Gensyn (Lillie)

S: Terre, et hustag med udsigt til Abbadon
T: Midnat
V: Stjerneklart og lunt

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Abbadon... den Sorte fæstning stod endnu. Selv efter Ma'lakels regime, og nu under kontrol af denne Scars... en militærmand med en veltrænet hær.
Zane fnøs og smilede koldt.
Hvis han virkelig ville, kunne han komme uset ind i fæstningen så let som ingen ting...
Abbadon gemte på mange hemmeligheder som kun dens sande herre kendte til.
Det var jo trods alt Zane der havde bygget Abbadon.

Han tog en dyb indånding og pustede dovent ud.
En kedelig aften...

Nede i gaden kom der en lille skygge til syne inden i den lukke plads, der førhen havde været utrolig smuk, med sprangenvand og blomster, smukke figur og sten, men nu var det efterladt som små ruiner, nogle små sten her og der og man skulle tro at vis man rørt dem, faldt det fra hinanden.
En lille latter kom frem i nattens stilheden, den lyd glad og livlig, som et barn, på eventyr, en smuk sommerdag, ikke spore bange for natten, eller få uskyldig til at forstå det.
Barnet lå hen til det forfaldende springvand og lagde sin små hænder på de kolde sten, barnet havde sort hår som sad ud til alle side, ikke beskidte mere som om vinden havde leget med drengens hår, en vind blæst mod drengens ansigt og en blid og varm latter kom frem ham, mens hans duft var bekendt for Zane, han dufte en dele af Lilie, hans mor og samtiden var der noget særligt over hans duft, en blanding af Vampyr og dæmon og han ligne inden i aldrene 5-6 år

Zane fornemmede hende øjeblikkeligt, og kiggede ned på gaden.
*Interessant...* tænkte han med et koldt smil.
Han gik helt ud til kanten af taget og sprang ned på gaden.
Han landede behændigt som en kat, og kiggede over mod Lillie og barnet.
"Jeg kan se at du overlevede. Glimrende..." sagde han og lagde armene over kors.
"Og jeg kan se at barnet også lever."

Drengen vendt sit blik mod den fremmende for ham, som snakkede så koldt til sin mor, øjne var røde som en vampyr, men han aura minde mere som en dæmon end vampyr.
Lilie vendte blikke mod Kiseki som var hendes søn navn "Det okay Kiseki, falde til ro" sagde hun med en blid og moderlige stemmen, med det sammen forvandle Kiseki øjne fra røde til Gule øjne og lavede et lille nik, Kiseki forsætte med at lege og kravelede op på springvandet kanten og forsætte med at grinede.
"Vis de kalder et forbandet liv, at havde et liv, så forbliv ved tanken, liver ikke rigtigt i forvejen" hun smilede bare rolige til ham, mens hendes øjne sad mod Zane, man kunne fornemme at vis Zane bare det miste nærmede Kiseki, så vil hun stå foran og beskyttende Kiseki med sit liv.
"At han liver er vis ikke din fortjeneste sir" sagde hun og lavede et suk "men velkommen tilbage til en fortabt verden"

Han betragtede stille Kiseki mens han lyttede til Lillie's ord.
Så vendte han blikket mod hende og smilede koldt.
"Åh du tager skam fejl Ailince. Uden mig ville du ikke have været i stand til at blive gravid. Og et forbandet liv? Sig ikke at jeg ikke advarede dig om at der ville være konsekvenser hvis du blev gravid. Jeg advarede dig Ailince... men du og Zankuji ignorerede det, og han gjorde dig stor med et barn som næsten dræbte dig."
Hans stemme og blik blev koldt, og hans smil forsvandt.
"Lige før jeg blev besejret af Ma'lakel, sendte jeg en nyudviklet besværgelse mod dig, og jeg ved at den nåede dig i tide. Den spell redede dit og barnets liv... fjols."
Han rystede på hovedet.
"Tænk at jeg gjorde det for en som ikke engang dukkede op da jeg havde brug for hende..."

hun vendt blikke mod Zane "Nåh ja" sagde hun tænkende og små smilede "Du kan jo ikke vide hvad sket efter det, det må de undskylde" hun smilede og gik hen til Kiseki og sætte sig på stenen ved springvandet, kiseki så det som en mulighed og kravlede op på hans mor lår og vendt hovedet mod hende og lagde sit ansigt mod hendes bryst så han kunne høre hendes hjerte slag.
Lilie lavede et lille smil og vendt blikkede igen mod Zane "Den spell du sent, Ja den reddet vores liv på det tidspunkt, men den startede noget mere, min dæmon side bliv stærkere begrund af den og det skulle jo ikke kunne lad sig gøre" hun så mod Zane med rolige øjne med de var ikke kolde, men varmende og omsorgsfuld
"Jeg fik lov til at kamp mellem mig og min dæmon som de sætte inden i mig langsommere og langsommere, bliv den stærkere mens jeg bliv svagere, og til sidste, dødende min krop" hun så mod kiseki "Den eneste grund til Kiseki overlevede var fordi min familie reddet ham fra min krop, men det gjorder han fik en sygdom, Kiseki har kun levet i 1 år" hun pege mod den 5 året dreng på sit skød.
"jeg lever i dag fordi, min krop endte med at godkende de dæmon gener i mig, men gjorder det kun for at overlevede, Så nu har jeg prøvet alt dø , hele 2 gang" hun lagde arm om kiseki og i sammen sekundet vidste hun Zane sine sande form, sin dæmon form, "Smukt ikke" sagde hun og skær ansigt, efter lidt tid forvandle hun tilbage.
"Nej jeg dukkede ikke op, fordi du ikke kaldet" hun smilede blidt til zane, han havde ikke kaldt på hende den dag