Sudden change, of Leadership

De store vinger, slog hårdt imod den blide vind, og sendte de to der blev båret af disse, i et hastigt fremryk. Jebediah's blide arme, var foldet omkring hans kompanion, men det gjorde bestemt ikke situationen blidere. Som en rutschebane, med langt mindre sikkerheds hegne. Få ville have missundet den flyvetur, Jebediah havde givet Angelie, men det var den hurtigste, og mest stabile vej for dem at tage. Et fly ville kræve booking og ventetid, og en lang flyvetur, i et langt langsommere transportmiddel. Jebediah's store vinger, var langt hurtigere, end hvad alverdens technologi, kunne byde på. Vinden bed imod deres ansigter, der kunne have gjort alting meget mere ubehageligt, hvis der ikke befandt sig en gullig bobble omkring dem begge. Denne var der, for Angelie's skyld, da den voldsomme kulde, nemt kunne have skadet hende. Men hun kunne stadigt se igennem boblen. Angelie havde bedt, om nettop dette. Han havde tilbudt hende hans pandebånd, der dækkede de blinde øjne, men hun havde takket nej. Hun fortrak at se hvad der skete. Forståeligt, I Jebediah's øjne.

Som de nærmede sig Abbadone, kneb Jebediah øjnene en anelse sammen, også selvom han intet kunne se med dem. Der var ingen. Ingen varme. Ingen lyde. Der var fuldstændigt stille, og forladt. Noget var galt. Dette var ikke det Abbadone, Angelie havde forladt.
"Noget er galt.. Angelie. Kan du mærke det? Set det?" Spurgte han, selvom de stadigt var ret langt væk, og hvis ikke hun havde været Ever, ville hun nok ikke kunne have set, de tomme vagtpladser.
Jebediah's massive vinger slappede af, og de svævede langsomt ned over Abbadone. Fuldstændig forladt. Ingen vagter der reagerede. Ingen tegn på, at Zane var til stede. Ingen mægtige kræfter? Noget var helt galt. Jebediah's vinger, sendte dem langsomt ned foran hovedporten, der ville lede dem ind til forhalden af slotted, og med et par blide vingeslag, landede de på jorden, og Jebediah satte blidt Angelie ned. Hans blik gled langsomt rundt omkring dem, imens de store vinger lavede knækende lyde bag hans ryg, inden de forsvandt helt af syne, og efterlod to gabende huller i hans sorte jakkesæt.
"Angelie.. Sådan så her ikke ud... Da du forlod slottet.. Gjorde der?" Spurgte han stille, inden han vendte opmærksomheden imod den store dør. Og hvis ikke Angelie allerede havde åbnet den, og var gået igennem, ville han skabe fortrop, og lede dem ind i forhalden.
Præcis som han havde følt det.. Tomt. Forladt. Ingen tegn på liv. Dødt.

Hvis det ikke havde været for det skjold, som var omkring dem, ville Angelie med sikkerhed være død efter denne flyvetur. Nok var hun elver, men hun var stadig et levende væsen, som ville tage skade af en sådan flyvetur, men det havde været det hurtigste, havde Jebediah forsikret hende.
Hun var ham stadig taknemlig og stod i gæld til ham, hvilket hun også havde tænkt sig at overholde.. Herskeren skulle nu bare kende til planen..

Som de langsomt nærmede sig Abbaddon, begyndte et nervøst sug i maven at kravle rundt. Selvom hun ikke kunne se det, var fornemmelsen tydelig.. Der var noget galt, og da Jebediah bekræftede dette, sukkede hun kort, inden hendes øjne stillede sig ind på ydermuren, hvor vagter normalt villet havet stået.
"De er væk" hviskede hun, med let undrende stemme, uden at vide hvorfor. Hun var ikke blevet kontaktet, men alligevel var hun blevet forladt. Hjertet faldt tungere inden i hende, som det begyndte at gå op for hende. At Angelie ikke havde fået det mindste at vide, gjorde at hun følte sig overset, svigtet.. tilsidesat for noget.. bedre.

De landede, og Angelie strakte betrygget benene, efter igen at stå på jorden, inden hun hastigt gled hen til døren, og næsten flåede denne op.
"Er der nogen!?" den bestemte stemme, ekkoede flere sekunder efter, men intet svar kom inden fra slottet, skønt hun havde råbt højt nok til at nogen måtte have kunnet høre det.. hvis de havde været til stede selvfølgelig.
Efter et par skridt, eller nærmere nogle meter, greb hun fat i gelænderet til trappen, med et blik, der gik fra undrende og over i noget næsten sørgeligt.
Det søgte automatisk væk fra englen, mens tankerne fortsat bevægede sig rundt.
Fingrene knugede kraftigt omkring træet, så knoerne blev helt vide, men hun stoppede ikke..

"De er væk.." ..

Jebediah nikkede kort, af hendes første konstatering. Ikke noget hun ville have set, hængede under ham, men han valgte at lade være med, at konstatere det endnu. Intet var sikkert. Måske var nogen's livsaura gemt for ham. For omverdenen. I angst for et eller andet. Lige meget hvad, var dette bestemt ikke godt. Men igen, holdt han det i sig. Det var ikke kun Angelie's hersker, der måske var forsvundet. Men også hendes elsker. hendes forlovede. Han ville intet konstatere, før han havde mærket det, helt tæt på.

Som han slap Angelie, og hun stormede ind af døren, gled hans blik stadigt lidt rundt, inden han fortsatte efter hende ind. Hans blik gled rundt i gangen de kom ind i, og fulgte blindt Angelie som de gik en anelse fremad, desperat søgende efter et svar, på hendes hungrene kald. Et hvilket som helst svar. Men hvad skulle give det? Der var dødt. Intet liv. Ingen auraer. Abbadonne, var forladt. Jebediah's øjne kneb en anelse sammen, og mptte kæmpe imod den følelse han fik. Lettelse. Nu kunne Di Morga, starte frisk på ny. Men nej. Det var ikke Di Morga, han burde tænke på nu.
Hans blik gled imod Angelie, som han kunne mærke, bestemt ikke var behaget. Han tog et par skridt over bag Angelie, og lagde en blid hånd på hendes skulder.
"Det.. Er jeg bange for.. Men Lady Angelie.. Vi bliver nød til at prøve og lede, inden vi kommer til et endeligt. Der må være et eller andet. Et brev. Tegn på kamp. Der må være blevet efterladt, et eller andet.. Kom." Sagde hans blide stemme, og hans hånd lagde sig forsigtigt på hendes ryg, og tog et skridt frem. Han skubbede ikke Angelie. Han lod hende vælge, om hun ville fremad, eller forblive frossen. Dette var et tab for hende. Om det var det for Di Morga, eller ej.

Fingrene begyndte langsomt at gøre mere og mere ondt, som hun fortsatte med at holde krampagtigt fast i det eneste hun havde på nuværende tidspunkt.
Nej.. Han tog fejl.. Hun ville have fået et sendebud, hvis det var noget hun skulle have kendt til. Zane vidste hvor hun ville befinde sig imens hun var væk fra Di Morga. Klumpen i maven blev forværret for hvert sekund der gik, og hvis man kunne se, ville man opdage, at Angelies blik ikke bar nogen form for gnist af glæde eller håb.
Hun kunne ikke lede et land, hun var tjeneren, den person man gav opgaver.. Ikke den som gav opgaverne.

Da Jebediahs hånd lagde sig mod hendes ryg, rystede hun svagt på hovedet. "Jeg ville have fået noget at vide.. Der har ikke været kamp.. De er bare taget.. afsted" mumlede hun, uden at bevæge sig fremad, men slap dog alligevel gelænderet, inden et næsten fortvivlet blik rettede sig imod englen ved siden af hende.
"Hvad skal jeg stille op nu?" Spørgsmålet havde undertonen af at hun troede og håbede på han havde svaret på alt. Han havde skaffet hende af med Ericsson, hun havde hjulpet ham i kampen mod hans fjende.. Forlod han hende nu hvor herskeren ikke var her?

Jebediah's blik, betragtede den lidende kvinde, som han forsøgte at få hende fremad, men blev stoppet i det. Jebediah rejste sine hænder, og fjernede det pandebånd, der indtil nu, havde dækket hans øjne af. Holdt dem gemt for Angelie. Men nu fremvidste det de øjne, der engang havde været så levende blå, men nu var noget helt andet. Den blå farve var blevet mat og tom, og imellem irissen og den sorte pupil, lå en nu guldlig ring, der næsten virkede til at lyse. Hans ene hånd, rakte så ud efter Angelie's, som krampagtigt holdt fast i gelænderet, og nu blev løsenet. Han lagde sin hånd over hendes, og lagde blidt fingrende omkring, for så at lede dem til hans anden hånd, for at strække hendes fingre ud, så blodet kunne spredes i årene igen. Hendes ord ringede af sandhed. De var gået. Havde forladt slottet. Måske endda landet. De ville da have efterladt Angelie, et eller andet. Men nej. Alt var væk.

Jebediah sukkede stille, og nikkede et par gange af hendes ord. Han ville ikke lyve, og hun havde ret. Hans blik gled så op af trapperne igen, for at knibe sig en anelse sammen, inden de gled tilbage på Angelie, som hun fortabt stillede ham et spørgsmål. Han sukkede stille, inden hans hænder foldede deres fingre omkring hendes hånd.
"Du bliver nød til at lede.. Angelie. Di Morga skriger efter en Hersker. Og de har brug for en til at lede dem, imod den fare, der truer med at rive verden i to. Men glem den tanke.. Jeg forlader dig ikke, i din sorg. Forlader dig ikke, blot fordi din forhenværende herre er væk. Jeg lovede at hjælpe dig.. Og at fjerne James Erickson, var ikke slutningen på det. Du må finde en udvej. En retning. Du. Bestemmer hvad der er bedst for Di Morga, nu.." Fortalte han, inden han begyndte at lede op af trappen, og imod tronsalen, hvis ikke hun hev sin hånd fri. Han brød sig ikke om hvad han havde sagt. Angelie, havde aldrig været andet end 'tjener'. Hun havde aldrig været en herre. Ja, hun var ikke den eneste, der havde misbrugt Nosferatuerne's informationer. Så som han ledte dem igennem tronsalen, fortsatte han, i det de blinde øjne, gled ned over Angelie.
"Kan du det? Kan du lede et land? Vil du lede det?" Fuldførte han et spørgsmål, i det at de kom tæt foran tronen, og han slap hendes hænder. Det skulle være et valg. Tronen, kunne måtte ikke blive tvunget over på nogen. Det ville kun ende, som det havde gjort i fortiden. Nej. Di Morga, skulle ændre sig.

Allerede inden han nåede at svare på hendes spørgsmål, havde Angelie på fornemmelsen hvad svaret ville være. Bare tanken om den forventning der måtte ligge på hende nu, gjorde hende syg indeni. Hvordan skulle hun være i stand til at fuldføre en sådan opgave, stå i sko hun aldrig havde ønsket at befinde sig i.
Da Jebediah langsomt fjernede bindet fra sine øjne, søgte Angelies mod hans, med det samme næsten bedende blik, som for at få et svar, som var han alvidende. Hans fingre, der lagde sig om hendes hånd, fik hende til at slappe en anelse mere af, ved tanken om en anden, som hun kunne læne sig op ad, når der var behov for det. Indtil nu havde hun ikke kunnet vise svaghed uden for Abbadons murer, men hun havde haft herskeren til at kunnet være sig selv.. Hvem skulle hun nu lade kende til hendes svagheder, når hun havde behov for at slippe af med noget af det.

Hans stemme bekræftede hendes frygt, og Angelie måtte synke en klump, som hun langsomt lod sig lede frem mod tronsalen, som Jebediah havde retning mod.
Hun vidste fra Nosferatuernes filer, at han var noget lignende hvad hun havde brug for på nuværende tidspunkt, men ville hun kunne overgive det hele så let? Hun ville ikke selv have det, men måske.. Måske kom Zane tilbage.. Selvom hun tvivlede, kunne hun ikke lade være med at håbe på det indvendigt.
Ordene bragte dog alligevel en form for trøst hos hende, da han bekræftede at han ville blive hos hende, være den støtte, som hun tydeligt manglede. Hun var intet uden en der gav hende ordrer. Det var sket før, og Angelie var endt ud i sindssyge på den bekostning, fordi desperationen havde tvunget hende til at knytte sig selv til en forkert hersker, fordi hun havde behov for det.

"Nej" stemmen rystede svagt, og det var alt hun sagde, inden en hovedrysten begyndte at kunne ses. Hun hverken ville eller kunne lede et land. Hun vidste intet om hvordan den slags skulle gøres.. Hun havde evner, som hun skulle træne, så Angelie skulle finde en ny healer til at lære hende hvad hun manglede.. Et land, et ansvar for så mange mennesker, var ikke noget hun ville påtage sig.
"Og Di Morgas fremtid skulle forestille at være så.. håbefuld" stemmen knækkede en anelse over ved den sætning, inden hun lod en hånd tværes ned over ansigtet i fortvivlelse, inden blikket igen lagde sig mod Jebediah.
"Vil du.. ikke godt hjælpe os" hviskede hun, som talte hun på landets vegne. Han var den hun vidste havde styrken og evnerne til at lede..

Jebediah kunne se med det samme, at dette ikke var det slags svar, Angelie havde håbet på. Hun havde håbet så inderligt på noget guddomelig viden. En fjendtlig overtagelse. At han ville sætte hendes ret til side, for at tage den for sig selv. Men nej. Dette var Angelie's ansvar, ikke hans. Han havde håbet på at kunne komme tilbage fra sit asyl, hjælpe den nuværende hersker som rådsmand. Men nej. Han kom tilbage til et land, uden en leder. Et land, der bestemt ville ende i kaos igen, skulle tronen forblive sådan. For han regnede bestemt ikke med, at Angelie kunne tage sig dette ansvar. Hvem kunne, så pludseligt? Ingen, han kunne forestille sig.

Da de kom ind i tronsalen, og hun tale, sukkede Jebediah stille, og slog blikket imod den tomme trone. Han rystede langsomt på hovedet, og kiggede ned på Angelie, med et bærende blik.
"Jeg forstår.. Ingen kan komme fra at støtte en, til pludselig skulle støtte et helt land. Ingen ville regne med det, fra dig.. Specielt ikke mig, Angelie.." Sagde han betryggende, smilede let, for så at slippe Angelie's hånd, og rette ryggen op, med endnu et blik imod den tomme trone. Han nikkede langsomt af hendes knækkende stemme, inden han selv sank en klump. Det var den. Det var meningen, at de skulle have startet et råd. Et råd, der kunne lede Di Morga imod en lysere tid. Skubbe krigende til siden. Gøre plads til samarbejde, for at få lov at blive. En fare var på vej imod Di Morga, og hvis ikke landet stod sammen imod dette, var chancen for at overleve.. Stort set ikke eksisterende. Di Morga.. Havde brug for en stemme. En fælles stemme.

Hans øjne lagde sig overrasket ned over Angelie, og hans øjenbryn rejste sig en anelse af spørgsmålet. Hans blik blev betænksomt, og gled langsomt imod tronen foran ham.
"En af mine brødre, forsøgte engang at få ondskabben.. Af denne trone. Ingen husker hans navn. Samuel. Han nåede aldrig langt. Men han gav sit liv, for Di Morga. Men ingen huskede det. Mine søskende.. Opgav håbet for landet. Bestemte sig for.. Ikke at gå efter denne trone igen." Hans fortælling, var ikke rettet bestemt imod hende, men mere sig selv. En reminder. Han huskede sig selv på, hvad der sidst var sket. Det.. Havde kostet Samuel livet. Hans søskende ville aldrig glemme hans offer. Det gjorde Di Morga. Jebediah måtte lade blikket glide fra tronen, og imod gulvet foran ham.
"Samuel.. Samuel var en leder.. Han kunne være blevet konge. Han.. Kunne have gjort det alene. Det.. Kan jeg ikke." indrømmede han, inden blikket gled tilbage imod Angelie. "Men jeg vil hjælpe Di Morga. Jeg vil tage tronen, og samle et råd. Et råd, der skal kunne samarbejde. Samarbejde om, et fælles mål. At lede Di Morga imod overlevelse. Vi har brug for at stå sammen. Vi har brug for styrken, til at stå imod den bølge af død, der truer med at rulle over os. Vi må stoppe krigende, indbyrdes hinanden. Men som sagt.. Jeg har brug for hjælp. Dette.. Er ikke en byrde, jeg kan bære alene." Forklarede han, med et håbefuldt blik imod Angelie. Hans blik gled så langsomt op imod tronen. "Jeg vil tage imod tronen.. Men jeg vil ikke side på den, og blive Di Morga's stemme.. Di Morga skal ikke kun have en stemme, længere. Ej skal de nøjes med en gruppe af ledere. Hver i sær, skal folket lære, at de ikke længere er lydløse. De vil få en stemme." Sagde han, med en sikker stemme, og et fast blik.

Der var ingen tvivl om hvad Angelies håb var, hvilket Jebediah med sikkerhed også ville se på hende. Som hun var blevet sluppet, lagde hun armene ommkring sig selv, som en form for beskyttelse imens hun kiggede ind i tronsalen, med de lillae bannere.. Så stor.. så.. tom. Den havde altid virket perfekt, men nu, hvor der ikke var nogen til at udfylde pladserne, var hun ikke sikker længere.. Tronerne var tomme, ligesom hendes indre, og når denne nyhed ville komme ud i Di Morga.. Hvem ville så vide hvad der var sket? Hvem ville forsøge at gøre krav på landet? Hvordan skulle hun.. Hun af alle være i stand til at forhindre det.
Nej.. Så hellere håbe på at Jebediah var den retskafne mand, som hun havde fået indtryk af. De havde planlagt, blevet enige, diskuteret landets fremtid, og nu hvor alt var på plads var de ikke i stand til at føre det ud i livet alligevel.

Hun huskede heller ikke denne Samuel. Men hun huskede samtlige fjender hendes herre havde haft, hvilket måtte betyde at denne Samuel måtte have optrådt på et tidspunkt, hvor hun ikke befandt sig i Di Morga, hvilket bestemt også var en mulighed.
Men som han talte kunne hun næsten mærke hvordan modet forsvandt, da det lød som om han ville takke nej til hendes tilbud. Tronen var egentlig ikke hendes at give væk, men hun var vel den nærmeste i rækken, nu hvor Zane var forsvundet.
"Hvis du vil påtage dig opgaven, at give Di Morga en fælles stemme, vil jeg tjene dig som min nye herre" svarede hun, og lod sig elegant falde på knæ, eftersom intet andet var muligt for en elver, inden Angelie ville bøje hovedet , så det råde hår fejede frem og dækkede hendes ansigt, i en respekt for Jebediah, som han fortjente. Han var hersker i hendes øjne, hvis han ville tage imod det.. Råd eller ej, så var det ham hun ville tjene, og ikke en anden rådsmand.

Jebediah kunne tydeligt se, Angelie's ubehag. Specielt da han fik det tl at lyde, som om han ikke ville acceptere. Den tomhed. Det mangel. Angelie kunne ikke styre. Og for den sags skyld, virkede det ikke som om hun havde lyst. Og ingen burde ende, med denne form for byrde. Ingen burde få et land smidt i skødet, for så at få et ansvar for det's folk. Ingen. Men nu fik han det? Var det fair? Nej. Han kunne heller ikke styre det selv. Han blev nød til at samle et råd. Et råd, der ville være enig. Et råd, der ville søge enighed, frem for opdeleles. Krigende blev nød til at ende. De blev nød til at stå sammen.

Jebediah's øjne, fulgte Angelie, som hun knælede foran ham, og hans øjne kneb en anelse sammen, inden de lagde sig over den tomme trone. Så rystede han langsomt på hovedet igen, inden han sendte et blidt smil, ned imod Angelie, og lagde en hånd på hendes ene skulder.
"Og det takker jeg dem for, Lady Walentina.. Men jeg kunne ikke lænke dem til mig, som en tjener. Det er ikke min plads, at pålægge sådanne en plads." Sagde han først, inden han gik en anele i knæ, for at ligge en hånd imod Angelie's kind, og en lillefinger under hendes hage, for at dreje hendes blik imod hans, og så flytte hånden til hendes pande, for at fjerne håret fra øjnene.
"Men de kan arbejde for mig. Jeg kan ikke afslå deres hjælp, selv hvis jeg ønskede det. Så jeg vil acceptere deres hånd, som min medarbejder. Og jeg vil tage byrden, der blev ved uret, pålagt dig. Jeg vil lægge en hånd over Di Morga, og få os ledt en retmæssig vej. Få vores forsvag forstærket, så v kan være klar til hvad der nærmer sig. Rejs dig, Angelie C. Walentina..Og hjælp mig, og Di Morga, i denne stund. Som den første, af mange hænder, vil vi sammen bygge et stærkere land. Vil du følge mig? Ikke blot som en tjener. Men som en ven?" Endte han sin kavalkade af ord, som han bestemt håbede, at Angelie fulgte med i, til ende. For hvert et ord, var vigtigt. Han ledte så hans hånd fra hendes ansigt, og tilbød hende den ved hendes side, stadigt med et blidt smil over hans læber, men et seriøst blik i øjnene.

//Føler også dette berør mig, (Da Karl føler at han nok var den næste i linje til tronen)//

Tæppet var faldet for manden der havde forkastet den eneste sande gud, endelig var klodsen om hans ben væk. Det var en befrielse og en undre der havde ramt Karl i ansigtet som slaget fra en bokser.. Zane var væk, ikke bare forsvundet på en eller anden rejse, nej han var helt væk. Da han havde kunne mærke energien forsvinde og ikke længere kunne fornemme elveren som han var bundet til kunne han ikke lade være med at juble, men efter den første jubel havde han faldet over en forunderlig ting, han Karl van Ricter ville være den retmæssige konge af Di Morga, alt han skulle gøre var at sætte sig på tronen og lade 1000 år af ondskab sende sine mørke skyer ud over landet.
Karl havde hovedkulds hastet ud af en af de mørke grotter i Di Morgas bjerge for at vende tilbage til slottet og sætte sig på den sorte trone. De få soldater han havde haft med sig i søgen efter gammel viden fik med strenge ordre understreget at de skulle vende tilbage til Abbadon og på hele deres vej skulle gå igennem hver enkelt sortelver landsby og udråbe Karl som den nye konge af landet. Efter at have forladt sine soldater svøbte Karl sig i sin sorte kappe med den lysende sølvfarvede edderkop på ryggen, og vendte sig mod Abbadon, han smilede og de lysende blå øjne havde en ekstra styrke i dem mens han mumlede noget på et fortabt sprog og forsvandt i sort røg.

Karl ankom til slottet og trådte ud af en den sorte sky mens han kiggede sig omkring, der var ingen soldater eller vagter, der var ikke engang en knægt i stalden for ikke at sige heste som der heller ikke var nogen af. Kort sagt var der totalt dødt på en skummel måde som han aldrig havde oplevet før, men han slog det hen, der var vigtigere ting han skulle tage sig til, end at undre sig over at hans tidligere herre ikke var der mere. Karl hastede op af trapperne i vanligt højt tempo og smilede hele vejen på hans lettere maniske og sinds forstyrrede måde, tronen var hans og snart ville han ikke være til at stoppe, kun dem der levede i ham ville en dag sætte en stopper for ham og til den tid var han forhåbentlig indstillet på at lade livet for at kunne finde fred med sin skaber.
Karl mumlede uforståligt for sig selv mens han trådte op af de sidste trapper mod selve tronsalen, han snakkede så højt for sig selv at han ikke kunne hører dem der snakkede indenfor, derfor åbnede han døren med et brag og kiggede i forundring på den knælende kvinde som kun kunne være Angelie og en anden som han ikke kendte, men lignede et menneske.
Ilden begyndte at flamme op i øjnene på ham og vreden brød ud for lys luge, "Hvem er du! Hvad laver du her!?" brølede Karl mens han smed sin kappe og afslørede hans lilla tunika med de drabelige symboler, "Og hvad i denne verden laver du her!?" Han pegede anklagende på Angelie og marcherede op mod dem begge, hans ringe størrelse ville have gjord ham latterlig i sin vrede, hvis det ikke havde været fordi hans øjne udstrålede åbenlyst had og lysten til at dræbe alt og alle.

Karl standsede et par meter fra de to og kiggede forvildet på dem, "Hvor er herre D'Tarion? Hvor er Zane?", han kiggede kort og betuttet på Angelie som om han først nu lagde mærke til hun sad på knæ og pegede igen anklagende, "Hvad laver du her!" brølede han gentagende og med stadig stigende skingerhed i hans stemme.

hvad end Jebediah ville vælge at kalde den troskab hun pålagde ham, ville det i Angelies øjne være en alliance, som blev indgået. Et bånd, som hun ville ligge til sin nye herre, om han ønskede at hun så ham som dette eller ej.
Hans hånd, som lagde sig mod hendes kind, gjorde, at hun langsomt hævede blikket, for så at kigge op på denne blinde person, som samtidig virkede til at se lang mere end en person med synet i behold. Hun mærkede hvordan håret blev strøjet væk, så det ikke dækkede ansigtet, og med en let undrende mine, faldt hendes hoved langsomt på skrå.

Døren til tronsalen blev åbnet, og Angelies blik vendtes hastigt mod døren, med et falsk håb, hvorefter hun så.. Karl van Ricter. End ikke da Zane havde accepteret ham, havde Angelie brudt sig om ham, og endelig.. Kunne hun tillade sig at vide al den modvilje ved hans væsen, uden at ligge skjul på noget.
Som Karl næsten råbte, rejste Angelie sig langsomt, og med et blik, pirkende som is, betragtede hun Karl, som var han en mide under hendes sko.. Et lavt væsen, der ikke fortjente nogen former for rettigheder.
"Du virker overrasket over at se mig" Bemærkede hun ved hans kommentar om hvad hun lavede her. Så vidt Angelie huskede, var Abbaddon hendes hjem, og ikke hans. Hun havde boet her altid, mens Karl bare var kommet til, så hvad regnede han med, at hun foretog sig.
"Og det jeg laver.." bemærkede hun derefter langsomt, for så at stille sig med fronten mod Karl, for derefter at lade armene og hænderne blive skjult bag ryggen, væk fra Karls blik. ".. er at indføre Zanes ønske for Di Morga.. Og ja.. Uden din indblanden" afsluttede hun, med stemmen der tydeligt fortalte, at hvis Karl havde tænkt sig at komme med nogen form for indvending, ville Angelie bestemt sørge for, at han ikke fik chancen for at sætte sin fod i Di Morga igen.. Hverken i dette liv, eller hans næste, hvis et sådan eksisterede.
"Det er min ret og pligt at beskytte landet på bedste vis, som herskerinde.. Zane gav mig den titel, og jeg kan gøre brug af den præcis som jeg finder passende".
Skønt hun lige netop havde fortalt Jebediah, at det ikke var noget hun på ville gøre overhovedet, nægtede hun at afstille muligheden, så Karl ville kende til hendes rigtige ønske. Karl behøvede ikke at vide, at Angelie havde tænkt sig at fortsætte med at tjene, frem for at regere.

Hendes øjenbryn hævede sig en anelse i vejret, som Karl gentog hans spørgsmål, efter at have spurgt efter Zane. Egentlig havde Angelie ikke lyst til at komme ind på det område.. Hvad skulle hun sige? Fortalte hun Karl, at Zane var forsvundet i den blå luft, ville det skabe problemer.. Hun var sikker. Angelie havde trods alt været inde i hans sind.. set det kaos der herskede, og de væsner han havde indespærret.. magtbegærlige varr de.
Hendes blik søgte mod Jebediah, som for at få et tegn, et hint om hvad hun skulle sige.. Skulle hun lyve omkring Zane? Ville Jebediah svare Karl i stedet for?
Angelie selv havde i hvert fald ikke ngoet svar på læberne, og det blik hun sendte Jebediah, fortalte at hun ønskede, at han svarede ham, med en viden som kun han kunne mønstre i hendes øjne.

Uvilkårligt, sørgede Angelie dog også for at stå tættere på Karl end Jebediah gjorde, for at være sikker på, at Karl ikke skulle nå nogle gode ideer. Sortelveren ejede et temperament, kun fås lige havde kendt.. Det fortalte det flammende blik hende, blandet med den skingre stemme.
"Karl van Ricter.. Hvis der ikke var andet.. Vil vi gerne tilbage til det vi foretog os inden du kom". Denne sætning ville lyde efter Jebediahs svar, hvis han havde tænkt sig at svare Karl.

Jebediah's matte blå, blinde øjne, smilede ned på Angelie, og ligeså gojrde hans læber. Han vidste at Angelie ville acceptere, da det ikke var apati, der gjorde at hun ikke ønskede tronen. Hun var ikke ligeglad med tronen. Hun kunne bare ikke selv side på den, som herskerinde.
Han kunne mærke en stor kraft, bevæge sig imod dem, og han måtte lukke øjnene, i en sukkende mine, inden de blinde øjne vendte sig imod, den ny ankommende Sortelver. Skulle der allerede kæmpes, for et nyt, frisat Di Morga?

Jebediah's blå øjne, betragtede Sortelveren, med sammenknebet irritation. Han opførte sig som en magtmanisk mide, der kun søgte en ting i sin ankomst. Tronen. Det var tydeligt, at han vidste at tronen havde været tom. Men det var den ikke længere. Og han skulle ikke have lov til at tage den tilbage i mørkets corruption. Jebediah drejede sig, samtidigt med at Angelie gjorde, men stod en anelse foran hende, ved hendes side. Imellem hende, og Karl. Det var hende det meste af hans vrede var udstrakt imod, og Jebediah havde bestemt ikke tænkt sig, at lade dette væsen, ødelægge hvad der var sat igang. Han lod Angelie svare, imens de matte øjne, betragtede Karl, afventende sin chance for at tale ud.
Da den vrede Sortelver, gentog hans spørgsmål igen, valgt Jebediah at tale, frem for Angelie.
"Giv mig deres navn.. Sortelver.. Og de skal få mit..." Sagde han, hånene, med en irriteret tone i stemmen. "De braser her ind, som om de havde ret for tronen, efter Zane.. Og nu da Zane ikke var tilstede, følte de, at de blot kunne brase ind, og ignorere den retmæssige kæde? Du taler som om, Lady Walentina, og jeg, ingen ret har til at være her, og at de besidder denne? Men der tager du fejl. Det er dem, der ikke er på din retmæssige plads. Lady Walentina var næst til tronen.. Ikke dem.." forklarede Jebediah. Den hånene tone var væk, og han talte nu, som om han læste op fra en bog, med regler omkring tronarving. Hans øjne gled så tilbage imod Angelie, som hun bad Karl om at forlade slottet, og han nikkede en enkelt gang, inden øjnene gled tilbage på Karl.

"Jeg beklager, hvis jeg var for direkte, Karl Van Richter.. Men de har ikke længere det, de troede de havde.. Selv hvis Zane var forsvundet, var de ikke næst til tronen. Det var Angelie. Dette.. Er ikke din plads." Endte han ud i, og fortsatte med at holde Zane's forsvunden gemt, så godt som muligt.

Karl kiggede mistroisk på dem begge, han lod en hånd gemme sig på ryggen i samme øjeblik som Angelie gemte hendes, den snu kælling var ikke en der sådan lige var at bide skeer med, hun havde trods alt fundet vej i hans sind før og vidse hvordan han reagerede og fungerede i mange situationer.
Åndedrættet var besværet, det sortnede konstant for hans øjne i vrede og han var nu sikker på at han ikke længere ville være i stand til at forblive sig selv, om han nåede tronen var irellevant for i sig selv havde han opnået det han ville, at se verden igen en sidste gang igennem hans egne øjne. Det tog en kraftanstrengelse, men han fandt et lille smil frem og den bildrende tone i hans stemme og flammerne i hans øjne forsvandt som dug for solen, han var ikke sikker på hvad det var, for taknemmelighed var ikke en følelse han var det mindste bekendt med, han kiggede tomt forbi Angelie og så på manden, "Jeg er Karl Van Ricter... eller om lidt var jeg Karl van Ricter", han lød oprigtigt glad og Angelie ville opfange at han ikke længere var en trussel, "Jeg er ikke længere bundet til denne verden og der er en anden der meget gerne vil vende tilbage, en der ikke har set sit livsværk fuldført".

Karl smilede for sig selv og så kort ned i jorden inden han kiggede på Angelie, "Min Valsharess, de har set mit sind og læst mine inderste tanker... Desuden kender de min aldr og mit formål med at komme tilbage til denne verden, mit formål er ikke tronen men freden i den forstand som jeg ser rigtig, min fred og min død".
Karl underlige rablen ville virke yderst forvirrende på Jebediah, men Angelie vidste formentligt allerede hvad der var ved at ske. Karl ansigt begyndte at svulme og boble på en måde der ikke kunne være helt uden magisk karakter, "Min Valsharess, jeg takker dem, de befriede mig og selvom jeg ikke tjente dem vel ser jeg det som en ære at have mødt dem", han smilede og kiggede på Jebediah, "Tag dig af Valsharen's pligter og beskyt Valsharessen", Karl bukkede så dybt som han skiftende udseende tillod og vendte rundt på hælen mens han med en underlig stemme sagde, "En anden vender tilbage når jeg forsvinder, en plage i mit sind og en fange der sidder i mig på grund af Zane, og med Zanes forsinden er han ikke længere til at holde tilbage... Alexander Lazarow vil vende tilbage".

Karl vaklede og faldt om på siden mens han begyndte at bløde kraftigt fra næsen, ørene og øjnene. Et lille smil fandt sted til hans løbeer og han hostede bare en gang før han åndede ud og hans øjne blev matte. Det var en underlig måde at fosvinde på, men nu havde han heller alddrig været en der var kendt for at være den mest forudsigelige af personligheder.