~ Sad is like happy for deep people ~

Urg mennesker.. de gav altid Al sådan en forfærdelig hovedpine. Dog skulle man ikke misfortå ham. Han hadet ikke mennesker. De..var bare lidt irriterende efterhånden, de var alt for uvidende angående de andre væsner og var alt for uforsigtige med deres liv. Det gjorder ham glad for at han ikke længere var mennesker. Han var en af lysets væsner; En engel.
Det fik ham dog til at le hver gang at han tænkte på hans race. Engle var skabt til at være gode, lyse og guddommelige. Det var sådan at folk beskrev dem, men sandheden var anderledes. Ja, det kunne godt være at de fleste engle var hjernedøde idioter der fulgte ordre og for at være ærlig var Al ikke meget anderledes. Okay han var ikke guddommelig, og heller ikke specielt lydig men han var så forfærdelig træt af at være en af himlens slaver. Han hadet jo den del hvor han ikke havde hans egen liv. Men alligevel fulgte han de ordre som han blev tilbragt, selvom at han mest havde lyst til at vende ryggen til ''overmagten''. Det gjorder han en gang før og har lært hans lektie ud fra hvilke konsekvenser der blev givet. Han havde ikke længere vinger. Men det var jo heller ikke fordi at han kunne huske hvordan det var at flyve, det var så langtid siden at de blev ''afskaffet'', men han havde stadig drømme om det så han havde en god ide om hvordan det var.

For alt i verden havde han brug for at komme lidt væk fra storbyens mylder. Han havde brug for at tænke på noget andet og selvfølgelig for at få fjernet den irriterende hovedpine. Det var da han valgte at tage til Park d'Attractions.... Sjovt sted at vælge når man ville slappe af, men med hans dårlige stedsans var det ikke en god ide at gå ud en tur i skoven, som han plejede, på dette tidspunkt.
Der var ingen mennesker eller væsner her efter hvad han kunne se, men atmosfæres ved dette sted gjorder det svært at slappe 100% af.
Men regnen var nok det som tog det meste af hans opmærksomhed. Det optimistiske væsen hadet regn. Han kunne ikke fordrage det. Så uden at tænke videre over det, smuttede han ind i Park d'Attractions og under det nærmeste sted han kunne søge læ for regnen.

En stemme stoppede ham dog før at han nåede lagt. Den fangede hans ellers så fastgjorde opmærksomhed som ellers var blevet lagt på at finde læ. Stemmen tilhørte en ung kvinde, det var dog hendes duft som fik ham til at studere hende mere. 'en vampyr?' tænkte han uden at føle den mindste form for frygt. Han frygtede ikke nattens væsner, faktisk fandt han dem mere interessante end farlige. Al gav denne kvinde et nik med hovedet som en hilse. Han kunne ikke andet før at han var kommet i læ. Ikke nok med at han ikke havde vinger, var han heller ikke i besiddelse af en stemme. Nej han var ude af stand til at tale, med andre ord; Al var stum, men det var nu helt tilbage til hans menneske år. Al havde en blok i lommen på hans hættetrøje som han brugte til at kommunikere med, men den kunne han jo ikke tage ud i regnen uden at den blev ødelagt.