Nattens ro..

Sted - Banegården..
Tid - 01.36..
Vejr - En smule køligt.. Men skyfrit på nattehimlen..
Omgivelser - Få mennesker/væsner.. Bænke, samt togskinnerne..
Dag - Lørdag nat..

Forbeholdt: IisiAngel..

Azeal vandrede som altid rundt i byens gader, han ventede på noget.. Men hvad var han endnu ikke klar over, blot noget som mindede om lidt spænding, det var vel ikke for meget at bede om..? Mørket omfavnede hans krop, og vinden gjorde hans hår til et kaos, han havde ikke just brugt fem timer foran spejlet, men lidt tid havde han dog brugt.. Azeal fiskede en pakke cigaretter op af lommen, han snuppede en, og udskiftede cigaretpakken med en lighter, han tændte sin smøg, og lod lighteren glide ned i lommen igen, han tog et langt sug, og lod røgen få frit løb, mellem hans læber.. Azeal nød nattens kølighed, og han nød at gå rundt i gaderne på denne tid af natten, også selvom der ikke just skete ret meget.. Han besluttede sig så at gå op mod banegården for at se, om der var noget interessant deroppe.. Han forventede på ingen måde noget, men han havde vel lov at håbe.. På banegården fandt han sig en bænk, og slog sig ned.. En ældre herre sad på bænken et stykke fra ham selv, og kiggede uroligt på klokken, han tænkte sit og lænede sig så tilbage imens han roligt lukkede hans øjne.. Nu kunne tankerne roligt på frit løb, og han kunne være helt afslappet....

Der gik hun. Igen mod natten. Dens stilhed virkede for godt til at være sandt. Hun havde altid troet, der var noget bag skyggerne. Noget der gemte sig, da andre ej ville se. Ensomheden kunne ikke sejre. Det var grunden til, hun endnu vandrede rundt. I sin søgen efter mening. Helt som om, benene fik hende svævet rundt mellem stederne. Men galt kunne det ikke gå, sagde hun atter til sig selv. "Man starter et sted" - det var hun jo altid blevet fortalt. Men hvor? I sine egne tanker, eller i en hel anden verden? Pludselig forstod hun. Og hun havde ikke i sinde, at spilde et enkelt sekund på længere undren.
Det ene skridt tog det andet, og hjørnet ved virkede tiltrækkende nok. Et dybt åndedræt blev taget, mens øjnene så stille vågnede op. Den samme dag, havde lagt sine spor. Hun var svimmel, ikke klar over hvorfor hun lige stod hvor hun gjorde. Det var for kedeligt. Hun bevægede sig videre. Nedad, til hun så noget skinnende. En jernbane.. Hvor det bragte minder. Nærmest for mange.
Lysende vågnede hun op, da hun opdagede liv ved stedet. Hendes øjne fokuserede over på bænken, hvor to personer sad. Interessant... "Undskyld?", spurgte hun stille den unge af dem. Tvivlende.

Azeal lod sig stadig slappe af, og lade tankerne æde hans indre op.. Han følte sig så tilpas og alligevel så utilpas.. Han var sikker på, at han inden længe ville falde i en dyb, dyb søvn.. Hans tanker kredsede sig igen om mørket, da han var yngre havde han altid sat spørgsmålstegn ved mørket.. Han forstod det ikke helt, og det gør han endnu ikke.. Han husker tydeligt at han var bange for mørket som lille, og hvordan hans mor måtte fortælle ham der intet var ude i det mørke, hvorefter hun så måtte lade døren stå halvt åben, imens han blot lå i sengen, og forsøgte at gøre ham usynlig.. Nu havde han intet imod det mørke, nej han var faktisk ret vild med det.. Han nød det..
Han åbnede sine øjne svagt og rettede sig op, ved lyden af en stemme, han mærkede en svag hovedpine, men forsøgte at glemme alt om den.. "Hm..?" Mumlede han stille, nærmest som en hvisken.. Han tog et sidste sug af skodet før han smed det væk, han så hurtigt over på manden, og lænede sig derefter igen tilbage, men uden at lukke sine øjne.. Han kiggede op mod den mørke himmel, det hele undrede ham meget....