A kind soul

Sted: Lejlighederne
Tid: Ca. 2 om natten
Omgivelser: Mange kedelige og grå betonbygninger
Vejr: Stjerneklart

Det var ved at være den tid igen, hvor Chloé skulle tanke op igen. Tiden hvor hun følte sådan et stort afsky for sig selv, at hun til tider slet ikke kunne begribe det. Hun havde prøvet at sulte sig mange gange, men de dyriske og overlevelsesinstinkter endte altid med at tage over for al logisk tænkning. Det var sådan en tilstand hun var i i aften. Andre vampyrer ville sikkert kunne genkende hendes desperate og tørstige blik, men for andre - især mennesker - ville hun ligne en sindssyg. En, der var gået fra forstanden. Det var også den bedste beskrivelse af hendes sind, som det var i øjeblikket. Drevet af blodtørsten. Splittet mellem sin menneskelighed og instinktet om at dræbe den næste hun mødte på denne menneskeforladte gade.

Hun havde ikke ventet længe, før der dukkede et menneske op. Chloé snusede. En mand. Midt i 40'erne. Uden tvivl beruset. Hun kvalte et suk - de smagte bare ikke nær så godt med alkoholen svømmende i årerne. Men, tænkte den humanitære del af hende, det fortjener du også. Manden nærmede sig og hun skubbede alle sine kaotiske tanker fra sig og fokuserede i stedet kun på skyggen. Igen fyldte hun lungerne med unødvendig luft, før hun med en elegance, der ikke var hendes egen, gik mod ham. Det tog lidt tid for ham at få øje på hende. Sikkert fordi hun var så vant til at falde i ét med skyggerne. Men da hun stillede sig under en af neonlysene, stoppede han op, vaklede en smule for så at genvinde sin balance. "Hej, skatter," lød det fra ham. Han havde en rusten stemme. Den var ikke behagelig. Hvis der var én ting, som Chloé satte pris på, så var det behagelige stemmer. Stemmer, der næsten fik hende til at smelte. "Hej," svarede hun, næsten genert. Hun hadede dette, men det var jo en nødvendighed. Med hurtige skridt gik hun helt hen til ham, så de stod bryst til bryst. Eller rettere sagt, bryst til hoved på grund af Chloés højde. Et smil banede sig vej på hendes læber, og hun kiggede op imellem sine lange øjenvipper, imens hun lagde sin hånd på hans brystkasse. En krydret duft af mandens ophidselse spredte sig i luften, og det gav hende kvalme. "Hvad så?" Grinede stodderen og greb fat om hendes hofte. Chloé smilede sødt til ham og stillede sig på tær. Hun ville gøre det hurtigt. Det skyldte hun ham. Et splitsekund efter havde hendes hugtænder fundet hans hals, og hun drak nu grådigt og stønnende af den vidunderlige væske.

Da hun var mæt og tilfreds, slap hun den nu livløse krop og så ned på sine blodige hænder. Virkeligheden og viden om hvad hun lige havde gjort, ramte hende hårdt, og hun begyndte at panikke. Gråden sad i halsen på hende, og hun havde brug for at komme væk. Hurtigt. Hun kunne ikke holde ud til at se på liget. Derfor spurtede hun i overnaturlig fart. Anede ikke, hvor destinationen var, men i det mindste fik hun afstand fra det utilgivelige hun lige havde gjort. En trang til at sende en bøn til Gud hobede sig op i hende, men hun ignorerede den. Gud ville ikke have noget at gøre med hende. Ikke som hun var nu. Panikken var ikke meget bedre da hun til sidst endte i en ukendte gyde. Hendes ben bukkede sammen under hende, og hun faldt til jorden. Tårerne fik frie tøjler og hun græd som hun aldrig havde gjort før.

Lawrence havde arbejdet sent, efter fire dage i Italien sammen med Skylar, var et ikke ligefrem fordi han havde ret meget fritid mere, han var nødt til at få en masse ting på plads, og da han klokken lidt over to stadig ikke var færdig havde han valgt og gå en tur udenfor inden han kørte hjem til Skylar. Han elskede den friske natteluft i Terre og selvom han vidste at der var mange farlige væsner i byen, men som dæmon var Lawrence ikk specielt bange, især fordi at han vidste han havde styrke.

Lawrence gik en runde igennem parken og gik så ned langs lejlighederne, han var iført et stort jakkesæt og en hvid skjorte, ganske afslappet tøj, nok fordi at det va det tøj han gik mest rundt i, det var sjældent at han gik i andet end jakkesæt og det gjorde ham faktsk ingenting, det hørte jo med til at være i medierne, have et image og have et stort firma.

Et stykke fremme syntes Lawrence at han så en skikkelse og pludseligt bemærkede han skikkelsen falde sammen midt på fortorvet, hvilket fik ham til at sætte farten en smule op: "Hey?" råbte han roligt og satte i småløb i mod hvad der nu pludseligt lignede en ung pige "Hey, er du okay?" spurgte Lawrence hurtigt og satte sig på hug foran hende, hun havde en smule blod på sig, og glad så hun ikke ud, muligvis vampyr, han var næsten ikke itvivl. Lawrence lagde roligt en hånd på hendes skulder imens han roligt kiggede på hene, mest fordi han ville sikre sig hvordan hun havde det, han var meget følsom omkring andre mennesker og væsner, ønskede aldrig at folk havde det dårligt eller kom til skade.

Hun nåede ikke at sidde der alene særlig længe, før hun hørte nogen råbe i det fjerne. Et gisp undslap hendes strube , og hun kiggede panisk op. En mand var på vej over mod hende og i et splitsekund var hun overbevist om, at det var den samme mand, hun lige havde dræbt, som var kommet tilbage fra de døde for at hævne sig på hende. Hun pustede dog ud igen - ikke klar over, at hun havde holdt vejret - da hun så at manden var en anden. Hun snusede ind og lugtede det med det samme. En dæmon.

Han var nu kommet hel hen til hende, og hun kiggede bange og desperat op på ham med store, runde øjne. Da han satte sig på knæ overfor hende og lagde en hånd på hendes skulder, veg hun instinktivt tilbage og mærkede hvordan hendes forsvarsinstinkter sparkede ind. Det var først efter nogle sekunder, at hun opdagede, at han havde talt til hende, sågar spurgt hende om noget.
"J-jeg har d-d-det fint," lykkedes det hende at få ud, hvorefter hun med sit ærme, på den gammeldags kjole, tørrede så meget indtørret blod væk fra sin mund som muligt. Selvom hun selv var et nattevæsen som ham, og selvom hun lige havde fået nye kræfter, følte hun sig stadig bange og truet. Godt nok var hun en af de øverste i fødekæden, men hun var bestemt ikke den stærkeste. Dén side kom fra hendes liv som engel.

Hun tog et par dybe indåndinger og så ned på asfalten imens hun gjorde sit bedste for at stoppe gråden.

Lawrence kiggede i mod den unge pige, hendes alder turde han ikke gætte men 10 år yngre end ham var hun da ihvertfald. Hun så skræmt ud som havde hun havde set et spørgelse og Lawrence var et øjeblik itvivl om nogen måske havde overfaldet den stakkels unge pige. Lawrence kiggede i mod sit ur, den var efterhånden lidt over to: "Kom" sagde Lawrence.

HAn gjorde et forsøg på at få hende op at stå på benene: "Jeg arbejder lige hernede, lad os få lidt tørt tøj på dig" sagde han og kiggede på de skrammer hun havd fået fra den våde asfalt og ligeledes blodet, naturligvis så ville han hjælpe hende: "Jeg hedder Lawrence" præsenterede han roligt sig selv og kom så med et lille smil der knapt kunne ses i mørket og de grå øjne betragtede roligt den unge pige: "Kan du gå?" spurgte han let, ikke sikker på om hun havde slået sig. Lawrence støttede hende let og gik så i mod Desiré Noir der var omkring en halv kilometer væk: "Bare rolig jeg gør dig intet" forsikrede Lawrence i et roligt smil.

Hun sad og kiggede ned i asfalten, før hun hørte ét enkelt ord. Kom? Hvorhen? Hvorfor? Hun kiggede gispende op på ham og var næsten overbevist om, at han ville gøre hende et eller andet. Dæmoner var ikke noget man skulle tage let på, så meget vidste hun. Men på den anden side - det samme gjaldt vampyrer, og Chloé var ikke ligefrem nogen stor trussel.

Drengen - eller manden var vidst en mere passende beskrivelse - hjalp hende på benene og hun kunne ikke lade være med at klynke. Smerten - både den fysiske og psykiske - og angsten for hvem han var, var overskridende, og hun vidste ærlig talt ikke, hvad hun skulle gøre.
Det med noget tørt tøj lød fristende, måtte hun indrømme. Hun kiggede ned af sig og kvalte et suk over hendes blodige kjole og kiggede op på ham med de samme store, bange og naive øjne. Han præsenterede sig og spurgte derefter om hun kunne gå. Til det nikkede hun, selvom hun humpede lidt. Heldigvis ville der ikke gå lang tid, før hun ville være frisk igen.

De gik lidt efter hans forsikring om, at han ikke være gøre hende ondt. Hun kunne ikke tillade sig at stole på det - hendes instinkter advarede hende, men hun fulgte ham alligevel. Hvorfor anede hun ikke. Efter et par minutter i stilhed, sagde hun stille, næsten som hvisken: "J-jeg hedder C-Chloé."

Lawrence kunne godt fornemme på hende at hun ikke ligefrem havde det fantastisk, men præcist hvad der var sket var stadig et mysterium for ham: "Hej Chloé" sagde han blot med en kort trækning på smilebåndet og lod så de sorte sko bevæge sig henover asfalten i mod Desiré Noir, Lawrence ønskede bestemt ikke at efterlade sådan en ung pige ude i regnen, et øjeblik mindede hun ham næsten om ELise, ung og uskyldig.

"Så vil du fortælle mig hvad der er sket?" spurgte han roligt som de nåede til indgangen i den 81 høje etage bygning med de store guld bogstaver "Desiré Noir" på fronten af bygningen. Lawrence kiggede roligt i mod hende: "DU skal ikke være nervøs, jeg ejer bygningen" sagde han roligt og gik så ind. Nede i receptionen sad en ung kvinde: "Mr. Watson" sagde hun i mod Lawrence og rejste sig da han kom gående ind: "Er du sød og åbne op 19. etage" sagde Lawrence blot og fortsatte med den unge pige i mod elevatoren: "VI har tøj deroppe" forklaede han hende så hun ikke skulle tro han var igang med at bortføre ham, det var ikke lige hans stil og han var jo også lykkelig i et forhold, og han havde ikke brug for andet end det, så hun skulle ikke frygte at han gjorde hende ondt. Lawrence bevægede sig roligt i mod elevatoren og trykkede på 19. etage såfrem hun fulgte med og stod så bare og afventede.

Alle hendes muskler syntes både at være stive og ved at smelte på samme tid. Hun var forvirret, og netop den følelse syntes at dominere hendes tankespind. Det var sikkert fordi hun var mæt, så hendes basale behov nu var ordnet.
Hun forsøgte sig også med et lille smil, da han smilede til hende, men det virkede ikke rigtigt. Derfor kiggede hun væk, næsten hel forlegen over sin hjælpeløse situation, imens det gik. Hun kunne bestemt ikke lide at være afhængig af andre.

Da de nåede til en imponerende bygning, stoppede manden - Lawrence - op, og stillede hende et ubehageligt spørgsmål. Hun var bange for, at han ikke ville hjælpe hende, hvis hun fortalte det, så hun lod blot som om hun ikke havde hørt det - trods sin overnaturlige hørelse - og betragtede i stedet intenst sine omgivelser.
"Du ejer det her?" Det var svært at skjule forbløffelsen for hende. Lawrence førte hende ind, og de blev mødt af en lige så imponerende lobby. Manden snakkede med en ung pige, og Chloé kunne ikke lade være med at stirre på hende.

Lawrence måtte have kunne fornemmet hendes ubehag, for han fandt det i hvert fald nødvendigt at forklare sig, imens han gik mod elevatoren, som kort efter ville føre ham - eller dem - op på 19. etage. Hun stod og kiggede lidt på ham - tøvede kort, før hun fulgte efter ham. Angsten overtog hendes sind, og det samme gjorde klaustrofobien.

Lawrence kiggede roligt i mod hende: "Jeg har arvet det efter min farfar, sådan noget bygges jo ikke på en dag" sagde Lawrence blot med et roligt smil, faktisk så havde Lawrence slet ikke forstand på mode, han havde forstand på økonomi og den slags, han vidste intet om tøj og han havde også derfor mange gode folk ansat: "Men ja efter han døde, så ejer jeg det" sagde Lawrence med et ganske roligt smil.

"Så har du lyst til at fortælle mig hvad du lavede ude i mørket helt alene?" sagde han og kiggede let ned af hendes blodige tøj som de roligt steg ud af elevatoren på 19. etage. Der var næsten ingen i bygningen, om natten sov de fleste jo på nær de vampyre han havde ansat til at passe computer systemet og gøre rent. Lawrence gik ned af en gang og ind i et stort rum, udfra indretningen at dømme var det omkring 100kvm: "Du kan bare finde det du vil have på" sagde Lawrence, der var uendelige rækker med trøjer, bukser, sko, kjoler og meget mere. Alt hvad et pigehjerte kunne rumme og naturligvis alt sammen modetøj i mange forskellige størrelser: "Der er et omklædningsrum forenden" sagd han og pegede ned i den anden ende af rummet.

Lawrence satte sig så på en stol ved indgangen: "Jeg venter bare her" sagde han med et roligt smil.

Hun holdt vejen hele elevatorturen - ikke fordi det var særligt katastrofalt for hende - og var lettet, da hun kunne stige ud. Lettelsen varede dog ikke længe, for han ville selvfølgelig gerne have en forklaring på synet han havde mødt tidligere. Hun bed sig nervøst i læben og overvejede, hvordan hun skulle forklare sig. Til sidst svarede hun svagt: "J-jeg var t-tørstig." Hun håbede det var forklaring nok.

Hendes overvejelser forsatte imens Lawrence ledte hende ned af en tom gang og førte hende ind i noget, der bedst kunne beskrives som én stor garderobe. Chloé vidste, at hun burde være lykkelig. Hvis hun havde været her som engel, var hun gået amok i kjoler, men siden hendes forvandling var det ikke noget, hun gik op i. Desværre. Derfor nøjedes hun med at smile taknemmeligt. Hun gik hen mod den første reol og valgte den mest anonyme sweater hun kunne finde. Den var grå. Det var det. Derefter fandt hun et par lige så kedelige jeans, der var blå og faldne.

Hun kiggede kort på indgangen, hvor han sad, og gik så ned i prøverummet. Det sad heldigvis som det skulle, og så tiltrak det ikke unødvendig opmærksomhed. Faktisk tiltrak det slet ingen opmærksomhed. Det var så kedeligt, så normalt. Så perfekt. Hun forlod prøverummet og gik ned til ham igen. "T-tak," sagde hun taknemmeligt og bukkede kort til hoved.

"Oh" sagde Lawrence og kiggede roligt på hende som hun nu havde forklaret sig: "Og... Du er nyelig vampyr?" spurgte han, Lawrence havde ikke super meget forstand på væsner, nok mest af alt fordi at han ikke havde lyst til at vide alt for meget om alle de skræmmende ting der skete ude i verden, og blandt de mange væsner. Men nu var Lawrence jo heldigvis ikke af et blod som tiltrak specielt mange vampyre.

Lawrence tjekkede sin telefon som han sad og afventede hende, og han sendte så en sms til Skylar om at han nok ville komme senere hjem fordi der var opstået problemer, han kunne jo altid forklare hende detaljerne senere: "Så kan jeg gøre noget for dig? Mad? drikke? Kan jeg køre dig et sted hen?" spurgte Lawrence hurtigt og kiggede så på hende uden helt at vide hvad han skulle gøre, det var ikke så ofte at Lawrence mødte folk på denne tid af natten og da slet ikke folk der havde været fulde af blod, han levede et meget normalt og roligt liv, og han vidst derfor heller ikke om man kunne hjælpe en vampyr som hende på nogen som helst måde: "Og dit offer er...?" sagde han og undgik at sige død.

Hun undgik skamfuldt hans blik, da han spurgte ind til hendes... tilstand. "Ja," svarede hun med en rystende stemme. "J-jeg forstår godt, hvis du fortryder a-at have h-hjulpet mig nu." Før hendes forvandling havde hun heller ikke drømt om at hjælpe en vampyr. De var ondsindede. Det var hendes fordom. Og den holdt i de fleste tilfælde.

Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg klarer mig. Men tusind tak for Deres hjælp. Det vil jeg aldrig glemme." Hun nejede kort - en akavet handling, når man tænkte på året, de levede i, men Chloé var stadig mentalt et par århundrede bagud.
Hun stod lidt akavet og gemte sine hænder på ryggen, da hun ikke anede, hvad hun skulle gøre af dem. Nu, hvor hendes basale behov var blevet tilfredsstillet, var der kun skam tilbage. Hun var flov. Så ufattelig flov.

"Jeg kendte ham ikke. Jeg kender dem aldrig," svarede hun tonløst og kiggede sørgmodigt ud i luften, mens hun tænkte på det liv, hun lige havde taget. Hun tænkte på hans barndom, forældre. Konen, der sikkert bekymrede sig i det sekund, de stod der. Måske havde han et barn. Og alt det havde hun ødelagt. Alt dette havde hun frataget ham på den mest grusomme måde. Gråden trængte sig på igen.

Lawrence rystede let på hovedet: "Slet ikke" svarede han blot med et roligt smil, han var ikke ked af at han havde hjulpet hende, slet ikke endda: "Du kan jo ikke gøre for det... Der må jo være en der har puttet dig i denne tilstand" sagde han roligt. Det var jo ikke så ofte at vampyre valgte selv at blive det, og derfor havde Lawrence naturligt også ondt af hende.

"Oh" sagde Lawrence ret så overrasket da hun afslog at tage i mod hans hjælp: "Er du sikker?" spurgte han: "Jeg føler mig ikke helt tilpas med bare at lade dig gå uden lige... har du et sted at bo?" spurgte han og vidste godt at alle disse informationer jo ikke ragede ham, men Lawrence var en ganske flink mand, og selvom han til tider virkede hård og magtfuld når han var blandt sine mange kollegaer og firmaet, så var han god nok på bunden, og ønskede aldrig at gøre nogen ondt. Det var også derfor han nu stod og tøvede lidt med at følge hende ned, han ville ikke bare lukke hende ud i ingenting: "Lidt mad, kan ikke friste?" spurgte han og anede ikke hvor meget vampyr hun var, ofte spiste nyere vampyre jo stadig normal føde selvom det ikke hjalp dem synderligt.

Hun kiggede forbløffet på Lawrence - ingen havde rent faktisk tænkt over, at hendes situation ikke var selvvalgt. Ingen før ham. Hun mærkede ingen gråden presse sig på, men hun tøjlede sine følelser med et stramt greb. Det gik ikke, at hun blev ved med at vise svaghed.

"Jeg har en lejlighed," mumlede hun og kiggede ned i gulvet, imens hun bad til, at han ikke ville spørge ind til beliggenheden. Den var placeret i den "forkerte" del af byen, som mange nok ville have sagt. Men det var der, huslejen var billigst, og ja… Chloé var ikke rig. Ikke mere. Det var skamfuldt, synes hun, især når hun kunne kigge rundt og nærmest svømme i hans rigdom, som ikke syntes at have nogen ende. Lawrence var en klog mand, tænkte hun, han vidste hvordan man skal investere penge. Dén viden ville hun have haft god gavn af for 200 år siden.

Selvom Chloé var mere end mæt, overvejede hun alligevel hans tilbud om nogen mad. Te havde, havde hun fundet ud af for et par måneder siden, en beroligende effekt på hende, når det gjaldt at hun lige havde drukket. Og hvis der var nogen, som hun havde brug for på nuværende tidspunkt, så var det ro.
"Jeg vil gerne have lidt te, hvis det ikke er til for meget besvær," sagde hun stille og kiggede forsat ned i gulvet.

Lawrence kiggede roligt i mod hende, egentligt havde han jo heller ikke selv valgt at være den race han nu engang var, men det var alligevel noget andet for ham, for det var hele hans familie der var af den race, han var bare som alle andre han kendte og det havde han det faktisk fint med, egentligt va han jo også en flink person og kun når han blev rasendeså kom de dæmoniske side frem.

Lawrence kiggede roligt på hende og smilede så: "Overhovedet ikke, lad os gå ned i caféen" sagde Lawrence og fulgte hen i mod elevatoren som han satte til at køre ned på 3. sal. Det var kun 5 år siden at Lawrence var blevet ejer af Desiré Noir og det første år brugte han på overhovdet at kunne finde rundt i den 81 etage høje bygning, men det hele var efterhånden ved at falde på plads.

Lawrence steg roligt ud af elevatoren og gik så hen til den store kantine lignene café, der var ingen mennesker, alt var tomt udover en enkelt dame der stod og serverede kun fordi at Lawrence stadig var på arbejde: "Vi vil gerne have en the og en kaffe" sagde Lawrence i mod hende og satte sig så roligt ned ved en af de mange runde borde: "Så... Hvor længe har du været i denne tilstand?" spurgte Lawrence i et forsøg på ikke at sige vampyr, det var ikke et rart ord, præcist som han heller ikke syntes at det var et særligt rart væsen.