En dag i skoven (Arwen)

Hun smilede til ham " Tak " Sagde hun blidt, hun kiggede på ham da han satte sig ned på gulvet, hun rykkede sig helt ind, så der også var plads til ham " Du kan altså bare komme her op " Sagde hun og kiggede på ham, han skulle ikke side på gulvet nu hvor der var plads i sofaen.

" nej det er okay. Det var bare en smule smertefuldt at sætte mig ned ikke andet " sagde Dongan, Og lændte hovedt tilbage hans krop var ved at være godt bruget. Og hans ben skule ha ro nu for ellers gik såren op igen

Hun kiggede på ham og nikkede så " Gå i det mindste ind og læg dig i min seng, jeg skal nok komme ind sener " Sagde hun blidt og håbede at han ville det, han skulle ikke ligge på gulvet, det ville hun ikke havde, ikke med hans ben, han og hans ben skulle ligge blødt, og sådan var det bare.

" jeg gå om lidt. Jeg skal bare lige sammen kræfter et øjeblik " sadge Dongan, og efter et minut kom han på bene og gik ind for at lægge sig som hun havde. Sagdet at han skulle gøre med hans ømme og svække ben han lag sig på sengen, og faldt efter får minuter i søven

Hun rejste sig kort tid efter at han var gået ind, hun gik ind og lukkede døre efter sig, hun gik hen og tog sit nattøj på og lagede sig ned i sengen ved siden af ham, hun kunne høre at han allerede sov, kort tid efter faldet hun også i søvn med Dongan i sine tanker, hvilket virkelig var underligt, og mærkeligt da de ikke kendte hinanden så godt.

Dongan vången efter 3 timers søven. Han fløde at nogen holdt øje med ham Arwen sov endnu, så det kunne ikke være hende som holdt øje med ham. Men hvem det end var kunne det godt være noget ondt

Hun mærkede at nogen kiggede på hende og hun vågnede stille op, det var Dongan, hun kunne se en bekymring i hans øjne og løftede sig selv på albuen " Hvad er der galt " sagde hun stille og kiggede på ham med et bekymrede blik, hvad var der galt, der var ingen her inde undtagen dem.

" det var noget som. Stire på mig for 5 minuter siden men du sov endnu så det var ikke dig, men hvad end det var er det væk nu " sagde Dongan stille men han følde. At der stadig væk var noget eller nogen som holdt øjen med ham hele tiden,

Hun lyttede til hvad han sagde, hun rykkede sig tættere på ham og lagde en hånd på hans skuldre " Bare rolig, der er ingen her ud over dig og mig " Sagde hun blidt og gav hans skuldre et glem og lagde sit hoved der for at berolige ham, der var ingen her, så han kunne være helt rolig.

" jeg følde det bare som om. At der var ander end os " sagde Dongan stille han var falden til ro igen, hans sanser var skærbe vis det skulle komme nogen kunne han. Hurtig fortælle hende det for de var ind for døren

" Det skal nok gå " Sagde hun stille og strøg ham over kinden, og lagde sit hoved på hans bryst, døren var låst og der var ingen som kunne komme ind, de var sikker håbede hun, hun vidste at de var sikker, hvorfor skulle de ikke være det, og hvem skulle holde øje med dem, de gjorde jo ikke noget de ikke måtte, så hvorfor.

Dongan støj hende over hårt. Med en nævøs hånd hans sind havde sikket bare laver fis med ham, at der var nogen som holdt øje med ham hunder hans hår var hans Leopartøre. Fremme de var meget bede end hans ander øre

Hun mærkede at han strøg hende over håret, hun rykkede sig tættere ind til ham og lage hen arm om hans mave og lukkede sine øjne i, mens hun bare lå og nød det, han skulle ikke være bange, der var ingen der kunne komme ind og hvis der gjorde, så de var de to sammen.

Dongan hørt noget. Som var i nærhende af Arwens hoveddør han ville ikke forskræge hende, Men han måtte ud og se hvem eller hvad det var som var komme her til. Men han ville ikke flytte hende fra sig lige nu hendes nærvær gjorde ham rolig igen,

Hun nussede ham blidt på maven for at berolige ham, han skulle ikke tænke over det, alt var okay, og det ville det blive ved med at være, hun kyssede ham blidt og forsigtigt på hans bryst en enkelt gang og lagde så sit hoved på hans bryst igen og blev ved med at nusse ham på maven.

Dongan begyndte at rør urolig på sig. Hans hørlse sagde ham at hvem det end var var de ved ar bryde ind, han måtte stoppe dem i ar komme ind men han ville ikke skubbe Arwenvæk. Fra sig nu men han var snart nød til det

Hun kunne mærke at han var urolig og trak sig væk fra ham så han kunne komme op selvom hun ikke ville havde det, men hvis han ville undersøge det, så måtte han godt gøre det hvis han ville, hun rejste sig op og stilte sig en til ham og var klar på at gå med ham.

Dongan rejste sig op. Og valke med sit øme ben ud til hoveddøren som var ved at blive brudt op udfra, Dongan måtte blive sin Animagus form så kunne han skræme dem væk. Men han kunne ikke hans bene ville ikke som han ville ha det til at gøre,

Hun gik efter ham der ud og kunne høre døre var ved at blive brudt op hun tog sig til munde for ikke at skrige, hvad skulle de gøre, hun var for alvor bange nu, hun bakkede stille bagud, men ikke helt væk, for Dongan, skulle ikke være alene med de svin der prøvede at komme ind.

Dongan hvæste som en leopart. For at få dem der ud til at forsvinde men han midtse hurtig stemme ved det, han sank i knæ hans såre ben gav efter og ville ikke holde ham mere. og vis de fyre kom ind var Dongan helt forsvarsløs

Hun løb hen til Dongan og løftede ham op, hun bar han ind i hendes seng igen " Bliv her jeg skal nok ordne det " Sagde hun og kyssede ham kort på panden, hun lukkede døren efter sig og stilte sig foran døre, den gik op og hun spredte sine vinger, hun kunne se på dem at de fik et chok og hun begyndet at vifte med dem, de blæste ud af døre og ned af og helt uden for, hun sank sammen på gulvet og smækkede døre i og låset den hun låste alle de låse hun havde på døre, så nu kunne ingen komme ind mere, hun sad bare helt stille og frosfassede på gulvet med en vinger som stak ud af rygge på hende.

Dongan gik ud til hende. igen da han kunne mærke der var noget galt han trak hende langesomt på bene, og hjalp hende ind i hendes seng han satte sig ved siden af hende. hans krop ryste noget var helt galt med ham lige nu vis ikke hans krop, holde op med at ryste kunne han blive meget alvorlig syg af det.

Hun trak sine vinger til sig så de ikke fyldte i sengen, når de sad, der hun kiggede på ham og så at han rystede, hun skubbede han ned og ligge, hun lagede sig ned siden af ham, men helt op af, hun strøg ham over kinden for at få ham til at slappe af, hun lagede sit hoved ved hans skuldre og kyssede ham på halsen, alt var overstået nu.

Dongans Sygdom. han havde siden han var lille var ved at gå i udbrud igen vis han ikke fik, sover eller fik noget beroligen ville hans krop begyndte at forander sig. Og han ville ikke være Vaki igen alldrig nogen siden mere

Hun blev med at nussede ham " Hvad er der galt " Spurgte hun ham stille om og kiggede bekymrende på ham, hun kunne ikke lide det, der var ved at ske, det gjorde hende bange " Læg dig til at sove " Sagde hun og trak en dyne over dem begge to, de trængte begge to til noget søvn, efter alt det de havde oplevet på en dag.