En aften på Legepladsen (Artanis)

"Javel?" Artanis løftede det ene øjenbryn. Det virkede ret urealistisk at lederen af et børnehjem kan være ondere end forældre der lader deres datter blive tortureret. "Hvorfor syntes du hun er ondere?"

" fordi de lader syg børn død. Og lader støre børn slog på minder uden at forskæld ud for det " sagde Zardon stille,

"HVAD!" Artanis var oppe at stå med det samme "Er du sikker på det er sandt Zardon? Jeg vil ikke have at du lyver om noget så alvorligt." Hun bøjede ned i knæene og kiggede drengen lige i øjnene "Er det sandt Zardon?"

" det er sandt. Jeg ved det for jeg var selv en af de små sog altid fik bank uden af vedkommen, som slog mig fik skæld ud for det og jeg var set flere børne død. Fordi ledern ikke vil købe medicin til dem " sagde Zardon og så hende roliget ind i øjnen,

"Du siger du er en engel ikke? Halv lysengel og halv skydtsengel. Har du ikke kunnet forsvarer dig selv overfor dem der slog dig og healet dem der var syge?" Spurgte Artanis og kikkede nysgerrigt på ham. Han var væsenligt mere magtfuld end noget menneske barn nogensinde kunne blive.

"Uanset hvad kan jeg se at jeg er nød til at gøre noget ved det børnehjem, sådan en person burde ikke have lov til at have med andre folk at gøre".
Hun satte sig til selv at spise og sagde ikke mere.

Zardon kunne indet. Gøre for at hjælpe de syge børne og han kunne slet ikke forsvar sig selv, han var måske en engel men han var meget svaglige og kunne ikke. Forsvar værken sig selv eller ander i mod de som ville dem ondt

"Men du er en engel, så du må vel have magiske kræfter ligesom jeg" Hun frammanede en lille flamme i sin hånd for at demonstrere sin pointe hvorefter hun knyttede hånden og slukkede flammen "Og ikke nok med det, jeg så dig da du fik din taske til at flyve hen til dig på legepladsen, det er da magi. Så nogen kræfter må du da have, evnen til at hjælpe og bekæmpe andre."

" mine kræfter er ikke. Så store endnu jeg kan ikke healde og kan ikke forsvar ander, jeg er meget svaglige og lille " sadge Zardon og så ned han følde sig uburlige.

"Du glemmer en ting, du er en engel. Du er ikke et menneske ligesom lederen på det børnehjem, eller pædagogerne der burde tage sig af jer. Du er et væsen hvis kræfter langt overgår menneskets forstand, selv den smule kraft du har er mere end hvad et menneske nogensinde vil kunne have" Hun lagde en hånd på hans skulder "Alene kan du måske ikke gøre så meget, men hvis vi er sammen kan vi. Jeg er måske en dæmon, men jeg er ikke ond. Hvis jeg kan hjælpe så hjælper jeg." Hun kiggede lige frem for sig og smilede for sig selv "Og hvis ikke den kære leder af børnehjemmet vil gøre noget frivilligt kan jeg måske... vælge at bruge min gode overtalelses evne. Om ikke andet så er det ved at være sent, jeg henter et tæppe. Håber det er i oden med dig at sove på sofaen." Artanis rejste sig op uden at vente på svar og gik ind på sit eget soveværelse efter et tæppe. Kort efter kom hun ind med et, lagde det på sofae ved siden af Zardon. Hun tog tallerkenerne og gik ud i køkkenet og vaskede dem. Da hun kort efter kom tilbage kiggede hun hurtigt på Zardon "Godnat" Sagde hun og gik ind på sit eget værelse.

Zardon tænket meget. Over hvad han skulle gøre for at redde de ander børne på børnehjemmet, han sagde godnat til hende og trak tæppe over sig i håbe om. At han kunne får en smule søven iden det blive morgen igen men iden han, lag sig til at sove så han uden og mærke den varm som strømme i gemen ham. han verden var ikke lige frem af den gode men iden hans hjerte var der, en verden med kærlighed og omsorg til alle