And alone again - Adalwin.

Sted: Sombre.
Omgivelser: Ret mange mennesker.
Vejr: Solrigt og vindstille, det er næsten for varmt at være ude i.
Tid: 15:24

Blair var næsten lige flyttet til Di Morga, så hun holdte sig meget til i området indtil hun var helt sikker på hvor hun rent faktisk var, hun kendte ingen mennesker overhovedet, så hun havde besluttet sig for at forsøge at få nogle venner og bekendte. Men det var nok en smule svært når hun ikke var så glad i andres selskab, men det var vigtigt at være sammen med andre, ellers ville hun blive en ensom gammel dame. Nej, det skulle ikke ske. Blair gik i det noget skumle kvarter hun boede i, men det var det eneste hun havde råd til, hvis hun altså ville have et sted at bo, hun havde boet på gaden længe nok til at hun ikke ville det mere. Hun var meget opmærksom på hvem der gik forbi hende, hun vidste hvilke skumle typer der gik rundt i det kvarter, så hun ville faktisk bare gerne væk hurtigt. Blairs puls var høj da en mand med hættetrøje gik forbi hende, hun var rigtig utryg i det område, men hun måtte jo bo hvor det var billigt. Hun var hurtigt ude af kvarteret hvilket virkede lettende på hende.

Hun gik egentlig bare steder hen, hun kendte ikke byen godt nok til at vide hvor de forskellige ting lå, hun kunne dog godt se at det var et pænere kvarter hun var endt i. Bygninger var meget bedre bygget op og var meget pænere, de var ikke faldefærdige og lignede noget der kunne blive brugt som lagerbygninger. Ja, Blair ville ønske hun kunne bo sådan et sted, men sådan var det bare ikke. Hun så til venstre hvor der var en park, hun kunne godt sidde i en park og slappe af. Måske ville hun endda møde en der ville snakke med hende, eller en hun kunne snakke med. Blair gik over vejen og hen til parken. Blair var aldrig rigtig i parker, men hun skulle vel prøve det engang. Hun gik hen til den første bænk hun kunne finde. Hun havde høje hæle på, højere end hun plejede så hendes fødder var ømme som bare pokker. Hun tog sine sko af og stilte den på bænken ved siden af hende. Blair kiggede sig om for at se om der var nogle hun kunne være interesseret i at snakke med hende. Hun følte sig dog utrolig ensom, det var ikke noget unormalt.

En høj mand og ekstremt bredskuldret kom gående gennem parken over hans ene skulder hang en anden mand, han var måske højere end den første mand, men han var langt fra lige så bredskulderet... Manden der hang over skulderen havde kun bukser på, og på ryggen kunne man se to lange ar ned der hvor menneske har deres skulderblde eller 'vinger'... Mans ryg var revet, og hans ene arm hang og dinglede skræmmende som om den var brækket...

Den store mand gik hen til bænken Blair sad på og smed manden der, og han gik så bare videre... Manden lagde henslængt, og hans bryst var hærget af diverse sår og et tegn på det ene bryst så ud til at være ridset ind i hans hud...

Han lagde der bare, og man kunne se hans hjerte slå på pulsåren i halsen og han trak vejret på at hans brystkasse hævede og sænkede sig...

Blair sad bare og nød vejret da en høj og bredskuldret mand kom gående hen imod hende, det undrede hende lidt at der hang en mand over hans skulder, men hey, hver sin interesse. Hun blev forskrækket da manden der hang over den anden mands skulder lige pludselig sad på bænken. Hun så forvirret efter manden der bare gik uden at tænke over ham der tydeligvis var såret. Blair rejste sig op for at se nærmere på ham, hun kunne nok ikke gøre så meget for at heale hans sår lige der, men hun kunne prøve. Blair kunne ikke se nogle skader udover små skader og et form for tegn på hans bryst, men de ville heale sig selv forholdsvist hurtigt. Hun så nærmere på den arm der så ud til at være skadet.

Hun løftede den en smule op, men det var svært for hende at gøre ret meget når hun hverken var læge eller havde noget at arbejde med. Blair kunne vel ikke rigtig gøre noget, hun måtte bare se om han vågnede på et tidspunkt og hvis ikke så hente noget hun kunne hjælpe ham med. Hun så rundt for at se om der var andre der måske ville hjælpe, men det fleste prøvede bare at undgå dem. Blair vidste ikke helt om han var bevidstløs eller om han bare sov, men bevidstløs var der nok størst mulighed for.

”Er du okay?”

Spurgte Blair bekymret, hun vidste ikke om han kunne høre det eller svare, men det skadede ikke at spørge.

Hvis man kiggede bedre efter på hans overkrop, ville man ret hurtigt kunne se røde mærke efter slag med næver og køller, hvilket tydede på at der ville kunne være kommet indvendige skader.

Da hun løftede på hans arm vågnede han med at semi-højt skrig da hans arm var brækket og selv om hans smertetærskel var høj så var der alligevel ikke meget han kunne gøre ved det. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han var helt ude af den grundet smerte... Han hørte så noget og han slappede af...

''Hey... Er du selv okay? Det er dig der lige har fået en skadet mand næsten kastet ned over dig...''

Han lagde sin ene hånd på hans arm og den lyste op, hvorefter han satte begge hænder på hans bryst og begge lyste op, og sådan sad han længe mens alle sår lukkede, røde mærker forsvandt. Kun en ting forsvandt ikke, det mærke der var skåret i ham...

//Mærket: http://www.freewebs.com/666moon/Lucifer2.gif

Blair kiggede væk et kort øjeblik, det hjalp ikke at sidde og glo på ham alligevel, hun fik et chok da han skreg, hun havde ikke regnet med det gjorde så ondt, hun havde heller aldrig brækket noget så hun kunne ikke vide. Blair så over på ham med et undskyldende smil, hun ville ikke have det gjorde ondt på ham, men hun blev nød til at se ham an jo. Hun nikkede, det gjorde jo ikke ondt på hende at han landede ved siden af hende, det var ikke så rart psykisk, men ikke noget der skadede hende.

”Ja, men han ramte mig jo ikke. Hvad er det sket helt præcist?”

Hun så undrende på ham da han begyndte at heale sig selv uden problemer, hvordan kunne det lade sig gøre? Det gav jo slet ikke mening. Hun trak sig lidt væk fra ham da det skræmte hende en smule.

”Hvad.. Hvordan.. Kan...?”

Blair rystede på hovedet, hun måtte have set syner, man kunne ikke heale sig selv. Hun så over på ham igen og blev overbevidst om han havde healet sig selv efter som hans brystkasse var fri for sår, ud over tegnet. Hun havde rigtig meget lyst til at gå, det gav jo slet ingen mening at han lige pludselig ikke havde sår.

''Jeg kom i nogle problemer med nogle af de højtstående damer her i området, så jeg fik nogle tæsk og så er jeg ellers bare blevet mærket kraftigere end ellers.''

Han smilede bare stille til hende. Han havde ikke den store grund til at lade være med at tage fast i hends hånd da hun trak sig væk fra ham. Han var jo alligevel blevet så forskruet at hæmninger var ikke noget han ejejede efter at hans hjerne var ved at være totalt ødelagt. Han smilede venligt til hende da hun flippede ud over at han healede sig selv...

''Jo det kan jeg, ligsom cirka 95% af alle andre engle, så det er der virkelig ikke noget særligt stort i at jeg kan...''

HAn havde taget en del af hans egne kræfter for at gøre det, men han klarede det fint...

Blair lyttede til hvad han sagde, men hun flippede stadig udover at han healede sig selv, så hun fik ikke rigtig fat i det. Blair så ned på deres hænder da han tog fat i dem, men vendte så blikket mod ham igen.

”Engle? Det er en joke det her ikke, sårene var ikke rigtige, ham manden var også med på den. Der kommer sikkert også en 'enhjørning' lige om lidt ikke.”

Blair kunne ikke tro på der fandtes engle, det var jo umuligt, der fandtes kun mennesker og dyr, der var ikke andre end dem, vel? Nej, hvordan kunne hun tro på det, han lavede tydeligvis sjov med hende. Men det var ikke specielt sjovt. Hun mente faktisk at det var rigtig ondskabsfuldt, hun så jo total dum ud.

”Det er altså ikke sjovt det her. Du kan ikke være bekendt at sidde der og få mig til at se dum ud.”

''Hvis du ikke tror på mig, har du så ikke en kniv? Så kan du selv skære min hånd op... Så skal jeg vise dig det er sandt...''

HAn kiggede på ehnde. HAn forstod godt at hun ikke helt troede på ham, og hvis hun heller ikke troede på ham efter at have set et sår hun selv havde lavet heale, så måtte han jo gøre det sidste han havde mulgihed for... Han var overrasket man mødte ikke mange mennesker længere der ikke vidste der eksisterede engle dæmoner, vampyre og alt det andet skravl der nu var til varulve... og andet skidt... Han smilede for sig selv...

''Og hvis det heller ikke overbeviser dig, så har jeg en enkelt ting mere jeg kan gøre for at få dig til at tro på mig, men kom nu skær mig nu bare i håndfladen... Bare lige så dybt som du lyster...''

Han smilede venligt til hende, og holdte bare hans håndflade op imod hende...

Blair så skeptisk og undrende på ham, han mente ikke at hun måtte skære i ham, helt frivilligt. Det var underligt at han ligefrem bad hende om det, det så man ikke så tit. Hun havde godt nok lagt mærke til der var noget underligt ved de 'mennesker' der gik rundt nær hendes lejelighed.

"Jeg har ikke tænkt at skære i dig, men hvis du er en engel, så kan du vel flyve og du må vel kunne andre ting end at heale dig selv. Vis mig det, så tror jeg på dig."

Hun var skeptisk, men det var vel normalt at mennesker var det, dengang man fandt ud af jorden var rund, at solen var universets centrum og at mennesket stammede fra aberne var der skeptiske folk, men det viste sig at de mennesker havde ret, så måske skulle hun bare tro på ham. Men det virkede bare langt ude, hun ville ikke tro på ham helt med det samme.

Han kunne egentligt godt forstå hende at hun ikke forstod ham, men han forstod ikke hvorfor hun ikke ville skære i ham når han nu faktisk sagde at hun godt måtte? Han tænkte stille over det, og så var der jo kun vingerene tilbage... Han smilede venligt til hende og kæmpede sig op at stå...

''Okay kan det her så få dig til at tro på mig?''

Han foldede nogle store hvide vinger ud af hans ryg. Eller hvide havde de været engang men nu kunne man se at de yderste spidser af de yderste fjer var blevet mørkegrå ja næsten sorte og andre steder på vingerne var der også disse mørke spidser... Han havde ikke selv set det før...

''Hvad pokker sker der med mine vinger?''

Han undrede sig lidt, og så for at hun troede på ham fløj han bare lidt rundt om hende så hun kunne mærke luften han skubbede...

Blair så forvirret til da han rejste sig, han var jo såret, men så på den anden side ville han måske gerne overbevise hende. Hvilket var fuldt forståeligt, stædighed var også en stor del af Blairs hverdag. Hun måbede da to mørkegrå/sorte vinger sprang ud af hans ryg, omkring hvor mennesker havde deres skulderblade. Hun så også forvirret til da han undrede sig over at hans vinger åbenbart ikke var helt som de plejede.

"Okay, jeg tror dig."

Hun holdte blikket rettet mod ham mens han fløj rundt omkring hende, det var ikke et nummer. Han var en engel og hun var menneske, men Blair havde en dårlig fornemmelse af at de to væsener ikke var de eneste. Hun prøvede at smile til ham, men det blev ikke så troværdigt.

"Er der andre 'skabninger' end mennesker og engle."

Hun vidste ikke hvilket ord de brugte for de forskellige væsner der var, ordet skabninger var det første der faldt hende ind, så hun kunne lige så godt sige det.

"Og hvad er der sket med dine vinger?"

Han smilede bare stille som svar til det med at hun troede ham. Han var glad for at hun troede ham, og han blev bare ved med stille at baske rundt om hende, men stoppede dog til sidst og satte sig ned med fronten mod hende, og uden at have foldet vingerne ind da de altid var rare at have fremme... Det var befriende...

''Ja ja... Ork der findes mange... Både vampyre og dæmooner...''

Han fik ikke færdiggjort sin sætning før han mærkede noget bag ham, og han så en dæmon der tog fast i hans vinger og holdt ham fast mens denne unaturligt smukke kvinde af en dæmon bed hul i hans hals og drak noget af hans blod, og hans eneste reaktion var et nydende suk hvorefter dæmonen forsvandt... Han fortsatte som om intet var sket...

''Bare mine spidser de er blevet mørke.''

Blair lyttede til det han sagde, vampyrer, dæmoner? Nej det virkede bare for langt ude, hun kunne ikke fatte det, men troede stadig på det.

"Virkelig, dæmoner, vampyrer og engle. Så jeg skal til at passe på meget stærkere ehm.. Væsner? end mennesker. Fantastisk."

Blair sagde væsner spørgende fordi hun ikke vidste om hun skulle kalde det væsner eller noget andet. Hun krøb forskrækket op på bænken, så langt op af ryglænet hun kunne komme, for at komme væk fra det der nu drak hans blod, så det ud til. Hun undrede sig over han bare lod som intet var sket. Hun så bekymret på ham, men stadig med et hævet øjenbryn.

"Okay, men jeg tror ikke du skal bekymre dig så meget over dine vinger lige nu. Men det væsen der lige har gjort et eller andet ved dig."

''Ja ja... Og der findes også både nymfer og djævle... Varulve har vi endda også nogle af, så er der godt nok også ting som elvere af mange afskygninger.''

HAn smilede bare og snakkede ikke rigtigt omkring det med at han havde været blevet bidt, men nu snakkede hun selv om det, så han valgte at svare hende omkring det, og han smilede bare stille til hende...

''Nå hende... Hende skal du ikke tage dig af... Hun ejer mig lidt på et eller andet punkt, så hun tager mit blod og jeg får nydelse af at blive bidt af hende...''

Han smilede bare stille til hende...

Blair forstod det slet ikke, det var en helt ny verden der blev åbnet for hende. Nærmest helt ufatteligt, men hun kunne ikke lade være med at tro ham. Han løj ikke, det var tydeligt at se og høre, han havde lige fløjet.

"Sikke da en velkomst. Djævle? Varulve? Er de ikke farlige?"

Hun gengældte hans smil, men stadig var de ikke særligt overbevisende, hun følte sig meget forvirret og kunne ikke tro at hun lige var blevet en del af en verden der sikkert havde eksisteret i mange, mange år. Hvordan kunne mennesker undgå at ligge mærke til dem?

"Hun ejer dig. Altså som en slave? Det er altså ikke i orden!"

Blair var meget imod slaveri, hun ville kun tage slaver til sig hvis hun kunne give dem et bedre liv på den måde.

''Nej ikke som sådan, det er lidt forskelligt hvor farlige de er... altså jo varulve holder du dig bare fra når det er fuldmåne, da de så bare ser dig enten som en mage eller som mad.''

Han smilede og kiggede ned af hendes krop, hvis det var en mand så ville hun nok blive set som en mage ret så sikkert. Han smilede stille over sin tanke men han sagde ikke noget til hende, han lyttede bare stille til hende

''Slave og slave... Det er vel så meget sagt...''

Han var ret afvigende...

Blair tog fat i hans hånd, på den arm der ikke var brækket. Han blev nød til at hjælpe hende med at beskytte hende selv, eller måske mere lære hende hvordan hun skulle beskytte sig.

"Du bliver nød til at lære mig alt du ved. Jeg skal jo kunne beskytte mig mod alle dem."

Hun trak på skulderne, måske var han ikke en slave, men hun behandlede ham som hun ville, så var det lidt som slaveri.

"Men hvis hun kan drikke dit blod som det passer hende og hun bruger dig til hendes egen fordel er det lidt som slaveri. Undskyld, men jeg er bare meget imod det."

Blair blev nærmest vred ved bare at tænke på det, men hvis han havde det fint med det, skulle hun ikke blande sig.

''Og præcis hvad er grunden til at jeg skal lære dig det? Hvorfor skal du ikke som alle andre lære tingene på egen hånd? Tror du vi andre er blevet slæbt igennem livet af nogen?''

Han så stille på hende og han spurgte med en meget venlig tone da han ikke ville virke sur eller ond overfor hende da han ikke var det...

''Ja men når jeg nyder hendes bid? Og når hun giver mig den vildeste og hedeste sex? Måske det er som at være slave, men så er jeg den gladeste slave i verden...''

Han smilede bare og man kunne se lidt på ham at han var tændt over bidet...

Blair slap ham igen, selvom han ikke lød vred blev hun alligevel lidt fornærmet. Hun vidste jo ingenting overhovedet, kun det han havde fortalt.

"Fint nok. Så lærer jeg det bare selv."

Hun så væk fra ham, hun havde bare brug for hjælp, men hvis han ikke ville hjælpe hende fandt hun da bare en anden der kunne hjælpe hende.

"Ja fint nok. Jeg skal ikke blande mig."

Hun var lidt fornærmet, men prøvede at skjule det. Hun var bare ret dårlig til det.

''Det er også det bedste... På den måde lære du meget mere...''

Han smilede bare stille og venligt til hende. Han havde ikke meget mere at sige til det hele og slet ikke til det med hvordan hun skulle klare dem... Men han havde dog lige en sidste ting han kunne sige...

''Men dog har jeg en ting at sige... Bibliotekerne har info om dem... Og husk på bedtimestories fra du var mindre...''

Han smilede stille og nikkede bare til det med at han var slave det var jo lige netop ikke noget hun skulle blande sig i. Han havde valgt det selv og han elskede det egentligt...

''Det er et fantastisk liv...''

Blair så på ham med et opgivende blik.

"Men det er jo også sværere, så skal jeg helt selv finde ud af alt om dem. Det har jeg ikke tid til."

Hun prøvede ikke at overtale ham til at fortælle hvad han vidste, hun sagde det bare.. for at sige det.

"Bibliotekerne? Ligner jeg en der læser meget?"

Spurgte hun med et halvt flabet smil, hun læste ikke ret meget og havde ikke tænkt sig det. Hun hævede et øjenbryn over hans næste kommentar, et fantastisk liv? Det kunne hun ikke lige forstille sig.

"Det er sikkert bedre end mange andres liv."
*Mit foreksempel*

Lød det i hendes hoved mens hun stadig havde blikket rettet mod ham.

''Life is tough... Survival of th fittest... Det er sådan den er verden fungerer, og hvis du ikke selv kan gøre dig klar til det så forbered dig på at dø eller blive underlagt nogen som deres slave... Det er sådan verden fungerer...''

Han smilede bare stille til hende og han havde ikke rigtigt noget at sige til det med at hun lignede en der læste meget det syntes han faktisk udfra der hvor han troede hun boede...

''Udfra at du er en smuk pige fra en nok skummel del af byen holder du dig nok inde så bøger kunne du sagtens læse en del af.''

Han smielde venligt... Han snakkede ikke mere om det med at være slave...

Blair kunne godt se pointen i det han sagde, hun ville jo gerne overleve og på ingen måde blive en slave, men hvordan skulle hun beskytte sig selv, hun var jo på ingen måde stærk. Hun så kort ned i jorden, så var hun jo nærmest allerede død.

"Så jeg dør i morgen, eller om to dage. Jeg kan jo aldrig blive stærkere end en vampyr, dæmon eller varulv."

Hun smilte da han kaldte hende smuk, komplimenter kunne man aldrig få nok af. Hun så op på ham igen, selvom hun burde være meget indenfor var hun det ikke.

"Nej, faktisk fortrækker jeg at komme ud af den skumle del af byen."

Hun smilte stadig, der var jo ingen grund til ikke at gøre det, han var venlig mod hende.

Han smilede stille til hende, nej hun kunne nok ikke blive stærkere end en varulv og vampyrer. Det var jo så også plant nogle af de stærkeste han kunne nok heller aldrig blive det, men sådan var livet jo man måtte bruge hvad man så havde til rådighed...

''Nej men så må man udnytte hvad man ellers kan... Jeg har heller ikke styken til at slå en vampyr eller en varulv men jeg klarer mig stadig... Så du må nok bare lære så meget du kan, og hvis folk ikke er direkte villige til det må du jo slå en aftale af eller lokke dem til det...''

Han kunne godt give hende nogle små fif, han vidste jo lidt om diverse racer, som kunne hjælpe de fleste men han holdte det meste for sig selv da han ikke mente det vedrørte hende...

Blair havde ikke mange styrker der kunne hjælpe hende i en evt. kamp mod sådan en af de stærke. Hun prøvede at se lyst på det, nu vidste hun ihvertfald de fandtes, det var da en start.

"Jeg tror jeg tager et smut forbi et bibliotek senere og holder mig indendørs de næste par dage."

Et smil spillede igen over hendes smalle læber, hun kunne måske godt lære at bruge våben, udover kniv. Selv knive kunne hun lære at håndtere bedre.

"Jeg kan vel også lære en masse om våben, det må da kunne hjælpe. Tror du ikke?"

Han måtte da vide noget om det, det lød i hvert fald som om han vidste en hel del om de forskellige racer.