Come.. Help me change. Please!

//Tilegnet Evelyn Swift

Så mange ansigter. Så mange kroppe. Så mange kræfter. Og kun et sted at befinde sig. Det var for meget.. Der var for mange muligheder. For megen forskel. For megen smerte. Ikke nok med at den, et eller andet sted, havde angret hans sidste mange ofres død, skulle den også lide med dette. Mangel på kontrol. Fokus. Den kunne ikke længere styre hvad den skulle være. Hvor den skulle blive. Hvad den skulle gøre. Den havde trukket alt hvad den kunne, fra dens sidste mange ofre. Hver eneste dråbe. Det hjalp Vampyrer. Det gjorde ingen forskel for den. Den havde endda måtte være så primitv, som at overfalde et offer, uden det mindste forsøg på at snyde, eller udføre en indsats for at få det. Havde bare overfaldet personen, skubbet den til jorden, og sat tænderne i. Den kunne ikke klare det længere.

Med et bump, faldt den store krop til jorden, ikke langt fra en af Forét's mange søer. Kropen forsøgte anstrengende at rejse sig, imens de to store vinger, der havde hver deres farve og tekstur, desperat forsøgte at trække sig tilbage i dens ryg. Men dette fik vingerne til at knække og knirke flere gange, inden de endelig forsvandt bag ryggen på kreaturet, med et smerte fuldt grynt. Kroppen, der var mandlig, kravlede langsomt på alle fire hen imod vandkanten, indtil den endelig nåede frem, og kunne kaste et blik på dens eget spejlbillede. Og det øjnene lagde sig imod, fik kreaturet til skære en vredesfyldt brummen, inden begge dens hænder slog hård ned imod vandet, og fik det til at sprøjte ud omkring den med et brøl. Brølet bar en skærende kontrast fra en almen stemme, og mindede mest af alt om en mandelig, og kvindelig stemme, synkroniseret. Og som væsnet fik rejst sig igen, og fik taget et par skridt tilbage, kunne man se bølger og deformateringer i dets ansigt, og hænder, da begge hænder langsomt ændredes fra stærke, lange mandlige fingre, til tyndere, fine og elegante feminene hænder. Smertefulde ynk og grynt kom fra væsnet, da flere af fingrende så ud til at sætte sig fast i transformationen, og skabte deforme, skæve fingre, der gav utallige knæk fra sig, der fik kreaturet til at udgive flere smertefulde lyde. Og kastede man et blik imod kreaturets ansigt, så man også en deform blanding af både mandlige og feminine sidder, inden begge hænder blev lagt op foran ansigtet, og et skrig fyldt med smerte skød sig fra kreaturets lunger, og den faldt til jorden på sine knæ, for så at læne sig frem over med hovedet og hænderne imod jroden. Den var iklædt blodige, slidte og ødelagte klæder, bestående af et jakkesæt, der så ud til, engang at have været så fint. Men det, var det tydeligt ikke mere. Præcis som det kreatur der vred sig i smerter, var det ødelagt. Flodset, og beskidt.

Nosferatu'erne havde holdt deres ord, de havde ført hende lige hen til kreaturet, den person som havde stjålet det aller vigtigste for hende nogen sinde, nemlig hende som person. Evelyn lod nogle fingre glide hen over hendes ansigt, selv følelsen af de fingre der ramte hende hud, det var som at rører ved en man ikke kendte, der var ingen genkendelig følelse ved den tynde hud på fingrene ramte. Hun fugtede langsomt de fyldige læber og flyttede fingrene væk fra kinden, i stedet blev håndfalden lagt imod et træs ru bark. Nogle krystal blå øjne betragtede hvordan at, hun længest efter at kalde det et monster, lå og vred sig i smerte ved søens bred, ikke en eneste følelse spillede hen over hendes ansigt, inderst inde vidste hun ikke helt hvad hun skulle føle, et eller andet sted dybt inde i hende havde hun ondt af væsenet at det skulle lide, men ingen følelser kunne trækkes frem op til overfladen. Nogle sorte rende indtrak under de ellers så smukke øjne, de øjne som hun havde arvet fra hendes mor, hver gang at dette væsen havde prøvede at slukke sin tørst havde hun mærket det, havde hun smagt blodet løbe igennem hendes mund. Det var så syret for hende at hun nogen gange tog sig selv i, at ligge mærke til hvordan at pulsåren bankede løs i mennesker der var tæt på hende, langsomt men sikkert var hun ved at blive sindssyg, dog var det ikke noget hun vidste og bestemt ikke noget hun talte om med nogen, ikke en gang dem der var tættest på hende vidste hvad der virkelig var ved at ske inde i hendes hoved. Hun kunne ikke tællere mere på en hånd, hvor mange gange hun havde vågnet skrigene op, badet i sved mens Greg havde siddet bekymret ved siden af hende.

Et kort suk undslap hendes læber, som vidste slid af vinterens hårde kulde der slog imod dem med sådan en kræft at de var begyndt at sprække. I et kort sekund stod hun og overvejede, skulle hun bevæge sig hen, hvad skulle hun gøre, hvad skulle hun sige. Men til sidst bevægede hun sig ud af krattet, iført nogle stramme grå jeans der var godt gennemhullet, nogle sorte læder støvler, og en stor mørke blå hættetrøje. Fra skuldrene trak hun en skuldertaske af og åbnede den langsomt, et tæppe blev hævet ud, for der efter at blive kastet over til Morph, som dette kreatur blev kaldt. ''So we meet again, Morph'' mumlede hun stille, mens et tomt blik blev kastet ned af, hun tog sin afstand fra kreaturet, da hun hverken ville eller stolede på den til at komme for tæt på, frygten for at den igen ville kaste sig over hende var for stor. I et kort øjeblik anede hun ikke hvad hun skulle gøre, hvad var det egentlig hun ville? Inderst inde ville hun jo dræbe dette, ja hun kunne stadig ikke bestemme sig for hvad hun ville kalde væsnet der lå ikke så langt væk fra hendes fødder, men inde i hende var der noget som sagde at det ville der ikke komme noget godt ud af, måske endda kun gøre det værre? Det var som om hun kiggede på sin anden halvdel, at de hørte sammen på den mest bizare måde. Hun fik i et kort øjeblik kvalme, en syg trang til at kaste op trængte sig på, men trods alt røbede hendes ansigt ikke noget. ''Looks like, that charma finally got to you hmm? You got some fucked up problems, and some serious onces too..''

Kreaturet reagerede stort set ikke, da kvinden trådte nærmere. Den fortsatte blot med at vride sin krop i smerte, indtil en duft ramte dens næsebord, og dens sanser fortalte den, hvem denne person var. Tæppet der var blevet kastet imod den, blev stort set også ignoreret, selvom det landede halvt over kreaturets krop. Dyb vejrtrækning skar sig igennem nattens dybe stille ro, som kvinden han huskede alt for godt, også selvom hun havde ændret sig, talte. Vejrtrækningen blev til desperate prust, som om det var svært for kreaturet at trække vejret, som den satte sig op på sine knæ. Der blev gjort ingen stor indsats for at fjerne tæppet fra den. Men som den kom op på sine knæ at side igen, gled tæppet ned, og fremviste ansigtet. En blanding af en Drow's mørke hud, og et feminint blik, og et menneskes vide hud og mandlige træk på den anden side af dets ansigt, skabte kreaturet en unaturlig, og tilsyneladende smertefuld symphony. Øjnene på kreaturet blev spærret på vid gab, i det det besværligt fik rejst sig på benene, som den begyndte at tale.

”P.. Problems... Problems! Erupting.. Ever since I.. I met you!! Wh.. What.. What did you do to me!? How.. Could you.. Do.. Something like.. Like this!? I wouldn't wish it upon.. My worst.. Enemy! Did I truly become that, so easily!?!”

Skreg kreaturet, i det dets former skiftedes igen, og dens nævner knyttedes. Dens hud fik en rødlig, skællet farve, og damp begyndte at stige fra dens krop, som om dens krops temperatur blev forøget mange hundrede gange. Øjnene blev begge en dyb rød farve, i stedet for et blåt og et lilla, der nu begge bar en dyb flamme. Et smertefuldt grynt trak sig fra kreaturet, i det en krystal så ud til at forme sig på dens brystkasse. En krystal, der bestemt ikke så ud til at høre hjemme der, men nærmere på en jord dæmons form, som beskyttende skjold. Men nu, fodsede der blod fra alle sider af krystallen, som om den var blevet boret ind i keaturet, frem for at have vokset ud fra den. En hånd lagde sig imod krystallen, i det kreaturet begyndte at bevæge sig imod Evelyn, med det ene øje lukket i et smerte fuldt, hidsigt blik.

”Y.. Your.. Torturing me.. Stop it.. Y.. You.. You.. Witch! This is worse than death!! J.. Just.. Kill me, inst.. Aargh!”

Kreaturets ord blev stoppet i et endnu mere rungende, forvrænget skrig, i det dets ene hånd voksede flere gange i størrelsen, og blev forvandlet til en stor sten, frem for den hånd det havde været før. Den pludslige forandring i vægt, gjorde at hånden blev kastet ned langs kreaturets side, og stenen med et bump landede på jorden, og brækkede flere af væsnets knogler i dens arm. Kreaturet blev tvunget til at knæle en anelse ned, grundet dette, for ikke helt at miste sin arm, og den dæmon form der var startet forsvandt, og den kunne nu kontrollere en helt almen menneskelig, mandelig form. Hans øjne skød ned imod stenen ved hans side, som han prustede og stønnede i smerter, inden øjnene gled tilbage imod Evelyn. Det var nu simpelt at finde noget helt andet, end bare vrede i hans øjne. Frygt.

”P.. Please.. I.. Never.. Mean to.. To kill anyone.. I.. I always.. Only.. Took what I needed.. Needed.. To survive.. I.. I.. I know.. What I did, was wrong.. I.. Gave you hopes, wh.. Which I then.. Shattered again.. And.. I've.. Done so.. To others as well, but.. But I never killed! Anyone, when not in selfdefense! Please.. Make this.. Stop!”

Desperation og panik oplyste sig i kreaturets øjne nu, da det desperat forsøgte at kravle imod Evelyn. Det lykkedes den også, at slæbe den voldsomt tunge sten med sig, med ganske langsomme skridt. Tåre, var ligeså begyndt at forme sig i kreaturets øjenkroge, inden at den til sidst måtte give op, og faldt på sine knæ, med blikket nu slynget imod jorden. Efterfulgt af komplet stilhed, sad kreaturet nu på knæ, med sin uskadiget hånd, imod sin skadede arm. Blikket fastlåst imod jorden, lagde der sig skulder langt hår ned over dens hoved. Komplet opgivelse, og underkastelse. Den ville ikke mere. Livet, var ikke denne smerte, eller dette forfærdelige sted, det værd. Så hellere bare få det endt. Hvorfor skulle den også nogen sinde tvinges ud af sin egen dimension?

Det var skræmmende for hende at hun bare stod der, kolde øjne der ikke så andet end den lidelse som kreaturet gennemgik, og hun følte intet. Der hvor der førhen ville have været medlidenhed, var erstattet med en kold hånd der klemte rundt omkring hendes dunkende hjerte. Men selv hvis hun ville have fundet det i sig, at hun ville have hjulpet dette væsen, så ville hun ikke vide hvordan eller hvad der kunne hjælpe den. Hun vidste ikke hvad der var sket da den havde taget hendes kræfter, ej hellere vidste hun hvorfor at effekten havde så stor en betydning for Morph hun kunne tydelig se at den var i mere smerte end hun havde været, men det var stadig ved at drive hende til vanvid.

''I didn't do anything Morph, what you are feeling right know, is something you did too yourself''

Hvor længe hun bare havde stået og stirret på væsenet for hendes fødder havde hun ingen anelse om, der var i hvert fald gået et stykke tid før at hun havde skilt læberne ad og ordene flød ud. Hun havde oprigtig ingen anelse om hvad der var sket, og trods for at dens ønske om at blive dræbt var fristende så vidste hun at hun ikke ville finde nogen tilfredsstillelse i at dræbe Morph, nej dette var næsten hævn nok, at se at den led mere end hun gjorde, at den havde det mindst lige så slemt som hun havde haft det. Efter noget tid satte hun sig på hug foran Morph, stadig med vandflasken i hånden og smed tasken ved siden af hende. De krystal blå øjne kiggede på væsenets ansigt, hendes læber gjorde en lille krusning mens hun overvejede, overvejede hvad hun skulle stille op, hvad var det i grunden hun ville opnå ved at opsøge den? Hun sukkede kort og lukkede øjnene i, hvor efter to fingre lagde sig imod hendes pande som havde hun fået en ekstrem hovedpine lige i dette sekund, men så igen dette var en lidt af en hovedpine for hende.

''But, I would geuss that you are reacting to those powers you took from me, and all the women I had stole beauty from. The only thing I can think of, is that we seek assistance, and the only creatures I know of that maybe be able to help, is you old contacts.''

Hun sukkede kort, trods hendes had ende hun alligevel med at hjælpe kreaturet, hvorfor vidste hun ikke helt. Men båndet mellem dem var muligvis stærkere end hun lige først havde regnet med, hun fiskede en lille kniv frem som der var placeret i den venstre støvle. Med et hurtigt snit i håndfladen begyndte blodet at flyde frem af såret, hun strakte det frem til væsenet som en indbydelse til at begynde at tage lidt af hendes blod.

''This time I will not trust you, but I feel this will help for a little while, just to give us enough time to get you out of here''

De kolde øjne, berørte stort set ikke Morph. Den søgte ikke den medlidenhed et alment menneske formegentligt ville have følt. Den søgte ikke andres støtte. Den ønskede bare at denne lidelse stoppede. Den var tvunget ind i en anden verden, hvor den slet ikke hørte til, hvor den formegentlig aldrig ville kunne komme ud. En verden af smerte, død, ubehag og en tung stank af ligegyldighed. Alle var ligeglade med hinanden, og ingen gjorde noget for deres næste, uden at få noget igen. Det, var hvad denne spirituelle Dæmon havde set, i den tid den havde befundet sig i denne dimension. Og den ville ud. Ud igen. Væk fra al denne had, og ufølsomhed. Den kunne ikke huske hvor den var kommet fra, men den var ikke i tvivl om, at det måtte være bedre end dette.

Da hun knælede sig foran den, gled dens blik langsomt op fra jorden. Smerten, sorgen og forvirringen var tydelig i hans øjne, og selv hvis hun ikke ville kunne se det der, ville hun næsten kunne mærke det i sig selv. Dens smerte, blev ikke til hendes. Men der var noget i dem, der nu var blevet –et-. De blå øjne stirrede direkte i hendes, med et tryglen efter at blive healet. Hendes forklaring om, at hun ikke kendte noget til hans smerte, og at det var noget han havde gjort ved sig selv, havde ikke skaffet hende nogen reaktion. Og da hun foreslog at de søgte hjælp, nikkede Dæmonens hoved en enkelt gang, imens den sank en klump. Dens fingre klamredes omkring den brækkede arm, imens dens ansigt skar et smertefuldt blik. Den strak sin ene skulder, og skulle netop til at snakke, i det hun skar en flænge i sin egen håndflade. Blikket blev forundrende i dens stirren imellem hendes skade og hendes øjne. Og da hun tilbød hendes blod, udvidede dens øjne sig en anelse mere, i det dens blik gled tilbage imod hendes blod. Blodets duft skar i hans næse, med en behagelig duft af liv og hjælp. Den skænkede hende kort et taknemligt blik, inden hans raske hånd rakte langsomt, forsigtigt ud imod hendes. De kolde fingre lagde sig blidt under hendes, og ledte den op imod dens læber. Dens øjne lukkedes, i det læberne lagde sig imod den røde væske, og blidt begyndte at suge til sig. Hun ville kunne mærke hvordan, næsten magisk, hendes blod blev trukket ud af den flænge der var blevet lavet, og ned i Dæmonens hals. Selvom hun ikke ønskede at stole på den, og havde gjort det sådan her, fordi hun troede at hun ville have mere kontrol, ville hun kunne mærke hvordan han stadigt ville kunne have drukket fra hende, uden for hendes kontrol. Hun ville kunne smage sit eget blod, som hun så mange gange havde smagt blod, siden den havde taget fra hende. Den tykke smag af jern, hvad end effekt den havde på hende, var den der stadigt når det var hendes eget blod. Men. Med hver lille dråbe der blev trukket fra hendes sår, kunne hun næsten mærke smagen forsvinde. Dulme. Det havde den aldrig gjort, før efter han havde drukket helt færdigt.

Frygten om at miste kontrol, ville hun nok aldrig få, inden kreaturet stoppede, med et lættet gisp, og sunket blik. Hans fingre gav blidt slip fra hendes hånd, og trak sig fra hende. Den ville ikke have taget nok af hendes blod, til at have nogen stor effekt på hende. Havde hun haft styr på sine evner, ville hun nok have været en anelse svækket i disse, men der var ingen effekt på hendes evner til at tænke, stå eller noget andet. Morph sank stille en klump, imens øjnene betragtede dens brækkede arm. Den trak vejret tungt et par gange, inden den brummede smertefuldt, og den store sten langsomt forvandlede sig tilbage til en almen arm og hånd. Den prustede et par gange, inden den igen skar ansigt, og smertefuldt brummede, i det krystallen i dens bryst forsvandt.
Efter smerten var taget til, sukkede den lavt, og fik sig rejst uden brug af hænderne. Den vaklede et par gange, inden den tog en dyb indånding, og endelig rettede sit blik imod hende igen. Igen, sank den lydløst en klump, imens den stille betragtede hende, før den talte.

”Thank you.. For all you might have thought of me.. I am no more a bad man, than you are.. I do what I have to, to survive. And I do it without causing great shock, surprise or initial fear. The pain I used to cause, was artificial. Non fatal. I never killed, if not in self defense. Not until.. After.. I took from you. For what ever I took from you… You took something from me, as well. What ever happened.. Neither of us.. Came out of it, on good terms. And. I apologize for that.”

Undskylde den, stille, inden den begyndte at bevæge sig i retningen af bjergende. Stadig med en hånd imod sin brækkede arm, som ikke var blevet healet af deres overførsel, men hang dinglende ned langs hans side.

”I agree. We need help. And the Nosferatu, would be our most realistic solution.”

Nikkede den et par gange, imens den stille bare gik imod bjergende. Det ville blive en lang tur i dette tempo, men det var alt hvad den kunne præstere.