It's going to change.

Musikken var ved at overdøve hende, men hun måtte leve med et. Hun havde bestilt noget at drikke og havde ikke fået det endnu, men det gjord vel ikke noget inderst inde. Det her sted var egentlig ikke et sted hun besøgte, men det var bare for at slå tiden ihjel, og hun var i nærheden af denne her værtshus, og det skulle da prøves?
”Undskyld mig? Hvor er min cocktail henne?” lød Abira’s uhyggelige rolige stemme. Hun lænede sig imod disken, og så hvordan manden skyndte sig at lave hendes cocktail. Hun nikkede som tak, og rejste sig op. Hun var op til flere gang tæt på at blive skubbet ned til jorden, men hun havde med nød og næppe undgået det. Hun var nu kommet ud, og satte sig på en sten foran værtshuset. Hun drak cocktailen i et, og lag glasset fra sig. Hendes rolige blik så ind igennem et vindue, hvor to voksne mennesker sad, og så en fodbold kamp. Hun lag hovedet let på skrå, og mærkede lige med et, sneen som faldt ned over hendes hoved. Abira par kun en sort lårkort kjole, men hun havde det aldrig koldt. Hun var trods alt en af Belial’s skabninger.
En lys hånd kørte igennem det korte hår, og hun så imod fuldmånen. Der var ingen lyde, kun når værtshuset dør gik op, kunne man høre den forfærdelige musik. Ellers, var der dødstille. Kun mørkets dystre hemmeligheder, kunne høres. Hun fugtede læberne og rejste sig op. Hun var faktisk ikke ret glad i dag, vel vidende, at hun altid var. I aften følte hun bare.. intet simpelthen.
Hun drejede om sig selv, så den sorte og meget pyntet kjole svang med. Hun gik over til lygte pælen og tog sine sko af. Hendes meget lyse fødder vil komme til syne imod asfalten, som nu var dækket til med sne. Også begyndte hun fandeme og danse. Noget hun var begyndt på. Noget som burde stoppe.
Hun stoppede da også et par minutter efter, og satte sig ned. Ryggen var lænet imod lygtepælen og benene var sat i skrædderstilling. Hvis man så hende nu, så vil man tro, at hun var blevet smidt ud af værtshuset. Men nej, dette her var meget bedre end at blive smidt ud. Hun sukkede og lukkede de mørke øjne. ”Hjælp”

Det var en meget stille aften, overraskende nok, i forhold til at det var Di Morga. Dog var der altid stille om aftenen på juletiden, da man havde mere vigtigt i at få indhentet den gode nattesøvn, så man kunne være frisk til at få familien nær sig når tiden endelig kom til den højtidelighed.
En nogenlunde høj mand, gik igennem de mange gader i Terre. Hans sorte hår dækkede let over de gule øjne, som gav et skær fra sig og sagtens kunne se på de forskellige bevægelser der kom i det lette mørke. Manda, som det normalt var, havde ikk taget sig gåturen igennem byen. Men det betød da egentlig ikk at hans varulv skulle blive siddende? Og da slet ikk på en fuldmånens aften! Denne varulv var ikk helt normal, ikk en fuldkommen ægte varulv, så den reagerede ikk som andre varulve på fuldmånen. Black, som han hed, ville egentlig ikk ligge derhjemme og bare sove. Det ville være alt for kedeligt på en god aften. Med roen, var det meget nemmere at finde nogen at få tiden til at gå med. Og ganske rigtigt.
En kvinde, der dansede? Det dannede en nysgerrighed ved Black, som med glæde stod med hænderne i lommerne på sine jeans, og lod blikket hvile på denne djævel. Som så ud til at more sig på et andet niveau, end mange andre. Han smilede kejtet, det var vel interessant. Selv den smule tøj hun havde på, gjorde ham også ganske nysgerrig på om hun egentlig ikk frøs og prøvede at få varmen ved at danse rundt. Han kom med et lille grin, som kun han selv kunne høre. Han havde vist fundet det han skulle bruge aftenen på.
Han begyndte med små skridt at gå hen til hende, han åbnede sin hvide vinterjakke og tog den af. Han stod foran hende og fik den omkring hendes skuldre. "Jeg ved ikk med dig, men jeg tror ikk helt det at danse rundt vil give dig varmen, hvis det er det du forsøger." smilede han. Black, som normalt var kold og blodig, havde fået en lille vending ved at se hende. Hun så ikk hjælpeløs ud, men han havde vel noget med ikk at gå fra en kvinde der siger hjælp. Han fik jakken lidt mere om hende, ved at få hende lidt væk fra pælen, så jakken kunne komme ned over hendes ryg.

Blikket gik mod himlen og sad på den fulde måne i nogen minutter, hvorfor fandt hun altid sig selv ude på disse natter. Hvor månen var fuld der var så mange fare ude nu end hvad der normalt ville være, nu hvor hun var ude så kunne hun vel lige så godt gå vider. Hvis hun ikke huskede galt var der en kro lidt længer oppe, bare lige et lille kik.

Tøjet hun havde taget på passede heller ikke til at tage på en kro, en kort lilla kjole der gik til midten af hendes lår, dog med lange ærmer. Ikke lige noget man så på et kro. Det gjorde det heller ikke bedre at hun havde taget sin rustning ud over, men det var jo fuldmåne så det kunne ikke betale sig at tage chancer. Det eneste der endelig ville passe ind var hende lyse lilla taske.

Ehh? Der var en kvinde der dansede ude foran kroen.
Hun stansede op og lod blikket falde mod kvinde så længe hun dansede. Hvorfor? Det gav ikke meget mening hvorfor hun dansede ude foran den, og slet ikke i den tøj hun havde på. Dog så det ikke ud til at hun havde det super koldt. Endelig så det ud til at havde det som hun gerne ville havde det.

Denne enegang var der vel ingen grund til at finde blokken frem, det ville være spild. Kvinden så ud til at håndtere kulgen helt fint. Ehh? Et ord forlod hendes læber, hun hørte det ikke men så læberne bevæge sig, mere var ikke nødvendigt.

Hjælp.

Hvorfor bad denne kvinde om hjælp? Men det hjælp ikke at tænke over det, så snart hun regnede ud hvad ordet var. Havde hendes sind sat sig for hvad hun ville gøre, hendes ben var også i gang med at gå mod kvinden. Første gang i længer tid hvor blokken ikke var en del af hendes tanke gang, end ikke en kulepen i hånden.

De tunge skidt lød som hun gik i mod kvinden, det kolde blik samt ansigt hvilede mod hende.
Hænderne hang langs hendes sider.
”Hjælp til hvad? Hvis jeg må være så grov at spørge.” Lød det fra hende med en stemme som en ung pige på tolv måske tretten.

Som ordene forlod hendes mund faldt tematuren en grad eller to mere, sne blev dannet i hendes mund samt det sne der faldt omkring hende blev til hagl stykker.

Øjnene havde åbnet sig igen og stod nu på stilke. Dog, tomheden i dem var ikke noget man bortså. De nærmest skinnede. Som et advarselsskilt: Du skal ikke nærme dig for ellers..
Men dog, et kort blink og hun var tilbage til virkeligheden. En kvindelig udgave af Most (en bog hun engang havde læst) var kommet til syne. Hovedet blev tippet til den ene side og et forvirret udtryk forlod hende. Men blev dog hurtigt erstattet med et blindende smil. Om det var et falskt et eller ej, var skam ikke til se. For Abira var mester til sådan noget. – Øjnene fulgte kvinden, som var på vej imod hende. Hvis hun var i sine fulde fem, havde hun rejst sig op… for høflighedens skyld. Men hun var ikke i sin fulde fem, så derfor var der ikke tegn på høflighed. Dog vakte kvinden hendes nysgerrighed frem, så hun lod være med at lukke af. Ikke i dag.. ikke for hende her.

Dådyr øjne vil blive peget på kvinden, som snakkede til hende. Men Abira kunne intet sige, af flere grunde. Kvinden sende sådan en behagelig kulde imod hende, og hun følte sig allerede tiltrukket af kvinden. Hun var ikke en djævel, det kunne hun mærke, men hellere ej en vampyr.. så hvor kom kulden så fra? Og hendes mund.. var det sne?
Også rejste Abira sig op, med overraskende øjne. Først nu lag hun mærke til, hvor lav kvinden var i forhold til hende. Og, hvor meget kvinde var der overhovedet over hende? Hun nærmede sig pigen, og lod en finger kærtegne hendes underlæbe. Noget af sneen, der var i hendes mund vil så derefter sætte sig på hendes finger. Hun vil så trække fingeren til sig, og kigge på sneen som så ud til at nyde hendes hud. ”Vidunderligt” mumlede hun for sig selv, og så smilende imod pigen. ”Åh, der er skam intet” sagde hun og rystede på hovedet. Hun tørrede sin finger og kiggede et kort stykke væk for at samlede sine tanker.

”Hvordan kan du det der?” spurgte hun så og pegede på hendes mund. Hun mindede altså alt for meget om Most, dog ude det der sne. Hun blinkede par gange med sine øjne og bed sig på underlæben, mens hånden kørte igennem hendes hår. For fanden. Hun følte sig tiltrukket af pigen her, som var hun skabt til hendes selskab!

De blå øjne gik op mod kvinden som hun stillede sig foran hende, det neste fokus var hendes ansigt. Så bevægelsen der førte kvindens hånd tættere på hendes lod hun ikke mærke til, ikke før hendes finger ramte hendes underlæbe.

"Ehh?" udkom hun i overraskelsen af kvindens hand. Sammen med orden kom en bølge mere af kulde, mere sne blev dannet inde i hendes mund. Bølgen nåede en meter ud, det tættere på hende dets koldere.
Men hun gjorde intet til at fjerne kvindens hånd, hendes øjne skiftede til overraskelse samt hendes hænder hændte stive langs hende sider. Dog kun i kort tid før hun slappede af igen, øjne gik lidt ned af kvinden men kørte hurtigt op på hendes ansigt da ord forlod hendes ene hånd gik op på hendes hofte, bennet i samme side lavede et lille knæk i knæet så højden i faldt ved hendes skuldre.

Ordende var ikke til hende, lød mere så om det var til kvinden selv. Hendes hoved blev drejet lidt på skrå og blikket faldt mod kvinden, dog med lidt forvirring i øjne. Nogen ord byggede sig op i hende da kvinden lod blikket falde op mod himlen, en lille hån mod kvinden. Men af en eller anden grund kunne hun ikke få sig selv til det. Ikke denne gang.

'Hvordan kan du det der' lød det fra kvinden og hendes finger var rettet mod hendes mund, nogen anderledes bevægelse udkom fra kvinden, meget ude af plads bevægelser og dog.

”He, det er mit blod der gør det. Som ordene forlod hendes mund kom en bølge af kulde hver gang, ved hvert ord. Sne blev dannet i hendes mund og faldt langsomt fra toppen til bunden af munden. Orden kom ud med glæde samt en lille smil blev dannet da hun gik i gang med at snakke. armen der ikke var på hendes hofte gik ind imellem dem og hævede sig til hendes egne bryst højde og bare hand i luften.
”Jeg kan ikke stoppe med det” Det hele gentog sig igen, med en forskels. Skuffelse i ordene. øjne var faldet ned mod kvinden skuldre.

Øjne, som sikkert vil betragtes som medlidenhed, ville kunne ses på Abira. Ikke at hun følte med kvinden, men blot fordi hendes øjne gav udtryk for det, så var det ikke altid det, at hun følte. Hun fugtede sine læber, som var det hun også forventede, at sne skulle danne sig i hendes mund.
Hun betragtede kvinden som det individ hun var. Dæmon. Fandtes der virkelig is dæmoner? Abira så ned ad hende og nikkede bestemt. Det gjord der åbenbart. Men hun måtte ærligtalt indrømme, at kvindens tøj gjord hende lidt mere tilpas. Det virkede på samtidig behageligt og ubehageligt. – Abira kørte en hånd igennem det sorte hår og kiggede bag kvinden. Imod klubbens dør. Hvorfor var kvinden overhovedet kommet over til hende? ’Hjælp’ var der ikke brug for, og hun kendte så meget Di Morga, at hvis du lå blødende i et hjørne, så var det eneste hjælp du kunne få, ved at miste livet fuldkommen. Så et eller andet måtte da havde tiltrukket dæmonen. Måske af samme grund som hende?

Abira løftede det ene øjenbryn op. Noget som hun efterhånden var mester til. ”Ser man det” kluklo hun og havde lagt mærke til, at kvinden ikke lød helt glad for det. Men hun kunne da også se ulemperne ved at have sne i munden hver gang et ord kom ud. En forbandelse, var det rette ord. Men var det en forbandelse for kvinden? ”Interessant, må jeg sige” hun smilede skævt og fløjtede hurtigt. ”Sådan at kunne fremkalde sne i munden ved at sige nogle ord” hun nikkede og prak kvinden på panden.

”Sig mig, Sne fremkalder, hvordan kan det være, at du er her?” om det overhoved var et spørgsmål var svært at sige, men det var i alt fald rettet imod kvinden, hvis navn nu var Sne fremkalder. Uhøfligt men det var det værd.

Der var et eller andet der ikke passet helt ind, kvidens øjne. Medlidenhed? Så kvinden havde ondt af hende? Hun gjorde hvad hun kunne for at holde øjne med hvor kvindes blik var, men valgte at lade være da kvinden lod blikket falde ned over hende selv. Blikket faldt hen over hendes skuldre mod den lygtepæl hun havde stået op af, alene lige i lyset havde hun valgt at være. Hvorfor stille sig et sted hvor man ikke kan overse en her i Di Morga. Alle andre steder kan det forstås men at be om at blive set her?

'Ser man det'? Var det virkelig det hun havde at sige til det? Intersandt? Mærkelig kvinde, var meget nemt at høre på hende at hun ikke var et menneske, samt hendes tøj så det var ude at billedet, dæmon ville hun have mærket med det samme hendes blik fandt på hende. Engle, djævle, vampyr, varulv..Stadig uklart at sige hvad hun var, men at hun ikke var menneske betyder at hun ikke er ufarlig. Men hun virkede ikke til at være farlig alligevel, hun virkede endelig venlig.

'sig mig, sne fremkalder, hvordan kan det være du er her?'
Da orden udkom fra kvinden lod hun sit blik falde tilbage på kvindens øjne, mærkelig titel hun havde fået, sne fremkalder..Hmm, ja den passede endelig meget godt.

”Jeg har ikke så meget andet at lave end at vandre rundt.” Lød stille fra hende med den unge piges stemme. Der blev lagt meget tryk på ordet rundt samt noget mere følelse.
Som ordende kom, forsatte den bølge af kulde som der hele tiden har været. Dog en noget kun kraftigere bølge kom ved ordet rundt. Temperaturen faldt noget kun mere, sne blev dannet omkring hende, samt lidt hagl. Inde i hendes mund blev der ikke sne, men is.
Selve bølge fik også hendes lange sølvfarvet prinsesse hår til at bevæge sig en smule.

Kvinden kunne åbenbart lig kulden, så hvorfor ikke give hende noget at smile til. Selve handlingen fik også et smil frem på hendes egne læber lige efter ordet var sagt.

Hun kedede sig ufattelig meget. At stå og snakke var ikke det hun var så god til eller kunne lide. Emnet generelt interesserede hende ikke, men hun var trods alt høflig, så hun holdte det for sig selv. Blikkende fra kvindens side, der blev sendt imod hende, var ikke til at ignorer. Og dog sendte Abira blot et smil tilbage. Utålmodig havde hun altid været.

Da kvinden eller pigen, hun lignede ærligtalt en pige. Men efter dæmonen var færdig med at snakke, sagde Abira ikke noget. Hun stod blot og masserede sin nakke. Hun løsrev sig fra pælen efter et minuts stilheden. Selv hendes korte, mørke hår dansede med vinden, da hun nærmest fløj over til dæmonen. Tættere på pigen. Hun lag en hånd på pigens kind og lod hånden glide lidt ned. Til hendes hage. Derefter løftede hun hendes hage op, så blikket vil blive rettet imod hende, hvis den da ikke allerede havde søgt efter hende. Abira så ned på sin hånd, da noget af sneen havde ramt hende. Hun så på pigens mund og smilede. Hun kom tættere på hende, og lukkede øjnene da hun kunne mærke kulden fra hende. Hun trak vejret dybt ind og åbnede sine øjne.

Abira slap taget om pigens hage og vendte sig om. Hun bøjede sig ned og samlede noget op og begyndte at gå. Men standsede dog op. Hun så tilbage på dæmonen og nikkede. ”Vil du med? Jeg har noget jeg skal vise dig” sagde hun blot og begyndte at gå. Om pigen fulgte efter eller ej anede hun ikke, men hun var egentlig heller ikke helt op og køre over det. Pigen udsendte nogle dejlige tegn, men Abira kunne godt styre sig.

Ud af det blå endte kvinden foran hende, ingen tegn på dette ville ske. Hendes øjne voksede et smule ved overraskelsen, en hånd på hendes kind? Hun så forvirret på kvinden, hun var ikke glad for kvinden gjorde som hun gjorde, men samme tid var det endelig rart. Hendes hage blev luftet lidt op. Nej..Nej..Nej! Kvinden ville vel ikke kysse hende? Mere nåede hun ikke tænke, før kvinden træk sig tættere på, kvindens øjne gik i. Forbandet, hun overvejede at sætte hun hånd op i mellem dem men nåede det ikke før kvinden træk sig væk og vendte sig.
Kvinden gik i gang med at gå væk. Ehh? Godt nok en spontan kvinde.
'vil du med, har noget jeg skal vise dig?' Udkom fra kvinden som hun træk sig væk.

Uden at nå at tænke over det, lød de tunge skridt fra hende som hun træk sig mod kvinde, hænderne blev taget over på hendes ryg hvor den ene holdt om den anden.

”Hvad vil du vise mig?” Udkom stille fra hende, bølgerne gentog sig. Dog lidt kraftigere end dem fra før, men ikke så kraftige som da hun sagde rundt. Efter hun havde snakket lød hun hovedet falde til siden, øjne brunende faldt en smule.

Hendes tanke sad i hendes tanker en smule, selv om det var skønt at have muligheden for at snakke med en igen, mindede hende om at være hjemme. Åh, det elskede abyss, hvor man kunne være sig selv uden at blive jagtet, endda ligne sig selv og ikke få folk efter sig. Her var så mange ting man skulle være bange for, djævle, vampyre, varulve, engle..Selv mennesker om de var nemmme at fjerne eller ej, så var de der stadig.

Hun rettede blikket tilbage mod kvinden hun havde valgt at gå efter. Selv denne kviden, der var ikke noget der sagde hun ikke var farlig.