På gensyn

Alting virkede til at være gået i stå de seneste dage. Zane var endnu ikke hjemvendt, hun var for længst færdig med hendes mission om at torturere oplysningerne ud af pigebarnet, skabt alliancer, plantet en ulv i fåreflokken og genfundet hendes hørelse.. Hvor lang tid kunne det tage at få styr på et par gamle nisser!?

De bare fødder slentrede over gruset på kirkegården, imens gamle minder fra en anden tid kom til hende. Minder fra dagene som død. Det var ikke just behageligt for hende at være her igen og forhåbentlig ville der gå mange år før hun selv ville blive gravet ned i jorden.
Alligevel vidste hun at på gravpladsen befandt der allerede en sten med hendes navn på, hvilket var den hun stod foran på nuværende tidspunkt. De rødelokker dansede om det blege ansigt, som den lette brise legede med håret. Skumningen pressede på, for at bevidne om at nattens mulm og mørke snarligt ville rejse sig over byen.

Det var en ren fryd igen at kunne høre lydene omkring hende, luften, skridtene, alt. Hvilket også havde gjort at hun næsten ikke havde foretaget sig noget, hvor alt var stille omkring hende. Hun virkede endda næsten gladere, selvom Angelie aldrig ville lade det blive set af offentligheden. Måske den næste der passerede hendes vej endda ville kunne undslippe hende med lovet i behold, men det ville tiden trods alt kun kunne vise.

Diskret fjernede hun en gammelt, vissen blomst fra hendes gravplads, for derefter st smuldre den imellem de tynde fingre. Det var på tide at rykke denne sten op. Hun levede jo, så hvorfor var den her overhovedet stadig !?
Dette fortalte også hvorfor en forhammer stod på hovedet ved siden af det ene ben. Fingrene greb fat omkring enden af denne, for derefter st løfte den over skulderen.
"På gensyn" hviskede hun neutralt til stenen uden ønsket om nogensinde st se den igen, før hammerede faldt imod denne med et brutalt hørende klonk, hvorefter en revne gled ned i midten af stenen og flækkede den i to.

Baalichi tog sig sin sædvanlige runde på kirkegården for at finde ud af, om det var nogle grave, han kunne tillade sig at grave op for at undersøge ligene. Han havde sin sædvanlige hvide habitjakke på, dog ingen hat, og han gik rundt med en cigar i munden i stedet for den sædvanlige cigaret.

*Sikke dog en dejlig stille nat*, tænkte han, imens han fjerne cigaren, slukkede den på en gravsten og puttede den tilbage i en af sine jakkelommer. Det var virkeligt længe siden, at han havde haft et hit, da han jo var lejemorder, men for at være ærlig gjorde det ham ikke noget. For han havde jo mistet mange bekendtskaber gennem disse. Baal trak på skuldrene. Der var jo intet han kunne gøre for det nu.

Det var her han kom forbi en gravsten af en af de personer, han havde slået ihjel. Ofte havde han gået forbi graven uden at tænke over det, men denne aften stoppede han op... Egentligt uden at vide hvorfor. Og det var her, Baal hørte et brutalt klonk, som var der nogen, der forsøgte at bryde en murstens mur ned, blot med en forhammer. Stille fulgte Baal lyden, indtil han så en pige stå med en forhammer over for en ødelagt gravsten. Der skulle ikke meget til, at Baal kunne regne ud, at det var hende, der havde lavet lyden.

Han hostede ganske stille, bare for at få pigens opmærksomhed. "Folk kommer nok til at undre sig over, hvorfor stenen er blevet ødelagt." Han smilede lidt til hende, men han vidste, at han skulle være på vagt. Man skulle nødigt miste hovedet.

Som slaget Ramte stenen, bredtes der et tilfredsstillende smil over læberne hun besad. Et kort øjeblik betragtede hun hvordan stenen skiltes i to, inden hammeren endnu engang blev løftet igen, for at lave samme lyd, hvorefter højre halvdel af stenen smuldrede ned i små stykker. Nu var der kun venstre del tilbage, hvor fornavnet på hende stod.

Personens rømmen bag hende fik Angelie til at holde inde med sit sidste slag, for i stedet at holde hammeren over skulderen, som hun drejede sig elegant rundt, for at stå med fronten vendt imod ham. Håret svang let efter hende, for at falde på plads og indramme ansigtet med de kølige blå øjne.
"Hvis det bekymrede mig stod jeg her ikke" lød hendes ganske nøgterne og intetsigende svar, som hun betragtede skikkelsen der havde forstyrret hendes morskab.

Blikket gled målende over hans påklædning i form af et Hvidt jakkesæt og selvom han allerede havde skoddet cigaren, kunne hendes følsomme næse med lethed opfange den tunge røglugt, der hang omkring.. Gud hvor hun hadede lugten SF røg og røgen fra cigarer var den værste af slagsen.