Fuldmåne.

T: Lige omkring midnat.
O: En masse gravsten.
S: Kirkegården.
V: Lunt, fuldmåne.

Aubreiane sad på en af de gamle rustne bænke. Hun havde en blok i hænderne. Eller nærmere en slags bog. Som hun af og til tegnede i. Hun tegnede af og til i den, men ikke hele tiden. Det meste af tiden sad hun og betragtede gravstenene. Hun fik så mange mærkelige tanker når hun sad der, hun nød at sidder. Bare være i sin egen verden, og ikke rigtigt bekymre sig om noget. Nogle gange savnede hun sit gamle jeg. Der var tanker ikke så slemme.
Denne aften havde hun en lang sort kjole på, og et sort sjal. Det lange sorte hår bølgede ned af hendes ryg som et sort vandfald, og sluttede først omkring lænden. Det var løst. Det var det altid, så længe hun ikke malede. Når hun malede sad det i en eller anden rodet knold med et tørklæde. Og så var det bare der. Hun gik ikke specielt meget op i udseende. Så længe hun var tilfreds var det godt.
Et ganske svagt suk slap fra hendes røde læber, idet de grønne øjne betragtede tegningen. En skitse af kirkegården. Det hun kunne se af den i mørket. Men faktisk lyste fuldmånen det hele ret meget op,. Det var den bedste tid, når fuldmånen lyste det op, og badede det hele i et sølvagtigt skær. Langsomt rejste hun sig op, og lukkede bogen. Gik langsomt lidt hen imod en stor gravsten. Lod hånden løbe over den. Efter udseendet af den at dømme, var den gammel. Meget gammel. Gad vide hvor gammel. Let grinte hun af sig selv, og rystede på hovedet. Måske var det ved at være tid til, at hun skulle gå hjem.

Dominik var begyndt at falde til på godset, hvor han hørte hjemme og det var nok også derfor han faldt så hurtigt til. Han havde brugt de sidste par nætter på at finde ud af alt omkring Di Morga, hvad der var sket alle de år han havde været væk. Han var begyndt at skamme sig over at han havde været væk, ladet verden gå sin gang på dette fantastiske sted. Væsnerne var begyndt at blive skøre, fortælle mennesker om at de findes og når de knap nok kendte menneskerne. Det kunne kun betyde at der snart ville komme krig, at mennesker vil dræbe så mange væsner som muligt og overtage jorden igen. Tanken var noget han ikke kunne klare, så ville han heller selv dræbe alle de dumme væsner som fandtes.
Han havde denne aften taget en anden gang, i stedet for at bevæge sig ind i byen. Så var han taget ud til kirkegården, hvor hans forældre og forfædre lå. De døde vampyre, som havde blevet dræbt at mennesker og andre væsner som havde holdt med maden.

Han gik med elegante og langsomme skridt ind på kirkegården, ikke en eneste lyd kom fra ham da han gik. Han havde sine hænder foldet på ryggen, og gik med hagen oppe.
Det gik ikke længe før han fik øje på en kvinde, som så ellers så smuk ud i måneskinden. Hun stod over ved en gravesten, så Dominik kunne ikke holde sig tilbage "han hed John Walker.. en meget æret mand" sagde han med en dyb og ellers så charmerende stemme, også selv om det bestemt ikke var meningen.

Aubreiane drejede langsomt blikket mod vedkommende der nu stod ved gravstenen. Hun lod langsomt hånden glide gennem sit sorte hår, og holdt bogen i den anden. Let smilte hun til ham. Tænk at han kendte ham. Eller havde han bare læst på gravstenen, inden hun var kommet derhen? Mon dog.. Hun havde ikke bemærket nogen der.. Så mon ikke at han bare kendte vedkommende, der nu lå langt nede under jorden, sikkert i en eller anden mærkelig kiste, i sit stiveste puds.
“Kendte du ham?” spurgte hun nysgerrigt, og betragtede ham med et tænkende blik. Han virkede.. Charmerende.. Men uden at være det med vilje. Nogle var jo også bare sådan, uden at tænke over det. Mens hun havde været vampyr, havde det med at virke charmerende og forførende, aldrig været noget hun tænkte over.

Let lod hun hovedet glide på skrå. Det hele mindede hende meget om sig selv. Han måtte næsten være vampyr, hun vidste ikke hvem der var begravet der, det havde ikke været en hun kendte. Men når alt kom til alt.. Havde hun ikke kendt specielt mange.
Hun havde været en af de ligeglade vampyre.. Ligeglad med alt og alle, og kun ude efter at skade folk. Dræbe folk. Få dem til at lide. Og nu.. Hvor hun ikke længere var det, forstod hun ikke sig selv mere. Hun forstod ikke at hun havde været sådan der, der var jo ingen grund til det. Hun kunne sagtens have folk tæt på sig, uden at være ond ved dem.

Han nikkede langsomt til det hun spurgte ham om "ja.. jeg kendte ham udmærket" sagde han og alligevel gjorde han ikke, hans far havde mange hemmeligheder som han aldrig fik lov til at vide. Han kunne godt dufte at hun ikke var nogen menneske, og det var nok også derfor at han havde snakket til hende "han var min far" sagde han kort tid efter og så bare på gravestenen, det var endelig et eller andet sted rart at se hvor hans familie lå. Selv om han blot var den eneste som var tilbage, den eneste som flygtede fra mennesker og de andre væsner og overlevede.
Han vende sit blik mod hende og bukkede kort
"oh undskyld.. mit navn er Dominik John Walker" sagde han og man kunne ligefrem høre på hans stemme, at han var stolt over at være den som han var "og hvem har jeg lov til at møde?" spurgte han kort tid efter om, tog hendes hånd i sin og kyssede den kort. Før han atter igen gav slip på den, og hans hænder bevægede sig om på ryggen af ham igen og foldede sig som om de aldrig havde været nogle andre steder.

Aubreiane så tænkende på ham og nikkede ganske svagt. “Åh.. Jeg ved desværre ikke hvem han var.. Jeg kender ikke så mange, og udfra datoerne.. Var jeg slet ikke her i landet” smilte hun forsigtigt. Og strøg en sort tot hår om bag sit ene øre. Han virkede venlig nok. Men igen… bare fordi at hun ikke havde været en særligt flink vampyr, kunne andre jo godt være det.
Da han præsenterede sig nikkede hun venligt, og så så en anelse forbavset på ham da han kyssede hendes hånd. “Javel.. Rart at møde dig Dominik.. Jeg kan godt li det navn faktisk.. Jeg hedder Aubreiane.. Men de fleste kalder mig bare Aubrei, jeg tror mit navn er for besværligt at sige” grinte hun blidt og bed sig en anelse i læben.
“Din far siger du?.. Men.. Så du jo… over 500 år gammel?” spurgte hun smilende og så ham i øjnene. Så måtte han helt klart være en vampyr, han virkede også mest som en. Let bed hun sig i læben. “Du vampyr ikke?” spurgte hun eftertænksomt.
“Hvad kom du her ud for? Skulle du nyde roen? Eller tænke på dine kære afdøde?” spurgte hun let, og gik langsomt tilbage til bænken for at sætte sig.

Han var endelig ret ligeglad med at hun ikke kendte hans far, det havde han nok været hvis hans far stadig var i live. Nu virkede det bare som om det var dejligt, at det stort set kun var ham selv som huskede sin far. Både som den hersker som han var, og som den gode far som han også var. Det var sådan en mand som Dominik selv ville være, udover den far del som han var sikker på at han aldrig ville kunne klare.
"det er okay.. han var en stor mand,.. mere behøver de ikke at vide" sagde han og havde ikke tænkt sig at bruge sin tid på at snakke om ham, og slet ikke til en fremmede person.
"tak frøken Aubreiane.. det er en fornøjelse at møde dem" sagde han da han jo var blevet opdraget til at være en gentleman, og det havde han taget til sig også selv om det er så mange tilbage som er det.
Han nikkede kort og bestemt "jeg er 555år gammel" sagde han med en stolt stemme, mest fordi alle andre i hans familie var blevet dræbt og kun få af dem havde overlevet så længe.
"ja jeg er en vampyr.. og hvad er du?" sagde han og var bestemt nysgerrig et eller andet sted, over at vide hvad hun var da hun jo ikke var et menneske "hmm.. begge dele nok...." sagde han og ville ikke fortælle alt for meget over sine tanker omkring alle væsner og mennesker, da ingen skulle prøve på at stoppe ham.

//logger lidt.. kommer på senere måske//

Aubreiane så tænkende på ham. Han virkede et eller andet sted lidt ligeglad med det hun sagde. Men det var jo heller ikke noget han kunne gøre noget ved. Når nu hans far var død, så var der jo ingen grund til at han skulle virke som om det interesserede ham. For hvorfor skulle det det?.
“En stor mand? Ja andet behøver jeg da ikke at vide” svarede hun tænkende og smilte lidt til ham, hun bed sig en anelse i læben. Lod derefter tungen glide ud, og fugte de tørre læber.
Let så hun på ham da han sagde det var en fornøjelse. “Mener du virkelig det? Eller er du opdraget til at mene det?” spurgte hun ganske let og mødte hans blik. Hans røde øjne fik hende til at smile ganske let. Hun kunne så godt li de røde øjne. Det var også det hun bedst havde kunnet li.. Mente hun da.. Eller også var det hurtigheden.. Eller at knogler healede sig selv. Selvom hun også godt kunne li at være dæmon, var det ikke altid helt det samme. Hun havde nu ikke så mange tanker om at blive vampyr igen.
Hazel lod langsomt blikket glide mod himlen, og trak lidt på skuldrene “Min race siger dæmon.. “ svarede hun smilende og så ham let i øjnene igen.
Hun nikkede smilende til ham “Bor du langt herfra? Jeg plejer at gå ture hernede, bare for at tænke på noget andet. Det et fredfyldt sted.” sagde hun lidt. Det sidste virkede mest som en konstatering. Måske endda mest til hende selv.

Hans ene øjebryn gled langsomt lidt op, da hun nævnte om han havde blevet opdraget til at mene det "Jeg er blevet opdraget til at være en gentleman, ikke blevet opdraget til at lyve" sagde han og brød sig ikke særlig meget om at folk sagde noget om ham, når de slet ikke kendte ham og det var ikke mange det gjorde... hvis ikke nogen.
Han begynde bare at gå lidt rundt omkring de forskellige gravestene, og undersøgte dem nøje med sine øjne imens "dæmon siger de.. skønheder plejer ellers altid at være vampyr" sagde han og så kort på hende, før hans blik gled ned på gravestene igen. Det var utroligt hvor mange mennesker og væsner der lå der rundt omkring, det var sikkert også en masse uden gravesten som lå nede i jorden "nej bare lige ned af vejen.. på gods'et" sagde han og pegede ned af den ene vej.
Han nikkede kort til mens hun snakkede, og hans blik gled også op på hende igen "det er meget fredfyldt sted" sagde han og kunne ikke lade være med at sende nogle af sine grin ud.

Aubreiane så smilende på ham. "Javel.. en gentlemen siger du" smilte hun let og lod sig langsomt hvile tilbage mod bænkens ryg. De grønne øjne hvilede tænkende på ham. Mon han kom her tit? nok ikke så tit som hende.. hun havde været der meget siden hun var blevet dæmon. "Jeg beklager hvis jeg hvis jeg virker.. lidt grov, det er ikke fordi jeg vil beskylde dig for noget, og slet ikke for at være løgner, men der er ikke mange der er som dig mere, og.. ja.. undskyld" hun trak ganske let på skuldrene, og trak sjalet tættere om sig.
"Tak for komplimenten.. jeg har været vampyr, det er nok derfor" smilte hun ganske svagt, og rejste sig. Hun lod blikket glide op imod himlen ganske kort,. Det virkede som om det var længe siden hun havde været vampyr, måske var det fordi der var sket så meget siden da.
Hun så let ned af vejen, og nikkede for sig selv af det han sagde, "Det et flot sted, udefra i hvert fald" svarede hun og så hen imod ham igen. da han grinte smilte hun til ham, jaa det var virkelig et fredfyldt sted. man var da i hvert fald næsten sikker på, ikke at møde så forfærdeligt mange andre.

Han viste godt at det ikke var så mange som ham længere, vampyr havde ligefrem begyndt at glemme den tid de kom fra. Går i nyt moderne tøj, snakke på den nye måde og opføre sig som nogle fjolser som bare vil blive opdaget af menneskerne.
Han ville ønske at han kunne gå tilbage i tiden, og leve de gode tider som han mente de var "Nej det er det ikke.. og de burde alle sammen dø for at glemme deres liv" sagde han og hentydet til de vampyr som fandtes til dato.
Han stoppede hurtigt op og stirrede på hende "har de været vampyr? hvad er der sket?" spurgte han om og kunne ikke forstå vampyr der valgte en anden vej, men det var nok nogle af dem som slet ikke havde ønsket at blive det de blev.
"Hvis de har lyst.. må de da også gerne se det indenfor.. på en kop.. hmmm.. kaffe?" sagde han også selv om han ikke drak andet end blod, en anden ting som han ikke forstod ved andre vampyr. Blod var jo det som vampyr skulle leve af, så skulle de ikke begynde at opføre sig som mennesker.

Aubreiane så tænkende på ham og smilte ganske let. Det var rart med en vampyr der ikke lignede et menneske. En vampyr der tydeligt var stolt af at være det han var. Ærligt havde hun ikke været sådan.. Men efter hun var blevet dæmon, var hun begyndt at sætte pris på det faktisk,. Måske havde det ligeså meget været fordi hun ikke havde villet være vampyr. At hun ikke kunne li det, at hun ikke kunne li sig selv sådan.
“Jeg er enig med dig” svarede hun og nikkede lidt for sig selv. Hun lod blikket hvile på ham, og bed sig kort i læben, inden hun nikkede igen. “Ja det har jeg.. Det der skete var at.. Jeg fik en chance for at blive et andet væsen, end den vampyr jeg var, og som jeg aldrig havde villet være. Og jeg tog den.. Indrømmet er der mange ting jeg savner ved at være vampyr, som jeg ikke lagde mærke til før, fordi jeg var så vred” sagde hun og så frem for sig. Det var egentlig lidt mærkeligt.
Hun grinte lidt af ham, “drikker du kaffe? Du behøver ikke invitere mig på kaffe, jeg er jo dæmon.. blod gør mig ikke noget” smilte hun og trak på skuldrene. “Jeg vil meget gerne se det indeni” fortsatte hun og gik hen til ham, hun holdt forsigtigt om bogen, og så mod vejen igen.

Han rystede let på hovedet, da han virkelig hadet kaffe "nej... whisky og blod er det eneste som kommer ind i min mund" sagde han og havde ikke engang lyst til at prøve på at smage noget menneske mad, det var jo bare ulækkert at prøve på at være noget man ikke var "jamen.. kan jeg så byde på et glas blod?" spurgte han om og inden hun fik lov til at svare, begynde han at gå ud af kirkegården og ned af vejen.
Det var masser af lys på godset, og en masse mennesker kunne man se som løb rundt. De kæmpede jo ligefrem for at gøre rent, da den jo havde stået tom i ret så langtid.
Han så kort efter hende, før han vende sit blik frem igen og nærmede sig godset "hvor længe har de så boet her i området?" spurgte han om bare for at have noget at snakke om.

Aubreiane smilte lidt af ham. Hun havde vidst haft det på lidt samme måde som vampyr. Hun rørte heller ikke andet end blod. Blod og massere af sprut. Men tingene var lidt anderledes nu. “Det forstår jeg godt” svarede hun smilende, og strakte sig kort. “Og ja.. Jeg vil meget gerne have et glas blod” fortsatte hun tænkende, og fulgte efter ham som han begyndte at gå.
Hun så rundt på de mange folk der var ved godset. Mon det trængte til en kærlig hånd? Det kunne det godt virke lidt til.. Let så hun på ham, og trak på skuldrene af hans spørgsmål, “ jeg har boet her i.. 100.. 200 år snart.. Jeg holder ikke rigtigt styr på det.. Men længe i hvert fald.” svarede hun ham, og lod hovedet glide på skrå. “Hvad med dig?”

Blod.. det var en ting som man bare ikke kunne få nok af "jeg er jo lige flyttet tilbage.. men hele min barndom, til jeg var 18år har jeg boet her" sagde han mens han gik ind mod godset, han elskede at se så mange mennesker som bare løb rundt. Han elskede bare at han havde den magt over dem, som man nu havde "kom" sagde han da han åbnede den alt for store hoveddør, og ventede med at gå ind før hun var gået ind. En ældre mand kom løbende hen til dem, hans øjne var røde og hans hud var hvid. Der var store tegn på at han var en vampyr, en gammel man som burde være død var blevet en vampyr "2 glas" sagde Dominik med en lidt kold stemme, mens manden bare forsvandt ind af en dør "kom" sagde han igen og gik ind af en dør, som førte til en værelse med en pajs som var tændt. Det var mørkt og gammelt, gamle smukke møbler som passede perfekt til godset. Han gik hen til en af de røde flotte sofa'er, og satte sig ned på den.
Den gamle mand kom løbende lidt efter, med to glas med en mørk rød væske i. Han satte de to glas på bordet, bukkede og smutte ud igen "her" sagde Dominik, da han havde taget de to fine vin glas og holde den ene hen til hende.