ung forfatter og designer -matic

tid: sen aften
sted: Søen
vejr: irl
omgivelser: mørket der falder på

Helena sad ved søen og så på vandet. hun sad og skriv på en historie, som hun tænkte på. hun ville gerne være forfatter, selvom hun også var designer. hun skrev det hele ned i en blok, da hun ikke var så rig at hun havde andet at skrive det på. hun så mod himlen kort, hun var lidt ked, hendes elskede zankuji havde ikke vist sig længe, mon han havde droppet hende, siden han ikke havde vist sig så længe. Helena lagde sit hæfte og græd så ned i sine hænder, for hun var synderknust.

//Ændre tiden, vil du? Så det er nat og helt mørkt da han jo er vampyr?//

Matic kom gående gennem mørket og kiggede sig lidt omkring. Han kunne så småt se noget der gav genskind foran ham. En sø, og han valgte at springe i denne sø, hvor han med stille næsten lydløse svømmetag svømmede over til den anden side af søen, hvor han bare kravlede op foran hende, med et bredt smil...

''Godaften''

hun blev lidt forskrækket, og tørrede hurtigt sine øjne, da hun ikke ville have, at nogen skulle se at hun græd, for det hadet hun virkelig. "Godaften sir, hvd laver du ude så sent, mørket er jo ved at falde på" sagde hun. hendes øjne var helt røde af at have grædt. hun tog sit hæfte og lagde det ned i sin taske som hun havde ved siden af sig, hun havde stadig en tårer ved sin kind, som hun ikke havde fået fjernet.

''Nyder at der ikke er ret mange folk omkring mig... Det er altid en rar følelse at være væk fra de store folkemængder... Altså få folk kan være rart at være sammen med, men for mange kan hurtigt blive for meget for mig...''

Han kiggede lidt på hende, og kunne godt fornemme at hun lige havde grædt da hun både havde en tåre siddende og røde øjne...

''Hvad med dig hvad laver du ude?''

sidder og arbejder på en tekst, vil gerne være forfatter, men lige nu kan jeg hverken klare, at være forfatter, designer eller storesøster... en jeg har kær har ikke vist sig længe, og jeg er ved at tro, han måske ikke vil mig mere... eller så har han bare travlt, jeg ved det ikke mere..." sagde hun trisst og lagde kort håret bag det ene øre

''Har du ingen måde at kontakte ham på? Kender du ikke der hvor han bor? Hans arbejdsplads? Et sted han normalt kommer meget? Hvis du virkelig kan lide ham, så burde du allerede nu vide hvor du kan finde ham henne? Et eller andet sted må du vil vide han burde være mulig at finde?''

Han trak sig selv helt op af vandet, og kiggede stille på hende, med det meget våde hår og vådt tøj hvor man bare kunne se vandet rende ned af det hele... Han smilede stille

''Det nytter ikke bare at sidde og vente... Du må selv gå i krig for at få fat i ham igen...''

normalt med min due" sagde hun og så på himlen og så sin due. hun lod den lande på sin hånd. "Jamen Sne, du har jo et brev om benet" sagde hun og tog det og læste det. hun dækkede sin mund med sin ene hånd, og tårerene løb ned af hendes kinder. hun tog sin medalion af og smed den og græd. "Han har droppet mig for en anden kvinde" græd hun og tog sin bog med hendes historie, og ville smide den i søen. selvom hun ville miste alt ved det

Han havde ikke lige forventet at den person han mødte ville være typen som hende her. En tøs der sad og flæbede over at hendes fyr åbenbart ikke gad hende mere, men hvad kunne hun forvente når hun nok ikke selv havde opsøgt ham...

''Hey... Ingen grund til at græde over det...''

Han lagde stille armene om hende. Han var jo alligevel vampyren der ikke kunne lade være med at hjælpe folk når han kunne se de havde nogle problemer...

jeg fortalte ham at jeg skulle studere for at blive en designer, jeg skrev hver dag til ham, hvordan kan han dog droppe mig for en anden, og hvordan skal jeg dog fortælle det til min lillebror luten, han var så glad for zankuji..." sagde hun også ned. hun følte sig så knust

''Hvis han har valgt en anden... SÅ vil jeg tro at han er typen der skal have sin pige omkring sig hele tiden... Han er msåek ikke typen der forelsker sig på det psykiske plan, som jeg fornemmer du gør, men mere på det fysiske plan, hvor han faktisk bare er ude efter din krop?''

Han holdt hende bare stille ind mod sig og aede hende stille ned over ryggen. Han kunne egetnligt godt lide at hjælpe folk.

er det forkert at tænke på ens uddannelse, jeg skal jo brødføde min lillebror, han hr jo kun mig" sagde helena og græd ind til ham. Den eneste hun havde gjort det ved var zankuji, så det var lidt underligt at græde ind til en anden mand. hun tørrede hurtigt sine øjne. "Jeg må heller igang med at designe og skrive bøger, ellers mister jeg min lejlighed og min lillebror" sagde hun

''Nej der er da ikke noget galt i at tænke på din uddannelse... Det er ham der gjorde noget forkert ikke dig... Du gjorde det du skulle, og hvis han ikke kunne tage sig sammen og tænke på andet end sex, så er han heller ikke det værd...''

Han slap hende da hun trak sig fri fra ham. Han havde ikke noget imod at hun skulle videre hvis hun altså havde brugt for det virkelig...

''Det må du vel så hellere?''

jeg må heller få mig nogle flere job, og så en til at hente Luten fra skole, hmm..hvor mon jeg ville kunne arbejde.. åh jg må have hjælp" sagde hun og lagde sine ting i sin taske. hun havde endnu ikke fundet et forlag som der ville læse hendes bøger, og udgive dem, så hun var en forfatter der ikke havde udgivet noget endnu

''Hey prøv nu lige at slappe lidt af! Der er ikke nogen grund til at fare sådan op, og forsøge at finde arbejde bare for at få tankerne væk fra en fyr som alligevel ikke er god nok til dig!''

Han tog stille fast i hendes arm, og smilede venligt til hende.

''Du skal lære at slappe af, og for at arbejde skal du have dig en seriøs fritidsinteresse... Noget der intet med dit arbejde har at gøre.''

jeg elskede engang håndarbejde, men mange mener at unge piger ikke gør det, og jeg må arbejde for at få mine drømme til at lykkes" sagde hun. hun elskede virkelig håndarbejde. men folk ville da grine af hende, hvis de så hende sidde og strikke, sy eller brodere. "Men jeg elsker håndarbejde" røj det ud af unden på hende. hun dækkede hurtigt for sin mund med sine hænder.

''Hvad er der galt i det? Folk der ikke bare vil støtte dig i de ting du elsker og de ting du har lyst til at lave er respektløse... Hvis du kan lide det så er det det du skal gøre.''

Han smilede stille til hende, og kunne jo huske hun var designer og var det ikke sådan nogle der lavede tøj? Han havde da set nogle kvinder selv yngre gå med strikkede ting såsom cardigans eller lignende...

''Så jeg synes at når du tager herfra... Eller så hurtigt som muligt så laver du noget håndarbejde!''

ved du lige hvor dyrt garn det er, jeg har ikke råd til det" sagde hun og lagde sit hår bag øret. "Min bedste veninde lærte mig at strikke, men hun blev myrdet for øjnene af sin mand og sine to børn, jeg forsøgte at snakke med hendes mand, men...han viste sig ikke, og jeg er bekymret for børnene" sagde hun

''Har du et fuldtidsjob?''

Han kiggede på hende. Han vidst at med et fuldtidjob var det både muligt at have råd til mad og bolig til hende selv og mindst 4 mere... Så hendes undskyldning var helt hen i vejret...

''Du skal lade være med at komme med undskyldninger! Lad være med at tænke på alle andre hele tiden! Du kan ikke være der ordentligt for dem hvis du ikke tager dig tid til dig selv!''

jeg arbejdede engang på en cafe, men chefen slog og tog på mig hele tiden, jeg udgav en bog om min veninde ayas død... selvom man sagde hendes krop ikke var der... den gav mig lidt penge at leve for" sagde hun og så mod himlen. "Aya var en kærlig veninde, og hun var lykkelig gift med lægen tooya og havede børn.. husker drengens navn, det var nano" sagde hun

''hvis du kan lide at skrive... Så ring og skriv og mail og trop op til forskellige forlag... Der er ikke noget her i livet der kommer uden at du kæmper lidt for det... og du får slet ikke noget ud af det hvis du ikke tænker på dig selv lidt...''

Han kiggede på hende, hun var tosset og virkede til at glemme mange ting omkring det med at hun også skulle tænke på sig selv en gang imellem og når hun ikke gjorde det så havde hun altsp en masser problemer...

ved du om man kan overleve et angreb fra en varulv, eller en ulv. jeg ville ønske at aya var i live, " sagde hun og knuede sin taske ind til sig. "Aya var altid smilende og glad, selv om hun havde problemer" sagde helena

''Det kan du då vidt jeg ved da... Ihvertfald hvis det er en varulv da de lader til at have mere lyst til at smitte end at dræbe.''

Han kiggede bare stille på hende, og smilede let og venligt til hende...

''Men ved du hvad? For at ære hendes minde, så skal du være stærk og kæmpe for at klare dit liv nemmest muligt og det lyder til at være ved at finde nogen der kan tage dine bøger...''

okay, jeg vil prøve" sagde hun. en hvid due med et rødt bånd om halsen landede. helena tog den. "Jamen det er jo ayas due" sagde hun og tog brevet den havde. hun læste det, og lyste helt glad op, og knuede brevet ind til sig. "Det var et brev fra hospitalet, en kvinde de har haft i koma er vågnet, det viste sig at kvinden var aya, hun er i live, men hun har sår i siden fra en ulv" sagde helena glad

Han nikkede bare stille og bagefter lyttede han bare stille til det hun sagde med at hends veninde var kommet ud fra hospitalet, og han smilede derfor bare venligt til hende...

''Så besøg hende nu!''

Han vendte sig stille om og gik imod søen...

Tak, fordi du gjorde trøstede mig da jeg var ked" sagde hun glad. hun var helt glad nu. "Jeg tror lige aya skal komme helt til sig selv, der stod bare der var livstegn ved aya, så hun er ikke helt vågen endnu" sagde hun og lagde brevet i sin taske