Bonjour Ma Passion / Ma'lakel - Privat / XXX - Mature content

Sted: Frankrig – Nær Paris
Tid: 19.23 – solnedgang
Vejr: Sne på jorden, klar himmel, koldt
Dato: Den 19. december
Omgivelser: Tomt

Det var knapt 30 kilometer uden for Paris at vampyrernes hovedkvarter lå. Hvad der før havde været en forstad til den glamourøse storby, var nu en rede af de højtstående franske vampyrer. Atter i dvale var de og skovområdet omkring den lille forstad var endnu tæt, til trods for at det blot bestod af nøgne træer og deres lemmer. Alleer med slanke mørke huse, udgjorde stilen og de fleste bygninger lignede noget fra renæssances start.. Alt sammen iklædt i vinterens hvide dække. Smukt var det, men dystert imod det hvide. Gaderne var tomme og bestrålede med solens afskedssang. Solnedgangen havde malet himlen gylden imod det mørkeblå der steg op fra østens horisont af sorte træer. Præget af parises egen dystre fortid, lå denne forsted gemt. Gotiske lugtepæle i mørkegråt metal fulgte vejene, hvor de gradmæssigt lod sig antændes af ingenting. Flammer i varm hvid oplyste meget vagt de enkelte mørke steder og fik samtidig omgivelserne til at se endnu mere døde ud. Der ville dog ikke gå lang tid før denne spøgelsesby vågnede til dåd. Når solens sidste stråle gled over horisonten, ville livet blomstre og bevæge sig imod paris. Vampyrernes forstad. Jo længere øst man kom i forstaden, ville snedækket syntes plettet af sort blod. Det var det dog ikke, men markerede blot at forstadens korrupte hjerte ikke var fjern. Point Du Lacs vægge udgjorde den østlige sidste del af området. Optegnet af blade fra sorte vinterroser, der fløj over arealet som en dødens sne. Plettede det hvide som tjære smurt ud på en silkedug.
Hvad man først ville se af palæet var den store sorte gotiske mur, der dannede en halvmåneform om selve bygningen med vildt voksende op ad dennes tremmer. Planterne ville være brune og golde for vinteren og med tommelange torne der nok ville få de fleste indtrængere til at ombestemme sig. Porten dertil var dog ikke låst. Den var åben for vejen der fortsatte derind og fandt vej igennem den store forhave.. alene prydet med vildtvoksende piletræer og disse sorte vinteroser, der syntes at ha taget hele grunden i sit favntag, som en symbiot herskede den over haven og slog rod fra en enkelt rød af slagsen, der voksede ikke mange meter foran fordøren. Ingen anden plantesort var at finde. Så man et sted uden pil og roser, var der blot gold græs uden megen farve, eller gemt under sneens dække.
Selve palæet var af gråsten og med sorte tagsten. Det var højt.. 6 etager på fladen og med to enkelte tårne der ragede to etager yderligere op imod himlen med et spir af en mærkelig elegant sort. Versaillesvinduer prydede de nederste etager, hvor de øverste ville være mindre udgaver.. alle sammen dækket af matte farvede gardiner som Azurblå, dybrød og almindelig sortgrå. Balkoner sås på 5. etage. To af dem hvilede på bygningens sider og dannede denne en elegant profil med udsyn til resten af haven. Få døre kunne ses på palæets yderside og virkede alle svært tilgængelige af det indviklede havesystem, der ligeså fandt sig en kirkegård på bagsiden og skulpturer af forskellige sorter.. alle i gammel versaillansk stil. En hoveddør ville fange ens blik. Den var to etager høj og af massiv sten af kant, hvorimod selve døren var af glat mahogni og udskåret med et våbenmærke på begge dele af døren. En rose der havde viklet sig om en ravn, med en daggerts flående sig igennem begge.. Sådan så det ud i korte træk og var håndskåret. For at komme til døren, gik man over en stentrappe med ganske få trin, ligeså udskåret i sammenflettede symboler der mindede om indknudrede torne af sten og få indgraverede udgaver af roser ligeså, der syntes at have en noget ældre stil over sig end resten af porten. Alene her kunne man gætte sig til hvor gammelt palæet i virkeligheden måtte være.
Grundbygget ved middelalderens fødsel og senere videre udviklet. Alt dette var selvfølgelig kun fronten af det store palæ og hvis man bevægede sig yderligere rundt, ville man finde hele to afdelinger der ville danne en U-form set fra oven.

I blandt stilhedens bløde tag, og vindens intetsigende ord, blev sneen presset sammen under et par sorte støvler fremstillet hårdført læder, så det gav en næsten knagende lyd fra sig og ved forenden af den tilsyneladende forladte spøgelses by stod ét væsen og stirrede ud over de mange mørke huse. Hans vejrtrækning lettere hurtigt, så den brede brystkasse gik i et symmetrisk mønster; op og ned. Han hev svagt efter vejret, imens at han så ud over den lille forstad. I hans ene hånd knugede han et lille kort, imens at små tydelige rynker kunne ses ved øjnenes kanter. Han sniffede en enkel gang til den skarpe friske luft, og konstaterede at der var udøde i nærheden. Endelig! Efter to timers ustandselig vandren rundt i området havde han fundet stedet! Det havde ikke været nogen let mission, først det forbandede telefon opkald, kodeordet han havde tænkt over i nogle få sekunder og så kordinaderne, som kun en forbandet blodsuger kunne finde ud af at følge! (eller det bildte han sig selv ind). Han gik ned imod hoved vejen der først førte op igennem den livs forladte by, indtil at den sikkert ville munde ud et eller andet sted, forhåbentlig derhen som Ma’lakel ønskede at komme. En let vind rev i det, engang, tilbage redte hår og nogle ekstra små totter faldt ned foran det markerede krigeriske ansigt: de grove træk, og stål hårde ydre var endnu det samme som det altid havde været. Over skuldrende bar han sin sorte læderjakke, der denne gang var trykket omkring hans brystkasse for at beskytte den smule den nu kunne imod kulden. Sværdet hang der ligeså men pulserede ikke den normale voldelige energi længere. Han forbandede årstiden igen og igen, på sin vej op til selve byen. Kortet i hans hånd var rød glødende ved omfavnelsen. Hans varme var steget, alt for højt i forhold til hvad et normalt menneske ville kunne overleve. Kulden tvang hans krop til at varme sig selv ekstra op, men det hjalp kun svagt imod den bidende kulde.
Som han kom op til byen, stoppede alle tanker dog, og den enlige halv-dæmon lod sine grønne øjne ligge sig over de mange bygninger. Duften af udød var næsten alt for ekstrem til at han turde tro på at der kunne være så mange på et sted. Han så hen imod solen der var ved at forsvinde helt. Dens gylden orange skær malede himmelen, og kun nogle få stråler var endnu i gang med at kærtegne de snedækkede veje, tage, og haver. Hvis solen nåede at gå i dvale, og han ikke var nået derhen han skulle, frygtede Ma’lakel for en gangs skyld at han ikke ville få lov at se solen stå op igen. Han klemte øjnene sammen svagt, og kunne mærke hvordan at noget instinktivt gik i gang inde i ham, som altid, når han en sjælden gang følte noget var for farligt til at han burde overleve det. Et par vampyrer var ingenting, men en hel horde, med deres egne individuelle kræfter… han tvivlede stærkt! Hurtigt vendte han blikket imod vejen der førte op igennem byen igen, tog en dyb indånding inden han klemte kortet i sin hånd helt sammen, og begyndte at gå en lille smule hurtigere. Hans øjne lå på alle de huse han kom i nærheden af. Paranoid som man let kunne blive når man befandt sig sådanne sted, kunne han mærke adrenalinen der begyndte at køre rundt i kroppen på ham og maven der let begyndte at snøre sig en smule sammen. Men der var ingen tegn endnu, og han kunne hverken høre eller se noget bevæge sig. Dog var det vel blot et spørgsmål om tid før ’edderkoppe’ reden vågnede og tog sig af den flue der så dumdristigt havde bevæget sig ind på i deres net.
Men nervøsiteten blev lindret en smule da han fik øje på det store palæ som selve stien ende ved. Et lille skud af håb som Ma’lakel egentlig kun ubevidst følte, skød igennem den magtfulde halv-dæmon og han fortsatte op til palæets første indgang. De gylden grønne øjne så en enkelt gang hen imod solen, der nu var helt væk, og som en sidste nådig hjælp til Ma’lakel efterlod sig et mørke rødt lys det sted den før havde været. Halv-dæmonen så ned imod byen igen, og blinkede et par gange: som forventede han at de alle kom susende så snart solen var forsvundet. En kuldegysning gik igennem ham, og han vendte sig hurtigt for at gå ind i for-gården til husets indgang. Nysgerrigt betragtede han haven som han gik imod trapperne. De mange sorte roser, der til tråds for vinteren, endnu blomstrede og en enkel rød der stod i stærk kontrast til sine artsfæller. Da han så den stoppede han et kort øjeblik for at se på den: betragtede den som var den en person og følte et øjeblik en form for medfølelse med den ene røde rose.
… Ditto…
En enkel rød og levende rose i blandt alle de sorte og døde, det var næsten uhyggeligt tæt på den måde Ma’lakel følte sig i øjeblikket: i så intens kontrast til alt i nærheden af ham. Han var mere levende, end alt andet i denne del af Frankrig.
Med tunge, raslende skridt, gik han op af trappen til den store mahogni dør, med det makabre våbenskjold på. Han knugede det lille kort lidt mere, som skulle det gøre nogen forskel! I nogle få sekunder stirrede han ind i døren uden at gøre noget, vendte og drejede det hele i hovedet over hvorfor helvede han var kommet der! Hvorfor fanden han overhovedet var dukket op, hvad han ville have, hvad han forventede?! Det… han vidste ikke hvad det var han forventede ved sit uanmeldte besøg… måske svar?
Han rankede sig, og tog endnu en dyb indånding inden han bankede på døren.

En vind gled over forstaden idet solen lod de sidste stråler glide væk fra horisonten. Overalt åbnedes der øjne.. Øjne i samtlige farver, som man kunne forestille sig.. Alle sammen vågnede de.. tørstede de og rankede ryggen fra senge og kister. Som en flok dyr kunne de mærke indtrængen af deres midte.. Anderledes blod og hud kunne lugtes.
Som Ma’lakel havde fundet op på trappen og banket, ville de første vampyrer ses fra husene. Nogle af dem iklædt formelt, nogle knap så formelt og endda nøgne eksemplarer kiggede ud fra husenes store altaner. Alle med blikket imod palæet.. imod trappen og imod ilddæmonen. Deres stemmer hørtes som vindstrøg igennem området.. samtaler om denne. ”Démon..” Blev der hvisket. ”Démon de feu..” Hviskede en anden kommenterende. Smil ville anes og skridt ville tages ud på vejene… alle kiggende derhen og til trods for at Ma’lakel var for langt til at høre deres stemmer, blev den sagte hvisken båret af vinden.. Få vampyrer der legede med folks sind sendte disse tanker og gjorde dem klare.. ønskende at gøre individet bange og opgive flugt.
”Alimentaire..” klukkede en hvor en anden så stoppede denne. ”Non.. non, ce n'est butin de Lucifer.. Oui.. Lucifers alimantaire. » Stemmerne var hæse og tøre, som kunne deres tørst høres ud fra disse tanker. ”Le tuer..” .. Dræb ham… æd ham.. Non.. Kan du ikke dufte det? Ah, oui..
Da åbnedes porten sig endelig med en sagte knagen og tillod lejde indenfor. Der var mørkt og indtil videre var der intet levende at se. Man kunne dog ane rummet da man trådte ind i det. Det var en ganske stor forhal med en snoet marmortrappe der førte op til en platform, hvor der ligeså var en stor port, og til siderne, hvor den fulgte til næste etage, der var markeret som en svalegang i rummet. Svalegangen ville være indædt i mørke, men omridset af statuer kunne ses i et meget regelmæssigt mønster. Ved selve indgangen førte et langt mørkerødt stoftæppe op ad trappen og ved gulvet ved venstre side, ville man kunne se en enkelt klinke der udgjorde sig forskellig overfor resten af det spejlklare marmorgulv. Der var døre på begge sider af trappen og tilogmed også under den. Af møbler var der en stumtjener ved dørens højre side og imod den højre centrale dør, var der placeret et skrivebord med en højrygget stol. De to vinduer der var på begge dørens sider, var forsejlet i mørkrøde lange gardiner, der blidt foldede sig ved gulvet og holdes sammen af en æde af sølvlignende materiale. Ligeså var der mindre montrer med vaser og mindre skulpturer for oven. I vaserne var den genkendte plante placeret. Sorte roser, som igennem dagen havde smidt blade ned på det ellers rene gulv. Af statuetter kunne man kun skimte en mindre gargoyllignende tingest der sad og ’bevogtede’ den højre dør der syntes at gå ned under trappen. Døren var halvt dækket af et sort stykke silke der var hægtet fast i et af de malerier der befandt sig. Mørke malerier. Nogle fra den franske revolution og nogle freskoer der stammede langt længere tilbage. Få af dem var portrætter af ansigter som Ma’lakel ikke ville kende til og få var af menneskelignende skabninger der havde fundet kunstrerens interesse.. Hvide skønheder. En enkelt syntes at stå mere centreret end andre. En hvid kvinde med snehvidt hår og nærmest stikkende isblå øjne, samt et ganske ømt smil, hvis læber havde fanget en gylden solstråle. Solstråle? Hendes øjne virkede meget direkte af et maleri at være. Et ganske lille hjørne indeholdte en autograf der ikke var til at læse med mindre man havde set andre af dennes værker. Det havde man ikke. Den tolvte havde aldrig fundet interesse i at male og.. på en eller anden måde måtte man jo få sorg ud, til trods for manges tvivl om den fandtes. Det gjorde den heller ikke mere.

Han stod og stirrede i få sekunder ind i selve døren inden at han kunne lugte det! Udøde der rørte på sig, udøde der vågnede op. Han kunne hurtigt mærke hvordan det begyndte at krible i fingrende, af grunde han ikke helt kunne forstå, men dog, kunne han næsten hurtigere end han havde regnet med, føle hvordan han blev defensiv. Og som noget trængte igennem hans hoved, og hviskede giftige ord, små bønner om at han skulle krympe sammen i frygt, trusler og andet der sikkert ville kunne få en hvilken som helst anden dæmon til at krympe og vælge bare at skynde sig væk, knugede han også den anden hånd! Han blev stående. Så fortsat ind i den mørke mahogni dør, imens at han kunne mærke en kildrende fornemmelse i halsen idet han svagt begyndte at knurre. Blod junkierne kunne selvfølgelig ikke høre det, men det var også mest en naturlig reaktion der kom fra Ma'lakel når han var utilfreds. De ellers grønne øjne begyndte at ændre sig: farvespillet blev destruktivt og den gylden gullige farve blandede sig sammen med den grønne, imens at den sorte pupil trak sig sammen så den blev mandel formet i stedet for rund og menneskelig. Forbandede junkier! Skræmme ham væk? Aldrig i livet... aldrig nogensinde ville han fucking flygte fra noget så råddent og dødt som en vampyr! Aldrig ville han flygte fra noget som helst! Hvis de ville dræbe, kunne de prøve, han ville riste dem alle sammen til de blot var støv! Men denne tankegang var naiv, da han godt vidste at den kamp, hvis den fandt sted, ville ikke efterlade ham som sejr herre - men selv hvis det var tilfældet ville han ikke bare lade sig overmande og æde af, ikke uden kamp til sidste blod dråbe, bogstaveligt talt.
Dog blev han distraheret hurtigt, da en let knagende lyd nåede hans ører, og den store dør åbnede sig for ham. Han så på den imens den åbnede sig. Hans pupiller udvidet sig endnu engang så de blev normale, imens at det sygeligt spontane farvespil i dæmonens øjne stilnede. Han så ind, og kunne ane den store forhal. Uden at tøve trådte han indenfor!
Han tog nogle skridt frem efter han var trådt ind, og så sig omkring. Mørke, endnu engang. Der syntes heller aldrig at være andet uanset hvor helvede han ellers trådte hen! Hans kropssprog var stadig meget defensivt, og hans skuldre stadig spænde efter det svage sammenstød med de vampyrer der befandt sig udenfor, og deres ekstreme fjendtlighed. Han var endnu ikke fri for hans dyriske sind: hvis man var rolig, forblev Ma'lakel rolig, hvis man var aggressiv, blev Ma'lakel ligeså aggressiv.
I få sekunder lå de grønne øjne sig over omgivelserne, skønt han ikke så særlig meget af det på grund af mørket, dog kunne han skimte en trappe, billeder af væsener han ikke kendte, på undtagelse af et billede der var af en kvinde: usædvanlig smuk, og svagt reflekteret af .. sollys? Han kneb øjnene sammen i mistro, han havde en dårlig fornemmelse.
Langsomt vende han sig om for at se hen imod døren der så mærkværdigt havde åbnet sig af sig selv.

Der gik nogle sekunder inden døren atter lukkedes og udsynet til vampyrerne på gaden blev spærret af denne knirken igen. Rummet var atter lukket hen i mørke, men hvis Ma’lakel var omhyggelig og så på døren lige da, ville han se en bar kvindearm der holdt imod dørens flade. Lange rødmalede negle havde den og var grållig. En kildrende klukken fra en hæs kvindestemme blev fremkvalt fra det mørke der syntes at være armens krop. ”Bonnenuit tu beaux Démon de feu..” hvislede denne. Et par limegrønne øjne gav et kækt blik fra sig inden man hørte samtlige gardiner trækkes fra. Næsten på samme tid, men med et halvt sekund eller lignende mellem sig, så dette dannede en rytme, der fandt helt op på svalegangen. Natten blev lukket ind og den lette belysning fra sneen derude uddrev det værste af mørkedet. Da ville man se hendes skikkelse. Høj og slank var hun. Barmfager og kurvet og med en lang midnatsblå kjole på, hvis bærestykket var formet som to hænder der begge holdt om hendes bryst. Et snedigt smil var plantet over hendes læber imens de lynene lyse øjne var vendt imod Ma’lakel. Tænkte han sig godt om ville han nok genkende denne person. Hendes korte platinblonde hår og den selvoptagede måde, hvorpå hun bar sin krop, som var den et smykke. Først da, som gardinerne blev hevet fra, kom mænd frem ved deres sider.. Alle med et brændende rødt hår og gyldne øjne.. alle med et barnligt udtryk i ansigtet. De ville alle se direkte på Ma’lakel.. intenst og symmetrisk.
Lys tændtes. Overalt på væggene flammede en varm hvid op i ophængte kandelabre og farvede rummet yderligere.. spejlede sig i gulvet og i væsenernes hvide hud. Deres antal begyndte at forøges og der kunne tælles op til ti af disse ensformede vampyrherre der stod ved vinduerne og hvad der havde lignet statuetter på svalegangen blev ligeså belyst. Kvinder. Ti af dem ligeså og også alle sammen nærmest ens. De var alle slanke.. alt for slanke og uden former og med hver deres lange stålgrå kjole på, der ligeså gengav et let skind i lyset. Deres hår var langt og hvidt, hvor det var sat i forskellige positioner. Deres øjne dog forskellige. Den ene havde violette øjne.. en anden havde blå.. og sådan fortsatte det i ti forskellige farver. Også disse var rettet imod Ma’lakel uden at blinke og med et blik der ikke syntes at sige noget overhovedet.
En af de midterste kvinder tog et skridt fremad på svalegangen og udtalte et rytmisk: ”Un”.. Samtlige kvinder abede efter og tog et skridt fremad, som var de soldater der fulgte en enkelt. En med øjne af samme farve som kjolen. Stål og uden pupil. Traquille, som kvinden ved døren hed, tog et skridt til siden og befandt sig nu lige foran døren.. afspærrende. Mændene havde imidlertid sat blikket på hver en af de stålbeklædte kvinder. En trådte ligeså frem og udtalte et sagte: ”Deaux!” og Ligesom på svalegangen, trådte mændene frem og inden der var gået et andet sekund, befandt de sig på svalegangen, bag hver deres tynde zombielignende, dog smukke, kvinde. Kvinderne begyndte da at bevæge sig individuelt.. Nogle vendte sig imod deres partner og lagde armene om dem, kærtegnede deres halse i seduktive mønstre, hvorimod andre blot lagde armene bagud og lod dem omfavnes. Få sekunders tilsyneladende kærlig tilgang, vor de så, ganske brat, slog øjnene op og kiggede imod den fremmede dæmon igen og sagde alle i kor: ”TROIS!”
Da ville gulvet omkring Ma’lakel forandre sig, marmoren ville sprække og ud skød sorte pæle, alle rettet imod Ma’lakel indtil hver eneste flugtvinkel for ham ville være spærret af disse spyd, der meget vel ville gennembore ham hvis han forsøgte på at bevæge sig igennem dem. Et lille bur måske.. af tremmer. Et klik lød fra døren, da Traquille drejede om på en stor nøgle der sad i den inderste lås. Hun virkede alt for afslappet i denne situation. Hun genkendte vel sagtens dæmonen, men havde ingen interesse i at behandle ham pænt når hun i dette øjeblik var i spidsen.. Indtil Jean eller alfahannen besluttede sig for at dukke op. Jean kunne hun diskutere med og nogen gange vinde, men med hannen, var det noget andet. Rent bevidst slog hun hen i det sprog, som Ma’lakel kendte.
”Jamen, jamen.. Fint besøg huh?” Hvislede hun og parterede de rødmalede læber med et lidt for venligt udtryk. Kiggede man rundt på de yderligere vampyrer, ville de ikke rynke en nerve eller for den sags skyld blinke. Deres koncentration var om Ma’lakel midlertidige ’fangeskab’.

Han spærrede kort øjnene op idet døren blev lukket og skimtede de lange røde negle og den aske grå udfarve, men udover det kunne Ma'lakel ikke se hvem end det var der lukkede døren. Til trods for hans overnaturlige blod var han dog også en del menneske, og den menneske del havde frarøvet ham nattesynet. Han kunne ikke se noget i mørket, men for at gøre op for dette kunne Ma'lakel jo betvinge flammer, så den større skade lå der heller ikke idet. Han lavede en grimasse i væmmelse da denne talte det franske sprog, han forstod det ikke, og kunne i bund og grund heller ikke fordrage talen. Og netop på grund af det anderledes sprog kunne han ikke ved stemmen høre at det var en udød han havde stødt på før, der så venligt var kommet ham i møde. Han stod midlertidigt med siden imod denne ene vampyr der havde givet sig til kende, men snart skulle antallet vise sig at stige gevaldigt.
Gardinerne blev trykket fra og Ma'lakel blev hurtigt optaget af lyden der kom som en uventet torden på en klar himmel. Alle hans sanser spillede ind og han så sig omkring, da lyset fra natten lyste forhallen svagt op, og tvang noget af alt det mørke der omkransede ham væk, tog han et lille skridt bagud, som han så hvad der gemte sig bag de mange gardiner. Han udviste ikke frygt, men var meget sikkert en smule overrasket over mængden af vampyrer der trådte frem. Han betragtede dem hurtigt hvorefter hans øjne lagde sig imod den vampyr der havde lukket ham ind, og da kunne han se: de lime grønne øjne, den pulserende aura af selvtillid, for ikke at nævne det lille smørrede smil der gav Ma'lakel en umættelig lyst til at ændre hendes grimasse fra sikker og ophøjet, til flæbende og nedgjort. Men der var ikke megen tid til at tænke over hvad der kunne gøres ved den alt for sikre hun-vampyr, da Ma'lakel pludseligt også opfangede bevægelse bag ham. Han vendte sig endnu engang og så at de statuer der havde gået langs svalegangen ændrede sig til noget.. levende? En svag knurren kom endnu engang fra ham, i det han forstod hvad det var der var ved at ske: overfald? Sødt.. men ikke godt nok, han kunne sagtens tag dem! Han stirrede hen på de næsten zombie-like kvinder, og forventede at de ville hoppe på ham, men gjorde det ikke. I stedet bevægede de sig imod ham, lige så stille, imens at de mandelige vampyrer bevægede sig bag dem. Han rynkede brynende, og forstod ikke hvad helvede det var der foregik, men da sprang spyd op fra gulvet under ham, og han blev spærret inde som et dyr i et bur. Han tog hurtigt en runde om sig selv og betragtede hans lille bur, inden at den kvindelige dæmon, vis navn han aldrig havde fået, talte til ham på et sprog han forstod. Han vendte sig imod hende: overraskende rolig faktisk, imens at et lille skævt smil prydet hans ansigts træk.
... Fint besøg.. det kan du bande på!...
Han knyttede den ene hånd svagt og meget hurtigt løb en lyseblå flamme op langs hans arm, kravlede op til hans skulder og brændte ellers lystigt, så den oplyste Ma'lakels ansigt i et let blåt skær, til trods for at flammen ikke helt kunne dræbe det oprindelige hvide lys der havde oplyst forhallen i et stykke tid. Uden at sige noget, rakte Ma'lakel hånden ud imod kvinden og med kun få sekunders advarsel, blev en lyseblå flamme skudt afsted imod døren hvor kvinden stod, varm nok til at smelte de pæle der omkransede ham, samtidig med at det sikkert ville få ild i mahogni døren og smelte låsen, samt hængslerne, af! En mur af lyseblå flammer ville løbe op fra døren, til midten af hvad end der måtte være af loft og fortsætte i et minutters langt inferno, langs siderne ved døren. Hvis ikke vampyr kvinden havde nået at flytte sig, eller på anden måde holde sig sikker fra Ma'lakel's normale men dødelige flammer, ville hun sikkert ikke være mere.
Efter få minutters flamme hav, holdt Ma'lakel inde, og ventede for at se om det var lykkes at brænde blod junkien til kul!

,, Tsk.. ophøjede kælling.."

Traquilles selvtilfredse smil syntes ingen ende at have, da hun plantede sine hænder på hofterne og let lod sig ose i triumfen. Om hun havde tænkt sig at udlevere Ma’lakel som en bekendt af husets herre, var en meget meget lille variabel. Fandme nej om den højrøvede, efter hendes mening, andenrangs hersker skulle komme og forulempe ’hendes’ hus. Hun skulle akkurat til at sende ham et ophøjet kommentar, inden hendes øjne snævredes ind ved synet af flammerne der omgav dennes person. Et højt hvæs kom fra hende inden hun, mærkeligt nok, stak tænderne i sin hånd og sprang til siden, lige tids nok til at undgå hans flammer. Desværre led kjolen af det, så det lange slæb blev trådt på et par gange fra hendes plads med et flammende blik imod dæmonen. ”Filth..” hvislede hun hidsigt inden hun sprækkede såret yderligere i håndryggen med tænderne. Ud flød blodet, som var der ingen ende og ligeså hurtigt som hun fik svunget armen opad, formede blodet sig som var det gummi og dannede en tohalet pisk der svævede let om hende. En indestemt knurren kom fra hende da hun svingede den imod dæmonen af al kraft og forhåbentlig ramte få gange før en stemme fra den venstre trappegang fik vendt alle vampyrernes ansigter. En lys mandestemme råbte op på fransk.. for hurtigt til at øret ville opfange det for en der ikke talte sproget. Traquille vendte vredt blikket deropad, ærgrende over at den ’idiot’ skulle til at ødelægge hendes hævn over den alt for dyre kjole.
En mand trådte ud på trappen. Han var middelhøj og tynd med et ganske almindelige sort jakkesæt på med en hvid skjorte der skimmedes som det røde slips baggrund. Hans hud var perlehvid og hans hår var halvlangt, blond og smørret tilbage. Han havde høje kindben og en spids næse, hvor der på ryggen hvilede et brillestel i lyseblå metal, holdende på et tyndt brilleglas der omkransede et par nærmest varme azurblå øjne. Han lod først blikket glide hen over ’soldaterne’ der endnu stod i deres nærmest dansende position.. som tangodansere.. ti par. Han krummede brynene og rettede på brillerne med langefingeren. Han fortsatte ned ad trappen og stoppede op på første platform.. skævende til den brændende dør. Han rynkede på næsen og fik et opgivende udtryk.. så meget historie i én dør. Jean var ganske glad for historie og fandt kunst i palæets gamle dele. Nu brændte en af hans skatte. Han vendte et skarpt blik på Traquille, som havde ladet pisken forsvinde tilbage i sin hånd med et fnys.. kiggende hidsigt på Ma’lakel. Jean kneb øjnene sammen og lod dem glide hen over deres ’gæst’ .. Da talte han til Traquille uden at se på hende. Hun vrængede arrigt og vendte om imod den højre dør, væk fra Ma’lakel og lænede sig op ad væggen ved dens side.. atter skulende imod dæmonen. Jean bevægede sig yderligere ned ad trappen og placerede sig foran tremmerne, som sjovt nok var uskadte. Han betragtede dem lidt og nikkede imod parrene på svalegangen med en belønnende tone. Da så han på Ma’lakel. De blanke blå øjne befamlede ham, som Ahngel ville ha gjort i sin tid og ligesom Ahngels øjne, havde dennes et dragende punkt.. dog noget mere nyttige på det område. Hvis Ma’lakel ikke tog affære, brugte Jean mindst et minut på at se ham an. Da tav han. Hans øjne spærredes op og en svag rødmen sås over hans kinder og næse, som havde han kort blevet krænket på sin vis. Hans hovne, elegante og vise udseende var blevet erstattet med undring der tilsyneladende sendte blodet op i ansigtet på ham. Traquille hævede et øjenbryn med et opgivende suk og lagde armene over kors.
”Muet, Soleil.. Retiré.” mumlede jean da og rettede endnu engang på brilleglasset.. måske for at skjule sin tvivl med en aktiveret hånd. Han trådte få skridt væk fra Ma’lakel, baglæns og så han an imens omgivelserne syntes at forvandle sig. Hvor der havde været pæle blev der bar luft og det ødelagte gulv syntes at samle sig på magisk vis. Da kom der en barnlig klukken fra svalegangen. En af de rødhårede mænd grinte ondskabsfuldt med et barns ligegyldighed, inden den tog om sin partner, den gråøjede af kvinderne, som havde langt, glat hår. De andre par vendte deres farverige øjne imod den leende og begyndte at gå imod dem, hånd i hånd forsvandt de ind i det originale par indtil de alle blot var formindsket til de to. ”Chicalor, Muet! Tu est formidable!” hvinede manden muntert og holdt kærligt om hende, som ikke syntes at gøre meget eller tænke meget over det.. Det havde været en illusion.. alt sammen og ikke nok med det syntes de to personer også at ændre form.. Som en damp forsvandt voksenheden.. de markerede muskler og hvad der fik dem til at fremstå gamle.. og efterlod to børn. En teenagedreng med rødt hår og gyldne øjne på omkring de tretten og en ganske ung, snehvid, gråøjet lille skønhed, virkende distraheret og fjern. Hendes øjne så på intet og hun lod sig bære i drengens arme. Hun var omkring de seks år. Drengen sendte et spydigt smil til dæmonen og vuggede stille pigen i armene. Jean så dem stille an og så imod Ma’lakel dernæst. ”Soleil.. S’ill tu plaît.” hviskede han da med et ømt blik imod døren. Soleil, drengen, vaklede kort og formåede at holde pigen med en enkelt hånd, hvorimod den anden rettedes imod døren. Langsomt dannedes der iskrystaller fra dørens rod og lod det vokse som et lag hen over og kvæle ilden.. ganske vidst efterlade en meget sort inderside af døren. ”Aie, Monsiuer Jean!” sagde Soleil smilende og gjorde barnagtigt humør. Muet, pigen knep hænderne om drengens trøje hvorefter hun lod blikket falde på Ma’lakel. Hendes blik lå længe og hun klappede kort kæberne sammen. Soleil opfattede det og strøg hendes hår og viftede en pegefinger foran hende for at fortælle at det ikke var hendes mad.
Jean rettede på sit slips og lod blikket falde på Ma’lakel igen med et akavet og falskt smil. ”De søger Lucifer, Mon sauvage, ikke?” Sagde han da. Det røde lå stadig over hans ansigt, meget markant.

Ma'lakel så til imens at den kvindelige vampyr hurtigt fik undgået hans flamme og tog initiativ til at forsvare sig. Et kort øjeblik forbandede han hende inde i hovedet for ikke bare at stå stille og lade sig riste, som det søde lille lig hun nu engang var, men hans nysgerrighed blev atter vækket da han lagde mærke til hendes tænder der havde fundet vej til hendes håndled, og tilladt hende at bide et sår. Ma'lakel rynkede atter brynende af hende, og så til imens at hun manipulerede sit blod og formede den indtil en stærk pisk. Da slog det en lille smule klik for Ma'lakel: bur, pisk?! De så velkendte små rynker samlede sig ved øjenkrogene og bagved næseborende, imens at der endnu engang blev udløst en advarende knurren, og de grønne øjne begyndte at afspejle en svag vrede der syntes at få den før defensive aura omkring dæmonene til at ændre sig drastisk, og blive mere destruktiv end defensiv. Som kvinden gjorde klar til at slå med pisken, vende Ma'lakel sig med siden til hende, og ventede på at hun gjorde slaget: udelukkende med den intention om at gribe pisken og få kællingen til at falde på knæ foran ham. Kvinder med for meget magt skulle sættes på plads, det havde en hvis døds engel i hvert falde bevist for ham igen og igen. Men lige så slaget kom, og Ma'lakel var parat til at tage fat i dne lod en lys mande stemme fra trappen. Ma'lakel så op og helt automatisk som havde han en slags refleks knap, bøjede han sig en smule bagover så pisken ikke fik ramt ham, men blot et lille stykke af hans jakke, der som resultat blev flænset. Men alt taget i betragtning med hvor hullet og flænset læder jakken alligevel var, gjorde det ikke rigtig nogen forskel!
Ma'lakel knep øjnene sammen i det en herre trådte frem, iført simpelt sort jakkesæt, en hvid skjorte og et rødt slips der stod ud fra hans ellers sort hvide væsen. Blond hår, og så bar denne til og med briller. Ma'lakel rejste et øjenbryn: af en eller anden grund kom det bag på ham at vampyrer gik med briller - eller at de kunne få med det. Han fulgte nysgerrigt denne nye vampyr med et blik der let kunne sammenlignes med et barns åbenlyse behov for at røre, smage, ødelægge, og ja, bare udforske noget nyt!
Han så blikket der blev sendt til den af hunkøn, og så triumferende også på hende, da denne opløste sin pisk til blod endnu engang og lod den forsvinde. Barnligt kunne man kalde det, men der var ikke nogen tvivl om at Ma'lakel og denne hun vampyr ikke ville komme godt ud af det, under Ma'lakel ophold. Kvinder skulle holdes nede. Hans øjne lagde sig endnu engang på denne herre, der syntes at holde mere magt end kvinden, og efter en lille dialog som Ma'lakel ikke forstod, gik kvinden da også væk og lod hannen komme til. Ma'lakel vendte sig med fronten imod den blonde vampyr, med et blik der bar samme mistro til denne som til kvinden der havde trukket sig over i hjørnet. Inde fra de uskadte tremmer skulede han ned på den pænt beklædte herre, som en majestætisk løve ville se på en af tilskuerne i zoologisk have. Ma'lakel lod ikke til at blive tydeligt overrasket over at hans bur ikke havde bristet, han var trods alt i blandt vampyrer, og i forvejen kendte han lidt til dem, så materialet disse tremmer var lavet af kunne sikket sagtens være af en stærkere støbning eller på anden måde, overleve den lille flamme Ma'lakel havde skudt efter hun vampyren. Han lod den blonde vampyr stirre, og stirrede lige så igen, indtil at han-vampyren pludselig lod en let rødmen pryde dennes udseende. Ma'lakel lavede en irriteret grimasse: han vidste godt hvor tiltrækkende han var, igen grund til dette tidspilde! Dog kunne han genkende den måde han blev set han på, første gang han havde mødt blikket var dog ikke af denne vampyr, men en med rød glødende øjne, og sort silke hår. Han lukkede øjnene kort, og lagde armene over kors imens han efterhånden synes at han havde leget freak show nok for i dag.
Dog måtte han endnu engang lade sig overraske da pælene meget hurtigt forsvandt efter han dæmonen havde sagt noget, og en barnlig latter kunne høres ovre fra en af de ulækre dingester og dennes partner. Ma'lakel så over imod latteren, og prøvede så vidt muligt at holde et passivt udtryk, da alle disse vampyr herre og kvinder, der før havde danset rundt med hinanden blev trukket ind i to enkelte, der også ændrede form derefter. Han rynkede på næsen da han så den oprindelige form: børn?! Nu kunne det da ikke blive mere forvreget! Men hvad værre var, at disse to møg unger havde lavet en illusion som Ma'lakel ikke havde kunnet se igennem. Han rynkede irriteret med brynende imens han tænkte på hvor meget han hellere ville være hjemme, i hans Abbadon, med hans imps, og kvinder, og bare glemme alt om den her fandens følelses trip! Han så dernæst imod døren efter at han vampyren endnu havde sagt noget, og overværede hans smukke ild blive brutalt kvalt af is. Endnu en grund til ikke at være her, de havde en is betvinger. Men han lod sig ikke afskrække, og så endnu væk fra den og hen på de to små, hvor pigen greb fat om drengens trøje og tilsyneladende hentydet til et spørgsmål vedrøvende om Ma'lakel var mad eller ej. Endnu engang snerrede Ma'lakel irriteret for sig selv: forbandede blodsugere. Hans øjne lagde sig endnu på vampyren foran ham, og så meget intenst på denne, idet han regnede med at der måtte ske noget nyt nu hvor han ikke længere skulle lege eksotisk morgenmad.
Han så hurtigt igennem det falske smil, men valgte at ignorer det kort efter, for at svare på spørgsmålet:
,, Korrekt..", svarede han meget kort.
Lucifer.. navnet syntes næsten nostalgisk for ham. Som om at han efter et års separation havde glemt af de rød glødende øjne, den hvide hud, og de sorte tråde faktisk havde et navn.

Jean rettede atter på brillen og gned i samme bevægelse næseryggen mellem to fingre for at fjerne den endnu tilstedeværende rødmen. Han så til siden, tydeligvis pinligt berørt af en sort. Guderne vide hvorfor. Han rømmede sig kort og gjorde halsen klar fra et lag ikke-eksisterende blokade og så atter på Ma’lakel imens han smilte med munden og ej øjnene, der stadig var brændende af en udefinerbar følelse. En hårdkogt blanding af nervøsitet, underdanighed og et simpelt forsøg på at holde sig selv så professionel som muligt. ”Eh.. D’accord.” Mumlede han da Ma’lakel bekræftede hans mistanke. Han søgte ned i sin lomme på højre side og fiskede et lille forgyldt lommeur op. Han lod det hvile i håndfladen imens han betragtede viserne der langsom bevægede sig hen over glasset. Uret var gammeldags og noget mere avanceret end menneskernes, dog virkede det til at gå ud på nogenlunde det samme, som menneskernes. Viserne var gotiske aftegnet og selve symbolerne, som de gled over, var skrevet i romertal. 4 af dem, hvor de manglende tal var erstattet af små gyldne prikker. Jean betragtede det roligt og knappede endnu låget i, stak det i lommen og nikkede imod dæmonen. ”Følg med mig.” sagde han så og vendte dæmonen ryggen og bevægede sig op ad trappen igen, forventende at Ma’lakel fulgte med. Han ville se sig tilbage engang da han nåede første platform og stod foran den store trædør, som tydeligvis førte længere ind på palæet. Han vendte til venstre side og fortsatte op ad marmortrappen, der tonefyldt klappede hans sko. Muet og Soleil kiggede til. Traquille havde for længst forladt rummet med en høj klappen fra en af de venstre døre. Opmærksomhedssøgende var hun dog. Endnu en klikken kom fra Muets kæbe og Soleil vendte automatisk ryggen og gik imod den højre trappe. Muet kiggede efter over Soleils skulder og lod de tomme grå øjne lægges på Ma’lakel en sidste gang. En sagte nynnen kunne høres fra hende. Den var melankolsk og langsom, som havde hun besvær med at få tonerne presset frem fra struben. Soleil sendte hende et skarpt blik og forsvandt bag døren på den højre afsats.
Som Ma’lakel fulgte med, ville han blive ført op i en opgang, prydet med røde og grå paneler der udgjorde væggenes mønstre. Igen kunne man skimte torne og dystre planter i det blodige skær og alt i alt var det ganske smukt i en makaber tone. Gangen var kort og ganske veloplyst af de ophængte kandelabrere. De blev ført ind til endnu en niche, som var rundformet. Jean vendte sig om og så imod Ma’lakel igen, hvis han altså havde fulgt med hele vejen. En bittersød duft af roserne ville igen fylde rummet, men ingen var at se. Rummet var forholdsvist tomt og den eneste form for udsmykning var de mange malerier der prydede væggene. Ingen vinduer var der heller.
”Jeg har ikke autoritet til at fortsætte længere ind i hans private rum.” sagde han så. Et mistroisk genskind gled ind over brilleglassene da han sænkede blikket tænkende over Ma’lakel. ”Jeg håber for dig selv at DU har autoritet til det. Mon sauvage er ikke kendt som en ’morgenperson’.” Et let smil kom fra ham. Han overdrev vel en smule med vilje. Efter hvad han havde ’erfaret’ så virkede denne tæt på Lucifer af den ene eller den anden sort. Hans ansigt blev da kløjs igen da han fangede alvoren.. og sandheden. Han pegede da ned ad en af de højre sidegange og så på dæmonen. ”For enden er der en trappeafsats. 5 sal skal du op på og om den venstre gang. For enden af gangen er hans gemak.” Han tog endnu engang lommeuret op ad lommen og betragtede det nøje. ”Om et kvarter eller lignende kan du gå ind i værelset. Jeg anbefaler ikke at træde ind inden han er vågen.” Jean drejede om og forsvandt den vej af, hvor de var kommet. ”Et kvarter” Gentog han højt inden hans væsen syntes at ha bevæget sig nedenunder igen.
Fulgte Ma’lakel vampyrens henvisninger, ville han finde gangene identiske og prydede med kun malerier, få buster og en enkelt sofaregion i ny og næ. Palæets indhold lå vel i værelserne omkring. Nogle af dem var sikret med en mærkeligt udseende lås vær, skabt af metaller der ikke lige kunne defineres for kenderen. Trappen ville være af mørkt træ og dette mønster ville være ens til at man kom til femte sal. Gangene var betydeligt bredere på den etage og der var endda nattelys fra ganske få vinduer, hvor de lange gardiner ikke var trukket for. Der havde vel været aktivitet deroppe siden dagen slap op, eller også havde Lucifer intet imod at der kom sollys ind i palæet.. til trods for at det kunne betyde at denne ville få problemer, hvis han besluttede sig for, mod alle odds, at bevæge sig ud på gangen i dagstimerne. Morgenperson.. det var han så afgjort ikke. For enden ville der være en dør, der ligesom de andre, der var mere centrale, var af håndskåret mahogni. Bag den ville Lucifers gemak være. Om Ma’lakel tog Jeans anvisning og ventede udenfor døren, eller trængte ind, var Ma’lakels eget valg.

Ma'lakel stod stadig med armene over kors med en lettere... nervøs mine. Det var ikke så tit han kom ud for dette, at være et sted hvor at han faktisk følte sig i så stor en kontrast at det ligefrem gik ham på. De grønne ulve øjne lå afventende på han-vampyren endnu, imens at denne mumlede noget på fransk. Han havde lyst til at vappe den udøde en på hovedet, ikke fordi at denne havde været provokerende eller på anden måde uhøflig, tvært imod var denne vampyr den eneste af de fire der var i rummet omkring ham, der ikke gjorde sig yderligere bemærket med fjendtlige intuitioner, så fik bare den lille ting at han ikke fattede hvad den udøde sagde ham til at fuldes med et inferno af irritation som han skulle koncentrer sig en smule for ikke at slippe løs. Det blev dog kun til en let snerren og en lille smule rynken med brynede, imens han så til siden og ventede på at der skete noget, hvilket der også gjorde blot få sekunder efter at han-vampyren havde betragtet sit antikke lommeur. Ma'lakels øjne faldt ned på det, og straks kom der en skade-effekt da han så guld urets fine ydre, han nåede dog ikke at studere det yderligere før det forsvandt fra hans blik, og han-vampyren bad ham følge med. De grønne øjne kørte op for at møde vampyr herrens, udtryksløst, dog med meget mere personlighed bag dem end han-vampyrens egne. Uden et ord gik Ma'lakel uforstyrret med, fulgte kort hun-vampyren med øjnene da hun forsvandt med lyden af en dør der smækkede i. Et lille diskret smil kom frem inden Ma'lakel igen vendte sin opmærksomhed på vampyren der førte vejen. Dog som de gik op af trappen så han ned på børnene der også var på vej til at forsvinde. han klemte kort øjnene lidt sammen da han fik øje på pigen der så på ham. En lettere banrlig reaktion kom deraf, og Ma'lakel rakte en finger op til øjet, satte den på den nedre del af øjets kant og trak ned s man kunne se det røde væv inde bag det nederste øjenlåg, samtidig stak han tungen ud, og lavede en provokerende grimasse til hende.
Da børnene allerede var forsvundet, fulgte Ma'lakel blot passivt med, og så sig interesseret omkring, som var han på rundtur i et museum: det kunne det vil også meget vel være, alting var jo næsten fra dengang Ma'lakel var noget så simpelt som en lejemorder, minderne fik ham til at smile. Tidspunkter faldt han bagud, fordi han blev stoppet af et eller andet der havde fanget hans opmærksomhed, om det var et billede eller en byste, spillede inden rolle. Men som tiden gik, fulgte han dog med han-vampyren helevejen: tavs som var en udød selv.
Da de stoppede var han tæt på at dumpe ind i han-vampyren, men gjorde det heldigvis ikke. Han rynkede endnu engang brynende ved dennes talestrøm, og så hurtigt i den retning som vampyren pegede hen imod, imens at denne forklarede vejen. Inde i hans hoved begyndte selve informationen at blande sig sammen: han havde aldrig været god til at blive navigeret nogen steder hen. Tiden var dog let at huske, et kvarter? Hvad han erindrede var Lucifer ikke så forfærdelig om 'morgenen', men han kunne vel heller ikke snakke for højt da det ikke var ham der havde vågnet først op, den morgen.
Han spejdede i nogle få sekunder efter vampyren da denne gik: Mærkværdige skabning... pænt ur dog..
Derefter vendte han sig imod den vej han skulle følge for at møde Lucifer. Han gik uforstyrret op af trapperne, og igennem gangende, skønt han af og til stoppede op fordi han blev distraheret. Som et nysgerrigt barn der var blevet sluppet løs i tivoli, og hvileløst vandrede rundt i håb om at ende ved sine forældre i sidste ende. Men han nåede til den endelige gang, og gik ned af den imens at ting begyndte at presse sig på inde i hans hoved, endnu engang alle disse spørgsmål, om hvorfor han befandt sig der, og hvad hans egentlige mål med at være der var. Det normalt stille stående hjerte begyndte så småt at banke lidt hurtigere dets tættere han kom på døren. Lucifers ansigt, det stod stadig klart i hans hukommelse, men alligevel følte han at der manglede mange vigtige detaljer. Han nåede endelig døren, og stirrede lidt på den, som ville den i sidste ende give ham svaret. Vent et kvarter, havde han-vampyren sagt. Ma'lakel overvejede det kort.
... Baah.. screw it!..
Han åbnede døren og gik ind!

Det første Ma’lakel ville kunne se når han trådte ind i det store soveværelse, var dobbeltsengen, som stod med ryggen op af den fjerneste højre væg. Den, ligeså, var håndskåret i mørkt træ og med snoede pæle der udgjorde en ’himmel’ af gammel fransk stil. Et rødt satingardin udgjorde nedfaldet derfra og sengen var redt med gyldentrådet bomuld i et tæppebillede der lignede noget eksotisk, dog ikke til at placere. Den var tom, og virkede ikke til at ha været i brug denne dag. Vinduet var ved sengens side, på den bagerste væg overfor døren. Gardinerne var trækket til for en dør der førte ud til balkonen. Ved sengens højre side var en dør der ville, hvis Ma’lakel besluttede sig for at se sig omkring, være et meget rummeligt badeværelse i hvide lakerede kalksten. Centreret et firkantet bad. To gange to meter omtrent og med mindre sokler der opholdte mindre montrer til hvad pokker man kunne finde på at placere. I det bagerste hjørne var en samling spejle ved en vask der syntes at være udvokset af selve væggen.. lavet af blankt messing og med en kant af de samme lyse stensort. Uberørt syntes det.. Ikke meget liv udover det åbne vindue, der lod en kølig brise glide igennem og flå en smule i gardinet.
Der ville være en lettere tung luft af et døgns mangel på udluftning i soveværelset og der ville ligeså hænge en let essens af de sorte roser, som meget nok var til stede i dette. Et skrivebord i midten af værelset havde en lille og uden tvivl håndplukket buket i et højt champagneglas. Bladene halvt faldet af og lå omkring en dynge overskrevne papirer, der ikke virkede i lutter orden. På gulvet havde de ligeså fundet vej til. På skrivebordet ville der ligeså være et brændende stearinlys og små halvbrændte papirstykker, samt aske af noget der engang havde været hår. Der engang havde været kedsomhed eller tidsudtrækning. En stol med høj ryg vendte væk fra et meget stort, centreret cresented måne-formet vindue, ligeså slået fra af gardiner. Kuglepenne lå ligeså på skrivebordet af cedertræ og i skufferne ville man ligeså finde dokumenter i det franske sprog. Lige ved siden af indgangen var der en slukket kamin og en antik samling møbler. Et lavt, mørkt bord med glaskant og to bordeauxrøde sofaer i samme stil som det yderligere møblement fra renæssancen. En høj kandelabre stod i hjørnet og sendte gyldne omrids på skyggerne op ad de røde vægge, ligeså prydet med malerier og få steder opslag der var blevet sat dovent op med nåle. Noter lignede det.. statistikker og kort endda, dog ikke til at forstå for den uden det franske sprog. I det bagerste venstre hjørne var et højt møbel. En kommode og ved siden af endnu et møblement med en enkelt lænestol og en lang divan, søgende væk fra det lys der måtte være i værelset, som var det blevet skubbet derhen af netop dette formål. Dér ville hans skikkelse befinde sig.. lettere skjult og nok ikke det første man ville få øje på. Ingen overraskelse dog.. Han bevægede sig ikke. Når Ahngel sov tungt, sov han som regel som en død.
Han lå på ryggen med ansigtet oppe imod loftet, løftet let af divanens svajende ryg. Hans lange ben havde placeret sig asymmetrisk, hvor det ene ganske elegant lå ned ad divanens fodende og det andet var placeret ud imod værelset, solidt imod gulvet. Han var iført et par almindeligt udseende bukser i sort groft stof, bare fødder og havde en mørkeblå skjorte på, der havde, på grund af hans stilling, smyget sig let op over ham, rynket sig og vist den nederste del af hans slanke mave.. kørende imod divanens stof, som hans lange hår ligeså gjorde, som havde han startet i en siddende position og dernæst gledet ned og ligge. Den venstre hånd, som pegede imod væggen, var bøjet over ham og håndleddet hvilede imod hans pande, dækkende det ene øje og lod sig let korrupteres af det sorte hår. Den anden arm var, ligesom benet, sluppet over divanens kant og pegede imod gulvet, hvor endnu en samling papirer kunne se. Han var vel faldet i søvn i arbejderstilling. Pennen lidt derfra tydede på det. Som han lå der virkede han ganske uskadelig og nærmest som et lyst væsen, da hans monstrøse træk var lullet i søvn bag lukkede øjenlågs sorte vipper, det matfarvede læber og hans fredfyldte udtryk, der ikke syntes at tyde på at have nogens blod på samvittigheden. Kendte man ham ikke, ville man nok ikke ty til ordet: ’vampyr’ med det samme, men måske svinge lidt i hvorvidt dette væsen egentlig var i stand til at udføre en ond gerning. Skindet bedragede og gud hvor var det dog et trick at kunne. Det sovende, nærmest selv-lullende ansigt, som vampyrerne formåede at skabe, var vel også noget af det der havde fået eventuelle fjender i at svigte og ikke nænne lade deres kister stå imod sollys.
Han ænsede end ikke Ma’lakel.. som sagt, ville der gå noget tid før han begav sig op i remsøvnen, for dernæst at vågne op til natten. Han lignede sig selv.. uberørt af det år der var gået.. eller det vil sige.. næsten. Trods hans stadig unge, stadig fysisk smukke ydre var intakt, var der præg af manglende komfort. Hans år havde ikke just været for at holde sabbat. Et ganske mat mørke havde lagt sig om den tynde hud ved hans øjne. En lille aftegning af et ar ville kunne syne over det, ganske nostalgisk og de andre ar ville ligeså være mere eller mindre opsigtsvækkende. Hans fingerspidser var mørke og slidte og hans lange hår syntes at have mistet sin regelmæssige længde.. dog var det hans egen kedsomheds skyld. Resterne af de lange totter ville ses som aske på skrivebordet. Det ville gro ud igen på få timer og han ville atter glide tilbage til et væsen der nok aldrig ville kunne forandre sig. Mange så det vel som den kønneste ønskedrøm, men for pokker hvor blev det dog kedeligt i længden… men så igen.. det blev alt nok når det kom til stykket.

Ma'lakel lukkede døren bag sig med et forsigtigt lille 'klir', og så da rundt i soveværelset. Det første hans øjne lagde sig på var den store seng, der trods ingen lå der fangede halv-dæmonens opmærksomhed ganske hurtigt. Det var længe siden han havde set sådan en seng, noget der ikke var moderne, og stilrent, men i stedet.. smukt. Bare direkte smukt! Selvom Ma'lakel aldrig ville betegne det sådan med ord, fandt han det betagende da det efterhånden var lang tid siden han havde oplevet den slags møbel. Han følte sig næsten 'ung' igen, som var han tilbage i paris sammen med Aquires. Men sengens skønhed holdt dog ikke på halv-dæmonens interesse alt for længe, og de vandrede videre langs de rød malede vægge, over de flotte satin gardiner og videre hen på et kontor bord som Ma'lakel gik hen imod, dog stille uden at det gav mere støj end den svage raslen fra hans patroner der lå i lommerne som altid. Han stoppede ved det og så ned på det med et interesseret blik, lod sine øjne glide over de mange ord, men rynkede irriteret med brynende da det gik op for ham at han ikke forstod det, som havde papiret fornærmet ham. Derefter så han over på den sært udseende lysestage, studerede den med et intenst blik hvorefter en lille trækning ved venstre mundvige fik afsløret en lille antydning af et smil. Han kørte et par fingre igennem ilden, bare for at gøre det, som hilste han på den uden egentlig at sige noget. Derefter så han frem for sig, og videre rundt, indtil at han fik øje på divaen og den hvide skikkelse der lå på den. Dog kunne han blot skimte det i starten, men som han bevægede sig tættere på faldt hans øjne ned på det væsen der i de sidste fireogtyve timer havde kørt rundt i hans hoved non-stop, frarøvet en nats søvn og ellers pint ham med en dags rejse til Frankrig, og derefter en sørøver jagt der nær var endt galt! Først lod hans blik sig ikke spejle af hvad der gik igennem hans hoved: ligeså hårdt og uinteresseret et blik blev den sovende skønhed givet, som han ville have skænket et hvert andet individ. Men efter få sekunders stirren blev ansigts udtrykket mindre og mindre hårdt, alt efter hvor meget af denne han studerede med øjnene: den hvide og sikkert stadigt kolde ud så ud til at være som han altid havde husket den, og dog under øjnene opfangede han den lette mørke nuance der indikerede at Lucifer nok ikke havde brugt tiden på at slappe af. Han skævede kort til den manglende hår længte, og vende derefter hovedet for at se over på skrive bordet, og ligge sit blik på den grå aske som han før ikke havde givet megen tanke. Hans blik faldt på Lucifer igen, låste sig på dennes ansigt imens at han gik omkring divaen så han stod foran den i stedet for bagved. Der kom et meget svagt: heh -fra ham, hvorefter han endnu engang gav et næsten sørgmodigt smil fra sig, hvorefter han bøjede sig svagt og lod to fingre meget let glide ned over vampyrens ene kindben, tæt på der hvor man kunne se antydelsen af et ar. Hans fingre varme som altid, og en meget tynd damp sky blev dannet i det hans fingre rørte ved vampyrens kind. Han var næsten nede på normal temperatur igen, men der ville gå nogle få minutter til, inden at han ikke længere var abnormalt varm. De grønne øjne lyste svagt imens at han så ned på den sovende Lucifer, den sovende Ahngel, og undrede sig et øjeblik over den svage stikken i brystet der tvang sig vej imellem alskens barrierer og skjolde. Havde han virkelig savnet dette væsen så meget?
Han besluttede sig for ikke at vække Lucifer, så med mindre denne vågnede af at blive rørt ved eller lign. lod han blikket glide væk endnu engang og gik imod døren ved siden af sengen for at udforske badeværelset: gjorde store øjne af badekaret, der efter hans egen mening var en sø i sig selv. Rodet rundt der ude som et lille barn der lege skattejagt, også selvom han ikke ledte efter noget specielt.

Der blev ingen radikal opvågning fra Ma’lakels berøring. Faktisk reagerede Ahngel nærmest ikke før få sekunder derefter, hvor han lagde ansigtet en smule til siden, lod øjenlågene sitre kort og lukkede kæberne blidt sammen, som en refleks i søvn.. Rettende på sig selv. En meget kort antydelse af et suk fra struben ville nok også kunne høres, men udover det.. intet radikalt. Ma’lakel ville bevæge sig ud på badeværelset og først der syntes berøringen at glide igennem huden og ned til nerverne, som samlede sig i en mild stikkende form, som når man blidt laver en fold i et hvidt lagen. Det satte støj i gang og langsomt blev det tomme mørke revet fra hinanden af et mærkeligt ubehag ved at få virkeligheden slikket i nakken. Som kløer flængedes mørket og Ahngels øjne åbnedes til mødet med sit loft.. endnu ikke klartstående på grund af den halvsovende sindstilstand. Hånden gled ned fra panden og hvilede dovent over divanens kant, som den anden gjorde. Han stirrede op i loftet imens hans øjne gradvist blev rødere og mere klare. Da rettede han sig op og de lange sorte hårtråde gjorde sig fri af divanens stof. Han så ud i rummet.. tomt i en tid og lod sig vågne halvt inden han bevægede den højre hånd om sit mellemgulv og rettede på skjorten, der havde vulket sig om hans liv. Da syntes hans langsomme bevægelse at fryse fuldkommen. De røde øjne snævrede sig ind idet han først nu lagde mærke i den anderledes følelse over hans kindben, samt den lugt der havde fulgt Ma’lakel. Frisk luft.. udefra.. sneen, samt noget andet.. dæmon. Ahngel kneb øjnene sammen. Man skulle tro at hans dømmekraft overfor Ma’lakels genkendelige krydrede duft var på toppen, men nej. Rummet osede af rosernes praj netop for at dulme hans sanser. En ting kunne han dog tolke. Dæmon. Indtrængen.. Udefra. Et mørke lagdes over Ahngels ansigt inden han lydløst rejste sig, jog et blik til kandelabraen i et øjeblik, som undrede han sig.. Dernæst til sengen og videre imod hvor rækken af små lyde kom fra.. badeværelset. Ahngels strube indsnævredes sig instinktivt imens han på bare fødder bevægede sig imod sengen, elegant undvigende de mange papirers skramlen, som en kat undgik vandpytter. Indtrængen så tidligt på aftenen? Havde Jean ikke sagt at vagtsystemet var idiotsikkert? Måske var det ikke nogen at undervurdere alligevel?
De røde øjne dansede hen over sengetæppet, hvor han rakte hånden ud imod, bevægende fingrende strakt i bølgende bevægelser. Noget syntes at danne sig under tæppet. Lang som en slange og ligeså fleksibel, smøg denne sig igennem klædet og dukkede op under kanten. Det var ingen slange.. Det var intet af organisk. Ahngel var vel bare ikke den type der hængte sine våben på væggene? Den lange kæde af dødblodsmetallet snoede sig da om den udstrakte hånd og hægtede sig til ham, som et kærligt kæledyr. Den store modbydelige pæl for enden var det sidste der dukkede op udefra sengens kant. Ahngel tog et favntag om et kædestykke og lod den derefter hænge frit, som alt den døde energi gled tilbage i de mange lag blod den var smedet i. Han vurderede dens vægt ved at lade den svinge roligt, som et pendul gennem luften inden han lod den hænge stille og fortsatte imod døren. 1… 2… 3.. lange skridt før han kom til døren, som forhåbentligt stadig var åben. Var den ikke, skubbede han let til døren med sin frie hånd i et tempo, som for alt i verden ville lade den undgå at knirke. Han ville skubbe den så langt op som muligt og selv undgå at stå i døren. Han ville stå lige ved siden af, som tog han et enkelt skridt mere, ville han vise sig selv for badeværelsets tilskuer. Da ville han læne sig op ad væggen, stadig skjult og stille hviske:
”Êtes-vous un crétin?” .. Hans frie hånd strygende dørkarmen og et iltert udtryk gled over hans ansigt. Pokkers til ’morgener’. ” Pensez-vous que se déplacer ici serait si facile, démon? » Fortsatte han.. Troende at denne talte hans sprog. ”Me.. Bienvenue à le Point Du Lac.” afsluttede han hvislende inden han, med ganske stor fart, trådte det svingende skridt og dukkede op på anden side af væggen, ved siden af døren inde i badeværelset. Ligeså hurtigt som han var dukket op, ville hans hånd slå tilbage, hente kraft i slaget, og skyde den frem imod den ’fremmede’, hvor pælen ville følge i høj hast. Den ville ikke komme langt imod Ma’lakel dog, for inden der var gået et millisekund, trak Ahngel atter kæden stramt tilbage, så den gav et brag imod døren ved hans side og slå et hængsel af. Da ville kæden miste grebet om sin herre og falde til jorden i takt med at Ahngels fingerspidser blev slappe. En stirren. Duften virkede pludselig så velkendt og ligeså gjorde skikkelsen i badeværelset. De røde øjne var vidt opspærrede og de før arrige tynde pupiller, var nu blot små stikkende prikker imod den glødende farve. Ligeså havde munden ladet sig give af ren afmagt og lade den forreste del af hans tænder til syne i et meget lille format. Farten havde sænket sig over ham og en sort tot hår gled ned over ansigtet på ham, langt som det var. Hvad der før havde virket så ufattelig fjendtligt og iltert, stod nu, nærmest mundlam og stirrede på ilddæmonen der havde smidt masken som ’indtrænger’.. Den sagte prikken på hans kind virkede pludselig noget mere markant ide han underbevidst indså at denne havde bevæget sig rundt i værelset.. rørt ham. Det var dog lige meget nu. Lige nu.. var det svært nok at acceptere at han stod der, foran ham… Taget på sengen fik pludselig en ny betydning og var ikke længere blot noget mennesker sagde i deres latterlige komediestykker. Den lette prikken dannedes i hans fingerspidser, men hans hjerte syntes at sænkes i takt, trods han ikke følte sig det mindste rolig. Undtagelsestilstand måske? Da klemte Ahngel øjnene let sammen, lagde hovedet en ganske lille smule på skrå og lod sine led ’smelte’ og give ham en mere naturlig holdning. Hans vantro øjne kunne dog ikke tages fejl af.
”Ma’lakel..” sagde han så, mest til sig selv, men i det sprogs dialekt, som Ma’lakel forstod og ikke fyldt med nasaler og rungende klange. Rent sagt, som var det få dage siden han sidst talte det sprog.

Fingrede snoede sig ind bag ved et håndklæde, imens at et par grønne øjne tittede frem. Øjnene, vis farve selvfølgelig var en næsten mat gylden grøn, så skuffet imellem de to håndklæder, som havde de håbet at finde et eller andet interessant men uden held. Disse øjnes ejermand gik videre ned til det næste, og samme mønster gentog sig, imens at det forsatte sådan indtil at der ikke var flere håndklæder at rode igennem. Han gav et let fnys fra sig i skuffelse over at der ikke lå noget interessant, noget der kunne sige: sådan her er der i vampyrers badeværelser! Han regnede vel sagtens med at vampyrer havde badeværelser der ikke lignede normale individers. Men efter at have rodet ting igennem måtte han indrømme overfor sig selv og skuffe hele dæmon rasen, og dens evige undren omkring vampyrerne, med at disse altså ikke havde skarpe pæle, baby hud, eller mennesketænder imellem deres håndklæder eller badeværelses genstande, alligevel. En svag klukken kom fra ham: det havde ellers været en sjov aften omkring tøndebordet alligevel. Han lukkede skabslågen i endnu engang, og skulle til at rejse sig da han pludseligt opfangede noget: død, og det meget tæt på! De sorte pupiller klemte sig atter sammen til en let mandel formet oval, og ikke længe efter nåede en stemme også hans øre, dog på et sprog han ikke forstod, men selvom tungen rullede utydelige ord kunne han stadig genkende den: Ahngel?! Han skulle akkurat til at vende ansigtet imod døren, da selv samme sort hårede skønhed der havde hvilet så forsvarsløst inde i soveværelset, stod i døren og en velkendt kæde blev slynget af sted imod Ma'lakel, der i overraskelse røg bagover, da han havde siddet på hug ved skabslågen. Han vaklede lettere elefant hen imod badekarets kant og faldt ned på bagdelen for derefter at blive tvunget yderligere bagover af den nådesløse tynde kraften og banke hovedet ned imod kanten! Der lød et 'klonk' på samme tid med at kæden ikke nåede ham, men i stedet blev smadret imod døren. Halv-dæmon satte sig op og tog en hånd til baghovedet der havde fået et slag, imens at han klemte øjnene sammen og spændte i hænderne for at håndtere det pludselige jag af smerte der fløj igennem hans krop. Små sammenbidte æder, og forbandelser der dog ikke omhandlede vampyr herren, men badekaret og dens abnormale størrelse, kunne svagt høres imens at han trak hånden til sig igen for at se om der var blod: heldigvis var der ikke noget. Men halv-dæmonen skulle stadig koncentrer sig for ikke at lade sine flammer få liv, og lade noget i badeværelset gå op i røg. Hans opmærksomhed på hans egen smerte blev dog brat afbrudt da han hørte en velkendt stemme sige hans navn. De mandel formede pupiller udvidet sig til deres normale menneske form, imens at Ma'lakel ubevidst holdt vejret i nogle få sekunder. Lige så langsomt lod han blikket vende imod Lucifer der stod i døren og betragtede ham som var Ma'lakel ikke virkelig, og blot et opspind af dennes egen fantasi, måske ønsketænkning? De grønne øjne hvilede ind i de glødende røde, og der gik et ufrivilligt sug igennem halv-dæmonens mave, da han faktisk så ind i det flamme hav der førhen kun var kommet til ham i drømme, eller i bedste fald hvis han lukkede øjnene og koncentrerede sig. Også han var mundlam i en tid. Ma'lakel satte håndfladen imod gulvets overflade for at skubbe sig selv op igen, uden at miste øjenkontakten ed vampyr herren. De grønne øjne så på Lucifer... som om at det ikke blot var et år siden de sidst havde stået overfor hinanden, men flere. Efter få sekunder uden at Ma'lakel havde mundvand nok til at udtale ord kom der endelig et svar, talt på samme sprog, og med den samme mørke stemme som Ma'lakel altid havde besiddet:
,, Godt gættet..?", sagde han, og der kom automatisk et af de velkendte Ma'lakel smil frem på de smalle lysebrune læber, efterfulgt af det forførende drengede glimt i de grøn-gullige øjne.
Han slog let ud med armene, ikke ment som i: kom hen og kram mig! - men mere en 'tadaa'-intention, hvorefter han med sarkasme i stemmen sagde:
,, Surprise?!".

Spørgsmålene var mange og de hobede sig op og dannede en blokade i Ahngels hoved, der for an gangs skyld var fuldkommen fri for tanker der omhandlede andet end individet der havde brast ned og slået sig på badekarets kant. En kort summen af skyld over at denne havde slået sig, trængte på, men Ahngel stod endnu standhaftig og skød tanken væk. Ved Første med ham i over et år, han så ham.. hørte ham og i det hele taget bare havde kontakt med ham, nægtede han at være ynkelig og undskyldende, som var det han selv der var trængt ind i Ma’lakels gemak. Dagene uden blod og trang til drab havde efterhånden været ganske mangfoldige imens man gennemgik de sidste dele af oprydningen fra Zanes lille march igennem Paris for den lange tid siden. En kølig lettelse skød det korte ubehag væk da Ma’lakels selv formåede at se sig uskadt. Ahngel knyttede hånden over den patetiske medynk han opstillede og var nu ganske klar over at han nok burde være bedre imod sig selv for at undgå de forbandede følelsesudbrud, som kun kunne overgås af en humørsvingende teenager. Ma’lakel kom på benene og rettede armene ud med et velkendt smil. Overrasket?! Det var ikke ordet! Ahngel tog sig kort til panden og smøg to fingre over næseryggen, som havde han migræne og ikke bare udmattethed at kløjes i. Hans øjne var dog stadig fastlåst på Ma’lakel og den lille trance slippede først op få sekunder efter han havde talt til ham. Ordene der virkede så bekendt i klangen og det flabede smil ligeså. Ahngel havde lyst til at gengælde smilet, men gjorde det ikke brat. Han nikkede da og lænede sig en ganske smule imod dørkarmen. Han fjernede atter hånden fra ansigtet og lod sin stirren dø hen til en mildere form for observation. Han forblev stille og skænkede da Ma’lakel et nik med sammenbidte kæber. Det føltes som om en klump havde samlet sig i hans hals og nægtede at give slip på kæberne, der pressedes imod hinanden. Ahngel var overrasket over hans egen fuldkommen mundlamme situation. Hvad skulle han kunne sige?! ’Hej Ma’lakel, hvordan står det til?’ .. Sætningen lød dum og menneskelig i Ahngels hoved og den ville om ikke andet virke vanærende for både Ma’lakel og han selv. Han gav sig atter til at stirre let.. Ikke imod Ma’lakel men et øjeblik igennem ham, som faldt han i en diskussion med sig selv og den ydre verden ikke var inviteret. Havde Ma’lakel mon..? Hvorfor var Ma’lakel nu her efter så lang tids arbejde på at forsikre han selv om at det bekendtskab der fandtes for et år siden, var gjort til ende og ikke ville være andet end et bekendtskab der for fremtiden ville være fuldkommen.. Pokkers til timing den dæmon havde.. Akkurat som det var stilnet af og det konkrete.. ARGH.. ’savn’ var blevet mere udholdeligt med aktivering af andre faktore. Hvorfor var det så svært at koncentrere sig og hvorfor pokker var han så svær at få ud af hovedet? Ahngel havde haft ’elskere’ før og han havde haft affærer… alle sammen lette omgåelige, men hvorfor.. HVORFOR sad Ma’lakel fast som en østers på en sten? Hvorfor kunne man, ligegyldig hvor stor en bølge man var, ikke flå ham af? Hvorfor ikke bare…?
Ahngel nægtede at tænke tanken til slut og han rettede sig atter op, genvandt sin ranke ryg og royale holdning. Han skød atter tankerne væk. De var i vejen for hans fremtoning. Han ville ikke virke svag.. Ikke nu hvor selv hans private rum var invaderet af det væsen der syntes at have været det allermest nærgående af dem alle. Nu var at ’hvile i sig selv’ ikke længere nok.
Hvor fokusset før havde været på absolut ingenting, vandt det atter Ma’lakels billede, som Ahngel nu tillod sig at beskue i en tid. Ma’lakels grønne øjne og den mørke hud var noget så klar i genkendelse når man havde færdet med andre farveløse væsener på palæet så længe. Ingen farve, til trods for de pure omgivelser. Til trods for en pensels kunstige farestrøg, havde det været… ufatteligt gråt.
Ahngel smilede. Ahngels smil kunne ses, til trods for at det kun virkede som et mat stearinlys imod en kold snedækket natterude. Mat var han. Sørgmodigt kunne det tolkes af den pessimistiske og håbefuldt for optimisten. Ahngel tvivlede på de ideer han havde gjort sig imens han havde tænkt på Ma’lakel igennem året. Fundet dem naive og flåede hele fingernegle af som aktivitet imens han debatterede ud på nætterne, hvor der burde gøres arbejde og holdes styr. Nu lignede hans hænder dog sig selv. Til trods for de slidte fingerspidser, var neglene stadig glatte og krummede som et mine falkenæb og fingrene var slanke og hvide. Nu man egentlig lå i det, så var hænderne nok det sted på Ahngel der havde de færreste ar. De var rene hvis man så bort for de mikroskopiske rester af forgamne tiders blodbade. Blodbade der ligeså fik det usle lille smil på hans læber til at virke som tårer. Ahngel vendte ganske kort blikket imod badekarets kant inden han atter så på Ma’lakel igen. Han tog endelig et par skridt ud i badeværelset, lydløst på de bare fødder, og gik imod Ma’lakel, som han stoppede op foran, ikke for tæt. Hvem vidste.. De røde øjne veg atter fra de grønne, lige til tyden alt for dragende, mallakitøjne og betragtede Ma’lakels tatoverede hud der måtte kunne ses over halsen. Han løftede da den venstre arm, og uden at fjerne blikket fra tatoveringerne, lod han den række ud imod Ma’lakels nakke, om den og lægge fingerspidserne imod hvor han havde slået hovedet imod kanten. Han mærkede til.. næsten for nænsomt, stadig ladende sig selv distrahere. Da han havde afgjort nok tid var gået derved, rettede han atter halsen, tog armen til sig og kiggede på hånden.. ligeså tjekkende om nakken nu engang VAR uskadt i hans egen diskrete fortolkning. Han bevægede fingrene imellem hinanden i en tid inden han rettede øjnene imod Ma’lakel, kort rullende dem over rummet de befandt sig i, som skulle han lægge mærke til det. Smilet bredte sig en smule til en mere velkendt tone og han lod, med en ligeså genkendelig vippende bevægelse med nakken, læberne parteres en smule, så hans morbide hjørnetænder knapt kunne ses.
”Absolut.. Men hvorfor selv så overrasket?” mumlede han da og refererede tydeligt til Ma’lakels klodsede forskrækkelse, trods det ir for sig var Ahngels egen skyld.. eller.. heh.. Jean havde jo advaret Ma’lakel, havde han ikke?

Efter det lille overraskelses optrin forholdt Ma'lakel sig i skindet for en gangs skyld, og bevægede sig ikke med det samme hen, for blot i ren og skær selvisk nydelse, at omfavne den hvide vampyr og hviske sukkersøde ord om at han aldrig havde glemt ham, at denne havde været hans hjertets længsel, og at hver nat, hver aften, havde han sukkende set ud af sit værelses vindue, ønsket på den første morgen stjerne at denne ville finde ham og befri ham fra det onde tårn! - ja det lød absurt, men i normale tilfælde ville Ma'lakel have gjort lige netop dette, udelukkende for at prikke til vampyrens minder om de to, rullende oven på hvide lagener, med forende legemer. Det ville på sin vis være yderst underholdende at se på dennes reaktion, uanset hvad fejlede vampyr herren aldrig nogensinde i at underholde med netop disse. Så ræd for nærkontakt at Ma'lakel fandt det alt for uimodståeligt, fandt ham alt for uimodståelig!
Han lod hænderne falde ned langs siden og lod tommel og pegefinger finde sammen for at nusse dem hårdt imod hinanden kort: et mindre tegn på nervøsitet, udover dette var der ikke noget anderledes ved Ma'lakels ydre. Den samme altid selvsikre aura, og det samme egocentrede sind - og dog? Denne gang var det ikke ham selv han tænkte på, ikke hvordan han kunne få mest muligt sjovt ud af dette møde, men meget simpelt fandt han sig selv ude afstand til at tænke i det øjeblik. At dømme på Lucifer var det vel lige modsat, da denne lod en hånd falde over ansigtet, på en meget velkendt måde, for derefter at se ud til at forsvinde i tanker som sædvanlig. Han kunne ikke lade være med at lade en svag latter, fremført kort ved at luften i lungerne blev presset ud igennem næsen to hurtige gange efter hinanden så det svag kunne høres, undslippe ham, da Lucifers tænkende blik var noget næsten nostalgisk for ham. Så mange nye bekendtskaber med væsener fra samme art som denne, og dog var Lucifer af alle han huskede tydeligst: Lucifer og hans blik når tankerne fik lov at tage overhånd. Men Ma'lakel vidste også at hvis Lucifer gav det blik, var det fordi man havde givet ham noget at tænke over: vampyr herren måtte vel sagtens være i gang med at gennemarbejde hvorfor Ma'lakel personligt ville dukke op? Dog tvivlede Ma'lakel stærkt på han kunne gætte den egentlige grund. Hans blik veg kort væk da tankerne lagde sig på netop det emne, han ville så vidt muligt prøve at.. lade det være indtil han kunne fornemme at timingen var forholdsvis... til det, hvornår fanden det så ellers var det! Under en middag - åh, og forresten.. du ved det der som mennesker kalder forelskelse? Ja, meget klamt indeed! Nå ja, jeg tror jeg er forelsket i dig! Wohoo - fandens til lorte erfaring. Normalt ville det være: kneb - lyv - videre i teksten. Men denne gang ... hvem vidste overhovedet om det var det. Og hvordan helvede skulle han også vide at det var, hvis det var det, fra?! Han kunne jo for fanden da ikke huske hvordan sådan noget fu-.. han stoppede sig selv, da et ellers låst væk minde begyndte at snige sig ind i hans erindringer, og som en automatisk forsvars mekanisme der igennem århundrede var blevet bygget på, opdateret, og ellers bare låst på så mange lede og kanter at man ikke ville kunne forestille sig det, glemte han den sætning han lige havde tænkt med det samme!
Han lod sig meget hurtigt distrahere da vampyren bevægede sig tættere på, han fulgte hvert skridt, og det ellers normale ansigts træk blev en smule mindre afslappet da vampyr herren stod ikke langt fra Ma'lakel. Vejrtrækningen forøgede sig svagt, og Ma'lakels malakit grønne øjne gled fra at have stirret ind i glødende rød, til at følge den marmor hvide hånd i det vampyren rakte op imod hans hals. Han vende hovedet svagt, men tog hverken et skridt tilbage eller gjorde andet for at forhindre Lucifer i at røre ham. Den sorte, snorede tatovering i det eksotiske mønster var ganske rigtigt stadig fremtræden ved halsen. Som han blev rørt ved af vampyrens kolde fingre kom der ikke en damp sky men en svag sitren som når vand lander på en varm pande, dog var den kun svagt, og stoppede kort tid efter. Hans temperatur var næsten normal igen, og skønt han stadig var varm ville det ikke være nok til at vampyr herren ville blive skadet af det. Ma'lakel, som havde vendt hovedet over imod den væg hvor døren var placeret, så let nedad imens at han følte hvordan at kulden sitrede ned igennem hans varme krop, lod sig inprinte i hans hukommelse endnu engang, som et mærke der blev sat og nægtede at falde af før om meget, meget lang tid! Han klemte øjnene en smule sammen imens at han passivt lod sig begremse, men åbnede dem så igen, overrasket, idet de kolde fingre fandt vej til det sted hvor han havde slået hovedet da han klodset var faldet bagover og skadet sig. Vampyren ville kunne mærke en stor bule, men ikke noget blod. Efter Ma'lakel havde indset hvad det var som Lucifer egentlig ville, vende han hovedet ligeud igen, og så med en undren på vampyren i det denne trak hånden til sig og tilsyneladende checkede for blod. Han rynkede brynende, måske en smule i selvbenægtelse over at denne viste ham sådanne.. omsorg? Det forhindrede desværre ikke hjertet i en ekstra gang at slå uregelmæssigt hurtigt.
Derefter betragtede han blot vampyren indtil denne gav ham et yderst genkendeligt smil, hvis han havde været en teenager ville hans kinder uden tvivl være pink af rødmen og han ville med en fjollet tone have sagt et eller andet fuldstændig irrelevant for hele situationen, som - pænt stort badekar, hva? a-hid-r! -. Men Ma'lakel var nu engang Ma'lakel, og der kom ikke yderligere reaktion end det der plejede: han gengældte smilet med et af hans egne, ganske normale smil, og selvom vampyrens stemme sneg sig ind i hans hoved og fik det til at kravle op af ryggen på ham, kom der dog et svar ganske hurtigt og uden at vække mistanke:
,, ... Efter at have mødt din stab, ved man jo ikke hvad for freaks der sniger sig ind på en, vel?", det sidste kom nærmest med en let prikkende barnlig undertone.
Derefter kørte Ma'lakels grønne øjne hen til de afbrændte spidser af det sorte hår, og uden varsel løftede han hånden og lod meget stille hans pege finger glide ned langs en lille tot af det sorte blanke hår, efterfulgt af lange fingeren der gled ned langs det ligeså. Ma'lakel fik et næsten lidt for kærligt blik i øjnene, hvis man kendte ham ville man uden tvivl vide at det ikke var et kærligt blik men en kamuflage for hvilken følelse der egentlig spillede end: sadisme. Han tog den lille tot ind imellem de to fingre og førte den lidt hen imod ham, imens at et lille smil kom på de smalle læber, en svag trækningen ved mundvigen der formåede at danne et lille smil. Han virkede næsten betaget af det, som havde det et kort øjeblik hypnotiseret ham og han fandt det... sørgeligt? Men de grønne øjne fik sig revet væk fra de brændte spidser og hen på Lucifers fejlfrie ansigt igen. Med det samme 'kærlige' blik, så han ind i de rød glødende øjne.

,, Kedet sig?", spurgte han og observerede Lucifer med stor nysgerrighed.

Det virkede nærmest latterligt normalt at stå foran Ma’lakel på den måde. Også alligevel ikke. Det spændte sig stort set i alle nerver, som havde nogen sat en skruetvinge i hans hvide hud. Ahngel rynkede kort på næsen, men det virkede ikke af noget for øjnene. Hvorfor skulle det være så pokkers passivt? Hans smil hang stadig, men det var nu engang kun en enkelt krumme på mundvigen, hvor der intet glimt var i øjet. Nærmest sørgmodig kunne han virke.. i en diskret grad. Da nævnte Ma’lakel Ahngels stab og smilet bredte sig atter med et lettere skadefro glimt i øjet. Han havde mødt dem, eh? Hvor mange af dem mon? Det var nu sådan set ikke faktummet at Ma’lakel havde stødt ind i dem og fundet dem mistænkelige, men mere at Traquilles ’idiotsikre’ alarmsystem var blevet overgået af Ma’lakel. Mange ideer om hvordan scenen kunne udfalde bevægede sig rundt i hans tanker inden noget brændt ramte hans lugtesans. Brændt mahogni. Behøvede han overhovedet spørge hvad der var sket nede i forhallen eller ville den halvbrændte dør være en selvfølge? Et kendemærke fra Ma’lakels besøg. Typisk. Så destruktiv.. Mellemgulvet gav et sug fra sig og Ahngels smil blev mindre sadistisk idet han så til siden, imod det skab, som Ma’lakel havde kigget i. Nysgerrig ligeså? Havde dæmonens herskerstilling overhovedet ændret det mindste på ham?
Ma’lakel rørte på sig igen og rent automatisk gled øjnene over rummet igen og tilbage på Ma’lakel der havde fanget hans hårspidser mellem fingrene. Det stunt.. det havde han gjort før. Studerede man Ahngels holdning nøje, ville man kunne se skuldrene der mistede lidt af den stive og selvopholdende posering. Han slappede vel mere af et øjeblik. Lettet over at Ma’lakel tog en smule kontakt og ikke bevægede sig væk. Tågen der udgjorde Ahngels mistanke var dog endnu ikke lettet. Det osede stadig hans tanker, som gader der var besat af en lokal ildebrands flyvende aske.. Tale om brand.. Ahngel lagde blikket på den løftede hårspids og lyttede et øjeblik til Ma’lakels bemærkning. Det var endnu ikke vokset ud eller hvad? Det var unormalt, men det overraskede ikke Ahngel. Hans regenerering havde været meget langsom de sidste dage. De brændte spidser var rigtigt nok skabt af Ahngels kedsomhed i de mange mængder arbejde, der syntes at fylde de fleste dage, so Ahngel bar rundt på i korttidshukommelsen. Han havde, to aftener forinden, siddet med manglende arbejdsinspiration og holdt de få, lidt for korte, spidser inde over det lille stearinlys og betragtet håret krølle for dernæst at blive til aske.. Tanker om hans eget legemes påvirkning af ilden havde dog tvunget ham til at stoppe sin lettere autistiske søgen på aktivitet udover brydelsen af hans hjerne. Selv han havde vel sine grænser for hvor meget hovedet kunne rumme på én gang.
Da Ma’lakel så tilbage imod Ahngel, ville han ikke se tilbage. De røde øjne hvilede stadig på spidsen med et tomt udtryk. De spidser, var udbrændte som Ahngel selv følte sig da. Ma’lakel havde ikke besluttet sig for at komme i et godt tidsrum. Hvorfor var han overhovedet kommet, og hvorfor skulle det vække så meget pokkers tvivl i Ahngels eller så fejlfrie teori om at de begge havde et embede at se til, om ikke andet et liv der ikke vedkom den anden. Da vækkedes Ahngel atter og så på Ma’lakel igen… gentog Ma’lakels ord inde i hovedet for endelig at lukke munden op. Han var vel lidt langsommere end han plejede?
”Nætterne skal jo gå.” sagde han så og lod atter blikket lysne lidt, selvom det var mat. ”Og.. snigende ind på en?” Sagde han så og hævede tænkende et øjenbryn med et skarpt smil. ”Det er da dig der roder rundt på mit badeværelse.” Ahngel lagde armene let over kors og kiggede afventende på ham. Nu kunne det nok ikke vente mere. ”Hvorfor egentlig sådan et spontant besøg?” sagde han endelig.. Det var egentlig hvad han havde haft i hovedet siden han havde kastet våbenet imod ham og dernæst stoppet det. ”Er min assistance behøvet vedrørende Terre?” .. Det var unødvendigt at spørge sådan egentlig, men Ahngel havde for meget stolthed på nuværende tidspunkt til at abe efter Ma’lakels altid narre-åbne personlighed, smile bredt tilbage og spørge: Har du savnet mig?, som var det blot få dage siden de sidst sås. Afstanden og tiden havde vel gjort Ahngel reserveret og tvivlende på Ma’lakels standhaftighed i hvad de før havde ’delt’. Ahngel tav da billeder af Ma’lakels forhenværende hjem dukkede op på nethinden. Hvad havde han mon egentlig..? Ahngel krummede brynene en smule imens han syntes at synke ned i en alvorlig tanke. Hans stab? Hvad havde Ma’lakel sagt for at få adgang?! Vidste de noget? Et ubehag gled ned af nakken, men Ahngel tiede for nu.. Han havde tillid til at Ma’lakel, til trods for sin destruktive natur og løsthængende moral, nok ikke ville tale frit til ukendte væsner omkring han og Ahngels omgang. Hvis Ma’lakel havde, havde Ahngel for længst overvurderet Ma’lakels intelligens, som han i mange tilfælde havde fundet abstrakt, men alligevel brillant på en grotesk måde. Ma’lakels hoved.. Hans tanker og natur. Nu virkede berøringen af Ma’lakels nakke som et simpelt minde der ligeså godt kunne tilhøre den samling, som fandt sted for et år siden. Meget fjernt til trods for at de kun stod en armstrækning fra hinanden. Det virkede så surrealistisk. I Lang tid havde Ma’lakels ansigt været genspejlet i flammer, tanker og til og med musikstykker der før havde været betydningsløse. Han havde, selvom ikke ønskede at indrømme det, tænkt på Ma’lakel meget i den sene tid. Kunne han huske sine dage, så var han sikker på at det kantede ansigt og de markante grønne øjne også havde optrådt i drømme i ny og næ.

De sorte tråde gled langsomt ned fra imellem Ma'lakels to fingre, idet han tillod dem det, efter at have holdt fat i dem i nogle sekunder og set intenst på Lucifers ansigt samtidig. Som hungrede han efter en reaktion der ikke kom, et lille ydre tegn han kunne bruge til at afgøre ikke blot hvad han selv egentlig var der for, men også hvad vampyr herren følte ved at se ham. Det eneste som han kunne opfange var blot den mindre anspænde holdning i vampyrens skuldre: fandt Lucifer hans nærhed betryggende måske? Baah, det var alligevel en alt for hurtig konklusion, og Ma'lakel tvivlede på at han kunne skelne imellem virkelighed og ønsketænkning lige nu. De malakit grønne øjne så endnu engang hen på den lille tot hår inden det sidste stykke af de afbrændte spidser faldt ned og lagde sig med de andre over vampyr herrens skulder. I nogle få sekunder stod han stille og så på det, som var han frosset fast, men lod derefter hånden falde ned langs siden som den anden. Inden i kulminerede fornuft og lyst, han ville ikke springe på Lucifer, ikke med det samme, først ville han teste: se hvor lang tid vampyren kunne lade være med at røre ham i stedet for omvendt. Det krævede dog stor koncentration fra Ma'lakels side, ikke at lade sit så velkendte dyre instinkt tage over. Han var ellers så umådelig vant til at gøre lige præcis hvad hans natur befalede ham: men denne gang ville han ikke lade sig adlyde så let. Han måtte vente, både for at finde ud af hvad der foregik med ham selv, og hvad der skete inde i hovedet på den hvide marmor skønhed til Lucifer. Men djævelen skulle vide at lysten var svær at ignorere!
Han så lettere afventende på Lucifer inden denne kom med et svar til hans spørgsmål, om denne havde kedet sig, uden tvivl ville svaret være 'ja', Ma'lakel selv havde aldrig haft så 'stille' et år som dette, det havde næsten fået ham til at ældes mentalt.
Da denne så åbnede munden for at tale, klemte Ma'lakel automatisk øjnene lidt sammen idet de hvilede ved vampyrens silke bløde læber, og skønt Ma'lakel næsten kunne mærke kulden sitre igennem hans egne, besad han stadig et brændende ønske om forene de to, gribe fat om vampyrens skuldre, fange denne imod væggen og lade sine hænder begremse dennes krop indtil at hver et ar, hver et nyt stykke hud der i tidens løb havde fået en flænge ville være ham genkendeligt igen! Men han gjorde det ikke, til trods for at djævelen på hans skulder lokkede ham!
Da Ma'lakel nærmest vågnede op efter at have været hypnotiseret af Lucifers guddommelige ydre, så han hurtigt ind i de røde øjne, man ville kunne spore en smule forvirring i det Ma'lakel ikke havde hørt mere end den første sætning og den sidste. Da han fik samlet sætningerne i hovedet så det ud til at selv samme forvirring der blev genspejlet i øjnene, forsvandt.
Spørgsmålet var som torne der snorede sig om hans skalp! Hvorfor var han der egentlig?! Ikke desto mindre kunne han vel sagtens finde en grund til at være her, han var ikke blot kommet for at få bekræftet sine følelser men også om råd for en gangs skyld, han søgte viden. Det kunne han midlertidig bruge som undskyldning.
Endnu et smil prydet Ma'lakels ansigts træk, som han besluttede sig for at han blev nød til at røre ved Lucifers læber, bare for en kort stund. Han lænede sig endnu tættere på Lucifer, og til trods for at han indvendig kunne mærke konsekvensen af at bevæge sig så tæt på var han uhyggeligt god til at gemme den knude der samlede sig i maven. Hans afslappende og selvsikre aura pulserede omkring ham som kunne den aldrig dø, imens at Ma'lakel endnu engang rakte en hånd op til Lucifers læber, hvis denne ikke veg væk ville han lade en pege finger sensuelt glide hen over underlæben for på samme tid at sige:
,, Hvorfor behøver jeg en grund, Lucifer? Kunne det ikke bare være at jeg savnede dig så meget at jeg bare måtte kigge forbi?", et lille glimt i de grønne øjne afslørede hvor meget han nød at drille vampyr herren igen.
Hans ord, ville fremstå lige så falske som hvis nogen prøvede at bilde en ind at Ma'lakel faktisk bare var misforstået og en god person på bunden! - og dog var der en meget utydelig, meget svær detalje at se, i netop den sætning der var sand, Ma'lakels tone og evne til at kamuflere følelser var bare for mesterligt udført til at det ville stå klart.
Han trak sig væk efter få sekunders nær kontakt og så derefter hen imod døren. Uden at have yderligere skrubler for at det ikke var hans hjem han befandt sig i, begav han sig ud fra badeværelset, med mindre Lucifer tog fat i ham eller gjorde andet for at stoppe ham. Hvis ikke, gik den afslappede halv-dæmon ind i soveværelset endnu engang og hægtede det store sværd af ryggen for at lade det dumpe ned på gulvet med et lettere højlydt klonk ovre i et af værelsets sidevægge. Han lod jakken glide af ligeså, så han stod tilbage i en denne gang ikke skjorte, men en mørkegrå T-shirt der sad nogenlunde stramt omkring brystkassen og maven, og fik Ma'lakels muskuløse fysik til at komme til sin ret! De store overarme var ligeså synlige, og lod ikke meget til overs for fantasien. Ma'lakel så ned på sværdet og smed sin jakke ovenpå den, hvorefter han ville køre en hånd igennem det fugtige hår, for at få de mange løse totter tvunget bagover igen.

De røde øjne gled stadig med langsomme takter over Ma’lakels ansigt i et afventende udtryk. Hans undring virkede til at blive mere og mere skeptisk, jo længere tid der gik og øjnene blev en smugle smallere imens det hævede øjenbryn syntes at strammes. Det blev da neutraliseret da Ma’lakel nærmede sig ham og lagde hånden om hans kæbe. Han skulle akkurat til at åbne læberne og sende ham en understregning af spørgsmålet, men blev bremset af Ma’lakels finger på underlæben, der nok bare ville kludre Ahngels sprog op. Typisk. Øjnene blev atter afventende da Ma’lakel talte. Han spøgte. Han undveg? Ahngels lettere utilfredse udtryk virkede ikke til at bifalde Ma’lakels drilleri, da Ahngel gerne ville se en alvor i situationen.. dog det meste af den kolde attitude måtte komme fra ham som elendig til at blive ’vækket’. Han tav kort da tankerne faldt på ham selv og han betragtede atter Ma’lakel bevæge sig væk. Først da hans fingre fjernede sig fra huden, mærkede Ahngel atter et længselsfyldt gys, som havde Ma’lakels hånd et øjeblik holdt den mærkelige vanedannende, dog til tider ubehagelige, følelse af at ville tilrage sig mere kontakt.. Ahngels blik vendtes da væk, da Ma’lakel besluttede sig for at gå videre ind i det andet værelse. De røde øjne skævede kort til dennes ryg i en tid, udstødte et uhørligt opgivende suk med en irriteret undertone. Da vendte han sig brat imod ham og rakte den højre hånd ud for at tage fat i Ma’lakels skulder. Det skete dog ikke. Ahngel stoppede akkurat hånden inden han fik fat eller kom tæt nok på til at Ma’lakel ville kunne mærke det. Atter faldt armene ned blandt siderne. Han lyttede stille i få sekunder imens Ma’lakel tog sine næste skridt ind i rummet. Da faldt blikket på kæden, der lå ’død’ ved døren. Han gik roligt imod den, rakte hånden i dens retning og betragtede den imens den atter rejste sig som en slange og viklede sig om Ahngels strakte underarm. Han tog fat i kædens ende og bevægede sig da ind i soveværelset igen. Hængslet der var slået ud af form gav en beklagende lyd fra sig da Ahngel lukkede døren bag sig, betragtende Ma’lakel der syntes at smide om sig, som boede han der. Ahngel lagde intet i det.. Det var nu engang Ma’lakel. Et svagt smil oplyste atter hans lettere medtagede ansigt inden han vendte sig imod sengen, strakte atter hånden. Hvor kæden og pælen så bevægede sig om sengens ryg og forsvandt bag den. Han stod en tid blot og betragtede Ma’lakel for derefter at gå imod det centrerede vindue bag skrivebordet. Han trak med en langtrukken bevægelse gardinet fra og lod natten skinne ind i rummet.. oplyste det på en måde der intet lys bar. Nattelys. Stjerner var let synlige bag skyerne. Et sølvligt skær badede Ahngel en tid og farvede nærmest fronten af ham hvid inklusive hår og øjne, samt beklædning. De var på palæets venstre side og kunne derfra se havens kirkegård, skovområdet bag det og akkurat skimte den røde rose om hjørnet der syntes at skinne i sin kontrast til de andre roser. Balkonen kunne ses bag helvinduet med glasdøren. Den var af massiv sort slebet sten og havde en mur der adskilte dig fra at styrte, som var på højde med en gennemsnitlig mands mellemgulv.
”..Mange kilometer at rejse for at søge kontakt, må jeg ærligt indrømme.” sagde han. Hans stemme var lysere da og han syntes at ha accepteret at lade sig fortsætte på Ma’lakels lille lystspil. Der var noget bag det.. Ahngel havde dog regnet så meget ud. Han anbragte en hånd på sin nøgne hals og vippede nakken kort for at fjerne ubehaget af at ha sovet på den stive divan med et beskedent knæk fra rygsøjlen. Et sagte ’heh’ kunne høres fra ham inden han atter vendte fronten imod Ma’lakel. Hans øjne hvilede en tid.. tydeligvis ubevægelige imod Ma’lakels ansigt, men det passede ikke. Han befamlede ham igen med øjnene fra top til tå.. Hver en muskel og hvert et ar.. hver en flammende farve han besad. Tale om flammende. De røde øjne bevægede sig hen over den tomme kamin inden han med et kort nik vendte dem og spejdede søgende hen over værelset. Han vendte sig et par grader og bukkede sig imod skrivebordet, hvor han åbnede en skuffe fra dens inderside og lod hånden glide derned. Han brugte nogle sekunder på at fjerne papirer, som han gerne ville gemme for dernæst at fiske en tyk mappe op, foret i et groft brunligt overtræk af bøjeligt træ, lidt for tykt til at kunne kaldes for papir. Han åbnede den let og betragtede indholdet, vurderede alle oplysningerne om Croix 4 fuldkommen ligegyldige. Den sag var blevet afsluttet for længst ifølge ham selv. Han tog den under armen og samlede yderligere nogle krodsede og ubrugte papirer på bordets overflade med den anden hånd. Da rettede han sig op og gik imod kaminen, smed det ind med en ligegyldig bevægelse, rettede sig op og med et bekræftende blik derpå og så da på Ma’lakel. Han førte ledende håndfladen i kaminens retning. ”Jeg går ud fra at der skal mere end et par stearinlys til at gøre dig bekvem.” Han sendte atter et roligt smil, hvorefter han gik hen imod det store skab bag divanen og åbnede det. I døren var der ophængt et langt spejl og på ydersiden var en lang sort frakke ophængt. Nej.. Ikke frakke.. Frakken. Der havde ikke gået en dag i Terre uden at han haft den på. Dens nederste del var slidt efter slæben imod grund og dertil og rundt omkring kunne der stadig skimtes udødelige plamager af engang en blodplettet påklædning. Ahngel søgte den dog ikke, men fandt en almindelig hvid skjorte frem fra en af hylderne. Måske lidt pænere end hvad han normalt iklædte sig, men der var nu en betydelig forskel på hvad en alfahan havde på til dagligt og til fornøjelse. Ahngel tilpassede kort spejlet, så han kunne se Ma’lakel i sin egen baggrund. Ja han var der. Skrøner om vampyrers manglende spejlbilleder var blevet bekræftet af den elementære fysik ved levende lig.. han dvælede kort ved sit eget ansigt og fik kort en meget kold stirren klemt ud af de røde, nu lettere iltre øjne. Da kiggede han imod sin baggrund igen og, hvis Ma’lakel stadig stod der, ville han betragte ham i en tid inden han knappede den blå skjorte op, som han havde sovet i.

Efter at have tvunget håret tilbage, lod Ma'lakel endnu engang sine øjne falde over rummet. Se på det en ekstra gang for måske at tjekke om han havde overset noget, eller om der var noget andet der kunne snige sig ind på ham og æde ham bagfra! Til trods for hans afslappede ydre, følte Ma'lakel sig overhovedet ikke sikker, palæet var som en stor tids indstillet bombe i hans hoved: hvis han trådte forkert kunne det være at han blev overfaldet af en million vampyrer! Eller edderkopper, monstro, selvom de nu smagte dejligt var de ikke ligefrem det man ønskede sig allermest at se når man var på et fremmed sted der i forvejen virkede som en stor klods af alle de ting Ma'lakel kunne forestille sig han ville finde frygtindgydende. Og med den tanke så han over på sengen igen hvor at Lucifers våben forsvandt ind under. Han vidste det ikke men i hans hoved overvejede han kort om det var klogt at elske i den seng, taget i betragtning af at han ikke vidste hvad ellers der lå dernede. Uden at være bevidst om at han gjorde det, lagde Ma'lakel hovedet lidt på skrå som ville netop det hjælpe ham til at se ned under sengen og udforske dets undere! Men han blev hurtigt distraheret af Lucifer der bevægede sig hen til gardinerne og trak dem for. Ma'lakel knep svagt øjnene en smule sammen da han blev badet i natte lys. Selvom der var et lys i værelset, så gjorde det alligevel en smule ondt i øjnene at få skarpt nattelys imod sig. Dog gik der kun få sekunder og det var væk igen, og Ma'lakel betragtede mundlamt Ahngels væsen, der i lyset af natten lignede noget der ikke burde have eksistens på jorden men i en verden langt mere guddommelig end denne. Han spærrede øjnene lidt op da vampyr herren nævnte den lange vej han havde taget for nærhedens skyld, et øjeblik gik der en usynlig pæl igennem hans brystkasse, om denne havde set igennem. Nej... nej han legede bare med, overbevidste Ma'lakel sig selv om! Hans blik veg hurtigt væk efter at Ahngel havde 'strukket' sig, hurtigt lod han dem falde andet steds, som følte han.. skyld for at have set på vampyren på sådan en... intim måde. Han lod som om at kontor bordet havde fanget hans opmærksomhed yderligere. Dog tvang den nyfødte ild i kaminen hans blik at søge derover imod, han følte trods alt en form for .. fælles bånd med den alt ædende ild! Nysgerrigt fulgte han derefter Ahngels søgen over værelset efter.. papirer? Han løftede et øjenbryn da denne fandt en stak fra skuffen frem og samlede nogle om fra gulvet for blot at ofre den til den sultne kamin. En yderligere overrasket Ma'lakel skævede en smule vantro til Lucifer da denne sagde at blot et stearinlys sikkert ikke ville være nok til at gøre ham det behageligt. Igen, denne omsorg, og med hvilken grund.. simpel pli? Han havde lyst til at spytte og irriteret gribe fat i vampyren for at bede denne om ikke at tænke så forbandet meget, stearinlyset havde været mere end fint! Han stod og så til imens at Lucifer gik hen til sin kommode, da bevægede Ma'lakel sig hen til kaminen og stirrede næsten fortabt ind i ilden: som håbede han at se Lache's fregnede fjæs, og spørge denne til råds til trods for at møg ungen ikke ville fatte en disse alligevel. De glødende flammer løb op af ham, kærtegnede ham nærmest og lokkede ham tættere på. Uden ide om at Lucifer i al hemmelighed betragtede ham, stod han stille og så tænkende ind i ilden. Til sidst satte han en hånd på væggen over kaminen og lænede sig ind over den, og med et udtryk der ikke udviste drilsk og barnlig glæde denne gang talte han i en tone der også indikerede alvor:
,, ... Jeg har brug for viden..", sagde han da, men med en modvilje i stemmen.
Uanset hvor meget han prøvede at overbevise sig selv om at han ikke havde brug for den, var han blevet nødsaget til at tænke sig en ekstra gang om inden han ignorerede det faktum at han ikke vidste nok om vampyrer, om Lucas' rase.
,, En gammel kending er kommet til Terre... han er ingen trussel nu dog, men kan hurtigt blive det.. snu, listig, og med en tunge der er hurtig og lokkende. Udover det.. er han vampyr... som du ved så kender jeg ufattelig lidt til ...", han stoppede et øjeblik, fordi han skulle til at sige 'hans rase' men huskede at Lucifer ligeså var en udød selvom Ma'lakel ikke kunne placere ham som en i hans hoved. I hans hoved, havde Lucifer ingen rase kategori mere.
,, vampyrer. Du kan sikkert regne resten ud...".

Efter få opknapninger var skjorten gjort fri fra Ahngels person. Han sænkede skuldrene og lod den glide af ham, blottende den hvide skinnende hud og de mange ar, der i natten lod sig oplyse som små tråde af sølv. Dem, ligeså, lod han blikket falde over i spejlet. Pokker stå i alle de gamle minder. Han rullede for sig selv med øjnene og foldede den anden skjorte ud fra sin firkantede form og trak den over begge arme, for først at lade den hvile løst på skuldrene. Ma’lakel talte og Ahngel vendte atter imod genspejlingen af dæmonen i spejlet. Han lyttede tavst imens han rettede på en genstridig fold i højre ærme. Viden? Ahngel hævede let et øjenbryn, men gjorde ikke mere i det. Han var altså til assistance som senator alligevel? Et lettere triumferende, dog smalt smil prydede hans læber imens han frigjorde det sorte hår fra skjortens bukkede kant. Det gled tilpads om hans skuldre i sin altid uregelmæssige form, dog ikke filtret. Det var for glat til at virke filtret, selvom det måtte være det. Han fjernede kort en genstridig tot fra ansigtet inden han fortsatte og spændte knapperne imens Ma’lakel uddybede. En vampyr der skaber problemer i Terre? Noget syntes at få en klokke til at ringe, men Ahngel kunne ikke placere den. Knapperne blev spændt til fulde og ikke bare den løse model, som han havde båret i Terre. Han kunne ikke tillade sig at klæde sig sådan længere. Da tav han ved Ma’lakels tænkepause om hvorvidt han skulle omtale vampyrerne.. stod stille få sekunder med et tænkende udtryk inden han bukkede sig imod en af skufferne på kommodens nederste del, trak ud og samlede et blodrødt slipsebånd op med fingerspidserne. Han lagde ud med at lægge det ubundet om halsen og under den bukkede krave inden han vendte sig om imod Ma’lakel, der stod ved kaminen. Få genskabelser af en magelig Ma’lakel der vred sig som en skadefro kat i et bordegas kamin en sen nat i Terres gyder.
”Man skulle tro at du havde sat dig ind i hvad du havde under dig da du blev hersker.” sagde Ahngel så og gav sig endelig til at binde slipset. Han skævede kort imod spejlet, rettede det og lod det da hænge. ”Hvor der er magt, er der misundelse.” mumlede han da, mest til sig selv med en spids tunge inden han hev noget sidste ud af kommodens ene skabsdør. En ophængt sort habit af samme stof, som bukserne udgjorde. Han hev den over sig og fastgjorde den på mavestykket i, i stedet for en samling knapper, en samling remme med hulnitter i sølv, selvsiddende imod spænder i den modsatte side. Ligeså sad der spænder på ærmernes kanter, som han ligeså strammede få centimeter inde, så stoffet ikke knudrede. Et våbenmærke var trykt i en række metalknapper, som var placeret på begge ærmers ydersider og dannede derved en nærmest stiplet syning af et sølvskinnende facon. Han var tynd, det var et kendt faktum, men outfittet understregede det lidt for kraftigt. Var hans brystkasse ikke så bred som den var, ville det se grotesk ud, trods for elegancen der prægede det sterile udtryk. Hans lange hår syntes dog at gøre et underligt twist derpå, da det hang som det gjorde, hvorimod resten af ham i det øjeblik sagde mere ’formel aristokrat’ end hvad han normalt bar. Eller.. nu var den slags opgejling jo blevet det normale igen. Det klædte ham nu på en fremmed måde, som sendte tøjet en helt anden identitet over ham. Noget gemt fra blodet og tættere på hvad det egentlig ville sige at være regent.. prins.. alfahan og alle de andre betegnelser der ville være. Han rettede kort slipset til så det var stoppet ned i habitten og vendte igen blikket imod Ma’lakel.
”Hvilken viden er det, helt konkret du mangler?” sagde han så. Han havde bestemt ikke lyst til at starte fra en ende af, som en simpel skolelære skulle lære den dovne elev det aller basiske. Noget viden måtte Ma’lakel da ha om vampyrerne efter at ha hersket over dem og andre i et helt år og hvis ikke, måtte han påpege hvad han ville have.. specifikt. Han lukkede døren til skabet i og bevægede sig endelig hen imod sofaregionen der omgav kaminen. De røde øjne klemtes kort sammen da ilden kort blændede ham. Han fnøs og satte sig ned i den ene af de dybrøde sofaer med et blik imod Ma’lakel. Var det mon et større problem end Ahngel lige havde opsnappet? Trods han selv var en vampyr, vidste han at de fleste af hans art nok ikke ville være den store trussel for Ma’lakel. Tanken irriterede ham.. En trussel for Ma’lakel, ville i sine være i stand til at sætte trussel imod han selv ligeså, da han alt i alt så Ma’lakel som en ligemand på de fleste punkter. En vampyr der ville kunne opnå styrke som en alfahan? Det lød som et individ man helst var uden eller et der simpelthen ikke kendte til hverken plads eller respekt. Kaotisk.. heh.. Terres gader var fulde af det. Dens væsener utilregnelige. Et blodigt skær dominerede Ahngels øjne og fik det næsten til at blegne hans rolige og fattede overflade. Selvom han den gang havde været der af specifikke grunde, så savnede han den frihed der fulgte med hans ophold der. Terre by i Di Morga. Ahngel kiggede lettere fraværende ud til siden da en tanke opstod. Langt rødt hår og blå øjne fangede hans tanker. Mon hun klarede sig?
Han så igen imod Ma’lakel, afventende for at få nogle spørgsmål smidt på bordet.

Der kom et lille smil fra Ma'lakel, noget der faktisk ikke rigtig syntes at være et smil men mere en slags udvendig reaktion på nogle tanker der kørte igennem hans hoved ved Ahngels ord omkring at magt skaber misundelse. Han var skam udmærket klar over det, hvad troede denne egentlig Ma'lakel var? Et barn?! I tiden imellem Lucifer havde talt havde Ma'lakel blot set tavst ind i ilden, et sær syn når man kendte ham og vidste hvor svært han normalt havde ved bare at være stille og ikke gøre noget spontant. Men måske havde dette ene år ændret en lille smule ved ham? Måske var han blevet den tand mere klar over hvad det ville sige faktisk at have et ansvar og ikke bare rende rundt og gøre hvad fanden man nu lige ville! Havde han tænkt yderligere over konsekvenserne ved at slå Zane ihjel og tage Di Morga? Jo vidst, han vidste hvad han ville med det, hvad han ville gøre det til, hvad det skulle blive! Men aldrig i de flere hundrede år havde han forestillet sig det ville være så sygeligt kedeligt! Aldrig havde han regnet med den paranoia der efter hånden havde drevet ham fra at have en normal søvn, og hvorfor havde han paranoia? Af den simple grund at han netop vidste hvad for skinsyge væsener der levede i Terre, og resten af Di Morga, og skønt han reagerede over dem, havde dem alle i snor, så var de hunde.. vilde, utilregnelige hunde! Og nogle af dem var ligesom Lucas.. for vilde! En virus i det system han havde skabt. Vampyrerne var ingenting som de flakkede rundt men skulle en person kunne samle dem, ligesom folk i tidernes løb havde samlet et hvert andet oprør så havde Ma'lakel pludselig en borgerkrig! Ikke at han ville have synderligt imod lidt underholdning i den kedelige og ens formede hverdag, men så alligevel... han savnede sit hjem. Han fandt efterhånden alle omkring ham ulidelige! Så fandens ulidelige at han ikke længere kunne døje se på deres smilende ansigter, der var så falske at Ma'lakel næsten ikke kunne kapere det længere! Han havde lyst til at slå dem ihjel... alle sammen, og så bare forsvinde!
Han rev sig væk fra ilden som Lucifer endnu engang talte, og lod de malakit grønne øjne ligge sig over den hvide alfahan. Hans øjne gled ned af denne imens at vampyren tog sit slips på: men hvis han sagde dette ville Lucifer vel blot se ned på ham, det var heller ikke ham at tænke sådan - det var alt sammen Faith's skyld! Hun havde rodet, og flyttet brikker rundt, og nu... nu stod han her, med en direkte latterlig grund. Han vidste det han skulle vide: vampyrer dør hvis man griller dem!
Ma'lakel rettede sig op efter at Lucifer havde sat sig i sofaen bag ham, og gik selv han og satte sig ved siden af. Afslappet som altid lod han sin ene arm lægges langs stolens ryg kant, så han havde sin underarm bagved Ahngels hoved. Han sad som altid med spredte ben og kom derefter med et lettere opgivende suk:
,, Det er et rigtig godt spørgsmål.. Fandens til udøde er ikke ligefrem til at komme ind i hovedet på.. jeg regnede med at observere dig lidt for at være ærlig... ".
Ma'lakel lukkede øjnene kort:
.... Hvorfor er jeg så genial til at lyve?...

Ahngel fulgte roligt Ma’lakel med øjnene da han talte og satte sig ved hans side. Igen virkede det alt for naturligt, men så igen.. Hvorfor tyede Ahngel til de tider hvor der var samme mellemrum, men en anderledes baggrund. Ahngel lænede sig lidt frem og hvilede underarmene på sine knæ, hvor hænderne foldedes foran ham og udgjorde hans gyldne snit i en tid. Ilden fangede et gyldent farvespil i hans klolignende negle og tilfangetog Ahngels opmærksomhed i en tid. Han bevægede dem små vinkler, som nok ikke ville fornemmes med mindre man var meget opmærksom over det. Han lod en stilhed glide over ham selv imens han lyttede til Ma’lakel.. tavs, som var hans tanker slet ikke på emnet, men nej.. han var fuldkommen observant og sugede hvert et ord til sig som et sort hul. Så Ma’lakel var altså kommet for at lære om hans art? Om Vampyrer i al almindelighed. Ahngels tomme øjne reflekterede derefter et smil, som ligeså bredtes køligt over hans læber imens han fortsat så imod flammernes påvirkning af omgivelserne. Han så endnu ikke på Ma’lakel.
”Du vil lære om vampyrer i al almindelighed, og så vælger du noget så atypisk som en adelig?” Han vendte endelig blikket imod Ma’lakel og betragtede ham få sekunder inden han fortsatte og placerede en tænkende pegefinger over læberne. ”Men så igen.. det ville være problematisk for dig at opsøge de typiske vampyrer i Terre, og om ikke andet farligt og hvis du endelig fik et succesfuldt partnerskab med en, så ville vedkommende nok ikke være naturlig omkring dig eller selv ikke vide meget til det.” Ahngel tænkte højt for en stund og fortsatte i en mumlen der blev kvalt let af det faktum at tankerne snørede sig tilbage i hovedet på ham. Havde Ma’lakel overhovedet kontakter til andre vampyrer overhovedet? Det havde Ma’lakel vel taget højde for. Han var ikke dum eller sjusket i sit arbejde… måske bare lidt doven engang imellem på sin egen måde. Ahngel lukkede kort øjnene i og smilede mørkt for sig selv. Han åbnede atter øjnene og lænede sig tilbage i sofaen, hvis stof ganske let gav efter. ”Men det glæder mig da at du, efter al den tid ikke kun havde tænkt dig at hilse og forsvinde igen.” sagde han så, lettere lavt, men ikke for at skjule ordene. Han stod ved dem. ”Jeg går ud fra at du forestiller dig et ophold længere end et par timer, har jeg ret?” Han sendte Ma’lakel et skævt, halvdystert smil. Det var da en selvfølge hvis Ma’lakel havde tænkt sig at.. hvad havde han sagt.. observere? Da tav Ahngel og hævede et øjenbryn. Observere? Som i.. at observere? Hvad havde Ma’lakel i hovedet? Skulle han nu til at lege med-alfahan og være med i hvad der nu ville dukke op?

Petite poupée de porcelaine.

Ma’lakels nysgerrighed skulle ikke undervurderes i denne sammenhæng. Den ville hverken falde i god jord hos Ahngel eller hans stab. Ikke i disse omgivelser. Ikke i det her hus. Derfor var han nød til at få fastlagt et par ting. ”Der er en ting jeg skal slå fast.” sagde han så og lod blikket imod Ma’lakel blive skarpere. ”Ikke alle dele af palæet er frit at undersøge.” Dette ville han selvfølgelig kun sige hvis Ma’lakel samtykkede med tiden han ville blive. Han kendte til Ma’lakels pokkers lyst til at opdage ting, hvilket nok ikke var den bedste kombination med dette sted og selvom Ma’lakel ikke var dum, vidste Ahngel at hans nysgerrighed måske ville kunne sættes i skak ved hans ord, trods Ma’lakel jo var kendt for at være pokkers stædig.

Ma'lakel øjnede sine grønne øjne endnu engang og lod dem ligge over Lucifer der ikke så forstyrret ud af nærheden denne gang. Måske var der virkelig ingenting? Måske var det det rene opspind, og måske skulle han have stoppet Faith inden hun var forsvundet, taget hende, måske var alt det her noget overfor hende og ikke Lucifer, men uanset hvordan han prøvede at vende og dreje det, følte han sig tiltrukket mere og mere, og i en højere grad end han nogensinde havde gjort til et andet væsen. Det fuckede hans hoved op, det slog samtlige års benægtelser ihjel, og efterlod Ma'lakel.. sårbar? Menneskelig om man ville, menneskelig for første gang i mange hundrede år. Han så på Lucifer med et blik der kun før var blevet givet én person i Ma'lakel's lange liv, helt ubevidst gav han det fra sig, imens at han så på de rød orange flammer der lagde sig over Ahngel's snehvide ydre og gav det en glød som der ellers kun lå i dennes øjne. Han kunne for en stund slet ikke blinke.. eller gøre noget, forbandet til det her. Det.. nej! Han skred, det betød ingenting, der var ingenting der betød noget! Intet af det! Men alligevel kunne han ikke rejse sig og gå igen, det ville også se mærkeligt ud.
Som Lucifer talte højt kom der et lille smil på de smalle læber, endnu engang noget som Ma'lakel fandt nostalgisk. Hvis ikke situationen var anderledes end denne så havde han ikke kunne lade være at slippe en latter.
Og sådan gik tiden indtil at Ahngel endnu engang sagde noget, og endelig vendte blikket imod ham. Ma'lakel imødekom de rød glødende øjne uden den mindste smule nervøsitet, han var trods alt god til at overbevise sig selv om ikke at føle noget som helst. Efter at Lucifer havde oplyst at han ikke kunne vandre overalt, løftede Ma'lakel det ene øjenbryn: måske en smule skuffet? Det var ikke fordi at han havde ventet at spankulere palæet rundt.. eller jo? Men stadigvæk, Lucifer havde vel taget højde for at Ma'lakel ville gøre det alligevel uanset hvad der blev sagt. Hvis der var ting han ikke måtte var der noget der var spændende, erko ville hans nysgerrighed ikke kunne dy sig. Dog svarede han først på det ene spørgsmål:
,, Jeg bliver her sikkert et par dage, givet at jeg ikke bliver ædt af din stab i løbet af natten. ", der kom et lille smil frem.
,, Og angående det andet, så skal jeg forsøge at holde mig hen, selvom kedsomheden tit kan drive en til irrationelle handlinger... hvilket du sikkert kender alt til", han hentydet åbenlyst til de brænde hårtotte.

Flammerne badede fortsat Ahngels person og genspejledes de røde øjne, der efterhånden var snævre som en kats på grund af lyset der havde så fri tilgang dertil. Hvad tænkte Ma’lakel mon på? Atter engang havde Ahngel forbandet hans handicap om manglende evne indenfor tankelæsning. Pokker stå i det. Han ville ikke spørge… Det ville være hyklerisk når han selv værnede om sine tanker med så meget omhug som han nu engang gjorde. Ens hoved var ens eneste palads hvor man kunne være i fred.. det skulle ikke tages fra en af hjernevridere, sindsindtrængere og tankelæsere. Et palads kun for en selv.. Alle andre kunne være så uendeligt ligegyldige.. Næsten på kommando fandt han sig selv i en meget sårbar position i Ma’lakels gamle hjem. Ma’lakels brystkasse imod ryggen og hænderne befamlende en de helligste steder. Ma’lakel havde, uden evnen som sindsindtrænger, nået til en kernekant. Ma’lakel kunne nedbryde det.. Var det også det der virkede så skræmmende ved at lade sig give hen den gang og var det derfor de sidste berøringer havde været, som havde Ahngel været ved at flække. Ahngel veg et øjeblik øjnene og lod sig kunstigt optage af flammerne. Flammer havde han ikke ladet sig sidde og kigge på længe.. Ikke i den form. Den gyldne røde havde været en af de farver han havde længtes efter da vinteren atter indtrådte og farvede natten endnu mere grå end den var. Gylden, brun.. grøn.. rød.
Ahngel rettede sig igen op lidt efter Ma’lakel havde talt. Det sidste fik han med det samme, men den første bemærkning skulle lige spoles tilbage og gentages en gang. Ahngel afgav et kort nik og hvilede den ene underarm på sofaens armlæn. Han gad egentlig godt vide hvordan Ma’lakel havde undgået at komme på tværs af hele den fremmeste del af staben. Jean gættede han på. Jean havde altid været den fornuftige af de to, som indeholdte han og Traquille. Den ældste del af staben tilfaldt dem. ”Du vil nok blive overrasket af den ærefrygt der kommer til at følge. Bekymr dig ikke om dem. Ingen er dem er dumme.” Sætningerne var ikke særligt overvejede og var korte, som havde han for en gangs skyld sagt noget spontant. De ville ikke turde krumme et hår på Ma’lakels hoved efter kontakten til Ahngel var blevet bekræftet.. Allerede nu ville de kunne finde duftspor på Ma’lakel fra Ahngel og det ville alene være nok til at få dem til at holde sig fra destruktive handlinger. Ønsker måske, men ikke virkelighedsgjorte.
Da gled tankerne til det afbrændte hår igen. Han smilede ganske stille og strøg sin ene hånd imod en af de korte totter, fangede den mellem fingrene og slap den kort igen. Det voksede jo bare ud igen. Før eller siden. Ahngel var nu bare glad for at det var det eneste som Ma’lakel havde opfanget omkring Ahngels kedsomhed. Han skævede til siden, imod de mange papirer og fandt en enkelt del af bunken som centrum. Noder deriblandt. Hvor melankolsk. Inspirationen havde vel bare ramt efter flere års sabbat fra hans fag? Det havde været en lettelse endelig at kunne skrive noget.. Han havde i en tid troet at han havde glemt det. Den dag han lagde pianoet fra sig, ville han vel vide at skridtene imod hans faders plads allerede havde taget start. Det var en af de ting han holdt fast på. En af forskellene som han desperat holdt fast til. Noget der adskillede ham fra de andre. Individuel.. Sin egen.. det var vel noget man ønskede fra barnsben.

Mon petit garcon.. Mon Enfant et ma progéniture..

Ahngels meget kort hvisken ville ikke være andet end denne mumlen der, hvis man var musestille og meget heldig, ville lyde lettere lyrisk. Han havde haft den kørende i hovedet på den sidste. Guderne vide hvorfor. Da sænkede skuldrene og en mærkelig form for ro faldt over Ahngel og hans blik for en stund. Til trods for den skarpe flamme der spiddede hans øjne, var pupillerne atter runde og forholdsvist normale af størrelse. ”Forsøge..?” sagde han stille og vendte blikket imod Ma’lakel. Hans stemme havde et skær af bitter alvor, men hans ansigt virkede nærmest alt for passivt. Da hævede han den arm der vendte imod Ma’lakel. Hævede den til dennes ansigt og lagdes på den modsatte sides kind. Fingrene kolde som altid, men nu ikke virkende som is, som de havde før. ”Det kan du godt formulere mere målsat..” hvislede han så, ganske stille. Et målfast udtryk dominerede hans øjne.. Om Ma’lakel var ’vokset fra ham’ eller ej.. Han ville have en treat hvis han skulle samtykke med Ma’lakels ophold. Som hans hånd imod Ma’lakels kind roligt ville trække ham til sig, lænede Ahngel sig ind foran ham, lagde den anden hånd imod Ma’lakels skulder og placerede et kys imod hans læber. Ahngels øjne lukkedes instinktivt i imens han holdt det.. nænsomt som han var kendt for.. og dog.. ville Ma’lakel meget vel kunne mærke tænderne der ville tage del i morskaben.