Never the same dream again.

Aubreiane så smilende på ham, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Hun tav da han snakkede om forældre. Let så hun væk, og bed sig kort i læben. Hendes forældre havde ikke ligefrem gjort noget godt for hende. Måske var det også derfor hun var havnet sammen med vampyren som forvandlede hende i sin tid. Det var det næsten med garanti.
“Jeg er glad for du ser det på den måde.. Det er der desværre ikke mange der gør mere.. Men du burde nu lære at holde dig fra andres hoveder, det ikke sikkert alle kan li det.. Jeg har ikke noget imod det dog” sagde hun smilende. Og betragtede ham som han gik der og ledte efter en skål. Hun gik langsomt hen til et skab, og tog en skål ud af skabet. “Er den fin nok?” smilte hun, og rakte ham den. Bagefter gik hun hen og satte noget vand over til en kop te.

Gabriel tog imod skålen og nikkede bekræftende, "den er perfekt," han blandede salaten en gang, og kiggede roligt på panden, han tændte for et blus, og kom panden over, "jeg kan næsten gætte mig til du vil have dine bøffer røde?" han kiggede roligt på hende, og smilede venligt til hende, "jeg kan ikke styre det endnu, jeg er stadig ny!" han kiggede på panden, og lagde 2 bøffer på den, "Aubrei, jeg har noget jeg gerne vil have du skal have!" han vendte sig om mod hende og smilede til hende, "det er noget helt unikt fordi du er som du er!" han smilede til hende, og tog fat i sin ene vinge og rev hurtigt, i hans hænder var der 5 fjer, han smilede til hende og rakte dem mod hende, "de er mit medie for min magi, de er til beskyttelse, jo mere de skal afværge, jo mere ødelagte bliver de!" han smilede til hende og talte igen til hende, men med sindet denne gang #du skal vide, at selvom gud bliver vred, så fortjener alle sjæle en chance til, og selvom du er en dæmon, så fortjener du også hjælp.#
Normalt når Gabriel brugte sin magi brugte han kun lidt magi fra hver fjer, men når de blev revet ud sådan, indeholdt de hver deres ladning af energi, der ville blokere alt energi der ville skabe en skadende effekt, så og sige, ville en person med en fjer fra Gabriel være urørlig af de fleste ting, når de bar rundt på en fjer, men fjerene skaber ikke deres egen energi og de er som batterier, når de er brugt, er de brugt.

Aubreiane smilte blidt til ham, da han sagde skålen var fin nok. Hun var stadig i gang med at have det man skulle have i et køkken. Som vampyr havde hun aldrig brugt køkkenet. Men nu blev det da brugt en gang imellem. Ikke så meget, men nogle gange.
“Ja jeg har ikke noget imod røde bøffer i hvert fald..” grinte hun smilende, og lod blikket hvile på ham. Begyndte tænkende at dække bord, indtil han snakkede igen. Gik undrende hen til ham, og gispede let da han hev fjerene ud. Det måtte da gøre ondt? Eller måske ikke. Det vidste hun ikke.. Men hun var ret sikker på, at det ville gøre ondt på hendes vinger.
Da han snakkede i hendes sind, tog hun imod dem. Hun smilte lidt undrende, det var ikke noget hun havde prøvet før. “Tusind tark Gabriel” hviskede hun smilende, og gik fra køkkenet. Der gik lidt inden hun kom tilbage. De 5 fjer hang forskellige steder i hendes sorte hår, så de var faktisk ret svære at se lige nu. Let dækkede hun resten af bordet, og gjorde så teen klar til dem. Satte to lys på bordet for hyggens skyld, og idet hun gik væk, tændte de sig selv. Hun kunne allerede godt li at have Gabriel som selskab. Han kunne blive en rigtigt god ven. Det håbede hun da i hvert fald, medmindre hun dummede sig en dag.

Gabriel smilede da han så hende med fjerene i håret, han vendte bøfferne, og tog roligt sin kop med te, "selv hvis du dummer dig, så er jeg der stadig for dig," han smilede og lænede sig op af køkkenbordet mens han studerede hende en smule, "du ved godt du er utrolig smuk ikke??" han kiggede drillende på hende og smilede ved sig selv, hun var virkelig smuk, men måske man skulle sige sexet, det var jo lige før hun var en tease, selv for ham!
Hans hånd greb fat om håndtaget på panden, og vendte kødet endnu engang, "så er der lige straks mad!" han smilede og tog rødvinen hun havde købt, og åbnede den, "skal bare lige lave sovsen færdig!"

Aubreiane smilte til ham, og gik hen for at se hvor langt han var nået, fik snoet sig udenom hans ene vinge. “Det da godt mine vinger ikke også er ude, så ville vi blive viklet sammen” grinte hun ganske stille, og gik langsomt tilbage til bordet, og holdt om sin kop med te. En let rødmen kom frem i hendes kinder, da han sagde hun var smuk. “Tark.. Men det sys jeg nu ikke rigtigt er jeg bange for.. Jeg har haft lidt svært ved at sys det, efter jeg blev dæmon” sukkede hun mildt.
“Jeg har dækket bord, så det skal vi ikke tænke på” smilte hun og satte salaten hen på bordet. Hun lod let blikket glide ud af vinduet. Ren og skær dårlig vane. Man vidste jo aldrig om han kom tilbage.

Gabriel kiggede på hende og smilede til hende, han kiggede roligt ud af vinduet da hun også gjorde det, men sagde ingenting ellers, han lagde bøfferne over, og tog mel ned som han blandede med noget mælk, hældte det på panden, og skænkede rødvin op i det, til det fik en mørk rød farve ligesom vinen, "Aubrei, du skal huske det jeg sagde før," han rørte rundt i sovsen, hvorefter han satte den på et andet plus, der dog ikke var i gang endnu, "du skal huske at din race ikke afspejler dig! du er en meget smuk kvinde, både fysisk, men også i dine tanker!" han gik hen til hende og puttede hans på hendes skulder, "kom lad os spise! hvis du vil kan du sagtens snakke med mig, jeg er trods alt givet en chance til for at hjælpe andre personer!"

Aubreiane virkede egentlig meget rolig nu da de var hjemme hos hende, men der var stadig en smule utryghed i hende. Det ville der nok altid være. Let så hun på ham, da han gik i gang med sovsen. Det var ikke noget hun havde prøvet før, at nogen bare kom ind til hende, og tilbød at lave mad. “Jeg ved det godt.. Det sødt af dig Gabriel” svarede hun smilende, og så på ham, da han lagde en arm på hendes skulder.
“Jeg vil ikke fortælle dig om min fortid Gabriel.. Der er ingen grund til at hive dig ud i det, og chancen for at du får flere problemer på halsen end du troede, er ret stor hvis jeg deler det med dig” smilte hun ganske stille, og hjalp ham med at tage sovsen og bøfferne hen.

Gabriel satte sig ned og kiggede på hende, "det er der heller ikke nogen der tvinger dig til, men bare husk det hvis du for brug for det!" han smilede til hende og tog den ene bøj, og hældte lidt sovs over, og tog salat til siden, han smilede til hende og kiggede hende dybt i øjnene, "jeg ved ikke hvad der er sket med dig, men min tilværelse er for andre mennesker, og mange andres problemer bliver også mine engang, men jeg er rimelig sikker på at jeg kan klare problemer, ligemeget hvor store de er, men nok snak, lad os smage på maden!" han smilede til hende og skar et stykke af sin bøf ud, og smagte på den, og et støn forlod ham da kødet nærmest smeltede på hans tunge.

Aubreiane smilte lidt til ham, og nikkede ganske svagt. “Det vigtigt for mig jeg ikke gør den.. Den sidste jeg fortalte for meget ja.. Han.. Klarede den ikke en gang hjem fra mig” sukkede hun opgivende og rystede en anelse på hovedet. Langsomt tog hun en bøf, og også lidt af hans sovs. Ikke så meget salat dog, men hun tog noget. Salat sagde hende ikke rigtigt noget. “Måske en dag når tingene ser anderledes ud, kan jeg dele det med dig men lige nu er det bare for farligt” sagde hun mildt. Hun skar et stykke af bøffen, og smilte for sig selv efter at have spist den. “Du er da en glimrende kok må man sige” grinte hun glad, og tog en tår af sin te. Let så hun mod vinduet bag ham, og så så ned på bøffen igen.

Gabriel kiggede på hende og smilede af hende, "det var ikke så godt, men bare rolig, om du så fortæller det eller ej så når jeg ikke hjem i aften!" han smilede til hende og kiggede roligt ned på salaten og begyndte at spise af den, "tak, det er ikke så svært når man først har lært det," han rørte lidt i maden og kiggede derefter på hende, "Auel du kan ikke klare alting alene, men idet mindste tog du mod mine fjer, og selvom det ikke er meget, så skal de nok hjælpe dig!" han smilede og tog en langsom slurk af sin te, og blev siddende med lukkede øjne et stykke tid, han åbnede dem og begyndte roligt at sidde og nyde maden, mens han hældte to glas af vinen op, han kiggede roligt på hende og nikkede kort.

Aubreiane så smilende på ham. Og bed sig kort i læben, “Du er velkommen til at overnatte her.. Jeg har skam et gæsteværelse, og selskab er helt sikkert rart” sagde hun smilende og lod let blikket glide mod døren. Den var låst, så hun burde være sikker for nu. Let så hun på ham. Og spiste en smule af bøffen. “Jeg laver ikke så tit mad, men jeg laver det mere efter jeg er blevet dæmon. som vampyr lavede jeg aldrig mad. Jeg holdt mig til blod” sagde hun blidt. “Neij.. Jeg ved godt jeg ikke kan klare alting selv, men jeg plejer ikke at stole for meget på folk” svarede hun og tog en tår af sin te. Hun smilte lidt. Hun kunne faktisk ret godt li te. Tog dog imod sit glas med vin, og nikkede mod ham, inden hun nippede til den. Det var hendes yndlings vin.. Gammel.. Men god.

Gabriel kiggede roligt på hende og sippede til vinen, den var blød, han havde aldrig drukket vin før, men det var ikke alt for slemt han kunne sagtens vænne sig til smagen af det, "det siger jeg ikke nej til," han spiste maden roligt, og nød hver en bid, der gled ned i hans mave. Han stoppede da han var færdig, og fjernede tallerknen ud til siden, og tog sin kop med te og sit rødvin og stillede foran ham, #du burde ikke være så nervøs hos dig selv, du er meget afslørende, selv uden mine tanke evner, men jeg lovede ikke at forstyrre hvis du ikke selv ville sige det,# hans tanker forlod hendes, og han kunne klart nu mærke at de havde været forbundet et stykke tid, det føltes altid så tomt når man forlod en person på den måde.

Aubreiane så lidt på ham, inden hun spiste færdig, og tog sit glas med vin hen til sig. Hun havde drukket sin te, så derfor lod hun den stå ude ved kanten af bordet. Let bed hun sig i læben. “Jeg sørger for der bliver dækket op til dig så Gabriel” sagde hun blidt, og lod let hovedet glide på skrå. Da hans tanker ramte hendes sind, så hun let på ham. *Når man er vant til at frygte for sit liv, forsvinder den følelse ikke så nemt er jeg bange for.. Er du sikker på du vil vide det?* tænkte hun og mødte stadig hans blik. Hun tænkte det, velvidende han kunne høre det. Hun vidste ikke om det var klogt.. At fortælle ham det. Men han havde jo opdaget hvor nervøs hun var. Det var nu heller ikke så mærkeligt.. Hun kunne sagtens dø nu.. Det havde været lidt sværere som vampyr at dø.

Gabriel kiggede på hende og smilede til hende, "selvfølgelig vil jeg det, jeg er skabt til at beskytte andre, og hvis jeg dør kan jeg ikke beskytte andre, derfor dør jeg ikke!" han smilede selvsikkert til hende og drak det resterende af hans te, han sagde ikke mere end det, og kiggede roligt på hende mens han ventede på hun skulle forklare sig, han var ikke spændt, men meget opmærksom på hende, mens han ventede på hvad hun ville sige, han kunne ikke rigtig tænke sig til så mange slemme ting, han var ny i denne verden, men han vidste at han havde kræfter som en gud, og han var sikker på hans viden om universet ville hjælpe ham, trods alt var mange magiske evner stadig bundet af fysiske love.

“Okay.. I sin tid mens jeg stadig var menneske, var min far et rigtigt monster ved mig. Misbrug, vold og ydmygelser var en del af min hverdag, og da jeg endelig flyttede hjemmefra, fulgte mine kærester det mønster. Indtil jeg mødte.. Ja han hedder Aubrey.. Lidt sjovt, men da jeg mødte ham, troede jeg at jeg var verdens heldigste person. At lige netop han kastede sin kærlighed på mig. Han var følsom.. Betænksom.. Kærlig, alt det mine andre kærester ikke havde været. Da vi blev forlovede ved en romantisk middag, var jeg sikker på min lykke var gjort. Men jeg tog fejl, grueligt fejl. Allerede de følgende dage, ændrede han sig.. Han blev voldelig.. Utilregnelig.. Og en aften gik han helt amok.. Jeg fik så mange tæsk, at jeg var døden nær af det, da han fortalte mig hvad han var. En vampyr. Og med mine sidste kræfter, tryglede jeg om at han lod mig være, han var ligeglad. Han forvandlede mig, hvilket tog timer.. Fordi mit indre kæmpede så meget imod. Som vampyr, hadede jeg alle.. Og jeg svor at dræbe ham, hvis jeg fik chancen, desværre.. Havde han det på samme måde.” hun tav lidt, og tog en tår af sin vin.
“Jeg flyttede til en anden by, men der gik ikke længe før han fandt mig, hans kendetegn er en sort rose, med et rødt bånd.. Og uanset hvor jeg flyttede hen, og hvor meget jeg passede på, ville jeg før eller siden, finde den rose på min seng. Og det samme skete da jeg kom hertil. Han ville have dræbt mig.. Det er jeg ikke i tvivl om, for jeg var netop blevet dæmon sidst han fandt mig.. Jeg slap med 3 brækkede ribben, et brækket håndled og adskillige skræmmer.. Det svært at forklare.. Men hans evne er at lokke folk i sin magt, bare med sit blik.. Det var kun fordi hans hånd ramte solen, at han forsvandt.. Og jeg frygter han kommer igen” Da hun omsider var færdig med sin enorme talestrøm, tav hun. Hun drak resten af vinen i sit glas, og så let ned i bordet.

Gabriel kiggede roligt på hende og smilede derefter kort, han drak en smule af vinen og lænede sig tilbage i stolen, "jeg har et sidste ønske! jeg vil gerne have dig til at forestille ham i dit hoved, meget tydeligt!" hans tanker fandt hendes og han lukkede sine øjne, forbindelsen blev en smule kraftigere og han begyndte at kunne se de billeder hun tænkte på! Han sagde ikke mere, men ventede roligt på om hun ville vise ham hvordan denne vampyr så ud, så Gabriel ville være parat til at kæmpe hvis han mødte ham, det lod nemlig til at den viden, ville komme denne vampyr for ørene, og han ville nok slå Gabriel ihjel, måske bare for sjov endda fordi han var en engel, og i en kamp med en anden person var det vigtigt ikke at blive taget med bukserne nede.

Aubreiane så tøvende på ham. Forstod ikke helt hvor han ville hen med det. Hvad kunne han bruge et billede af Aubrey af?. Men når nu han bad om det.. Kunne hun ikke rigtigt tillade sig at sige nej, hun havde jo sagt at hun gerne ville fortælle ham det. Let bed hun sig i læben, og lukkede så øjnene. Gjorde sit bedste for at tænke på Aubrey. Han skulle vel bare kunne genkende Aubrey på gaden. Forhåbentlig ville det aldrig ske.. Men man kunne aldrig vide om Aubrey holdt øje nu, og ville sørge for at Gabriel aldrig nogensinde kunne nærme sig hende igen. “Jeg går op og ordner sengen til dig” sagde hun smilende, og rejste sig let. Gik langsomt op ovenpå, og fandt ekstra dynen frem, samt en pude.

Gabriel smilede af billedet, han forlod endnu engang hendes tanker, og sørgede for at huske det ansigt han havde fået af hende, han drak roligt sit glas med vin, og hældte noget mere op for både hende og ham selv.
Han kom ind bag Aubrei med de to glas i hænderne, og så hende gøre sengen klar, hans øjne var venlige og han kiggede roligt ud af vinduet, han kunne ikke se noget, ikke endnu, der var dog stadig lyst udenfor, og han frygtede ikke en vampyr i sollys, men det var noget andet når natten faldt over dem, og Aubrey ville være i sit element.
"tak fordi du lader mig være her for i nat," han smilede til hende og rakte hende, hendes glas med vin i.

Aubreiane smilte til ham da han kom ind bagved hende. Hun lagde langsomt dynen og puden på sengen, og tændte lidt lys i det lille soveværelse. Eller nærmere gæsteværelse, for det var jo ikke hendes værelse.
Langsomt vendte hun sig mod ham, og tog imod det ene glas vin. Nikkede lidt forsigtigt til ham. “Hey.. Det skal du ikke tænke på, jeg kan godt li at have selskab.. Og du er især godt selskab” svarede hun blidt, og lod hovedet glide på skrå. Hun var ikke så meget for at være alt for alene hele tiden. Det kunne til tider være ret så ensomt. Så selskab havde hun intet imod, og Gabriel.. Ja han var så venlig, og rar at være sammen med, at han kunne blive flere nætter hvis han ville.

Gabriel smilede til hende, og kiggede ned på sengen, han glædede sig til at sove i den i nat, det var længe siden han havde sovet i en seng, så han var ligeglad med hvor blød eller hård den var, bare det var en seng!
Hans øjne kiggede ind i hendes og han drak en slurk af hans glas, "kom lad os gå ind i stuen!" han gestuerede mod døren, for at hun skulle gå først, han ventede roligt på at hun skulle blive færdig, med at dække op til ham, han kunne godt lide Aubreis selvskab, han var ikke sikker på om han kunne komme til det, men han kunne godt forestille sig at han engang ville falde for en kvinde der var ligesom Aubrei, det vigtigste for ham var personligheden, men han var dog ikke forelsket endnu, han var meget langsom til at blive romantisk indblandet, og han havde ikke et hav af lyster der gjorde at han forførte kvinder for sjov, ligesom så mange andre, det var vel derfor han så nemt snakkede med kvinder, han regnede med de kunne mærke på ham at han ikke var ude på at udnytte dem.