Nattens ro......

S: Do Morga Sombre, sjovt nok...
T: Kl. 23:45, min ynglings tid...
O: Kun mig og skygger.
V: Skyfri himlen, stjerne skinder mat. Månen er ikke helt halv, kun næsten.
D: En dejlig Sensommer dag 5/8 2010.

Ting chan sad på et træ ved Sombre. Hun havde sin sorte le i favnen og nussede den. Så stille. Alt omkring er stille. Hun sukkede, men alene... Hun fik da kendt nogle her, nogle venlige men også nogle hårde og kolde nogle. Ting smilede for sig selv, måske kunne hun huske følelserne om følser og hvordan man snakker til andre. Hun var faktisk blivet god til det. Hun fnisede lidt ved tanken om den gang hun kom her. En brise ramte hende og kæretegnede hendes kind, hun nynnede en vemodigt melodi. Hun rørte blidt en kvist, kvisten fik knobber og der kom små hvide blomster.

Dehvil havde fået(underligt) nok fat på en sten. Han prøvede at huske stederene.
"Det må være Som...hvad nu?" han kastede stennen væk og lo stille af sig selv. Han var jo ikke et geni, men han var heler ikke dum. Dehvil så en længere væk. Han kunne faktisk lugte personen. En pige? En fremmed pige? Han gik imod hende man tav hurtig. Han betragtede hende bare fra lang, lang afstand.

Hun rokkede lidt frem og tilbage og huskede de gamle dage, men kærlighed, hvad var det nuu det var..? En brise ramte hende og hun stoppede med at nynne. Hun åbnede øjnene og så direkte på en dreng og tænkte *Hmm hvem er han...?* tænkte hun og betragte ham. Hun så nærmest igennem ham og smilede "uha" mumlede hun.

Da han så pigens blik bukkede han. Han rettede sig op efter lang tid. Pigen. Den anden person han har mødt på sin vej.
"Jeg forstyrre Dem ikke vel frøkken?" spurgte Dehvil høflig. Han bøjede ryggen for at kunne se hende bedre. Hun virkede lille. Meget lille, hvis han selv skulle sige det.

Hun trak på smile båndet og smilede "Nihao, din gentle mand" sagde hun og rejste sig op. Hun sprang ned fra grenen og sprang langt. Da hun lande, landede hun blødt som en fjer. Men aligevel kom der en støvsky omkring hende, som om hun lande hårdt. Men støvskyet var ikke så voldsomt, kun noget på til hendes ankel. En brise ramte hende så hendes blodrøde håre svajede lidt og hun bukkede og så på ham med et smil... Mest et venligt et.

Et lille smil bredte sig på Dehvil's læber. Han så stille på pigen.
"Gentle mand er så meget sagt" sagde han"når men, mit navn er Dehvil. Dehvil Den Grumme" tilføjede han rolig.

"Mit navn er Ting chan pham med efter navn, ellers er det bare Ting chan" sagde hun og betragte ham lidt "Hmm du dufter godt" grinede hun for at være sikker på om han var det *Hmm er lidt i tvivl, men kan da altid passe på* tænkte hun drilsk. Hvis han var vampyr, ville det blive rigtig sjovt..

Dehvil løftede det ene øjenbryn. Han var slet ikke sikker på den her pige. Var hun mon en dæmon? Det måtte hun da være. Dehvil så bare på hende.
"De må vidst minde en anden?" sagde Dehvil. Han var satdig usikker. Ting Chan. Det var det hun hed.

Hun så på ham og droppede at drille "Er du ikke en vampyr..?" spurgte hun og så lidt på ham "Uhm ja jeg må være en anden en... Men hyggeligt at møde dig" sagde hun venligt og kastede sin sorte le væk, den noget fløj ca 2 m inden den forsvandt ud i den blå luft. Som om den gik gennem luften.

Dehvil lo uden at smile. Han forstod underligt nok pigen.
"Jamen jo frøkken. Jeg er skam en vampyr" sagde Dehvil"De på så være en dæmon?" Dehvil vidste han ikke gættede forkert. Han gættede aldrig forkert. Han var sådan en man kaldte. Altid korrekt opfattende.

Hun smilede "jaa, men jeg er faktisk pigen med leen" sagde hun og kunne ikke lade være med at gå hen til ham "men ja, sådan nogle som os med leen er jo demoner. Men de har en sjovt job, nemlig at føre dem der dør hen til døden eller freden" sagge hun og var ca 1 m tæt på ham imens hun smilede "så korrekt min gentle mand" sagde hun venligt..

Dehvil kunne ikke lade være med at grine. Det lød mere som en fnøs, men hans øjne lyste.
"Pigen med leen siger De?" sagde han og så på hende. Han var ikke så glad for hvor tæt hun var kommet. Men alligevel irriterede hun ham ikke.
"Fasinerende" tilføjede han mens hans blik stadig var fastholdt Ting Chan.

Hun smilede og lænede sig bagover og fnisede "Tak, tænkt en gang, sådan en vampyr, som dig, kan være så gentle mand artig"
sagde hun venligt. Hun syntes det var godt han ikke var frækt eller bare drillede hende.
Hun smilede, faktisk vidste hun ikke hvorfor hun gik tæt på ham. Men bare han ikke blev sur eller noget.

Dehvil så sig tilbage. En lille rød glød viste sig nemlig hans øjne, og han vil ikke vise Ting den.
Men han vente sig smilende tilbage til hende.
"Nøj, det er jeg glad for at høre fra Dem" sagde Dehvil glad.

Hun smilede kækt til ham og var ca en halv m fra ham og så på ham.
"aha, gode maner kan jeg se... Virkelig" sagde hun glad, han var da en rigtig gentle mand, det kunne man sige. Ting chan så lidt fornøjet ud, Dehvil var da en rar en. Noget inde i hende blev varm.

Et stort smil brød frem på Dehvils ansigt, inden han hastigt forsøgte at kamuflere det med en grimasse.
"Endnu engang tak Ting. Og jeg kan næsten sige det samme om Dem" sagde Dehvil, og betragtede Ting.

Hun rødmede lidt "uhm tak... Jeg, det er jeg da glad for at høre" sagde hun og satte sig ned ved siden af ham..
Hvad var det for en følelse..? Glad... Det måtte det være. Ham Dehvil var en god ven.

"Du skal ikke takke, det er mig der takker" sagde Dehvil muntert.
Han så på himmlen, mens han mumlede stille for sig selv. Han tænkte, det kunne man se.

Hun fnisede lidt for sig selv og så lidt på ham... Hun så ned, han så da flink ud, men noget i hende var så mærkeligt. Hun kunne ikke helt finde ud af at hun var lykkelig eller bare glad..? "Uhmm har du før dræbt et meneske" spurgte hun og fik en mørk skygge hen over hendes øjne *Det har du...* Hørte hun en stemme inde i sig selv, minderne flød i hende som en film. Hun stirret tomt mod jorden.

Dehvil så på Ting. Hvorfor spurgte hun nu om det?
"Hmm.." sagde han og så ned"det vil du ikke vide" sagde han og sukkede tungt.

Hun vågnede på en måde op og så på ham med et nusgerrig blik "Nååå ok.. Du er jo tros alt en vampyr uhm undskyld jeg spurgte om det" sagde hun uroligt og så lidt væk.. Hvad var der galt med hende, sådan noget spurgte man da ikke, også selvom hun vidste at en vampyr dræber menesker for at overleve *vi nyder døden, nyder at føre de døde sjæle til døden, også selvom de ikke er døde* Sagde stemmen og hun så minder komme igen.

"Men nu er jeg nysgerrig" sagde Dehvil og så stille på Ting" hvad med Dem selv? Har De dræbt nogen?" han havde allerede læst hendes tanker. Men nu vil han spille dum, bare han ikke kunne læse tanker. Det gav nemlig af og til problemer.

//Skal smutte Ting, ses imorgen^^//

Hun så stift på ham og smilede, men noget ved hendes smil var pintfuld "Nej... Eller rettere sagt det er mit job. Den mest sjoveste sejeste job enhver 'Demon med en le' ville havde... Alle misundede mig, fordi min far var Manden med leen eller retter sagt selvest 'Døden'.." sagde hun og minder strømmede i mod hende, hun hørte hånet, hun hørtet skriget men også de stakkels sjæle som vækkede hende....

//sees^^ses skal også logge nu, sees i morgen ;D//

Dehvil nikkede med rynget pande.
"Javel ja, det lyder sørme..syret" sagde Dehvil og lo stille.
"Manden med leen, siger De? Hmm.." Dehvil førte sin pegefinger tæt på munden, men puttede den ikke i munden. Det var hans underlige vane.

Hun så ned og hendes sorte le var bag hende. Hun sukkede
"Ja.. Men pinefuld. Man kan blive straffet, hvis man gøre noget forkert og jaa.
Jeg er blevet mange gange straffet, på grund af jeg var for flink og venligt" mumlede hun og fik en trist utryk.