Gensyn

Sted: En snæver gade i Terre

Omgivelser: Der er ret tomt, cafeer og lukkede butikker.

Tid: Bliver oplyst i teksten.

Vejr: Stadig lidt lyst (sommer), ikke en sky at se på himlen.




Mørket lagde sig som en kappe på Terre. Lysene var slukkede og der var kun få caféer tilbage. Resten var natklubber. Den svage musik fra den nærmeste klub rungede i denne gade. Cafe Oscar var ved at lukke. Ejeren af caféen, en ældre herre i et forklæde påtrykt "Oscar" trådte ud på cafeens terasse for at samle de sidste talerkener ind fra de sidste gæster. En af de sidste gæster havde været en unge herre på højest atten år. Han påstod at hans navn var Nathan, men det var en løgn. Det kunne alle hører. Siden han var blevet varulv igen havde folk langt nemmere ved at gennemskue ham og han blev hurtigt upopulær. Derfor spiste han på en ny café hver gang. Der hjemme lejren havde hans soldater for engangs skyld givet ham en ordre. Da han selv var gået med til det var det fint nok. Zane var væk. Men det var ikke hans troldes skyld. Han vidste endnu ikke hvorfor. Efter han havde betalt og blevet spurgt om sit rigtige navn fyrre gange (hvor han ikke havde svaret) gik Arthur, som han hed. Han skulle mødes med en. En han holdte meget af. Hun vil nok være glad for at se mig glatbarberet tænkte Arthur med et smil for sig selv. Han huskede tydeligt da hun havde sagt at det ikke klædte ham. Det kunne være rigtigt nok, men dengang havde han gjort det for at beskytte sig imod Zane. Nu var der ingen farer. Før han havde fundet ud af hvem så havde taget magten. Der var rygter om en engel og noget freds pis. Alt det ragede Arthur en disse. Lige nu ville han mødes med Altena. Skjult i sit bælte havde han sit sværd, Ignis. Sværdet havde hans egen smed smedet specielt til det formål at dræbe Zane. Sværdet var godt skjult under hans regnbukser. Selvom det var sommer og regnede så lidt som der er bukstaver i et mellemrum. Bukserne var til for at skjule sværdet. "Altena?" hviskede Arthur stille da han havde fundet det kryds de havde aftalt at mødes på. Var han kommet for tidligt? Det måtte han være. Han kiggede let på det digitale ur han havde stjålet. 23:06. Hun havde stadig ti minutter hvis hun skulle komme til tiden. Donec Arm glødet op på han venstre arm. Var der nogen? 23:08. Arthur satte sig op af vejskiltet og ventede.

Altena havde ikke set Arthur længe, og havde tænkt på ham. Savnet ham. Tænkt på om han var okay, om Zane havde fået fat i ham. De havde ikke kunnet ses, fordi folk havde forbundet dem efter et stykke tid, men nu kunne hun godt mødes med ham igen. Og hun glædede sig. For første gang længe, glædede hun sig faktisk.
Til denne aften, havde hun købt sig en ny sort kjole, den var nedringet som hun bedst kunne li, og havde åbne huller ved hofterne. Hun havde sin lange sorte læderjakke på, som gik til anklerne, og et par høje Platou tilet støvler, som sluttede lige under knæet. Hun havde med vilje ventet lidt med at gå, for at være sikker på ingen fulgte efter hende. Her i mørket, følte hun sig dog ret tryg. Hun kunne så let som ingenting, skifte til sin dyreform og smutte. Men det ville hun nok ikke gøre, Arthur havde lært hende en ting eller to. Måske var det også derfor hun havde en kniv siddende i en rem på låret, skjult af kjolen.
Lyden af hendes sko, kunne høres ned gennem den næsten mennesketomme gade. Det fik et lille smil frem på hendes røde læber. Hun lod langsomt de grønne øjne glide en gang rundt, for at finde ud af hvor hun var henne. Hun var så dårlig til at finde vej, i hvert fald når hun skulle huske det i hovedet. Men til sidst huskede hun hvor han havde sagt de skulle mødes, og begyndte at gå derned imod. Fingrene gled langsomt igennem hendes lange sorte hår, og smed det om på ryggen.
Hun hørte ham sige sit navn, og grinte kort for sig selv, inden hun gik hen og satte sig på knæ bagved ham. Hun lænede sig ned og kyssede hans kind. “Du tidligt på den” hviskede hun drilsk, og bed sig kort i læben, inden hun rejste sig op igen. Han plejede ellers altid at komme forsent, så det havde virkelig undret hende. Men gjort hende glad. Det viste at han også havde glædet sig til at se hende. Hun strøg en hånd gennem hans hår, og betragtede hans ikke eksisterende skæg. “Du har barberet dig.. Det klædte dig virkelig” smilte hun blidt.

//Svare først på mandag, er det ok?//

En knude løste sig op i Arthur. Alt blev lettere. Hun var der! Altena. Uden og sige omfavnede han hende. Et bredt smil formede sig på Arthurs læber. Glæden var ubeskrivelig. Han nød at mærke hendes puls i fuldedrag. "Altena, hvor har jeg savnet dig. Ny kjole?" spurgte han da han fik øje på hendes kjole. Det føltes godt at se hende igen. Det havde været en hård tid de seneste uger. Alle hans talegaver var forsvundet siden han havde fået sin gamle race tilbage. Det havde været svært at få mad og Arthur måtte slå tre mennesker ihjel for at få råd til mad. Han kom i tanke om at Altena aldrig havde kendt ham som varulv i gamle dage. Det vil måske komme som en overraskelse for hende? En dårlig en af slagsen. De fleste piger ville ikke ligefrem syntes at det var fantastisk at være så tæt på en varulv. 23:12. "Ska' vi ikke gå hjem til dig?" spurgte Arthur. Det kunne ligeså godt havde været "Vi går hjem til dig" for hos Arthur kunne de ikke være. Hans mænd forventede at se ham med en rapport om hvad eller hvem der nu styrede Di Morga. Fuck dem. Lige nu, ville han bare være Arthur Gargon i sin egen lille verden. Forsigtigt betragtede han Altena. Det var et par måneder siden han sidst havde set hende. De havde så meget de skulle indhente. //sorry længden//

Altena smilte lidt for sig selv, idet han lod armene glide om hende. Let lod hun sig kort gemme ind mod ham. Lod ligeledes sine arme hvile om ham, i et blidt kram. Hun havde virkelig savnet ham, også selvom de havde været enige om, at adskillelse havde været nødvendigt, for at han ikke skulle få problemer. Hun havde gjort det for hans skyld, og bare ventet. Ventet på at han ville kontakte hende, som han havde lovet.
De grønne øjne hvilede længe og betragtende på ham. “Der er noget.. Forandret over dig.. Udover det hæslige skæg er væk..” sagde hun tænkende og kunne ikke lige finde ud af hvad det var. Han virkede bare anderledes, ikke på nogen ond måde, men ja.. Bare anderledes.
“Hjem til mig? Jo det kan vi sagtens..” sagde hun smilende og holdt om hans arm. Hun begyndte at gå langsomt hen imod sit hus ved skoven. Og smilte for sig selv, det var virkelig dejligt at være sammen med ham igen, han skabte en form for ro inden i hende. En ro hun ikke selv kunne skabe.
Da de nåede hjem til hende, åbnede hun døren efter at have låst den op. Hun lod ham gå ind, inden hun skubbede døren i bag ham, og låste den igen. Hun smilte og strøg hans arm. “Er der noget du vil have?” spurgte hun mildt, og tændte nogle lys i huset. “Og ja.. Det er en ny kjole.. Jeg købte den, kun for din skyld” svarede hun med et drilsk blik.