New beginning # Penelope

Penelope var på den sædvanelige jagt efter et spiseligt dyr. De menneskelige følelser hun havde fået med sig da hun krydsede over, havde nærmest forbudt hende at slå mennesker ihjel. Dog var der tidspunkter hvor hendes kolde og kyniske jeg slog igennem, hvilket gerne medførte et drab eller to. Men for det meste på forbrydere, gerne dem der ikke var blevet fanget.
Men lige nu gik jagten efter en hjort, et dådyr, alt andet end fugle og ræve. Dem spiste hun af princip ikke.
For en gangs skyld havde Pen ikke de sædvanelige stilletter på, men istedet et par militæragtige støvler der gik til midt på hendes læg, sammen med dem havde hun et par løse khakigrønne bukser og en stram t-shirt. Ikke det tøj man så hende i normalt. Men det var hendes fortrukne jagt-outfit.
Det blonde hår var sat op i en stram fletning og makeuppen var afdæmpet, hun skulle jo ikke ligefrem gøre sig i stand for sit bytte og da slet ikke når det var et dyr. Gennem skoven havde hun gået, væk fra stier og fulgt sine instinkter, lugten af en ung hjort hang i luften og jagten var gået ind.
Lydløst som en kat bevægede den lille kvinde sig gennem det besværlige terræn, hun sprang adræt over grene og snoede sig smidigt udenom buske og andre forhindringer. Hun var ved at nærme sig hjorten, da en anden lugt afbrød hendes jagt. Pen rettede sig op og lukkede kort øjnene, mens hendes næsebor vibrerede svagt. Jo, en anden vampyr.. Eller vent, det var ikke en fuldblods vampyr, noget nærmere en blandning. Men ingen blanding hun havde mødt før. Kunne det være.. Vampyr blandet med menneske? Nej.. Umuligt.
Pen rystede svagt på hovedet for at slippe af med lugten og fokuserede igen på sit bytte. Hjorten stod der minsandten endnu. Et hurtigt spring og dyret var nedlagt. Hurtigt og humant var den aflivet og Pen lod to fingre glide hen over dens øjne, så de var lukkede. Det var simpelthen for klamt at spise af et dødt dyr, der ligefrem stirrede på én.
Langsomt men velovervejet satte Penny tænderne i den unge hjorts hals, lige ved hovedpulsåren og begyndte at drikke. Blodet fossede ud med sådan en kraft, at noget af det løb ned af hendes hage og mundvig.

Penelope registrerede godt den anden pige, men drak blot videre uden at gøre det store ved det. Hvad ragede det hende? Men da pigen faldt sammen foran hende, fik hun alligevel medlidenhed med hende. I løbet af et øjeblik havde hun bakset hjorten hen til pigen og fået hende til at drikke en smule af dyrets blod. Hun havde ikke selv nået at få så meget, så der var god mulighed for at den lille pige kunne komme til kræfter med den uskyldige hjorts blod.
Pen havde løftet pigens hoved op i sit skød og holdt øje med om hun drak. Da hun så sit snit til det, lod hun sin blege håndryg køre hen for sin mund, for at tørre blodet væk. Det gik jo ikke, at hun lignede en der havde slået nogen ihjel. Eller hvad. Hun havde jo slået den uskyldige hjort ihjel - men kun for at undgå at slå et menneske ihjel. "Dumme samvittighed" brummede Pen og opdagede så, at pigen vågnede igen. "Kan du drikke selv nu?" spurgte hun, en anelse barskt. Hun bed sig i læben og betragtede den svage pige, som hun stadig støttede. "Du burde ikke være herude på denne tid.." mumlede hun, nu bekymret. Pen havde et eller andet sted aldrig sluppet den der overbeskyttende adfærd hun havde haft overfor sin lillesøster. Hun savnede stadig sin søster, selvom det var mange år siden at hun var død. Men det forhindrede ikke Pen i at tænke på hende tit. Denne pige her mindede faktisk lidt om hendes søde lillesøster.

Pen morede sig over det fjendtlige blik, en blanding ville aldrig kunne måle sig med hendes styrke og hurtighed, "Du skal nok tænke dig en om en ekstra gang inden du overvejer at angribe en fuldblodsvampyr.." kommenterede hun, men der var fjendtligheden væk igen. Godt, så skulle hun ikke gøre den stakkels pige fortræd. Da hun så spurgte Pen om noget, lagde hun hovedet let på skrå. "Det er efterår, år 2011.. Hvorfor da?" spurgte hun og rynkede undrende brynene. Vidste hun ikke hvad årstal det var? Måske havde hun været udsat for noget slemt.. I så fald var Pen ikke sikker på om hun overhovedet ville vide hvad denne sære skabning havde været ude for. Det lød ikke til at være særligt behageligt.
"Jeg mener, at du ser alt for skrøbelig ud til at rende rundt her.. Hvad hvis der dukkede en varulv op? Et bid fra den og du er dømt til døden.." sagde Pen alvorligt og betragtede den underlige pige. Det var først dét at hun lagde mærke til arrene, men de ville heale snart, hun var jo halvt vampyr så de var ikke noget der bekymrede hende.
Men da pigen begyndte at gå, rystede Pen på hovedet. Nok havde hun været en anelse bekymret for halvvampyren, men ligefrem at løbe efter hende - det gad hun ikke. Pen havde aldrig været typen, der stod på spring for at hjælpe. Folk måtte komme til hende, hvis de ville have hjælp. Pen blev stående lidt og så efter pigen og vendte sig så om for at jage videre. Den smule hun havde fået fra hjorten havde ikke været nok.