En dag i skoven (Arwen)

Dongan faldt i søven. Men hans krop blive bare ved med at ryste han kunne ikke sover mere en 2½ time, inden han var vånge igen han viste at Vaki var på vej frem ham måtte væk fra Arwen. Iden han skadet hende da Vaki var noget af det værske i denne verden,

Hun vågnede da han vågede og kiggede bange på ham " Tror du ikke vi skal have dig til en læge " Spurgte hun ham stille om, hun kunne ikke lide det her, hun fandt hans hånd under dynen og tog ham i hånden og aede den, han blev nød til at slappe ham eller fortælle hvad der var galt, så hun kunne gøre noget.

" du bliv nød til at slippe min hånd. Inden det gå galt for at begge 2 jeg prøver at styre min sygdom, Som gøre mig til Vaki et væsen som er så ondt som den sortes nat. Og vis jeg ikke snart falde til ro ender det med at enden dræber dig eller mig selv " sagde Dongan bange

Hun slap med det samme hans hånd og hoppede ud af sengen og over i et hjørne, hun kunne ikke lide det der var ved at ske, nogen tåre røg ned af hendes kinder, hun prøvede at holde dem tilbage, men det kunne hun ikke, de blev ved med at glide end af hendes kinder, mens hun kiggede på ham med våde og bange øjne.

" du er nød til at får fat i en læge hurtig, Vis Vaki først er fremme er det forsent skynd dig, jeg kan ikke mere snart vis du ikke får en læge her hen er det slut med enden dig eller mig " sgde Dongan bange og var begyndte at græde

Hun sprang op og ringede til en læge med det, samme efter 2 min var han kommet og og hun fortalte det hele, lægen skyndet sig ind til ham og buttede noget i hans krop, som fik han til at falde helt til ro.

Dongan sad på sengen. Men hans krop ryste endnu han måtte ha noget meget stærk for at falde, til ro ellers kunne han riciker at dræbe en af dem alle 3 og han ville. Ikke slog nogen ihjel igen som den gang han var 10 år selv om ingen, kunne bereget ham noget fordi han ikke var sig selv

Lægen kunne se på ham at det ikke hjalp, så at buttede det stærkeste hans havde i ham, hvis det ikke hjalp, måtte han og Arwen, gå ud og så måtte Dongan dø, der var ikke andet for, men lægen håbede ikkk nogen af dem ville ske, så han buttede noget ekstra i ham.

Dongan begyndte at slappe af.og lidt efter lå han flad på ryggen han sov nu hans ansiget, var meget bleg og syglige at se på men man kunne godt fjerne Vakien fra ham. men så måtte de opere ham ind det blive morgen eller var det forsent, at fjerne Vaki for denne gang

Lægen begyndet med det sammen at fjerne Vaki, han havde prøvedet det før, så det var nemt nok for ham, han fik fjernede den og tog den med sig, Arwen takke lægen mange gange og lå sig ned ved siden af Dongan for elv at få noget søvn, nu kunne der ikke ske mere.

Dongan hoste svaget. Den Vaki havde gjorde hans krop svag og skrøbelig og han ville ikke kunne, klar sig alene de først 3 dage her efter da han havde brug for mad og pleje. men det kunne han ikke forlange af Arwen

Hun kiggede på ham da han hostede " Er du okay " Spurgte hun ham stille om, han skulle have det og hun skulle nok passe ham hvis det var det han havde brug for, nu var hun også en del af det her.

" jeg her der bede. Men jeg fryser og er så svag aat jeg ikke en gang kan rejse mig " sagde Dongan, og havde besvære med at dreje hovedt i mod hende. Han krop var så svag at han indet ville kunne i flere dage

Hun lyttede til hvad han sagde og rejste sig op og gik over til hans side og trak dynen over ham " Var det bedre " Spurgte hun ham stille om og strøg ham over kinden " Hvis du mangler noget så sig til og du må gerne blive her til du er helt på toppen " Sagde hun blidt og kyssede hans ene kind, hun lagede sig ned ved siden af ham igen, men kunne ikke falde i søvn.

" ja det var meget bede og mange tak " sagde Dongan. Og faldt atter i søven hans krop skulle nok komme sig, bare han fik søven fred og hvile nok ville han komme sig hurtig. Men han skulle også ha sin medicin som lå i hans taske

Hun faldet kort tid efter i søvn, hun sov meget tungt, men vågnede alligevel tidligt næste dag, hun kiggede hen på Dongan, han sov stadig, hun hun gik en til hans taske og fandt hans piller hun stilte dem på bordet ved siden af ham og hentede så et glas vand, hun gik derefter hud på badeværelse og tændte for vandet, hun gik ind under og skyllede, sig tørte sig og tog en håndklæde omkring sig og gik hen for at finde noget tøj.

Dongan sov meget godt. Han havde ikke sovet så godt sinde han var hjemme hos sine forælder, Og det var ved at være meget længe siden nu hans forælder bor. I Brasilen og han i Terre i Di Morga

Hun fandt noget tøj og lod sit håndklæde falde til jorden, hun tog sit tøj på og smed håndklædet til vask, hun gik stille over soveværelse gulvet for ikke at vække ham, hun lukkede døren på klem og gik så ud og lavede noget morgen mad, hun stilte hans morgen mad på en bakke med noget juice, hun spiste sin egen morgen mad og en hovedpine pille, hun havde fået hovedpine igen, men det var ikke så slemt denne gang. Hun gik ind og stilte maden ved siden af sengen, så når han vågende kunne han bare tage det, hun satte sig hen i vindueskammen og sad og kiggede ud på det triste grå vejr.

da Dongan kunne dufte. morgenmad vågen han op og satte sig med besvære op så han kunne, spise sin morgenmad hans mave rummel som er torden vejer. Han så hende sidde og se ud af vinduet og ud på det triste gråvejer,

Hun opdagede ikke at han vågnede, hun blev ved med at kigge ud på det triste vejr, nogen enkle tår gled ned af hendes kinder, hun lå ikke selv mærke til det, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv, hun lagde sit hoved mod vægen og sukkede tungt.

Dongan trak sig fløjte frem. og satte den til munden og spille en lidt opmundern seng, for hende han kunne se at hun var ked af det over noget men hvad viste han ikke. Han verden var blive en smule bede sig han havde mødt Arwen

Hun vendt sig om da hun hørte en opmundern sang, hun kunne se at det var Dongan og det fik hende til at smile, hun rejste sig op og gik hen og satte sid ned ved siden af ham og lyttede til sange, det gjorde hende en smule gladere, hun lagde sit hoved på hans skuldre og sukkede lydløst, hun lukkede sine øjne og lyttede bare til sangen.

Dongan spille endnu en munter sang. For hende hans glade væsen var komme igen efter at Vakien, var væk for altid og han havde på fornemlsen at ville kome nogen i dage. Som var uden på noget

Hun blev ved med at lytte til de munter sange han spillede, det gjorde hende mere glad, hun vidste faktisk ikke hvad der gjorde hende ked af det, der var bare lige noget der pressede på, men det var ved at være væk efter de munter sange kom med i det hele.

Dongan stoppe med at spille. Han havde brug for et er hvile og noget at drikke og fik fat i sit glas, hans øjen røbe at det var noget i gære og man kunne mærke det på hans hånd. Den siter ganske svaget op det tegen på at nogen var underopsejling,