En dag i skoven (Arwen)

T: 14:00
O: en masse træer
V: lunt med sol
S: skoven



Det var en lun dag i skoven. Og i en lysning lå en Sneleopard og sov det var Dongan en animagus, han havde være på jaget hele dagen men havde ikke fanget noget da han halte på det ene bagben. Efter en varulve have haft fat i man tidliget på ugen og havde giver ham nogen grimme sår, På venster bagben og han havde vaske det flere være dag siden han fik dem.

Hun gik ud i skoven igen, for at mindes det sted hende og Dion havde mødt hinanden, det var så dejlig at være ved det træ og tænke på deres første kys, hun havde vært meget her ude, når hun ikke var sammen med ham, og det var bare for at mindes det, men istedet for at sætte sig ned valgte hun at gå videre for at se mere af skoven, hun havde aldrig gået langt ind i skoven, hun ville ikke støde på noget hun ikke ville møde. Hun nåede til en lysning, og kiggede sig rundt, det her sted havde hun aldrig set før, kun på et kort tror hun, men hun var ikke helt sikker, hun gik en smule ud på lysningen, men stoppede med det samme, længere inde i lysningen lå der en sneleopard og sov, hun gav et kort gisp fra sig inden hun tog sig selv til munden.

Sneloeparden rette lidt på sig. Men sover bare stille vider Dongan som sneloeparden hed, begyndte at vågen og satte sig en smule op men måtte ligge sig ned igen. Da såren begynde at væske igen og han vaske sine sår igen, og så fik han øje på hende og forsøget at skræme hende væk men måtte opgive det.

Hun kiggede på sneleoparden og kunne se at den var skadet, hun gik med forsigtigt skridt hen imod den også selvom den prøvede at skræmme hende væk, hvorfor skulle hun også gå hen til et farligt dyr, hvorfor skulle hun være så dum at udsætte sig selv for fare, hun rystede kort på hovedet af sig selv og forsatte så, hun satte sig på hug, da hun var henne ved den og kiggede på de sår der var " Hvis du forstår mig hvilket jeg håber du gør, vil du så ikke forvandle dig til et menneske så jeg kan hjælp dig " Spurgte hun og kiggede den dybt ind i øjnene.

Dongan forsøget at blive. Mennske igen og blive endlig sig selv igen efter et døgen som sneloeparde, han lå på højerside så man kunne se såren han havde på benet. han forsøget at komme op og stå men han kunne ikke da hans ben var så svækket,

Hun så ham forvandle sig til en menneske igen og tog sin jakke af, da han jo ikke havde noget tøj på, hun lagde jakke over ham " Skal jeg hjælpe dig op " Sagde hun og kiggede bekymret på ham, hun kunne se at hans ben var skadet meget, men hvis hun tog ham med hjem kunne hun godt ordne det, uden tvivl, hun rakte en hånd frem mod ham, som han bare kunne tage fat i så hun kunne hjælpe ham op.

Dongan tog hendes hånd. Og kom på bene og fik fat i sin taske hvor han havde et ekster sæt tøj, så han kunne får på når hun havde får hans sår orden som hun havde love. Og han klamme sig til hende for ikke at falde sammen af smerte i benet,

Hun trak ham op og tog fat rundt om livet på ham for at han ikke skulle falde, hun kiggede bekymret på ham og begyndte stille at gå " Hvordan er du kommet til skade " spurgte hun ham stille om og kiggede på ham " Jeg vil gerne havde kigget på det en smule hurtigt, så jeg håber det er okay at jeg flyver med dig " Spurgte hun og stoppede op.

" jeg var oppe og slog med en anden. For nogen dage og jeg lukke bare øjnen, da jeg er en smule bange for højter " sagde Dongan og så på hende han havde det ikke godt. For hans ben kunne han ikke stødte på det overhovedt,

Hun kiggede ned på hans ben, da han sagde at han havde vært oppe at slås med nogen, hun rystede kort på hovedet af ham, det var da også bare den bedste ide nogen sinde ikke, helt vildt " Jeg skal nok være forsigtig " Sagde hun blidt og spredte sine vinger ud, hun løftede ham op i sine arme og begyndte at flyve hjem mod sig selv.

Dongan lukke stille øjnen. Da de begyndte at flyve han var bange for højter da hans farbror, som var en engel en gang kaste ham uder over et hustag da han var 3 år gammel.

Hun landede foran døre til opgange, hun trak sine vinger til sig igen, hun bare ham ind af døre og en til hendes egen, hun gad ikke bo oppe på anden etage eller længere oppe, da hende og trapper ikke var særlig gode venner, hun låste sin dør op og gik ind og lagde ham på sofaen, hun hentede en nål og noget tråd, derefter noget til ar rense såret med " Det kommer nok til at gøre en smule ondt " Sagde hun og begyndte at rene hans sår.

Dongan bed sammen af smerte. Da hun begyndte at rense hans sår han ville ikke vise at han, havde smerte han var ikke så pivet men det gjorde bare så ondt. Han bed sig i læben så det blødte ved det fordi det sveg så meget,

Hun kiggede på ham og håbede ikke at det gjorde for ondt, for hun prøvede at gøre det så forsigtig hun nu kunne, men der var så meget snavs inde i såret at det var en smule svært at gøre det forsigtig. Da hun var færdig med at rense det bandt hun det ind og så begyndet hun at ryde op, hun satte sig på knæ ved siden af sofaen hvor han lå, hun så at han blødte ved læben, hun ville fjerne blodet med sine hænder, men hun havde stadig rensemidlet på sine hænder, så det ville bare komme til at svie mere, så hun lod stille sin tunge strejfe hans underlæbe, og tørte blodet væk.

Dongan var falden tunget. I søven efter hun havde renset hans sår at han ikke mærke at, hun slikke blodte væk fra hans underlæbe hans ansiget var sværet at tyde når han sov. Men et jag af smerte for over hans ansiget

Hun kiggede på ham efter hun havde slikket blodet væk, han sov, hun smilede lidt ved det, men hun vidste ikke hvorfor, hun løftede ham op og bare ham ind i hendes seng, hun lagde ham ned i sengen og tog en dyne over ham, hun rullede gardinet for, og lukkede døre stille. Hun drak et glas koldt vand og lagde sig på sofaen, hun tog et tæppe over sig og lod søvnen indhente hende, hun faldt i søvn med Dion i hendes tanker.

Dongan sov meget tunget. Hans krop forsøget at healde såren sammen igen, men det ville tag ret lange tid før såren var healde igen efter 1½ time vången han med et sæt. Men huske så hvor han var henne og hvem han var hos

Hun vågnede kort tid efter hun var faldet i søvn, hun rejste sig og gik hen til soveværelse for at se om han stadig sov, hun kunne ikke se tegn på at han var vågen, så hun lukkede den på klem og gik ud i køkknet, hun tog et glas vand og en pille mod smerte, da hun havde fået en alvorlig hovedpine, hun satte sig ned på gulvet, og tog sig til hoved, med et blev alt sort og man kunne høre et glas blive smadret.

Dongan hørt et glas. Blive smader og han sprang ud af sengen men det gik et jag i gemmen, hans ben men han måtte se til Arwen for at se om hun var okay. Han halte ind i stuen for at se til hende og fandt hende ligge på gulvet

Hun lå stadig bevidst løs på gulvet, men vågnede så kort tid efter op, hun presse sin hånd ned i det smadre glas og gav et gisp fra sig, hun kiggede hen mod døre og så at Dongan, stod og kiggede på hende, hun lukkede sine øjne i og satte sig helt op, hendes hovedpine var væk, men nu havde hun en træls smerte i hånden, hun kunne ikke pille glasset ud, da det sad helt inde i hendes hånd.

Dongan kom hen til hende. Og så på hendes hånd " sid stille det kan godt gøre ondt " sadge Dongan, og fik godt fat o glasskåret og fik der stille og roliget vriste fri. Uden at hive i den for vis han havde gjorde det kunne det skade hendes hånd endnu mere,

Hun kiggede på ham, da han kom hen til hende, hun nikkede til ham af det han sagde og lukkede sine øjne i og gemte sit hoved ved hans skuldre, hun bed sig selv i læben for ikke at skrige, da han havde fået det ud, sukkede hun tung ud " Tak " Mumlede hun ned i hans hans skuldre og lod si hånd falde ned på hans ben.

" det var så lidt. Jeg findt lige noget til såret " sagde Dongan og fandt en forbening i lommen, og forbandt hendes hånd han smielde stille til hende og fik hende trukken op. Og lagt på sofan så hun kunne hvile sig lidt efter det her,

Hun sukkede kort da han forbandt hendes hånd, hun lå lige pluslig på sofaen, uden hun rigtig lod mærke til det, hun smilede stille til ham og tog fat i hans hånd " Vil du ikke godt blive her med mig " Spurgte hun ham stille om, det var okay hvis han ikke ville, hun ville ikke tvinge ham til det hvis han ikke ville, hun havde bare brug for at han var her.

" jo det vil jeg. For jeg tror der gå nogen dag før mir bene ha det bede " sagde Dongan, og fik sig sat ned på gulver med en smertelige grinmasse af smerte i sit ømme ben. Selv om at det gjorde forbandet ondt måtte han hjælpe hende,