En dag i skoven

Tid: 15:23
Vejr: Solen skinner svagt og det blæser en anelse.
Sted: Skoven
Omgivelser: Ligenu er der ingen mennesker eller væsener i nærheden.

Blæsten tog blidt fat i hendes hår, og blæste det over hendes venstre skulder. De tørre kviste knækkede under hendes fødder. Evangeline gik igennem den store skov. Herinde var alting grønt. Det var som at være i en anden verden. En verden hvor alt var grønt og sundt, og hvor intet ondt kunne ske. Hvor alting var som en drøm. En magisk og vidunderlig drøm. Evangeline lukkede sine grønne øjne et øjeblik og lod sig selv blive i troen et par minutter til. Hun vidste godt at skoven langt fra, var et ufarligt sted. At mange væsener forsvandt herinde hver dag. Men her var så fredeligt, så.. varmt. Man følte sig velkommen, som om man hørte til her.

Evangeline stoppede op ved et stort træ, og lagde langsomt sin slanke hånd på træets brune og ujævne stamme. Hun satte sig ned med ryggen mod træet og slappede af. Hun nød at være alene herude. Hun smilede lidt og lukkede de grønne øjne endnu engang.

Idag var Evangeline iført et par hullede cowboy busker, som var slidte, men hun elskede dem. De var hendes ynglings-bukser. Udenover bukserne havde hun en løs sort t-shirt på, med et band-navn som stod henover brystet. T-shirten var flere numre for stor, men den var behagelig. På hendes fødder havde hun sine sædvanlige sorte converse på. Uanset hvad for noget tøj hun havde på, havde hun altid sine sorte converse på. De var også slidte, men hun havde dem altid på alligevel. Evangelines hår var sat op i en hestehale. Hendes hår var pjusket og sad tilfældigt i den, men det var pænt til hende.

Evangeline åbnede øjnene og så rundt, som for at tjekke om der var andre end hende.

Skoven, et fredeligt sted hvis man kastede et kort blik på det, uden at notere dets indre skader og grusomheder, måske var dette blot ham der havde denne konklussion af tingenes gang. Et lydløst suk kom igennem de mørke læber sådan som skikkelsen gled aftes i den lyse dag. Perfekt for en normal vandre tur, eller også bare en skovtur for de mange familie der kunne befinde sig inden for Di Morga's murer og regler. Måske var dette virkelig sådan dets leve gang skulle forgå, en konstant kamp imellem det gode og det onde, men var det ikke også sådan at alt hang sammen, og udviklede sig. Der var simpelthen behov for kontraster inden man kunne leve livet fuldt ud, det var ikke noget der bare var der af ingen ting, men fordi det var en nødvendighed.

En skikkelse kunne ses blandt de mange træer i den ur gamle skov, som nærmest rakte ud til det uendelige og alligevel så vidste han godt at den var flere kilometer større end det den lige gav sig ud for. Roligt kiggede han rundt, men sagde intet. Sort elveren hvis lyseblå øjne nærmest skinnede igennem det tykke lag af græs og mos, samt bark og grene med grønne løv på. De holdte øje med tingene de holdte øje med det mindste af det som folk normalt ville være så dumme at overse. Af den grund gik der heller ikke lang tid førend han fik øje på dette modstående væsen af ham selv, denne kontrast af det han var, en lyselver uden magen. Det var nu ikke så frygtelig lang tid siden at han havde set en lyselver i Spanien. Men her ville han sikkert støde ind på mange andre racer, som han end ikke havde troedet ville befinde sig her sammen med deres arvefjender.

Roligt, stille, forsigtigt, ganske lydløst for ikke at nævne denne færdighed for at kunne trænge ind på en anden person uden reaktions alarm fra vedkommende, men nu var dette også en elver, eller et led i elver racen. En dyb tænkende gang begyndte at rotere sig inde i hans hoved, tænkte over hvad han skulle gøre og hvad han ikke burde gøre, der var mange forskellige ting i livet, der kunne medfører sine katastrofale følger. Men som muligvis sikkert også ville gavne personen i sit fremtidige liv. Men hende elver kvinden, så ud som en hver andet byboers menneske, han havde set, det enste der skilte hende ud fra dem, var huden, øjnene, og ørerne, alt andet var som fikseret på den forurenings natur hun levede i. Han burde gøre hende forfædre en tjeneste ved at skille hende fra livet, og anbringe hende i døden.

Evangeline havde naturligvis ikke lagt mærke til den elver, som nu stod og betragtede hende. Hun var langt væk i sine egne tanker, og man behøvede ikke nogle specielle evner, for at snige sig ind på hende, når hun var i den tilstand. Hendes blik var rettet mod den blomst, som hun forsigtigt havde været igang med at plukke blade fra. Hun vidst de tåbelige menneske-piger, sad og gjorde det samme, når de var forelskede. "Elsker han mig? Elsker han mig ikke?", hviskede de til blomsten, imens de tog et blad af, hver gang de spurgte. Det sidste blad der var tilbage, var det afgørende, som fortalte pigen om hendes store forelskelse også gengældte hendes følelser. Evangeline fandt det morsomt, at unge piger, lod en blomst afgøre, om deres store kærlighed, var den rette for dem. Det var i hvert fald ikke derfor Evangeline sad og plukkede bladende af den lille blomst. Hun gjorde det af kedsomhed, såmænd. Og så alligevel ikke. Hver gang, hun plukkede et af blomstens blade, studerede hun det nøje. Hun var glad for blomster. Hun syntes uden tvivl at de var smukke, og hvis hun havde haft en have, skulle den have været fyldt med dem. Men hun boede i en lille lejlighed, i et hus på 5 etager midt inde i byen. Der var ikke nogen have der, og da slet ikke hendes egen.

Evangelines lagde blomsten fra sig og gav sig til at studere hendes slidte converse. Hun gik i det samme tøj som menneskene, for at passe ind. Og fordi hun holdt af deres tøj. Der var meget menneskene ikke kunne finde ud af, men når det kom til tøj og forbedring af udseende overgik de alle. Med alt deres make-up, hår-extensions, hårfarve, plastikopreationer osv., var det efterhånden muligt at ændre hvad som helst. Var man utilfreds med bare en lille ting ved sit udseende, kunne man lave det om. Et menneske endte da næsten med at have lige så perfekte træk som en vampyr. Menneskets træk var bare en falsk efterligning, en svag efterligning. Men trods alt stadig smuk. Den eneste forskel var menneskenes korte levetid, og deres svaghed, som de ikke kunne gøre noget ved, ved hjælp af deres operationer og make-up.

Evangeline lænede sig tilbage mod træet, og lukkede hendes grønne øjne. Hun var efterhånden blevet træt, og hun kunne sagtens sove lidt, uden der skete noget ved det. Her var der jo ikke andre end hende..

De lyse øjne der skinnede svagt kiggede hen efter denne lys elever der syntes at være så yderst betaget af den tusindfryd hun havde med at gøre imellem sine slanke fingre, hvor den ene begyndte at plukke af de hvide blade, så den gule pollen midtpunkt, stod ene og alene tilbage, uden sin fine pragt og bløde kjole omkring sig. Den var nøgen, alene, og ikke mere end bare en stilk med et gult hovedpunkt. Kvinden var klædt som et hvilket som helst andet menneske, der udgjorde sin skønhed med stramt tøj, og tingeltangel siddende ned fra den ene til den anden ting, mens hovedet var prydet af alskens sminke, og glitterstads, samt den kunstige parfume der skulle få deres krop til at virke mere sensuel. Selv forstod han det ikke, forstod knap nok hvordan en kvinde i hendes race, i hendes position – kunne lade sig selv omdanne sig til et sådan væsen som menneskernes misbrugelige kroppe, og natur, som tog det der var om det og fremmed gjorde det som var det et objekt, uden sjæl og betydning.
Længe stod han der, længe kiggede han på hende, og stillede sig det samme spørgsmål, igen og igen; Hvorfor?... men det var der vel ingen der kunne svare ham på, ud over hende, om han så ville forstå det derefter, var vel hans valg.

Forsat stille, forsat lydløs, og utilregnelig, ingen vidste hvor man havde ham, hvis man ikke kendte ham godt. Et lydløst og dybt suk gled ud igennem hans læber, og forsatte langsomt frem, imod skovens tyndende område, og udgjorde grænsen mellem det åbne, og det lukkede. Tungen gled langsomt frem og fugtede de to læber, der udstyrede hans indre mund, en mulighed for at kunne udtrykke sig med ord og udtryk overfor folk. Det samme gjorde hans krop, når han ville tale, forklarer, eller bare udtrykke noget med kroppens brug, og karisma. Ikke nok med det, var det et utroligt vigtigt redskab at kunne udtrykke sine følelser og mening igennem kroppens brug i flavrende bevægelser, store som små.

Kvinden under træet synes ikke at have set ham endnu, hun virkede endnu rolig, og uskyldig, som om hendes tilstedeværelse ikke havde påvirkning på verdenen omkring hende, havde påvirkning på noget som helst, andet end godhedens søde stads, som kunne flyde ud igennem hendes krop i en energi bølge. Hvem hun end var, vidste han ikke, om behovet for at skulle vide den slags, anede han ikke engang omkring det var en nødvendighed for hans sjæl og behov for at få tingene konkret på plads. Men ikke nok med det, var hans yderste behov for at kunne slå ihjel og vide at han havde magt, men også at kunne kontrollere det folk der skulle bøje sig under det der konkret tilhørte ham og hans race – og ikke menneskehedens evige maskiner der kunne blive ved og ved med at udrydde den ene til den anden ting, som havde naturen aldrig haft betydning.

I et snup tag tog han fat i en stærk gren over hans hoved, og trak sig op med armene, for så at svinge sig rundt så han kom forlæns og derefter op, og ned imod grenen med sine fødder, imens han endnu holdte fast med hænderne, i en næsten lydløs og glidende bevægelse. Der stod han så på hug og kiggede ind imellem træerne, som var han en skygge der var usynlig, eller blot en ting, der var smeltet sammen med det der omgav ham, som en lidt mørkere skygge i det vildnis der omgav hans krop, og sind.

Evangelines grønne øjne var lukkede og hun var efterhånden begyndt at trække vejret roligt og langsomt. Hendes krop blev slap, og hun gled stille væk fra træet, og endte i græsset. Hun sov tungt. Hun havde ikke lukket et øje i flere dage, og nu kunne hun endelig gøre det, uden at nogen forstyrrede hende. Hun knugede den spinkle blomst i sin hånd, som kunne den redde hende fra alt ondt. Hvilket en lille blomst naturligvis ikke kunne.

Evangeline havde forsat ikke registreret at hun ikke var alene. Hun var ikke så opmærksom, når det kom til sådan noget. Hun var selvfølgelig en del naiv, ellers havde hun jo aldrig lagt sig til at sove midt i en skov, hvor der hvert øjeblik, var mulighed for at blive fanget eller skadet af en fremmed, som ville hende ondt. Hendes tøj var trods alt både stramt og udfordrerne, og det var ikke alle, som kunne holde fingrerne fra en pige, som var iklædt tøj som hendes. Og da slet ikke en elverpige, som hende. Hun vidste godt at hun var køn, men hun var for naiv til at se faren ved det.

Evangeline sov tungt. En drømmeløs søvn. Hun havde absolut ingen anelse om, at der var en fremmed elver, som betragtede hende. I hendes naive verden, var dette ikke en mulighed.

//Undskyld, det blev så kort n.n//

// mit blev godt nok heller ikke særligt langt xD

Elver kvinden i det fjerne, syntes at være mere naiv end hvad han selv havde troet, hvordan kunne lægge sin skrøbelige krop ned til at sove på et sådan steds som dette? Dette var ikke første gang han kritiserede denne side vejs race, af deres forfædre som var dæmonerne. Det var sjovt at tænke på at dæmonerne kom fra menneskerne, men at man alt i alt stammede fra alle tidligere racer, eller havde en smule af deres gen i sig. Langsomt fugtede han sine læber, imens han smeddigt bevægede sig frem ad på den gren han havde hoppet op på inden han greb fat i en ny en der var lige over hovedet. Og også der fik han gynget sig op med en utrolig stilhed. Der gik dog ikke længe før end han kom til en lysplet, hvor han mente at kvinden ikke ville kunne se ham, i tilfælde af at hun nu skulle vågne. Han var forsigtig, ja, sådan var han altid, han hadede uforsigtigheden, og brød sig bestemt ikke om at skulle være et let bytte. Ikke lige som hende kvinden der lå og tog sig en eftermiddags lur.

Det varede dog ikke længe førend manden havde taget beslutningen for at gå direkte imod kvinden, han mente selv dette var for latterligt at skulle gå rundt og luske når det arme pige barn var så naiv som en blomst, og bare lå og sov. Da han endelig stod nogle meter fra hende, lagde han sine arme over kors, med hovedet ganske let på skrå imens han betragtede den sovende skikkelse der lå som et uskyldigt lam, der aldrig havde hørt om ordet, fejl, uartig, og hvad vidste han. Det var sådan hun så ud i ansigtet, men selve tøjet var i et udfordrende præg af et overtrukket dække, for hendes kvindelige dele. Hvor gammel var hun? Lignede en på de 175 eller 180 ind imellem der i hvertfald. Langsomt fugtede han sine læber inden han gik en halv omgang rundt omkring hende, inden puffede lidt til hende med den ene fod, som om hun var et eller andet klamt udyr. ”Hmm…” brummede han lige så stille, og tog sin fod tilbage imens han betragtede pigen inden han fik en idé, hvis hun da ikke vågnede op af det.

Roligt lod han to af sine fingre, læne sig imod hendes pande, ganske forsigtigt, imens han begyndte at skabe illusioner i hendes hoved, drømme, der ikke lige frem var de behageligste man kunne få, han kunne sagtens havde givet hende en god drøm, men det var ikke ligefrem sådan at han var en sød og nuttet mand. Da illusionerne var skabt fjernede han sine fingre, og forsvandt ind i skyggerne, væk fra kvinden, i tilfælde af at hun skulle vågne op fra sin ʻsøde’ søvn af.

Evangeline vågnede ikke, da elveren bevægede sig tættere og tættere på hende. Hun vågnede heller ikke, da han puffede til hende med foden. Hun sov tungt, og egentlig lå hun godt på det grønne græs.

Hendes drømmeløse søvn, blev hurtigt erstattet af en søvn fyldt med drømme hun sagtens kunne have undværet. Evangeline begyndte at røre på sig, og vendte og drejede sig imens hun mumlede noget utydeligt. Hun knyttede hårdt sin ene hånd. Det var tydeligt i hans ansigt, at hun havde mareridt og forsøgte at vågne.

Evangeline lå sådan i et stykke tid, indtil hun satte sig pludseligt op, med et skrig. Hun blinkede et par gange og tog sig til hovedet.
"Bare en drøm, bare en drøm.. det var.. bare en drøm", hun mumlede det sagte for sig selv, igen og igen, som for at overbevise sig selv om, at det kun var en drøm. Det var ikke virkeligheden. Hvad i alverden havde dog forårsaget et sådant mareridt? Hun plejede aldrig at have mareridt, hvorfor så nu? Et suk gled henover sine læber, og hun pillede fraværende ved en tot af sit hår imens.

Evangeline lod endnu engang sit blik løbe henover området omkring hende, som for at tjekke at hun stadig var alene. Hun børstede forsigtigt noget græs af sin ene arm. Mest bare for at fortage sig noget. Hun rystede en anelse og lagde forsigtigt armene om sig selv, som for at få sig selv til at slappe lidt af. Det var jo kun en drøm. Hvorfor havde det dog rystet hende sådan? Hun sukkede igen, og lukkede øjnene i et kort øjeblik, bare for at lukke resten af verden ude i et par sekunder.

Han kiggede fra sit opholds sted ned på kvinden der i sit iver for at komme ud af hans frembragte drøm i hendes sind. Selv syntes han gevaldigt om denne idé, imens han fulgte drømmen i sit eget sind som en mare. Roligt holdte han sig i skyggerne som var det der var sket ingenting, som om det aldrig havde været tilstede. Dog begyndte han lige så stille og lege med den drøm hun havde haft, og frembragte de syner der havde været der, landskabet hun havde befundet sig i, i de drømme hun var blevet givet. Roligt trådte han frem i landskabet, men i en anden skikkelse, trådte frem i et uhyreligt form, og trådte frem som mareridtet selv, det blev genskabt i en forfærdelig demission.

Mange ville sikkert ikke forstå dette, ville ikke kunne forstå disse ændringer der blev frembragt, hvordan de kunne ske for øjnene af dem som havde de sagt deres mareridt så det kunne komme til virkelighed. Han Havde trukket sin kappe af og lod den ligne for hendes øjne, de forældre hun i sin tid havde fået myrdet, imens han var den selv samme kutteklædte knoglede mand hvis dirrende kors klaskede imod brystkassen i en sølvkæde. Det hun så var en mand der traskede afsted med stive ben og møvede sig frem i mens den knoglede hånd holdte på en, jern ring, hvor der var to kæder der førte ned til de to hoveder og livløse kroppe. I det samme stoppede han op og kiggede direkte hen imod hende, med nogle stikkende små øjne, og et bredt smil, hvor seks rådne tænder trådte frem. Omkring ham begyndte tågen at lægge sig, og den ene finger pegede hen imod hende, som i at hun var den næste.

Manden frem sagde noget på Latin omkring at herren, var nødig og stor, og hans ret skulle være ret. Så manden ville adlyde herren, ved at fjerne disse vanskabninger der var kommet til. Da det var sagt blev en umådelig stor kniv trukket frem, imens han gik over til et træ hvis korte gren kunne bære den kæde der holdte hendes forældres lig. Et sindssygt smil var på hans læber, hvilket bare gav det tegn på at dette havde været noget han gjort i mange år, i mange tusind vis af år, i forskellige kroppe. Blikket kiggede på hende, med de samme stikkende øjne, og næsten hvide regnbuehinde. Kort slikkede han sig rundt om munden, i endnu et tegn på at galskaben var alvorlig i mandens sind. Han gik hen imod pigebarnet der sad ved træet, og gjorde sig parat til at lege mere med hendes hjerne.

Evangeline skreg halvkvalt da landskabene og synerne fra hendes mareridt, blev genskabt omkring hende. Det kunne ikke være muligt.. Hun var vågen, det burde ikke være muligt! Hendes krop rystede og hun holdt om muligt endnu hårdere om sig selv. Drømte hun stadig? Hun forstod det ikke. Hun var vågnet, hun.. hun burde ikke stadig drømme. Hvis det da var det hun gjorde? Var der ikke et eller andet ordsprog der sagde, at hvis man drømte det samme tre gange, ville det ske i virkeligheden? Dette mareridt havde hun haft et par gange.. Men det kunne ikke passe. Hun kunne umuligt være vågen. Evangeline var forvirret og direkte rædselslagen på samme tid. Hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, og hvordan hun dog var havnet i denne situation. Tankerne fløj igennem hendes hoved, som en masse forskellige stemmer, der prøvede at fortælle hende noget forskelligt allesammen. Hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene hårdt i.

Endnu et halvkvalt skrig, kæmpede sig vej op fra Evangelines hals, da hun så den kutteklædte skikkelse, men hendes forældres lig. Det var præcis sådan her, det var sket dengang... dengang hun blot var vidne til, at hendes forældre blev slået ihjel af en fremmed, som efter hendes mening havde været sindsyg. Hun rystede endnu mere, og ville have råbt efter manden, men hun kunne ikke få et eneste ord over sine læber. Evangeline rykkede tættere ind til træet, da den kutteklædte pegede på hende.. Det her var ikke som de mareridt hun havde om natten. Der så hun sine forældre dø.. hun så aldrig sig selv dø, eller blive truet. Hvad var det her for en underlig virkelighed.. hvis det var virkeligheden. Hun var så forvirret og rædselslagen, hun anede snart ikke hvad der var op eller ned. Følelserne væltede op i hende. Det her mindede hende blot om, hvor meget hun savnede hendes forældre, og hvor ondt det gjorde, at gense deres alt for tidelige død.

Evangeline kunne intet andet end at se til, imens han hængte hendes forældres lig, op i træet. Hun skreg endnu engang, imens tårerne løb ned af hendes kinder, da manden nærmede sig hende, med kniven og det sindssyge smil på læberne.
"L-lad mig være!" Fik Evangeline med nød og næppe fremstammet. Hendes stemme rystede og hun pressede sin spinkle krop tættere ind til træet.

Et skævt smil sås på mandens sindssyge ansigt. Han lignede et skellet med noget hud på, kødet og fedtet var så godt som væk. Kniven blev leget let med i hånden og et grumt grin med en skrækindjagende lyd. Et yderst sjældent syn af at skulle have set en sådan mand stå på sine sprukne ben. Man skulle ellers tro at vinden kunne feje ham bort som var han ingenting men det skete dog ikke, manden var stærkere end hvad han så ud til. Han kom hen imod den unge kvinde og hævede sit sværd ud imod den ene side og lod klingen slynge igennem luften og direkte ind i hendes kød og igennem ryggens knogle marv og ud igennem den anden side af halsens tynde omkreds.

Alt dette var dog blot et syn hun så, og Avery så det dog også, men han så også virkeligheden. Virkeligheden var det han havde lige foran sine øjne, mens blot tanken omkring alt dette han gjorde imod den arme pige, var noget hun fandt som virkeligheden selv. Hendes gråd ville sikkert endnu være der, men det hun ville se var blot hendes krop der sad klynget op til træet mens hendes eget hoved lå nogle meter væk. Dog var hun ikke død. Hvad Avery dog havde gjort for at smerten skulle virke mere ægte var at tage hans egen klinge, og presse den imod hendes hud, i et hurtigt tag, dog var det kun en smule blod der løb ud fra dette lille åbne hul han havde fået lavet.

Roligt tog han sin klinge til sig, og forsvandt så i skyggerne, hun så manden vende bort imod det mørke han var kommet fra, mens forældrenes lig forsat hang på deres brækkede gren, dog knækkede den inden længe, og deres lig faldt ned imod jorden som en rådden last.

Hvor Avery var, vidste kun han selv. Dog kiggede han ud fra sit udkigshul, hvor der kom grønne tviste, og små blade imøde.

Evangeline så forfærdet på manden, da han svingede sværdet i luften. Hun skreg, da klingen ramte hendes hals. Hun ville have tryglet ham om, at lade være, men hun nåede det ikke.

Evangeline så sig underligt omkring. Nu stod hun og så på sin egen døde krop. Hovedet var separeret fra kroppen, og lå et stykke væk fra den. Var det sådan det føltes, når man var død? Men hun kunne tænke, føle, se, røre og høre? Hvis hun havde alle sine følelser i behold, hvordan kunne hun så være død? Hun anede ikke hvor hun var, og det føltes ikke som om, at der ikke var noget som overhovedet hængte sammen længere. Hvor var hun? Hvordan var alt det her sket? Hun mistænkte sig selv, for at være blevet en smule sindssyg. Hun tog sig til hovedet, samtidigt med, at hun faldt sammen på græsset.
"Få det til at stoppe!!" Hun skreg så højt hun kunne. Hendes stemme lød underlig og fjern. Hun kunne næsten ikke genkende den igen. Alt virkede så underligt så.. sindssygt. I dette øjeblik var hun villig til at gøre hvad som helst, for at få det til at stoppe. For at få synerne væk. For at få hendes forældres lig væk. Hun kunne ikke bære, at genoplive denne situation igen. Det tog hårdt på hende, dengang det faktisk skete, og at genopleve det, sendte hende tilbage til det sted hun startede, før hun forsøgte at komme over det. Med minderne om sine forældres død helt intakt. Tårerne løb ned af hendes kinder, og hun ønskede blot at dette vanvid ville stoppe. Hun ville gøre alt, for at få synerne væk. For at komme tilbage til virkeligheden og glemme sine forældres voldsomme død.

// en smule krea svigt angående hvad jeg skulle skrive xD


Et lettere muntert og lydløst grin kom fra den gamle elver, imens han tilså alt den kaos han havde skabt i lyselverens hoved, ja måske skulle han lave en underholdnings branche, det skadede vel ikke at udnytte folks små hjernetråde, gjorde det vel? Han tog en dyb indånding og måtte vel indrømme at tiden var inde til at lade hende slippe fra synerne, det tog jo ikke blot kræfter og åndenød fra hende, men også kræfter for hans vedkommende. Et stille suk gled igennem hans mund inden han gav sig til at lukke sit sind for tanker og lyde, for til sidst at blive tomt og sort, så illusionerne kunne holde op, med at rumstere i hendes og hans hoved. Til sidst forsvandt synerne roligt, og langsomt som var dette aldrig sket, selvom det var noget man langt fra kunne sige, på grund af lyselverens evige hukommelse, som han selv havde.

Roligt smilede han let for sig selv, og forsvandt væk fra stedet, til en anden afdeling, til et andet sted i stedet for i buskadset. Nu forsvandt denne mand, afsted i skyggerne imod et lyskast inde i skoven. Hans mørke skikkelse vendte tilbage hvor langt væk han var fra hendes placerings sted, af gråd og indre smerte, anede han ikke. Men han var sikker på at hun hurtigt fandt ud af hvor han var, med mindre han ikke havde skræmt hende for meget ud af hendes gode sind. “Hmpf…” kom det fra ham som et lille fnys, og traskede stille imod åen der kantede sig afsted igennem de nedskrantede kanter. Et utroligt syn for hvad naturen i grunden kunne gøre imod denne jord, som alle troede var kommet til af en højere magt man ikke kendte til.

//Det går nok n.n Er btw hjemme igen efter min ferie n.n//

Evangeline faldt sammen på den hårde jord, da synerne om sider forsvandt. Hun rystede voldsomt og tårerne løb ned af hendes kinder. Hun var rystet, og kunne ikke samle sig om noget som helst. Hun havde ikke kræfter til at rejse sig op, så hun blev blot liggende, og prøvede at finde hoved og hale i det hun lige havde set, eller nærmere, oplevet. Hun anede ikke selv hvordan det hele hang sammen. Hun var stadig levende, så det hele måtte have været en kraftig hallucination.

Evangeline havde endelig kræfter nok, til at sætte sig op. Hun blinkede et par gange og lod blikket løbe rundt i skoven. For første gang, fornemmede hun, at hun ikke var alene. Hallucinationerne havde gjort hende paranoid for en kort stund.
"E-er her nogen??"
Hun lod forsat sit blik glide rundt i buskene og træerne, som for at undersøge, om der var nogen der gemte sig for hende. Lige umiddelbart kunne hun ikke få øje på nogen.
Hun mærkede en smerte på hendes hals, som hun ikke havde lagt mærke til før. Frygten havde overgået smerten, og fået hende til at glemme den. Men nu, hvor hun havde samlet sig lidt, og efterhånden holdt op med at ryste, kom smerten tilbage. Hun tog sig til halsen, hvor smerten kom fra. Hun mærkede noget vådt, og tog sin hånd væk fra hendes hals, så hun kunne se, hvad det våde var for noget, da det nu sad på hendes fingre. Hun gav et lille skrig fra sig, da det var blod. Hendes blod. Hun mærkede endnu engang på såret, og blev enig med sig selv om, at det var manden fra synerne havde ramt hende. Denne tanke bragte hende i tvivl. Havde det været virkelighed alligevel?