Nattens tilfældigheder (P)

T: Lidt over 1 om natten
V: Kølig efterårsvind, et par skyer på himlen, ellers lyser halvmånen det meste af landet op.
S: Gyderne
O: snusket, et par mennesker i krogene, ikke nogen man vil på tværs af.
ST: 3person datid.

Alastair.
______________________________________________________

Gyderne var halvtomme og samtidig halvfyldte med dets indhold af snuskede afkastede eksemplarer på væsner - som endten hørte til dér, eller ikke havde andre steder at være. Skyggerne voksede i krogende af mørket, man kunne høre et par stemmer i ny og næ og rotternes små poter mod brostenene, når de piblede forbi.
Ekkoer voksede og frem fra et hjørne vandrede en skygge med hastige bestemte skridt gennem gyderne. De store militærstøvler var tunge, lagde ikke skjul på at noget kom marcherende og ville nok heller ikke flytte sig for hvad end der kom i vejen. Vandet delte sig og sprøjtede til siderne, da en vandpyt kom på tværs af hends skosål. En svag lysstråle fra månen oplyste det lyse kønne ansigt, som var omgrænset af det mørke bølgende hår. Hun så op, og et par gule øjne viste sig i mørket. Hun var iført en sort tanktop og militærprintede lavtaljede bukser. Udstrålede ikke meget overskud eller for den sags skyld venlighed. Den, tydeligvis temmelig irriterede unge pige, hed Nanna. Et menneske. Ikke noget særlig, ikke noget specielt for verden, den verden hun foragtede i forvejen. Hun stoppede op i månelyset og rodede hastigt i sine bukselommer, hev en pakke Prince frem, åbnede den, kastede papret over skulderen og placerede filteret på cigaretten mellem hendes orange'røde fine læber.
Hun havde lige fået fri fra ét af hendes masse jobs, og var på vej til det næste. Eller... Hun kiggede på sit armbåndsur. Hun skulle først møde om 2 timer... Et tungt suk undslap med nød hendes ellers beskæftigede læber, hvorefter hun tændte smøgen. Hun lukkede forsigtigt de dragende øjne i, og lod de mørke øjenvipper strejfe det øverste stykke af hendes kinder. Hun tog et langt længselsfuldt hiv, og lod gløden æde sig op ad filteret, hvor kun tynd aske var efterladt, mens resten svævede i hendes lunger. Hun holdt vejret et kort øjeblik, og lod så røgen sive ud gennem hendes læber. Dén smøg havde hun glædet sig til hele aftenen. Hun havde endda været så frustreret og vred - måske ikke kun over rygeforbudet på baren - at hun havde sparket til en skraldespand i baggården af værtshuset... Bare fordi den stod der - og hun ikke selv skulle rydde det op. De kunne rende hende et vis sted kunne de.
Hun lagde påpasseligt pakken tilbage i lommen og så kort op mod himlen, hvor en sky passerede månen og mørklagde hendes omgivelser så hun nærmest intet kunne se. "Fedt.." mumlede hun og slog et kort klik med tungen. Hun skulle altid vove sig til at tage en omvej, men gennem gyderne?.... Hun vidste jo udemærket godt hvad hun kunne støde på og hvad... det kunne medføre. Hun førte hånden op til halsen ved tanken. Hun havde allerede erfaret en del fra den ikke-menneskelige-side af verden, og havde til sin store forbløffelse opdaget at der rent faktisk eksisterede noget hun kunne hade og forpeste så meget mere end hendes egen ynkelige og vulgære race. Ih jo, der fandtes det som var meget værre. Hun skuttede sig, og satte igang igen. Hånden hun holdt smøgen i, blev jævnligt ført op til hendes læber, for at stille hendes krops sult for nikotinen - og alt det anede stads. Hu havde intet spist hele dagen, men havde heller ikke behov for det... lige nu i hvert fald. Hun drejede om endnu et hjørne, men blev bremset idet hun vadede direkte ind i noget. Eller nogen. Hun havde haft smøgen i munden, men i stedet hang der en knækket rest fra hendes mund og dinglede. Nej nu kunne det kraftædme være nok!
Hun tog fat i resterne af smøgen og kylede den ned i jorden "Så stil jer dog et andet sted, fjolser!" Råbte hun arrigt, kneb øjnene sammen og sendte dem et misbilligende blik.
Der var tre mænd. Alle klædt i sort. De havde tydeligvis været igang med en handel, for den bagerste havde med det sammen proppet sine hænder i lommerne, for at gemme hvad end der så havde været i dem. Hvad ragede dethende. Den foreste rettede ryggen, vendte sig mod hende og viste sig at tårne sig over hende. Han havde blond hår og meget blå øjne. Hun så nærmere... hun vidste at mennesker ikke kunne besidde dén farve, og da specielt ikke hvis den ligefrem lyste i mørket på dén måde som den gjorde. årgh fedt... du er så dygtig Nanna tænkte hun bittert, da de kredsede om hende. Hun foldede skeptisk armene og prøvede at se så upåvirket ud som muligt.
"Ser man det" klukkede blondinen "En lille mus som er kommet på afveje.." de tre mænd - eller hvad de så end måtte være- lo hånligt. Hun rullede med øjnene "Jaja det fint, hyg i jre nu bare med hvad det så end var i havde så travlt med" Sagde hun spydigt og skubbede til blondinen med skulderen som hun passerede ham. Selvholdtidige nar!
Imod hendes forventling lagde en iskold hånd sig om hendes arm og vendte hende med stor styrke om, så hun stirrede direkte ind i Blondinens ansigt. "Du forstår vist ikke helt konceptet her, lille lam." han tog fat med sin anden hånd, så han holdt hende i spænd "Vi bestemmer her..Vi ejer [/iejer] gyderne... og du, du er den lille mus som prøver at finde vej ud af vores labyrint" Han lænede sig ind over hende og åndede hende i hovedet. Hun vendte ansigtet til side og vrængede ansigt "Og for dig, er det et [i]dødt løb" De lo alle. Fandens idioter. Hun var da skide ligeglad med hvem eller hvad de var og om de ejede det her hul! Vreden voksede inde i hende og hun begyndte at forsøge at vride sig løs "Slip mig din idiot!" råbte hun og spyttede ham i ansigtet. I næste nu blev hun slynget op ad de kolde murbrokker og holdt fast, mens hun hørte dem grine og gejle hinanden op. De mente åbenbart at der skulle foregå noget morskab.
Hun mærkede en kold rislen løbe hende ned ad ryggen da hun mærkede et iskoldt knivsblad lægge sig opad hendes bare hals. "Skal vi lege katten efter musen?"...
Hun kneb øjnene sammen. Nej, fandme nej om hun ville være med til sådan noget vås! koste hvad det koste ville! Hun knaldede pludselig hovedet tilbage og ramte ham i ansigtet og tilsyneladende brækkede hans næse. Ja de kunne i så fald ikke have meget rent blod i sig hvis det krævede så lidt. Kniven blev trukket væk, men fik snittet hende og langsomt løb en stribe blod ned ad hendes lyse hals fra det lille snitsår. Hun satte i løb og håbede at hun kunne løbe fra dem - hun kunne i hvert fald tydeligt høre at de satte efter. For fanden, sådan noget skulle også altid ske for hende. Kunne de i det mindste ikke finde en på sin egen størrelse?

Natten kunne være så yndig i denne natte time, og kaldte efter opmærksomhed. Hans lille Engel var gået sikkert i seng, og han havde ingen grund til at gøre det samme. Søvn havde ikke været en nødvendighed i meget lang tid nu, og Alastair nød at træde rundt. Han var stadig igang med at lære Di Morga at kende, og det var masser at se. At det meste af det var ret deprimerende, var en anden side af sagen. Hver eneste vind i Terre, bragte en lugt af svovl, ubehag og blod med sig. Som duftene fra det dybeste fangehuld, i det største slot. Og for mange, var Terre også præcis dette. Væsner dominerede natten, og bragte menneskene inden for, i deres varme stuer om natten. Ikke altid fordi det var mere behageligt, men fordi frygten stak dem. Det var et sørgeligt syn. I England, var dette problem ikke nært så slemt, og Alastair var ved at være usikker om sit valg at komme her. Hvad havde de at være her for? Hun var ikke i mere sikkerhed her, det var bare en helt anden fare han havde bragt hende ind i.

Alastair fulgte en tilfældig gyde, og lod de brune øjne glide omkring på omgivelserne. Dette var det slum, som der havde været megen snak om, at det ville blive ryddet op. Og dette trængte det da også til. Rotter flygtede desperat hen over gydens beton overflade, og ned i kloarkerne for at gemme sig, efter at have mæsket sig i en åben pose skrald, som en eller anden ikke lige havde gidet at smide i containeren. Der var rådne efterladen skaber, fra den pose der havde været offer for Rotternes sult måneden før. Rifter i vægende, huller i vinduerne og uligheder i vejen. Der var så sandeligt behov for oprydning. Men alt dette, var ikke hans problem. Det var ikke hans ansvar, at hjælpe denne fortabte by. Han var der blot, for at leve.

Alastair rakte ned i hans sorte skjortes lomme, og tog en halvtom pakke cigaretter frem. Han lavede en bevægelse med hånden, der fik et filter til at hoppe frem fra pakken, inden han klemte sammen om den for at holde cigaretten oppe. Filteret blev lagt imellem hans læber, og cigaretten så trukket ud fra pakken. Pakken blev lagt tilbage i lommen den var kommet fra, og en lighter blev trukket frem i stedet for. Han kunne sagtens antænde den uden en lighter, men det fik ham til at virke lidt mere normal. Så meget som det nu var muligt.
Han skabte et par gnister med lighteren, inden en flamme endelig tog fat. Flammen sat for cigaretten og med et dybt hiv blev der sat ild til tobakken. Lighteren blev lagt tilbage i lommen og røgen pustet ud fra Alastair's næste, imens han fortsatte fremad. Han lagde hænderne ned i sine lommer, og lod cigaretten hænge i hans mundvig. Han kunne ny høre et postur, rundt om hjørnet et stykke fra ham, og kneb sine øjne en anelse sammen. Han rullede så en anelse på dem, og fortsatte bare på sin vej, med endnu et hiv fra cigaretten. Det var ikke hans problem.

Det blev det dog hurtigt, da han bevægede sig ud i et kryds, og han hørte hastige skridt fra sin side. Hans blik gled den vej, og kun lige tids nok til at se en kvinde ramle ind i ham. Der kom ikke meget mere end et gisp, og er ryk med den ene fod som reaktion, men hans vægt og fodfæste, gjorde nok at der kom en del mere slag i det for hende, som formegentlig ville sende hende til jorden. Og i den proses blev cigaretten også skubbet ud af hans mundvig.
"Wow, wow, watch w'ere yah go, lass.." Hans tykke Skotske accent gjorde det en ret besværlig sætning at forstå, med mindre man var god til Engelsk. "What's the hurry, anyway?" Spurgte han, og betragtede kvinden der var løbet ind i ham. Og først nu begyndte han at lytte til sine sanser, og opfangede lugten af blod langt stærkere.
"Er du o..." Han blev afbrudt af lyden af flere skridt, der kom fra tre mænd der var på vej imod dem. Alastair vendte sig hastigt, og bakkede et par skridt imod kvinden, for så at holde hænderne op foran sig.
"Hey, hey.. Folk har godt nok travlt i aften. Er det hende I løber efter? Ret.. Usportsligt.. If that's the case.." Sagde han, og lavede et sigende blik. Han havde endnu ikke set, hvor hun var blevet såret, men kun lugtet endes blod, og lagde to og to sammen. "Tre store mænd, jagter en ung kvinde?" Hans Skotske accent trådte stadig tydeligt igennem, selv når han snakkede Fransk. Han lod armende falde ned langs siden igen, og strak nakken en anelse. Hvorfor endte han altid imellem folk, i sådanne situationer?

Blodet pumpede i hendes åre fyldt med adrenalin og fødderne fløj nærmest henover jorden. *fuck fuck fuck* tænkte hun, kneb øjnene sammen lige som hun skulle til at dreje om et hjørne, men ramlede i stedet med fuld fart ind i en mand, som var trådt ud fra det hjørne hun havde tænkt sig at dreje nedad. Hun ramte hårdt og blev kastet tilbage, ned od jorden. Hun så fortumlet op på manden med sine store gule øjne og så til sin forbløffelse at han nærmest ikke havde rykket sig ud af flækken. Hun sad bare og stirrede dumt op på ham mens han talte til hende, som var alle hendes tanker forsvundet. Ingen tvivl om at han ikke hørte til i det her miljø, blev hun enig med sig selv om, og blev dernæst revet ud af sine tanker da manden så op bag hende da de tre skabninger kom løbende efter hende. Hun gispede og så op på dem. De måtte være godt sure efter hendes tidligere lille nummer. Hendes tanker blev endnu engang afbrudt da manden hun var ramlet ind i, begyndte at tale ganske... afdæmpet og afslappet til de tre afskum. Hun så uforstående op på ham. Hvad fanden lavede han? Skulle han ikke også selv se at komme væk i en fart? Nej da, i stedet stod han og tjit-tjattede, som var det noget han ofte kom ud for. Det var vidst ikke IQ'en som trykkede tænkte hun og hævede øjenbrynene. Hun rejste sig besværet idet det blonde væsen trådte frem og sendte manden et misbilligende blik. "Det kommer ikke dig ved om det er sportsligt eller ej... Hvad vil du gøre? Give mig et rødt kort, hr. dommer?" De lo og de to andre skubbede opfordrende til hinanden. Blondinen trådte nærmere. "Du tror rigtig du er noget hva? Flyt dig og giv os tøsen, hun skal ikke tro at hun slipper!" Han pegede vredt på Nanna.
Hun rynkede øjenbrynene og sendte ham et koldt blik. Hun havde lyst til at svine ham til, ligesom hun havde gjort før, ja det brændte nærmest på hendes tunge for at få lov til at svine ham til med alverdens nedladende vulgære skarnsord... men hun lod vær. Det ville ikke forbedre hendes situation, og nu havde hun oven i købet blandet en civil ind i hendes uroligheder. Kæft en klovn hun var, nu skulle hun garanteret også tage vare på ham. Det var ikke hendes problem, hvis han ikke valgte at skride - tage benene på nakken mens han kunne - var han da også selv ude om det!
Hun var naturligvis ikke klar over hvad manden, eller hvad de tre andre i virkeligheden bestod af, det eneste hun var klar over var; at man her i livet måtte klare sig selv.
Et pludseligt hosteanfald overvældede hende, og hun bøjede sig forover. En bloddråbe landede på jorden foran hende, og det gik op for hende at hun havde glemt alt om snitsåret i hendes hals. Hun førte straks hånden op til det og mærkede efter. Det sved... Hun så på sin hånd som nu var farvet rød af blod. Det var overfladisk, men hun havde ikke spist hele dagen så det blod hun havde mistet ville gøre hende forfærdelig svimmel og dårlig. Nå ja.... mon ikke hun kunne klare sig til hun kom hjem til den faldefærdige lille bygning af et hus hun havde bosat sig i, som hverken holdt tæt eller havde elektricitet... Hun blinkede mat og langsomt med øjnene. Nej, hold op! Hun rankede ryggen og tog sig sammen.
"Flyt dig nu!" sagde den blondine utålmodigt og tog fat på mandens skulder for at flytte ham, så han kunne komme til. Nanna bakkede et par skridt og gjorde sig klar til at tage benene på nakken igen - selvom hun nok ikke ville nå langt. Fanden tage det, hun ville ikke finde sig i det. Hvorfor fanden skulle hun også være født i sådan en svag og ligegyldig krop. Vulgær, hovmodig og ikke en skid værd, hun kunne ikke fordrage det. "RØVHUL!" råbte hun med sådan en vrede at hun blottede tænder og langede ud efter ham, men ramte dog ikke andet end luften, før hun var ved at vælte om. Hun fangede balancen og blev på to ben. Skævede op til den blonde idiot og ventede det værste. Han...kunne bare komme..

Kvindens mangel på svar på hans spørgsmål, virkede ikke mærkeligt for ham. Lige meget hvor meget hun sagde sig selv imod, var hun bange. Mod var også tit en bivirkning af disse. Ligeså var dumhed. Så da de andre kom nærmere, gik han stadig imellem de to, også selvom hun ikke bad om hans hjælpe. Vinden rev blidt i det brune hår der hang ned til hans øjenbryn, og sendte det i bølger væk fra hans øjne. Det ville være så forfriskende, hvis ikke det var for den forfærdelig stank af affald, blandet med stanken af 'monstre' som nu kom nærmere Nanna og Alastair.
Han kneb øjnene en anelse sammen, imens han betragtede dem. Han kunne ikke helt fastsætte hvad de var, men han var ret sikker på, at de ikke var trænede i at slås. De var langsomme og uovervejede. Gjorde jagt til en leg, ville være hans gæt. Unge Vampyrer? Unge Dæmoner? Nogen der overvurderede deres nye styrke? Eller bare nogen der fandt det sjovt, at jage unge piger om natten. Om det ene eller andet, var det Nanna der var offeret her. Hvor modig hun så ellers var.

Mandens ord fik Alastair til at rejse øjenbrynene en anelse, inden han lod dem synke igen, med et par nik. "Ja, bestemt.. Det gule kort, ville slet ikke være nok.. De bedes forlade feltet, og tage dine kærester med.. Der er ikke noget for jer her.." Sagde han hånene, og vinkede med hænderne en enkelt gang, for at fremhæve sit hint. Som han fortsatte, rejste han et øjenbryn, og kiggede tilbage ned imod Nanna. Han rejste et øjenbryn en anelse af hendes kolde blik, inden hans øjne gled tilbage på blondinen.
"Hvad gjorde hun dog? Trådte hun jer over tæerne? Syntes hun ikke din hårfarve var særlig.. Moderne?" Spurgte han med et fnys, og rystede på hovedet. "Tag nu at samle jeres værdighed op fra skraldespanden, og smut hjem med jer.." Sagde han hånligt, og nikkede ned af dne gade de var kommet fra. Han havde set det alt for tit. Både i Terre, og hans hjemland. Man har en støre pind, derfor skal man absolut slå dem med en mindre.

Hans blik røg hastigt over hans skulder, da Nanna sendte en hosten ud fra sig, og betragtede hende med sammen knebet øjne. Han så nu også hendes sår, og vendte sig om, for at skulle til at gå imod hende.
"Du sk.." Han blev afbrudt af hånden på sin skulder, og drejede hurtigt sin opmærksomhed tilbage på Blondinen. Han lagde hurtigt sin egen hånd oven på den andens, og skulle til at tale. Men nettop der udbrød Nanna noget, og han kiggede tilbage på hende. Han lænede hovedet en anelse tilbage.
"Hey, hey.. Tag dig af dit eget sår først, du ender med at løber tør for blod.." Sagde han, med den frie hånd holdt beroligende imod Nanna, inden hans blik gled tilbage på Blondinen. Hvis Alastair havde fået fat i mandens hånd, ville han nu gøre sit greb endnu hårde. "No.." Sagde han, inden en gnist slog sig fra hans højre øje, efterfulgt af to flammer. Men det var ikke de flammer der var farlige for blondinen, men dem der satte igang omkring Alastair's hånd, sekunder efter der gik ild i øjnene. Og der var ingen blålig del af flammen, som ikke var varm. Det var som at stikke sin hånd ind i midten af et bål, og hvis han havde fat i Blondinen's hånd, ville den allerede være forbrændt i værste stil. Alastair slap så hånden, og sendte i stedet sin egen hånd direkte imod mandens underliv, og forsøgte at give ham et slag, der ikke var lagt fuld kraft bag, men som bestemt ville have skubbet alt luft ud af hans lunger, hvis hans krop stadig havde brug for det. Hvis dette slag ramte, ville det have tvunget manden til at bukke en smule forover, og Alastair's hånd skød imod mandens strube, hvilken han forsøgte at gribe fat i. Fik han fat i denne løftede han ham op fra jorden, samtidigt med at han tog et skridt frem, og drejede manden rundt i luften for så at slå sin hånd imod jorden, hvilket sendte mandens krop med sig.
Alastair holdt så manden nede, og stirede ham dybt i øjnene, hans egne brune øjne nu røde af de flammer der slog ud derfra. "Now get the fuck out of here, skum. Or I'll have to whipe these filthy streets clean in you and your boyfriends' blood." Sagde han med en hidsig, næsten hvæsende stemme, inden han slap og tog et par skridt tilbage, for så at kigge imod de to andre.

Ikke nok med at manden blev, han stod sgu også og svarede de næsvise vampyrer igen som om han ejede verden. Enten var han snotdum, eller også ejede han rent faktisk verden, eller troede det og led af en eller anden syg form for storhedsvanvid. Han hånede dem rent faktisk, og ja hun havde vist komme til at - midlt sagt - 'træde dem over tæerne. Men det var for sent at lave om på nu. Hun regnede ikke med at en simpel undskyldning kunne klare det.
Nanna betragtede manden som han hånede vampyrerne og afværgende viftede dem bort, som var de ikke andet end irriterende fluer for ham. Hun var forbløffet og samtidig temmelig irriteret, var han ude på at få rodet sig selv ind i det her? Selvom hun nok selv havde sørget for at han var blevet det...
Nanna gloede undrende, ja nærmest vantro på ham, da han vendte sig mod hende og bad hende slappe af og tage vare for sig selv. Hva'hvad? Hvem fanden troede han at han var? En superhelt, Mr. perfekt? Et lavmælt fnys lød fra hende, ja helt sikkert, lad mig lige tage plaster på, så kan vi snakke med de pæne drenge om en fair løsning på dette problem. Kunne han ikke se at... Hun stivnede. Manden svaret koldt nej, og i samme nu antændtes en gnist. Bogstavlig talt, hvorefter han greb Blondinens hånd, som førhen havde ligget på hans skulder for at flytte ham. Den stod i brand og et rædselsskrig lød fra blondinen, mens han bukkede sammen og forgæves prøvede at trække hånden til sig. Nanna blev så overvældet at hun fik væltet sig selv bagover endnu en gang og sad på den kolde jord med sine store gule øjne, opspilet og vantro som hun så hvordan manden gennemtævede Blondinen, efter at have mistet tålmodigheden.
Blondinen kunne intet hamle op og blev igen og igen slået frem og tilbage efterfuldt af lidende hyleri. Ja manden bar ham endda med én fucking arm, hvorefter han knaldede Blondinen i jorden, flad som han var.
Et halvkvalt forskrækket skrig undveg hendes læber da han landede ikke langt fra hende, og hun kravlede et stykke bagud, mens hende øjne var klistret til scenariet.
De to andre lavliv stivnede og måbede, mens deres idol blev svinget rundt som var han en kludedukke, og hylede som en stukken gris. Deres frygt lyst i øjnene og det gav et sæt i dem, da manden så hen mod dem. De rystede på hovederne - der ville bestemt ikke blive noget ballade med dem. De greb deres gennemtævede 'leder' og slæbte ham afsted så hurtigt deres feje ben kunne bære dem og forsvandt i nattens dulme mørke. Og gid de ville blive dér.
Nanna sad stadig forplantet på jorden med et komplet forvirret og fortabt udtryk i øjnene, og så efter de tre taberagtige eksemplarer af vampyrer. "Hvad fanden?" hviskede hun halvkvalt og lavmælt. Var nok ikke engang klar over hun sagde det højt. Hendes gule øjne vandrede langsomt op ad den høje mørke skikkelse indtil det forplantede sig i hans ansigt. Han... han.. han var fandens god til hvad det så end var han lige havde lavet for noget konfu-tji pis!
Det gav et sæt i hende... Ja det kunne godt være han lige havde ordnet de tre som lige havde kommet ham på tværs, og hun ville satme nødig blive den næste! Hun vendte sig hurtigt om og kravlede et stykke før hun vaklende kom på benene. Hun anede ikke engang hvor hun var. Hun kendte kun få ruter i gydernes labyrint og var på sin flugt faret vild. Hun burde egentlig takke ham, men det faldt hende slet ikke ind. Hun skulle bare væk i en fart om det så skulle koste hende livet.
Livet... Hun standsede og førte hånden op til halsen som stadig blødte en smule. Hun så sig langsomt over skulderen og forventede at se det værste. Hendes sorte hår hang i smalle bølgende totter og hendes lyse hud glinsede let af sveden fra den pressede situation og løbeturen. Hendes gule øjne hvilede på ham, mens hendes lyse, orange'røde læber let bævrede. "Hv'hvad er du?" Spurgte hun stilfærdigt. Det lød nærmest uskyldigt og sødt, med hendes stadige bange stemme. Det gik op for hende og hun bed sig svagt i læben, og rynkede øjenbrynene så dybe fure foldede sig i hendes pande. Hun kunne ikke stole på ham, ikke på nogen som helst! Endnu engang lukkede hun sig inde og alle ude. Forblev bag muren. Skulle ikke nyde af at have noget med nogen at gøre, ikke engang hvis hans hensigt havde været at hjælpe. Hun gentog sit spørgsmål endnu engang, denne gang mere truende og hidsigt "Hvad er du?!!" Hun bed sig fortvivlet i læben med en snært af opgivelse i det ellers kønne ansigt. Hun kendte til den 'anden' verden. Havde både været udsat for vampyrer og dæmoner, men stadig... kendte hun ikke særlig meget til den verden. Vinden løftede let op i hendes mørke hår og lod månelyset bade hendes ansigt i det blege lys. Hun rystede let, men afventede standhaftigt hans svar. Hun skyldte ham ikke noget!

Scenariet havde så bestemt virket imod dem han nu kunne identifisere som Vampyrer. Blondinens hånd var næsten blevet til kuld under udsættelsen af hans ild. Havde han givet den meget længere, ville den være forsvundet i et hvidt og gråt hav af aske. Vampyrende var unge, alt for unge til overhovedet at overveje og lege med deres ofre. Men det var oftest det man fik ud af, at overvurdere ens nye evner. Så disciplinerende. Han havde haft mere end 200 år, til at lære disciplin og ydmygelse, som gjorde at da han fandt ud af hvad han var, havde han allerede respekt for sit liv. Derfor irriterede det ham, når andre ikke så deres overmand. Så igen. Kunne lige så godt have været hans ego der blev prikket til. Eller bare hans paranoia over at blive rørt. Ligemeget. Vampyrende var alle stadigt i live, udelukkende på grund af hans lille Engel's påvirkning, og de to var nu alene og fri for deres trussel. Nu var der bare Nanna's sår.

Først da Vampyrene var i fuld retréte, huskede han at hun egentlig havde skreget af hans omgang med Vampyrende. Hans blik gled så ned imod hende, stadigt med flammer stikkende fra hans øjne. Og hvis hun havde lagt mærke til det, hvilket var højest usandsynligt, ville hun have set at han ikke havde blinket en eneste gang, siden de satte igang.
Han rejste et øjenbryn da hun kom på benene, og begyndte at løbe et par skridt ned af gaden. Hans hoved blev lagt en anelse på skrå, og han fulgte langsomt efter. Og da hun stoppede, gjorde han det samme. Da hun så først spurgte hvad han var, smilede han en anelse, og blinkede et pargange. Med hvert blink, kunne man se at flammernes styrke tog til, og efter fire blink forsvandt de. Han rystede så på hånden, som der stadig var ild i, og den flamme forsvandt også langsomt. Han knyttede hånden et par gange, for at udslette de sidste flammer i hans håndflade, og skulle lige til at svare hende, da hendes næste udbrud kom.
"Ay!" Hans stemme lød næsten truende i dets tonelege, og hans nu sammenknebede øjne, satte prikken over det 'i'. Men både hans øjne, og hans tonelege tog af bag efter. "Lige nu er jeg den, der tænker mest på dit velvære. put for helvede press på det sår, du har allerede mistet alt for meget blod.. Du vil snart skulle på hospitalet, for at få blod tilføjet.." Han vinkede en enkelt gang med sin ene hånd da han sagde det. Han var ikke længere truende, men nærmere afslappet, og talte som om han vidste hvad han snakkede om. Hvilket han også gjorde. "Og, for ikke at være uhøflig, er jeg en Djævel.. What ever.. Du er tydeligvis ubehagetover min tilstedeværelse, så du bliver nød til selv at ligge en bandage over det sår.. Med mindre du kan overkomme din paranoia omkring det paranormale.. Eller.. Med mindre du faktisk gerne vil dø, så virker din nuværende strategi, helt fint..." Hans stemme virkede næsten ligeglad med hendes velvære, eller hendes liv for den sags skyld. Han havde gjort hvad han kunne. Nu var det op til hende om hun ville have mere hjælp. Indtil videre, i hvert fald. Hvis hun var blevet for svagelig til at ligge en ordentlig bandage, måtte han gøre det for hende. Og ville han gøre det. Mange andre ville have tænkt, at hun kun var et menneske. Men hvis han skulle tælle det antal gange han havde ønsket at være nettop det, ville han ikke stoppe før et tal, langt højere end hans alder, i dage.. Og, de havde lige så mange rettigheder som et hvilket som helst andet væsen. Eller rettet sagt, havde de flere.. I hvert fald hvis man spurgte efter hans holdning.

Et stød gik igennem hendes spinkle krop da hans stemme lød. Næsten som skældte han hende ud, et lille hysterisk barn som havde misset pointen og ikke fattet at det var de voksne som bestemte. Hun stod bare og kiggede på ham som han talte til hende. Talte ned til hende, selvom han blot irettesatte hende med almindelig fornuft. Hun hævede øjenbrynet, som glemte hun hele tiden at hun faktisk var kritisk skadet, og førte langsomt hånden op til halsen og lagde et forsigtigt pres på. Slet ikke nok, og blodet sivede langsomt, lidt for lidt ned uden hun bemærkede det. Det eneste hun tænkte på var hvor meget bøvl og påstyr det ville skabe hvis hun blev indlagt på et hospital. "Men jeg har inge..." Hun lukkede munden på sig selv. Det var tydeligvis ikke meningen hun skulle have sagt det højt, men ja, hun havde ikke nogen sygeforsikring eller ID på sig. Hun var jo trods alt løbet, nærmere flygtet fra hvor hun kom, og prøvede nu at leve på egen hånd. Hvilket efter sigende ikke gik særlig godt... i hvert fald ikke her til aften.
Han talte igen og hun lyttede. Kneb øjnene sammen og bed sig i læben for ikke at sende en spydig kommentar i fjæset på den mand hun burde give sin respekt og taknemmelighed, meeen istedet opførte hun sig som en dum snotunge. Et menneske, som hun så meget foragtede at være en del af.
En vrede blussede med ét op i hendes øjne da han nævne hendes 'frygt'. "HA! Frygter det paranomale?!" Hun trådte truende nærmere og så på ham med sine gule øjne hun havde knebet en smule sammen "Der er intet at frygte for hvad kan i? I kan ikke en skid udover at skabe død og kaos!" Hun prikkede ham på brystet med den frie hånd, da den anden stadig hvilede på såret uden særlig effekt. "I er jo alle sammen døde indeni! Det eneste i kolde skiderikker kan føle er jeres egen stolthed" Af en eller anden grund skælvede hendes stemme af de følelser som pludseligt vældede op i hende. Hun havde før haft sammenstød med det paranormale, og nogle havde haft større indflydelse på hende end andre, men ét og kun ét tilfælde havde haft indflydelse på hende. Hun holdt øjenkontakten og kvalte de tårer som prøvede at arbejde sig op. Hård og kold stod hun, og prøvede at kvæle det menneskelige i hende selv. Aldrig havde hun vist bare en snert af at hun havde en følsom og sårbar side, og hun mærkede skammen vokse op i hende og lægge sig om hende som en kvælende tåge. Hun havde kvalme... havde lyst til at kaste op over sig selv, men kvalmen kom nu nok over alt blodet. Dø... ja ha'! Det ville da være en befrielse, tænkte hun bittert og så til siden. Hun havde ikke brug for hans hjælp... havde ikke brug for den...
Stædigheden forlod hende åbenbart aldrig, selv i de mest kritiske suítuationer, stod hun og ævlede og ikke mindst provokerede et ærligt og venligt væsen - selvom hun aldrig havde forestillet sig at en djævel kunne have de egenskaber. Hun kunne vel lige så godt hive fat i hans jakke og tigge ham om at gøre en ende på hendes miserable og ubetydelige menneskeliv - selvom det havde mange værdier hun bittert knuste foran sig - men nej, ikke nikke nej om hun ville krybe på den måde og synke så lavt. Det var ikke tid til at dø, det skulle hun kraftædme nok selv klare når det kom til det.
Hun så op på ham. Brune øjne... hun havde altid troet at djævle ville have sorte øjne. Sort som deres sjæl, som hun havde hørt så mange sige, men hun tog tilsyneladende fejl, igen. Hun sukkede og hev sin pakke med smøger frem. Fik lirket én ud og placerede den mellem læberne. Tændte den med sin lighter og fik dernæst et hosteanfald. Det var ikke ligefrem den rette tid eller situation til at ryge, men hun kunne ikke overkomme andet. Hun pustede en røgsky ud og så op på ham igen. "Nå, Fister.... hvor finder vi så den forpulede bandage?" Spurgte hun og hævede et øjenbryn. Hun var hverken særlig elegant eller yndig. Hun var hård, selvstændig og pisseligeglad med alt og alle. Men hun var kølet af, efter at have svinet ham til... Hun mærkede et stik af rigtig dårlig samvittighed, hvilket gav sig til udtryk i hendes gule øjne et kort øjeblik før hun også kvalte den.
Hun havde en indre kamp med sig selv om hun skulle takke ham, tage imod mere hjælp eller klare det på egen hånd. Det var alt sammen et spørgsmål om hendes skide stolthed, og indtil videre havde hun ikke fundet noget svar. Det kom vel alt sammen an på hvor langt denne Djævels tålmodighed og vilje rakte. Hun kunne gravede altid sin egen grav, men hey, man skal vel også gøre det man er bedst til? Og hun var jo et menneske, så hun gjorde vel bare det hun var født til.

Alastair fortsatte med at betragte hende på afstand, med let sammen knebede øjne. Noget sagde ham, at hun havde meget vrede at dulme med. Mindede lidt om ham selv, en gang i fortiden. Den gang han ikke selv vidste hvad han var. Og da hun fulgte hans 'ordre', nikkede han en enkelt gang. Ikke for at sætte pris på hendes evne til at adlyde en ordre, der ville rede hendes eget liv. Men fordi han satte pris på at hun gjorde det. Da hun så talte igen, kneb han øjnene en anelse sammen for at læse hvad hun skulle til at sige, men regnede det hurtigt ud. Det havde han heller ikke, da han var blevet samlet op foran hospitalet. Men stadig var han blevet samlet op, og taget af. Godhed fandtes i denne by. Lige meget hvor mange der sagde det imod.

Han skulle til at tale igen, men så så den vrede utilfredshed, hun havde set i hende før. Og i sig selv engang. Han kneb kort øjnene sammen som hun startede, og forblev hvor han var, imens hun kom nærmere. Men da hun så var helt tæt på, og kom med sin anden sætning, lod han øjnene slappe af igen. Og prikket der fulgte hendes ord, fik ham til a tage et skridt tilbage, som om prikket faktisk skubbede ham. Men det var langt fra det der gjorde det. Et hint af sorg ville have vist sig, hvis ikke han havde så meget kontrol over sine følelser som han havde, så han blev bare til en kold skal, som han så tit havde gjort. Koldere end han havde virket før, uden det hint af et smil der havde været.
Han lyttede til hendes ord, og opholdt den kolde mine, og lod hende slippe af med hendes frustrationer. Og som hun blev færdig, fortsatte han bare med at stå med den mine, og betragtede hende med de kolde øjne. Hans øjne faldt imod smøgen, og fulgte den ganske kort, inden de gled tilbage imod Nanna's øjne.

Han virkede som om han ventede på noget, og det gjorde han. Og som hun endelig spurgte efter en bandage, lod han sig bevæge igen. Hans hænder tog fat i hans skjorte, og hev den af skuldrene på sig selv.
"Your right.." Begyndte han, imens hans hænder begyndte at rive lange laser af sin skjorte. "Vi er døde inden i.. Ude af stand til at skabe andet end ødelæggelse og sorg for andre.." Fortsatte han, som han fik en tredje las af skjorten. Han smed så resten af denne væk, og samlede de tre laser, for så at tage fat i den hånd hun holdt over sit sår, og forsøgte at hive den væk. Hvis ikke hun var gået væk fra hans greb, ville han ikke give hende en mulighed for at stoppe ham, og lagde sine kræfter i hans bevægelse. Hans tålmodighed var tydeligvis udfordret. Med sin frie hånd ledte han så de afrevede stykker af stof imod hendes hals. "Stå stille." Beodrede han, med en ignorant stemme, inden han slap hendes håndled. Hvis hun rejste sin hånd for at prøve og stoppe ham, ville han gribe fat i den igen, og lede den væk endnu engang, og dette ville han blive ved med at gøre, indtil hun faktisk lod ham fortsætte. Han fik lagt stoffet omkring hendes hals et par gange, og sørgede for at samlingerne kom over såret hver gang stoffet mødtes igen. Til sidst bandt han så en knude over såret, og sørgede for at bandagen var stram nok, til at stoppe blødningen. Der var en chance for at der gik en infektion i såret, men så var det ikke længere muligt for ham at hjælpe. Nu havde han gjord sit.
"Lad være med at ryge, indtil det sår er lukket.." Fortsatte han sin ignorante og utålmodige tonelege, og tog fat i hendes smøg, og forsøgte at hive den fri fra hendes fingre. Hvis dette lykkedes ham, ville han holde den op foran hendes ansigt, og se hende i øjnene igen. "You owe me this..." Sagde han, og lagde filtret imod sine egne læber, for så at begrave sine hænder i sine lommer, og begynde at gå forbi Nanna.

"Life sucks.." Indrømmede han, og rystede en enkelt gang på skuldrene, da han nu stod med ryggen til hende. Han kiggede så over sin skulder, imod hende. "Imagine living with it, for an eternity..." Sagde han, og lavede endelig en bevægelse i ansigtet, i det han rejste sine øjenbryn. "Efter dit første årtusinde.. Er man løbet tør for tåre.. Og det.. Er hvad du.. Og alle, vil kalde 'død inden i'." Fortalte han, og kneb sine øjne en anelse sammen. "Nogen overvejer selvmord. Nogen går igennem det.. Og så er der.. Os.. Som ved at når vi dør, tager vi ekspres toget til hvad i kalder 'Helvedet'.. For at komme tilbage til vores fantastiske Kronprinse, og efterladt i deres nåde..." Han lukkede nu øjnene, og rystede en anelse på hovedet, imens han tog et dybt sug fra cigaretten, og lod røgen forlade lungerne igennem hans næse. "Og tror du dig selv meget bedre? Din vrede? Dine frustrationer? Du er mere ligeglad med dem omkring dig, end jeg er.." Sagde han, og vendte ryggen til hende igen. "Life is Hell.." Sagde han, og begyndte at gå igen, i et tempo der viste at han ikke nødvendigtvis ville væk fra hende, så hun sagtens kunne følge efter hvis hun ønskede det.. "Hope you live with it.." Han ville stoppe op hvis hun snakkede til ham, eller greb fat i ham. Hvis ikke, ville han gå alene ned af gaden, meget som han havde gjort før hun var løbet ind i ham. Nu blot med blikket imod jorden foran ham.