Yeah I know this seems weird... (xxx) (aubrei)

“Hvor er du sød Matic.. Men det vel rigtigt nok, jeg har jo altid været her, også selvom du altid lige skulle fortælle mig hvem du nu havde været sammen med, men det okay.. Nu vi jo sammen”

Hun gengældte hans kys blidt, og lod armene hvile om hans nakke. Nød at ligge der med ham. Det var en dejlig følelse, og det var virkelig rart at have delt lidt af sin fortid med ham. Hun ville jo gerne have at han vidste, hun stolede på ham. Rigtigt meget endda. Men hun turde stadig ikke fortælle ham om sin ex.

“Bare du lover mig, at du ikke bliver bange eller noget.. For jeg vil ikke skræmme dig væk pågrund af det her”

Let lukkede hun øjnene, da han kyssede hende på halsen.

“Det tvivler jeg heller ikke på.. Jeg er glad for du siger det, jeg kan bruge en masse hjælp lige nu..”

''Det har du ihvertfald altid været, og jeg er faktisk meget ked af at jeg altid har været på den måde, at jeg ikke lagde mærke til at det gik dig på og at du faktisk bare gerne havde villet have at jeg var der for dig...''

Han nød kysset og holdt hende bare tæt op imod sig han følte sig virkelig heldig ved at hun faktisk gengældte de følelser han havde for hende, og at hun havde haft den længe, men hvorfor havde hun aldrig sagt noget? Forvirret eller turde hun ikke?

''Du vil aldrig kunne skræmme mig væk... Du er for dejlig og smuk og dig, og du ved bare dig, til at du nogen sinde ville kunne få mig skræmt væk... Intet vil kunne få mig skræmt væk fra dig!''

Han rødmede lidt og sukkede bare behageligt... Han kiggede stille på hende...

''Hvorfor har du da brug for mig søde? Og uanset hvad vil jeg gøre alt!''

“Det skal du ikke være ked af.. Du kunne jo ikke vide det, og jeg sagde aldrig noget, fordi du tidligt sagde at du ikke var typen der bandt dig. Så jeg ville ikke prøve på noget. Jeg var alligevel heller ikke sikker på det ville blive til noget, fordi jeg var lidt mærkelig den gang.”

Det var dejligt at han gengælde hendes følelser.. At hun omsider ikke behøvede være bange for han reaktion, fordi hun nu vidste at han virkelig mente det. Det havde ikke været hendes plan at falde for ham igen, men sådan var det bare gået.

“Intet? Intet overhovedet? Det er jeg nu bange for der er noget der kan.. Især når jeg fortæller dig det her..”

Let satte hun sig op så hun sad på hans skød, og bed sig hårdt i læben, forsigtigt mødte hun hans blik. hun vidste ikke hvordan han ville reagere. Forhåbentlig ville han ikke løbe skrigende væk.

“Min ex er ikke død.. Han er tilbage, og han ved du er her”

''Jeg er glad for at du altid er så pokkers sød og rar og forstående selvom jeg ikke altid føler jeg fortjener det men jeg er vel bare egoistisk nok til at jeg alligevel ikke vil smide dig ud for det...''

Han smilede stille og kyssede hende bare indtil hun begyndte at tale igen om et eller andet som hun mente kunne skræmme væk, og han var tæt på at grine... Men han nåede ikke at svare hende før hun satte sig på skødet af ham og fortalte ham hvad det var der var galt med det hele, og han kunne forstå hendes bange anelse...

''Aubrei ingen grund til at være nervøs... jeg vil stadig gøre alt for at beskytt...''

Han mærkede en smerte af en hel anden type i hans ene hånd, og han strakte bare sin arm frem for sig og hele hans krop begyndte at ryste, mens hans håndflade sprækkede på midten...

''argh...''

Dette var første gang han følte sig truet, og så følte han at hun var truet... Så en ny evne han intet kendte til begyndte at spille ind...

''Argh...''

Han sanke sammen hen over hende, mens der i midten af hans hånd nu var en åbning, og hvis man foldede den åbning så man kunne se ned i 'såret' ville man noget der mindede om to tænder...

''Hvad sker der med mig Aubrei?''

Jeg kender dig jo Matic.. Og du kender mig bedre end nogle andre, du ved jeg er bange for vand, og nu kender du min fortid.. Du kender alt nu, og jeg er glad for det.. Du fortjener mig, for du behandler mig godt”

Langsomt gemte hun sig ind mod ham, hun var glad for at han var der. At han ville gøre alt hvad han kunne for at passe på hende. Let kyssede hun ham igen, og strøg hans kind. Forsigtigt rejste hun sig og gik hen til vinduet. Hun hadede at være bange for at han skulle komme og fjerne hendes glæde nu.

“Hvad er der? Er du okay?”

Aubreiane så skræmt på ham, og gik tilbage mod ham, så forbavset på hans hånd. Vidste ikke rigtigt om hun skulle skynde sig at finde noget vand, eller en klud.. Eller hvad hun skulle stille op med sådan et sår.

“Gør det ondt?”

Da hun tog hans hånd og betragtede hans sår i hånden, fik hun øje på de to tandlignende ting.. Det havde hun aldrig set før. Det virkede så mærkeligt. Men der måtte være en logisk grund til det.

“Jeg tror.. Det er.. En form for evne? Jeg er ikke sikker jeg har aldrig set det”

Da hun talte der var han allerede blevet påvirket af det der skete i hans krop, og han undrede sig virkelig meget over det. Han havde meget svært ved at kapere det der skete... Han havde det virkelig svært, så han nikkede bare smertefuldt da hun spurgte ham om det gjorde meget ondt... Han så på hende med bedende øjne...

''Få det til at stoppe...''

Det stoppede dog af sig selv, og han kiggede på underligt på hans hånd. Han undersøgte den selv... Han kunne ikke lade være med at synes den mindede ham lidt om vampyrtænder, men kunne se at de kunne nærmere skyde ud af hans hånd, dog ikke langt ud... men dybt nok til at ville kunne ramme et hjerte...

''Jeg tror du har ret? Har du nogen ide om hvad den gør mig istand til? Jeg har en ide om at den kan gøre mig istand til at få blod på en ny måde... De minder mig om mine hugtænder...''

Han smilede stille... Han havde dog ingen anelse om, om den kunne mere men det ville sikkert komme snere hen... Han ville nok finde ud af det hele i rette tid...

''Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige...''

Aubreiane strøg forsigtigt hans arm, og nussede hans kind lidt tænkende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle hjælpe, hun havde virkelig aldrig set noget lignende. Bare det ikke gjorde alt for ondt på ham, hun kunne ikke li at det gjorde så ondt på ham. Og at hun ikke kunne stoppe det.

“Det kan jeg ikke skat.. Jeg kan ikke gøre noget”

Da det omsider stoppede, så hun på hans hånd, og sukkede lettet for sig selv. Det var virkelig rart at han ikke havde ondt mere. Det gjorde hende glad. Hun ville så nødig have at han havde ondt.

“Neij jeg har ingen ide.. Jeg tror den kom frem fordi du vil passe på mig, men jeg har ingen ide om hvad du kan bruge den til, jeg går lige ud og tager noget mad, du må sige hvis du mangler blod”

Aubreiane gik langsomt ud i køkkenet og åbnede køleskabet, hun tog en pakke kød ud, og lagde den på køkkenbordet. Tænkende rakte hun op og tog et glas ned for at fylde det med vand. Et svagt gisp slap fra hendes læber da hun vendte sig op. Glasset tabte hun så det blev smadret mod gulvet, Aubrey holdt hende for munden med den ene hånd, og holdt hendes hænder med den anden.

“Jeg vil gerne have noget blod”

Han smilte faretruende til hende.

HAn hørte lyden af knust glad og han for op fra sofaen... Han løb bare ud til køkkenet og så så Aubrey... Altså hendes ex stå der i køkkenet og han holdt hende for munden...

''Dit fede svin!!!''

Lige inden han sagde det sparkede han opefter imellem mandens ben, for at sparke ham direkte i skridtet... Når det kom til kamp brugte Matic ikke ligefrem normale metoder til at klare sig...

''KAn du så slippe hende!''

Han greb fast i hans skulder, og hev ham lidt bagud, eller han forsøgte ihvertfald på det... Han stirrede bare på manden, mens han mærkede en energi og en kamp til at kæmpe for det hele... ingen skulle komme der og skade nogen han holdt af...

''Kan du ikke bare fatte at hun ikke kan lide dig mere? Du var et svin... Et voldtagende svin!''

Aubreiane så om på Matic da han kom ud i køkkenet. Hun ville ikke have at Aubrey gjorde ham noget, og Aubrey var ikke sådan at skræmme væk, han var virkelig standhaftig.

Aubrey vendte sig om mod ham, han havde givet et kort lille ryk da han var blevet sparket, og vendte sig ganske langsomt om mod Matic. Aubrey var tydeligt en del ældre end dem begge, han var hvid som alle vampyre, havde sort hår, og sort tøj på. Hans røde øjne virkede mørke, og onde, han var vant til at få sin vilje, og han ville ikke lade en eller anden tåbe gøre noget ved det.

“Sagde du noget min lille ven? Ser du.. Jeg skulle lige til at spise lidt.. Og voldtagende? Nej da.. Bare fordi hun stritter lidt imod, hun kan jo li det.”

Aubrey havde taget fat i Aubreiane’s hår, og gav et hårdt ryk i det, hun gispede let. Og tog sig til hovedet.

“Slip mig så dit klamme svin.. Du har intet at gøre her”

Aubrey langede hende en knytnæve omkring kinden, og så koldt på hende.

“Jeg venter til du er alene min kære.”

Kort efter var han væk.

''Du er en voldtagende fed, uatraktiv nar! Du er faktisk alt det der gør at vampyrene bliver set som onde væsner! Og ved du hvad? DU kommer aldrig til at vide hvad god sex er, fordi du er grim og klam at se på!''

Han skulle lige til at gøre mere imod manden men så forsvandt han... han kunne mærke hvordan hans ene hånd bare havde haft lyst til at gribe manden om halsen, som om den hånd havde fået sit eget liv... Det var virkelig noget han ikke helt forstod...

''Aubrei... Er du okay søde?''

Han greb fast om hende med begge arme rundt om hende og knugede hende bare ind til sig... Hvorfor skulle den idiot også dukke op lige der... og ødelægge den aften de skulle kigge tilbage på og huske?

''Er du kommet noget til?''

Han kyssede hende stille på kinden og aede hende over armene og ryggen. Han håbede hun virkelig var okay... Mens en del af ham ville bare gerne have han var blevet så han kunne have dræbt ham... Hans hånd halvvejs stadig rækt efter hans hals som bae ikke var der...

''Er der noget jeg kan gøre for dig smukke?''

Han kyssede hende igen på kinden...

Aubreiane bed sig hårdt i læben, hun holdt en anelse om sig selv, følte sig så forfærdeligt dum. Hvorfor blev hun så bange hver evigt eneste gang han pludselig stod der. Hun vidste jo at.. At han ville komme igen til hun myrdede ham. Langsomt så hun op på Matic, og holdt sig nu svagt mod den ene kind. Hun ville sikkert få et blåt mærke nu.

“Ja jeg har det fint.. Jeg havde virkelig håbet at han ikke kom mere..”

Hun gemte sig tæt ind mod ham, og nød at være sammen med ham. Hun var glad for at han var der, at han havde prøvet at få Aubrey væk. Men det havde vist ikke virket. Tværtimod.. Var hun lidt bange for at Aubrey nu syntes at det var sjovere. Let så hun Matic i øjnene.

“Hvad tror du ikke om mig.. Du sys sikkert jeg er tåbelig.. Fordi jeg ikke gjorde noget, men jeg bliver så bange for ham, jeg ville gerne stoppe ham, men det kan jeg bare ikke,”

Let så hun ham i øjnene, og kyssede ham blidt, hun slap ham langsomt, og strøg hans kind. Vidste godt han ikke ville tro ondt om hende. Hun havde jo fortalt ham det. Han var ikke typen der dømte hende.. Derfor var hun glad for ham, fordi han ikke syntes noget skidt om hende, uanset hvad hun gjorde.

“Bliver du i nat?.. Jeg orker ikke at han kommer lige i nat..”

''Er du sikker bare sig hvis der er noget som helst jeg kan gøre for dig... Hvis jeg bare kan gøre det mindste... Rede dit hår, rede sengen... Alt der vil gøre dig gladere...''

Han smilede still og gengældte hendes kys. Han var virkelig glad for at være der sammen med hende, at han vidste hun ikke var alene om det med at skulle holde hendes ex væk... Og hvis han dukkede op igen, ville han ikke tøve med at lade hans hånd gør som den selv ville...

''Hvad jeg tænker om dig? At du er en vidunderlig pige, en skøn kvinde... EN uheldig person grundet din ex... En meget heldig person grundet din nye kæreste...''

Han grinede drillende over det sidste og tilføjede lidt...

''Dog ikke lige så heldig som jeg er med min kæreste.''

Han kyssede hende stille og nikkede bare til at han godt ville blive der natten over... Han havde håbet han måtte...

''Det havde jeg håbet du ville lade mig blive til at kunne passe på dig.''

“Jeg vil bare meget gerne have at du bliver her i nat, og sover sammen med mig, det ville gøre mig glad”

Hun holdt længe om ham, og strøg hans kind forsigtigt, inden hun så ned i gulvet. Hun hadede at blive så svag.. Hvorfor skulle hun også blive det, hvorfor kunne hun ikke bare dræbe ham og få det overstået. Hun hadede virkelig sig selv for det, men han tog det heldigvis ganske pænt.

“Så du tænker ikke noget ondt om mig? Det er jeg virkelig glad for.. Jeg føler mig så dum.. Jeg er heldig fordi jeg har dig”

Hun så smilende på ham, og lod hovedet glide på skrå.

“Jeg er helt klart ligeså heldig som dig.. Jeg har den bedste kæreste kan du tro.. Det er jeg sikker på du ikke kan slå”

Aubreiane så ham i øjnene igen, og kyssede hans kind. Var glad for at han ville blive. Så behøvede hun ikke være bange lige nu. Men frygten ville helt sikkert blive der for altid.

“Stod det til mig, ville jeg være sammen med dig altid.. Uanset hvor det skulle være, men.. Jeg har ikke tænkt mig at blive en af de der klæbrige kærester”

''Det vil også gøre mig glad hvis jeg må blive her natten over... Denne aften skulle jo have været noget særligt... NOget vi skulle kunne kigge tilbage på med et bredt smil...''

Han kyssede hende blidt på panden da hun så ned i jorden. Han ville da nok også have været skræmt hvis han havde været i hendes sted istedet for... HAn ville bare ikke lade ham slippe godt fra det næste gang...

''Altså nu kender jeg jo ikke rigtigt din kæreste... Men eftersom at du er min er personen lige blevet slået flere tusinde gang.''

Han kyssede hende lidenskabeligt, dog kort, og smilede drillende til hende... Han kunne godt lide at være sammen med hende, virkelig meget endda...

''Nu ved jeg så ikke helt hvor vild jeg er med at du ikke er klæbrig? Og slet ikke med ham i live...''

Han smilede til hende, og kunne ikk modstå lysten til at løfte hende op i hans arme og stille bære hende ind i hendes soveværelse.

“Det kan vi stadig gøre søde.. Det lille optrin skal ikke få lov til at ødelægge det for oz. Jeg nyder jo at du stadig er her, så hvorfor ikke bare lade som om det ikke er sket.. Det er jo dejligt.”

Stille smilte hun og kyssede ham i mundvigen. Mon han havde nogen steder at være? Det var der forhåbentlig ikke.. Måske hos hende englen der.. Nah.. Han ville jo gerne blive sammen med hende, det havde han selv fortalt hende. Forsigtigt bed hun sig i læben, og så ham i øjnene.

“Du er nu sjov er du”

Hun grinte lidt, og gengælde kort hans lidenskabelige kys, lod let armene hvile om hans nakke.

“Vil du gerne have jeg er en klæbrig kæreste? En der ringer hele tiden, og dukker op hos dig, kontrollere hvem du er sammen med, og hvem du snakker med? Nej vel? Det jo ikke sjovt”

Hun gispede grinende, og holdt om hans nakke mens han bar hende op i hendes soveværelse. Lod ham bare gøre det, uden rigtigt at tænke over det.

''Jeg håber ihvertfald at vi kan ligge det bag os? Håber du er frisk på bare at glemme det.''

Han bar hende bare stille op i hendes soveværelse, mens han kyssede hende en gang imellem og stille lyttede til hendes ord om at hun syntes at han var en sjov en, hvilket da på ingen måde gav nogen mening...

''Hvad mener du tosse?''

Han grinede og prikkede hende på næsen med sin egen næse inden han kyssede hende blidt dog lidenskabeligt på læberne. Han kunne godt lide hendes læber, følelsen af hendes læber imod hans... Hendes fugtige læber imod hans evigt tørre...

''Nej ikke rigtigt jeg vil jo gerne kunne bringe dig gaver og andre ting uden at du ved noget om det ikke? Lave små og søde overraskelser for dig.''

Han lagde hende stille ned i sengen, og kravlede selv med op i sengen og lagde sig bare stilel ved siden af hende hvor han også blidt kyssede hende igen, og igen... Han kyssede hende bare stille og også lidt på halsen...

''Jeg har virkelig savnet dig...''

Han smilede stille til hende...

“Vi kan godt lægge det bag oz.. Det er ikke sket denne aften.. Denne aften skal vi kunne tænke godt om”

Aubreiane så ham i øjnene mens han bare hende op i soveværelset, det var ikke noget hun havde prøvet før, men det var da meget romantisk hvis man skulle sige det. Kort kyssede hun ham på kinden.

“Jeg mener du er sjov”

Hun grinte blidt da han prikkede hendes næse med sin egen. Og gengælde intenst hans kys, mens hun pillede lidt ved hans nakkehår. Hun var glad for at være sammen med ham, han var god ved hende. Og de havde det jo godt sammen.

“Vil du gerne det? Tja.. Det kan jeg ikke se nogen grund til at ødelægge, hvem vil ikke gerne forkæles.. “

Aubreiane lukkede kort øjnene, efter han havde lagt dem begge i sengen, og nød hans små kys. Hun mærkede dem glide ned af sin hals, og lod kort hovedet glide lidt på skrå, så hendes hår ikke var for meget i vejen.

“Jeg har også savnet dig..”

Hun så tænkende på ham igen, og strøg hans kind.

“Hvor skal du så bo henne nu? Jeg mener, hvis du ikke skal bo sammen med hende englen mere?”

Han kyssede hende bar som tegn på at han var enig i at de godt kunne lægge det bag dem, og han ville gøre hvad han kunne for at de nemmest muligt kunne lægge det bag dem...

''Hvorfor er det så at du mener jeg er sjov?''

Han kiggede meget forundret og nærmest chokeret på hende, men dog havde han også et drillende smil på læberne. Han grinede lidt over hende og nød at kunne lægge sig ned i sengen med hende og smilede bare sagte til hende.

''Jeg vil ihvertfald gerne... Men jeg vil hellere forkæle dig.''

Han kyssede stille hendes læber, og smilede bare imod dem imens han holdlt det stille og blide kys. Han var glad for at hun også havde savnet ham, det var virkelig rart at vide...

''Jeg er lige nu igang med at lede efter noget... Hvorfor søde?''

Han kiggede bare stille på hende, fordi han ville ikke længere bo sammen med Madison, da hun helst ikke skulle tro andet end det venskab der var imellem dem..

Hun smilte blidt til ham, og nussede hans nakke tænkende. Hun lod let hovedet glide på skrå, og pillede lidt ved sit lange hår. Hun elskede at være sammen med ham, det var dejligt at han lå der.

“Fordi du får mig til at grine”

Aubreiane så tøvende på ham, og nussede hans skulder lidt forsigtigt hans nakke med et kærligt blik. Hun kunne godt li at drille ham.. Let kyssede hun hans kind, og gemte sig blidt ind mod ham.

“Jeg elsker at blive forkælet.. Det glæder jeg mig til”

Læberne mod hendes, gav hende en behagelig følelse i maven, og hun kunne sagtens have den følelse hele tiden. Let strøg hun hans kind, og lagde sig med siden mod ham, så hun bedre kunne se ham. Det var dejligt.

“Jeg var bare nysgerrig.. Du ved.. Det haster vel ikke, men du velkommen til at komme forbi når du vil?”

Det virkede alt for tidligt at spørge om han ville flytte ind, men hun kunne da starte med at han kunne komme forbi. Han ville sikkert også grine hvis hun spurgte ham om han ville flytte ind.

“Jeg skal virkelig lige ned og spise noget..”

''Det er jeg glad for at høre... du fortjer også at grine og være glad.''

Han kyssede hende bare og kunne godt lide hendes nussen, og bare ligge der og hygge sig med hende, uden at der skete noget seksuelt... Selvfølgelig ville han, siden han var ham, ikke have noget imod hvis der skete noget seksuelt...

''Hvordan vil du så helst forkæles? Er du stadig lige så glad for den der specielle rose? Hvad var det nu?''

Han smilede stille til hende... han var ret sikker på at det enten var hvid eller sort rose... men lige hvilken farve det var kunne han ikke helt huske... Han kunne ikke huske om den skulle matche hendes hår eller hendes hud...

''Tro mig søde... Jeg vil kigge forbi så ofte at du tilsidst ikke kan kende forskel på om det er mig der kommer listende eller din kat.''

Han grinede stille og kyssede hende blidt igen... Han rejste sig op da hun sagde at hun ville have noget at spise... Denne gang ville han være i nærheden hvis han skulle dukke op igen...

''Jeg kommer med ned.''

“Du får mig til at grine.. Og jeg har det sjovt sammen med dig”

Det gjorde hende ikke noget at ligge der og nusse ham. Hun kunne godt li at ligge tæt op af ham. Men lige nu kunne hun mærke en stigende lyst til at spise alt hans kød, så hun måtte nok hellere få sig lidt mad, inden det gik helt galt. Det ville ikke være fedt at spise sin kæreste.

“Hvordan jeg vil forkæles? Uh jeg er jo vildt romantisk på det punkt.. En god middag.. Men du spiser jo ikke så det kan vi ikke.. Men ja, sorte roser er fine nok”

Hun kunne godt li at han kunne huske det, at han vidste hun kunne li roser. Hun elskede roser. Og hun havde jo også opdaget en masse nye ting i sin jordmagi, som hun kunne bruge til sådan noget.

“Jeg ville gerne bede dig om at flytte ind.. Men jeg vil ikke gå for hurtigt frem.. For så virker jeg for klæbrig”

Da hun rejste sig og så om på ham, hun lod hovedet glide på skrå, og pillede ved hans hånd. Det var godt at han gik med hende ned, det var hun faktisk rigtigt glad for. Let tog hun hans hånd.

“Tark”

HAn smilede bare stille og kyssede hende stille som svar på at han var glad for at han kunne få hende til at smile. Det betød faktisk en hel del for ham at han ikke bare var en sær og underlig fyr som ikke kunne gøre hans egen kæreste glad... Han smilede sagte.

''Jeg kan jo godt lide mad... det har jo bare ikke den store effekt på mig... Så jo en middag ville stadig være mulig... En fin middag med en hel bukket sorteroser midt på bordet?''

Han smilede sagte... det var nok ikke lige sådan han ville overrasker hende da han jo lige havde sagt det og det derfor ikke ville være den store overraskelse der ville være bag det og derfor kedelig...

''Hmmm... Måske smukke...''

Han kyssede hende, og som respons på hendes tak gik han bare ned af med hende i hånden, og han kunne virkelig godt lide at holde hendes hånd...

*Hvis han dukker op igen... Så skal han dø!''

Det var egentlig ganske rart at have en som kæreste, som kunne gøre hende glad. Det var dejligt.. Rigtigt dejligt. Og det virkede det også til at han syntes. Bare hun så også kunne gøre ham glad, og få ham til at grine. Alsa.. På andre måder end at virke dum om morgenen.

“Så strengt taget, kunne du godt lave en dejlig middag til mig? Det lyder jo alt i alt ganske dejligt. Og ja med massere af sorte roser over det hele.. Dem elsker jeg sådan.. Men det ved du jo udmærket.”

Men når nu han allerede havde forslået det, var det måske ikke helt sådan en kæmpe overraskelse mere. Så måske var det dumt.. I hvert fald lige de første par dage, måske bagefter det.

“Hm..”

Hun fulgtes ad med ham, ned til køkkenet, og tog langsomt det ene stykke kød, begyndte tænkende at spise lidt af det, og så om på ham. Han havde jo nok ikke noget imod det.

“Han er en værre kujon når han møder modstand..”

''Jeg kan da sagtens finde ud af at lave mad... jeg har ikke levet i 400 år uden at lære og lave mad... Det ville jo også være en smule sært hvis jeg ikke havde lært det ville det ikke?''

Han smilede stille til hende, mens de gik nedenunder. Han vidste ikke helt hvad det var hun sagde hmm til, men han havde på fornemmelsen at det var til det hun sagde bagefter. Han smilede stille og nikkede bare til det...

''Du er virkelig smuk når du spiser sådan der... Det virker dyrisk og vildt...''

Han grinede lidt, før hans mine blev mere alvorlig, da hun talte om sin exkæreste og han kunne ligesom mærke hvordan hånden begyndte at længes efter at dræbe ham...

''Hvis han kommer igen... Så dræber jeg ham altså... Min hånd har vidst noget den gerne vil med ham...''

“Det kunne jo sagtens være at du havde haft en masse folk til at lave mad for dig.. Og hvorfor så lære at lave mad, hvis alle andre gør det for en? Og nu spiser du jo ikke specielt meget andet end blod..”

Det var rart at have ham omkring sig, på den måde følte hun sig tryg. Ikke fordi.. De fleste ting kunne hun sagtens klare, hun var jo ikke hjælpeløs. Men hendes ex.. Det var bare ikke noget hun var stærk nok til endnu.

“Det mener du jo ikke? Det.. Tror jeg ikke du gør i hvert fald”

Aubreiane grinte blidt, og lod hovedet glide en anelse på skrå. Spiste lidt mere af den bøf hun stod med.

“Jeg har ikke noget imod din hånd dræber ham.. Så slipper jeg da for at han kommer rendende her hele tiden.”