Tonight they whisper.

Tid :: 00.02
Sted :: Forêt.
Vejr :: Der er mørkt og ret køligt for en sommermåneden.
Påklædning :: En stor løs sweater i en bordeax rød farve med en almindelig hvid top indenunder. Et par lyseblå skinnyjeans med få slidhuler nedlangt benene. Et par sorte ballerinaer, godt gået til.
________________________________________

Hvis det ikke var for månens skinnende blege lyd, som skinnede stærkt gennem træernes kroner, ville skoven have været helt umulig at se så meget som sin hånd. I hvert fald et menneske eller andre menneskelige væsner. Vinden der nu herskede i dette område var blevet køligere end de andre dage. Det var tydeligt at sommeren her i Di Morga snart var ovre igen og vinteren var på vej. Det var næsten som om at det allerede var vinter på grund af både temperaturen og lysniveauet. Men her var stadig hyggeligt. Så hyggeligt der nu kunne være her blandt træer og buske. Man vidste aldrig hvad der havde valgt at gemme sig i mørket her i skoven. Hvis man ikke passede ordentlig på ville det ikke være et nemt sted at være omkring. Dog hvis man var heldig ville Forêt være den perfekte placering for afslapning. Bare være alene og få styr på hvad der nu kunne finde på at foregå inde i et individs hoved.

Gwen strøg ganske let hen over de dybe revner der havde begravet sig ind i egetræets stamme. Forsigtigt, hun ønskede ikke at ende med en irriterende splint siddende i sin finger hvor den bare ville genere. Hun sagde ikke rigtig noget. Stod bare og så på det. Rettede efterfølgende de grå øjne ned langs stammen og studerede jorden. Hun observerede med det samme de lyse stykker af træ der lå og godtede sig sammen med de andre kviste og blade på skovbunden. Et suk løb stille over hendes læber som hun atter så mod revnerne der mest lignede et par kløers arbejde. Hun genkendte samtidig duften der stadig omkredsede om stedet. Men i det mindste havde det ikke været et menneske fra byen. Træet overlevede for håbenligt hendes lille vrede anfald fra den anden dag. Hun fandt et lille smil og lod det stå frem. Dog syntes hendes øjne ikke at matche det.
Den unge varulv træk sin hånd til sig igen og fik lagt den på plads omkring sig som den anden. Det var nemmere at holde varmen på den måde. Nok havde hendes krop fået sig en ny temperatur men hun kunne stadig fryse eller det modsatte. Og den tynde bordeax røde sweater, med den hvide top indenunder, så ikke helt ud til have gjort det bedste job i øjeblikket. Hun tog blikket væk fra den lille afmærkning og begyndte ellers at gå samme vej som hun var gået. Hun trængte vel bare til at komme hjem. Hun løftede kortvarigt sin ene hånd for at få kørt fingrene gennem det fyldige lange hår der voksede fra hendes hoved, men den blev bagefter igen lagt hen over den anden. ”Na-na-na..” mumlede hun svagt for sig selv med en lille melodi på hjernen. Tog en dyb indånding af den friske natteluft og forsatte, i det rolige tempo, stadig i stilhed.

Midt på stien, eller rettere vejen. Stod en, en som de fleste i nærheden endten havde hørt om eller kendte. Han var ude og lede efter nogle nye, unge, smukke piger som han kunne bruge som legetøj og lige nu havde han fået færten af en der havde fået ham til at spære vejen for hende. Hans røde øjne lyste op i mørket og selvom hans fans ikke var fremme så var man ikke itvivl om hvilken race han tilhørte.

Han smilede stille til en unge pige der stod foran ham, på den evigt charmerend eog lettere arrogante der tiltrak nogle og frastødte andre."Godaften Den Dame" sagde han med et smilende ansigt imens han stille gik hen imod hende:"Hvad bringer dig ud på denne tid?" sagde han bare stille og betragtede hende, hun var anderledes, hun så yngre ud end de piger han normalt havde noget at gøre med, også var hendes stil anderledes. HUn lignede ikke en omvandrende model, men nærmere en skolepige og det gjorde Trey interesseret, han var altid frisk på nye mennesker - nye væsner.

Han lod en hånd glide igennem sit mørke hår imens han kiggede på hende."Hvor er du på vej hen?" smilede han stille. Han virkede ikke som ville han hoppe på hende, for det ville han ikke, han gik heller ikke alt for tæt på endnu, ikke endnu, men det var tydeligt at han undersøgte hende og at havde hun været 10 år havde han nok mest af alt mindet om en pædofil der var springet ud for busken. Men lige nu var han bare nysgerrig.

Det var som om at denne unge mand pludselig bare var kommet frem. Hun havde ikke haft lagt mærke til at han havde stået der. Ikke før hun var kommet tæt nok på så hun kunne fornemme hans tilværelse. Hun stoppede med det samme op og stod faktisk bare og stirrede på ham. Hendes øjne var spærret lettere op og man kunne nemt se i hendes kønne ansigt at dette ikke var hvad hun havde forventet. Hun opdagede hurtigt de røde øjne og den kølige aura der omkredsede ham. Hun tillod sig kort efter at se sig lidt omkring som var hun i tvivl om det virkelig var hende han talte lidt. Og da hun igen så på ham nåede hun lige at få åbnet munden for at lukke den igen. Men kun lige var at få slugt den klump der pludselig havde sagt sig fast i halsen på hende. ”Godaften..” lød det så fra hende. Hun virkede et sted nervøs i denne situation. Men det var ikke så meget på grund af hvad han så ud til at være. Hun var altid sådan over for fremmede. Lige meget hvad. ”Jeg.. Øh. Ikke noget specielt.” Hun følte ikke helt at hun skulle fortælle hvorfor hun var her. Men hun løj på egentlig ikke. Det var jo ikke noget specielt. Ikke noget der var vigtigt at vide i hvert fald.
Hun fik hurtigt strøjet den enkle lille tot hår væk fra sit ansigt, og samlede den med de andet pandehår. Og i næsten samme bevægelse kom hendes arm på plads. Hun strammede diskret grebet omkring sig selv og træk sine skuldre op. Ganske lidt. ”Det er sent. Så jeg er bare på vej hjem.” svarede hun ham og prøvede inderligt at tage det lidt mere roligt. Hun vidste at hun skulle lære sig selv at kunne være omkring folk. Den nervøsitet hjælp hende ikke altid. Og derfor fik hun endelig taget sig sammen til igen at trække en omgang luft ned i lungerne igen. En person talte til hende! Det var bare underligt for hende. Normalt forstod folk at hun ikke havde det nemt på den måde men åbenbart ikke ham her. ”Hvad-..Hvad laver du her ude??”

Trey smilede til hende og gik undersøgende hen til hende, og en enkelt runde rundt om hende imens han skannede hende op og ned imens han let smilede for sig selv:"jamen jeg er bare ude og kigge lidt..." sagde han og stoppede op et stykke foran hende."Jeg keder mig kan man vel sige" sagde han og smilede stille til hende. Hans røde øjne havde fået den ormalt grønne farve igen og hans sorte hår strittede til alle sider som det altid gjorde. Han kørte en hår igennem det og kiggede sig let omkring som undersøgte han om der var nogle i nærheden.

"Men helt alene?" tilføjede han blot og smilede til hende, det var ikke ofte at så unge piger gik alene rundt i skoven, for man vidste aldrig helt hvad der gemte sig derinde elelr hvad der kunne ske:"Men du vil måske gøre mig selskab på min lille natte vandring?" sagde han med et smil og gik så hen og tog venligt fat omkring hendes hånd og kyssede dens overfalde hvorefter han stille slap den:"Jeg hedder Trey forresten" præsenterede han sig med et flabet smil:"Trey Sylvania" sagde han og kiggede på hende med hævet øjnbryn:"Og du?" sagde han. Han kiggede ind i hendes øjne imens han stille lod sine øjne blive røde. Når folk var menneskelige kunne han for det meste manipulere dem til at kunne lide ham, og af og til kunne han være heldig at det også havde en effekt på væsner, dog i mildere udgave og han gjorde sig nu et forsøg på at få det til at virke på hende."What's your name, love?" sagde han med et fint britisk accent og kiggede ind i hendes flotte øjne.

Det var da lidt underligt at denne mand bare gik rundt her ude fordi han kedede sig. Man han virkede heller ikke til at være i fare her. Han virkede ikke til at være en der frygtede men mere en man kunne frygte i dette område. Hun kunne ikke sige at hun var direkte tryg ved ham. Og det med at han bare gik omkring hende og undersøgte hende. Som var hun et eller andet stykke objekt. Det var en smule ubehageligt men som altid holdt hun bare sin mund lukket og prøvede at ignorere følelsen. Hun var jo ikke ligefrem den højtråbende fremtrædende type. Så han kunne være sikker på han ikke blev udsat for noget.
Gwen rettede blikket væk fra ham. Lyttede bare til hvad han havde at sige og lod sig tage sin tid inden hun tog sig sammen. Hun fugtede sine læber med tungespidsen og så atter mod Trey. Overrasket og lettere forvirret. "Hør. Jeg tror ikke.. jeg er noget specielt godt..selskab." Selvfølgelig prøvede hun at komme uden om. Hun var ikke god til det med afvisninger. Men det virkede underligt at bare sådan følge med en fremmed. Ja det var han jo. Hun havde talt med ham i ikke mere en 10 minutter. Men hun følte sig alligevel en smule skyldig idet at hans læber dannede et let kys på hendes hånd. En svag rødlig glæd kom med det samme frem på hendes kinder. Kun på grund af forlegen- og flovhed. Og som han slap hendes hånd igen lod hun bare sin arm hænge ned langs siden.
Inderst inde ville hun egentlig ikke selv præsentere sig. Men det var som om at noget ændrede sig da hans øjne mødtes med hende. Hendes skuldre bevægede sig langsom ned igen og hun stod mindre anspændt. Det var mærkeligt. Hun forstod ikke den pludselige rolige følelse. Det virkede både rigtigt og forkert. ”Gwen Moom. Jeg hedder Gwen Moom.” sagde hun så endelig. Dog stadig med den usikre uskyldige tone i hendes blide stemme. Og som før så hun væk igen. Ikke mange i byen kendte hendes navn. Ikke andre end de få der kendte hende. Hun stod lidt og sagde ikke rigtig noget. Stod bare og lod månens lys genspejle sig i hendes mærke hår. Hvad foregik her? Han virkede ikke særlig truende men hun stolede endnu ikke helt på ham. Alle skulle vel bare have en chance. Det var nok derfor at hun endnu stod der. Og derfor at hun endelig rettede de grå øjne mod ham. Forsøgte bare at undgå at se ham direkte i øjnene. ”..Godt nok er jeg nok ikke et godt selskab.. Men jeg kan godt prøve.” indrømmede hun så endelig. Han var jo ikke farlig. Ikke i hendes hoved. Så hvad kunne gå galt?

"Gwen..." sagde han med et smil som en gentagelse da hun havde sagt han navn og han kiggede så ned imod stien han var kommet fra. Hjemme hvor han boede var de godt gang i den, det var der næsten hver eneste nat, de piger han boede sammen med havde en fest hver eneste nat, og sov hver eneste dag. Ægte vampyr manér.

Trey sukkede stille imens han smilede, han kunne lugte hendes blod, han kunne lugte den friskhed der hvilede over hende og han kunne mærke hvordan han ahvde lyst til at gribe fat omkring hende og trække hende ind til sig, men han gjorde intet, han stod bare foran hende og smilede:"Det lyder dejligt" sagde han da hun sagde at hun gerne ville være med på at lege lidt med ham, hvad nu end han havde af gode idéer i ærmet. Han kiggede hen af stien:"drikker du alkohol frøken?" sagde han med et smil til hende, alkohol hjalp vel enhver person på rette vej og Trey vidste lige hvilke gode tricks der virkede, ikke på alle - langt fra, men han kunne jo være heldig. Eftersom pigen her ikke så så gammel ud, håbede han måske at hun var en smule nemmere at få på krogen end nogle af de gamle vampyr kvinder der kendte hvert et trick i hans bog.

Han begyndte stille at gå ned af stien i håb om at hun fulgte ham og i håb om at hun var frisk på at få en øl eller ti sammen med ham:"Jeg foreslår... Den kiosk derover" smilede han og pegede imod en lille butik:"Og det træ derover" sagde han og pegede den modsatte vej til en lille fin lysning hvor man kunne sidde og nyde alkohol i stilhed og fred denne flotte nat.

Alkohol. Nej hun var ikke det mindste vant til det. Godt nok var hun i den så kaldte ’gode alder’ men hun havde sine problemer. Så alkohol var ikke engang hun var alt for bekendt ved. Og hun havde ikke forventet det komme og igen syntes hun ikke at kunne tale. Eller rettere svare med det samme. Hun så overrasket på ham og med læberne let adskilt som var hun ved at sige noget. Måske skulle hun var gå hjem. Der var altid så trygt. Havde han misforstået hendes accept om at holde ham med selskab. For hende var det mere blot en gåtur. ”Øhm.. Ikke som daglig rutine. Men en gang.. imellem.” Det var sandt nok. Men hun var ikke en af dem der drak hver eneste dag eller hvornår det der var mulighed for det. Folk indtog jo alkohol for at smide hæmninger og den slags. Ikke en slags hun var klar til. Eller hun turde det nok ikke. Hun vidste ikke hvad der kunne ske. Og specielt ikke med hende. Åh! Hun burde tage sig sammen. Hun var jo ikke 13 mere. Også selvom at hun kunne minde om det. På få punkter.
Forsigtigt gemte hun sine hænder i de lange ærmer. Hvorfor havde hun så svært ved at bare gå? Hvorfor kunne hun ikke finde ud af hvad der foregik? ”Så.. Så går jeg bare derover og venter. Jeg bryder mig ikke om lugten i kioske.” fik hun frem med en mere rolig stemme. Og var det ikke et lille smil der kom frem i mundvigen. Om han nåede at se det, inden hun let rettede kursen mod træet, var hun ikke sikker på. Det var også ligegyldigt.
Gwen satte sig blidt og elegant ned på jorden. Til hende held virkede den ikke fugtig. Hun bed jeg forsigtigt i underlæben inden hun lænede ryggen op ad træets tykke stamme. Hendes øjne blev lukket i og hun begyndte at trække vejret roligt gennem munden for at berolige sig selv. Det skulle nok gå. Hvorfor skulle hun også være så paranoid hele tiden? Den virkelig verden kunne umuligt være som i de film der blev sendt i tv’et. Hun begyndte langsomt at trække sine ben lidt op til sig. For at holde sig mere tryg. Hun begyndte at mærke den kølige vind lidt bedre. Det var dejligt som den let gled hen over hendes glatte hud. Det var.. beroligende.

Trey nikkede og smilede til hende imens han løb afsted imod kiosken i den lynfart vampyre nu kunne, og der gik ikke meget mere end tyve sekunder, så sad han ved siden af hende under træet:"8 øl, 2 flasker vodka" sagde han og smilede imens han satte tingene på jorden. Han gav hende fire øl og en flaske vodka og beholde selv den anden halvdel.

Han åbnede en af øllene og begyndte så at drikke af dne, sådan en kold øl, det var lige hvad han havde brug for på en aften som denne:"Så.. Hvad laver du, når du ikke går rundt i skoven alene?" sagde han med et drillende smil og kiggede på hende med de blå øjne som der lå gemte under de røde der kom frem når han var enten vred eller blot forsøgte at manipulere sig til noget. Han undersøgte let hendes ansigt."Du er ret køn" sagde han med et lille smil og nikkede for sig selv for at bekræte at han altså så rigtigt, hvorefter han tog endnu en slurk af sin kolde øl:"Drik trunte" smilede han og nikkede ned imod de mængder alkohol der lå.

Han kunne næsten lugte hendes blod, han kunne lugte hvor meget han gerne ville have det og hvor meget han ønskede at bide sig fast i hendes hals og suge blodet ud af hende, bare nok til at han kunne blive mæt, bare nok... Bare en dråbe... bare en lille bitte smule.

Om ikke andet the, Just A Little Peck...

Gwen åbnede brat sine øjne idet hun følte noget omkring sig. Og til sin forskrækkelse så hun at han allerede sad ved siden af hende. Det var sket så pludselig og hun var tydeligvis ikke vant til væsnerne. Hun havde godt nok levet som et af dem i fire år men hun holdt sig helst på afstand af alle så det med at være omkring fx vampyrer som nu var ikke hendes speciale. Hun så forvirret ned på den mængde alkohol han havde fået fingre i. Det var overvældende og hun forstod endnu ikke helt. For håbelig prøvede han ikke på noget. Hun tog egentlig bare imod det og fik lagt det ned ved siden af sig. Men kun for at tage om en af de øl han havde købt. Hvad sad hun dog og lavede? Hun trak sine ben lidt mere op til sig og lod sine fingre glide hen over den kolde overflade den grønne flaske havde. Betragtede indholdet. Det virkede sikkert nok. Men hun vidste hvad det gjorde. ”Ikke noget spændende som sådan. Jeg arbejder for det meste bare.” sagde hun forsigtigt uden rigtigt at se mod ham. Det skete ikke rigtig gør han kompliment nåede hende. Hun så hurtigt mod ham. ”Hva?” Hun blinkede lettere overrasket med øjnene og igen kom den røde blød omkring hendes kinder. ”Virkelig?..øh.. Tak!” Denne gang syntes hendes smil at blive større. Bare lidt.
Endelig fik hun på en måde åbnet øllen. Men sad stadig lidt inden hun endelig fik sat den mod sine læber og fik taget en lille slurk. Hun var bekendt med smagen så det kom ikke bag på hende. Hun forventede ikke at drikke alt. Hun kunne vel god lade sig selv drikke lidt. Hun tog endnu en slurk inden hun igen så hen mod Trey. Hun så lidt undersøgende på ham. Han virkede ikke helt.. til stede. ”Er..Er du okay?” spurgte hun forsigtigt. Han virkede pludselig mere opspændt på noget. Hun så sig mere eller mindre panisk omkring. Men som hun havde opdaget lå hans blik endnu på hende. Og havde han ikke nærmet sig hende? Eller var det var noget hun forestillede sig?

"Hvad?" sagde Trey og kiggede på hende da hun let spurgte om han var der og han smilede så bare til hende"Åh ja ja... Jeg er lige her" sagde han og kiggede på hende med et flabet smil imens han tømte den første af de øl han sad med, det fantastiske ved at være vampyr var jo at alkohol ikke påvirkede ham så sindsygt meget, for han ahvde jo intet blod i sig der kunne optage det, det var først når ha havde drukket at det kom, som en bombe der eksploderede i hans krop - og den fornemmelse, den elskede han.

Han smilede til hende imens han lyttede til de andre ord hun havde sagt:"hvad arbejder du med?" sagde han, og virkede oprigtigt interesseret i hvad end hun ville svare. Han kunne godt lide at høre om mennesker og andre væsner, især når de var kønne at se på, det var ingen overraskelse at Trey for komplet overfladisk, hvis man ikke så ud som noget han alligevel kunne finde på at bide eller hugge i, så kunne de godt glemme alt om t føre en samtale med ham, men hende her. HUn var jo køn også havde hun en uskyldighed over sig der gjorde ham mere end interesseret.

Det bedste han vidste var uskyldige væsner, eller folk der virkede sådan og lige nu virkede hun hverken særlig udadvent eller som om at hun var typen der gik ud og drak sig i hegnet hveranden dag, og det kunne han lide.

Det kom virkelig bag på hende at der var en der fandt hende interessant. Eller sådan virkede det i hvert fald. Det var nok derfor at hun endnu sad der trods hun stadig frøs som før og var træt. Hun var jo ikke en af dem som levede om natten og hvilede om dagen. Og hun var heller ikke en der holdt sig vågen gennem hele 24 timer. Det kunne hun ikke. Hun havde vel bare brug for søvn. Det var som om hun brugte alt for meget energi på at undgå folk. Hun fik taget endnu en slurk af øllen og det var som om den blev lidt større en de andre. Hun var jo stadig nervøs i øjeblikket så det kom ikke som en overraskelse at hun prøvede at få sine tanker på noget andet end at hun faktisk lavede noget som var lagt ude fra sin egen komfortzone. ”Jeg arbejder bare i en lille pladebutik..” fortalte hun ham mere stille og roligt og kørte forsigtigt sin pegefinger rundt om flaskens åbning. Sådan som man gjorde når man skulle spille på glas. Bare uden at der rigtig kom nogen lyd. Det beroligede hende blot. Hun så endelig mere direkte på ham. Som følte hun sig knap så truet. ”Du ved. Sådan en mere underground..pladebutik.” fik hun afsluttet og smilede forsigtigt et kort sekund. Til ham.
Gwen begyndte nu at strække sine ben ud igen så hun ikke sad med dem så højt oppe til sig. Men hun havde dem stadig bøjet en smule. Hun lod den grønne flaske hvile på sine knæ efter endnu en slurk af den gærede væske. ”Hvad med dig? Altså..øh.. Hvad laver du udover at være ude og kigge?” Det var rigtigt. Hun prøvede sandt nok at forsætte deres samtale. Hun gjorde hvad hun kunne for ikke bare at lade den slutte. Og om det var fordi hun allerede var en smule påvirket af alkoholen, som hun stærkt nægtede, eller om det egentlig bare var at hun faktisk gjorde et forsøg på ikke at være så konstant usikker.