Minder (Hana)

Sted: Biblioteket
Tid: 17:30
Dato:?
Omgivelser:nogle få mennesker
Vejr: regn vejr

Man kunne høre regnen plaske imod ruden, inde på det store, gyldne bibliotek. Jake sad ved et bord, hvor der ikke sad nogle andre. Men det var han også veldig tilfreds med. Hans hoved på på bordet foran ham. Han var helt udkørt, og kunne bare næsten ikke holde et øje åbent. Men han gad ikke ud i regnvejret for at gå hjem igen.Han boede også kun i et meget lille kælder rum, hvor der nedenunder en lejlighed. Jake mumlede opgivede til sig selv, og lod til sidst bare hans øjne glide i. Han var sulten og træt værre bliver det bare ikke. Han gemte sig ikke for bibliotikaren, selvom han v at man ikke måtte sove på et bibliotek.Han sukkede svagt, og kløede sig selv i håret. Han var igen bare i klædt han skjorte T-shirt, og hans blå hue (Billedet). Han sukkede igen, inden han igen lukkede hans øjne. Han smilede svagt for sig selv, og forestillede sig den pige han havde set på stranden. Han havde bestemt ikke glemt hendes navn.. Hana.. Den smukke menneske pige havde plaget hans sind dag og nat siden han mødte hende. Han forestillede sig hendes smukke gyldne ansigt, og hendes smukke glitrede øjne. Han sukkede så mens han igen åbnede øjnene. Måske skulle han tage ned på stranden og finde hende igen? Nej han ville nok aldrig møde hende igen. Der var noget, med Hana. Hun var bare smuk, og så dejlig. Kendte hun forresten hans navn? Nej det gjorde hun vel ikke? HUn havde nok også glemt ham igen. Han burde ikke skabe minder hos en ung menneske kvinde. Han lukkede øjnene igen. Han kunne se hende igen.

Hana blik var mod vinduerne , regne lavede plaske lyde og det bliv til sine egne musik i hendes øre, normalt vil folk tænke Nej ikke regn, men Hana høret musiken i det, kom vel af at hele hendes liv havde alt handle om musik, hun tog en nodeblad ned fra reolen, Hun var ved at falde men noget at gribe fast i stolen... hun sætte sig tungt ned på en stol og kom et lille suk fra hende, hun var en af dem mennesker i byen kaldt en vidunderbarn , men hun var som dem, bare elsker af musik . Hun lagde hovedet mod bogreolen og lukkede øjne, hun huskede nu hans duft , og berøring , hun sukkede "Ikke alt dette drømmeri Hana" sagde hun lavt , hun bære et kort på sit bryst der gjorder hun måtte være over det hele i musik området, det kort rigfolk kunne få, hun rettede på sin kort kjole , som gik til knæen, den var flot og elegant og passede til hendes udståling.
Hana begyndte at gå ned af trappene ned til de område han sad og sov i , man kunne høre folk begyndte at hvise, men tydeligt at høre , den dreng tæt på ham hviskede noget med "Hey det er vidudnerbarnet, som der er snakke om, hendes familie solgt hende til en rigmands familie her, det siges hendes far ikke kan holde synes ud af hende, med den musik viden og skønhed hun har"

Jake slog øjnene op og fik øje på Hana, som der stod foran ham. Hans mund stod piv åben, af bare ren overraskelse. "Hana" hviskede han blidt, og lydløst. Han kiggede sig op, og fik øje på hende, mens han rejste sig, men væltede over hans stol, han fik rejst sig hurtigt op, og skyndte sig hen imod hende. Han listede om bag hende, og lagde armene, omkrig hende. "Hej prinsesse" hviskede han ind mod hendes øre. Han indåndede hendes milde duft, af vanilije, som han syndes det lugtede. Han kiggede på hende med hans store mørke brune øjne. Han lagde hans læber tæt op af hans øre. "Tag dig ikke af dem, de er bare jaloux" hviskede han ind i hendes øre. Hans arme lå nede ved hendes hofte. han nussede hendes let på maven. "Undskyld jeg bare sådan gik sidste gang, men det var nødvendigt" hviskede han igen ind mod hendes øre. "Jeg ved at det var meget uhøfligt prinsesse" tilføjede han hviskede. Han kiggede let på de andre mennesker som der hviskede bag hendes ryd. de gik så småt, efter at de havde set ham.

Hana var vantil alt den snak om hun var et videnunderbarn, så hun tog sig ikke af det... han kom et højt bang.. da hun var endte til slutning af trappen, hun vendte blikkede til siden og så den fremmende drengen fra den nat, hun fik store øjne over og kom til at små grinede over han var vælte over stol *hvad har han så tralvt med* det næste svarede på hendes spørgsmål i hovedet, det gav et chok gennem hendes krop og hun var ved at tabe noderblokken hun havde i sin hånd, hun grib den og tog den godt indtil sig...
"Øhm hej" sagde hun hun var chokket og hendes hjerte slog vildt hurtigt over hans nærvær ,men os at han stod der pludseligt, da han kommetar til dem som så på dem . kom hun til at rødmede , hun mærkede hans læber mod hendes øre og inden ånden den duft han havde, hun små smilede, og slappet langsomt til ro igen, hun vendte sit ansigt mod ham da han sagde nødvendigt , men så kom stemmende som var kommet den nat, den mandens stemme "Hana, gå væk fra den herre" det gav et slags slade i hende, hun så mod drengen og så mod manden som så ud til at havde ejer fornemmelese over hende, hun gjorder det folk ikke forventede, hun tog drengens hånd og hæv ham med op af trappene og inden i området hun kom fra

Jake vendte blikket ehn mod den herre, som der havde talt til dem. eller nærmere hende. Han sukkede, og sendte et dræberblik, som der ville borre sig igennem den herres hud. Han vendte blikket mod Hana, som der hev ham med op af trapperne igen. Jake fulgte bare med denne smukke Hana. Han klemte let den hånd, som han havde taget fat om. Han trak hende ind til sig, og lagde den ene arm om hende. Han trykkede hans læber mod hendes øre igen, "Hvem var den herre" hviskede han ud gennem hans hvide sammen bidte tænder. Han legede let med en af hendes hårtotter, som der hang ned over hendes skulder. "Jeg har en stor trang til at beskytte dem frøken, Hana" hviskede han, "og de kan indtent gøre ved det" tilføjede han i en blid tone. Han smilede hans blide charmerende smil. Han fjenrede hans læber fra hendes øre, men holdte blikket på hende, mens de gik. Han svævede afsted hen over det kolde sten gulv. Selve gulvet var i en gylden karamel farve. Han smilede svagt til hende. "Du er helt speciel hana" hviskede han

Duften som bredde sig omkring hende, var som magi i hende, den vækkede noget op hun ikke vidste hvad var, hans dufte, hun havde lukkede øjne mens hun tænket *Nu kommer det op i mig igen* hun lod en figner gled over hans håndled som var om hende, hun stod hentil hans krop og bliv stående, men hun lyttede til hans charmende ord som breddet en varm i hende, hun følet som om hun drømt igen "Han.... er min værge" sagde hun og gik et skridt frem mens hun holdet hans hånd, hun drejede rundt og deres hænder slap hinanden , det følelse så mærkeligt for hende, at bliv normalt igen, hendes hjerte fald til ro og hun trække vejrt lette så kendt hun sin krop igen, den samme kedelige krop.
Hun lagde hovede på skrå og gik lidt baglæns og stod nu op af et bordet, hun så lidt overrasket på bordet , men os glad over den var der, hun lagde sin nodesblok og vendt blikkede mod den fremmende igen "Hvem er du" sagde hun med en varm stemme, men den var svag som altid , rolige og kærtegn ham på en vis måde, hun kiggede ned af ham og så for første gang sin prins foran sig helt *Han er så smuk* tænkt hun og fik lyst til at rør ham, hun rystede på hovedet og vis du ikke vidste hvad hun tænkt vil du synes det var mærkelig "Jeg ved godt jeg er special " sagde hun og hoppede ned fra bordet og gik henmod ham og lod en hånd gled op af hans kind *Så blød* tænkt hun , man kunne se hvordan hendes klare blå øjne undersøgte hans ansigt, hun virkede så udskyldig og pure, som den urørt ting

///Logger svarer senere skal spille ludo med familien! :D

//okay vi ses så//

Jakes blik hvilede på hende, han opseverede hver en bevægelse hun lavede. Han lænte sig op af bordet, lige inden hun spurgte ham om noget. "Jeg er Jake" svarede han høfligt, og mærkede hendes varme hånd mod hans hud. Han tog fat i hendes hånd, og fjernede den. Han drejede hende let om, så hun stod med ryggen mod ham. Han lagde armene om hende, han trykkede igen let læberne mod hendes øre. Han hviskede hende ind i øret; "Din værge er ikke god for dig".
Han kærtegnede hendes nakke med hans tommel finger. Han legede let med hendes hår. Han smilede svagt, og lod let hans fingre, glide hen over hendes kind. Han smilede svagt til hende, mens han blot kærtegnede hnedes kinder, men slap hnede kort tid efter. Han satte sig på bordet, og tog hendes notes blok.- Han skimtede den let igen, uden et smil på læben. Han koncentrede sig om alt det der stod der på.

Hana mærkede hans hænder drejede rundt på hendes krop og lod den stod helt op til hans, den duft fra ham kunne virkelig fange hende og det sket igen... hun huske nu den nat *SÅ hans navn var jake* hun kunne godt lige navnet og mærkede hans figner kører over hendes kind, hun løftede sin hånd og lode den på hans hånd som var ved hendes kind, som et kæretegn, Han bevægede sig væk fra hende igen , så hun på ham *der noget som om han ikke vil, men vil* tænkt hun , men stoppede med at tænke ove det for meget "Hyggeligt at møde dig Jake" hun smilede blidt og hun kom til at grinede lidt da han sagde det om hendes værge "Tja, skal han være andet, Jeg er en ting han har købt " sagde hun , man kunne høre smerte i det, men os hun var vantil det, hun lagde hovedet på skrå da han kiggede i hendes notesblok, "Noget du kan li" spurgte hun og gik henmod ham og nussede hans kind kort med sin hånd og tog notesbloken, det var alt hendes musik i den , men alle havde den trist tone i sig

Jake sukkede let da han kiggede op på hende igen.
"Du burde være bange for mig, du burde frygte mig" hviskede han ud gennem hans sammen bidte tæænder, han lagde hans hånd, over hendes, da den lå på hans kind. Han førte den ned til sit hjerte.
Hans hjerte slog svagt. Men sådan var det med dæmoner, ikke helt i live og ikke helt døde. Han strøg hende over kinden.
"Du burde virkelig holde dig væk fra mig" hviskede han igen, men hans tænder var endnu mere sammen bidte.
Han sukkede let og lod sin hånd falde ned, på sit lår. han kiggede ned i jorden og betragtede kort at sten gulvet. "Købt? har han købt dig" snerrede han vredt. Han hadede folk som der bare købte andre. Hanrejste sig op og lagde sin hånd på reolen.
Jakes værste frygt og bedsteven var kærligheden. Han hadede den, men elskede den også på samme tid. Han sukkede igen, og kiggede sig omkrig. Igen andre end dem. Nååh... Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre nu. hans hånd var knyttet tæt sammen.

Hana bliv ikke overrasket over han sagde det , hun havde på en fornemmelse "Og hvorfor få dig til at sige det" sagde hun og så han rejste sig hun snakke med svag stemme, men hun var lidt sur og snakkede med sin rigtigt , den var som musik, flydende og varm "Som om jeg kan bare det" hun tog hånden for munden , *nej snakkede med min egne stemmen* hun så på ham overrasket og vidste ikke hvordan han vil tag det.
Hun smilede "jeg fik det til at lyde forkert, gjorder jeg ikke ... jeg" hun så hvordan han var , så vred på sig selv og stadig så forvirrende... Hana vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun så ham stadig som den blide person hun havde oplevet ham, hvordan skulle hun noget andet , når han ikke har vidste det ....
"Jake" hun snakkede med sin rigtigt stemmen , hun lagde en hånd på hans skulder "prøv at falde til ro og forklar , hvorfor du ikke vil ha mig nær dig" hun så på ham helt rolige med sin blå øjne... men hun kendte ikke til overnaturlige væsner , så hvordan vil hun tag det

Jake sukkede, " Jeg kan ikke fortælle dig det" hvislede han ud gennem hans sammen bidte tænder. Han tog hendes hånd.
"Gør ikke noget dumt, du er et skrøbeligt menneske" hviskede han ind i hendes øre. Han lagde sin kind mod hendes i et kram.
"Jeg tror jeg bliver nød til at gå, prinsesse" hviskede han, og trak sig helt tæt op af hende. Han lukkede øjnene, let i mens han nussede hende i nakken.
"Jeg vil ikke forlade dig men det er det bedste at gøre." hviskede han ind mod hendes øre. Han slap hende, og vendte sig om for at gå.
Han følte det somom at hun var en del af ham. Men han var ikke forelsket i ham. Det var en under lig ting han følte

Hana sukkede dybt og rystede på hovedet, hun lod ham kramme hende, men da han prøvede at gå greb hun fast i hans håndled og så mod ham "Ikke før du forklar" sagde hun og så mod ham, hun underende sig over hans måde at gøre det på "Hvorfor så hemmelighedsfuld" sagde hun og bliv ved med at holde hans håndled, hun så mod ham med rolige øjne , men hun undende sig over hans valg
"Og " hun sagde noget og kiggede ned , men efter lidt tid så op igen "Det forsent , at stoppe det, jeg ved ikke hvorfor jeg føler det sådan, men det er det bare" hun så på ham... hun var ikke stræk så han kunne komme fri vis han ville , men der var noget som sagde i hende hun skulle lad ham fortælle hende det , lige meget hvad det var og lige meget hvordan hun tog det

Jake kiggede på hende. Han mærkede hvordan hun ville holde ham fast.
Han kiggede på hende, "Fordi du ville blive skræmt for vid og sans hvis jeg iblot viste dig det" mumlede han, og bed sig i underlæben. Han kiggede på hende, " selv om jeg ikke kender dig føler jeg det som om du er en del af mig, men ikke som min elsker" hviskede han. Han nussede blidt hendes nakke. "Endnu" tilføjede han. Han smilede forsigtigt til hende. Han løsnede hendes greb på hans håndled, han tog let hendes hånd, og lagde hovedet let på skrå. Han smilede fosigtigt til hende.
"Jeg må på Hana, men vises snart det lover jeg" hviskede han til hende. Han bed sig let i underlæben, og strøg hende over kinden.
Han vendte sig og gik imod udgangen. Han vinkede blidt til hende, og smilede så da han åbnede døren og gik..

//Out :D Kunne ik' finde på andte :)

Hun så han vendte blikkede mod hende og hun lyttede til hans ord "Og hvad så vis jeg bliver, jeg vil vide det" hun vil havde sagt mere men han stoppede hende da han snakkede vider, hun lod mærkede til han bid sig i underlæben og lod en figner gled over hans underlæbe, men hun rørt ikke hans tænder , kun underlæben . "Men , men" det var ikke det hun vil vide og hun stoppede op med at sige noget da han sagde endnu, det kom ikke bag på hende han sagde det , men at han sagde det sådan lige frem , overraskede hende.. hun mærkede hans hud mod sin kind igen og lukkede øjne i så han kunne se hun var okay med han rørt hende "Lige meget hvad, så, kommer jeg nok accepter det " hun vil ikke sige mere i den sætning, ødelagde lidt det hele , hun så han gik og gik ud af døren ..
Det var blevet mørket udenfor og det regne , hun stod nu ude i regne og så sig omkring , forundre over hvor han bliv af, hun så mod himlen *Allerede gennemblødt og han forsvandt igen* hun sukkede dybt