Soul Sister.

Den kolde aften var usædvanlig ubehagelig. Det var ikke vejrets skyld, rettere stedet hvor William befandt sig. En gammel forladt kirkegård. Man kunne høre de svage skrig fra de ulykkelige spøgelser. Deres sorg de aldrig ville slippe af med. Det var sørgeligt, men der var intet at gøre. De var fortabte sjæle, der forevigt ville hænge fast mellem himmel og jord. 'godt det ikke er mig' var den eneste tanke som Will kunne forholde sig til. Denne tid havde været svær nok, da hans kræfter havde været et kæmpe problem. De havde styret hans hverdag. Desværre. For at få tankerne lidt på køl var han gået ned til kirkegården. Det var en af de første steder han befandt sig i denne by. Han var lige ankommet med fly, og havde kun fået sine ting op i hans lejlighed, inden han gik til kirkegården. Det der havde ført ham til dette sted var skrigene, men det var ikke dem alle der virkede så fjerne. Et andet hyl lød mere virkeligt mere levende. Som en rigtig person. Det havde også påvirket hans nysgerrighed, så han ville tjekke efter.
Han trådte ind på den knas tørre grund, og så sig lidt omkring. Hvilken vej skulle han mon gå? Will ville lytte efter det dæmpet skrig han hørt før. Og det lød igen. Et gisp lød fra ham da han blev en smule forskrækket. Han fulgte den skræmte stemme, da den ikke lød som spøgelsernes stemmer. Da han nåede sit mål blev han endnu mere overrasket, da han så den smukkeste kvinde i favnen på en mand. En høj og muskuløs mand med en suit. Det så ikke ud til at kvinden ville være i hans favn, da hun kæmpede imod. Manden stod med ryggen til William, og kvinden i retning imod ham. Will var fast besluttet på, at dette var en voldtægt. Han ville hjælpe. Han strakte hans hænder frem, og prøvede at fokusere på energi strømmen der var hans magi. En voldsom strøm flød gennem luften og ramte den høje mand i ryggen. Han fløj forover og landede med hovedet indimod kirkens stenmure. Selv var Will ikke klar over hvad han lavede, men det virkede okay denne gang. Men det kunne jo gå galt. Da han ikke anede hvordan han skulle styre sine magiske kræfter. Han stormede hen til kvinden og satte sig på knæ foran hende og kiggede hende dybt i øjnene. For at se om hun var virkelighed, eller bare hans rene fantasi.

William var stadig i chok over hans egen styrke og, at han kunne kontrollere hans magi. I hvert fald havde han en smule mere styr over den nu. Det var første gang han nogensinde havde brugt imod nogen, af egen fri vilje selvfølgelig. Men hvad hans kræfter var i stand til anede han virkelig ikke, da han ikke havde været engel særlig længe. Nej. Det var kun et par år siden han døde. Selvmord havde været grunden, men det var ikke fordi han syntes hans liv havde været skrækkeligt. Det var mere begrund af savnet på denne pige, han havde været sammen med. Hun var død af leukæmi, og han kunne ikke leve uden hende. Det var hvad han selv havde troet, men han blev sendt tilbage på jorden for at passe på menneskene. Hvilket jo også gav ham en grund til at 'leve' igen, selvom han helst så sig sammen med den afdøde pige.
Da han endelig kom til sig selv igen, blinkede han et par gange og slog blikket imod vampyr kvinden. Hun var smuk og meget perfekt skruet sammen, hvilket jo var typisk for vampyrer. Da hun spurgte hvem han var, kunne han sagtens høre at der var frygt i stemmen. En smule panisk angst. Skulle han besvare hendes spørgsmål? eller lade være? Det var de eneste to muligheder. Alligevel besluttede han sig for den første, blot for at berolige hende. "Jeg er William" mumlede han som et svar på hendes spørgsmål. Han rakte hende hans hånd så hun kunne komme op og sidde. Det måtte være koldt at ligge på den kolde jord. Nu kunne hun tage hans hånd eller lade være, men det var blot for at være rar.
Det næste spørgsmål vidste han ikke rigtigt hvad han skulle svare til. Da William ikke vidste hvad han skulle svare, mest fordi han ikke anede hvorfor han havde reddet hende. "Ehm.. Jeg er bare ikke en normal engel" mumlede han og sendte hende et opmuntrenede smil. Skulle han stole på denne vampyr og så hjælpe hende mere? Der var ikke mange engle der ville hjælpe mørke væsner. Det var nok fordi de havde svigtet de rene væsner førhen. Men denne vampyr virkede uskyldig og meget venligsindet i forhold til mange andre.