Don't wanna change - Khá

Det var hen imod eftermiddagen da Charmeine nåede slottet, det var alligevel en pæn tur på gåben, og havde derfor gået længe. Hun var også ved at være træt, og ville nok blive nød til at bede om noget vand at drikke når hun blev lukkede ind. Om Khá i det hele taget var hjemme, anede hun ikke, men hun håbede på det. Ellers måtte hun vel hilse på hans butler, og bede ham sige videre at hun havde kiggede forbi.

Det var efterhånden noget tid siden hun havde set Khá, og hun savnede ham ærlig talt. Men, der var en anden ting hun var nød til at fortælle ham, og håbede bare at han ikke blev vred på hende. Hun bankede på - eller ringede på - og ventede pænt til hun blev lukket ind.

Der var sket så meget siden hun sidst havde set ham. Hendes påklædning var i de sædvanlige hvide kjoler, men til forskel fra sidste gang, havde hun fået undervisning i at man skulle bruge undertøj under kjolerne. Derudover kunne man svagt ane en gullige farve rundt om det venstre øje, læben var ikke længere hævet, men såret hun havde fået på det var ikke healet helt, men det var et spørgsmål om dage før det ville være væk. Derudover var der også gullige mærker på hendes ben, mærker der generelt tegnede på at de havde skiftede kulør var blå og lilla. Mærker påført af en hård hånd. De klare grønne øjne var ligeså klare og grønne som altid, om end de bare på mere forsigtighed end den ro hun havde haft sidst.

Netop som hun bankede, åbnede porten og hun blev mødt af butleren Bach. Han bukkede dybt for hende og sagde: "Ahh Ms. Charmeine..... The Master is building a toolshed at the roses in the back of the garden.... I presume you need something cold to drink? There is plenty by the Master.... If you will excuse me, i will get you something to eat....."
Så viste han hende mod haven hvorefter han gik efter maden.
Omme i haven stod en Khaa i bar overkrop og havde lige sat en bjælke op til et rigtig flot skur. Det var også næsten færdigt. Han havde godt mærket hendes energi og at der var noget der var forandret.

Han tog et håndklæde og tørrede sin pande inden han gik lidt hen mod hende og smilede varmt som altid og sagde: "Charmeine..... Welcome.... I have missed you...."
Så rynkede han sin pande og spurgte: "What happened?....."

Butleren hilste på hende, og huskede sågar hendes navn! Det var mere end hvad hun havde kunnet håbe på, men hun smilede nu varmt mod manden. "Hello Btach, good to see you again" hilste hun pænt. Hurtigt fik hun at vide hvor Khá var henne, og det var dejligt at høre at manden var hjemme trods alt, hun var vel heldig! Som sædvanligt var Batch dog praktisk, fortalte hende der var en del at drikke hos Khá, og at han ville sørge for mad. Hun fik ikke rigtigt chancen for at sige det ikke var nødvendigt, manden var hurtigt videre. Hun så kort efter ham, smilede skævt, og blev snart opmærksom på Khá tilstedeværelse, kort tid efter, kunne hun også lægge øjne på ham.

Manden var som hun huskede ham, ligeså høj, og ligeså stor. At han så var i bar overkrop var nok mindre påklædning end hun lige huskede, men det gjorde hende ikke noget. Hendes forhold til tøj havde ikke ændrede sig selvom hun havde fået et kursus i sømmelig mængde påklædning.
Skuret han arbejdet på så virkelig flot ud, og hendes smil voksede sig større. Manden var dog ligeledes blevet opmærksom på hende, greb et håndklæde og vendte sig mod hende. "Thank you. And I missed you as well.." svarede hun varmt. Han blev dog alt for hurtigt opmærksom på noget var galt, og hun slog afværgende ud med hånden. "Nothing. You look good!" kommenteret hun i stedet for, og tøvede ikke med at slå armene om ham. Hun havde savnet at kramme ham, og havde behov for den styrke og ro han kunne indgyde hende. Endda mere end hun selv var klar over.

Han sagde i første omgang ikke noget men lod hende bare kramme ham og med det samme lagde han også armene om hende. "I have really missed this......"
Bagefter så han hende i øjnene og hans øjne havde den så klare gyldne glød imens han rakte hende et glas friskpresset æblejuice.
Selv tog han en stor tår kildevand inden han hurtigt trak en stol ud til hende og sukkede.
"Charmeine.... I know it isnt easy to say.... But bruises doesnt come by themselves.... I would wish you would tell me what happened.... What happened in the past time since we last met.... But if you wont.... Can i at least heal your bruises?....."

Så strøg han blidt hendes skulder og gav den et forsigtigt klem inden han stille sagde: "Remember.... This castle is also your home.... I even made you a room..... I want you to feel safe here..... "

"So have I" svarede hun da hans arme lagde sig om hende. Det føltes som en evighed siden de sidste havde set hinanden, og det var svært at tro man kunne komme til at savne et andet væsen som hun havde savede ham.
Kort efter slap de hinanden, så i stedet mod hinanden, og hans gyldne blik sendte den sædvanlige behagelig varme gennem hendes slanke krop. Et glas juice blev lagt i hendes hånd, og hun kom i tanke om at hun havde været tørstig, og tog et par slurke af det efter at have takket ham.

Han trak stolen ud for hende, og hun satte sig langsomt ned, hans efterfølgende ord og bekymringen fik hende til at synke, og hun kvalte et suk. Heale hendes sår? Inden hun nåede at overveje det færdigt, fortsatte han, og overraskede hende ved at fortælle han havde indrettede et værelse til hende. Virkelig? Hun havde jo en lejlighed og det hele. Han havde selv givet hende en del penge der kunne sikre at hun ikke blev smidt på gaden lige foreløbigt.

Følelserne overvældede hende pludselig, og det hun havde troede hun var kommet sig over, dukkede frem og til overfladen igen. Glasset hun havde haft i hånden blev sat på bordet, og hun omfavnede ham igen for at skjule de tårer der havde vist sig i hendes ellers klare grønne øjne. "A while ago, I was taken by some men. They locked me away in a dungeon, the prisoner .. he was very rough" hulkede hun ind mod hans bryst mens hun ikke kunne kontroller sin gråd. Hvad der lige skete forstod hun ikke selv, det var næsten to uger siden det var sket, og hun troede virkelig hun havde fået grædt nok.

Da hun pludselig smed sig i armene på ham igen og begyndte at græde, lagde han fast og varmt armene om hende imens han lyttede til hendes ord. En del af ham havde utrolig ondt af hende fordi hun blev udsat for den slags. Men den anden del boblede af vrede og havde lyst til at finde hvem end der havde gjort det og straffe dem. Det var jo faktisk noget af det han var genfødt for.
Meget stille samlede han hende op og satte sig med hende på skødet så hun kunne sidde endnu bedre hos ham.
"It is going to be alright..... They will be punished for what they have done...... I have no doubt of this.... As your teacher and friend i want to protect you..... It is why i have the room made for you....
So you have a home outside of your own..... I will always keep you safe....."

Ganske kort trak han ansigtet lidt tilbage så han kunne se hende i øjnene. "I will always be there for you Charmeine....."
Så lagde han meget forsigtigt den ene hånd på hendes kind imens den anden stadig nussede hende på ryggen. Så kom der et svagt gyldent lys og hun ville kunne mærke den så velkendte varme fra himlen. Stille forsvandt hendes mærker og sår til det punkt hvor de alle var væk. Så kyssede han hende på panden og smilede varmt

Han trøstede hende faktisk, og satte sig ned med hende i sit skød. Hun tog imod den omsorg og medfølelse han gav hende, og puttede sig ind mod ham. Hans følelser af vrede ramte hende i mellemtiden også, endda som et hårdt og koldt vindpust. Havde det ikke været for hans kærlig greb om hende og ordene der fulgte, ville hun have troede følelserne var møntet på hende.
Hun prøvede at kontrollere sine tårer, og snøftede derpå svagt. "But.. I lost the coin you gave me" mumlede hun dæmpede. De havde taget den fra hende da de havde taget hende til fange.

Nok havde hun en skytsengel, men det her var alligevel anderledes, og hun følte sig så tryg og rolig i hans favn der, nærmest beskyttet mod al ondskab i verden. "I know" mumlede hun snøftende ind mod ham. Kysset han trykkede mod hendes pande var rar, og hun gled øjnene i, for derefter at putte sig ind mod ham igen.

Han nussede hende meget stille og lagde armen fast om hende som hun puttede sig ind til ham. Selvom han før havde været vred blev det meget hurtigt skubbet væk for det handlede om hun skulle have det godt. Hun skulle have lov at være glad.
"It is ok..... I will make you something else than the coin.... An object can be replaced.... But you cannot.... Your safety is far more important to me...."
Meget diskret kom Bach ud og satte et fad med frisk frugt inden han lydløst gik igen. Bach var utrolig dygtig til sit arbejde men følelser var ikke hans stærke side.

Efter endnu et kys mod hendes pande, vuggede han stille med hende og hviskede:
"I am glad you came..... I will never let something like that happen again....."

Ord kunne ikke beskrive hvor taknemlig hun var over hans trøst og nærhed, og som han lagde en dæmper på sine følelser, blev det også lettere for hende at fokuser. Hun nikkede stille ved hans svar, så var han heller ikke vred over at hun havde mistede det mønt han havde givet hende, hun havde selv været ret ked af det over det. "You are so gentle, thank you" endte hun med at hviske bevægede over hans omsorg for hende.

At han healede hende var rart, men det var ikke halvt så rart som den varme følelse der skød gennem hendes krop ved berøringen, og hun slappede betyderligere af. Derefter havde han kyssede hende på panden, og som hun puttede sig ind mod ham igen, blev endnu et kys plantet mod hendes pande. Bach bemærkede hun ikke, om end hun fornemmede hans humør kortvarrigt.
Hans ord mindede hende om Zacharys da han havde fundet hende. "It taught me to be more careful, so I hope it wouldn't happen again" at være engel kunne have sine fordele og ulemper, der havde det været en ulempe.
Charmeine vidste hun burde give slip på ham, men hun havde ikke lyst. "Can I sit here for a while?" endte hun derfor med at spørge.

Han smilede varmt og rettede lidt på sig så hun kunne sidde bedre. Så lagde han den ene hånd på hendes ben og den anden arm om hendes ryg så hun skulle føle sig tryg og velkommen hos ham.
"There will always be risks in life...... But it's good to be more careful..... It is important that you remember that is was not your fault....."

Da hun spurgte om hun måtte sidde der, kneb han øjnene sammen og kiggede på hende med et roligt og varmt smil.
Hurtigt efter skiftede han dog til et varmt og kærligt smil inden han sagde:
"Of course Charmeine..... Maybe afterwards i can show you what i've made? But for now.... You can sit here just as long as you want...."

Det var måske rigtigt, det havde ikke været hendes skyld, hun huskede knap hvordan det var sket, og var bare vågnet op i fangekælderen. "No, it wasn't" gav hun ham derfor ret.

Et øjeblik var hun faktisk tæt på at rejse sig, men han endte med at smile og hun blev siddende. "I would love to. But.. you made a room for me? Why? I mean, I am of course thankful, but I don't understand why..?" de havde jo ikke just mødtes siden deres første møde, og hun kunne jo godt lide det sted hun boede, om end det ikke kunne måle sig med hans slot, ikke at der var meget heromkring der kunne. "I missed you.." mumlede hun kort efter ind mod ham. Ærlig talt, havde hun nu heller ikke lyst til at gå nogle steder, alting her var trygt og rart, ingen kunne gøre hende noget her. Hun vidste dog det ikke var logisk, og at hun ikke kunne blive der forevigt hvor rart det end ville være.

Selvom han sad i bar overkrop, generede det ham ikke det mindste at hun sad der. Det var tvært imod dejligt.
"I made you the room for many reasons..... If teachings took alot of time it could be a good idea to stay overnight.... And company every now and then would be wonderful..... But mostly..... I hate the thought that something should happen to you.... Here you will be safe..... But i also want it to feel like a home.... A place where you feel welcome...."

Ganske vist var hans slot flot og stort, lignede et lidt dystert slot fra et eventyr. Men samtidig kunne det godt blive meget meget ensomt. Selvom Bach var der så gik Khaa jo ofte helt alene.

Det generet heller ikke hende at han var i bar overkrop. Varmen fra hans krop var både rar og velkommen, og hun kunne høre lyden af hans hamrende hjerte hvad også virkede så dejligt beroligende.
"I like it here. Away from everyone and feeling safe" svarede hun og så op mod ham igen. "Alot has happened since last we saw each other. I found the one I have to protect, I have got a job now, and.. It would seem I have a guardian angel as well.." en kort opremsning af hvad hun havde oplevet over de sidste uger.

"I am glad that you feel safe here.... It is how i wish for you to feel around me and in this castle....
I hope you in time will see it as a kind of your second home...."
Han lyttede stille til hendes ord og nussede hende blidt imens så hun kunne føle alt den tryghed hun skulle bruge.
Der var virkelig sket en masse for hende på kort tid, så han var glad for hun stadig holdt så kraftigt fast i hvem hun altid havde været.

"That is alot of change fast..... Never had a guardian angel myself... I used the last two weeks dusting off old tomes and scrolls about magic and spells...."

"I already do" svarede hun blidt. Ham og det her sted føltes allerede som et hjem, og følelsen hun havde haft sidst, om at det næsten var som at være i himlen igen når hun var omkring ham, vendte tilbage. Hun savnede himlen, virkelig meget endda, desværre var der bare ikke så meget at gøre ved det. Hun havde sine pligter at tage sig af hernede.

"That does sound interesting. I have never seen a scrolls about spells before" indrømmede hun hurtigt. Hun prøvede ihærdigt at skubbe alt hvad der var sket på afstand, og bare tænke positivt. Det var nok ikke halvt så svært omkring Khaa som det var omkring andre.

Da de sad på den måde, kunne han godt mærke hvor meget hun egentlig havde behov for at få det hele på afstand. Det var heller ikke så underligt når man nu så verdens skyggeside tæt på. Det kunne ind imellem skabe et større chok end man først ville forvente.
Så han besluttede sig for at hjælpe hende endnu mere med det.

"We can sit here for just as long as you'd like...... I enjoy it myself..... And when you feel like it, we can see the new room? Or i can show you the Arcane Library first? There is all sorts of artifacts, scrolls and books.... Many of them still contain magic..... I have a few holy relics too.... "
Så strøg han hende blidt over håret og smilede varmt

Han foreslog snart at de kunne se det værelse han havde lavede til hende, eller det bibliotek han havde. "I would love to see all of it" konkluderede hun i sidste ende, og så op mod ham. Nogle øjeblikke sad hun stille og bare så op mod ham, inden hun atter krøb ind mod ham. "I missed you" gentog hun lavmælt og gled armene rundt om hans hals. Igen kunne hun ikke slippe tanken at det var rart at sidde der, hun burde ikke have ladet ham gå sidst.

Noget tid senere tvang hun dog følelserne under kontrol igen, og så op mod ham igen. "Thank you for healing my wounds.." sagde hun stille, et lille smil tittede frem på hendes fyldige læber. "I am ready to see the library or the room you made for me.." hvad der kom først var faktisk ikke at stor betydning, hun ville bare gerne være sammen med ham.

Han kom med et ganske kort grin og nussede hende som hun puttede sig ind mod ham. Noget han måtte se sig skyldig i, var en svaghed han havde fået. Der var et eller andet særligt over at sidde med hende. Ikke kun fordi de var tætte men også fordi hun viste at hun var tryg.
"I missed you to Charmeine.... Alot....."

Da hun så på ham, strøg han hende stille over kinden og sagde: "Let's start with the library.... "
Så rejste han sig stille sammen med hende og holdte armen om hende. Hvis hendes ben var for usikre til at gå, bar han hende i sin favn.
Kort smed han sin t-shirt på og gik afsted hen til hvad der næsten lignede en lille grav med en stendør i slotsgården. Hans øjne lyste kort som han drejede på håndtaget hvorefter døren gled op. Så gik han ned i et rum med et stort smukt bord med 13 stole ved. Derefter ledte han hende ned af en trappe og skubbede en sort dør op. Krystaller i loftet tændte og oplyste det største bibliotek man kunne tænke sig til. Mellem alle reolerne stod montrer med alt fra en tørret hånd til et lille gyldent kors. Ved det lille kors lå der også en træsplint fra et eller andet.

Der var flere tusinder af bøger og skriftruller der nede. Så nussede han hende og forklarede: "This is the worlds greatest collection of arcane knowledge in the entire world...."

Det var rart at vide hun også var blevet savnet, og hans grin kunne kort fornemmes i hans bryst. Hun smilede op mod ham, glad for svaret. Det blev dog besluttet at de tog et kig på biblioteket, og som han rejste sig op med hende i favnen, hvinede hun kort og endte med at grine. Det var underligt at blive båret, det havde hun ikke prøvede før, men sjovt var det da også. "I can walk myself" forsikrede hun ham kærligt om øjeblikket efter inden hun blev sat ned og kunne stå på sine egne ben.

Han fik sin T-shirt på, og hun stod pænt og ventede. Hun fulgte med hen til stendøren, og fordi hendes blik hvilede på døren, opdagede hun ikke hans lysene øjne, hun fornemmede dog magien da den gled op. De fortsatte ned ad en trappe, og hun så sig nysgerrigt omkring mens de gik forbi bordet med de tretten stole. De fortsatte dog til en sort dør, som de standsede ved. Da døren blev åbnede og lyset blev tændt, trådte de sammen ind i noget af det der måtte være verdens største bibliotek. Der var i at fald flere bøger end man nogensinde forestille sig. Nysgerrigt gled hun blikket omkring.

"It looks like it" svarede hun med et smil. "Impressive..." kommenteret hun derpå og så sig omkring, havde nydt det korte kærtegn han havde placeret mod hendes ryg. "Did you collect all this by yourself?" spurgte hun derpå mens hun gik hen til et af montrerne, og stod snart og betragtede et gyldent kors.

Han gik med hende hen til montren og nikkede en gang inden han strøg hende på ryggen og nikkede en ganng.
"Yes i have.... I have been gathering it for almost 5000 years..... The creature i was before my rebirth have been reborn in a new body several times..... I am still the guardianof it all...... "
Så åbnede han montren så hun kunne se det bedre og lagde det i hendes hånd. Bagefter løftede han det lille stykke træ der lå der nede og og viste hende.
"That cross have been worn by the third pope..... And this piece of wood here..... If you feel this piece here..... I think you will know where it is from....."

Det lille stykke træ var hentet fra Golgata-bakken hvor Jesus i sin tid blev korsfæstet. Det var dog ikke til at sige om det var fra Jesu kors men samtidig kunne energien fra stedet stadig mærkes hvis man koncentrerede sig. Meget forsigtigt lagde han det ved siden af korset i hendes hånd. Så lænede han sig ind til hende og hviskede: "Try it...."

Han fulgte med hen til montren, og åbnede den for hende hvor han tog korset ud og lagde den i hendes hånd. Hun lyttede til ham imens, og så ned på korset. Det var smukt. Kort efter havde han løftede det lille træstykke og hun vendte sit blik mod det.

Nysgerrigt endte hun med at lade ham sætte træstykket i hendes hånd. Kort så hun op mod ham, smilede opmuntret af hans ord, og gled øjnene i mens hun fokuseret mod træstykket. "Alright" blev hendes svar. Et lille stød skød gennem hendes krop, og et øjeblik var det som om hun befandt sig samme sted som træstykket havde gjort i sin tid. Overrasket spærrede hun øjnene op "Wow.." chokeret så hun op mod ham. "I .. I am not sure what just happened.." indrømmede hun, hun havde ikke prøvede noget lignende før.

Han tog stykket og lagde meget forsigtigt ned i montren igen sammen med korset hvorefter han smilede til hende og forklarede:
"What you saw and felt was the memory inside the object..... When items have certain energies in them, you can experience their memories, pretty much the same way when you sense people's emotions... This particular piece of wood came from the hill of Golgatha.... The place where Jesus Christ was crucified..... The more powerful the object, the more easier it is to feel the memories....... Come.... I have a very particular item i want to show you....""

Først passerede de en reol der var meget godt låst af og man kunne næsten godt mærke ondskaben der fra. Så ledte han hende hen til et lille smykkeskrin han så åbnede. Det begyndte at spille en smuk smuk melodi og man kunne nærmest mærke himlens varme fra den.
"This was a present from Zhar Nicholai of Russia....."

Hun overlod ham begge ting, og lyttede interesseret mens han forklarede, og tydeligvis fascineret. Hendes tanker drevet langt bort fra alle hendes oplevelser og hun var mere afslappe. "Fascinating" svarede hun langsomt. "It must be very powerful then.." for det havde da ikke været svært at fornemme energien, og slet ikke opleve mindet. Kort efter bad han hende følge med, så det gjorde hun, spændt på at se hvad han ellers havde at vise hende.

Reolen de passerede og som var fuld at mørke og ondskab, fik hende kortvarigt til at stoppe op. Hun var naturligvis draget af den ondskab, ikke for at blive en del af den, men efter et ønske om at neutralisere den. Han var dog videre, og hun løsrev sig og fulgte med. Smykkeskrinet han viste hende var i mellemtiden smukt og perfekt, og hun end ikke nænnede at røre ved det af frygt for at komme til at ødelægge det. I stedet så hun ned mod det da han åbnet det, og musikken flød ud i biblioteket. Smukke toner spredte sig omkring dem, som sendte en varme gennem hende. Hans forklaring på hvor det var fra, fik hende til at lægge hovedet på skrå. "Beside him being a Zhar, anything special?" spurgte hun forsigtigt af frygt for at spørgsmålet var dumt.

Han holdte den lille spilledåse op foran hende og nikkede roligt.
"I was not the first owner.... It was given to me when i was something else.... I helped him to keep his wife alive long enough for her to give birth to their daughter.... Even though i was that monster, i still had a softspot for helping children.... His wife did not survive the birth and they did not want me to bring her back.... I was given this as a reminder of my aid to them... And i could still do good.... I want you to have it Charmeine...."

Kort lyste hans øjne og han sagde et par ord på Englenes Sprog: "Let this little part of me rest within.... So that she may always feel my presence....."
Så gav han hende et stille kram og rakte hende det.
"It is no coin..... But it was given as a gift to commemorate a beautiful heart.... Compassion.... Care...... That is why i want you to have it...."

Hans historie gjorde hende varm indeni, og hun havde ærlig talt aldrig tvivlede på hans godhed. Inderst inde, var alle gode mennesker i en eller anden omfang. Afslutningen kom dog i mellemtiden bag på hende, og hun så overrasket mod ham. "What? Me? Why me?" spurgte hun forundret. Forklaringen faldt dog øjeblikket efter, og som han havde puttet sin magi i den, sank hun en klump og tog forsigtigt og ærebødigt imod den. "Khá, it is too much" hviskede hun mod ham, tydeligvis bevæget over hans gestus. Så hellere en mønt, i det mindste var den mindre værdifuld, nu ville hun jo være bange for at miste den her også. "Are you sure about this?" spurgte hun derpå.

Hun endte med forsigtigt at omfavne ham igen, og holdt sig tæt ind mod ham. Han var sådan et godt væsen, og en fantastisk engel. I grunden følte hun stadig ligeså heldig over at have mødt ham som hun hele tiden havde gjort. Han forventede intet af hende, og tog hende for den hun var.