
Han stod der med sin hånd forbundet , havde lavet en bakke til hende og havde ikke gjort andet end at Prøve støtte Millicent og passe på hende.
Hun mærkede samvittigheden stikke til hende. Hun var godt klart over hvor meget hun skyldte ham.
Hun ændrede derfor sin stilling og kom op i sidde position .
Millicent klappede med hånden for at indikerer han kunne sætte sig.

" nej ... Vær sød at blive , vil du ikke nok? " ville hun se ham i øjnene og bede om. Det var muligt hun ikke havde LYST til at behøve ham , men det betød ikke at hun ikke gjorde det. Og det var måske bare ikke tidspunktet at kæmpe for sin stolthed på.
Det ville også være lidt spild , når man sad og mest af alt lignede en hvis slikkepind med røde striber , i ansigtet.

" Det ser godt ud " Anerkendte hun hans forsøg og sendte et bebrejdede blik til hans hånd.
" Det ekstra krydderi have ikke været nødvendig - du er godt klar over jeg lukker dit sår bagefter , ik?"
- men måden hun næsten slurprede den ellers så varme suppe i sig , viste at blod er var langt mere end velkomment - det var nødvendigt.

Hun blev lidt asocial under måltidet , som hun frådsede i sig.
Hun holdt øje med hans hånd.
Mindre sår og rifter kunne hun hele alene ved at slikke på det med tungen. Det var sådan hun lukkede hullerne hendes bisser havde efterladt på folks halse.
Større sår og skrammer der skulle hele op, kunne ikke klares med spyt. Og hun ville heller ikke slikke løs på folk alle mulige steder - så disse særtilfælde krævede hun gav sit blod.
Hun havde kun gjort det to gange.
Til Gordon og til Senka.
Årh... Senka.
Hun så underlig ud i hovedet, ved tanken om den var død.
Og et duch af selvhad skyllede over hende.
Millicent så med på Bakken.
Og kastede sig nu over colaen, og sparede kaffen til det sidste.

" Hvad har du lavet siden sidst? " spurgte hun og ville gerne høre lidt om ham. Lytte til hans stemme og ... Dufte lidt til ham.
Hun nikkede i retning af hans hånd.
" ... Og du kan godt løsne og pille dét der af , imens du fortæller - så lukker jeg såret om lidt !" Kommanderede hun og vippede lidt med tærene.

Et lille smil kunne ikke dy sig for at pibe frem midt i det hele. ”Selvfølgelig.” Svarede han, og satte sig langsomt ned ved siden af hende på sengen. Lige nu strømmede lysene fra byen udenfor tilsat lidt stjerneskær ind af ruderne i værelset. De tunge mørke gardiner, som han havde beholdt fra hun selv havde boet her, var endnu ikke trukket for til at skærme for den skarpe sol. De sad så udsigten var ligetil, og lyset formede en klar firkant hen over gulvet og et stykke op på sengen, som var det eneste oplyste i værelset. Ingen af dem havde tændt lyset derinde.

Han trak på skulderen uden at se på hende. Under forbindingen var det begyndt at prikke og svi en smule, men intet udover hvad han havde forventet. Så længe han ikke begyndte at vride hånden rundt, så mærkede man det knap.
”Du har brug for kræfter. Og jeg overlever nok en lille skramme” Prøvede han at smile opmuntrende til hende, men uden nogen munterhed. Glæde var ikke ligefrem noget der fløj omkring i luften, og det var okay. Han forventede ikke at glæden skulle flyde som honningen fra jødernes lovede land.

Han vendte lidt spørgsmålet i hovedet. Hvad havde han lavet? Det var meget begrænset. Hun behøvede ikke at vide hvor bekymret han havde været, og hun behøvede ikke at vide hvor meget skytsenglen i ham reagerede på hendes indre situation. Han havde hverken været deprimeret eller i lige så slem stand, som dengang efter redningsaktionen, hvor han havde blevet nød til at skyde en mand, og senere skyde en dæmon med vilje. Se dét havde været en indre krise. Det ville det nok have været for enhver engel. Men han havde derimod haft en følelse af tomhed. En følelse af ikke at kunne komme ud af sengen om morgenen, og en følelse af ikke at have gejsten til at gå ud og udrette det store.
”Jeg har mest arbejdet. Fået sat lidt forretningsforbindelser i stand. Der mangler og dog stadig meget PR, også skal du stadig dekorere kontoret – hvis du stadig er op for det.” Svarede han efter en tænkepause. ”Så har jeg gjort rent, som du nok kan se.” Smilede han lidt bredere og rystede lidt på hovedet af sit eget tidspilde.
”Åh, og jeg mødtes med hende Bella, som ville være en del af Libra.” Skød det pludselig ind i hans hoved. ”Jeg er imponeret over hendes snilde. Hun kunne som det første diskutere bøger fra 1950’erne med mig” Sludrede han lidt videre, og så ned på sine hænder, som legede lidt med kanten på dynen, som han sad på. ”Selvom lige dét nok ikke bliver så aktuelt under en mission, så tror jeg hendes paratviden er på plads. Etikken er også på plads, og hun er ikke en del af mafiaen. Hvor dedikeret hun er, ved jeg dog ikke endnu.”

Da hun nævnte hans hånd, kørte han en finger hen over bandagen, men løsnede den ikke. ”Du ved vel godt at jeg levede mange år, før jeg mødte dig, hvor jeg overlevede at min krop selv måtte heale de skrammer jeg pådrog mig.” Svarede han, og så op på hende igen, imens han strakte sin trætte krop en smule.

Det føltes lidt som at lege hule.
Bare uden hulen.
Men mørket og det meget blide stjerne lys gav værelset en blødhed over sig, og på en eller anden vis betød det at NUET blev mere tilgængeligt . Det blev lettere bare at være tilstede nu og her.
Millicent kunne se i mørket , men der var stadig nuancer ... Toner... i forskel på hendes farveskala , og derfor kunne også hun opleve smukke nætter .
Lige nu var det dog mere stemningen hun mærkede.
Anderledes i forhold til kælderen for det første. Men også dejlig end det havde været længe. Selv med sorgen skudt ind og nu siddende som en pil , Bulls eye i hjertet.

Det var rart at rette fokus over på Gordon. Hun havde det normalt sådan at hun kunne lide at overleverer spottet til andre , elskede at se dem shine når det galt de gode ting og oplevelser. Så naturligvis brød hun sig ikke videre om at være centeret ,når hun var ved at falde sammen som et andet korthus heller.

" Well .. About that. Sorry !
Det er et skod tidspunkt at forsvinde på , det er jeg virkelig ked af.
Du må gøre som du synes. Hive en substitut ind ? Om ikke andet så i et halv år? "
Millicent kunne ikke se sig selv arbejde , ikke tale og socialiserer og være udadvendt eller imødekommende . Hun var for .... luft fri.
Som en ballon der var blevet flad , og hun vidste ikke om hun ville komme til at strutte igen - og da delt ikke flyve. Tilbage til en mere sikkert emne. Libra !( Thank god).


" Bella, ja ..... Hun fremstod som en dejlig pige med en god fantasi. Jeg fandt hende online , you know?
Og en god fantasi er et godt redskab .bekæmpelse af

Mafiaen kræver kreativitet og list når vi skal undergrave dem og få lokket dem i vores fæller. Modsat dem der blot skal spille lidt med deres muskler. " lød det fra Millicent der nu var kommet til kaffen , som hun besluttede at trække ud og nyde så længe hun kunne.

" jamen det er da godt hun imponerede . "
Millicents øjne gled kort hen over Gordons ansigt , men hun opnåede ikke kontakt , da hans blik var rettet mod dynen.
" Havde hun diskuterert bøger som A clockwork orange , så havde vi desværre været nød til at lade hende gå... Libra ville slet ikke være hende ! Den er fra jo fra 63 " lød det ironisk da hun førte kaffen til sin mund.

" Men godt , det lyder som hun har hjertet på det rette sted , men hvad med mod og dristighed ? " hun besvarede sit eget spørgsmål, ved at tænke højt ... " Well , det ved man vel først mær man står i situationen, ellers er det blot tomme ord "
Det var et udsagn fra en ung kvinde , fra de få år Der sad på Millicents bag.
Mange af væsnerne havde jo allerede været manegen rundt i hundrede vis af år, og ville derfor helt sikkert allerede havde haft erfaring og hændelser , der kunne backe up , hvem de var og hvad de stod for.

Millicent satte kaffen fra sig og vinkede hans hånd til sig , oven på dynen i hendes skød. Lagde han den der ville hun med begge hænder holde på fingrene og siden af Gordons hånd, i et meget løst greb.

" Seriøst ? Skal jeg sidde og høre på det Bull der ? " hun himlede med øjnene.
" Ja ja du en stor dreng der kan selv ! Det kan jeg sådan set også , men derfor kan man vel godt tage imod hjælp hvis den er lige foran en ?"

Hun kunne da også fylde mere press på, hvis han ikke var overbevist, og han så ikke ud til at have overgivet sig - endnu.
" desuden kan jeg lugte dit blod Gordon og det er alt for pinsomt en affære ,AAAAL for stor e tiltrækning for mig , så kan vi pille det af og få lukket ? "

Hun hoppede tilbage til deres forrige emne, og med øjnene på hans hånd , skød hun lige en bemærkning til ham ... " Bella ... Jeg synes du skal se hende igen ? Min fornemmelse er god omkring hende. Jeg vil prøve at finde en mission til jer, så kan du få en bedre fornemmelse af hende , en dybere indsigt - det tror jeg at jeg vil arbejde på. Med mindre i selv har noget i kikkerten, selvfølgelig " lagde et tyndt smil sig på de meget blege læber.

Egentlig havde han temmelig travlt med arbejde, og han HAVDE brug for den ekstra hånd. Derfor slap et lille suk ud. Intet bebrejdende. Han havde bare ikke lyst til at ringe tilbage til nogle af de andre der ville have jobbet, og høre om de kunne vikariere et halvt års tid.
”Nej det er okay. Bambi bliver nok glad” Prøvede han at lave lidt sjov. Han kunne jo ikke bebrejde hende for ikke at ville arbejde. ”Så må kontoret nøjes med min sparsomme indretning indtil du er klar til at kunne dekorere det” Smilede han, og tænke tilbage på det grimme plastikskrivebord han sad ved lige nu. Med bøger på begge sider af ham. Stablet op som små mure.

Gordon kunne ikke helt lade vær med at himle med øjnene af hendes ironi. Hun vidste at han kunne lide ældre bøger. Og han havde sagt at det mere var en bedømmelse af hendes paratviden. Det kunne være godt at have noget at hive frem, hvis man skulle konversere med nogle skumle typer på en mission. ”Org hold op” Svarede han bare, men tørrede ikke det lille smil af ansigtet. Det var nu dejligt at hun var her. AT han ikke skulle bekymre sig om at hun sad et eller andet fremmed sted bange og alene. Det var som om hans krop slappede mere af. Og han kunne tydeligt mærke den udmattelse og træthed som fulgte med afslapningen.

Han skulle lige til at svare på det med mod og dristighed, men hun kom ham i forkøbet, og han nikkede enigt til hende. ”Det er nemlig svært at bedømme” Gav han hende ret. Man kunne prale nok så meget om sine bedrifter, ikke at Bella havde gjort det, men man vidste aldrig helt hvem, folk var på bunden, før man havde set dem i aktion.

Han trak hånden lidt mere til sig, og holdt blikket på hende. ”ja det ’bull’ skal du sådan set høre på.” Svarede han lidt irriteret. ”Jeg har ikke brug for hjælp” Mumlede han uden rigtig at mene det helt. Det var mest stoltheden der talte. Han kunne da godt se at det virkede dumt ikke at tage imod hjælp, når den nu var lige foran næsen på ham. Og hendes næste argument var da også overbevisende. ”Fint” Sukkede han lidt modvilligt, men gav hende dog den skadede hånd. Han vidste ikke helt hvad hun havde tænkt sig at gøre med den. Hun vidste at han ikke havde tænkt sig at drikke hendes blod.

Smilet, som ellers havde været tørret af et par minutter, vendte tilbage med en drillende tone. ”Altså jeg kan godt skaffe dates selv.” Det var selvfølgelig udelukkende drilleri, så han rettede det med det samme. ”Ej, jeg kan godt tage med hende på en mission, og bedømme indsatsen.”

Millicent tog begge hænder op for kinderne og prøvede at imiterer Edwards Munchs Skriget, da Gordon sagde at kontoret måtte stå med hans indretning.
" er det overhovedet lovligt med SÅ slem indretning ?" drillede hun .
En del af hende havde lyst til at hjælpe og lyst til at komme igang.
Problemet var bare at hver evig eneste gang hendes tanker løb forbi Andrija, så blev hun så ked af det. Og de spurtede bare rundt.
Hun ville ikke risikerer at love noget som hun ikke ville kunne holde, og så bare ende med at skuffe endnu en dejlig fyr.

" Jamen jeg er da helt alvorlig! Og enig med dig ....er der noget mafiaen er , så er det da litterær! Så man skal da kende sine klassikere " forsatte hun mest fordi hun fandt det morsomt.
" Jeg vil dog sige at jeg personligt fortrækker de samlede værker af en af de runge drenge, og så gerne i hardback- så kan man altid slå en mafia fyr ned , om ikke andet " hun sendte Gordon er 'hmm!' Blik.
Hun forstod udmærket hvad han sagde, hun havde bare aldrig ladet lige de ting betyde en disse for hendes valg at samarbejdspartner.
Men han havde da ret. Intelligensen var en nødvendig ting at slå fast, og at læse bøger og besidde en hvis form for dannelse, var bestemt nyttigt.
Selv havde hun aldrig nået at få en uddannelse, da der kom en død og en forvandling og spændte ben på det.
Men så havde hun opsamlet lektioner, på så mange andre måder.


"selvfølgelig kan du skaffe dates selv ???men..." Hun pauserede.
Millicent skubbede kaffekoppen fra sig, tilbage på bakken.
Så sad hun stille , og betragtede Gordon en smule tid, bare nogle sekunder , før hun trak dynen lidt længere op over den sorte kjole.
" tage hende...med ? Du skal da ikke TAGE HENDE MED ? Man deltager på lige fod i en mission." Millicents øjne blev en smule forundret. Hun begyndte at udforskede hans ansigt, lede lidt efter tegn.
Hun var rimelig træt af mænd der ikke gad spille efter de retningslinier, efter de aftaler og de løfter man havde givet hinanden.
Nå ja....løfter og løfter,det havde det måske ikke ligefrem været lagt ud mellem dem- men regler DET var der, og hun skulle da med glæde lige opfriske dem , for englen på hendes seng. På hans seng ....argh...whatever!
Hun betragtede ham nært.
Både øjnene der var så dybe blå, hans læber der havde så let til smil , og hans markerede hage og kinder.Hun sluttede med at sukke , da hendes blik lå i hans drengede pjuskede hår.
Nå, det måtte jo siges...." hør her - hvis du er forvirret skal jeg med glæde stryge reglerne for Libra lidt ud for dig, så de ikke krøller? Libra er seriøs og ikke at misbruge. Man har et Alias og man holder en proffessionel distance. Er du i tvivl om noget her ? Det næste bliver vel at du har betalt for hendes middag af egen lomme?" Lød det ironisk.
Selvfølgelig skulle al Libra business betales af organisationen, det var sådan set en af grundene til de havde økonomiske støtter.
Hun var ikke amor, der sendte folk ud på dates.

Lidt irriteret begyndte hun at overtage arbejdet med at løsne bandagen.
Hun trak det af, en smule hårdt da hendes tanker lå et andet sted nu, og hun følte sig ...irriteret...på noget.
" slap af, jeg skal kun stryge noget...mundvand.. over såret" sagde hun mut, og foldede hånden ud, så hun holdte den helt strakt op til sin mund.
Og ÅÅrhhh gud hvor det dog var helt forfærdeligt at stikke det åbne sår fra kniven , lige op under hendes sultne næse.
Millicent afgav en gluteral dyb knurrende lyd, og tog en dyb indånding.
Hendes tænder skød frem, og hun undgik helt øjenkontakt med Gordon.
Istedet fokuserede hun på en af de skygger stjernerne sendte ind af vinduet , og hen på vægen.
Uden at bide , uden at drikke....uden at ridse ham med tænderne, stak en lyserød tunge frem og hun slikkede fra sårets bund og langsomt hele vejen op til det sluttede.To gange.
Så ville Gordon kunne mærke en prikken, og herefter se hvordan hans hud ville begynde at generere og danne nyt væv, for til sidste at lukke sig, stort set uden at der var et synligt spor af hans knivsår.
Millicent sænkede deres hænder ned i sit skød igen.

Havde han ikke været sikker på at hun var et emotionelt mess lige nu, så var han det i hvert fald nu. For to minutter siden havde hun pænt bedt ham om at blive, og nu synes hun ikke at kunne få nok af at irettesætte og blive irriteret på ham.
”Jaja sig hvad du vil. ” Sukkede han bare og gad ikke diskutere det med hende. Sidst han havde været på mission, kunne han prise sig lykkelig for at have noget paratviden på bagen. Ikke alle mafia’er var unge drenge med huden fuld af blæk og hovedet fyldt med lightergas. Det var vigtigt at kunne konversere og komme ind på livet af dem. Hun havde klaret strålende at tale med ham, uden først at have nogen baggrundsviden om ham, hvilket virkede brugbart. Det var det han sagde. At eksemplet så var ældre bøger, som hun nu lavede sjov med velvidende at han faktisk nød dem, var underordnet.

Og det blev ved. Denne gang var det formuleringen. ”Jeg sagde at jeg ville tage med hende. Ikke tage hende med. ” Rettede han først lidt opgivende, og satte hænderne lidt længere inde på sengen, for at kunne læne sig en smule tilbage og rette ryggen. De blå øjne mødte hendes undrende blik, men han vidste ikke hvordan han skulle besvare det. Hvad var det lige han havde gjort forkert? ”Jeg skal nok tage på en mission med hende – tilfreds?” Prøvede han igen, samtidig med at han prøvede at bære over med hendes humørsving.

Det næste kunne han mærke blev for meget. Skulle han nu have strøget reglerne for Libra ud? Hentydede hun at han misbrugte den nu? Nu hvor han havde gjort sit bedste for at passe den for hende imens hun var væk. Han åbnede munden for at sige nu, men åd det i sig igen, og mumlede i stedet at han havde gemt bonen og planlagde at få pengene returneret fra kasséren for Libra, så rettede han blikket ned på dynen, som krøllede en smule over lagenet, da de jo sad på den.
Havde han ikke været ret irriteret og fokuseret på ikke at se på hende, ville han måske have protesteret over at hun ville slikke på hans hånd, men lige nu virkede det ikke som det store problem. Med en hurtig grimasse bed han av’et i sig da hun næsten flåede forbindingen af, og lod hendes kolde tunge køre hen over hans hud. Det var egentlig en underlig fornemmelse, da han rent instinktivt havde forventet at den var varm .
Den prikkende fornemmelse kom med det samme. Som om han kunne mærke hvordan huden voksede frem og lappede sammen. Snart kunne man næsten ikke skimte såret. Kun arret efter redningsmissionen måneder tilbage. ”Tak.” Mumlede han og tørrede den ny raske hånd af i sine bukser.
”Jeg vil lade dig sove.” Sagde han så, og prøvede stadig at undgå øjenkontakt. Han ville rejse sig op og lægge an til at gå, men blev i sidste øjeblik enig med sig selv om, at han egentlig ikke synes at det var okay.

”Hør.. lad mig lige stryge det ud for DIG” Lød det efter lidt, da han vendte sig rundt, efter at have taget de første skridt imod døren, og vendt sig imod hende igen, for at lade de blå øjne søge efter hendes. Det var nok tydeligt at han var en smule irriteret. Hvis ikke kropssproget afspejlede det, så ville tonen gøre det. ”Jeg har passet Libra for dig efter bedste evne, gjort hvad du har bedt om de sidste par uger, skrevet flere gange om dagen uden at få svar, og du tror at jeg har brugt Libra som en eller anden datingservice?” Han så lidt undrende på hende med et næsten såret udtryk i øjnene. Jaja han havde selv fjollet med at det var en date hun satte ham op på, men helt ærligt så kendte hun ham godt nok til at vide at det havde været fjolleri og intet mere. ”Du tror jeg har set de sidste par uger, som et eller andet pusterum, hvor jeg uhæmmet gik ud og flirtede med piger på Libras regning? Really? ” Det virkede urealistisk at hun ikke kunne se, at han stadig hang fast i et eller andet håb om at hun ville vågne op en dag og se, at hun burde være med ham. At hun ikke kunne se at han slet ikke var tæt på klar eller villig til at komme videre derfra.
Efter et par sekunders stilhed, hvor han bare ville stirre lidt spørgende på hende.

”Sov godt.” Mumlede han til sidst, og vendte sig rundt for at smutte ud i stuen igen.

Oh , troede han ikke hun kunne fornemme ændringen i hans tale ?
Nu begyndte han at ville diskuterre de små detaljer.
Millicent burde måske blive ydmyg ....undskylde...sætte pris på han rettede hendes fejlagtige tolkning, men det blev hun så bare ikke.
Det virkede provokerende og opildnede at han insisterede på at vade i , hvad hun syntes var så oplagt.
" Om jeg er tilfreds? Du kan gå med hende ...i Libras navn or whatever, tror du ikke jeg er helt ligeglad ?!" Bed hun ud .
Tingene begyndte at filtre sig sammen for hende , som de sad der.
Man sagde to skridt frem og et tilbage. Hun regredierede helt klart nu.
Al for mange følelser boblede i hende,og ville inden længe true med at koge over.

Efter at have opremset et sæt Libra regler, og smidt hans hånd ud af sit skød, i en vred handling, sagde Gordon godnat.
Hun svarede ham egenlig ikke. Hun sendte ham et vred blik, der på ingen måde var fortjent.
Hun kunne bare ikke mere....ikke nu....der var for helvede da ikke plads til at skulle tackle hendes følelser for Gordon og hans hygge snak med andre kvinder - når hun i forvejen ikke kunne klare tanken om at skulle leve videre uden Andrija ved sin side.
Hun ville ALDRIG kunne vende tilbage til ham- det var Andrija der havde slukket for deres fælles fremtid, ikke Millicent....jo hun havde sagt det var slut med ord- men Andrija havde ligesom vist hende det med handling først.

Millicent prøvede at holde smerten nede. Hun var stresset og i mangel på alt....inklusiv gode maner og selvbeherskelse, åbenbart.
Hun var bange for at blive såret og hun fægtede med alt hun kunne, for at holde slt der havde magten til at gøre netop det, væk fra hende.
Også selv om de skulle skræmmes med fæle ord.

Hun stirrede på Gordon, indædt.
Han var så fornuftig....og så veltalende ...og så...i balance at det fik Millicent til at fnyse.
" I ...dont...care ...!" kom det reserveret , da han remsede op alle hans gode gerninger, alt han havde gjort for hende.
Et sted derinde vidste hun han havde ret. Hun havde styr på det hele for en lille halv time siden, men nu...nu var det som vreden vare rullede lavine agtigt i hende, og den tog ikke hensyn til fairness eller retfærdighed....den overfaldt bare alt på dens vej, og rev det fra hinanden, med dens voldsomhed.

" Sov godt ? Hvad tænker du på ? ....ved du hvad, jeg gror det her er en rigtig dårlig ide" Millicent ville med arrige bevægelser begynde at hive løs i dynen for at vikle sig fri, og kunne stå ud af sengen.
En bog ....sørme fra 60'erne lå på hans sengebord, og det pissede hende helt vildt af.Føltes næsten forræderisk lige i det øjeblik.
Hun greb ud efter den og slyngede den mod Gordon.
" Flyt dig ! Det var en fejl det her....jeg går igen...så kan du date og gøre hvad fanden du vil, ikke om jeg gider sidder her og høre hvor imponeret du bliver over en pige der tilfældigvis har haft en times undervisning i litteratur, tag dig dog sammen !"
Hun ville forsøge marcherer ud af værelset og forbi Gordon, for usammenhængende at begynde pakke de mest nødvendige ting sammen påny.
Hun havde stort set lig nul ide om hvad hun havde sat i gang, og slet ikke hvorfor.
Hun følte bare gråden presse sig op i hendes hals, det var som en hård firkant der skar i hende indefra, og hun ville bare ikke græde mere.

" er du klar over han var sammen med hende i fem måneder !!! Fucking fem måneder !" Råbte hun pludselig af Gordon, og forskrækkede sig selv over at bringe det frem.Millicent bukkede sig ned ved lænestolen for at samle hendes sneakers op.
Det havde på ingen måder været planen at tale om Hendes forliste forhold.
Det brød ligesom bare ud af hende,stak af.
" bag min ryg...på samme tid...fem MÅNEDER ...jeg hader ham " begyndte hun at græde....begyndte tårene igen at løbe fra hende øjne, som blev en miniature pisk svunget ned over de blanke og normalt så tillidsfulde øjne.
Det gjorde også ondt at savne ham. Hun havde ikke LYST til at savne en der havde været en idiot, men hun havde tilbragt så meget tid med ham,...og hun savnede ham.
Millicent vendte ryggen til Gordon, da hun ikke kunne stoppe med at græde.
Hun tørrede sine øjne gang på gang, og det værest var.....det meste upassende og fucked up var, at midt i det hele havde hun lyst til at drunke sig .....i ham.
I Gordon....i hans kys, som hun sidst havde afvist en smule, da de havde siddet på fortorvet i regnvejr.
Hun strøg en hånd over sin pande. Hun var nød til at gå....hun kunne ikke byde Gordon det her.

Hun begyndte at gå i overdrive. Det var tydeligt at mærke forskellen. Hun gik fra at være irriteret og til aggressiv. ”Jaja fint. Selvfølgelig er du ligeglad” Bed han ud som svar, uden rigtig at have noget kamp i stemmen. Mere som en konstatering. Hvorfor skulle hun blive sådan? Hun kunne råbe og skrige og sige at hun hadede ham, hvis det var hvad hun behøvede, men koldt at sige at hun var helt ligeglad? Man måtte sige at hun vidste hvor hun skulle ramme.
Han stod lidt uden at kunne få sig selv til at gå ud af døren. Han havde ikke forlangt at hun skulle tage stilling til noget omkring dem, eller hendes uduelige ex forlovede. Det eneste det havde været var small talk. Det var jo klart at hun ikke vidste hvad hun ville nu, og om hun overhovedet ville noget nogensinde igen.

Og der var den igen. Hun var ligeglad. Et eller andet sted vidste han jo godt at det var løgn. Hele hendes reaktion skreg det, men bare det at hun kunne finde på at sige sådan med den åbenlyse intention om at skubbe ham væk eller såre ham. Han valgte ikke at svare. Lige nu kunne han knap nok se på hende, og skød blikket ned i jorden. At hun overhovedet havde de tanker i hovedet. Han vidste godt det ikke handlede om ham. At han bare blev genstand for en aggression som var gemt derinde.
En bog kom flyvende hårdt igennem luften, og han nåede lige at skærme ansigtet med en arm, for at lade håndleddet tage slaget i stedet. Med et bump ramte den jorden, og den skarpe smerte, som havde dannet sig da slaget ramte, var væk igen. Nogle gange ville han virkelig ønske at hun ikke havde vampyr styrke. Da der ikke ville blive gjort noget i at skærme hende vejen, kunne hun nemt komme forbi ham, som i stedet blev stående indtil hun var ude af værelset, og satte sig opgivende på sengen.

Han begravede ansigtet lidt frustreret i hænderne. Måske det havde været en dårlig ide det hele. Et desperat forsøg på at gøre et eller andet nyttigt, men han kunne ikke en gang holde hendes tanker på noget andet i mere end 20 minutter af gangen. Han kunne høre hende råbe ude i stuen, men kiggede ikke op. Endelig kom det op hvad det virkelig handlede om. Sådan ville det nok altid være. Lige meget hvor stor en nar han havde været, ville Andrija altid fylde mest. En utrolig demotiverende tanke.
Stille, men stadig hørbart, kunne han høre hende hulke derude, og det fik ham næsten til at have lyst til at gøre det samme. Hun var sårbar, og han kunne ikke bare lade hende smutte igen. Ikke lade hende flyde igennem hans hænder som sand.

Mere målbevidst fik han rejst sig op og satte i retning af stuen. Hun havde ryggen til, og han kunne se at hun havde nået at pakke lidt sammen, men ikke meget. Det virkede ikke til at aggressionen havde sat sig fast, for lige nu var den erstattet af ulykkelighed.
”Millicent…” Kaldte han lidt stille til hende, for at tage de sidste par skridt derover, og folde begge hænder rundt om hende.
Det var mest for trygheden i det, men prøvede hun at gå ville han også holde fast. Ikke om hun skulle få lov til bare at smutte igen.
”Shhh… Du skal nok klare det. Vi kommer over det” Mumlede han tæt ved hendes øre og strammede grebet lidt. Det var nok en ringe trøst, men det var alt han kunne præstere lige nu.

Årh nej, hun var jo mere effektiv end Arnold , former action man, i terminator.
Hendes mål havde jo aldrig været at såre Gordon. Han var nok den sidste person on earth , hun ønskede at gøre fortræd.
Hendes handlinger havde udelukkende haft det formål, at passe på sig selv.
Og den eneste forbrydelse Gordon var skyldig i var , at kunne vække en smule liv i Millicents eller så færdige hjerte, men det var for hende også ganske faretruende.
Og som med en AK 47 ( // hedder den det ? XD //) havde hun en pæn stor Range nær det galt at ramme præcist. Det våben var kendt for at være meget upræcist, men tilgængæld kunne holde til vand, mudder og til at blive trådt på....meget.
Og nu plaffede hun i alle retninger, i forsvar....af frygt for selv at skulle tage ét skud mere, og da Gordon var tæt på hende, var det om ham den verbale kugleregn faldt.

Med ryggen mod soveværelset, stod hun en smule krum i sin holdning. Et par poser slængt ved siden af hendes ben.
Hun havde jaget ham væk nu, Gordon havde trukket sig - havde søgt i læ for hendes angreb. Man kunne ligesom ikke bebrejde ham for det.
Millicent kunne heller ikke rigtig holde sig selv ud, hvilke var en anden lille udfordring, for hvordan søgte man læ for sig selv? Med mindre hun skulle bedøve sig med stoffer, og blive vind og især skæv , så vidste hun det ikke.
Hun måtte blive i flammerne, og så var det bare at hun kom til at skrige ...højt...ind imellem , når det hele blev for meget.

Om hun skammede sig ?
Hvad tror du selv ?
Hun VILLE da gerne være den pige der kunne hævde sig over det hele og som Taylor Swift ville opfordre til ' Shake it off ' - men når hele fundamentet blev flået væk fra en , så var det bare ikke let at være korrekt , yndig og ovenpå.
Ikke for hende anyway- og både Andrija og Millicent vidste hvorfor.

Gordons stemme fik hende at slippe tankerne om fortiden og genfinde sig i nuet.
Hun svarede ikke, men han ville kunne udlede af hendes opgivende kropspositur at angrebet var slut for denne gang, og hun var ved at coole ned.
Gordons hænder gled omkring hende, og foldede sig på Millicents mave.
Hun kunne fornemme hvordan han trådte op til hende, tæt på og mærke varmen fra hans ånde, da hans forsøg på at beroligede hende, lød ved Millicents øre.
Hun nikkede til hans ord.
Hendes hænder havde lagt sig ovenpå Gordons , nussede dem lidt desperat med tommelfingeren i en tavs undskyldning.
Hun vidste at hun var nød til at tvinge sig selv videre.
Som man sagde....fremtiden kommer af sig selv , fremskridt gør ikke.
En linie hun havde knyttet sig til for en gode tre år tilbage, på en anden siden i historien ...hvem kunne vide hvor aktuel den ville blive for hende.
Hun kunne ikke bare sidde med hænderne i skødet og tude over Andrija.
Hvad der var sket var sket.....han var videre , og hun skulle det samme.

Hun ville løsne hans greb en smule, efter lidt tid.
Der var intet vredt eller andet der ville indikerer at hun pønsede på at tage flugten, blot at hun ville vende sig om - så hun kunne få sine arme omkring Gordons hals.
" Undskyld " snøftede hun , med næsen mod hans hals, da hun trak sig ind til ham.
Det var trygt og føltes dejligt at hun måtte...kunne ....gøre de ting med ham.
Hun var ikke selv en puge der krammede lys og var fysisk med enhver- og hun mente heller ikke Gordon var sådan, derfor føltes det helt enormt dejligt at han gav hende lov - og så slap hun for at se skammen og ham i øjnene, når hun hang om hans hals ....bonus!
Duften af engle ignorerede hun stålfast.
Det var som hun prøvede at gøre det for hans skyld nu, og derfor kunne skrabe mere vilje sammen til ikke at vække vampyren i hende.
Selve sulten var hun blevet ret god til at se igennem fingrene med, den sidste tid.
Millicent hev et par dybe vejrtrækningen ind...mere for at få sindet til at falde til ro.
De lyse fingre spillede i kanten på Gordons mørke hår, og hun puttede sig ind til ham.
" Undskyld.....du må ikke opgive. Jeg behøver ...dig" mumlede hun og satte et MEGET luftigt kys på hans hals.IKKE et der inviterede til mere, bare et tegn på hengivenhed .

Da hun sov her sidst , lige inden det hele eksploderede i hendes ansigt, havde hun bedt Gordon om at holde om sig, da de skulle sove.
Der var intet intimt eller upassende over det, men allerede der havde hun haft en følelse af Andrija og Millicent ....well...hun havde haft en diffus følelse af han ikke var rigtig tilstede og ikke gad hende mere. Selv om Andrija altid benægtede.
Lige nu handlede det dog ikke om Andrija , og det var ikke ham der gav anledning til
det behov der begyndte at trække i hende.
HUN havde lyst til at ligge tæt sammen med Gordon.
Ingen kys eller fjant...det var ikke det, hun ville bare ønske at få lov at ligge så tæt på ham, og mærke hans varme og lukrerer på hans rolighed, og stille og rolig begynde sin heling, med ham som et vigtigt center i den.

Det var ikke morgenstund endnu, der var masser alf tid.
Hvis Millicent fik overtalt Gordon til at gå med , kunne de sove en time eller to- og så stadig når at være oppe nogle timer før sunrise, men det kunne også være de begge var så udmattet ,så de ville sove til den helt store guldmedalje.
Nåede hun ikke op før solen brød igennem, ville hun helt klart være fortabt for omverdenen, i et tykt lag af tung søvn.

" Gordon....jeg vil gerne starte forfra, gøre det her om.
Kan vi ikke godt ligge os lidt....slappe lidt af....som sidst ?" Spurgte hun om lov...
" please?" ....ok ...hun tiggede nok en smule.

Han begravede lidt desperat ansigtet imod hendes hals. Stadig med begge arme omkring hendes krop. Som om hun ville flyve væk, hvis han gav slip. Selvom flere uger udenfor menneskelig rækkevidde havde sat sit præg på hende, så trængte den karakteristiske duft, som han kendte så godt, stadig igennem. Hendes kølige finger der strøg over hans håndryg føltes underligt beroligende, og vidnede om at hun var på vej ned igen. Ned fra den faretruende høje klippe, som hendes humør en gang imellem ramte.
Han løsnede grebet lidt, så hun kunne møve sig rundt. Hendes arme omkring hans hals var en dejlig bekræftelse i at hun rent faktisk var der, for nogle gange kunne han føle sig i tvivl.
Han ville ønske at han bare kunne folde et par vinger op omkring hende, og skærme for alt det der kom, men desværre var alle slag allerede gået ind, og det var nu kun de indre blødninger hun måtte kæmpe med. Og selvom det virkede umuligt for hende lige nu, så var der en del af ham der var glad på hendes vegne. Glad for at hun var kommet ud af hvad der i lang tid havde været en synkende skude. Og stolt over at hun ikke villigt var druknet med den.

”Jeg giver ikke op. Nogle gange ved jeg bare ikke hvad jeg skal gøre” Svarede han og gav hende et lille klem. Det var sandt. Han var bange for at gøre og sige noget forkert, som ville lede hendes tanker tilbage på det triste, eller få hendes sind i kog.
Det blide kys imod hans hals sendte en varm fornemmelse igennem hans mave, og pressede et lille smil frem, selvom han prøvede at stå imod det. Selvfølgelig vidste han at det ikke var en invitation til mere. De var venner før alt andet. Det var det vigtigste.
”Du ved da godt at jeg ikke går ud og flirter med andre ikke?” Kunne han ikke lade vær at slå på plads, selvom han vidste at hendes reaktion mest havde været over de følelser hun bar rundt på, og emnet bare havde været en anledning. Det var klart at hun måtte have svært med at stole på nogen lige nu, men hun måtte jo se ham som en komplet idiot, hvis hun troede at han gik ud NU og flirtede med andre. Når hun endelig ikke længere havde en lænke på fingeren.

Hendes lille bøn var kærkommen. Han begyndte at kunne mærke trætheden efter en lang dag og aften i kroppen. ”Jo selvfølgelig” Svarede han, og hev hende lidt ud fra sig igen. ”Er du sikker på at du ikke vil spise lidt først? Jeg tror det ville gøre dig godt” Han rakte lidt forsigtigt sit ene håndled frem med en spørgende mine. Når morgendagen kom, ville han nok kunne skaffe lidt blodposer hos en blodbank. Det var ikke svært at forfalske et personalekort fra hospitalet, men for nu havde han kun sig selv at gøre godt med. For få måneder siden havde tanken om at hun bed ham været skræmmende, og selvom det stadig ikke var en fornemmelse han ligefrem nød, så stolede han på hende, og vidste at hun kunne styre det. Vigtigst af alt så havde hun brug for mad. Brug for kræfterne som det gav hende.

Endelig noget hun kunne forstå! Altså som en fyr sagde !
Hun forstod klokkeklart at Gordon ikke altid vidste hvad han skulle sige og gøre omkring hende, især når Millicent trippede- og måske var han tilbageholden for ikke at risikerer træde forkert ?
Hun var jo en omvandrende naturkatastrofe , udstyret med to ben og en hidsig mund.
She knew that.
Han kunne bestemt ikke bebrejdes noget der.
Millicent førte de yderst led af fingrene op i hans hår, og nappede i det som var fingrene en saks .Hun trak i håret, uhårdt . " Jeg ved det godt .....jeg burde hedde Millicent Storm eller Millicent Volcano ....eller Tsunami Walker" kom hun til at grine , da alle tre navne lød komplet forfærdeligt. Måske det første undtaget, men det var nok fordi hun ret godt kunne lide X men , og selv om det var Jean Grey der var all time favorite, kunne hun nu også ret godt lide Storm, og Pyroboy....men Pyroboy Walker ville slet ikke fungerer for hende da.
Hun kunne se det for sig, på et advokat kontor.....'min assistent Pyroboy Walker vil læse tiltalen op' og så kunne hun ellers vimse rundt der på høje hæle, og fumle med papir.....indtil hun fik fundet den rette paragraf, og gik ind for the kill.
Hun smilede, stadig med hovedet lænet ind mod Gordons hals , over de tossede billeder der dukkede op.

Det viste sig en del lettere at joke med sig selv , end at skulle tage ham alvorlig.
Hun vidste at Gordon var en real fyr ...men hun vidste også han havde haft en livlig fortid, og at han ikke ville være single for evigt. Ingen ville vente for evigt.
Nu kunne man sige at forevigt pludselig virkede kortere, set fra hans vinkel- men selv tvivlede hun stærkt på om hun nogensinde ville kunne binde sig , men hjerte og alt, til en fyr igen.
Og lige præsis den sætning med ikke at flirte og ikke have andre, den ......den havde hun virkelig problemer med nu.
" I mørket kan alt ske....åbenbart" blev det eneste hun sagde da hun var forhippet og lagde ikke mærke til hendes favntag blev en smule mere stramt om ham , da hun nu havde armene omkring hans liv.

Glad over at kunne lande den samtale her ordenligt, slap hun ham og trådte en smule tilbage.
En del af problemet havde vel været at hun havde kæmpet for meget med Andrija, forsøgt at ændre på hans natur....og få ham til at passe ind i hendes lille firkant, en firkant skabt for to.
Hun burde være mindre krævende og fylde mindre....mange ting kunne hun havde grebet anderledes an. Hun strøg et par tåre væk ,der havde lusket sig frem ved de tanker, men hun havde stået lidt skråt fra ham, så det burde ikke være noget Gordon så.

Det næste hun så var Gordons håndled, og et tilbud om dinner.
Hun smilede med slog dog hans hånd væk, i med et blødt lille dask.
" you really shouldn't tempt me like that, sweetie"
De få gange hun havde drukket af Gordon, havde gjort hun fandt sig psykisk forbundet til ham, hvilke var en MEGET stor vampyr error i hendes system.
Så vidt hun havde forstået skulle den ting virke omvendt! Ofrene skulle føle sig forbundet med Millicent og måske finde det ....opløftende...at blive bidt - men for hende var det omvendt. Naturligvis- hvorfor skulle noget da også være lige til.
Og at ligge der og stønne over Gordon og hans blod lige nu, var nok ikke så....passende.

" Du glemmer jeg ikke spiser så pænt" hun skævede til ham, og trak ham hen imod sengen, for at kravle op og hvile.
Millicent lagde sig på siden, så hun havde ansigtet mod Gordon.
" Det er ikke den store tragedie for mig,ikke at spise...eller jo....men jeg klare den " mumlede hun .
Millicent havde selv en kontakt, Patrick der var en menneske gay portør på hospitalet. Han var blod dealer for hende, og til en fornuftig pris, efter at hun engang have aflagt Patrick et visit , sammen med Andrija der havde 'talt priser' med Patrick.
Så hun var sikkert den vampyr med de bedste priser på blod , i hele byen.

Millicent lå og kiggede på Gordon, og prøvede at forstille sig at det igen ville blive hverdag. Men arbejde, med smil, med by ture, med rengøring , med hundeluf....mååå nej.....med musik !
" Du....jeg ved godt vi lige har lagt os, men hvad med at sætte lidt stille musik på, og falde i søvn til ?" Hviskede hun , og prøvede at slippe tanken om at lade tænderne synke i hans håndled, hvilke fik det til at klø i gummerne på den unge vampyr.
Musik ville være en god måde at drive tankerne på afveje på, ville det ikke ?

”Kan vi ikke kalde dig alle 3 ting? Jeg tror ikke én af dem dækker det.” Smilede han af hendes humor, og nød fornemmelsen af et par livlige fingre i hans hår. Uanset hvordan man så det, så var humor en sund forsvarsmekanisme, selvom det var en forsvarsmekanisme. Den vidnede om at tingene gik frem ad. Vidnede om at der var lidt lys forude, selvom hun ikke altid kunne se det. Det var i hvert fald en del bedre ned at låse sig inde i en kælder og isolere sig fra omverdenen.

At hun ikke kunne tro på ham, når han lovede hende at han ikke ville gå ud med andre lige nu, bebrejdede han hende ikke, men han håbede stadig med tiden at hun ville se, at han var meget forskellig fra Andrija på alle punkter der så meget som nærmede sig det emne.
Og selvom han en gang havde fortalt hende at han savnede… nogen. Savnede nærhed og intimitet. Så var han fuldstændig afklaret med sig selv om, at han aldrig ville finde det hos en random pige på gaden, på en bar, i supermarkedet, eller hvor han ellers kunne risikere at møde nogen. Det ville aldrig blive godt nok, når man først var faldet for Millicent.
Intet var skåret i sten. Og han vidste udmærket at hun måske aldrig ville være klar til at binde sig igen, og at det ikke var sikkert at hun havde lyst til at binde sig til ham, hvis hun blev klar til det.
”Så er det godt at jeg spiller med alle kort ude i lyset” Svarede han bare, men forventede ikke et svar. De behøvede ikke rode i det. Han foretrak faktisk at lade vær.

Han tog sin hånd til sig igen. Hvis hun ikke ville spise, kunne han ikke tvinge hende, men selvom han ikke ligefrem nød at blive bidt, så havde hun altså brug for kræfterne. Villigt fulgte han med, og smed sig dovent ned på ryggen, så han gyngede op og ned et par gange på madrassen. Et par sekunder efter satte han sig lidt op igen.
”Millicent du har brug for at spise. Du har næsten ikke spist nede i den kælder heller. Alt er sværere på en tom mave.” Rystede han på hovedet. Selv blev han gnaven, hvis han var sulten. Gnaven og irritabel. ”Desuden ville det kun være den ene gang. Jeg kan skaffe nogle poser i morgen. ”Han nikkede lidt fraværende til det med musikken, og rejste sig op for at finde en lille rund højtaler frem, som han kunne sætte til sin mobil, og afspille en mere stille playliste. Lydstyrken blev også skruet ned, så man kunne sove for den. De første toner fra en guitar kom ud fra højtaleren. ’California King Bed’ med Rihanna. Nok en af de eneste popmusikere han kunne lydte til.

Gordon dumpede ned i sengen igen og lagde sig tilbage med den ene arm bag nakken. Den anden blev viftet lidt provokerende foran hende. ”Sikker? ” Ville han smile for at sikre hende, at han intet havde imod det. For få måneder siden ville tanken være skræmmende, men når hun havde brug for det, virkede det pludselig som den mest naturlige ting i verden. Noget han regnede med var en skytsengle ting.

" jo jo....sålænge ingen andre høre det, kan du kalde mig hvad du vil " små grinede hun lavt, ved hans hals.
"Mmmmm" svarede hun til han kort var ude i det åbne. Man kunne jo altid håbe.

Afstanden og forbeholdene til en glad fremtid , og en fremtid der indeholdet et forhold havde intet med Gordon at gøre.
Millicent havde forlængest fundet tillid til ham som person, og guderne måtte vide hun allerede havde åbnet sit hjerte op for ham. Det havde de vist flere eksempler på.
Men det handlede om hende. Og om hun ikke havde lyst at gentage sine handlinger, for sagen var den at selv om Andrija kunne være en hård mand med kanter, og ikek jordens mest nemme mand at stille tilfreds, så havde hun altid haft en dyb tiltro til ham og stolet 100 procent på han var ligeså glad for hende, som hun var for ham....omend Andrija havde sine egne måder at vise det på.
Det gjorde stadig ondt at tænke på det var ham hun havde valgt at gifte sig med....selv efter at fået ringen retur op til flere gange, så havde hun altid valgt ham.
Hun havde ikke lyst til at gøre flere forsøg, for at fejle var for hård en lektion.
Kunne hun undgå ville hun aldrig mere lege den leg.

Spørgsmålet var så, om Gordon og det hun havde med ham, var noget hun kunne ignorere. Hendes snært at misbehag ved hans 'date' med Bella, var ikke gode tegn ,vel? Men hun skubbede det fra sig, og nægtede at tage et kik på det.

Millicent var ret stædig , og ville ikke tale mere om at spise.
Der VAR grænser for hvor meget fristelse hun kunne modstå, når hun blev tilbuds blod. Og Gordons var noget helt specielt.
Hendes øjne fulgte ham, som han begyndte at rode med musik og hun slev lå dovent tilbage i sengen.
" Ååhh gud, du skulle vel ikke have noget techno?" Lød det sukkende, da tonerne fra Rihanna klingede ud i soveværelset og det gik op for Millicent at alt stille musik formentlig ville lyde forfærdeligt trist i hendes øre, lige i de her dage.
Hun husker at John Mayer havde udløst en giga tudetur, da hun havde hørt den en uges tid efter bruddet havde taget sted. Mindet blev slået væk.
De var for tunge for hende, og Gordon havde besluttet sig for en dirty fight , så det ud til.
Han fristede hende....vampyren i hende, og hun vidste at når hun spiste af ham, ville både hendes pigesind og vampyriske drifter fusionerer.
" årh...for pokker! Du kan ikke være det bekendt" sukkede hun og fangede hans håndled , som hendes fingre lukkede sig omkring. Millicent rykkede ...møvede ...sig lidt tættere på ham, og holdte nu med begge hænder , om hans hånd som var det en Sharwarma. Hans håndled lå blottet for hende.
Millicent lagde sin kind ned mod det, og lukkede sine øjne. Hans puls bankede, og en smule hurtigere end den burde ved hvile.
Hun fugtede sine læber, og det var svært at holde tænderne indenbords, de var allerede ved at kigge ud.
Hun gjorde sit bedste for ikke at vise dem frem.
" Er du sikker ...på det her?" Hun huskede sidst...hun havde bidt i hans hals, på gulvet i hendes hjem. Det havde været en meget emotionel dag.

Hvis Gordon ikke ville trække sit håndled til sig, ville Millicent snuse dybt dybt ind, og hun ville sætte læberne ned på håndleddet og sætte et kys. Næsten som en før plaster på de kommende sår.
Hun ville åbne lidt op, adskille læberne og krænge dem lidt ud over hånden, som hun suttede på en stor slikkepind, og endelig ville hun krænge overlæben tilbage ...små fine rynker ville lægge sig over den lyse næseryg , og Millicent ville presse tænderne ned i gennem den udspændte hud, men en tilfredsstillende lille knurren.
Hans blod ville begyndte at flyde....langsomt ...og begyndte at fylde smag og den tykke konsistent rundt i Millicents opmærksomme og levende mund og gane.
Hun bevægede læberne i et kejtet forsøg på at kysse imens hun spiste, og så kort op på Gordon , om han var okay.
Det ville kræve enormt meget af hende at holde igen, og måske enda en lille kamp, når hun nu endelig havde fået bisserne ned i de gode sager.
Men han ville vinde kampen hvis han ønskede.
Kom der ingen protester, ville hun give sig helt hen og lukke sine øjne igen, for at lade ekstasen skylle igennem hende , og ubevidste ligge sig endnu tættere på Gordon, som hun sukkede svagt af den velvære og den pirrende følelse hun nu oplevede værende tilstede.

Gordon holdt et fast greb om hende, indtil hun selv ville ud. Han vidste præcis hvad der foregik i hendes hoved, eller i hvert fald hovedtemaerne. Det vigtigste for ham ville altid være, at hun var på sikker grund. Kom af det gyngende skib og ind på sikker grund. Hun følte sig måske afhængig af ham i dette øjeblik. Denne aften. Men egentlig var det ham der var afhængig. Han ville altid være afhængig af hende. Og venskab var bedre end intet.
”Du ved jeg ikke forventer noget” Lod han hænge i luften som en konstatering. Ingen grund til at diskuterer det. Hvad der gjorde mest ondt var ikke at hun måske aldrig ville være klar til et forhold. Hvad der gjorde mest ondt var allerede og havde været der hele tiden. Havde den sidste tid ikke fundet sted, havde hun ikke fundet ud af det med hendes forlovede, så havde hun nok giftet sig med ham. Valgt ham om man måtte sige. Også selvom Gordon næsten grædende havde bedt hende lade vær. Og hvor ondt det end gjorde, så ville det nok altid ligge der et sted. Hvad hvis hun ikke havde fundet ud af det?

Inde i soveværelset havde han leget med iPoden, og hendes beklagelser fik ham til at fnyse med et let smil. ”Jeg HADER techno… Det værste møg er det” Svarede han med en rysten på hovedet. Nej det havde han intet af. ”Tilgengæld har jeg en masse rock, men det kan du skifte når jeg sover, for jeg kan kun sove på stille musik” Fortsatte han, og lod sig endnu en gang dumpe ned, denne gang ved siden af hende.

Et lettere triumferende smil brød frem under det trætte blik, da hun alligevel tog imod hans håndled. ”Neeej jeg er sååå ond” Smilede han bare, og gjorde intet for at trække sin hånd til sig. Om hun ville det eller ej, så blev hun simpelthen nød til at få lidt kræfter, og smerten og minderne kunne han klare i de få minutter det stod på. Hun stolede på hende, som han håbede hun en dag ville kunne stole på ham igen.
”Go ahead. Det er bare middag siger vi” Prøvede han at smile til hende, men kunne ikke helt skjule at han var en smule bleg. Mange grænser var blevet flyttet på det punkt, men det ændrede ikke ved at han stadig havde den aften, hvor en anden vampyr havde sat tænderne i ham, i hovedet. Millicent ville aldrig være så voldelig og ville aldrig flå hans hud mere end nødvendigt, men det værste dengang havde ikke været smerten, det havde været at kunne mærke livet forlade kroppen langsomt. Lidt samme følelse havde det været sidste gang med Millicent. På en mere sensitiv og forsigtig måde.

Gordon besluttede at kigge væk. Der var ingen grund til at friste hans i forvejen forhøjede puls. Det gik egentlig meget hurtigt. Et prik, som i biologitimerne i gymnasiet, hvor man skulle presse sammen på en lille boks, som udløste en mekanisme, så nålen ville gå hurtigt ind og ud, og små røde dråber ville pible frem fra fingerspidsen. For at teste blodsukkeret. Han havde hørt at engle som ham selv havde sødt blod, måske han skulle spørge Millicent om det en dag? Hans tanker kørte lidt desperat i alle retninger, for at undgå at fokusere på at hun havde tænderne begravet i hans håndled, men det var svært at lade vær, når han kunne mærke at hans hud omkring hendes tænder beklage sig. Der var alligevel noget spændende ved det. Var der ikke? Noget han ikke selv havde kontrollen over.

Som når man blev bedøvet før en operation, kunne han mærke noget begynde at gøre ham træt. Han vidste at det var en reaktion på at hans blodprocent blev mindre. Han havde en gang hørt i en sang ’ i want a girl with lips like morphine’. Det havde nok ikke helt været dette den sang refererede til, men hendes læber over hans sårbare hud, virkede en smule beroligende.
Et eller andet sted i baggrunden kunne han høre Rihanna synge noget om at strække sine fingre ud og mærke andet end afstand, men det virkede meget fjernt.
Gordon kunne mærke sig selv synke lidt tilbage. Ør i hovedet. Han havde ikke rigtig styr på hvor længe der var gået nu, men hans øjne føltes frygteligt tunge.
”Ta dig i-ikke af mig. J.. Jeg tager lige en l-lur” Mumlede han døsigt, og lod sin krop falde det sidste stykke bagover og lande i en blød dyne. Langt væk i en blanding af bevidstløshed og søvn.

Millicent var meget afklaret omkring Gordon , at han ikke ville forvente noget fra hende eller presse på for at lokke svar ud af Millicent.
Han ville altid respekterer hendes signaler og grænser, når alvoren hang over hendes hoved som en tung sky af røg ,og hun var ked af det. Det vidste hun godt.
Hans flirt og dril hørte til når de begge var 'hele' og havde det godt.
Måske var det derfor ikke så meget hans forventninger til Millicent der føltes tunge , som hendes egne.
Hun havde altid kørt sig selv hårdt på den måde, og hun var bange for at for at slippe tanken om Andrija og Millicent og erkende hun havde fejlet i hendes tiltro til ham, bange for hun ikke kunne....men også bange for hvis hun kunne - at hun så ville skulle leve med en følelse af at svigte.
Det var sikkert helt irrationelt - men følelser havde også deres helt egen private logik og betydning. Man skulle ikke altid forsøge forstå....bare accepterer at det var sådan.

" Oh ....jamen jeg ...jeg synes at headbange må være mere passende end bare at,...bange " grinede hun fjollet og havde selv heller intet techno, eller metal for den skyld. Men en del rock musik var slet ikke så ringe igen.

" Bare middag...right! Jeg ved hvordan det er for dig " fastholdte hun. Det var vigtigt for hende ikke at nedtone , hvor prekær en situation det var for dem begge to, hvis Millicent skulle bide ham. Og drikke.

Alt dette lå dog pakket sammen nu, i en krog af bevidstheden da Millicent lå og med tænderne godt sunket ned i Gordons håndled. Hun blev nu ført til et andet sted , indhyllet i farverne fra en anden verden, hvor hun stod face to face med hendes rå sult og grådighed, samt den vildtflagrende oplevelse af tilfredsstillelse der strømmede igennem hvert et lille molekyler i hendes krop.
Små sagte støn forlod hende, som hun drak. Hendes krop havde små synlige reaktioner også , som at hun ville vride sig en smule i hofter, og trække hendes knæ op mod maven.
Dette var klart andet end de blod dråber der var iblandet hendes noodler, for de havde mere været et krydderi der gjorde retten mere velsmagende, men der var ingen lunde nok til selve blodet havde kunne give den særlige mæthed.
Det var lidt som stikke tungen ud og slikke op af en franskkartoffel.
Nu havde hun fået en pæn stor skål at dykke ned i, og hun nød det til fulde.
Kun halsen kunne overgå det, der var det som at frådse og æde sig stopmæt i en hele pose maxi chips...men Millicent havde selv luret sig til det var fordi hun lå mere tæt, med næsen mod offerets hals , og det intime dermed var i højsædet, når hun spiste fra halsen.

Hun drak så forsigtigt hun kunne, men det kunne ikke udelukkes at hun ind i mellem kom til at hugge lidt dybere med bisserne, når hun blev ekstra opslugt.
Først da Gordon begyndte at døse, og hans puls langsommere, stoppede hun med at lappe i sig, og kiggede op på ham.
* woosh* tænderne gled ind! og Millicent var straks over ham, men en hånd der strøg over hans panden.
" Hey.....er du okay" mumlede hun , men han var allerede fast i søvn.
Hun tjekkede hans friske håndled med to fingre, følte efter om pulsen var tydelig nok og regelmæssig- eller om hun havde drukket over det anbefalede , og forvoldt ham skade? Hendes egnet stille hjerte virkede til at banke hårdt i brystet på hende, men Gordons vitalitet synes ikke truet. Han var bare træt kunne hun ånde lettet op.
Millicent tog fat i hans hånd, og ville få lukket de to runde sår der så helt forkerte ud der.Hun stak sin lyserøde tunge ud, og lod den trække over hullerne af et par omgange.Hun beholdte hans hånd i sine, og så til imens hullerne langsomt begyndte deres magiske heling.Så kyssede hun den, og med hans 'sovende' hånd mellem begge hende, lagde Millicent sig også helt ned og mærkede hvordan energi og livskraft indtog hendes væv og boostede hendes krop , gav hende styrken tilbage igen.
" Tak" hviskede hun og arrangerede sin hovedpude, så hun lå mageligt.
Hun trak Gordons hånd ind mod sit bryst, og lukkede sine øjne i.
Magien der herskede i hendes krop, var næsten som at være skæv på stoffer.
Det plejede ikke at have så kraftig en effekt på hende at drikke, ikke på den her måde da- men det var nok fordi det var så længe side efterhånden, så hele hendes system nu var helt oppe at ringe.
Med et aktivt system , der nu var velplejet og mæt kunne Millicent endelig slappe lidt af. Hun beholdte hans hånd , indtil Gordon ville trække den til sig, og inden længe joinede hun ham i søvnens tilsløret og gådefulde verden.
Hun sov lige til klokken var..... Ja hvad var den egenlig ?

Et eller andet sted kunne han høre at hun spurgte om han var okay, og egentlig ville han have svaret at han havde det helt fint, men lyden kom ikke helt ud. På en gang var han ør i hovedet og på den anden side følte han sig meget højt oppe. Højt oppe over verden som den var. Sjovt hvordan alting virkede klarere, når man selv var sløret.
Et meget døsigt smil gled frem på hans halvbevidste ansigt. ”Veed du h-hvad ?” Småfnisede han med lukkede øjne. ”Jeg k-kunne fuld meget biiiilligt lige n-nu” Egentlig var han knap nok klar over hvad han sagde, eller hvorfor, men lige nu virkede det virkelig sjovt, og han nåede netop at grine lidt af det, inden han rullede om på siden, og trak benene lidt op under sig, og … sov. Meget tungt. Hånden kunne hun få lov at beholde, for han havde hverken lyst eller kræfter til at trække den til sig igen.

Hvis hun ikke ruskede og slog ham som en fastelavnstynde, så ville han sove tungt igennem hele natten. Hans energi var væk og hans blodprocent meget lavere end hans krop var van til. Og den ville nu prøve at regenerere så meget af det så muligt. Hun kunne sagtens have været oppe flere gange imens han havde sovet, uden han havde bemærket det.
Først op af formiddagen begyndte hans krop så smut at ville til at i gang. Meget omtåget slog han øjnene op i det helt mørke lokale uden nogen fornemmelse for tid. Hans hoved virkede utrolig tungt, og da han prøvede at komme op at sidde, kunne han konkludere at resten af kroppen havde det ligesådan.
Han strakte sig meget dovent, og så ned ved siden af sig, hvor Millicent lå henslængt. Det måtte ved at være dag, for hun virkede i dyb søvn. Roligt lagde han sig ned igen et øjeblik og betragtede hende. Hun virkede fredfyldt, hvilket var en god forandring. Han smilede lidt til hende, velvidende at hun ikke kunne se det. Det behøvede hun heller ikke.
Med en anstrengelse kom han op at sidde igen. Han havde sovet i hans tøj. Godt at det bare havde været hjemme tøj alligevel. Dyne havde han heller ikke nået at få på. Han rejste sig op, og fik fat i dynen, for at trække den over hende.

Udenfor soveværelset måtte han knibe øjnene sammen, da stuen var oplyst af morgensolen, og dette var i stor kontrast til det mørke værelse. Klokken var lidt over 10. Han havde egentlig haft et møde med en pr fyr om eftermiddagen, men hans krop og hoved skreg på at slappe af og ligge ned, så telefonen var det første der blev fundet frem.
”Hallo, Thomas? Jeg tror jeg er løbet ind i lidt feber, kan vi rykke mødet til i morgen?” Gordon ville ligne en død fisk, hvis han mødte op til det møde i dag.
”Ja, du lyder ikke så godt. Det er okay. Samme tid i morgen?”
”Ja fint. Ses der.”
Han lagde på igen, og så sig omkring i lejligheden. Morgenmads tid.

…

Senere samme aften var alt nogenlunde som det havde været dagen før, bortset fra at det ny var dagens sidste stråler, som netop nu farvede stuen i en dyb orange farve. De store ruder forhindrede ikke den smukke solnedgang i at gå ind i lejligheden. Det var ærgerligt at Millicent aldrig ville se den. Eller at ingen ville se solen lege i hendes ansigt, og folde alle de små fine træk ud, som man normalt kun så når man kom tæt på.
Dagen havde mest gået på en stille dag i lejligheden og en lille lur sidst på eftermiddagen. Ellers havde han fået sat sig selv ind i den nærmeste blodbanks system, som ny registrerede ham som en medarbejder. Tilfreds med hans hacking, havde han vadet derind tidligere på dagen og hentet en pose med blodposer, som nu lå i køleskabet. De lå i en skuffe for sig selv derinde, så man ikke så dem med det samme man åbnede køleskabet. Det var udelukkende A Rhesus positiv og O Rhesus positiv. Dem ville de nok ikke mangle. Det var det de fleste donere kom ind med, og derfor det ikke sjældent.

Nu havde han slynget sig ned i sofaen med tv’et tændt på nyhederne, og med et jura magasin på skødet. Hans læsebriller var kommet på, da hans hoved stadig var ørt, og han frygtede en hovedpine, hvis han ikke tog dem på imens han læste.
Den dybe orange farve var blevet til lilla, og solen var gået ned.

Solen var endelig vendt tilbage til dens hundekurv, og Millicent begyndte at røre på sig inde i sengen.
I en vældig fart var hun oppe og inden i stuen.
Også hun havde sovet i sit tøj, den sorte kjole og det var ved at være tiltrængt med et bad og et tøjskift.
Men det måtte lige vente, om lidt....når hun havde solgt Gordon hendes ide, kunne hun gøre sig klar.
Det var efterhånden tydeligt at DI Morga ikke var et sted for hende.
Hun prøvede så hårdt...hun bekymrede sig om om folk var ok, men altid ....altid svigtede de lige på målstregen.
Løgne hang i luften som pollen på en forårsdag.
Var hun selv perfekt ? Nej for Søren da.
Hun var spækket med fejl og mangler, og trådte al for ofte i livets spinat- men forskellen på hende og....andre....var at hun ikke bevidst snød eller gjorde folk fortræd. Dem hun elskede gik hun langt for og var loyal.

Det var ikke det at hun ikke KUNNE blive i DI Morga, men spørgsmålet havde rejst sig i hende, hvorfor blive i en by der kontinuerligt insisterede på at pisse op og ned af hende ? Hvorfor ligge sin tid og sine kræfter her ? Hun kunne tilpasse sig andre steder, skabe nye og bedre venner for hvem havde hun her der ikke stak hende en løgn hver gang de åbnede munden ? Så vist hun vidste var der tre....William, Khá og Gordon. Diego havde hun ikke set længe.
Hun ville savne dem , at snakke med dem....men selv deres venskaber var ikke den følelse værd at skulle slæbe rundt på, som hun havde netop nu.

Hun ville gøre eet enkelt sidste forsøg på at få Gordon til at slippe hende, og forhåbentlig tage med Millicent væk..men ellers måtte han jo blive.
Hun ville ikke hade ham for den beslutning, for hun vidste at han ville se det at tage afsted fra DI Morga som at give op.
Hun gav ikke op. Det var ikke en kamp for Millicent, men en real beslutning om at forlade noget der ikke fungerede , noget der ikke var sundt mere.

Hun knælede på stuegulvet, og det tykke bløde tæppe blev presset op mod de lyse knæ.
Hendes øjne var tårebeklædte og stemmen tynd som krystal, da hun lagde sine hænder på Gordons knæ og sendte hendes bøn - direkte fra hendes blødende hjerte. " Gordon....please....vil du ikke godt rejse væk med mig? Nu... Vi slipper alt og pakker og.....forsvinder for altid? Jeg har ikke tigget dig om meget, men jeg gør det nu. På mine knæ for dig. Please.....lad os lukke og forsvinde. Nu"