Explaining... What More Is To Be Said? ((Adalwin))

Mørket lukkede sig tæt om verden og gjorde det næsten umuligt, at se mere end en meter frem for sig, selv om øjnene havde vendet sig til mørket. En kølig vind smøg sig om hende og fik hende til at trække jakken tættere om sig, førdet løb hende koldt ned ad ryggen, om det var koldsved eller af kulde vides ikke. Man kunne ikke lige frem sige, at hun haltede, men nok nærmere vaklede lettere usikkert til bens imod den lille velkendte hytte. Det gyngede en smule for hendes blik og hun bed sig i læben for at bevare fokus. Hun havde gået igennem hele parken, så kunne hun altså også godt gå det sidste stykke selv! Hun var både blejere, en smule tyndere -hvilket næsten ikke var muligt- og alt i alt bare i værre tilstand end, da hun sidst havde betrådt græsset i parken og for dem, der havde overnaturlig lugtesans, ville de kunne opfange en svag duft af roser og en lugt af død blandet med opkast, men for normale næser ville de kun kunne dufte et strejf af roser under lugten af opkast. Hun havde medvillige gemt den højre hånd i lommen, da hun ikke ville have, at han skulle se den lige med det samme. Hun stak sig selv en flad på baghoved, hvilket fik hende til at kunne fokusere ordenligt i mørket igen. Hun kunne nu se det lille skur og rømmede sig en smule, mens hun på usikre ben gik hen til det. Hun trak vejret tungt og kunne godt mærke, at svimmelheden kom tilbage. Hun bankede stille på et par gange, hvorefter hun trådte et skridt tilbage, selv om hovedpinen og hendes krop plagede hende om at kunne få lov til at sidde ned eller kaste sig ud fra en klippe, bare for at få ro. Hun ventede bare stille med hænderne i lommen og det lettere uklare blik rettet imod jorden...

Adalwin sad bare i skuret og ventede på om hun ikke snart ville dukke op. Han havde brugt lang tid hver eneste dag på at lede efter hende. Det var virkelig ikke rart for ham at hun var væk på den måde... han savnede hende, og da han hørte nogen banke på fløj han op og rev døren op.

''Val...''

Han lagde bare armene om hende i et kram og holdt hende tæt ind til sig, hvorfor havde hun det dog så skidt... Han løftede hende op og bar hende ind. Han havde ikke brug for at vide hvad der var sket før hun havde det bedre...

''Bare lig dig ned og slap af.''

Hun kunne svagt høre fodtrin inde fra skuret, hvorefter døren nærmest blev flået op og varmen strømmede hende øjeblikkeligt i møde. Hendes øjne måtte vende sig en smule til lyset, men stemmen var ikke til at tage fejl af. Al! Hun mærkede så få sekunder efter hans arme om hende i et varme kram, der nærmest fik hendes ben til at blævre under hende. Hun var enlig utrolig træt og vidste ikke, hvor langttid, der vat gået, siden hun havde set ham sidst. Hun havde savnet ham, men på samme tid var tingene sket så hurtigt, at hun stadig havde svært ved at tro, at de var sket. Hvad hun ikke havde udsat hende selv og Tchort for de sidste dage! Ting som nok krævede en enormt god forklaring. Hun mærkede, hvordan han med lethed løftede hende op i sine arme, hvilket gav hende en underlig følelse af déjá vú, men hun orkede ikke at tænke over det. Hun lagde bare stille hoved ind til hans bryst og lukkede øjnene. Hun havde virkelig ingen krafter tilbage, hverken mentalt eller fysisk...

Han lagde hende ned på madrassen og lagde sig selv ved siden af hende. Han startede med det samme med at undersøge hendes krop så godt han kunne for sår og andre skader, som han kunne heale.

''Val... Må jeg tage tøjet af dig? Så jeg kan helbrede dig ordentligt?''

Han regnede ikke med at hun ville have noget imod det så derfor begyndte han med det samme at fjerne hendes tøj, og stoppede kun hvis hun ville have det, og så da han kunne begyndte han at undersøge hendes krop helt for sår eller andre skader.

''Du kan bare sove hvis det er... Så skal du nok være helbredt når du vågner...''

Hun lod sig bare blive lagt ned på madrassen og havde ikke krafter til at gøre noget overhoved. Hun lå bare ved hans side og trak vejret tungt med lukkede øjne. Hun nikkede næsten useligt til svar og lå bare helt udmattet, mens han begyndte at fjerne hendes tøj. Efter som han begyndte at fjerne ville han nok som det første opdage hendes brækkede hånd, der tros skaden var bundet pænt ind i bandage. Han ville derefter nok opdage et blåt mærke i hendes nakke og flere af mindre størrelse nogle få steder på armene og et enkelt på benet. Hun havde også en halv hjernerystelse, men det var nok ikke synligt. Hun trak bare vejret og fald uden indvendinger i søvn med hans accept...

Han så så mange skader at han valgte bare at bruge så mange kræfter han kunne på at heale hele hendes krop. Han lagde hænderne sådan at den ene hånd lagde lige under navlen og den anden lagde på hendes kraveben, og de begyndte langsomt at blive en smule varme, og healede hendes krop.

Han lagde mærke til hvordan hendes blå mærker forsvandt og det samme med mindre sår og skader. Han kunne dog ikke se noget i lang tid så han fjernede bandagen og fortsatte men der skete intet med hånden, da der først blev healet hendes hoved, og han blev bare mere og mere træt og udmattet. Han stoppede først da han kunne se og mærke at hendes hånd også vaar healet, og selv der fortsatte han i fem minutter så han vidste hun var helt healet.

Han lagde sig ned og puttede sig op af hende, og faldt så selv i søvn.

Hendes sår blev bare langsomt healede af ham, mens hun sov i den nok dybeste og mest fredfyldte søvn hun nogensinde havde sovet i, siden han havde været ude for ulykken hvertfald. Hendes søvn var drømmeløs og så tung, at hun ikke lagde mærke til, at han blev færdig og lagde sig ned ved hendes side, før han puttede sig ind til hende. Hun havde virkelig trængt til at sove efter alt det, der var sket de sidste dage og selv om hun havde sovet, så havde alle tingene, der var sket, udmattet hende meget mere end noget hun nogensinde havde oplevet før. Hun vognede hen imod aftenen igen, eller hun begyndte langsomt at komme til bevidsthed på det tidspunkt...

Han vågnede selv ganske langsomt ved samme tid som hende, og lagde bare og kiggede ganske stille på hende. Han vidste ikk helt hvad han skulle stille op med det hele, og først nu lagde han mærke til at han lagde og puttede sig op af hende og at hun var helt nøgen...

''Val?''

Han aede hende stille over maven, da han ikke kunne lade være. Han smilede stille til hende da hun lod til at vågne lidt op, og kyssede hende så blidt på læberne.

Hun lå bare og kom langsomt til sig selv, mens hun trak vejret dybt og indåndede den søde duft, der altid var i skuret. Hun lå bare helt nøgen ved hans side og til sammenligning kunne det godt ses, at hun ikke havde spist meget de sidste dage, da hendes riben og i det hele taget de fleste af hendes knogler var synlige. Hans stemme tiltrak hendes opmærksomhed og hun kom med et stille "Hmm?" dog stadig uden at åbne øjnene, da hun stadig var ved at vågne. Hun mærkede en kildrende og dejlig fornemmelse omkring maven, der gik dog lidt, før det gik op for hende, at nogen nussede hendes mave. Hun prøvede så langsomt at åbne øjnene, men nåede det ikke, før et sæt varme læber blidt kærtegnede hendes. Hun trak vejret tungt og åbnede så stille øjnene. Hun blinkede et par gange, før hun genkendte skuret og det hele kom tilbage til hende, hvilket bare fik hende til at ligge armen over panden og trække vejret tungt, før hun drejede hoved langsomt til hans side og ved synet af ham trak et stille, men mat smil op i hendes mundvig, før hun hviskede lavt "Al..."...

''Ja Val... Vil du have noget morgenmad?''

Han smilede stille til hende, mens han bare lagde og kiggede på hende. Det var lidt underligt at hun lagde der helt nøgen og han lagde med alt tøjet på, da det var sådan han var faldet i søvn. Det var virkelig ikke det mest normale han havde prøvet nogensinde...

''Og når du er helt frisk... Så skal vi have snakket om hvad der skete...''

Han kyssede hende blidt igen, før han satte sig op, og uden hendes valg begyndte han at lave lidt æg og varme noget brød... Han lagde det på en bakke, med smør på brøddet og intet andet, og ægget ved siden af... Han gav hende bakken efter at have hevet hende op at sidde...

''Her.''

Hun smilede bare mat og nikkede langsomt til svar på hans spørgsmål. Hun betragtede ham lydløst og havde ikke opdaget, at hun var nøgen endnu. Hun havde prøvet sin del af mærkværdige ting, så at vogne op med han helt påklædt ved sin side kom ikke en gang ind under katagori. Da han så nævnte det med at snakke om, hvad der var sket, kom hun til at tænke på, hvordan i alverden hun skulle forklare ham det hele? Hun mærkede så hans læber blidt imod sine og mærkede madrassen brokke sig lidt, da han satte sig op. Hun trak så armen ned over øjnene, før hun lukkede dem og bandede indædt i stille sind på alle de måder hun nu kendte. Hun kunne dufte æget og det varme brød, hvilket fik hendes mave til at brokke sig højlydt over at den ikke havde fået del i sagerne endnu. Hun åbnede stille øjnene igen, da han hjalp hende op at sidde, hvilket hun nok ikke ville kunne have gjort selv. Hun smilede taknemligt, før hun gav sig til at spise brødet i små bidder, der blev tygget godt igennem, før hun sank dem og så tog en ny. Maven holdte endelig op med at brokke sig og tog taknemligt som et lille barn imod det den fik...

Han sad bare og betragtede hende spise. Denne gang lod hendes mave ikke til at brokke sig på samme måde som sidste gang, så hun var nok nemmere at have med at gøre denne gang end sidst han havde fundet hende totalt skadet og udkørt af det... Han smilede stille til hende, og da hun var færsig satte han sig ved hendes side.

''Val... Fortæle mig bare kort hvad der er sket... Jeg orker ikke en lang forklaring da jeg egentligt bare er meget glad for at have dig hjemme igen. Har virkelig savnet dig...''

Han kyssede hende igen for at understrege at han virkelig havde savnet hende og han kunne ikke lae være med at tænke på hvor meget han faktisk havde savnet hende gennem tiden hun havde været væk...

Hun fik sig langsomt spist igennem maden han havde tilberedt til hende og efter et stykke tid trak hun bare langsomt benene op under sig, før hun lagde armene om dem. Hun bemærkede så, at han satte sig ned ved hendes side, smilende, kunne hun se ud af øjnkrogen. Hun trak vejret tungt og begyndte så at fortælle "Jeg mødte en gammel ven i parken, som inviterede mig med ind på en cafe. Vi snakkede og så var der en lidt for nærgående tjener. Jeg knuste mit glas og faldt om, landede på hånden så den brækkede. Han tog mig med hjem, rensede såret, forbandt det og hjalp mig med at komme mig en smule. Jeg fik så et anfald af en anden art end normalt. Jeg prøvede at hoppe ud af vinduet fra omkring femte sal. Han stoppede mig og det gik over i et normalt hysterisk anfald, hvor han ikke fandt anden udvej end at slå mig bevidstløs. Dagen efter hjalp han mig ind til byen og jeg kom her tilbage" Det var sandheden, dog forenklet med undladte oplysninger, som at han var vampyr, at han boede i underverden og en del flere ting af, hvad der var sket, var blevet undladt, men det hun havde sagt var sandheden. Hun så stille ned og tilføjede næppe hørligt "Han spurgte efter dit navn og virkede til gerne at ville møde dig, han forstod dog godt, at jeg gerne ville have din accept først" Hun knugede bare om sine ben og så bare ned i jorden, som om hun skammede sig meget, over det hele, men sandheden var, at hun havde savnet ham og det kunne hun ikke benægte...

HAn lyttede bare til hvad det var hun fortalte og nikkede bare til det meste af det hun sagde. Det var det bedste svar han havde at fortælle hende og han blev bare ved med at sidde og nikke til hun snakke om noget med at skulle have hans accept.

''Min accept? Til hvad dog?''

Han undrede sig meget, men smilede bare stille til hende, mens han lagde armene om hende, og kyssede hende lidenskabeligt på læberne.

Hun opdagede så at hun sad nøgen, hvilket fik hende til at løfte øjnbrynet en del. Hvad i al? Hun så sig rundt efter et tæppe og trak så bare det nærmeste omkring sig. Hans ord nåede så hendes øre og hun tænkte lidt, før hun svarede "Til at fortælle ham dit navn og/eller trække ham med her hen, det er jo trosalt dit, så det er vel rimligt, at jeg skal have lov af dig til at få gæster" Hun sad bare og så ned på sine fødder, der lige stak ud under tæppet. Hun mærkede så hans arme omkring sig og lagde bare stille hoved ind til hans bryst, før hun lukkede øjnene og trak vejret tungt. Hun havde dog ikke set den komme, da han kyssede hende på en helt anden måde end han plejede, hvilket forvirrede hende en del...

''Ja undskyld at du er nøgen... Men var nød til at tage dit tøj af for at se hvor skadet du var blevet...''

Han smilede mat til hende. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare hende på det hun sagde med at han vel skulle give hende lov til at bringe folk med hjem... Han kunne mærke på hende at denne person betød meget for hende.

''Du må bringe alle de folk du vil... Hvis du stoler på dem så stoler jeg også på dem...''

Han slap ganske langsomt kysset og kiggede så bare på hende.

Hun smilede bare af hans undskyldning og svarede ham bare "Det er okay, jeg havde bare ikke lige forventet det" Hun sad bare med hoved ved hans bryst og nød hans nærvær. Personen, Tchort som han hed, betød en del for hende, da han var den eneste, der havde snakket med hende og hjulpet hende i den tid før Al kom tilbage til livet som engel. Han havde taget hånd om hende og det var hun ham evigt taknemlig for plus det faktum at han resently havde redet hende fra at begå selvmord og havene på sindssygehospitalet. Hun var glad for at Al virkede til at forstå det, hvilket var en af de ting hun så godt kunne lide ved ham; han forstod hende næsten altid. Hendes sexuelle lyster var meget dæmpede grundet hendes ekstreme undervægt, men hun nød dog den nye måde han kyssede hende på. Hun smilede bare stille og hviskede så bare "Jeg har savnet dig" med en blød og lille stemme...

''Det var godt... Du siger bare hvis du føler dig ubekvem ikke?''

Han smilede stille til hende, og holdt bare om hende som hun lænede sig ind til ham. Han var virkelig forvirret over hvordan deres forhold helt var, hvad de følte for hinanden og andet i den stil. Hvad de ville hinanden, udover at han selvfølgelig gerne ville sørge for at hendes liv var fantastisk...

''Jeg har også savnet dig smukke.''

Han kyssede hende lidenskabeligt og blidt, men meget kort på læberne og smilede så bare stille til hende inden han spurgte en smule undskyldene...

''Håber ikke det gør noget jeg lige tager noget morgenmad?''

Hun smilede bare af hans betænksomhed og nikkede stille til svar. Han var altid så venlig, selv når hun fortjente det allermindst, hvilket hun syntes var utroligt, at han havde så meget overskud. Deres forhold var ikke det mindst kompliserede, men var det ikke klart? Hun havde jo tilbragt mange år med at tro, at han var død. Hun var selv en del forvirrede over sine følelser, men havde valgt at prioritere kroppens velbefindende frem for sine følelser, da hun kunne være død af underernæring længe før hun fik styr på sine følelser sådan rigtigt, så lige nu nøjedes hun med at støtte sig til de to eneste i hendes liv Adalwin og Tchort. Hun kunne ikke lade vær med at smile og bide sig lidt i læben for at undgå at rødme en smule, hvilket ikke lykkedes. Hun mærkede så hans læber blidt imod sine i et kys af samme stilart som det forrige. Hun smilede bare stille til ham og kom så pinligt i tanke om, at han jo ingen morgenmad havde fået. Hun smilede undskyldende, før hun svarede "Det er helt okay, jeg havde helt glemt det, undskyld" Hun så bare ned på sine fødder, mens hendes kinder blussede en smule op...

Han rejste sig bare stille op og lavede mrogenmad til sig selv. Han lavede dog så meget at der var til hende hvis hun også gerne ville have noget mere. Han kiggede smilende på hende mens han lagde det på bakken og satte sig ned ved siden af hende, hvor han lige rettede hendes tæppe så hun var bedre dækket.

''Så... Og du tager bare noget hvis du gerne vil have mere.''

Han smilede stille til hende, og kyssede hende blidt på kinden.

''Har lavet så der er til dig også.''

Hun smilede bare stille, mens hun betragtede ham, mens han lavede morgenmad til sig selv. Hendes blik faldt dog lettere genert, da han kiggede i hendes retning og hun trak tæppet en smule tættere sammen om sig i rent generthed og mangel på at lave noget. Hun så op på ham, da han satte sig ned ved hendes side igen med bakken og smilede blidt til ham, da han rettede på hendes tæppe, før hun svarede forsikrende "Det skal jeg nok" Hun mærkede så hans -varme- læber imod sin kind og trak vejret tungt, før hans stemme endnu en gang indtog hendes sind. Hun smilede bare stille og svarede "Det er okay, spis du bare, jeg er stop mæt" Hun grinte en smule af sig selv, da hun fandt det komisk, at hun kunne spise et helt måltid nu, hvilket havde været en drøm at gøre, da hun havde boet hjemme...

Han sad bare stille og spiste sin mad og smilte lidt til hende, men kunne ikke lade være med at tage lidt æg på gaflen og lade det glide forbi hendes mund lige under hendes næse...

''Sikker? Vi skal jo have dig fedet op.''

HAn smilede stille til hende, mens han med den anden hånd tog lidt brød og spiste det selv. Han sukkede nærmest nydene over maden. Han sad også bare og grinede lidt.

''Kom nu, du ved jo du gerne viiil.''

Hun smilede bare stille og så ned på sine tær, der lige nøjaktigt stak ud under tæppet. Hun rettede så blikket imod ham igen, da et stykke æg fandt sin vej neden under hendes næse. Hun smilte så en smule mere, før hun svarede "Ja, men hvis jeg spiser for meget ender det med at komme op igen og det ville ikke gavne det ene aller det andet" hendes stemme havde en leende undertone. Hun betragtede ham stille, som han spiste sig igennem brødet og hun skubbede bare drillende til ham, før hun grinende svarede "Ej altsååå, nu piner du mig jo bare" Hun skubbede stille gaflen væk fra under sin næse, men kunne ikke stoppe med at le i stille sind. Hvordan kunne det være, at han altid vidste, hvad han skulle gøre eller sige, for at få hende i godt humør?...

Han grinede lidt med hende, og spiste så selv ægget da hun ikke lod til at ville have det, men så så lidt mere alvorligt på hende. Han kiggede hende dybt i øjne meget alvorligt som om det han ville sige handlede om liv eller død.

''Så feder vi dig op til næste måltid''

Han grinede så bare og hans sagde det også ganske drillende. Han smilede så bare til hende og snappede efter hendes næse og kyssede hende så blidt på læberne før han spiste det sidste af hans mad.

''Hvad så hvad vil du lave i dag?''

Hun smilede bare og grinede stille ad det hele enlig, bare hele situationen; hende siddende nøgen under et tæppe, ham fuldt påklædt, der prøvede at lokke hende til at spise. Da hans mine blev alvorlig lagde hun også både smilet og grinet på hylden, men så bare afventende på ham, da han virkede til at have noget på hjertet. Hans drillende kommentar fik hende til at grine igen og hun gemte bare hoved i tæppet, da hun ikke kunne stoppe igen, men forsøget på at standse det virkede ikke helt som planlagt. Hun kiggede en smule op igen og havde nogenlunde styr på latteren, hun vidste dog ikke, hvordan hun skulle reagere på hans snappen ud efter hendes næse, men hun lukkede bare stille øjnene og besvarede stille kysset, da hans læber mødte hendes. Hun tænkte over hans spørgsmål og overvejede det stille, før hun svarede med et lille smil "Det ved jeg ikke, men sidst jeg tjekkede var det nat udenfor" Hun betragtede ham stille, mens han spiste resten af maden...