Minder, og ukendtheder.

Vejr: Overskyet-solnedgang,
Klokken: Lidt over klokken 18.
Sted: skolen.
Omgivelser: Skoles åbne gårdsplads. Helt øde fra personer.

Påklædning: Sort tætsidnede bukser, samt langærmet tøje, Lange høj sorte læder støvler. ud over det en lang sort jakke med en del inderlommer der er syet på af Zhadalina.
Håret sidder naturligt dog skubbet bag ørene.
Hun har make-up på, men bare hverdags alike.

Zhadalina så der blev mørk før tid den dag, på grund af de mange mørke skyer, Hun besluttede sig for at gå forbi skolen før der kom for mange vampyre eller andre af natten børn kom ud på gaderne..

I ny og Næ kom nogen af solen såler ind mod gaderne, Så hun var nok til at i skygge i siden, Lyser gjorde hende dårligt til pas, men hun havde besluttet sig for at tage der ind tidligt, så det ville hun.

Det tog hende en halv time at komme der over, da hun kom over til skolen så hun de sidste lærer forlade den, så hun ventede på de var væk.
Så snart de var taget af sted gik hun hen til væggen, og ventede på solen kom bag i sky og brugte den tid til at komme op på taget.

Da hun var kommet der op, gik hun lidt rundt og kikkede omkring..Det var længe siden hun havde været her sidst, hendes tanker fløj rundt, alle hendes gamle venner, var alle gået til af sygdomme, eller alderdom, Hun fik øje på skole gården og gik hen mod den, hun kikkede rundt og var overrasket over hvor godt bygningen havde holdt sig i alle de år.

Hun hoppede ned fra taget, og landende blødt og stille på jorden, Hun gik ud i midten af gården og drejede rundt på sin hæl for at kikke hele vejen rundt.
Alle de minder dette sted holdt, Hendes første forelske, hendes bedste veninde.
Zhadalina begyndte at frise højlydt, samt en kæmpe smil kom frem på hendes læber.

Hun gik hen til et vindue og lavede en illusion der på, Illusionen var hendes minder. det ene efter det andet, og det blev ved sådan, et tåre løb ned fra hendes højre øje.
hun begyndte at forme et billede af et minde hvor hun ville gå hen og snakke med en dreng hun var meget vild med den gang, lidt inde i samtalen kunne hun ikke komme længere med mindet.
Hun kunne ikke huske det, det og de næste ti år var helt væk!
Hun rev illusionen væk og nogen tåre faldt ned langs hendes kinder.
Hendes maskere løb ned omkring hendes øjne..Men hun orkede ikke fjerne det.

Hun sætte sig i et hjørne og lod sine tanker flyve rundt.

Ichi var egentlig ikke helt sikker på, hvorfor han var her. Han var ikke engang sikker på hvor ”her” var. Det lignede lidt en skole, men igen.. Han var ikke sikker. Hvordan i alverden skulle han finde hjem herfra? ”Nej.. Nej, nej, nej, mumlede han næsten uhørligt, imens han gik. Blikket havde han rettet ned imod jorden. Det her sker bare ikke. Ichi følte sig meget utryg. Han havde aldrig været her før, han anede ikke, hvordan han skulle komme hjem, og Yuu var ikke ved hans side. Bare det, at Yuu ikke var her, var nok til at gøre ham usikker.
Samtalerne med psykologen havde dog hjulpet ham lidt, og han var nu i stand til at gå rundt, uden at være ved at besvime af skræk hele tiden. Men han var stadigvæk bange. Utryg. Usikker. Angst… I dag havde han følt sig modig. Han havde snakket lidt med Yuu, og efter lidt tid var Yuu gået med til, at slippe Ichi fri. Ichi havde lovet at passe på sig selv og ikke gå for langt væk. Han havde fået en fuldt opladet mobil med sig, så han kunne ringe til Yuu, hvis han farede vild. Det eneste problem lige nu var bare, at Ichi havde tabt den på asfalten, hvilket havde resulteret i, at den var godt og grundig smadret nu. Helt ubrugelig. Så han kunne ikke ringe efter hjælp.
Han løftede igen blikket og lod de brune øjne glide hen over omgivelserne. Der var et hegn rundt om den her bygning. Han ville gerne derind. Hvor var der et hul? ”Aha… Dér”. Han løb hurtigt hen til hullet og kravlede ind igennem det. Nu befandt han sig på en gårdsplads af en slags. I det mindste var det, hvad han troede, det var. Ichi stak hænderne ned i lommerne på sin hættetrøje og fortsatte fremad. Tøjet han havde på, var for en gangs skyld fornuftigt. Et par lyse jeans, en sort t-shirt, en mørkeblå hættetrøje med lynlås og så et par sneakers.
Som sædvanlig lod han blikket glide rundt. På udgik efter andre mennesker. Folk, der måske var uvenlige. Folk, der måske ville gøre ham ondt. Han overså fuldstændig pigen i hjørnet, og fortsatte i stedet sin gang hen imod en gynge længere væk. Så stoppede han brat op. Det var sådan et sted, det var sket. Ved en gynge. På en legeplads. Da han var 5 år. Ikke mere end 5 år. ”Vi gør dig ikke noget, knægt. Kom her” Stemmerne rungede inde i hans hoved. Deres stemmer. ”Nej…”, hviskede han, ”Lad mig være.. nej… Nej!”, det sidste nej, blev næsten til et skrig. ”Det er første gang, jeg bruger det her stads” Ichi begyndte at ryste, samtidig med at han gentog ordet ’nej’ igen og igen.
De mørkebrune øjne var store og fyldt med et udtryk af ren frygt. De passede til resten af hans ansigtsudtryk. Uden at tænke videre over det, vendte han sig om, og løb tilbage af den vej, han var kommet. Han kunne godt mærke, at han var ved at hyperventilere, men han kunne ikke gøre noget ved det. Yuu trøstede ham altid. Fik ham til at føle sig bedre tilpas… Men Yuu var her ikke nu.
I sin hast så han slet ikke stenen på jorden. Ikke før han faldt over den. ”Argh!”, udbrød han, da han væltede ned på asfalten. Han nåede lige at tage fra med hænderne, inden hans ansigt ville have ramt i stedet. Det unge menneske mærkede hurtigt en sviende fornemmelse i sine hænder og på sine knæ, da der kom skidt ind i de hudafskabninger, han havde fået. Det gjorde ondt. Rigtig ondt. ”Av.. Av, av, av, av”, peb han ynkeligt. Han gjorde ikke rigtig noget forsøg på at rejse sig op. Det var jo alligevel lige meget, var det ikke? Der var ikke nogen til at hjælpe ham, han anede ikke, hvor han var, og mobilen var gået i stykker. Han følte sig faktisk ret hjælpeløs lige nu. Hans bukser var gået i stykker, og han kunne mærke noget varmt på sit ben. "Blod...", mumlede han for sig selv.

Zhadalina kikkede op på knægten der var gået ind i gården, så ham gå frem og blive bange og løbe den anden vej og falde og slå sig..
Han snakkede mig selv selv, Hun vidste ikke hvad hun skulle tænke om ham, en sød duft kom over området, blod hun vidste hun ikke kunne lade ham gå hvis han blødte sådan, hvor dum kunne man være! her i byen med vampyrer, varulve og meget mere!
Hun fjerende tårene fra øjne og langsomt rejste sig op...

Hun tog sig selv i at tænke på det søde blod.
Hun rystede på hovedet, Nej nej nej! tænkte hun til sig selv, jeg bider ikke mennesker!

Hun havde ingen ide om hvad hun skulle gøre, en del af hende overvejede at lade knægten ligge, måske kunne have klare sig selv.

Nej! Det er bare et menneske han ville overleve fem minutter mens han blødte sådan, Hun blev nød til at hjælpe ham!

Zhadalina begyndte langsomt at gå hen knægten der stadig lå på jorden.
Han brugte kunne holde til den smerte han burde have tænkte hun på vej hen til ham.

Hun fandt sit smil frem og friste da hun var en meter fra ham, hun holdt sine tænder væk da hun havde opdaget mennesker var bange nok, Hun rakte hånden ned til at hjælpe ham op.

Hvorfor var det blod så fristende tænkte hun til sig selv.

Hun friste før hun snakkede til ham.
"Hej knægt, du burde holde øje med jorden når du løber, har de behov for en hånd? En træls sår du har fået" Sagde hun med en venlig stemme.

Hvis man kikkede efter kan man godt se hun har grædt.

Ichi snøftede kort. Det gjorde faktisk rigtig ondt det ene af hans knæ. Der var skidt i det, og det burde nok blive renset. Men Ichi vidste ikke, hvordan man gjorde. Han var faktisk rimelig hjælpeløs selv. Nu forstod han lidt bedre, hvorfor Yuu gerne ville have beholdt ham hjemme, i stedet for at lade ham smutte ud alene. Hvorfor skulle der altid ske noget slemt, når han var udenfor? Minderne om den tur i supermarkedet stod stadigvæk skarpt aftegnet i hans hukommelse. Han havde fået et anfald, og var efterfølgende besvimet. Yuu havde fået ham hjem, og han var vågnet op i sofaen hjemme i deres lejlighed. Sådan ville det nok ikke ende den her gang. Yuu vidste ikke engang, hvor Ichi var henne. Hvordan skulle han så kunne hjælpe ham?
Han opdagede ikke pigen, før hun var helt henne ved ham og begyndte at snakke. Ret hurtigt fik han vendt sig om på ryggen, så han kiggede op på hende. Skræmmende…, tænkte han. Der var streger af blod ned over pigens kinder, og det så ud til, at de stammede fra hendes øjne. Hvordan han det sammen? Hvad i alverden, var der sket med hende?
Han rystede hurtigt på hovedet, som et svar på hendes spørgsmål. ”N-nej… Jeg kan godt klare m-mig selv”. Ichi fik stammet sig igennem sætningen, og den var også ret lang i forhold til, hvor bange han var. Han var både bange for det her sted, og så den her pige. Hun så uhyggelig ud med det blod. Normalt formede Ichi ikke særlig lange sætninger, når han var sammen med fremmede. Faktisk var den sætning, han lige havde sagt, nok noget af det længste pigen skulle regne med at høre fra ham.
Ichi prøvede at trække sig lidt væk fra pigen. ”Ah”, gispede han, da smerten i hans ben endnu en gang gjorde ham opmærksom på den hudafskrabning, han havde fået sig. Der var ikke vildt meget blod, men der var lidt. Nok til at der var kommet noget af det på hans bukser, der hvor de var gået i stykker.
De brune øjne blev endnu en gang rettet imod pigen. ”Skræmmende…”, hviskede han og pegede imod hendes kinder med blodet. På andre mennesker kunne Ichi godt virke meget barnlig, og det var han vel egentlig også, men han gjorde det ikke med vilje. På trods af sine 18 år, virkede han tit meget yngre. Der var en hel masse ting, han ikke vidste noget om. Blandt andet alle de overnaturlige væsener. Han kendte ikke til nogen af dem. Ikke et eneste overhovedet. Han snøftede igen, imens han kiggede på pigen.

Hun kikkede på stenen han var faldet over og gik ned på hyg og kastede den væk, hun rettede sit blik mod drengen igen, kikkede på hans hænder og på hans ben, hun kunne ikke se blodet, men hun vidste godt det var der, drengen var bange, og ikke bare lidt, det var dejlig nemt at se på ham.

En hver anden vampyr havde bidt ham nu, hun overvejede stadig at efterlade ham, men var lidt sent nu, han ville ikke overleve vejen tilbage mens han duftede så dejligt.
den var en skøn skøn duft, nej! hvad tænkte hun dog på, den sår skal lukket og det skal være nu!

"Knægt, jeg kan se dit ben går ondt, jeg ved du bløder, Jeg er endelig ligeglad med om du kan klare dem selv, jeg vil bare hjælpe med det sår.
De har hellere ikke lyst til at gå igennem byen her om natten selv har de?"

Skræmmende? Hvad var det der var skæmmende.
Da han sagde det kikkede hun så over skulderne, der var intet bag hende. Hun kikkede mod ham igen, og søgte hans øjne.

"Hvad er skæmmende? Er det mig de er bange for?" Hun friste over det "Det burde de ikke, jeg er nok den sidste der vil gøre dem noget her i natten dejlige lys"
Hun søgte hans øjne og smilede mod ham.

En mærkelig dreng, hvorfor var en som ham ude her helt alene i en dejlig nat? Natten var ung, men det var stadig nat. Vampyre, demoner og meget mere ville være ude nu her.

Ichi rystede hurtigt på hovedet, som et svar på hendes spørgsmål. Han havde ikke lyst til at gå rundt alene. Det var også ved at blive mørkt nu. Han ville egentlig bare hjem. Var det for meget at forlange? Men ville han overhovedet være i stand til at finde hjem? Kunne han overhovedet huske adressen..? Pokkers. Men hvad var det, pigen sagde? Hun ville hjælpe ham med hans sår? Hvad i alverden kunne hun gøre? Var hun en læge? En ung læge? Der fandtes jo unge og kvindelige læger. Men det gav ingen mening… Hvad lavede hun her, hvis hun var læge?
Pigen snakkede igen og denne gang nikkede han. Han var lidt bange for hende. Blod var skræmmende. Og hun havde blod på sig. Passede det virkelig, det hun sagde? At hun ikke ville gøre ham noget? Det var svært at tro på. Men hun virkede venlig. Hun smilede til ham, og hun snakkede på en pæn måde. Ikke som nogle af de mennesker han havde set i fjernsynet, som kaldte hinanden alle mulige grimme ting. Nej, hende her virkede faktisk flink. Men kunne han tro på det? Mændene den gang havde også virket flinke. Men det havde de ikke været. Langtfra..
Han mødte hendes blik. ”Blod.. På dine kinder”, sagde han stille og pegede endnu en gang på pigens kinder. Vidste hun ikke selv, at der var blod på dem? Det var underligt. Eller måske ikke. Når Ichi malede, var han heller ikke altid klar over, når han fik maling på sig. Måske havde pigen det på samme måde med blod?
”H-hvem er du?”, stammede han uden at fjerne blikket fra hende. Han ville vide det. Hvem var den her mystiske pige? Hvad lavede hun her? Og hvorfor ville hun hjælpe ham? Var hun virkelig så flink, som hun så ud til, eller var det bare rent skuespil?

han rystede på hovedet, godt, så han ville ikke være alene, var nok også det bedste, hun skulle ikke spørge for meget, drengen var bange, ingen grund til at få ham til at gå i lås.

Hvorfor skulle man være bange for hende? hendes kinder? Hun havde vist nok grædt, skulle der ikke mere til at gøre ham bange.
Hun rettede sig op og tørret det af i sin jakkes ærme, hun gjorde hvad hun kunne for at fjerne det hele, da hun var færdig kikkede hun ned på ham igen.

Han spurgte hende om hvem hun var. Godt, så låste han ikke sig selv.

"så var det bedre?" Spurgte hun ham om, og kikkede på ham med et smil.
Hun friste over han spurgte hende om det, "Jeg er skolelære i historie, på High school Di Morga, og mit navn er Zhadalina. Må jeg være så uhøflig at spørge om hvem de er? Min lille ven, Og hvad laver de her?"

Hun smilede stadig til ham.
den søde duft var i hele luften nu, hun skulle have det sår lukket! før der kom nogen der ikke skulle komme, denne dreng ville nemt blive bange, en demon, vampyr eller..Ja selv en animagus ville skræmme ham.

Hun gjorde sig umage for ikke at vise sine tænder.

Pigen rejste sig op og tørrede blodet væk fra sine kinder. Da hun igen kiggede på ham, så hun ikke så skræmmende ud som før. Det var lidt bedre, men Ichi var stadigvæk bange. Han ville bare gerne hjem. Hjem i sin seng med Yuu og den store bamse, han havde. Den var altid så dejlig blød at ligge med. Og Yuu var varm. Det kunne Ichi godt lide. Han havde det bedst, når han følte sig fuldstændig tryg. Det gjorde han i hvert fald ikke nu. Hvad havde pigen lavet, siden hun havde blod på kinderne? Var hun kommet til skade? Næh… Ichi kunne ikke se nogen sår på hendes kinder, så det kunne næsten ikke være rigtigt. Men hvad så?
Han nikkede langsomt. Det var bedre. Han rynkede panden, da hun fortalte sit navn. ”Zhadalina..”, mumlede han. Det var svært at udtale, og han var heller ikke sikker på, om han fik det udtalt korrekt. ’Zh’ udtalte han som et ’s’. Hun var skolelærer? Hun så for ung ud, til at være en skolelærer. Alle de lærere Ichi havde haft, havde været halv gamle med en del rynker, men hende her så ret ung ud.
Ichi tog sig ikke så meget af, at hun kaldte ham for ’lille ven’. ”Ichi”, sagde han stille, som et svar på hendes spørgsmål. Det var egentlig ikke hans navn, men det var det, Yuu kaldte ham. Hans rigtige navn var Ichigo, men det brugte han næsten aldrig. Ikke engang når han malede, for der var hans signatur bare ’Inowa’, som var hans efternavn. Han holdt sit blik på pigen, Zhadalina. Der var et eller andet lidt mærkeligt over hende, men han kunne ikke helt bedømme, hvad det var.
Ichi prøvede at rejse sig op, men mislykkedes. Det gjorde ondt i hans ben. Måske havde han slået sig lidt mere, end han lige troede. Blodet var begyndt at størkne en smule, så buksebenet klistrede sig fast til såret. Han brummede utilfreds og hev ud i bukserne ved knæet. Han havde ikke tænkt over, hvad der ville ske, når han nu gjorde det. Såret begyndte igen at bløde og Ichi skar en grimasse af smerte. Pigen ville hjælpe ham. Men hvordan?

"Okay ichi, hør her hvad vi gø" mere nåede, hun ikke sige før han åbnede såret igen.
Hun stangede op da han gjorde, og sniffede til luften, hun friste over det.
Den søde, søde duft.

"Kan jeg be dem om ikke at gøre det ichi? Så er de sød"

Hun fik en ide, nej, ville gøre mere skade end gavn.
Det var svært at gøre noget ved denne dreng, man kunne ikke rigtigt hjælpe ham, og den søde duft gjorde det svære for hende at beholde sit focus, hun blev nød til at gøre noget, gik hun ville en anden vampyr dufte ham, og så var det vel slut.
Hun valgte at gå tilbage til det hun sagde før, hun beholdt sit smil så godt hun kunne, men det var blevet svære at gøre.

"Hør hvad vi gøre, jeg hjælper det med det sår på dit knæ, så sidder vi her til du føler du er klar til at gå, og så følger jeg dig hjælp? Okay?"

det var den bedste plan hun lige kunne finde, og ja, ifølge hende selv ville den også kunne lade sig gøre, så længe der ikke kom nogen vampyrer forbi før de gik, ville det hele virke.
Nu manglede hun bare at Ichi var med på den, han var ikke den helt normale dreng, men hun ville gerne hjælpe ham.


//Smutter ud af huset et par timer, undskyld :D men svare når jeg kan igen//

”O-okay”, mumlede han, da hun bad ham lade være, med det han nu lavede. Han var ikke helt sikker på, hvad han havde gjort galt, men okay så. Zhadalina virkede fortsat venlig, og hun smilede også stadigvæk. Det var vel et godt tegn? Ichi stolede stadigvæk ikke på hende, og han ville stadigvæk bare hjem, men hvis pigen nu hjalp ham, kunne han måske komme hjem hurtigere. Så kunne han bare gemme sig under sin dyne og glemme det hele. Det ville være fint. Den plan kunne han godt lide. Så hvis han bare lod Zhadalina hjælpe ham, kunne han komme hjem igen. Det var godt. Det var rigtig godt. God plan. God plan.
Han nikkede langsomt, som et svar på hendes sidste spørgsmål. Ja, hun måtte gerne hjælpe ham. Han var ikke vild med det, men han havde ikke så mange andre muligheder. Havde hun så tænkt sig at røre ved ham? Ville han kunne klare det? Smerten i benet ville nok distrahere ham lidt, så han undgik måske at flippe ud. Måske… Normalt var det ikke andre end Yuu, der rørte ved ham. En gang imellem psykologen, men det brød han sig ikke vildt meget om. Ichi var dog efterhånden ved at vænne sig til det, så det gjorde ham ikke længere helt så meget.
Hende her pigen var dog helt fremmed for Ichi. Han havde aldrig mødt hende før og han stolede ikke på hende. Han var dog en smule stolt af sig selv. På trods af det skadede ben, var han endnu ikke flygtet. Han havde godt nok gjort et slattent forsøg, men det var ikke blevet til noget.
”Er du læge?”, spurgte han stille og kiggede på Zhadalina. Hans øjne var store, og en smule nysgerrige. Han vidste normalt ikke fremmede, hvor nysgerrig han var, men det her kunne han ikke rigtig holde tilbage. Hun var måske både historielærer OG læge? Egentlig ville han gerne have det overstået, så Ichi håbede bare på, at hun ville svare på spørgsmålet og så hurtigt hjælpe ham.

"Nej jeg er ikke læge bare lære, men har set nok sår til at vide hvordan man håndtere dem" Sagde hun roligt til den nervøse dreng der lå foran hende.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre mere end at stoppe blødningen, ville han overhovedet lade hende gøre det nu han hvor han vidste hun ikke var læge? Hmm, Måske ikke. Måske var det bedst at få ham til at stole på hende først, jo det blev hendes plan.

Hun kikkede rundt og fik øje på en bænk der over, hun kunne sagtens bære ham der over, jo. Det var hendes plan, få ham der over, snakke lidt med ham, så fixe hans ben, Uh, den søde duft, nej! sådan skulle hun ikke tænke nu, hjælp, hjem, spis, sådan var det, og ikke spis ham! det var udelukket, hun kunne ikke bare tage fat i ham, det ville ikke fungere så bange han var hende, nej han var ikke så bange for hende mere, men det ville være bedre. "Må jeg flytte dem over på den bænk Ichi?"

Hun vidste ikke helt hvad hun forvendte med at spørge, det ville være svært at gøre noget sådan, hun bad til hun måtte flytte ham.

Det Zhadalina sagde med sårene, gav egentlig fin mening for Ichi. Yuu var jo heller ikke læge, men han vidste godt, hvad han skulle gøre, hvis Ichi kom til skade. Det var vel det samme med Zhadalina. Derfor var det egentlig også fint nok, at hun kunne gøre noget ved sårene. Det var præcis ligesom med Yuu. Og hvis Zhadalina mindede meget om Yuu, kunne hun ikke være ond. Hun måtte være god, for det var Yuu. Gad vide, om de kendte hinanden i forvejen? Det kunne være lidt sjovt, men det havde Yuu ikke fortalt om. Hvorfor skulle han også det? Ak ja.. Ichi vidste det ikke. Han var på bar bund. Tankerne blev afbrudt, da hun snakkede igen.
”H-hvad? F-flytte mig?”, stammede han nervøst. Hun ville flytte ham over på bænken. Hvad? Så skulle hun jo.. røre ved ham. Ret så meget faktisk. Den tanke var Ichi ikke specielt vild med. Kunne hun virkelig ikke gøre det på andre måder? Næh… Så havde hun vel nævnt det. Zhadalina kunne vel godt fornemme, at Ichi ikke var helt normal. Alle andre ville i hvert fald have fundet ud af det for længst. Hvad nu, hvis det var den eneste måde, han kunne hjem på? Så var han ligesom tvunget til det. Så måtte han bare bide tænderne sammen, og holde et anfald nede.
”Okay.. Ja. Hurtigt”, mumlede han stille. Han var faktisk ikke helt sikker på, om Zhadalina overhovedet havde hørt det. Han talte ikke særlig højt, så det var ikke sikkert. Uden egentlig at være klar over det, havde han vendt blikket væk fra hende. Nu kiggede han igen tilbage på hende. Hvorfor var hun så venlig? Var alle folk bare sådan? Nej. Det kunne ikke være alle, der var sådan, for så havde de mænd ikke opført sig på den måde. Kunne Zhadalina overhovedet bære ham? Det havde han slet ikke skænket en tanke.

Hun kikkede ned på den nervøse dreng, hun kunne se hans tanker fløj rundt, gjorde hendes også ofte, men hun vidste det ikke var ret mange hvis tanker var så aktive, man kunne tydeligt se det i hans øjne.
Men hvad tænkte han på? Det ville hun gerne vide, det tog også lidt tid for ham at svare på spørgsmålet om at løfte ham, hun havde ingen ide om hvorfor, men han gav hende lov, han var jo bare dreng, han kunne ikke være ret tung, selv om hun var svag af en vampyr at være var, men hun var stadig stærkere end de fleste mennesker, desværre ikke alle.

Hun gik ned til hans højre side og kikkede på ham, søgte hans øjne. Så snart hun fandt dem tog hun arme omkring ham og sagde "sådan." Og løftede ham op og gik hurtigt mod bænken, og satte ham ned på den, og satte sig ved siden af ham.

"Hør her ichi, hvis jeg skal fixe det sår skal jeg kunne se det, så jeg vil ve om tilladelse til at ødelægge dit ene bukseben." Sagde hun venligt og smilte til ham.

Hun friste en smule da han reagerede som han gjorde, hun glemte han var så bange som han, og kom til at blotte sine tænder og ikke bare lidt, dem alle sammen.

Zhadalina låste øjne med ham, inden hun løftede ham op. Det virkede ikke som om, hun havde særlig mange vanskeligheder med det. Det var lidt vildt. Ligeså snart han blev løftet op, kneb han øjnene hårdt sammen og prøvede at tænke på noget andet. Hans tanker endte igen på Yuu. Det var egentlig ikke så underligt, for de tilbragte næsten alt deres tid sammen.
Hans vejrtrækning steg en smule, imens hun bar på ham. Hans hænder rystede svagt i det.. Og så var det overstået. Hun satte ham ned på bænken og satte sig selv ved siden af. ”Du stærk”, sagde han stille og kiggede på hende. Hænderne var ret hurtigt holdt op med at ryste. Det var faktisk første gang, han havde været så tæt på et andet menneske – udover Yuu – uden han fik et anfald. Det var han egentlig lidt stolt over. Et lille smil dukkede frem på hans læber.
”Hmm?”, han vendte igen opmærksomheden imod Zhadalina. Hun ville ødelægge hans bukser. ”E-ehm..”, sagde han lidt tøvende. ”Ja..”. Bukserne skulle jo alligevel smides ud. Der var jo kommet et hul i knæet, så det regnede han da med. Han havde jo andre par bukser, så det var vel ikke så vigtigt, at han beholdte dem her.
Så lagde han mærke til noget. Hendes tænder. De så underlige ud. De var.. spidse.. ikke ligesom hans egne tænder. Ichis tænder var helt almindelig flade menneske-tænder. Sådan så Zhadalinas tænder ikke ud. Nej. De var spidse. ”Zhadalina?”, sagde han spørgende. ”Hvorfor ser dine tænder så underlige ud?”. Det var en meget lang sætning for Ichi, men det tænkte han ikke over. Lige nu var han bare nysgerrig igen. Hans blik flakkede kort op til Zhadalinas øjne, inden de igen landede på hendes tænder.

Hun friste da han kaldte hende stræk, men sagde ikke noget til det, det måtte hun også være i hans øjne, hun valgte stadig ikke at sige noget til det.

Hendes tænder, hun kom til at vise dem, men han blev ikke bange, hvilket var godt, hvorfor ikke bare sige sandheden, der var ingen grund til at lyve, men hun måtte gerne ødelægge hans bukser, så det havde hun tænkt sig at gøre, hun kunne sige det efter, vent, han vidste ikke hun var en vampyr? Hvorfor var en dreng uden den viden her ude om natten?! Hvem havde givet ham lov til det!

Hun satte sig ned ved siden af det blodige ben og tog fat i hans bukseben, og rev det i stykker op til knæet, da hun så blodet og det åbne sår, slikkene hun sig om munden og håbede munden en lille smule, hun lukkede øjne og rystede hovedet.

Hendes øjne sad stadig fast på såret.
"Ved de hvad nattens børn er ichi? Hvis du overhovedet har hørt om dem, mine tænder ser sådan ud fordi jeg er et af dem." Sagde hun roligt til ham.

Da Zhadalina rejste sig op, fulgte Ichi hende med blikket. Hun rev hans bukseben i stykker, ligesom han havde givet hende lov til. Det var underligt. Det havde hun heller ikke nogle problemer med. Hun var virkelig stærk. Det var en lille smule koldt for benet, når der nu ikke var noget stof, der dækkede det længere. Forhåbentlig ville hun være færdig hurtigt, så han ikke ville komme til at fryse for alvor. De brune øjne hvilede på hende hele tiden. Hold da op, hvor var han nysgerrig. Især over det der med hendes tænder.
Han rynkede kort pande, da Zhadalina slikkede sig om munden. Kunne det virkelig passe, at hun så sulten ud, imens hun kiggede på hans ben? Det var da sådan lidt underligt.. Ichi havde aldrig før set noget lignende. Det var meget underligt.
Ichi var rimelig lost, da Zhadalina begyndte at snakke om ’nattens børn’. Han var stille i et stykke tid, imens han prøvede at finde ud af, hvad hun mente. Var det fordi, hun var født om natten? Ej… Så havde hun vel bare sagt det, havde hun ikke? Det var i hvert fald nemmere, end at skulle forklare det for ham på den her måde. Men hvad kunne hun ellers mene med ’nattens børn’?
”Jeg er født om natten”, sagde han stille. ”Er du da også det, siden du er et af nattens børn?”, spurgte han nysgerrigt. Det var den eneste forklaring, han kunne finde på.

Hun friste over den måde han tolkede spørgsmålet på, han vidste virkelig ingen ting omkring det, var lidt sjovt at han boede her i byen så, der var ikke mange der gik rundt om natten uden at vide noget.

"Nej jeg mener ikke at man er født om natten min ven, jeg snakker om noget lidt andet, jeg har ikke set solen stå op i snart 83 År, min ven." Sagde hun alvorligt til ham med huns tog fat i sin tøje og rev et stykke af, og tog det omkring såret, og lade en meget tæt bandage omkring det.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle, men hvorfor ikke forklare noget mere omkring hvad hun var før han nåede at stille flere spørgsmål.

"Jeg er over 100 år gamle Ichi, Og jeg er noget der kaldes en Vampyr, jeg spiser ikke, jeg drikker kun en ting og det er alt hvad jeg har behov for at overleve, og det er blod.
Jeg underede mig over hvorfor du var ude alene om natten da der ikke er mange steder der er farligere end denne by om natten, Da mange af os ikke aner hvem af os vi skal bide og hvem vi ikke skal, eller hvor ofte vi har behov for blod" Sagde med et seriøst blik til ham.

Ichi prøvede at få Zhadalinas ord til at synke ind. Hvordan kunne hun ikke have set solen stå op i 83 år? Det betød jo, at hun var 83 år gammel, eller måske endda mere. Så gammel så hun slet ikke ud. Hun så kun ud til at være et sted i 20’erne. Det gav jo slet ikke nogen mening. Hun måtte lave sjov. Men hvorfor lød hun så så alvorlig? Det hang ikke sammen. Ichi blev helt forvirret over sine egne tanker. Det var ikke ligefrem noget nyt, da det egentlig skete ret ofte. Eller også endte han med at få ondt i hovedet, når han tænkte for meget. Det skete, når han tænkte for meget over noget. Især hvis det var noget, han ikke kunne forstå, og sådan noget var det her i hvert fald. Ichi fattede ingenting.
Han lagde slet ikke mærke til, at hun lagde en midlertidig forbinding om hans ben.
Så snakkede Zhadalina igen. Det hun sagde, gjorde ham blot endnu mere forvirret. Vampyr? Blod? Hun fik det til at lyde som om, at der var flere af disse vampyrer i byen. Hun sagde i hvert fald ”vi”, så det måtte der være. Ikke sandt?
”Uhm… Det forstår jeg ikke helt.. En vampyr? Spiser du blod? Er det ikke sådan lidt.. ulækkert?”, spurgte han. Selv syntes han i hvert fald, at det lød ret så ækelt at spise blod. Eller… Blod var jo flydende, så det hed vel egentlig at drikke blod, gjorde det ikke? ”Er der flere end dig?”, spurgte han nysgerrigt. Tanken om bloddrikkende vampyrer skræmte ham egentlig ikke. Nok mest fordi, han ikke rigtig kunne se, at det var særligt farligt. Han tænkte slet ikke på, at vampyrerne kunne tage livet af ham ved at drikke hans blod. Eller måske var det bare ikke gået op for ham, at de drak menneskers blod?

Hun fjernede sit blik fra såret og førte det mod hans øjne, hun friste og smilede til ham. Hvem havde ansvaret for denne dreng?! Hvem var så stupid at lade ham gå uden at vide noget omkring hvem der endelig er ude om natten!
Hun havde svært ved at samle tankerne omkring det. Mens han svarede rejste hun sig op og stillede sig foran ham mens hun ville forklare det han spurgte om.

Hun kikkede på ham til han så ud til at han ikke havde mere at sige, om der er flere? Hun friste igen af hans spørgsmål.

"Ichi, Hør godt efter, der er mange af os, og der er også værre ting du kan finde om natten, men ofte er det vampyrer du skal passe på, da mange af os ikke aner, hver der er mad og hvem der ikke er, du er heldig det var mig der fandt dig med det sår, nogen ville måske bare have overfaldt dig uden at tænke sig om, jeg drikker stort set kun dyre blod, men mange drikker kun menneske, og dræber gerne for det" Sagde hun med en alvorlig stemme.
først nu gik det op for hende hvad hun sagde til den nervøse dreng ichi. Hun tog hånden op foran sin mund, og så overrasket ud.

"Undsskyld ichi! Jeg ville ikke sige noget der kunne skramme dem, hør hvad vi gør, Vi fixer dit ben, så føre jeg dig en sted hen hvor du er sikker til solen står op, så bliver jeg der dagen igennem igen, eller jeg kunne også føre dig hjem til dig selv eller dine forældre" Sagde hun roligt så han kunne nå at svare.

Hun tog sine hænder ind under sin jakke og lukkede øjne så om hun ledte efter noget, hvis man kikkede ind i hendes jakke kunne man se der var mange små hjemme lavet lommer, mindst femten eller tyve. man kunne se hun mærkede sin vej igennem dem, så om hun ikke selv vidste hvad der var hvor. Hun beholdt sit smil mens hun ledte.

Da Zhadalina rejste sig op, fulgte Ichi hende bare med blikket, ved at bøje nakken lidt. Det var høfligst, at kigge på dem, der talte, så når han endelig huskede det, så gjorde han det. Ligeså snart hun bad ham om at høre godt efter, lænede han sig en lille smule frem på bænken, så han bedre kunne høre det. ”Åh..”, sagde han lettere overrasket. Så de drak altså menneskeblod. Hvorfor gjorde Zhadalina ikke det? Hun drak åbenbart dyreblod. Måske smagte det bedre end menneskeblod?
Zhadalinas pludselige håndbevægelse fik Ichi til at spjætte en smule. ”E-eh..”, stammede han, da hun begyndte at snakke om at skræmme ham. ”J-jeg bor ikke med mine forældre”, mumlede han. Han boede jo sammen med Yuu… Det var rigtig fint, at hun gerne ville følge ham hjem og alt muligt, men han vidste jo ikke, hvor det var, så hvordan skulle hun kunne det? ”M-men… Jeg ved ikke, hvor jeg bor..”, sagde han stille og kiggede så væk. Det irriterede ham, at han ikke kunne huske det, men når han så den lejlighed, han boede i, ville han godt kunne huske det.
Ichi vendte igen blikket imod Zhadalina, og rynkede så panden. Hvad lavede hun? Det lignede næsten, at hun ledte efter noget. ”Zhadalina? Smager dyreblod bedre end menneskeblod?”, spurgte han nysgerrigt. Hvis det nu ikke gjorde, så forstod han ikke helt, hvorfor hun ikke bare drak menneskeblod. Der måtte da være en eller anden, som hun kunne drikke af, ikke sandt? ”Er det sjovt at være en vampyr?”, spurgte han. Han var nysgerrig. Ichi havde aldrig mødt en rigtig vampyr før. Han havde ikke engang vidst, at de fandtes. ”Må jeg også være en vampyr?”, tilføjede han ivrigt og kiggede på hende med skinnende øjne. Nu hvor han var så nysgerrig, var han ikke længere så bange. Oplevelsen med legepladsen havde han allerede skubbet i baggrunden. Zhadalina var simpelthen bare så spændende!

Hun førte hånden igennem sine lommer som Ichi snakkede, Hun vidste det var her et sted. Hun skulle bare finde det. Hvilken lomme havde hun lagt det i? Hendes hænder gik stadig rundt i hendes jakke, Hmm. Så han bor ikke hjemme. Mon han bor for sig selv? Eller, hos en kæreste? Var vel en mulighed, han er jo ikke helt ung. Så kunne vel godt lade sig gøre.
Han ved ikke hvor han bor?! Ja..Dette bliver jo en nem aften så..Forbandet, nu er det jo til at følge ham hjem.
Da han nævnte det med blodet stoppede hun med at rode i sine lommer og vendte blikket mod ham. Hendes blik skiftede til en smule mere forvirret end før. Om dyre blod smager bedre om menneske?! Hvad var det for noget et menneske skulle spørge om. Men han spurgte.
Hun rystede kort på hovedet og gik tilbage til at rode i hendes lommer, Der var det! hun lukkende hånden om bandagen førte det ud fra hendes jakke. Da hun tog det ud, hørte nogen ord hun aldrig troede hun skulle høre fra et menneske.
'er det sjovt at være vampyr?' hun vendte blikket mod ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, men før hun fik mulighed for det.
Lød nogen flere ord, hun ikke regnede med at skulle høre. 'kan jeg blive vampyr'

Hun kikkede overrasket på ham.
"At blive vampyr var ikke noget jeg bad om min ven, der var en der tog valget for mig." Hun kikkede ned i jorden. Hun virkede ikke ked af. "Det har sine fordele, ja. Men har lige så mange ulemper. Hvis det skal være mig der gør det, så skal du være sikker på det er noget du vil. At være vampyr har desværre også sine smerter."
Hun rettede blikket op på ham. Et lille suk kom fra hendes og hun satte sig på bænken ved ham igen.
"Skal vi ikke fixe det sår og finde en måde at få dig hjem på? Så kan vi snakke om det der efter, spørg hvad du vil omkring vampyre, skal nok svare. Og nej, Dyreblod smager ikke godt, men så skader jeg ikke nogen på at få det. Menneske blod smager meget bedre."
Som hun sagde det, førte hun hænderne ned til han sår, den ene af dem havde bandagen i hånden. Hun førte blikket op på ham, og sendte ham et venligt smil. Samme tid satte hun den ene hånd på hans ben, og gik langsomt i gang med at binde bandagens rundt om det. Hun holdt mildt fast i hans ben. Han havde mulighed for at fjerne benet hvis han ville det.

Ichi fortsatte bare med at lytte godt efter, da Zhadalina snakkede. Hun var jo spændende at høre på. Ichi – som intet vidste om vampyrer – slugte det hele råt. Han nikkede langsomt, til det første hun sagde. Hun havde altså ikke selv valgt det? En anden havde valgt for hende? Det lød da sådan lidt mærkeligt… Hvorfor havde hun ikke selv valgt det? Det havde både fordele og ulemper, sagde hun. Det med, at hun ikke havde set solen i riiiigtig lang tid, måtte være en ulempe. Eller var det en fordel? Han nikkede igen til det næste, hun sagde. Det gjorde altså ondt, at være vampyr?
Zhadalina snakkede igen og begyndte så at binde hans ben ind. Så det var det, hun havde ledt efter! Nu gav det hele jo mening. ”Vil du svare på alt?”, spurgte han stille og kiggede først op i himlen og derefter over på hende. Han bed sig lidt i underlæben. Der var en del at tænke over her. Dyreblod smagte ikke specielt godt, men alligevel drak Zhadalina det, så hun ikke skulle skade mennesker. Hvad nu, hvis Ichi tilbød hende noget af sit blod? Nu havde hun jo hjulpet ham og alt muligt, så det var vel en fair form for betaling. Han regnede ikke med, at hun ville have penge af ham.
”Zhadalina? Her”, han rakte sit håndled ud imod hende og tippede hovedet lidt på skrå. ”Du må godt få noget af mit blod. Som en tak”, han sendte hende et blidt smil. ”Altså.. Hvis du har lyst”, tilføjede han hurtigt. ”Du sagde bare, at dyreblod ikke smager godt, og jeg er jo et menneske… Såeh.. ja..”, mumlede han. Han var ikke engang sikker på, om vampyrer drak blod fra håndled. Ichi vidste bare, at der var en blodåre der. Det havde han set på hospitalet, når de stak nåle ind. Hvis Zhadalina nu drak lidt af hans blod, ville det vel være en behagelig afveksling? Når hun nu normalt fik noget, hun ikke var så vild med.

Hun gik roligt i gang med at binde bandagen ordenligt omkring hans knæ, hun lagde godt med pres på så det ikke gik op igen. Hun glemte at tænke på det måske ville gøre ondt, med det pres hun lagde på Ichi.
Hun nikkede da Ichi spurgte omkring det med at svare. Han var endelig meget venlig i forhold til hvor nervøs han var. Eller, mere. Hvor nervøs han havde været. Det var mere eller mindre forsvundet som ordet vampyr var kommet frem.
Hans hånd blev rakt frem, samme tid gled hendes blik op på ham.
Her? Hvad mente han med det. Ehh?! Ved han hvad han spørger om?!
Lysten var ikke det der manglede, hun havde skam også bit hvis ikke hun havde den vilje styrke hun havde.
Uden at havde tænkt over det var hendes hånd endte om hans håndled. Da hun så det slap hun hans hånd og førte sin hånd til sig.
Hun blev færdig med at binde det. og satte sig ved siden af ham.
"Hør her Ichi. Det er virkelig sødt af dig. men, nej tak. En del af mig vil meget gerne tage dit blod.Men nej tak..Dyreblod smager ikke godt, menneske blod er vidunderligt og vane dannende. Det..Ja..Man kan smage..Det er ikke vigtigt Ichi.
Skal vi ikke fokusere på at få dig i lu for natten. Så kan vi snakke om andet når vi har gjort det. Hvad syntes du om det?" Hun behold en venlig stemme mens hun sagde det. Mens hun havde snakket var hendes blik gået hen på hans håndled igen, og det sad fast der. Hun så ud som en der kraftigt overvejede noget, Samt en der havde en debat inde i sit hovedet.
'Kan ikke bide ham! nej, Vil ikke kunne stoppe.' De ord havde hun mumlet stille for sig selv uden at tænke over det.
Hvis man kikkede på hende kunne man sagtens se, der var en masse hun ikke mumlede til sig selv. En hver med bare lidt psykologi ville kunne se tvivlen i hendes øjne.

Ichi blev helt forvirret, da hun først tog fat om hans håndled, og derefter gav slip igen. Ville hun ikke have det? Havde det været dumt at tilbyde hende blod? Måske syntes hun slet ikke, at han så tiltalende nok ud. Sådan havde Ichi det selv en gang imellem. Når noget mad så rimelig klamt ud, havde han ikke lyst til at spise det. På en måde gjorde det ham en smule trist, at hun gav slip. Han kiggede ned, men løftede så hovedet igen, da hun snakkede.
Hovedet tippede han let på skrå. Hun ville altså gerne have blodet? Han skød underlæben frem, da hun sagde, at de skulle fokusere på at få ham i ly. Der gik dog ikke lang tid, før hun mumlede noget. Det hørte Ichi godt. Han bed sig lidt i læben og rakte igen sit håndled hen imod hende. ”Kom nu… Bare tag det..”, sagde han stille og førte sit håndled op imod Zhadalinas mund. Han ville ikke stoppe, før håndleddet var helt deroppe. Kun hvis Zhadalina tog fat i hans håndled, ville han stoppe. Han gjorde det i hvert fald ikke frivilligt. Niksen. Ichi var slet ikke klar over, hvad han havde med at gøre. Han var ikke klar over, hvor stor en fristelse det var for Zhadalina, og hvor svært hun højst sandsynligt, ville have det med at stoppe igen. Han ville bare gerne sige tak, og det kunne han gøre på den her måde. Nu skulle hun bare tage imod det.
Ichi havde slet ikke lagt mærke til, at Zhadalina havde bundet det så stramt. Han var mere koncentreret om sit håndled og Zhadalinas ansigt. Ville hun afvise ham igen? Var han virkelig så utiltalende? Han tvivlede helt..

Hun lå ikke mærke til Ichi's hånd kom tættere og tættere på, hun så det ikke før hun hørte Ichi sige 'Kom nu.' Hendes blik gled lidt ned og fik øje på håndledet.

Det var så om hendes verden gik i stå som hun så det, lyden af blodet der gik i gennem åre lige under huden. Det ville være nemt, bare bøje sig lidt forover og bide. Så ville hun få alt det blod hun kunne drikke, Måske endda bare lidt for smagens skyld. Jo hvorfor ikke, han var jo så sød at tilbyde hende det. Ville være uhøfligt at sige nej. Så. Måske bare tage lidt.
Hun blev tvunget ud af sine tanker af en sød smag i hendes mund. I mens hun havde tænkt, havde hun førte hendes læber mod hans hånd. og ført sine tænder igennem hans bløde hud, og blodet blev ført ud i hendes mund. Det var ikke gået op fra hende at hun havde bidt lige lovligt dybt i forhold til det var hans håndled.

Men om hun havde bidt dybt nok til at ramme hans pulsåre, var ikke sikkert. Men som mere og mere af den søde smag ramte hendes tunge. Lagde hun mere og mere pres i bidet. Så såret blev dybere og dybere, og blodet kom hurtigere og hurtigere.
Hendes øjne lyste op i en mørk lilla farve. Samme tid med farven kom frem, var det så om sort væske kom fra bag siden af hendes jakke. Væsken bevægede sig som en normal væske, men det gik frem og lagde hendes hænder. Som samme tid blev ført omkring hans arm, som væsken lagde sig omkring hendes hænder. Væsken var kold, og ikke bare lidt. Som den lagde sig blev den mere og mere fast, næsten så om det var vand der blev til is.

Den søde, søde smag der fyldte hendes mund. Tid og sted forsvandt fra hende, øjne gik i. hendes tanker var ikke på hvad der skete med Ichi, med på at smage den søde, søde smag fra hans blod.