Unfit Arrival

Natten havde efterhånden lagt sig over Di Morga, som den sidste færge nærmede sig. Det var ikke en af de største, fineste færger, men en lille simpel færge uden synderlig mange pasagere. Præcis som en af pasagerende ønskede det. Roligt og ikke alt for bemandet. Blide briser gav skibet en stille vuggen i vandet, og gav de velkendte lyde af bølger imod modstand fra skibets skrog. Alt dette nød Alastair, som han bevægede sig imod kanten af skibet, med blikket ind imod byen: Terre. Han rystede kort på hovedet af tanken, om overhovedet at tage i land på dette sted. Han havde hørt masser af ting der fra. En Hersker, der havde forsøgt fuldstændigt Anarky, hvilket naturligvis ikke virkede. En anden Hersker, der med militær magt havde taget landet, og holdt det i en jern næve. Der var også kommet hvisken om at 'de sidste Nosferatuer' holdt til et sted i landet, dog uvist for de fleste. Og dette var bare tre gode grunde, til at holde sig langt væk. Men så igen. Antallet af grunde til nettop at tage dertil, var mindst lige så stor, hvis ikke støre. Men den højst satte grund til deres rejse her, var at Lavi's vinger, ikke ville passe så forkert ind der. Her var der en mulighed for, at hun kunne bevæge sig rundt i byer, uden at blive anset som en freak, eller en ting man bare kunne plukke. De havde ikke mødt nær så meget modstand, som han havde regnet med. Han havde regnet med utallige problemer med de mennesker de løb ind i, men dette var ikke sket. Der havde kun været få tilfælde, hvor ting var tæt ved at eskalere. Men igen, var der aldrig sket noget være, end et par blå mærker, på andre end de to. Alastair var blevet meget beskyttende overfor Lavi, og forsøgte altid at holde hende væk fra ting, han mente kunne være bare en smule farligt. Men det var næsten umuligt, at stoppe den unge Engel, i noget som helst. Det eneste der skulle til var et klynk, og de forfærdeligt smukke øjne, og Alastair var overtalt.

En brise slog imod Alastair's hår, da han nåede ud til skibets gelænder, hvorpå han lænede sig op af. Han sukkede lavt, og rystede på hovedet, imens blikket gled imod vandet ved siden af skibet. Lavi havde ikke virket til at have det så synderligt godt, på skibet. Men det havde Alastair heller ikke, så det kunne de være to om. Han hadede vand, over alt andet. Ikke kun fordi det gjorde at han ikke kunne bruge sin magi, men også fordi han følte sig så inderlukket, når han var våd. Som om noget pressede sig sammen omkring ham. Han tog bad, lige så ofte som så mange andre, men det betød ikke, at han skulle bryde sig om det. Det var derfor han aldrig havde lært at svømme, og det var derfor han ikke brød sig om at være på skibet.

Man skulle ikke tro at en rejse fra Skotland og videre til Di Morga ville tage specielt lang tid, men den mening delte en lille engel ikke. Lavi kantede sig hen langs gelænderet på den lille færge, imens hun utilfreds sendte lange blikke imod bølgerne, der slog imod skroget på båden. Søsygen havde placeret sig hårdt i hende, og alt kastede sig rundt i hendes mave, for blot at gøre det hele endnu værre. Hun havde aldrig før haft behov for at tænke over sådanne ting, da engle praktisk talt var immune over for al sygdom, som mennesker ville lide af.

Hun var iført en stor håbe over sig, hvilket fik det til at se ud som om hun var utrolig krumrygget. Der var dog en grund til dette, for under den kåbe, var et par store vinger placeret, og hun anede ikke hvordan man kunne skjule dette. Alastair var kommet op med idéen, og hun modsatte sig på ingen måde hvad han sagde. Han havde ladet hende følge med sig, og hun ville ikke gå imod de ord, som havde været kravet for dette.
Det gjorde også, at hun havde haft mulighed for at betragte menneskene på nært hold, men de havde virket til automatisk at tage afstand fra dem. Hun havde undret sig over det, og spurgt Alastair.. Svaret havde blot været, at mennesker tog afstand fra ting, som var anderledes..

Frem for sig så hun ham. Han stod helt oppe i stævnen på båden. FOrsigtigt rettede hun sig op, tvang kvalmen i sig, og bevægede sig op bag ham, slingrende for at holde balancen. Utroligt at noget kunne være så smukt på afstand, men få hende til at føle sig så dårlig tilpas, når hun var i det.
Vand var heller ikke i hendes interesse.. Fjerene ville blive våde, og forhindre hende i at flyve.. Ergo holdt hun sig tør på nuværende tidspunkt, og håbede på det ikke blev regn.
Hendes fingre prikkede forsigtigt imod Alastairs ryg, som hun stirrede ind i. Den vippede ikke som resten af skibet, og fik hende til at kunne koncentrere sig en anelse bedre.

Hvis hun opfangede hans opmærksomhed, ville hun skære et ansigt, for at forklare sin utilfredshed over at sejle. Denne syge var ikke i hendes interesse, og hun nægtede vitterligt at træde om bord på en båd igen i den nærmeste fremtid.. Og det havde hun i sinde at fortælle ham.

Alastair kunne sagtens føle Lavi's nærvær. Også selvom hun på mange måder, ikke længere var en Engel. Hun var stadig nem at mærke for Alastair. Hans sanser havde udviklet forsvar, der fortalte ham hvad der var i nærheden, præcis som de fleste andre Djævle ville få. Og han ønskede at vide hvor Lavi var, hvilket bare gjorde det helle meget nemmere. På den lange rejse de havde gjord sig, havde de gjord masser af stop på vejen. Og ved hvert af disse stop, havde de to været i land, for at Alastair kunne vise hende lidt rundt. Men de var kommet tilbage til den samme færge, efter hver af deres landgange, og Lavi havde ikke virket tilfreds. Alastair var immun overfor de sygdomme menneskene fik, deriblandt også søsyge. Men det var Lavi ikke, efter hendes fald. Så hun havde fået masser af grunde, til også at hade havets nærvær. Alastair elskede at betragte havet, da han havde en hvis svaghed for skønhed. Men han hadede at befinde sig i, og på det. Men Lavi havde virket glad for havet til at starte med, så de havde taget den færge, som han egentlig bare havde tænkt sig at ride til fastlandet syd for Skotland, for så at ville have gået til Di Morga.

Da han mærkede Lavi's prikken i ryggen, vente han sig smilende om, og betragtede den unge kvinde. Han klukkede en enkelt gang, og lagde en arm om hende, for at trække hende ind til sig.
"Yeah.. I know, I'm sorry.. Sailing isn't always easy.. But we'll be there soon, so you can get off this boat." Sagde han med et smil, og endnu en blid klukken, inden hans blik gled over havet igen, og imod Di Morga, som langsomt kom nærmere og nærmere.
"Living here, won't be easy, Lavi.. I hope you realize this.. You'll have to be careful, when ever you cross a corner. Theres creatures here, with a far worse nature then the one of humans. Some even hunger for your blood as an Angel.. They'll do anything for a taste.. But you must never let them have it.. Ever.. You can be sure they'll be able to control themselves, and not drain you for every drop in your body.." Forklarede han, med et mistroisk blik imod landet, hans æjne knebet en anelse sammen. "No.. Not easy at all." Han vidste at han selv ville føle det ubehageligt at leve der, men det var der det ville være nemmest for Lavi at leve, uden at skulle skjule hendes vinger konstant. Men han smilede så ned til hende, og lod sin hånd blidt stryge imod hendes ryg.
"But don't you worry.. I'll do my best, to keep us both safe.. But first of all, I'll need to find us a place to stay.. Where'd you like to stay?" Spurgte han med et smil, imens båden langsomt begyndte at gøre sig klar til at ligge an.

Hans opmærksomhed var fanget, og hun sendte ham et bebrejdende blik for at klukke af hendes mishag over hele denne situation. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile let, som hun mærkede armen falde på plads ommkring hende, hvilket fik hende til at vende blikket fremad og trække vejret dybt, som om de gyngende bevægelser stoppede langsomt, hvilket de også gjorde, eftersom færgen var ved at ligge til kajen.
Han havde allerede gættet hendes dårligere tilstand, og hun nikkede forsigtigt, istemmende, da han sagde at de snart ville komme af færgen. Hun kiggede så op på ham, da samtalen gled imod hendes vinger.. Betød det, at hun kunne tage kappen af nu? Vingerne følte sig indelukket og under pres fra kappen, hvilket ikke var en behagelig følelse, men heller ikke forfærdelig og uiudholdelig.

Hun spurgte ikke, men begyndte langsomt at tage kappen af. Hvis han stoppede hende, ville hun vide at det endnu ikke var tid, og hvis ikke, ville kappen falde til jorden, og vingerne sprede sig ud bag hende.
De blå øjne lagde sig derpå over Di Morga. Terre.. Det sted hvor hendes nye liv skulle starte.. Et sted hvor folk af hendes slags var accepteret som levende væsner, mens hun samtidig skulle frygte de væsner, som levede der, langt mere end de mennesker han før havde nævnt for hende.. Egentlig var Alastair lidt af en pessimist, når man overvejede det.. Han så altid det værste i folk, frem for det gode.. Hun var sikker på væsnerne i dette land var lige så storsindet som hende selv og ham.

Som spørgsmålet om bosted faldt, indfangede Lavis blik et højt klokketårn, som hævede sig op over alt andet.. Det var med detaljer af engle, en gylden kuppel på toppen, og sollyset reflekterede i de mørke tegl.
Hun pegede ivrigt imod tårnet, som tilhørte domkirken, som for at fortælle, at hun ville bo der! Det var det højeste sted, og tættest på himlen. Det var udsmykket med væsner som hende selv.. Folk derinde ville aldrig kunne gøre et andet væsen fortræd.. Hun var sikker.. Derinde ville de være accepteret uden at kny.

Hendes skulen fik ham blodt til at le lidt mere, inden hans hånd blidt strøj imod hendes side, for at vise han intet ondt havde ment. Der ville latid være noget komisk, i folks smålige problemer. Og et, aom at være blevet søsyg, var et af disse der kunne anses som temmelig komiske. Og så længe den anden vidste det kun var i god sjov, kunne der ikke ske nogen skade i det. Mente han i hvert fald.
Da hun begyndte at fjerne sin kappe, fjernede Alastair sin arm, for at vise hende at det var i gode tide. Han betragtede vingerne med et smil da de blev rettet ud, og nikkede en enkelt gang, inden han lod hånden glide over fjerene på den nærmest ham. Det havde han ofte gjord. Han nød følelsen af hendes fjer, der var noget beroligende ved det.
"Better?" Spurgte han med en klukken, inden hans øjne slog tilbage over Terre, imens hun var igang med at overveje hvor de skulle bo. Og som hendes finger pegede, blev hans øjne diskret knebet sammen.

Han holdt hans ubehag ved hendes valg ligge skjult, og nikkede et par gange. Det var ganske tydeligt, hvad det var. En Domkirke. Hun havde valgt en skide Domkirkes tårn. Fantastisk. For det var jo det bedste sted, til en af hans race. Nu skulle han også kæmpe for, at holde sig selv skjult. Så det skulle gå fra at holde hende skjult, til at skulle holde sig selv skjult? Fantastisk.
"Well.. It'll be ay Bitch gettin' up there every time.. Hah.. I don't have pretty wings like ye, after all." Sagde han med en blid latter, i det skibet slog imod kajaen, hvilket sendte et skub igennem dækket under dem. Han lagde en arm foran hende, for at hun ikke skulle falde forover, hvis ikke hun var klar til stødet. Hvilket hun nok ikke var, da hun jo ikke kunne vide at det ville komme.
"So.. You wish to stay, in a Holy house? Makes sense.. I bet others will be willing to keep you safe there.. However.. I, am no Holy man.. They will probably not appretiate me there.. But should I be allowed stay..." Han tog en dyb indånding, og pustede ud med sine ord. "I guess that'll be where we stay." Accepterede han, og nikkede en enkelt gang, med et smil ned imod hende, inden han rakte armen ud imod den bro, der nu blev lagt imod kajen. "Hope I ain't afraid of heights." Han lo livligt af hans egen joke, inden han selv satte vej imod broen. Han lod hende træde først, før han selv fulgte hende. Imod deres nye liv, i en helt anden by. I en farlig by..

Nikket kom med det samme, som hun viftede let med vingerne, og hørte kappen falde ned på dækket med et blødt bump. Det var rart, at kunne få lov til at strække dem ud for første gang i noget tid efterhånden. Hun havde endnu ikke haft mulighed for at se hvorledes hendes evner i flyvningen var, efter at den ene vinge havde været beskadiget grundet hendes fald, men testet ville det blive meget snart.

Hans ord fik hende til at vende sin opmærksomhed skiftevis imellem ham og tårnet. Han havde ret.. Det ville blive besværligt at få ham derop hver eneste gang, han havde behov for at komme 'hjem'. Hun skulle lige til at starte en række fakter, som ville fortælle at de sagtens kunne finde et andet sted at sove, da et hårdt stop fandt sted, og Lavi blev næsten kastet imod den arm, som han havde strakt ud, formegentlig for at hindre hende i at falde på næsen. Et overrasket hvin kom fra hende, som hun desperat greb fat i hans arm, for ikke at miste balancen helt, imens hun kæmpede med at få fødderne til igen at bære hendes vægt, som færgen stoppede helt med at bevæge sig, og en landgangsbro kom til syne.

Den næste sætning fik hende til at ryste på hovedet. Hun havde ikke i sinde at efterlade ham, bare for at kunne bo i kirken, hvor tårnet nåede himlen. Hun pegede i stedet imod et kvarter, der tilsyneladende indeholdt en form for vandrehjem, hvor et værelse kunne lejes, og sendte ham et spørgende blik.. Ville det være bedre?
Det var med vilje, at hun ikke havde foreslået skoven, som rejste sig langt øst for selve byen, helt ud til en bjergkæde, for at være helt præcis. Han havde lydt som om landet var fyldt med farlige ting, og der var ingen grund til at gøre Alastair mere bekymret end nødvendigt, ved at overnatte under åben himmel. Desuden havde naturen ikke alle de menneskabte luksuriøse muligheder, som faktisk var ret anvendelige i visse situationer.

Hun opfattede hans hentydning til at gå først i land. Det var ikke første gang han havde gjort dette, hvilket gjorde at Lavi vidste præcis hvad han ville have til. Hun smilede stort, og satte i små hop henover broen, for at komme ind på brostenene, der var indbegrebet af havnen, og på sikker grund... væk fra bølgerne og færgen, som gjorde hende syg.
Hun ventede på at Alastair kom over på den anden side også, hvorefter hun ville hive fast i hans ærme, og pege imod gågaden, hvor hun ivrigt trak ham imod. Hun var nysgerrig efter at se det hele.. Hele byen, og alle de folk, som befandt sig i den. Måske ville der ske noget spændende.

Alastair gjorde plads til hendes vinge da hun strakte den, og smilede blidt imens han betragtede dem. Det var bestemt et majestætisk syn, og han ville aldrig blive træt af at se det. Hans egne vinger var skællede og bestod af stærkt læder, der hvor hun havde smukke fjer, der vidst var svagere men gjorde også at hun ville kunne flyve hurtigere. Hvis altså hun havde trænet sin evne i at flyve, hvis ikke ville han have overtaget der. Men det ville han nok aldrig komme til at prøve, hvis han fik sin vilje. Han vidste at forholdet imellem Engle og Djævle nok ikke var det bedste, så han havde valgt at holde dette en hemmelighed.
I det hun hvinede da skibet slog imod kajen, klukkede han blidt, og trak hans arm, og derved også hende, lidt tættere ind til sig, med et ryst på hovedet.
"You are quite so adorable, when your shocked by the most predictable happenings." Sagde han med et drilskt smil, inden han blidt skubbede sin albue imod hendes side, for at ligge tryk på at det var sarkasme. Hans humor ville hun bestemt have vendt sig til på nuværende tidspunkt, da han garanteret havde skulle forklare sin sarkasme flere gange allerede.

Da hun så rystede på hovedet, lagde han sit eget på skrå, og betragtede hende spørgende.
"Oh don't misunderstand me, if I wouldn't be accepted in there, I'd break in to be by your side.. We'd find a way.. I promised I wouldn't leave your side.. And hey, I quite enjoy being by your side." Sagde han med et blidt smil, inden han slog blikket imod det vandrehjem hun foreslog. Han så en smule tænkende ud, imens hans tanker prøvede at sætte 'worst case scenarioes' op. Og disse var ganske så slemme, så han rystede et par gange på hovedet, inden de bevægede sig ned af landgangsbroen.
"Naeh.. Let's try the tower first, I'd feel much more comfortable there.. I halfly expected you to suggest living in the woods. Actually quite hoping for that.. Besides that tower, that'd be the safest play to lay our heads.." Sagde han med en klukken, inden hun tog fast i hans arm, og begyndte at trække hende imod gågaderne. Han lo halvt, og rystede på hovedet imens han fulgte efter Han havde godt nok sagt at de begge kunne sove trykt der, men han havde ikke selv brug for søvn. I skoven ville han kunne våge over hende imens hun selv sov, og holde hende i sikkerhed for omgivelserne. Inde i Terre by, var han ikke nær så sikker. Der var masser af steder at løbe til i skoven, byen var langt svære at flygte sig selv ud af.

"Ooh, you want to go shopping now, do you? Hah. You do realize, neither of us have any money, fit for this place right?" Sagde han og lo endnu engang, inden de nærmede sig det skarpe lys af gågadens lamper. "Or isn't it shopping your interested in? Just the adventure?" Spurgte han, og smilede stort af den unge Engel, inden han rystede på hovedet. Den lille uskyldige kvinde, havde en helt fantastisk charme over sig, der ville få en hver anstændig mand til at blive blød i knæende. Det var dette han ville holde en hånd over. Det var dette der skulle beskyttes. Han ville aldrig forlade Lavi's side, hvis ikke hun bad ham om at gå.

En kort skumlen gav Alastair indsigt i hvad hun mente om hans kommentar om at være så sød og kær.. Hvordan skulle hun kunne vide hvordan en færge bombede imod land, når det var første gang hun stod på sådan en? Mennesker var i særhed nogle specielle væsner.. Ligesom alle andre i dette rige.. Folk blev syge, fik sår, eller andre underlige ting, hvilket bestemt ikke var noget at more sig over. Søsygen havde været Lavis første prøvelse dette sted.

Hun nikkede bestemt, og pegede så imod tårnet, som havde hun besluttet sig for, at det var lige netop der de skulle bo, da han havde forsikret hende om, at han nok skulle følge med hende.
Dertil fniste hun hurtigt ved hans kommentar om skoven, inden hun rystede på hovedet. Hvad skulle de dog i skoven, når der var så meget lige her.. Desuden ville klokketårnet være... perfekt.
De blå øjne forsøgte at nå at suge alting til sig, som de bevægede sig ned langs havnen.

HUrtigt løftede Lavi to fingre i vejret til hans næste ord. Det var standardmåden at svare på.. Hun fik to muligheder, og skulle vælge en, hvilket hun også gjorde her. Derfor trak hun fortsat i ham, og forventede at han fulgte med.
Kappen, som hunhavde samlet op fra skibets dæk, inden de forlod dette, bar hun omkring den frie arm, imens hun halvt hoppede rundt i en ring om Alastair imens de bevægede sig ned imod byen.
Der var ikke mange farver, og alt virkede trist og mørkelagt, men alligevel var der væsner.. Mange sad op af husmurer, og Lavi kunne ikke lade være med at stirre. De så ikke glade ud? Hvorfor ikke?
Hendes blik vendte sig mod Alastair, imens hun rykkede lidt i hans arm, for at fange hans opmærksomhed. Med hovedet vippende i retningen af folkene, og et spørgende blik igen tilbage på ham, ventede hun på et svar.

Når og hvis han havde tænkt sig at svare, ville Lavi så opdage en familie bestående af en mor og to børn. De spiste et stykke brød sammen på gaden, men deres tøj var sølle at se på.
Lavi tog kappen fra sin arm, og gik over til dem med den, for så at række den frem imod de tre med et hengivent og ivrigt blik, for at få dem til at tage imod den.
En uforstående dialekt bestående af fransk slog imod hende. Lavi havde endnu ikke lært meget andet sprog, og selvom hun forstod nogle af ordene, var hun ikke i stand til at få sætningen til at give mening. Derfor viftede hun igen med kappen imod dem..

Lavi's skumlen havde kun foræret hende et bredt smil, og endnu en klukken. Det var sjovt at følge Lavi, og hendes udvikling fra fuldstændigt uvidende. Hun havde ingen anelse om noget som helst, og skulle opleve, stort set alt, helt fra bunden. Som et barn, der havde skippet de første tyve år af sit liv. Han vidste udemærket godt, at sygdom ikke var sjovt. Pesten havde bestemt ikke været et behageligt syn. Men Lavi kendte Alastair, og vidste at han stort set aldrig tog noget seriøst. Det håbede han i hvert fald, at hun gjorde.
Da det blev besluttet, at tårnet var hvor de ville opholde sig, nikkede han en enkelt gang, og smilede.
"Very well.. A Chirch, it is.." Svarede han, og kastede et kort blik imod kirketårnet, med et øjenbryn rejst. Det skulle nok blive spænende. Så kunne han blive kendt som en Djævel, der indtog Domkirken. Besatte den. Sjov historie.

Alastair fulgte villigt med, og rystede en anelse på hovedet, af den ivrige unge kvinde. Hun ville se alt. Høre alt. Føle alt. Al den energi, gik næsten Alastair til hovedet, og gav ham følelsen af at være træt igen. Den havde han ikke haft i meget lang tid. Men han rystede den fra sig, og fortsatte bare efter den unge Engel.
"Your really excited, aren't yah?" Spurgte han med en klukke, og et blidt ryst på hovedet. De brune øjne gled langsomt ned af den gade de begik, og et lavt suk trak sig fra hans lunger. Han var bestemt ikke spændt. Ondskaben spankulerede denne by mere uset, end noget andet sted. Det var ikke et godt sted for børn at vokse op. Hvordan ville det så gå Lavi? Han håbede blot at han havde nået at lære hende nok, til at hun ville kunne klare sig i Terre. I Di Morga.

Hendes svar fik hende til at ryste på hovedet, og inderligt håbe at hun indså, hvor farligt dette sted også kunne være. Han havde sagt det mange gange før, og bestemte sig for at nævne det igen.
"Lavi.. Remember. This is a place of ignorance.. You'll have to be careful. Last time I'll pester you with that bickery. Just don't forget it.." Sagde han stille, imens hans blik gled ned imod hende, som hun trak i ham. Han rejste et øjenbryn, og lod blikket glide imod den lille familie der blev nikket imod. Hans smil dulmede en anelse, og øjnene gled tilbage på Lavi.
"Homeless, dear.. They can't find a job, in an overpopulated area. Meaning they can't make much money. Meaning they live on the streets. Probably in cardboard boxes, somewhere. That's why they look miserable. It's because they are. No money for food. No Luxuries. No nothing." Forklarede han, med et lille ryst på skuldrene.
Han rejste et øjenbryn, da hun bevægede sig imod dem, og så foreslog dem frakken. Han klukkede en enkelt gang, og nikkede imod familien.
"Hun tilbyder jer den. Hun er ikke så god til Fransk endnu.. Tag imod den. I har mere brug for den end os." Sagde han med et smil, og nikkede en enkelt gang. Han ventede og fulgte så Lavi, så snart hun gik videre. Men i det de gjorde, fjernede han hans taske fra skulderen, og rakte den ud imod familien, for så at lade den falde til jorden, som om det var intet. De havde mere brug for tingende end han havde.

Alastair's øjne blev knebet en anelse sammen, imens han kiggede over skulderen, med et øjenbryn rejst. Han stirede på familien, om de tog imod deres gaver, eller ej. Hvad pokker gjorde han lige der? Det var bestemt ikke noget han gjorde normalt. Spildte hvad han selv havde arbejdet, eller stjålet sig til, på at tilfredsstille sultne gribbe, der bare venter på sidelinjen, for så at kaste sig over resterne af taberen. Han havde gjord noget for det. Han fortjente det. Ikke dem.
Lavi havde bestemt en effekt på ham. Om han var helt tilfreds med den, eller ej, det var han ikke helt sikker på. Det ville ikke være godt for dem, i længden, hvis de blev ved med at være så gavmilde. Så godt et job kunne han bestemt ikke finde. Og så meget kunne han heller ikke stjæle, specielt ikke når Lavi nok ikke ville være så glad for det. Han rystede kort på hovedet, inden hans blik gled tilbage imod Lavi, og frem for dem.
"How generous. We'll end up poor and on the streets as well, one day." Sagde han med en kort latter, og et blik der gled over Terre's gader. Hvad de så end lavede her, ville det bestemt aldrig blive det samme.