Childhood friends, What are you talking about? //Adalwin//

En stille brise tog fat i træernes kroner, hvilket fik bladene og grenene til at rasle. Mørket havde sænket sig over parken, mens det eneste lys kom fra lygtepæle der stod med store mellemrum langs stien. Mellem to af lyskeglerne -der kom fra lygtepælene- var der helt mørkt. I dette mørke stod en af mange bænke plasseret. Denne bænk skildte sig dog meget ud, da en mørk skikkelse havde taget plads der. Skikkelsen sad helt stille med hoved vendt imod månen, der kastede et uklart skær over parken. Månens lys fik skyggerne til at danse stille og forme forskellige monstre og uhyrre, før de ændrede form til noget andet. Den stille brise havde taget let fat i pigens nat-sorte hår og hvirvlet det om på den ene side af hende, hvilket resulterede i at alt håret lå ned af hendes bryst på hendes højre side. Dette så dog ikke ud til at genere hende overhoved.
Hendes øjne havde samme grønne farve som nyudsprungende bøgeblade mens en lille ring af gult snoede sig omkring pupillerne, før det blev opslugt af det grønne. Hun var klædt i en tyk sort vinterjakke, der gik hende til lige over knæene og et par sorte vinterstøvler der gik hende til lidt under dem, hvilket gjorde ca. 10 cm af hendes perlemorsfarvede hud omkring knæet synligt. Hendes lettere spinkle hænder lå foldet i hendes skød, mens øjnene og hendes røde læber var det eneste der gav hendes udseende farve.
Pigens -eller nærmere den unge kvindes- navn var Melicia. Hun opholdte sig tit på steder som dette, da det af en eller anden grund gav hende ro i sindet. Stilheden. Ensomheden. Mørket. Det var blevet hendes tro følgesvende igennem livet, efter hendes verden var faldet sammen. Hun sad bare og nød dette mørke der omgav hende og resten af parken...

Adalwin vidste ikke hvad han lavede her på jorden stadig, men det var som om han blev trukket i retning af denne lille park, som om der var noget her i parken der var vigtigt for ham, noget han skulle kende eller noget gud ville have han skulle kende.
Han havde ingen anelse om hvad det var han skulle forvente, at finde i den lille park så derfor gik han bare og kiggede sig omkring i parken, og specielt ind i mærket mellem lyskeglerne, da han var lide paranoid for om der muligvis ville være noget der ville komme springene ud af buskene af angribe ham, selvom han godt vidste det ikke ville se.
Han fortsatte sin stilfærdige gang ned igennem sti systemerne, uden at tænke han lod sig bare føre i den retning hans fornemmelse sagde han skulle gå.
Han var ved at være ret sikker på at uanset hvad han fandt var det vigtigt og det var noget gud ville have ham til at finde, og at det nok var skrøbeligt og havde brug for hjælpe, og han skulle nok tilbyde sin hjælp.
Han var lige kommet tilbage efter ulykken hvor han var død, den ulykke der aldrig skulle have fundet sted, og han lignede ikke helt sig selv længere istedet for det gamle kortklippede mørke hår havde han nu halvlangt, mørke blond hår. Hans øjne var dog stadig mørke.
Han kunne nu se hvad det var han var draget i mod, en bænk mellem to lys kegler, hvor der sad en ung kvinde, nogle få år yngre end hans egen krop. Han genkendte det ikke lige med det samme, da han ikke kunne se hende så godt i det sparsommelige lys. Han satte sige derfor bare ved siden af hende, og lignede en ganske normal person.

"hvad laver en som dig alene sådan en aften?"

Hans stemme var varm og venlig, som hans stemme havde været for det meste, og det havde gjort at han havde haft nemt ved at få folk til at stole på ham gennem tiden, og ingen han kendte havde været rigtigt onde mod ham, og hans død var bare et uheld som han ikke bebrejdede nogen, udover djævelen som sikkert havde sat det i værks for at teste ham, og for at teste gud og andre troene.

Melicia sad bare helt stille i mørket. Forladt. Alene. Hendes grønne øjne lå på den smukke måne. Hun tænkte tilbage, tilbage til den tid hvor hendes mor stadig levede. Tilbage til den tid hvor alt ting havde været godt og varmt. Efter hendes mors død havde hendes liv været elendigt. Ganske enkelt elendigt. Hun huskede hvordan hun og hendes mor var gået igennem skoven og parken så mange gange sammen. De havde gjort det specielt tit i efteråret og om foråret. Det havde været for at indsamle agern og kastanier om efteråret og for at se naturen vågne om foråret.
Hun blev revet ud af sine gode tanker og minder -noget hun ikke havde mange af tilbage- af nogle næsten lydløse skridt, der kom imod hende. Hun var ikke specielt god til at være sammen med andre -hun havde engang været det, men det var mange år siden- men hun blev siddende på bænken. Hun håbede inderst inde, at personen bare ville gå forbi hende og ikke ligge mærke til bænken, men selvfølgelig gjorde personen det ikke.
Hun så ikke på personen, der satte sig ved siden af hende i mørket. Hun prøvede at ignorere personen, hvilket ikke lykkedes, da personen begyndte at snakke til hende. Hun syntes hun havde hørt stemmen et sted før, men kunne bare ikke komme på hvor eller hvornår. Hun kunne dog tage konklussionen, at det var en mand, der havde gjort hende selvskab. Hun besluttede sig til at svare ham, da hun var blevet opdraget af sin mor til at være høflig over for andre -en af de få ting hun stadig holdte ved, som hun havde lært. Hendes stemme var neutral, da hun svarede ham, stadig uden at værdige ham et blik

"Nyder natten, betragter månen"

Hun overvejede at lade blikket glide over på ham, men knuede bare istedet hænderne i skødet. Han ville nok gå hvis hun ikke så på ham eller viste interesse for ham. Hun lukkede stille de kølige grønne øjne, mens hun bare ønskede at blive ladt i fred...

Han sad og kiggede sad omkring, og ventede bare på hun ville svare, og stadig uden præcis at vide hvorfor han var blevet guidet hen til hende. Han vidste kun den ene ting at det var gud vilje at han var endt der, og ikke bare en tilfældighed. Han vidste også at det alt sammen var meningsfyldt, men hvordan det var det vidste han ikke.
Han kiggede på hende da hun svarede, for at få bedre fat i hvem hun var, og hvordan hun havde det. Han kunne lidt fornemme at hun ikke brød sig ret meget om at han åbenbart var til sted, sådan virkede det ihvertfald til.
Da hun svarede ham, skulle han først lige tænke det hun sagde, da det var meget mærkeligt at sidde og nyde natten på den måde, men det med månen kunne han godt forstå.

"Hvorfor sidder du her ikke om dagen og nyder lyset og de smukke træer?"

Han forstod hende godt, selvom han selv var et af lysets væsner, var der noget ved specielt månen om natten der var tiltrækkende, selvom den lys var så dystert og mørkt når man så op det.
Han kunne dog ikke forstå hvordan hun kunne nyde natten, for ham var det noget der gjorde ham bekymret og dyster, ikke noget smukt. Han havde jo lært hvor farlig natten var, specielt med folk der ikke kunne overholde lovene.

"Jeg forstå ikke hvorfor du nyder natten, den er farlig og fyldt med død."

Han sagde ikke mere end det, og håbede at han snart kunne få hendes ansigt at se ordentligt hvilket endnu ikke var lykkedes ham, og det gik ham lidt på. Han var typen der gerne ville se på hans samtale partnere, og se dem i øjnene.

Hun tænkte stille, ind til hendes tanker endnu en gang blev afbrudt af manden, der snakkede til hende. Selvfølgelig ville han ikke bare gå, hvorfor ville han ikke bare tage hjem? og lade hende være i fred med sin egen elendighed. Hun var tæt på at vrisse af ham, men trak vejret dybt før hun svarede i samme tone som før, selv om det var blevet let bitter og kold

"Hvad skulle det skønne være ved at se små børn rive verden fra hinanden og høre deres klager når de får en lille hudafskrabning på knæet? Lyset hmpf... så fortrækker jeg det her"

Hun modstod stadig trangen til at lade blikket glide over på ham, da håbet om at han ville forlade hende ikke var forsvundet helt. Hendes blik lå stadig på de smukke stjerner, der lyste op på den klare nattehimmel. Hun mærkede en blid brise, der strøj hen over parken.
Hun lukkede stille øjnene, da hans stemme igen afbrød stilheden. Hendes frihed. Hun sukkede stille og lagde hoved bagover, så hendes øjne stille åbnede op til stjernernes og månens blide funklen. Hendes stemme var lettere blød og lød som om den kom langt væk fra, da hun svarede ham igen

"Det er det efter din mening. For mig er natten..."

Hun holdte en lille pause og overvejede sine ord grundigt for at finde de ord der passede bedst til hendes syn på natten. Det tog lidt tid, før hun fortsatte

"... Fascinerende, tiltrækkende, beskyttende, varm, ensom, forstående..."

Hendes stemme tonede stille ud i stilheden, mens hun bare puttede sig ind i sin jakke og nød den stilhed, det mørke der smøg sig om hende...

Han lyttede til hende, og eftersom hun ikke kiggede på ham, kiggede han heller ikke på hende. Han kunne godt se hvad hun mente med at man ikke gad at høre på skrig og skrål fra børn, men hun kunne jo bare sidde et sted hvor de ikke kunne høres. Det kunne jo ikke være det store problem at finde et sted hvor man kunne finde det.

"Du kunne jo bare sidde et sted hvor du ikke kunne høre børnene."

Han sad bare roligt, og lyttede til det næste hun sagde. Det var vigtigt for ham enten at selv forstå hende, eller få hende til at forstå det han snakkede om. Han havde som sådan intet mod natten, men han ville forstå den person som gud havde sendt ham hen til.

"Det er lige netop det der gør natten farlig, den er ensom, hvilket intet menneske skulle udsættes for. Mennesket er ikke skabt til at være ensom, og derved går mennesket under hvis det er ensomt."

Hun tænkte stille og overvejede hvorfor han overhoved ville give sig tid til at snakke med hende eller i det hele taget prøve at overbevise hende om, at det ikke var godt det hun mente. Hun kunne ikke dy sig mere og vendte stille hoved i retning af stemmen, der snakkede til hende. Hun kunne kun se omridset af ham, men ud fra det at dømme så var han ikke meget ældre end hende, selv om han snakkede med en mere erfarn og velformuleret stemme end hun. Hun tænkte stille og svarede ham så

"Hvorfor bekymre du dig om mig enyway? Jeg er ikke en lille skrøbelig pige på 5"

Hendes perlemorsfarvede ansigt var vendt imod ham, mens hendes grønne øjne betragtede ham. Det eneste der havde udtryk på hendes perlemorsfarvede hud i ansigtet var en næsten utydelig rynken i panden, da hun ikke kunne de hvorfor manden prøvede at hjælpe hende. Hun svarede ham tørt på det sidste

"hmpf... så kommer du et århundrede forsent, ensomheden er en trofast følgesvend og den er den eneste man kan stole på nu om dage"

Hendes stemme havde fået en lettere bedrevidende undertone, da minderne væltede ind over hende. Hun af alle kendte ensomheden godt. Det havde været hendes bedste ven siden hendes mors bortrejsen for mange år siden. Den eneste grund til hun levede vidre var tanken om hævn over den mand, der havde dræbt hende. Hendes mors død havde også tvunget hende til at se den hårde og uretfærdige verden i øjnene...

da hun vendte sig om mod ham, kiggede han også på hende, og der kunne han se hvem det var der sad foran ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, men det var nok bare noget han forestillede sig da han havde savnet hende virkeligt meget og derfor så han hende nok bare nu .

"Fordi intet menneske skulle være ensomt, intet menneske skal ødelægges på den måde."

han lyttede til hendes næste ord, og de skar ham lidt at hun havde det på den måde, fordi det var jo synd for hende, lige meget om det var hende han så eller om det var en anden person, bare det at personen led under ensomhende var nok til at han havde meget ondt af personen han havde jo selv prøvet det en gang.

"Det er ikke for sent så længe folk er i live..."

Han stemme døde hen da han kom til at tænke på at han som sådan ikke var i live længere og det var lidt hårdt at tænke på, og han havde endnu ikke helt set noget godt ved hans nye liv, da det bare virkede som om han var stik i rend dreng.

Hun havde svært ved at se klart i mørket, selv om hendes øjne havde vendet sig til det forlængst. Der var et eller andet velkendt ved de mørke øjne af hans, hun kunne bare ikke komme på hvad. Hun så et kort glimt af et eller andet i hans øjne, før hun så væk og svarede ham i en mat tone

"Jeg ved ikke hvorfor du overhoved prøver at hjælpe mig, men som jeg allerede har sagt er jeg ikke interesseret i medlidenhed"

Hun var lige ved at tilføje 'mere' men bed det i sig. Uanset hvem han var så havde han ingen ret i til komme og lege prinsen på den hvide hest, det tog var forlængst kørt. 6 år forsent. Hvis han bare var kommet for 6 år siden kunnet det være hun havde ville lytte til ham, men hun havde opgivet det hele. Den eneste hun havde stolet på havde prøvet at dræbe hende for kort tid efter at lade sig selv blive kørt ned af en spirtbelist. Sammen med ham var hendes hjerte også dødt, han havde været en god ven ind til hun blev lidt ældre og han var blevet en idiot. Hun havde ikke tilgivet ham eller manden der dræbte hendes mor, hvilket også var grunden til at hun var blevet et barn af natten og ensomheden. Hun nød den smerte som minderne gav hende og var endda blevet afhængig af dem for at overleve...

Han sad og lyttede til ehdne, og det han gjorde var ikke medlidenhed. Det var ikke for bare at have ondt af hende, de var faktisk bare fordi han mente det var forkert. Han kunne tydeligt mærke at hun ikke var til at have ret meget med at gøre, og at hendes indstilling slet ikke kunne vendes. Det gik ham dog rigtig meget på at hun ikke forsvandt, og at hun derfor måtte være virkelig, men hvorfor genkendte hun ham ikke. Havde han ændret sig så meget.

"Val for pokker ikke, ikke igen det var hårdt nok at få dig op af dit mørke hul engang. Kom nu bare op af dig selv ikke, og så skal jeg nok sørge for at du ikke falder der ned igen."

Hans stemme var blid og varm, og den var og fyldt med venlighed for det havde den næsten altid været, men den var blevet endnu mere venlig efter hånden han var blevet engel. Det var virkelig ikke noget der var nemt for ham det her, at sidde med sin barndomsven som nok så en som død, og som ikke kunne genkende en.

Hendes øjnbryn fløj op i hendes pande, da han kaldte hende Val. Der var kun en person, der havde kaldt hende Val eller Valerie. Han havde syntes hun mindede om en Valmue, en blomst der behøvede kærlighed og omsorg for at blomstre. Det var derfor ham var gået over til at kalde hende Val eller Valerie. Ingen andre end ham havde vidst det, hvilket var grunden til hendes overraskelse. Selv om han var død og borte nu, hun havde intet understående tilbage med ham, han havde behandlet hende dårligt det år før han døde og hun tænkte næsten ikke på ham mere. Hun vendte hoved mod manden med rynket pande og udbrød

"Val? Mit navn er Melicia, du må have forvekslet mig med en anden"

Hendes stemme var både overrasket og kold, da hun rejste sig og sagde

"De er tydeligvis fuld og ude ad stand til at vide hvad de snakker om"

Hendes stemme var blevet afsonet og formel. Sandheden var at hans stemme havde vagt minder i hende. Minder som hun trode hun havde lagt bag sig for længst. Hans stemme og den måde hans sagde hendes navn på havde virket for smertefuldt velkendt, men det kunne ikke være sandt. Hun havde set hans livløse krop, han havde overladt hende til sig selv og dømt hende ligsom alle de andre. Han kunne umuligt være hendes barndomsven. Tårene kom stille op i hendes øjne, da hun begyndte at gå væk fra bænken...

Han blev meget overrasket over hendes reaktion. Han forstod ikke hvad der var sket med hende, men han var jo sikker på det faktisk var hende og derfor, ville han ikke have hende til at gå. Han valgte at svare hendes første spørgsmål, helt ærligt og uden nogen bagtanke bare med den stemme han nu en gang havde.

"Val, jeg er sikker på jeg ikke tager fejl af hvem du er."

Han blev igen overrasket da hun rejste sig og beskyldte ham for at være fuld, og han havde ikke engang drukket siden han var blevet engel, så det var han helt sikkert ikke. Der var ingen tvivl om at hun bare ikke kunne lide hans selskab men lige nu ville hun ikke slippe. Han tog fast i hendes arm da hun begyndte at gå.

"Nej jeg er ikke fuld, og har ikke drukket siden jeg blev dræbt af en spritbillist..."

Hun var så småt ved at gå op i syningerne... igen. Den gang for mange år siden havde hun været den lille naive pige som var stødt på en nedtrykt dreng på legepladsen, hun havde ikke forstået ham, men hun havde været glad for at kunne tørre den ulykkelige tone væk fra hans ansigt. Han var blevet hendes bedste ven og hun var til og med blevet forelsket i ham. Han var med tiden blevet afsonet fra hende igen og dagen inden han gik bort havde de haft deres eneste skænderri nogensinde. Det var hvertfald sådan hun huskede det. Hun huskede hans døde ansigt og hvor meget hun havde grædt. Hun huskede smerten og havde givet sig selv skylden for hans død. Han havde været hendes livline og efter hans død var det som om hun var faldt ned i en brøn hvor hun havde været fanget lige siden. Hendes liv havde været et helvede siden den dag og nu kom denne... denne mand og påstod at han var hendes tidligere bedste ven og den ven der havde overladt hende til brønden. Hun mærkede tårene, der pressede sig på og hans hånd der bestemt greb ud efter hendes.
Hun mærkede gråden som en klump i halsen, da han endnu engang kaldte hende Val. Det kunne ikke være ham, han var jo død! Hun svarede bare med en lettere halvkvalt stemme

"Hold op med at kalde mig Val! Hør jeg ved ikke hvem du er eller hvorfor du er efter mig, men hvis du ikke giver slip så ringer jeg til politiet!"

Hendes stemme skælvede lidt og hans sidste ord væltede hende helt af pinden. Hun rev hånden til sig som om han havde brændt hende og vendte sig hurtigt rundt. Hun var lige ved at råbe af ham, da hendes forvirrede og nærmest sindsyge blik faldt på ham igen. Det var let at se at hun ikke kunne holde specielt godt sammen på sig selv, da hun svarede med en skælvende stemme og trådte lidt tilbage.

"Du kan ikke være ham! Jeg så ham død! Jeg så ham for gud skyld død! Han er død og væk! Han døde for fanden for 6 år siden! Jeg så det med mine egne øjne!"

Fustrationen lyste ud af hende og forvirringen havde lagt sig som en kold hånd over hendes sind. Hun havde genkendt hans stemme og de mørke øjne, han var et spøgelse. Et spøgelse eller en ond ånd der var kommet for at dræbe hende. Tårene begyndte stille at trille end af hendes kinder, før hun begyndte at bakke bagud. Hun nåede et par meter væk før hun vendte rundt og begyndte at løbe ned af stien, væk fra den onde ånd. Hun havde det som om hele hendes verden var blevet vendt på hoved og ingen ting var virkeligt mere...

Han forstod slet ikke hvordan hun ikke kunne huske ham, hvorfor kunne hun ikke det. Det de havde haft var jo et fantastisk venskab, som havde været på vej mod at blive til mere end det, og derfor var det svært at forstå. Han ville så gerne have at hun kunne huske ham, og derfor ville han gøre alt han kunne for at få hende til at gøre det igen.

"Val for pokker, det har jeg jo altid kaldt dig, jeg har altid kaldt dig det fordi jeg så gerne vil hjælpe, beskytte og gøre alt hvad jeg kan for at gøre dig glad."

Han ville så gerne gøre alt hvad han kunne for hende, og den dag han var død, havde han faktisk været på vej mod hende, med en bukket blomster en bukket valmuer, kunne hun ikke huske det. Han kunne selv tydeligt huske den bukket, og den bestod kun af valmuer og et par enkelte roser i midten.

"Jeg er ham, jeg blev dræbt af en sprit billist den dag jeg var på vej til dig for at invitere dig ud at spise, med en bukket blomster til dig, kan du slet ikke huske det?"

Han ville så gerne have den pige tilbage, som hun havde været. Han kunne tydeligt huske alt det de havde haft sammen, og det var derfor det var nu han gerne ville gøre alt for hende.

Hun Løbe bare fortsat ned af stien, så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. Hans stemme var stadig i hendes hoved og blev ved med at runge som et ekko igennem hende. Hun kunne knap se stien hun løb ned af, hendes enest mål var bare at komme væk, væk fra hans spøgelse. Det var rigtigt, at han altid havde kaldt hende Val, hun havde elsket det. Ikke fordi at det lød godt på tungen, men bare fordi han havde givet hende det og fordi det lød så sødt når han udtalte det. Hun rystede voldsomt på hoved for at tvinge ham ud af sine tanker, hvilket resulterede i, at hun var lige ved at snuble over en kæp, der lå på vejen.
Han kunne ikke være hendes Al, det kunne han bare ikke! Han var død og borte. Hvordan kunne den... den mand, eller hvad han nu var, bare komme og bilde hende ind, at han var hendes Al. Det gav bare ikke mening. Og hvad var det for noget med at han ville have inviteret hende ud og spise? Alle vidste da at hun og Al havde haft et voldsomt skænderri -hvor han havde slået hende- dagen forinden. Hendes Al havde haft nattesort hår og de dybeste... smukkeste... mest fascine... NEJ! Han var ikke hendes Al!
Hun stoppede op, da hun kunne begynde at skimte udkanten af parken. Hendes hjerte galoperede afsted, mens hun stille støttede sig til et træ og kiggede sig nervøst over skuldren. Han fulgte ikke efter hende. Hun prøvede at trække vejret dybt og sætte sin puls ned, men det virkede ikke. Et eller andet ved personen havde virket underligt velkendt, underligt betrykkende. Hun rystede voldsomt på hoved og kunne nu for alvor mærke kulden der satte ind...

Mens hun løb, rejste han sig langsomt op og begyndte at gå efter hende, men meget stille og roligt. Han ville gerne kunne bevise det for hende at det var ham, men hvordan skulle han dog kunne gøre det, for han måtte jo ikke vise sig som engel for hende det var jo ikke tilladt at gøre overfor et menneske.
Han gik bare hen mod hende, og nåede tættere og tættere på hende, så han kunne komme hen til hende og snakke det hele igennem med hende igen. Det var ikke for at være pågående eller noget.

"Kan du virkelig slet ikke huske mig?"

Hun havde hoved gokket ind i træet hun støttede sig op af og hjertet røj næsten helt op i halsen på hende, da han uden en lyd var nået hen til hende og begyndte at snakke igen. Det var nemt at høre på hans undrende -men stadigt venlige stemme, at han seriøst mente at han var hendes Al. Hun trak vejret dybt og rettede sig op, før hun lod de kolde, lettere dyriske grønne øjne møde hans mørke. Hendes blik var lettere irriteret og hun forstod ikke hvorfor han blev ved med at lade som om han var hendes Al. Hendes stemme var lettere træt og hun løftede på øjnbrynene, da hun svarede ham

"Jeg husker sh't, og alle ved, at mig og Al havde et stort skænderri dagen, før han blev kørt ned. Alle ved at han slog mig og jeg havde hjernerystelse flere dage efter. Jeg ved ikke hvem du er men seriøst den joke er ikke sjov mere"

Hendes stemme var lettere bitter og hun havde stille lagt armene over kors, mens hun ventede på hans reation...

Han kunne stadig ikke forstå noget af det hun sagde, og nu sagde hun at de havde haft et skænderi. Det kunne han slet ikke huske noget om, fordi så vidt han kunne huske havde de to aldrig skændtes, og han ville godt nok aldrig have slået hende sådan, og hvis han havde var han vel heller ikke blevet til en engel, så var han vel blevet sendt til djævelen i stedet.

"Jeg er meget seriøs om at jeg Adalwin, din barndomsven! Jeg har aldrig skændtes med dig, og aldrig slået dig. Jeg var på vej mod dig dagen jeg blev ramt for at give di en bukket, og hvis du ikke tror mig har jeg to ting jeg skal vise dig, den ene kræver et bibliotek, og den anden viser jeg dig nu!"

Han stoppede op foran hende, smed sin trøje og lod vingerne bryde ud af sin trøje. Det var den eneste måde han kunne vise hende at han var blevet engel, og at han var der for at beskytte hende.

"Tror du nu på mig, jeg ville da aldrig være blevet engel, hvis jeg havde slået dig.!"

Hun så bare koldt på ham og havde stadig lagt armene over kors, mens hun seriøst var begyndt at blive rigtigt træt af hans irriterende joke. Hun var splittet, en del af hende sagde, at han løj, de havde skændes og han havde slået hende, hun huskede det tydeligt. Den anden del af hende havde bare løst til at tro på ham, tro på at han var hendes Al og hun var hans Val, at han var kommet tilbage fra døden for at være sammen med hende. Hun lyttede til ham og var lige ved at tabe underkæben ved synet af de hvide og store vinger, som han foldede ud efter at have taget trøjen af. Hun var fascineret og kunne ikke fjerne blikket fra hans vinger. Hun trådte med langsomme skridt -nærmest som i en tåge- hen til ham. Hendes øjne havde et overrasket og helt hypnotiseret blik, da hun ragte hånden ud imod den ene vinge. Hun lagde kort mærke til at hans kropsbygning også passede til Als, han gjorde da et ihærdigt forsøg på at overbevise hende. Hun lod blidt og nærmest fortryllet fingrene på venstre hånd stryge let hen over fjerene...

Han lod hende bare røre ved hans fjer, for at få hende til at tro på ham, og at han var kommet tilbage. At han faktisk slet ikke var død, hvilket han jo også kun var halvt om halvt. Han havde vidst at der i en avis fra da han døde, havde et billede af ham der lagde på fortovet hvor han var blevet slynget hen, og stadig knugede om bukketen som han havde købt til hende, de var endda tydelige på det billede.

"Jeg kan bevise jeg var på vej hen til dig med en buket, og det var for at invitere dig ud, i avisen fra den gang, kan man se et billede af mig der ligger død og stadig holde bukketen, som var valmuer og nogle enkelte røde roser."

Hendes øjne var bare limet fast til hans vinger, der havde sprunget hendes forsvarsværker i stykker. Hun betragtede dem fortryllet og lod bare fingrene løbe ned over hans vinger igen og igen -blidt og forsigtigt, som om hun var bange for at de lige pludselig ville forsvinde for øjnene af hende og være væk for altid. Hun ænsede knap nok hvad han sagde, men var fanget i den tåge og prøvede at få det hele til at passe sammen. Han mente han var hendes Al og at han var blevet en engel. Han mente, at han var på vej over til hende med en buket blomster til hende, den dag han blev kørt ned. Han havde samme bygning som Al. Han havde samme dybe, fascinerede øjne som Al. Han kaldte hende Val, hvilket i sig selv var et stort bevis. Hans stemme lød ligsom Als, men det kunne ikke passe. Hun havde fået hovedpine af det og rynkede let på panden. De havde skændtes og det var ikke noget hun bildte sig ind. Hun hviskede lavt og fjernt et spørgsmål til ham, et hun vidste kun Al og hun havde vidst

"Hvorfor valgte du at kalde mig Val? og ikke Mel eller Melicia som alle andre?"

Hendes blidt forlod ikke han vinger, mens hun prøvede at få det hele til at passe, selv om det gav hende hovedpine...

Han undrede sig meget over hvorfor hun stillede ham det spørgsmål, men han regnede med at det var fordi hun gerne ville teste ham, og få bevist at han faktisk var det han sagde han var. Han kom til at tænke lidt på det, og svarede ikke lige med det samme da han blev meget overrasket.

"Fordi du mindede mig om en valmue der havde brug for omsorg, og hjælp for at vokse og gro, og du var som mit eget lille opium den gang."

Han smilede til hende, og havde bare lyst til at kramme og kysse hende, men lod være da hun ikke ville have at hun skulle have det skidt med det. Det var dog utroligt at måde en man han holdt så meget af, og det var så en der ikke kunne huske en.

Hun trak vejret tungt og stoppede med at stryge ham over fjerene, selv om det krævede en del villigestyrke. Hun havde bare lødt til at lade sine fingre løbe hen over de bløde fjer, men bed sig let i læben, før hendes blik modvilligt fjernede sig fra hans vinger og søgte hans ansigt. Han var lige så høj som Al havde været, konstanterede hun stille. Hendes blik var undersøgende og hun kunne enlig godt genkende nogle af hans træk, selv om det lyse hår forvirrede hende lidt. Hans svar overbeviste hende, selv om det fik det til at gøre mere og mere ondt.
En voldsom trang til bare at lade sine fingre glide blidt hen over hans bare overkrop, hans velkendte bare overkrop samt løsten tilbare at mærke hans varme og beskyttende arme omkring sig overvældede hende. Hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at ligge armene omkring hans overkrop og bare trykke sig ind til ham. Hun var forvirret, i den grad forvirret. Glæden over, at det var ham og savnet begyndte stille at sætte sig i hendes hjerte, mens hun lod blikket falde ned fra hans ansigt og ned på hans bare overkrop, da hun stille og prøvende hviskede

"A-a-adal"

Hun nåede ikke længere, før hendes stemme knækkede over og hun bare stod måløst med blikket sat på hans overkrop. Hun sank en klump, før hun prøvende hviskede igen

"A-adalwin"

Hendes stemme var usikker. Det var ikke for hans skyld at hun sagde hans navn, hun havde bare ikke nævnt det i mange år og for at bekrafte over for sig selv at det virkelig var ham, hvilket hun stadig havde svært ved at tro på. Trangen til bare at mærke hans arme omkring sig, ligsom de år før ulykken skyldede igennem hende og hun bed sig selv hårde i læben for ikke øjeblikkeligt at ligge armene omkring ham...

Han mærkede hvordan hendes hænder bevægede sig fra hans vinger igen. Han kunne tydeligt mærke på hende at hun var ret så forvirret over det hele og ikke helt vidste hvad det var hun skulle gøre ved det. Han kunne ikke lade være med at få det skidt med sig selv, over at fortælle hende den slags når hun til syneladende ikke kunne huske noget selv. Det var meget morsomt at hun ikke kunne, men det var morsomt på den dumme skumle måde. Han trak sine vinger ind igen, da han ikke ville ses ag folk der måske kunne komme forbi, men han tog ikke sin trøje på.

"Valerie, ja det er mig!"

Han vidste snart ikke hvad han mere skulle sige til hende. Det var jo ikke det nemmeste at finde ud af, når man stod med en person der muligvis havde fået hukommelses tab.

"Søde Val, hvad er der dog sket med dig?"

Hun tænkte stille og bemærkede ikke at han trak sine vinger ind. Hendes øjne lå stille på hans overkrop, mens hendes underbevisthed drillede hende, ved at forstille sig hans arme omkring hende, hans trykke, varme, muskuløse arme omkring sig. Hun havde stille lagt hoved let på skrå, mens hun bed sig hårdt i læben for ikke at ligge armene omkring ham. Hans stemme gjorde det lidt nemmere at abstrahere fra hans overkrop, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk, for at ligge puslespillet. Det var dog svære end normalt, da brikkerne ikke passede sammen.
Hendes forvirrede grønne øjne lå bare på hans overkrop, selv om hun hellere end gerne ville løfte blikket til hans ansigt. Hun kunne bare ikke få sig selv til det. Hun vidste, at hun bare ville komme til at stirre på ham. Hendes vejrtrækning var rolig, mens hendes hjerte bankede afsted. Adalwin var død. Adalwin var en engel. Konstanterede hun i et stille sind. Hun sank en klump og fugtede sine læber, mens hun prøvede at tænke på hvad der enlig var sket. Hun kunne mærke en kriblen i fingrene, en kriblen for at lade sin hånd stryge ned over hans bare overkrop og bare trangen til at mærke han velkendte arme omkring sig. Hun trak vejret tungt, før hun svarede i en stille hvisken, da hun var bange for at stemmen ville svigte hende

"E-efter d-din død.."

Længere nåede hun ikke før det var som om nogen havde bundet knuder på hendes stemmebånd. Hun sank prøvende en klump og hendes stemme var lettere hæs, da hun prøvede igen

"E-efter d-din død gik min mor bort... M-min far blev alkoholiker... M-min verden faldt sammen.."

Mere kunne hun ikke få frem. Hun havde ikke løst til at fortælle ham, hvordan hendes far havde mishandlet hende og hvordan hun havde været nødt til at arbejde hårdt for at holde dem begge i live. Hun ville ikke fortælle ham hvordan hendes far havde brugt pengene på alkohol og hvordan der var gået flere dage mellem to måltider. Hendes tanker fortsatte i den retning, selv om hun ikke havde løst til det. Dette gjorde, at hun ikke var opmærksom på trangen og den kriblen i fingrene, der fik hende til stille at løfte den halvkolde hånd og blidt ligge den på hans bryst. Hendes øjne var forvirrede og hjælpeløse på samme tid, mens hun stille lod hånden klide ned af hans bryst, på samme måde som hun blidt og nænsomt havde berørt hans vinger...