Never the same dream again.

Tid: 17:43
Sted: i skolegården.
Vejr: små skyet men varmt nok til man kan færdes i normalt tøj, er stadig lyst.
Omgivelser: blandet boldbane udendørs, til frikvarterene, lidt væk fra vejen som skolen ligger på.

Gabriel stod og kiggede roligt på skolens vinduer, de var ganske flotte i farvede glas, hans vinger var væk, og han lignede bare en Goth der måske stod og røg, selvom han aldrig havde røget før, og han ville slet ikke begynde nu, hans t-shirt var ødelagt (mindre end på billedet), hans bukser var forslåede ved knæene men det generede ham ikke, han havde vænnet sig til det ødelagte tøj som altid, hans sko var ganske normale.

Han kiggede roligt op på himlen og et vindstød kom forbi og kærtegnede hans kind, hans øjne afsøgte skikkelser i skyerne, men de var og blev skyer, og han sænkede øjnene, og kiggede mod lågen på skolen der var lukket, han kunne kun se en fjerdedel af den, hvilket også gjorde han var lidt svær at se fra vejen, men dog ikke umulig at se, da han ikke prøvede at gemme sig, han kunne altid slette hans tilstedeværelse i en enkelt persons tanker, men dog var han stadig påpasselig, der var jo en masse magiske væsner og nogle var immune overfor tanke manipulation, og det vidste han godt kunne blive et problem.

Aubreiane gik langsomt rundt i skolegården. Hun havde aldrig været der før, så det var ganske nyt for hende. Hun kunne ikke en gang huske hvornår hun sidst havde været ved en skole. Men hun havde jo været nød til at se den før eller siden. Så hvorfor ikke bare starte nu. Hun skulle jo også fordrive dagen med noget.

Langsomt lod hun fødderne glide let og elegant over jorden mens hun gik. Hun havde et par flade støvler på, en stor, lang sort sweater som går til midt på lårene, og et par gennemsigtige leggins. Efter at have gået et stykke tid, opdagede hun en person der stod og så mod himlen. Instinktivt vendte hun sig mod himlen, for at se om der kom nogen. Men da der ikke skete noget, gik hun ganske langsomt hen imod ham. “Hey? Kigger du efter noget specielt?” spurgte hun venligt og bed sig ganske kort i læben. Måske havde han set noget mærkeligt. Måske havde det været noget der havde skræmt ham?.. Eller også stod han bare og tænkte. Man kunne hurtigt stå og stirre ud i ingenting når man tænkte.

Gabriel vendte sine øjne mod personen der snakkede til ham, han smilede kort til hende, "jeg kigger efter skikkelser i skyerne, men der er ingen, ihvertfald ikke for min fantasi." han smilede og kiggede en sidste gang efter en skikkelse, men der var bare nogle normale skyer, ingen sjove ting deroppe, ihvertfald ikke den aften.

Han vendte sig mod hende og kiggede roligt på hende, han var dog en smule nervøs, der var et eller andet over hende, han var ikke sikker, men hans nakkehår rejste sig langsomt, men han var normalt ganske fredelig, og hun snakkede bare med ham, så han så ingen grund til at begynde at betvivle hende, hun virkede bare til at være nysgerrig.

Aubreiane smilte lidt til ham, og så igen mod skyerne. Næh.. Hun kunne nu heller ikke rigtigt se noget faktisk. Så det var nok ikke fordi der var noget galt med ham. “Hvilken slags?.. Jeg kan nemlig også kun se almindelige skyer.. Måske har vi begge ingen fantasi” grinte hun smilende og så ham i øjnene. Normalt mens hun havde været vampyr, havde hun aldrig rigtigt grinet. For folk så hugtænderne og stak af. Det havde irriteret hende helt vildt.

Da hun mødte hans blik, tænkte hun lidt igen. Hvad mon han var.. Hun kunne virkelig ikke regne ud hvilken race han var. Udseendet kunne jo tilhøre en masse mørke racer, men han virkede god nok. Det forvirrede hende en lille smule. Men det kunne jo sagtens være hun tog fejl. Det gjorde hun tit.

Gabriel smilede roligt til hende og gik hen for at sætte sig på en bænk, "ellers er der bare ingenting, men jeg hedder Gabriel, og hvad hedder en nysgerrig sjæl som dig så? og hvad laver du her? det er jo ikke ligefrem tiden til at være i skole." Han kiggede venligt på hende og rørte let på bænken ved siden af for at signalere at hun bare kunne sætte sig ned hvis hun ville.

Han kiggede mærkeligt ned på sin fod da en mærkelig følelse begyndte at snurre i den, han kunne ikke huske hvornår hans krop sidst havde begyndt at sove på den måde, og det var tydeligt at hans ene fod var begyndt at sove, for den mærkelige prikkende fornemmelse glemte han aldrig.

Aubreiane betragtede ham som han gik hen for at sætte sig på en bænk. “Rart at møde dig Gabriel, jeg hedder Aubreiane, og jeg er her egentlig bare for at se hvad det er for et sted. Jeg har aldrig set skolen her før er jeg bange for.. Så det var jo på tide kan man sige.” Svarede hun smilende, og gik langsomt hen til ham, da han havde givet tegn til hun kunne sætte sig. Let satte hun sig ved hans side.

“Laver du ellers noget andet end at kigge på skyerne? Skal du mødes med nogen, eller noget?” spurgte hun tænkende og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun grinte lidt for sig selv. Han virkede egentlig ganske venlig, så hun havde jo ikke nogen grund til ikke at snakke med ham.

Gabriel kiggede roligt på hende, "nej jeg kigger bare på byen, jeg husker ikke så meget, jeg vågnede på et hospital for et år siden, og jeg jagter mine minder, så går bare lidt omkring for at se om der er ting jeg genkender." det var ikke helt en løgn, Gabriel havde kun været engel i et år, og han havde mistet alle sine minder efter han blev krævet af gud, han havde kun sine følelser som han havde, og et navn 'Gabriel' det navn han selv mente var hans "sande navn" hvem han var, hvad han var og hvem han stræbede efter at blive.
Hans øjne undersøgte hendes og han så stadig ikke noget uvenligt i dem, så han var stadig ikke nervøs for at være så afslappet med hende.

Aubreiane så på ham og smilte en anelse. “Åh.. Det lyder også som en god ide, at du så prøver at kigge på byen, for at se om du kan huske noget? Det ville jeg nok også gøre hvis det var mig” svarede hun eftertænksomt, og lod let en hånd løbe gennem sit hår. Hun ville slet ikke vide hvad hun skulle gøre hvis hun ikke kunne huske noget som helst omkring sig selv.
“Hvad hedder du så?” spurgte hun smilende og så blidt frem for sig. Hun vidste ikke om han ville svare hende på det, eller bare ignorere hendes spørgsmål, det bestemte han jo helt selv.

gabriel kiggede lidt mærkeligt på hende et kort sekundt, men smilede bare af det, han skulle ellers kunne huske at de lige havde udvekslet navne, men hun kunne da godt få det igen, for hans skyld.

"mit navn er Gabriel, det præsenterede jeg mig også som lige før, Aubreiane! men er okay, hvis du til gengæld mener mit efternavn så ved jeg det ikke, og jeg behøver ikke mere end et fornavn, Gabriel er hvem jeg er og hvem jeg vil være, jeg er glad for min tilværelse, der er ingen der kender mig, så jeg er ligesom startet på en frisk kan man snildt sige!" Hans øjne smilede til hende, og han strakte sine fingre kort, hvor der lød et lille knæk, og han åbnede og lukkede den ene hånd et par gange.

Aubreiane betragtede ham med et undrende blik. Da det endelig gik op for hende, at han havde præsenteret sig før, og det samme havde hun, var det alt for sent. Der havde han allerede tænkt sine tanker om hende.

“Det må du undskylde Gabriel.. Jeg er vist ikke helt så vågen her til aften er jeg bange for.. Det er vel også ved at være tid til jeg skal gå hjem af, inden jeg får sagt noget andet dumt” hun grinte lidt forsigtigt og så på ham, hun nikkede som farvel til ham. Inden hun langsomt rejste sig. Hun rettede lidt på sin jakke, og så derefter på ham igen. Det var virkelig flot. Hun havde lige mødt en person, som sikkert allerede tænkte hun var totalt mærkelig. Det var hvad der kom ud af, at hun altid var så fortabt i sine egne tanker.

gabriel kiggede roligt på hende, "du er ikke mærkelig, ihvertfald ikke i mine øjne!" han havde troet hun havde snakket, han havde endnu ikke styr over sine tanke evner, og han havde ved et uheld smyg lyttet til Aubrei's tanker, han kiggede roligt på hende, og rejste sig selv langsomt op, "skal jeg følge dig hjem? eller bare noget af vejen?? jeg ser måske ikke sådan ud, men jeg er rimelig god til at beskytte personer," han smilede til hende, og gik roligt hen foran hende, *jeg gad godt vide mere om hende, hun er en af de første der er kommet og snakket med mig, uden at fordømme mig bare på mit udseende, og jeg gad godt vide mere om hende, hun virker som en rar person, men hun har også ret, det er ved at være på tide at finde et sted at sove og noget at spise.*

Aubreiane så forbavset på ham, “Kan du læse tanker? For så vidt jeg husker, sagde jeg ikke noget omkring det højt” smilte hun ganske svagt. Let bed hun sig i læben, og så derefter frem for sig. Hun ville nok altid føle sig lidt mærkelig. Men det var ikke altid noget der var skidt. Det kunne også sagtens være godt.
“Hvis du vil må du da godt følge mig hjem? Du kan få en kop kaffe eller noget hvis du har lyst?” spurgte hun smilende, og pillede lidt ved sin jakke, som hun så lukkede. Han virkede nu meget rar at snakke med. Måske ville han også være en god ven at have, han virkede som en man kunne slappe af sammen med. En man ikke skulle være bange for pludselig vendte rundt, og myrdede hende. Hun var også ved at være lidt sulten. Måske skulle hun i virkeligheden finde et sted at spise.

Gabriel kiggede på hende og smilede til hende, han ville nok have løjet, men noget inden i ham fratog ham den mulighed, siden han var blevet engel, var det maksimale løgn han kunne sige, var at udelukke specifikke ting, men aldrig lyve, "jeg kan fornemme dem, ikke læse dem," han smilede til hende og slog jakken lidt tættere sammen, "så lad os gå, og jeg siger ikke nej tak til en god kop af te eller kaffe."
Gabriel kiggede roligt på hende og smilede venligt til hende, "hvad siger du til at vi først finder enten et sted at handle til eller at spise, jeg er ved at blive sulten, jeg kan endda tilbyde at lave maden, hvis vi handler??" han så venligt på hende og smilede for første gang mens han viste sine tænder.

Aubreiane smilte lidt til ham mens de gik og nikkede for sig selv. “Så du kan fornemme dem.. Er det ikke lidt irriterende? At du kan fornemme alle folks tanker? Hvad hvis der er mange?” hun smilte lidt undrende til ham. Det var bare fordi hun var nysgerrig. Hun kunne ikke lade være med at spørge.
“Det lyder fint, så skal jeg se hvad jeg har” smilte hun glad og så frem for sig mens de gik. Stoppede så op og betragtede ham. “Joo.. Det kan vi da godt, skal vi handle så? Jeg er ikke så god til mange mennesker, og der ligger jo et supermarked her om hjørnet vi kan handle i” smilte hun tænkende. Det generede hende ikke. Hun var jo også ved at være sulten.

Gabriel grinte kort, "nej normalt hører jeg ikke noget, det er kun få ting, og det lyder jo bare som snak, det eneste tidspunkt det er besværligt er når en person siger og tænker to forskellige ting, det er forvirrende!" han smilede og gik rolig ned mod supermarkedet, han kiggede roligt på hende, "hvis der er mange, så er det som at stå i en samling, ikke særlig slemt, men som sagt, normalt sker det kun engang imellem med en eller 2 personer."
Han gik ind i markedet og tog en kurv i sin hånd, og fortsatte ind i butikken, "men du lader ikke til at være alt for overrasket, du er måske vand til sådan nogle mystiske ting sker rundt omkring??" han kiggede roligt på hende og tog en frugt og grønt til en salat, iceberg, tomater, agurker og jordbær.

Aubreiane så smilende ind i hans øjne, “Så det ikke noget du helt kan styre endnu?” spurgte hun nysgerrigt, og så frem for sig mens de gik. Hun lod ham tage en kurv, og tog også en selv, hvis nu hun også kunne hjælpe med at bære noget. Måske havde han ikke haft den evne så længe endnu,.
“Jeg har været her omkring ret længe efterhånden.. Der skal meget til at overraske mig må jeg nok indrømme..” svarede hun smilende og gik let rundt med ham. Det var egentlig ganske hyggeligt at gå her sammen med ham og handle. Det var ikke noget hun normalt gjorde med andre folk, så det var lidt anderledes, men helt klart hyggeligt. Og han vidste hvad han ville have.
“Har du lyst til vi laver bøffer? Jeg kunne godt tænke mig bøffer.. Hvis vi tager to pakker med de gode, har jeg også lidt til.. At stille.. Min sult” smilte hun ganske svagt. Som dæmon var hendes eneste last råt kød. Det.. Eller menneskekød.

Gabriel hørte godt hvad hun tænkte, men smilede stadig til hende, hun var venlig, og det respekterede han, "det er alt sammen meget nyt, har stadig mistet hukommelsen," han smilede venligt til hende for at vise det bare var en joke, "det ville være skønt, jeg tror nakkefilet ville være skønt," han gik roligt over til disken med kød, og fandt en pakke med nakke filet bøffer, der var kød til fire, så det burde være rigeligt til de to, "har du nogen gryderi?? eller skal vi også have noget af det??" han kiggede lidt rundt i butikken, og smilede da han så de var alene ved kødet, "jeg kan gætte mig til du har været omkring i meget lang tid, siden du ved lidt af hvert, men det er dejligt at møde en man kan være sig selv ved!"

Aubreiane grinte ganske svagt, og skubbede blidt til ham. “Du skal være sød.. Jeg ved ikke en gang hvad du er Gabriel, og jeg kan jo kun gætte ikke?” smilte hun blidt, og lod let blikket glide rundt på kødet. Nikkede lidt tænkende for sig selv, det lød egentlig meget godt. “Jaa.. Hvis du bare lader den ene være rå, “ sagde hun blidt, og lod let en hånd glide gennem sit hår. Hun så lidt tænkende ud “Neij jeg har skam krydderi” svarede hun smilende, og lod blikket hvile på ham. Hun nikkede ganske svagt for sig selv. “Jeg har været her længe ja.. Det har været ganske godt, men ja.. Det er meget rart at være sammen med en, man kan være sig selv ved” smilte hun stille, og så på nogle andre bøffer, som hun også lagde i sin kurv, det var meget rart med lidt derhjemme også.

Gabriel smilede og gik hen til disken, han lagde varerne op på båndet, og tog en pose med, han sagde ikke rigtig noget under købet til Aubrei, han tog nogle sedler frem fra en inderlomme som han betalte med, han smilede til ekspedienten, og gik ud fra butikken, han havde ikke tænkt sig at lade Aubrei betale for det, da han gerne ville betale lidt for at få hjemmelavet mad.
Han ventede tålmodigt ude foran butikken hvis nu Aubrei skulle have noget for hende selv, han vidste selv at mange købte enten pastiller, eller tyggegummi.

Han kiggede op på himlen og smilede da han hørte en stemme i hans hoved, den var der kun kort, men han forstod hvad den ville have ham til, han havde fået en ny opgave, han regnede med det var fra gud, måske ikke stemmen, men opgaven, den omhandlede en anden engel, og han var sikker på at finde den her engel, inden for få dage.

Aubreiane så smilende på ham mens de gik og handlede. Det var virkelig hyggeligt syntes hun. Hun så dog lidt forbavset på ham da han betalte, men gik så langsomt ud efter ham. Da han stod og ventede på hende ude foran butikken, det var rart han ikke stod og trippede. Hun havde bare købt en cole og en vin til dem. Ikke fordi hun normalt drak det, men det havde hun lige lyst til.

Let gik hun hen til ham. “Du havde alsa ikke behøvet at betale Gabriel.. “ hviskede hun smilende, og begyndte at gå hjem sammen med ham. Der gik ikke specielt længe før de var hjemme hos hende, de havde jo næsten været ude af byen. Let låste hun op, og lod ham komme ind med varene, inden hun lukkede døren bag ham og tændte lyset. Let tog hun skoene af og hængte sin jakke op. Huset lignede stadig lidt et vampyr bo. Gardnierne var sorte, møblerne var også mørke.. Men hun havde ikke lige haft tålmodighed til at gøre noget ved det. Da de kom ud i køkkenet hjalp hun ham med at pakke ud. Satte sig let op på køkkenbordet, og sad nu med den ene bøf. “DU har ikke noget imod det vel?..” mumlede hun let.

Gabriel smilede til hende og fulgte roligt efter hende, "nej, men jeg behøver ikke mine penge, penge betyder ikke noget for mig, og derfor er de bedre brugt på en hyggelig aften," han smilede til hende og gik roligt indenfor, og satte sine sko, og hang hans jakke op, han kiggede roligt på hende og smilede til hende, "nej overhoved ikke, jeg ved godt hvorfor du skal bruge det, og jeg er glad for du gør det sådan her!" han smilede til hende, og gik hen og lagde posen på køkkendisken, der var to huller i ryggen der marchede med vinger, han havde glemt at hans vinger ødelagde hans tøj, og det var svært at se på frakken, men trøjerne var nemmere at se det på, og han skiftede sjældent tøj da det hurtigt gik i stykker alligevel.

Aubreiane så smilende på ham, og spiste langsomt lidt af den rå bøf. Hun mærkede hvordan hun begyndte at slappe af igen. Trangen til råt kød kunne godt gøre hende mærkelig til tider. “Hvor er du sød.. Det er jeg glad for du sys” svarede hun blidt og spiste lidt mere af den. Betragtede ham da han snakkede videre. “Der er ikke mange der forstår det.. Det er jo lidt som en vampyr der skal bruge blod.. Men jeg tror jeg har myrdet min andel af folk lige for en stund.” som vampyr havde hun ikke tøvet med at myrde. Tit for sjov. Tanken virkede så langt fra den hun var blevet, selvom det stadig godt kunne ske. Det var ikke noget hun var stolt af. Da hun fik øje på de to hulle i hans trøje, lod hun hovedet glide på skrå. “Jeg ville aldrig have gættet du var engel, hvis ikke det havde været for de to hulle der.” sagde hun efter en stund. Og spiste så resten af bøffen, inden hun gik hen og vaskede hænder.

Gabriel kiggede roligt over på hende, "ikke bare en engel, jeg er en skyts engel, selvom jeg stadig ikke har fået min person at beskytte!" han grinte lidt til hende og sukkede tungt, "jeg er ikke født engel, jeg blev krævet for et år siden, som jeg sagde, jeg er Gabriel og intet andet, jeg husker kun meget lidt fra mit gamle liv," han kiggede roligt på grønsagerne og og begyndte at vaske dem, hans vinger begyndte at komme ud, og han sukkede sagte, "jeg er ikke så vant til at have dem trukket tilbage for så lang tid!" han kiggede roligt på grønsagerne og stillede dem på bordet ved siden af, "der er dog gode ting ved det her," han smilede og kiggede roligt på hende, han tog roligt en kniv fra en af skufferne/knivblokken, og begyndte stille at skære salat ud, "jeg kan flyve, og jeg har fred i mit sind, og det er vigtigt for mig!" han kiggede roligt på hende og smilede af hendes små bidder, de var nu ret søde.

Aubreiane så tænkende på ham mens han snakkede “En skytsengel? Det lyder spændende” svarede hun let, og lod hovedet glide på skrå, gik hen for at hjælpe ham med at vaske grøntsagerne. *Gad vide hvorfor han så vil være sammen med en tidligere vampyr.. Gud plejer ellers ikke at være specielt glad for sådan noget* tænkte hun for sig selv. Og hentede et skærebræt til ham, samt en skarp kniv. “Du skal ikke gemme dem for mig.. Lad du bare dem komme frem” svarede hun glad. Og så tænkende frem for sig. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre.. Hun ville gerne hjælpe ham med tingene, men havde en fornemmelse af at stå lidt i vejen. Det generede hende faktisk lidt. Mest fordi hun ikke ville have at han troede, hun bare ville være doven. Måske var det også bedst at stå her mens han skar.. Hende og knive var ikke de bedste venner, hvilket hendes arme bar synligt præg af. Men sådan var tingene nu bare en gang. “Vil du have noget at drikke?” smilte hun blidt.

Gabriel kiggede roligt på hende, "gud er nok den øverste, men jeg har en fri vilje, og jeg er ikke nogens slave, selvom jeg gætter på at det er unormalt at være så venlig overfor en tidligere vampyr, og dæmon, men dine forældre skaber ikke dig, det gør du selv, det vigtigste man kan huske, er at bare fordi en anden person er en anden race, betyder det ikke at denne er din fjende, det er hvad jeg tror på!"
Han kiggede roligt på hende og smilede venligt til hende, hans vinger kom helt ud, og han sukkede lettet op, de var helt sorte og han rørte let ved den ene af dem, "te ville være skønt!" han kiggede på salaten, og begyndte at tage ting frem til forberedelserne, en pande, og en form for olie, han prøvede også at finde en skål til salaten.