minder og lyn

Sted: De jeux
Tid: 2.43 om natten
Dato: ?
Vejr: Regnen strømmer ned og man kan hører torden rulle og se lynene slå ned engang imellem
Omgivelser: Det er på den ødelagte gamle del af legepladsen.

lynet slåt ned igen og oplyser den gamle legeplads, der ligger godt gemt omme bag nogle buske. Den gamle røde karusel. malingen er krallet af der er store rustne pletter. vippen vipper frem og tilbage af sig selv, som om der sidder usynlige børn på. genganger børn. På den eneste virkende gynge sidder Ailda og gynger frem og tilbage. Gyngen knirker uhyggeligt i regnvejret.
Aildas blik er tomt. Hendes hår hænger plaskvådt ned af ryggen og den hvide kjole er snavset til af sand og møg. men underligt nok smiler hun. hendes smil er koldt, men minder ryger frem, fra dengang legepladsen var intakt. Hun kunne nærmest hører de glade skrig der kom fra menneske børnene. Hun kunne se sig selv som lille vippe frem og tilbage med en lille pige med flødefarvet hud og brune øjne. Det var det eneste tidspunkt i hendes liv hvor hun havde følt hun passede ind.
Aildas øjne lyste rødt op i den uhyggelige nat

Mary Lue gik ind på legepladsen. Hun havde bare ben og bare fødder. Det eneste rigtige tøj hun havde på var en lille kjole der gik til lårene.
Hendes minder kom også frem. Om dengang hun var i bjergende og hvordan hendes far havde ført hende til legepladsen. Men da han døde, var hun alende med hendes mor. Han døde allerede da hun var 1. Så måtte hun leve 2 år med hendes mor til der kom krig og moren også døde.
Nu havde hun en stor skyldfølese

//../

//sorry igen//

Ailda opfangede en udviskede person. Hun kunne ikke se særlig meget pga. regnen der slog ned. Men hendes næse opfangede straks lugten. Alf.
Ailda blinkede forbavset med øjnene. Skulle alfer ikke være minimale?
Hun snusede endnu engang ind. Jo. den var god nok. Alf var det.
*det er fandme en stor alf. Har den en kæmpeappetit eller noget lign* tænkte hun for sig selv.
Et lyn oplyste den gamle legeplads. Alfen var et smukt hun-køns væsen. Ailda
havde aldrig set en alf, men de fine skrøbbelige træk, kunne kun tyde på alfeblod.
Ailda undrede sig dybt. Hun holdt op med at gynge

//gør ikke noget//

Mary gik helt derind og så på pigen der havde gynget. Mary havde forvanlet sig til menneske skiggelse, men var en alf.

//sorry har ikke ret meget kres lige nu//

Ailda kiggede op på den underlige alf.
Hun smilte koldt, men blinkede til hende
"hvad laver sådanne en kæmpealf i dette vejr?" spurgte hun uintresseret