A midnight ember.(Artanis/Zhadalina)(Vold-xxx)

Sted: Stranden La Plage
Tid: 23:50
Vejr: Ny måne. 10 Grader varmt, ingen skyer.
Omgivelser: Vil stå her under i rød.
---------------------------------------------------------
Påklædning:
Sorte læder støvler, det slutter lidt under hendes knæ.
Sorte leggins.
Sort T-shirt med Mørk lilla japansk symbol(Venskab)
Lang sort jakke, med hjemme lavet lommer, slutter omkring midten af hendes lår.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
Denne søndag aften var ikke særlig varm, men heller ikke kold. Månen var ny, den kunne kun lige anes på himlen.
Dagen havde været stille, vinden var rolig og kunne knap mærkes her inde i byen. Klokken nærmede sig elleve.

Hun sad på toppen af sin lejlighed, og kikkede ud over byen, mennesker på vej hjem. Nogen burde lære dem hærligheden der følger med natten. Dog var der ingen behov for at tvinge dem til det, de havde alle deres valg. De fleste havde stor glæde ved natten i deres unge dage. Hun havde en læder taske over skulder, der var intet andet end en log bog og en kulepen der i.
Hun skulle forbedrede sig til undervisning morgen efter. Men folk ville ikke være glade for hun gjorde det i byen.
Hende plan var at tage ud til standen og gøre det der. Det tager lidt tid at komme der ud, det ville nok være lidt i midnat når hun stod på standen.

Turen tog lidt kortere end hun regnede med, elleve, fem og fyrre.
Hun kiggede rundt, der var et lille område der faldt i hendes øjne.
Der var et lille område af standen, der var for sig selv. En lille lysning i klitterne. Det lår Halv tres meter fra vandet.
Der var klitter ved tre ud af fire sider af dette lille vandhul, der var en meter omkring hullet før det gik op af bakke. Den side hvor der ikke var en klit, åbnede ud til standen.
Hun gik op på toppen af en af klitterne Der var ikke et øje tæt på, længere væk kunne hun se nogen nat bade.
Et lille frist udkom fra hende, som hun gled ned af klitten. Hun træk sig helt ned til vandet. Hendes øjne lyste mørkt lilla som hendes ene hånd blev dækket i en mørk væske. Hun gik ned i knæ, og satte hånden i vandet. Den sorte væske træk sig ned i vandet og farvede det hele kul sort.
"Sådan, dejlig nemt at ændre farven fra sort" Lød den fra hende.
Den lilla lys fra hendes øjne forsvandt ikke, da hun fandt sig logbog frem. Hun satte sig ned på knæ foran den sorte sø. Hendes øjne gik igennem de sidste fire sider hun havde skrevet.

Pålædning: En simpel grå jakke, blå jeans og et par sorte brune støvler.

Det var efterhånden nogle måneder siden af hun sidst havde set Iglen. Et par måneder siden at Iglen havde forsøgt at slå hende ihjel, men fejlet. Hendes eneste redning havde været, ironisk nok, en Sort Elver hvis navn hun aldrig rigtig fik fat i.

Artanis smilede svagt ved mindet, sort elver kvinden og manden der fulgte med hende havde bragt hende til hospitalet og reddet hendes liv efter at hun var blevet besejret af hendes ældre brors brutale Vand Magi.
Hun gik ned mod stranden med raske skridt. Den lette vind fik hendes lange sorte hår til at kaste sig let omkring, som om det svagt forsøgte at komme væk.

Efter hvad der føltes som kun få sekunder, men i virkeligheden var flere minutter, nåede den 'unge' dæmon ned til stranden. Hun kiggede sig omkring og så umiddelbart ingen.
Med lette skridt gik hun mod et sted som hun svagt huskede. Der lå nogle små glasstykker rundt omkring. For de fleste ville det bare ligne glas der er blevet skyllet op på stranden fra højvande, men for hende betød de noget helt andet.

Hun kunne føle kræften samle sig i hendes krop og ledte den mod hendes hænder. Flammerne der dækkede flere meter af stranden omkring hende rakte op til hende og føjede mere til den kugle der svævede over hendes hævede arme. Hendes kraftige vingeslag holdt hende løftet mens hun samlede hvad kræft hun skulle for at levere at dræbende angreb mod Iglen. Kuglen nåede en størrelse på flere gange hendes hoved, og hun rettede begge hænder ned mod Iglen der stadig stod på jorden. Fra den kugle sendte hun en hvid stråle af koncentreret varme og ild, kun med det mål at slå Iglen ihjel og slippe af med en af to brødre der jagtede hende.

Hun stoppede strømmen af mentale billeder der, da hun ikke ønskede at huske smerten og skuffelsen der kom da Iglen blokerede hendes angreb med vandet fra havet.
"En eller anden dag." hviskede hun og smed et stykke glas fra sig.
Hun rejste sig op igen og kiggede ud mod vandet. I skæret af månen kunne hun se en skikkelse der så ud til at læse eller skrive noget. "Hvem vil være herude på den her tid?" Spørgsmålet slap fra hende før hun kunne nå at stoppe sig selv.

Hendes blik sad fast i bogen, studerende øjne gik over skriften i notesbogen. Hun sniffede til luften, nogen var tættere på end før, men det havde ikke en betydning. Hun ville forbedrede sig, så længe hendes elver blev overrasket over hendes undervisning, så ville deres ønske om at lytte i timerne ikke forsvinde. Hun havde fundet en god måde at holde deres fokus. Men krævede øvelse og forberedelse.

Hun rejste sig og gik hen foran den lille 'sø' hun havde fundet. Rakte en hånd frem foran den. Lyset fra hendes øjne blev kastet ud over den sorte sø. Et vrid i hånden hun havde hævet over søen. En lys grøn farve blev lagt ud over det sorte. Denne del var så øvet i hendes sind af det var næsten fejl frit. Den højre hånd blev kastet op på siden af den vestre, samme tid kom der en hvis farve op af den grønne sø. Hænderne blev kastet ud til hver sin side af hende. Et billede kom frem i den hvide, det var lille og var i midten af det.

Hendes blik gik op på det foran hende. Hun førte hænderne sammen i et rask tempo. Som hænderne mødtes forsvandt det grønne og hvid farvet forsvandt. Over på søen var der nu et ældre tempel. Dækket i slyngplanet. Det så meget faldefærdigt ud.

"Ya!" Udbrød hun.
"Stort set som jeg husker det, ville virke meget godt. En skov i bagrunden. Men det er nemt at lave. Ihh! Hvorfor vil jeg altid lave så svære ting. Nå. Må hellere gå i gang. Det kom ud med en venlig stemme.
Hun rettede på sig selv, knækkede nogen finger. Hendes blik gad ud til siden.
Ehh? hvem var det der kom tættere på? En skikkelse i en jakke. Støvler. Hmm..
Hun vendte sig mod hende. Løftede hånden mod sin illusion, et knips med fingerne. Og det hele forsvandt. Selv den sorte i vandet. samt lyset i hendes øjne gik ud. Hendes normale øjne kom frem, den gul brune samt det hvide.

Bølgernes toneløse og monotone sang, skyllede ind over stranden i takt med deres konstante og nådesløse slag mod bredden. Et pludselig vindpust sendte hendes hår hvirvlende omkring hendes hoved imens hun gik tættere og tættere på den fremmede.

Hun var nået tæt nok på til at hun kunne se nogle få detaljer på den fremmede. Det var en kvinde, tilsyneladende sort håret -da hun ikke kunne se tydeligt hvilken farve det var men det gik næsten i et med baggrunden-. Hvad end kvinden havde gjort var mere end bare spektakulært, en noget nær enorm fæstning var dukket op af ingenting i vandet. Hendes næsten årtusind lange liv havde dog lært hende ikke altid at stole på synet. Hun var godt klar over at det kun var en illusion. Havde det været en fysisk bygning ville hun have mærket kraftudladningen fra kvinden før hun så hende.

Hun vendte sig, og til Artanis overraskelse, stirrede på hende med et lilla-lysende blik i nogle få sekunder hvorefter hun med et knips med fingrene fik fæstningen til at forsvinde. Samtidig gik 'lyset' i hendes øjne ud, og blev i stedet erstattet af et mere normalt gylden brunt blik.
Artanis egne røde øjne brændte let igennem natten, og mødte let den anden kvindes blik. Hun havde en dårlig fornemmelse. Kvinden var stærk, så meget kunne hun se, men hvor stærk?

Ubevidst begyndte hun at trække på sine kræfter i tilfælde af at noget skulle ske, mens hun sagde "Hvem er du?" Hendes lyse mezzosopran stemme skar let over bølgernes brusen og vindens rusken.

Hvad ville kvinden, man ku spørger. Men der fandtes farlige mennesker. Duften fra hende var nem at få fat i da vinden kom bag hende. Men der var en duft hun ikke var sikker på hvad var, enten var der en parfume der ødelagde det, eller noget fra vandet. Hun sagde til sig selv det var begge to. Nogen ord gik gennem luften. Så den var ikke en elve, de kunne ofte kende hende. Meget ofte når hun øvede sig.
Et eller andet i hendes sind holdt hende fra at svare med ord. Det var ikke svært at gætte afstanden til kvinden, det var også uhøfligt ikke at svare. Så svare ville hun.

Hun tog en hånd frem af, og gik i gang med at tegne i luften foran hende. Som hun tegnede i luften, 'lyste' noget af sandet op ikke langt fra kvinden, omkring to meter foran hende.
"Godaften, mit navn er Zhadalina Alapacia Davisio. Hvem er de selv?" Stod der i sandet med en lysende grøn skrift.

Hvordan kvinde ville reagere på det havde hun ingen ide, men der var et eller andet i hende der fik hende til at passe på. Hun kastede sin bog over til sin taske. Efter hun havde tegnet tog hun hånden ind i sin jakke. Denne ting vidste hun godt hvilken lomme der var i. Da hun havde fundet den så tit. Ud fra jakken kom en ca. Tredive cm. Lang cylinder. Der var en laserpointer, men for hende havde den flere måder at blive brugt på.
Hun havde aldrig fjernet sit blik fra kvinden, og havde ingen tanker om at gøre det.
Hvorfor fik denne kvinde hende til at være så forsigtig?

Zhadalina Alapacia Davisio.

Det var hvad der stod skrevet i sandet foran hende.
Hendes første reaktion på magien der blev sluppet løs fra Zhadalina, havde været næsten at sende et flammende projektil afsted. At møde nogen herude midt om natten var ikke noget hun følte sig specielt tryk ved, især ikke hendes svaghed overfor vand taget i betragtning.

Hun trak været kraftigt ind, lukkede øjnene og lod det slippe igen samtidig med at hun igen åbnede øjnene. Det neongrønne sand der stadig lå foran hende skar kraftigt igennem og slørrede hendes udsyn til Zhadalina.
"Mit navn er Artanis Hugh. Angående hvad jeg er, det er nemmere at vise end forklare" Hun trak på sin kraft og lod den strømme igennem hendes krop og ud til hendes hånd. Det føltes som en let prikken, der kort efter førte til en svag varme i hendes hånd hvor energien var samlet.
Hun rakte hånden frem mod Zhadalina, og med et sving af armen og et let skub af hendes sind dukkede der en mindre flammende mur op imellem dem. De røde og orange flammer dansede sammen i et uforudseligt mønster. Det var destruktionens og livets dans på en og samme tid. "Jeg er en dæmon, af Ignis typen."

Hvordan Zhadalina ville reagere havde hun ingen anelse om. Hun vidste ikke hvorfor hun havde oplyst hvad hun var samt hvad hun kunne, det var ikke hvad hun typisk gjorde. Stadig, så følte hun det nødvendigt denne gang. Det var muligt at hun virkede truende, det var muligt at hun gjorde hende bange.
Var det de smertefulde minder om Iglen der førte hende til det? Hun vidste det ikke. Lige nu vidste hun næsten ingenting.

Hun stillede sig roligt og kikkede mod kvinden. Der var noget ved denne kvinde, noget der fik hende til at være på spidsen af sig selv. Men hvad. Ud af det blå kom en mur af ild mellem dem, den var ikke en illusion! Den lavede lige frem varme og lys! Hun blev overrasket over lyset, det medførte til begge hendes hænder endte foran hende øjne. Hun hvæsede af ilden som det skete.
'ignis'? Lød det fra kvinde..Forbandet, ild dæmon. Lige hvad der manglede, en der kan fremkalde ild. Hun satte pris på ilden var så langt væk som det var, varmen kunne mærkes men den kunne ikke påvirke hende.

Hendes ene hånd gik væk fra hendes øjne, og bevægede sig ned i hendes jakke. Der gik ikke ret mange sekunder før den kom ud igen med et par briller. Mørk, lys blokkerende glas. De endte på hendes øjne i et rask tempo. Hun tog den anden hånd ned fra øjet.
Ild, af alt hvad den kunne være så ild. Nå, et problem af gangen. Alt var stadig tåget, men hun kunne fornemme hvor pigen var. Ilden var der i nu.

Hun førte sine hænder ned af side på sig selv. Hvad skulle hun gøre? Eller sige? Skulle hun overhoved sige noget? første fjernede hun sin skrift, så skrev hun på nu, samme sted.
'Hvad laver de så her i aften?'
Efter hun havde skrevet tog hun den ene hånd i lommen. Den anden blev fremme med sin cylinderen i hånden.
Hendes øjne lyste lilla igen, hun vidste hun kunne ligge 'liquid matter' alle de steder hvor der ikke var en lys farve. Måske kunne hun se ordenligt i mørke. Det var hun ikke sikker på. Hun bøjede sig ned i knæ, og førte cylinderen ned på sandet. Og ud fra den kom 'Liquid matter' den lagde sig foran hende, i en cone.

Hun måtte lave en fast plan, hun vidste ingen ting om pigen. Men hun havde kontrol over ild, kontrol over ild er meget farligt over for en med så et følsomme øje som hendes selv. Ilden var også farligt for hendes matter, men der havde hun en plan. Hun blev nød til at holde ild ude af dette. Dette kunne hun gøre på flere måder, høflig, venlig og åben. De tre ting blev hun nød til at være. Hendes syn var stadig ikke iorden, det var mere eller mindre som hun var fuld. Hun kunne se, men afstand var ikke nemt at finde ud af. Heldigvis blev det hurtigt bedre. Bare nogen få sekunder mere og så var alt godt. Så længe der ikke skete noget længere uventet, så brude alt være godt.

Månens svage og blege lys ville have fået Artanis til at ligne et lig havde det ikke været på grund af den flammende mur der stod imellem hende og Zhadalina.

Hendes flammer kastede et gulligt skær mod den fremmede kvinde. Det var tydeligt at, selv på trods af ilden, at hendes hud var underligt bleg, næsten ligeså bleg som et lig ville have været.
Hun nåede ikke at tænke meget længere før teksten nedenfor hendes fødder forsvandt og blev erstattet af en noget nyt

'Hvad laver de så her i aften?'

Hun var snaksaglig, meget endda.
Hvorfor stillede hun alle de spørgsmål?

Artanis hævede et øjenbryn i let forvirring da Zhadalina trak et par solbriller frem fra en inderlomme i hendes jakke. En reaktion på hendes ild, var hvad hun tænkte. Hun nåede frem til den konklusion at Zhadalina havde en svaghed overfor ild, eller i hvert fald noget i den stil. Var det ild, eller var det bare lyset der stammede fra ilden?
Hun forholdt sig i ro mens den ligblege kvinde bøjede ned i knæene og lod et eller andet ramme jorden. Hendes egen ild fjernede alt udsyn hun ville have haft af jorden tæt ved hendes fødder.

Røde øjne brændte igennem natten samtidig med at hun igen lod sin ene arm feje igennem luften foran hende. Den eneste forskel var at denne gang forsvandt flammerne i stedet for at dukke op. På dette tidspunkt havde den anden kvinde dog allerede rejst sig op igen. Hvad end hun havde gjort mens hun sad i hug havde Artanis ingen ide om. Den sort hårrede dæmon formodede bare at hun havde samlet en strandskal op eller noget lignende.

Noget forsinket svarede Artanis endelig på det spørgsmål der var blevet stillet hende. "Jeg er herude uden nogen reel grund." Hendes stemme skar klart og kraftigt gennem bølgernes nådesløse brag mod strandkanten "For nogle måneder siden blev jeg angrebet her, på denne her strand. Jeg kæmpede og besejrede næsten min bror, men et uforudset træk fra hans side forseglede mit nederlag. Han troede jeg var død og forsvandt igen" Et smertefulgt ansigtsudtryk passerede kort over hendes ansigt mens minderne om de utallige vanddråber gennemborede hele hendes krop. Hun havde løbet sin mund, uden at tænke over det havde hun bragt tilbage, de minder som hun for alt i verden ønskede at fortrænge.

Det var ikke mere end nogle få sekunder, men i den tid stod hun mere eller mindre stille. Hendes øjne stadig ligeså gennemborende og sjælevridende som altid, men hendes ansigt holdt et næsten pinefuldt og fortabt udtryk i den tid.

De røde øjne, de havde en skræmmende effect ved sig. Men de havde et smuk blikfang i sig. Smukt? hvad..ehh? Der var et eller andet i luften? Noget andet end svovl, hun kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Var en spændende kvinde, hendes væremåde var sjov og anderledes. Den første der ikke så overrasket ud på skrift på jorden foran dem. Måske skulle hun snakke til hende? Nej, det var jo ikke sjovt.

Så hun var herude, ikke for noget? For at se et minde? Sjov måde at gøre det på, men hun kendte det godt. Det fik et smil på hendes læber at høre det, et lille fris udkom også fra hende. Hun tog også tit sig selv i at opsøge steder hun kunne huske, hvor hun først indså hvorfor hun var der når hun engang var der. Hun gik i gang med at forklare omkring det hele, hendes bror. Mens pigen kikke hun venlig mod hende og lyttede. Ilden gjorde det ikke nemmere at lytte, men der var til at kunne høre. Lød som en venlig familie, nok var de dæmoner, men stadig. Giver ikke grund til at være offensiv mod sin søster. En del af hende gav hende lyst til at gå frem og kramme pigen. Pigen fik smerte smurt i hele ansigtet, det var ikke svært at se, selv for hendes med det dårlige syn på grund af lyset, hvilket også snart var normalt igen. Hun kunne se mere eller mindre normalt, så længe det ikke var helt små ting hun skulle kikke efter så ville alt så fint. Det var en træls historie.

Texten foran pigen skiftede igen, "Det er jeg ked af at høre, lyder som en ubehaglig familie at have, må man spørge omkring hvem der reddede dig? Hvis han troede du var død, måtte nogen vel blive nød til at hjælpe dem?"

Hun regnede ikke med at hun måtte få et svar, men..Hun følte hun blev nød til at få pigen til at tænke på noget positivt. Som hvis en person hjælp hende bagefter, ville det være et godt minde for hende, hun bad bare til det ville virke.

Under pigen historien var hendes ansigt skiftet til et mere bekymret end venligt udtryk, hendes blinde øje havde tabt en tåre, en klar rød væske var faldet ned af hende kind. Det måtte være umuligt at se på grund at de røde lys fra ilden, samt nattens mørke. Hendes venstre hånd havde taget fat om hendes højre albue. hendes blik var gået ned i jorden. Hendes skuldre sad lavt, så om hun forsøgte at blive mindre end hun endelig var.

"En ubehagelig familie!?" Hvislede hun. Zhadalina havde ingen ide om hvad 'ubehagelig' betød. "Ubehagelig!? Jeg levede mit liv i frygt, jeg levede mit liv i smerte!"

Hun lå der med en brækket arm, flere brækkede ribben. Hendes ene øje var svulmet op og en lang flænge gik over hendes kind. . Smerten skød igennem hele hendes krop. Det gjorde ondt bare at trække vejret. Hun var kun fem år gammel og hun var allerede blevet slået halvt ihjel. Iglen og Abatu, hendes to brødre, stod over hende og grinede. Blod, hendes blod, dækkede deres hænder. De kiggede ned på hende med rent schradenfreude. Deres spidse tænder blev vist i to brede grin, hver af dem ligeså gyseligt som det andet. Ren og skær ondskab.

"Du har ingen anelse om hvad smerte er. Hele mit liv har været en kamp, hele mit liv har været en flugt"

Otte år gammel. Hendes to brødre tårnede sig op over hende, begge var to meter høje i deres dæmon skikkelse. Iglen var rød og Abatu var brunlig. Iglen havde to store horn der stak ud fra hans pande og et antal torneagtige sorte 'sten' stak ud fra hans arme og ben. Abatu havde ingen horn, men derimod et sæt store sorte vinger.
Før hun vidste af det var hun omringet af skygger, de pressede ind mod hende, pressede ind i hende. Hun kunne mærke hendes hud give efter og skyggerne gennembore hendes arme og ben. Derefter kom flammerne, Iglens brutale flammer der skar sig igennem hendes medfødte resistans. Hun kunne hendes hud forsvinde, den gav efter overfor det nådesløse angreb.

"Du kender ingenting til 'ubehagelighed' Zhadalina" navnet blev sagt med hvad der kunne forvekles med had. "Du kender ingenting til smerte. Jeg har været på dødens ran flere gange end du har levet i år." En ikke eksisterende vind fik hendes hår til at blæse til siden da hun ubevidst kaldte hendes kræfter til sig. "I 800 år har jeg flygtet fra min familie. I 800 år har jeg gemt mig og kæmpet for at holde mig selv i live."

Seksten år gammel. Iglen og Abatu stod overfor hende, begge var en smule over to meter høje. Deres hånlatter og fornærmelser, deres forklejnelser af hendes værd og hendes styrke genlød i hendes hoved. Vreden og hævnlysten hun igennem årerne havde bygget op løb igennem hendes årer og fyldte hende med en kraft hun endnu ikke kendte til.
"Nej" sagde hun og lod kraften hun endnu havde samlet sammen slippe fri. Hendes hudfarve ændredes til en let lilla, en lang og slank-men kraftig-hale voksede frem samtidig med at et per store mørke vinger sprang frem fra hendes ryg. Hendes øjne skiftede til hvide irisser og grå der hvor der hvide før havde været. I stedet for den grå lærredsæk hun før havde været tvunget til at gå med, var der nu to stykker rødt stof. Det ene dækkede hendes, allerede dengang, generøse barm. Det andet dækkede hendes skridt og nedre regioner. I hendes blik var der ikke andet at finde en had.
"Jeres ondskabs regime over mig stopper her!" En eksplosion af ild med Artanis selv som epicenter fyldte den herregård de boede i. I kaosset der efterfulgte flygtede hun, og uden at vide præcis hvordan, fløj hun for første gang.

Artanis havde hovedet bøjet og kiggede ned mod sine fødder. Hun løftede hovedet og kiggede på Zhadalina igen. Hendes blik var fyldt med vrede. På dette punkt var hun uberegnelig, hun var blevet skubbet dertil hvor man ikke længere kunne regne med den rolige Artanis Hugh som Terre kendte.

Hun stod og kikkede på kvinde ikke langt foran sig. Kvinden selv blev mere og mere ophidset, man kunne se minderne inde i hendes sind folde sig ud. Selve handlingen i dem kunne hun ikke se, det eneste hun kunne se var smerten der var i dem.
Hun stod og påstod at hun ikke kendte til smerte, nok ikke så meget som kvinden selv siden hun snakkede som hun snakkede.
Der var et eller andet der klikkede i hende. Mon det var godt eller skidt var hun ikke sikker på, men kvinden så meget sur ud.

Hvad var kvindens tanker, der var noget hun skulle passe på, eller måske presse lidt mere? Presse hende til kanten, selv om det lød så om hun var der, men hun var ikke sikker i sin egen sag, måske skulle hun bare presses lidt mere, eller måske ikke. Men hun havde taget en beslutning, om det var den bedste vidste hun ikke.

Hun rettede på sig og kikkede mod kvinden, hænderne faldt ned af hendes sider. Blikket gik op af hende, et smil kom på hendes læber.
Hvordan skulle dette gøres, nu hvor muren af ild var væk var det til at komme tæt på hende, og som tanken gik ind i hendes hoved var hun i gang med at gå tættere på kvinden. Som hun gik tættere træk hun det sorte væske med sig, det forbliv lige foran hende i form a en cone.
skriften foran kvinden ændrede sig igen. 'Smerte? Undskyld mig, men jeg tror ikke du skal belære mig omkring smerte, jeg som du selv siger, ved jeg hvordan det er at have en man holder af blive offensiv mod en. Så kom ikke og belær mig omkring det frøken!'

Hun forsatte med at gå tættere og tættere på kvinden, til enten kvinde bakkede lidt væk eller skiftede kropsprog omkring det. Hun bad til at det var den rigtige metode til at få kvinde til at ændre sig væk fra denne del af hende, måske få et smil frem. Det var endelig ondt det hun var i gang med. At få kvinden til at knække og græde, hvor efter at trøste hende. Men det var lige den bedste løsning hun kunne finde frem til, også en dejlig nem en at tage. Man skulle bare passe på med ikke at gøre det ved de forkerte personer. Nogen blev offensive mens andre lukkede sig helt, men et ting var sikkert. Nu var det i gang så det var svært at stoppe igen. Nu skulle alt bare gå efter hendes hoved og så ville de alle smile når de gik derfra. Hun havde stadig et smil på sine læber som hun trak sig tættere på kvinden, hænderne lang siden, blikket rettet lige mod hende. På jorden kunne man lige ane den mørke effect trække sig gennem sandet foran hende.

En let latter undslap Artanis. det tog meget at gøre hende vred, men at blive mindet om sin fortid på sådan en brutal vis, at folk påstod at de kendte til mere smerte end hende. Tanken var grinagtig.
"Jeg skal ikke belære dig om smerte?" hendes blik var vendt fra fyldt med vrede til kølig neutralitet. Vreden var stadig tilstedeværende, men hun holdt den skjult bag en maske af ligegyldighed. "Fortæl mig så, hvor mange gange er du blevet slået ihjel? Hvor mange gange har din egen familie forsøgt at brække din ryg, knuse dit kranie og destruere din krop?" hendes stemme dryppede nærmest med gift. Det tog intet geni at finde ud af at man var tæt på at bringe den virkelige dæmon frem.

Zhadalina var begyndt at gå tættere på samtidig med at teksten foran hende havde ændret sig til den hånlige fornærmelse.
Hvad var værre var hendes hånlige smil. Hun gemte sig bag sine solbriller som en kat gemmer sig under sofaen når fremmede kommer ind ad døren. Hendes kropssprog var udfordrende og provokativt. Hun forsøgte at presse dæmonen ud over kanten. Hvad var hendes mål? At få sig selv slået ihjel? Håbede hun at Artanis ville falde grædende sammen og løbe i hendes arme?

Latterligt.

Det eneste der var en trussel for Artanis selv, var vandet. Zhadalinas reaktion da hun fremkaldte ild muren var nok til at hun kunne regne hendes svaghed ud - ild.

Zhadalina var på nuværende tidspunkt meget tæt på, og det var først nu at Artanis lagde mærke til området lige foran den fremmede. Det var mørkere end alt det almindelige sand omkring dem, som var det vådt. Problemet var dog at det bevægede sig i takt med hendes skridt.

Artanis løftede igen hovedet, hendes røde øjne borede sig ind i Zhadalinas med sådan brutalitet at Lucifer selv ville tænke sig om to gange før han foretog sig noget.
Med ét skiftede de. Det røde blev næsten hvidt og det hvide skiftede til mørke-gråt. Hendes jakke, bukser og sko gik op i flammer for at blive erstattet af to stykker stof. Det ene lignede en afrevet T-shirt der ikke dækkede mere end hendes barm, det andet dækkede kun hendes nedre regioner.
Hendes hud gik fra let tan til en lys lilla samtidig med at et par 2 meter lange vinger voksede frem fra hendes ryg sammen med en slank men kraftig hale, der var ligeså lang som hun var høj.

"Du har begået en fejl i at gå så lang her. Først forsøger du at presse mig psykisk ved at spille sød og venlig. Derefter forsøger du at komme tæt på blot for at kunne gøre kort proces med mig" Det her var ikke Artanis der snakkede. Minderne der var blevet tvunget frem havde oversvømmet hende med vrede og smerte, og den skulle ud på en eller anden måde.

Hun gik tættere og tættere på Artanis til noget i hendes blik skiftede sig, et eller andet ved det blik der blev kastet mod hende fik en kold føles til at løbe ned af ryggen. Hele kvindens ansigt havde skiftet, der var et eller andet der havde klikket hos Artanis. Om dette var godt eller skidt var der ingen tvivl om. Af de to muligheder der var i hendes plan, så havde Artanis valgt den dårlige for hende, med kontrol over ild og evnen til at lave det. Kunne problemet hurtigt blive kæmpe.
Der var noget ved kvinden, hendes hud farve, hendes pæne røde øjne. Det hele skiftede. Hun havde hørt om dette hos dæmoner, deres såkaldte transformation. To vinger udkom fra kvinden og sammen med det træk hun et skidt tilbage igen.

Hvad mente kvinden med det hun havde sagt lige før. 'Du har begået en fejl i at gå så lang her. Først forsøger du at presse mig psykisk ved at spille sød og venlig. Derefter forsøger du at komme tæt på blot for at kunne gøre kort proces med mig.'
Kort proces, hvad mente hun med det? Trorede hun der var en facade til at skade hende? Vent. Hvis hun tror det, så vil hun blive offensiv nu her. Det var positivt at hun ikke havde kastet ild efter hende, men det kunne nok ikke vare længe.

Testen foran Artanis ændrede sig igen, et lille håb fik hende til at gøre det.
'Slap af! Jeg gavner ikke fra at skade dem' Stod der med den samme skrift som før. Det ville nok ikke virke, så noget måtte hun gøre. Der var stadig nogen ikke langt her fra, men kvinden snakkede om død og smerte. Måske kunne det bruges lidt.

For første gang åbnede hun sin mund og snakkede med ord til Artanis.
"En gang, har noget dræbt mig. Og en gang er nok, når det er en man elsker der gør det." Lød det alvorligt fra hende. Hun hørte blikket op på Artanis, et lille smil kom frem som hendes øjne lyste mere op. Som hun fremkaldte mere af den sorte væske til at ligge sig omkring hendes hænder, som tæt siddende hansker.

Ild ville blive et stort problem, hvis ikke varmen fra det så lyset. Så det måtte hun være sikke på hun kunne forsvare mod før hun gjorde noget andet. væsken på jorden træk sig tættere på hende, og endte som en cirkel omkring hende. Hun stillede sig med den ene ben spændt, for nemt at kunne hoppe væk. Noget måtte hun gøre ved Artanis, hun skulle bare lidt tættere på. Der var stadig nogen mennekser ved standen, dog et stykke væk. Men hun ville gøre alt hvad hun kunne for at holde Artanis væk fra dem.

Hun rettede sig selv op, og tog et skidt tættere på Artanis, hun delte sorte væske op, så en lille smule af den bevægede sig tættere på kvinden. Det skete ved et lille vrid i hånden, som hun forsøgte at holde gemt mens hun rettede sig op. Hendes blik blev på Artanis. Hvad end der skete nu, så måtte hun ikke blive overrasket over hvad Artanis kunne finde på.

Stop det!

Drop skuespillet Artanis, du ved ligeså godt som jeg at du ikke kan holde mig tilbage

Jeg ønsker ikke at skade nogen uden grund!

Man kan ikke altid få hvad man vil

Men jeg- Artanis svar blev kvalt med en kort tanke af Id** der var nået frem til overfladen og nu kontrollerede hendes krop. Det var stadig den samme person, det var stadig Artanis Hughes, men det var hendes vrede, sorg og smerte der var den dominerende kraft i hendes sind og hvad der nu kontrollerede hendes enorme kraft reserver.

Id stod stille, ventede på det rette øjeblik.
Zhadalina tog korte skridt tilbage. "Bange?" spurgte Id i en hånlig tone, hendes blik var ligeså hårdt som før. Det eneste der viste ændring var hendes tone, den var gået fra kold og hadefuld til hånlig.
Et pludseligt vindpust, krydset med en bølge større end de andre, tiden var inde. Dæmonen spredte sine vinger let og sendte et pust af kraft ned til hendes fødder.

Med ét sprang hun frem af, hjulpet på vej af en mindre eksplosion skabt under hendes fødder, og endnu mere fra et kraftfuldt bask med vingerne. I løbet af ikke mere end et sekund var hun direkte oppe i ansigtet på Zhadalina. Hendes højre næve var knyttet og omgivet af ild, slaget var sigtet direkte mod vampyrens ansigt. Den ekstra slagkraft fra ilden, samlet med Dæmonernes medfødte råstyrke ville uden tvivle brække kæben på hendes hvis hun ramte, plus en mindre eksplosion fra ilden. Hvis ikke hun ramte ville der efterlades mindst et lille krater i sandet.

Hendes hvide/grå blik var fyldt med et næsten årtusind års gammelt had. Smerte der strakte sig så langt tilbage at de færreste ville kunne forstå hvordan det føltes. Der var ingen grund, intet motiv. Der var kun ønsket om at skade nogen eller noget. Hendes tænder var blottet i en snerren lig' et rovdyrs.

Hun var parat til at dræbe.


**Id er 'egoet' ifølge Sigmund Freuds bevidsheds illustration. Her er et link der viser det i simpel form http://at.systime.dk/fileadmin/indhold/imagemaps/at_freudsmodel_2_01.png - Hvad det betyder, i simple termer, er de medfødte drifter. Vrede, glæde, sorg, etc

Hendes blik sad mod kvinden ansigt, der var noget der skiftede, men hun var ikke i stand til at sige hvad det var der ændrede sig. Hun var dog sikker på at noget havde, hvilket fik hende til at ændre sit blik en lille smule. En smule mere overrasket blev hendes blik. Kvinden der ikke længer så ud som en kvinde, men..Men en dæmon. Hvilken kunne være et problem hvis det endte med ild blev kastet frem og tilbage, der snart ville forlade kvinden og blive kastet mod hende. Det var ikke noget hun glædede sig til, men der var ikke rigtigt noget vej uden om det fra dette punkt af.

Kvinden hoppe ud og vingerne faldt ud til siderne, hvilket fik hende til at følge hende med blikket. Et skidt tilbage med venstre ben, som det bevægede sig tilbage bøjede hun det mildt og lagde knæet mod jorden. Den højre ben bøjede sig også en smule så det var nemt at kaste sig tilbage af.

Hvad ville kvinden?..Nej Dæmonen, kunne man stadig kalde den en kvinde? Ja kunne man nok godt. ZHADALINA! Fokuser! Du skal ikke flade i tanker nu.
Dæmon ild. Jo, mon ikke hun kunne håndtere det, bliver ved nød til at prøve i det mindste.

Hun blev nød til at tage valget nu her, hun blev tvunget til at tage det igen og igen som dette ville udvikle sig. Men lige nu, offensiv eller defensiv? Hun var ikke i stand til at være begge ting, ikke mod ild. 'Liquid matter' det eneste forsvar og offensive hun havde mod ild.

Bange? Lød det fra dæmonen, var hun det? Endelig lidt, men kunne hun ikke sige. Men hun blev nød til at sige noget til hende.
”Nah, mere spændt, end bange. Dem selv?” Lød den mærkeligt fra hende.

Hun tog den venstre hånd ned mod det sorte sand, alt væsket træk sin ind under hendes hånd som den blev ført hen over det. Som hånden kom tæt på den højre hånd blev den ført ind lige under væsket, så det hele formet sig som en kugle mellem hendes hænder. Hendes blik rettet sig mod kuglen, så det var hendes valg. Kuglen blev ført ind foran hende, og blev holdt i kontant bevægelse, med blikket rettet lige mod dæmonen. Så længe dæmonen var i bevægelse var det umuligt at kaste det efter dæmonen, selv for hende. Men en klar tanke gik igennem hendes hoved. Hvilket fik de lilla øjne til at skifte væk den lille smule frygt der var i den. Samme tid forlod et lille grin forlod hendes mund, læberne blev til et smil.

Zhadalina var hurtig, så meget måtte hun give hende.
I det korte sekund det tog Id at springe frem og forsøge at sende vampyren flyvende, nåede hun at springe langt nok tilbage til at Dæmonens slag fik kontakt med sandet frem for det blege ansigt. Slaget ramte jorden og sendte sand flyvende vidt omkring. Et mindre krater på cirka en halv meter i diameter var alt der var tilbage da hun rejste sig op igen. Meget af sandet var smeltet nok til at det kagede lettere sammen og dannede en hård skorpe der forhindrede sandet at falde ned i hullet igen.

Hun rettede sig op og rystede let med vingerne for at få, hvad send der var derpå af, hvorefter hun foldede dem sammen og rettede igen blikket mod Zhadalina. Hun lod sit hoved falde let til den ene side da hun så hvad hun havde gang i.
En kugle af et sort materie af en slags, var dukket op mellem hendes udstrakte hænder. Et blik ned mod jorden påviste hendes mistanker; det mørke område hun havde set i sandet foran vampyren tidligere, var væk. Hvad end det mørke stads var, så var det hvad der havde været i sandet før, og det var tydeligvis ment som hendes måde at kæmpe på.

Et sandt djævelsk smil spredte sig over hendes læber, samtidig med Zhadalinas. Vampyrens øjne begyndte også at lyse med en let lilla farve kort derefter.

"Hvad er det?" spurgte Artanis

"Sagde jeg ikke du skulle holde dig væk? Hop tilbage i det sorte hul der er dit pacifistiske sind!" svarede Id

Hvis det var muligt at sukke mentalt, så var det præcis hvad Artanis gjorde
"Du kontrollere måske min krop på nuværende tidspunkt, og det er stadig min krop. Jeg har i sinde at beskytte den, selv hvis det betyder at arbejde sammen med dig"

Id's smil blev kun endnu bredere ved det. Hun havde, om noget, forventet at Artanis ville kæmpe om kontrol over kroppen. Hun ville ikke have troet at hun raskt ville dele sin krop, og hjælpe Id. Men hvad er livet uden overraskelser?

"Som du vil Artanis," svarede hun "Hjælp mig med at holde øje med hvad der sker, og fortæl mig hvis du lægger mærke til noget anderledes."

Et mentalt nik var alt hun fik.
For nu valgte hun blot at sætte et forsvar op. Artanis havde tidligere set Zhadalinas øjne lyse, og fra hvad hun kunne se, så havde det noget at gøre med enten illusioner eller det sorte stads der svævede foran vampyren.

Hun så ind i sig selv og fandt hurtigt den brønd der var hendes kraft reserver. Når hun 'kiggede' på den, blev hun egentlig overrasket over hvor stor den var. Alle de gange med nær-døds oplevelser i hendes 'barndom' havde virkelig hærdet hende og forøget hendes styrke og udholdenhed.

Hun trak let på kraften og lod den flyde ud i luften omkring hende. I et område på cirka en meter omkring hende, var luften fyldt med usynlig energi der ville detonere og blokere næsten ethvert angreb der ramte.
Det var i på sin måde et usynligt 'fireshield'.

Kvinden stillede sig fast med fødderne mod jorden, det slag ville have gjort stor skade hvis det havde ramt hende. Hende plan at gå offensiv var måske lige fjernet, hvilket var svært fra den stilling hun havde lige ud, et forsøg offensiv og så se hvordan det ville udvikle sig?
Hvorfor skiftede kvinde ud af det blå? Det gav ikke mening fra offensiv til defensiv? Måske var hun ikke defensiv? Hun havde ikke tid til at tænke sig for meget om lige nu, en beslutning måtte ske før kvinden gjorde noget.

Der var noget med kvinden, så om hun havde mere et fokus punkt, meget anderledes.
ZHADALINA! forbandet, fokuser på hvad der er foran dig, du skal ikke analysere hende nu. Bliver du ved med det der ender du i vandet som et forbrændt lig! Fokuser eller faldt!

Kvindens øjne hvilede på hendes egne, det fik en kold fornemmelse til at løbe ned af hendes ryg. hun var ikke bange for dem, det var nu mere det med det var svært at sætte finger på hvad øjne sagde. Hun havde endelig ingen ide om hvad det er, der stod i dem. Det gjorde hende kort utilpas, den følses blev hurtigt kastet væk fra hende igen. hun blev nød til at minde hende selv om igen og igen at hun skulle fokusere på kvinden.

Som dem kom til hendes sind gik hun i gang med at frise . Et stort smil kom frem på hendes læber.
”Længe siden jeg har gjort sådan noget her.” Lød det glad og grinende fra hende.
Alt eller intet? Lød det inde i hendes hoved. Samme tid med den tanke lod igennem hende, skubbede hun sig selv tilbage af, som en del af den bevægelse lod hun kulgen blive kastet lidt op i luften. Energien hun havde lagt i sin krop fra at træde tilbage var alt endt i hende ene fod, der nu satte af fik hende til at hoppe med et spin. Hun drejede rundt om sig selv en gang i luften som kulgen faldt ned af igen. Hendes føder ramte jorden så snart de gjorde det satte hun sig selv i luften igen med endnu et hop. Denne gang blev det ene ben luftet op og ramte kulgen.
Da hun ramte jorden havde hun ryggen mod kvinden, hovedet blev drejet så øjet der kunne se var rettet mod kvinden, øje lyste stadig.

Den sorte masse gik igennem luften med en stor hast, den gik lige imod kvindens bryst.
Som væsken gik imod hende, blev den mider og mider, men det væske der faldt af mistede meget langsomt fart, det ville ikke gå mere end et blik før alle de små kulger der var faldet af ville gå imod kvinden.

Hun vidste godt hvad der ville ske hvis kvinden hoppede til siden, den energi der var i kulgen.
På grund af det stillede hun sig sådan af hende ben ikke var låst eller spændte.

Id's smil forlod aldrig hendes ansigt, heller ikke da Zhadalina sprang op i luften og sparkede den sorte kugle afsted mod hende.
Hendes øjne skinnede med selvtillid og sikkerhed om at den modstående vampyr aldrig ville kunne være nogen form for trussel.

Den sikkerhed svandt dog ind da kuglen først krydsede perimeteren der var hendes 'skjold'.
Ild blev synlig i det område hvor Kuglen nu var holdt stille i luften. Den blev ikke kastet tilbage med den eksplosions kraft der ville have dukket op under normale omstændigheder. I stedet var der kun døende flammer.

"Hun er stærkere end jeg troede, meget stærkere." Tænkte Id.
"Transferer kraften fra resten af skjoldet til det ene punkt hvor kuglen er. Den er ved at trænge igennem!" Id gav et mentalt grønt af enighed og begyndte at koncentrere det omkringliggende energifelt på ét punkt, lige der hvor kuglen var holdt svævende fra den konstante fremdrift som Zhadalinas spark havde skabt.

Det viste sig at være en dårlig ide; kuglen var brændbar, og meget endda.
Den ekstra, rå, ildkraft der blev lagt i det ene punkt på skjoldet, detonerede den.
Id's øjne åbnede i realisation kort før, og nåede lige at folde vingerne ind foran sig før hun blev kastet tilbage af en voldsom eksplosion af ild og hvad-end det var den forbandede vampyr havde kastet efter hende. Somom det ikke var nok, så var et utal af mindre projektiler af samme materiale sendt mod hende på samme som hun blev kastet tilbage.
Hendes vinger gjorde en smule ondt, men det værste der var sket var et mindre sår i munden der gik en smule blod til at løbe ud af mundvigen.

"Jeg undervurderede dig" sagde hun, højt nok til at Zhadalina kunne hører hende, hvorefter hun rejste sig op. Hendes øjne indeholdte en hel ny form for ild den her gang; det var ikke længerede sikkerhed om at vampyren var svagere end hende. Der var meget stor mulighed for at de var noget nær lige stærke.
Nej, det var spænding der lyste fra hendes grå-hvide irisser. Spænding over at få en udfordring.

"Du er sindsyg..." bemærkede Artanis kynisk

"Ikke mere sindsyg en du, vi ER den samme person, ikke?" var svaret.

"Ikke helt. Du har tydeligvis dine egne kraft reserver. Mine er ikke blevet taget på overhovedet, og du har allerede brugt en del energi, nok til at jeg vil kunne mærke det hvis det blev trukket fra mig" Dette fik Id til at lave en overrasket, mentalt lyd. Hvis det overhovedet var muligt at gøre.

"Så det du mener er at vi i virkeligheden er to forskellige 'stjæle', så at sige, i én krop?

"Ja." svarede Artanis

"Skal jeg ikke have et navn så? Jeg er jo ikke dig, så et navn vil vel kun være retfærdigt. Hmm... Hvad med Twilight?"

"Twilight? Ligesom Twilight Sparkle eller den gudsforladte vampyr film? Artanis svar indeholdt en blanding af let tilbageholdt latter og vantro.

"Ingen af delen Artanis! Men Twilight som tusmørket, tidspunktet hvor hverken dag eller nat findes sted, overgangen mellem det gode og det onde, mørket og lyset, ingen af delen men alligevel det hele på en gang!"

En følelse af respekt flød fra Artanis sind over i Id's, "Jeg er overrasket," indrømmede Artanis, "Jeg havde ikke forventet at du kunne være så poetisk. Men meget vel. Lad os ikke hænge rundt mere, vi har en kamp at kæmpe... Twilight!"

Samtalen var lang, men den tog ikke mere end et par sekunder. Der var en fordel ved at være så tæt mentalt forbundet.

Uden at sige mere, hverken til Artanis eller Zhadalina, begyndte Twilight at væve sit næste angreb sammen.
Det var et simpelt angreb, for enhver der stod og så til, men i virkeligheden var det et af de farligste angreb en ild dæmon kunne lave, men også ekstremt kraftfuldt og hurtigt. Fordelen ved det var at der ikke var nogen udvendige tegne på at angrebet ville komme.

Hun stod ret op, armene var spred et par centimeter ud til hver side, og håndfladerne pegede fremad. Hendes vinger fra spredt ud til deres fulde længe og blokerede ethvert syn til hvad der var bag hende.
Langsomt bøjede hun nakken let bagover, og, efter et par sekunder efter lod hun sig hurtigt bøje en smule fremover, og åbnede munden på vid gab.

Ud af hendes mund kom der en stråle af ren, koncentreret ild der hurtigt udvidede sig til at være op mod 30 centimeter tyk.
Med enorm hast skød den ligeud mod vampyren der lige havde kastet Twilight tilbage.
At undvige det her angreb var noget af det sværeste da det var det absolut hurtigste af alle hun havde. Ikke nok med det, så var der også en hel del kraft bag det, så at blive ramt ligepå ville betyde øjeblikkelig død for et menneske, men stor skade til mere robuste væsener.

Ild?! Hvor kom det ud fra? Uden forberedelse kunne hun danne ild til at beskytte sig?! Kulgen stansede midt i luften så det måtte være en skold af en slagt, havde hun lagt det op uden at vise noget som helts? Det ville forklare hvorfor dæmonen stilede sig sådan som den nu havde, men var der en skjold omkring hende var det svært at finde en vej ind. Måske kunne man gå uden om det hele? Man kunn--

Hun blev slået ud af sine tanker da kulgen sprang lige foran dæmonen. Som den spang gik hendes hænder op foran hendes hoved, og mest vigtigt siden af hendes briller. Hun rettet sig hurtigt op og rettet sig blik mod dæmonen. Som kulgen spang gik lyset i hendes øjne ud, dog vidste dette sig ikke til dæmon af hendes sol briller.

Hva?! Hvordan? Selvfølgelig Brandbar væske møder ild..Ihh! Hvad så nu? He! Hun tog også skade af det. Dette betød det ikke var svært at komme omkring skjoldet endda meget nemt.
”He. I got ya now!” Forlod hende med alvor i stemmen, smil på læberne og øjne gemt bag de sorte briller.

Hmm? Vingerne brugt som en sidste udvej? Sikkert ikke noget hun havde haft lyst til at gøre. En duft ramte hendes næse som kvinden talte. En skøn duft, der var kun en ting i denne verden der duftet sådan..Blod. Så det havde gjort en del mere skade en hvad hun havde regnet med da kulgen spang.

Mmmm..Skøn duft, vent?! Hvad sagde hun? Forbandet! Zhadalina! Fokus! Behold det bare for ti minutter. Ehh? Hvad lavede hun nu?
Bedre at analysere hende da hun har med ild at gøre. Så længe hun gør det kan det ikke betale sig at gøre en fejl. Tre sekunder, hvor hun havde sit fokus et helt andet sted. Hvad i al verden var det for noget? Det gav ikke mening, der måtte være en grund bag det, alt den skade hun kunne have gjort på den tid var jo uhyggelig. Forbandet! Det skulle have været udnyttet! Nå! Behold det i hovedet at det kan ske igen, og vær klar til at gøre noget sådan en åbning skal ikke gå ustraffet hen.

Zhadalina! Fokus! Lad være at tænk på hvad du vil gøre og gør noget! Tanker og ide'r hjælper ikke nu! Handling gør!

Hun lod sit blik falde op mod dæmonen igen, vingerne var helt ude og armende ude til hver side, håndfladerne var synlige. Ehh?

Hun stillede sig med siden til dæmonen, en dejlig mobil måde at stå på. Alt vægt på det bageste ben, så nemt at kaste sig til den ene side. Hænderne op i hofte højde, lidt ned i knæ. En tanke klar til at undvige, sådan. Kast hvad du vil dæmon.

Et lille lys kom frem foran dæmonen, nej ikke foran. I munden på den. Hvad i al verden lavede hun? Den eneste ting dette ville give mening hos var de gamle sagn om dragons. FUCK! Så snart den tanke ramte hendes hoved gik det op for hende at det var ild, og det kom flyvende ufatteligt hurtigt imod hende. Nu eller aldrig, dette trick er længe siden jeg har brugt.

Hun gav efter for sin vægt og tanken gik igennem hende, igennem hele hendes krop. Tid til at lave den mest perfekte illusion i hendes liv, hvis dette gik galt var der virkelig mange problemer.

–
Hun lagde kræft i sit bageste ben og rullede til venstre, som en del af rullet lod hun sig komme op i normal højde igen, højt nok op til at løbe hvilket hun gik i gang med. Hun løb af alt sin hast. Hun gjorde hvad hun kunne for at holde sig på samme afstand fra dæmonen, to fingre blev taget op foran hendes øjne, som samme tid gik i gang med at lyse igen.
Den sorte væske dannede sig på toppe af hendes fingre, og hendes ansigt blev vendt mod dæmonen.

–

Hun lagde kræft i sit bageste ben og rullede til højre, som en del af rullet lod Hun sig komme op i normal højde igen, højt nok op til at løbe hvilket Hun gik i gang med. Hun løb af alt sin hast. Hun gjorde hvad Hun kunne for at holde sig på samme afstand fra dæmonen, to fingre blev taget op foran hendes øjne, som samme tid gik i gang med at lyse igen.
Den sorte væske dannede sig på toppe af Hendes fingre, og Hendes ansigt blev vendt mod dæmonen.
___________________

//Der er hint til hvilken der er ægte//

Twilight lukkede kæberne sammen og stoppede den strøm af koncentrerede flammer der blev skudt afsted fra hendes strube.
Angrebet havde misset og efterladt et meter stort krater og masser af smeltet sandt. Sågar en smule rent glas var blevet dannet.

"Pfft. Undveget igen, den fandens vampyr er hurtig." Twilights mentale stemme sydede med irritation. At hun kunne undvige hendes hurtigste angreb så nemt var ikke noget hun tog let på. Nej, det var noget som der, om noget, gjorde hende endnu mere vred.

"Lad ikke din vrede overkomme dig Twilight. Hvis vi skal komme uskadt ud af det her skal du koncentrere dig. Vi har allerede taget et slag, og at dømme efter kraften på det angreb så vil vi ikke have det ret godt hvis vi bliver ramt direkte. Lagde du ikke mærke til temperaturen på den orb? Den var frysende!. Bliv ramt og vores kræfter er noget nær væk!"

Twilight måtte give hende ret der. Hvis de havde taget den direkte så... The Fuck!

Foran hende, samme afstand som før, løb der nu TO af den forbandede vampyr. De løb hver sin vej og lavede præcis de samme bevægelser. Det var umuligt at bestemme hvem af dem der var den rigtige.

"Artanis?" spurgte Twilight samtidig med at hun foldede vingerne sammen og kiggede på skift mod de to løbende figurer. Halen svingede rastløst fra side til side.

"Illusionsmagi, og en temmelig kraftig illusion. De er noget nær identiske, kun deres fysiske kvaliteter er anderledes. Angreb vil enten opløse illusionen, eller gå direkte igennem." Artanis svar var koldt og analytisk. Ingen irritation eller frygt indblandet. Kun analytiske observationer.

"Nogen ideer til hvordan vi kan... Aaah, se Dét kan jeg lide!" den korte mentale 'forståelse' som Artanis sendte til Twilight skabte et bredt grin på det førhenværende irriterede ansigt. Hun vidste med det samme hvad hun skulle gøre. Og det indeholdte ild, masser og atter masser af ild.

Twilight kiggede ind i sig selv og kunne mærke de to store pøle af energi. Den ene var der taget en smule af, og var også den eneste hun havde adgang til. Den anden var fuld og hvis man skulle beskrive det som en fysisk barrierer, så var den omringet af ståltremmer man ikke kunne trænge igennem, men kun åbnes ved at en strøm af energi bliver sendt mod den ene lås, fra begge sider.

Udefra så det kun ud til at Twilight lukkede øjnene, stadig mens at Zhadalina løb omkring.

Efter en kort tid havde Twilight samlet nok kræfter til hvad hun og Artanis havde tænkt sig at gøre.

"Inferno!" sagde hun, højt nok til at det kunne høres et godt stykke væk.
Luften omkring hendes virkede til at imploderer omkring hende, den trak sig ind mod hende som støv ville gøre overfor en kraftig støvsuger.
Efter ikke meget mere end et sekund, skete der en kæmpe eksplosion og hele området indenfor 20 meter var dækket i store orange flammer.

"Dine patetiske illusioner virker ikke på mig lille vampyr!" Twilight kiggede mod hvem end af de to vampyrer. Hun vendte sig mod den af de to vampyre der var den 'rigtige', hvorefter hun gav flammerne i det område mere kræft og fik dem til at vokse nok til at de ville dække hende.

De store læderagtige vinger der sad på dæmonens ryg blev spredt ud til deres fulde længe, og med nogle få kraftige bask var hun på vej mod den flamme-omringede vampyr, hele vejen dækkede flammerne for hendes og holdt hende ude af syne.

Den højre vinge blev foldet let sammen og med et kraftigt slag med den venstre vinge drejede hun sig så hun, og brugte samtidig momentummet til at give ekstra slagkraft til et voldsomt slag med hendes hale, mod vampyrens ryg.

Om strålen af ild var efter hende eller ej havde hun ikke tid til at kikke efter, varmen fra den var nok. Dog var det blevet koldere. Samt den kvalmende fornemmelse hun fik af varmen var ved at forsvinde. Det måtte vel betyde den var efter hendes 'klon' så hvis hun drejede efter 'klonen' ville hun snart være bag ved hende. Hvilken ville med føre slutningen på det her. Forbandet at hun selv havde løbet venstre om, var nok det dårligste valg hun kunne tage. Men skete var sket, var hun ikke blevet overrasket var det nok anderledes.

Hendes blik var låst på det liquid matter hun havde i sine finger, bare en lille gnist er nok til at det ikke sker...Hold altid en lille gnist. Hun havde fundet ud af at sit Liquid matter tog imod rå energi fra ting der ramte det, og så snart hun fjernede det ville det ramme hende. Hendes tanker sad fast på det skjold hun havde kastet en ind i af alt sin styrke.

Inferno? Hva..Mere nåede hun ikke tænke før ild omfangede hende iført en eksplosion. Styrken bag det hele tvang hende til at miste sit fodfaste, samt forsvandt hun en meter eller mere, det var svært for hende at lige at sige væk fra dæmonen. Ikke nok med at dæmonen havde ødelagt det hele, så havde hun mistet sit fokus, og med det var hendes Liquid matter forsvundet. Mens hun var i luften fra eksplosion mærkede hun alt den rå energi fra skjoldet ramme hende, det var nok mere det der var skyld i at hun bevægede sig den længe hun nu gjorde, så længe det var fordelt på hele hendes krop og ikke bare et punkt var det ikke så slemt. Men det hjælp hende ikke lige nu.

Hun lå på siden lidt fra der hun var før, smerte dunkede i det meste af kroppen. Dog var der ikk tid til at tænke over det, hvor var dæmonen, hun havde ingen ide om hvilken var der var hvilken.

Hun rejste sig hurtigt op, men flammerne var stadig omkring hende, nogen endda lige under hende. Lysten til at kaste op voksede og voksede men det måtte hun bide i sig, samt smerte af alt varmen. Det var umulig at se noget med alt det ild der var lavet i området. Hendes briller hjælp hende ikke, men så snart de ville komme af ville hun blive blind. Bare lad være med at fokusere på ilden så skal alt nok gå godt. Hvor er den Dæmon? Med det samme tanken kom, mærkede hun noget omkring sig. Nej ikke omkring sig, over hende, ikke mere end en skygge. Blikket faldt hurtigt op af, satans.
Mere nåede hun at kaste begge hænder op i vejen for slaget.
Den energi måtte ikke forsvinde.

En fornemmelse fik hende til at kaste blikket tilbage af, halen. Hvorfor har hun også en hale!
I et forsøg på at undvige den forsøgte hun at rolle frem af, men hendes forbandet syn havde gjort sådan at det ikke blev set hurtigt nok halen fik lavet et slag ned af hendes ene skuldre men hjalp hende til at komme frem af. Hun skulle ud af det her ild. Så snart hun havde rullet satte hun i løb for at komme ud.

Men hun løb fremkaldte hun Liquid matter omkring sine hænder og fødder, samt lidt over hendes ene skuldre, den hvor slaget havde ramt. Så snart hun var kommet ud af ilden løb hun nogen få meter mere før hun drejede rundt og kikkede mod ilden.

”Det er slut..Dæmon.” Råbte hun ind mod ilden. Hun havde ingen ide om hvor dæmonen var, men det var nemt at 'counteract'. I en meters radius omkring hende blev jorden lavet sort, det liquid matter fra hendes hænder faldt ned i jorden. Ud af den sorte væske kom der flere 1½ meter høje tentakler hele vejen rundt også en på hendes skuldre. Fronten var rettet mod ilden

Hvorfor gjorden hendes føder også så forbandet ondt...Hvor ledt! At bruge ild...Tanken om at hun var blevet skadet fik hende til at hvæse.

Slaget ramte ikke helt som hun havde håbet på. Hun ville have ramt hende direkte i ryggen og have sendt hende med ansigtet først ned i sandet. I stedet havde hun ramt hende på skulderen og ladet hende slippe væk med kun et minimum af skade.

Hun lod sig falde ned på jorden igen. Flammerne forsvandt under hendes fødder, sådan at hun ikke brændte sig selv. disse 40 x 40 meter fra hendes område. Her var HUN mestreren, hun var jægeren. Det var hendes kampplads og hun vidste det. Den ville aldrig kunne skade hende selv. Hun ville ikke tillade det.

Hun lod Inferno flammerne dø lidt hen, så de faldt ned til kun ½ meters højde i stedet for deres næsten to meters højde der hvor Zhadalina havde været før.
Få meter foran hende stod Zhadalina, en sort ring omkring hende i sandet. Op fra dem kom stort antal sorte tentakler, hver og en af dem tre gange så høj som hendes flammer.
Twilight's ansigt fortrak sig i en grimasse der mest af alt lignede afsky. Hun havde set en smule japanske animeer før, og hun vidste kun alt for godt hvad den slags tentakler der kunne gøre. Det var ikke noget hun havde lyst til at være offer for.

Umiddelbart når hun kiggede, så var der ingen mulighed for at komme fra nogle af siderne. Hendes angreb ville blive blokeret af tentaklerne, og hun ville selv blive sårbar hvis hun bare gik ind.

"Har du nogle ideer Artanis?" Spurgte hun til sin mentale partner.

"Jeg har en, men den er risikabel." hun virkede tvivlende. Men det var vel forståeligt. Zhadalina var langt fra ufarlig, og lige nu var hun nået nær urørlig.

"Kom med den!" Det var ikke et spørgsmål eller en forespørgsel, men en kommando. Og Artanis adlød. Hun gav Twilight ideen til hvordan hun kunne krydse vampyrens perimeter, hvordan hun kunne komme ind og ramme uden selv at have angrebet slået til siden med det samme. Ulempen var at det bragte hende selv i stor fare.

Alt dette var Twilight klar over. Men selve princippet i ideen var genialt. Det ville virke så cliché agtigt, men det ville med alt sandsynlighed være nok.


----


Twilight foldede sine vinger helt ud. I det samme sagde vampyren.
"Det er slut.. Dæmon!"

Twilight gav hende et manisk grin, hendes smil kunne forveksles med Cheshire kattens, hvilket kun gjorde det endnu mere uhyggeligt.
"Du har helt ret. Det ER slut!"

Med det slog hun vingerne kraftigt ned af og lod sig selv løfte ti meter op i luften med det ene slag.
Kort før hun ville miste opdrift bredte hun vingerne ud og fangede en luftstrøm der holdt hende svævende.
Med et mentalt kald, bragte hun inferno flammer op fra jorden, og op til sig selv.
Flammerne omringede hende indtil hun til sidst næsten ikke kunne ses. Herefter begyndte hun at flyve endnu højere opad, samtidig med at hun konstant lod sig selv snurre rundt som en snurretop ville. Flammerne samlede omkring hende og blev hurtigt til en vortex af ren ild der hurtigt skiftede retning og fløj direkte mod Zhadalina.

'Du har ret, det ER slut'
Udkom fra dæmonen lige før hun tog til vejrs. Hvad var hendes plan? Afstands kamp? Hvis ild blev kastet over det hele nu her så ville dette blive en meget svær kamp at vinde. Dette kunne ende meget hurtigt hvis bare dæmonen ville komme her over! Forbandet dæmon! Hvorfor kunne den hun også flyve?! Den fordel det ville gav var uhyggelig, der var en god afstand mellem dem, forbandet. Det hjalp kun dæmonen der kunne manipulere og fremkalde ild!

Vent..ild, hvorfor træk ild op til hende...Forbandet dæmon! Ikke nok med at hun skulle håndtere at dæmonen fløj rundt, så træk den også ild omkring sig! Den skal også bare gøre dette mere unfair.

Løsning! Lige nu..Du har ikke meget tid..
Hun er højre oppe end dig, hvilken...nej hun har vinger.
Hun trækker ild til sig, gør mange afstands ting ubrugelig, med mindre det kom med sådan en kraft at ilden ikke ville blokere det, men som hun havde vist så kunne styrken ændres på få sekunder så det ville ikke have nogen virkning.
Hun kunne lave store områder at flammer, de var ikke så slemme, kun lige når de blev dannet. Desværre havde de med ført den smerte der var på hendes ben og hænder, det var ikke så slemt men skulle snart gøre noget ved det.

Ild...Ild..En latter udkom fra hende da ordet sad fast i hendes sind.

Hendes blik blev kort taget væk fra dæmonen, for at studere området de befandt sig i.
Klitterne på en strand, et lille hak ned mellem to, hvor der havde været en vand samling inde for.
MIN BOG! Blikket gik hurtigt rundt endnu engang.

Hvis hun huskede rigtigt så var de i kanten af de ild ringe, forbandet dæmon!
”Så du følger dit blod og medføre smerte..Forventede ikke andet. Udkom kort fra hende i reaktion over situationen. Blikket blev ført op mod hende igen, ehh? Hvorfor samlede hun så meget ild?

Det var også ligemeget hvad hun lavede, to sekunder var alt hvad der var behov for. Hendes øjne gik i, som den ene hånd blev ført i en bue ude foran hende, og som den bevægede sig hen over hende, blev en regnbue dannet til at blokere synet fra dæmonen.

Så snart hendes hånd havde bevæget sig det den skulle. Træk hun det Liquid matter til sig, alt bortset fra en lille cirkle under hendes føder. Da det hele var forsvundet, tog hun sig en dyb indånding. Så det var nu, hvor dæmonen fik en chance for at se hvad hun havde planer om, nu hvor det hele blev sat på spil, de var kun en halvtreds meter tur. Mon ikke det ville lykkes? Heldig havde hun altid været, så mon ikke det ville. Hvorfor blev her varmere? Ligemeget! Handle nu!

Hun samlede begge hænder og kastede dem frem foran sig i retning med vand kanten. Det kunne ikke nå hele vejen, men godt en tredjedel af den. Regnbue forsvandt som hendes øjne gik op....

En vortex? Af ild? Der kom mod hende...Super...LØB! Så regnbue virkede mod hende...
Hun gav et hop i retning af vandkanten, i hoppet bøjede hun sig ned og førte en hånd underhendes fødder og lavede en hård cirkle af Liquid matter, der sad fast på hendes fødder. Ville virke som en kælk på sne, bare med fuld kontrol. Hun var ikke sikker på om hun ville komme langt nok væk fra vortexen, hvor dæmon var havde hun ingen ide om. Men den vortex var godt nok tæt på, det var umuligt at kommet helt væk fra dem, allerede nu kunne hun mærke varmen flå i hende. Men kom hun væk fra den, ville hun være i retning mod vandet. Hendes lange jakke grab fat i ilden og lyste op af det. Den vortex var farlig, selv nu skadede den hende...Selv om dette var farlig, med at kælke væk på en brandbar væske, så blev hun nød til det for at have en chance for at komme væk.
Hvordan virkede den vortex, blev den kastet eller ført...Hun havde ingen ide om hvordan den ville virke når den ramte, og hvis den ikke ændret bane, ville hun kun blive fanget i udkanten af den. Dog var det umuligt for hende at kommet helt ud af den.

Fra midten af vortexen kunne Twilight næsten intet se. Hun kunne svagt se konturen af noget der flyttede sig. Zhadalina, højst sandsynligt.

Ildens brølen overdøvede alt hvad der ville være blevet sagt. Hun kunne intet hører, og næsten intet se. Hun kunne heller ikke kontrollere vortexen ret godt. Den var for stor til at hun kunne dreje nok til at ramme vampyren lige på.

"Det betyder heller ikke noget" tænkte hun. "Der er kraft nok på til at kunne skade hende selv om den kun strejfer hende!"

Hun blev ved med at styrer mod jorden, direkte ned mod det sted hvor Zhadalina tidligere havde været.

10 meter
5 meter
2 meter

*boom*

En eksplosion af ild flere meter bred, dukkede op i det sekund der var kontakt med jorden.
Et flammehav og et krater var hvad der var tilbage, høje flammer dækkede alt indenfor godt og vel fem meter. Inde bag flammerne kunne man se en skikkelse der langsomt rejste sig op. Skikkelsen havde en lang og kraftig hale, samt to store vinger af et materiale man ikke kunne se.

--

Twilight løftede den ene hånd, og med en mindre anstrengelse, samlede alt den ild der var omkring hende, ind i en lille tæt kugle af det selvsamme. Bare at se på den, var nok til at man vidste hvor stor kraft der lå inde i den ene lille flamme. Den var nemlig ikke rød, orange, gul eller sort. Flammen var sne-hvid. Der var ingen spor af den normale røde eller orange farve der typisk sås i ild.


Pludselig, skete mange ting hurtigt.
Det første var at der pludselig syntes at blive køligere omkring hende. Det andet var en pludselig følelse af to store kraft kilder ikke langt derfra.
For det tredje kom der en kugle af ild flyvende tæt forbi Twilight's ansigt. Tæt nok til at hun kunne mærke dens varme tydeligt.

Hun drejede hovedet til højre for at se hvor det var kommet fra, og synet fik hende til at fryse.
Den forhenværende kamplyst der fyldte hendes ansigt var fuldstændig væk og erstattet med en af de kraftigste og mest primale følelser som alle væsener besidder, og den der har holdt mange racer i live i så lang tid.


Ikke 15 meter fra dem stod to skikkelser som Artanis kun kendte alt for godt. Begge skikkelser var omkring 2 meter høje, den ene var en rød dæmon med klippede vinger, horn og en kraftig hale, men kortere end Artanis' var, i sammenligning med hans krop. Kraftige muskler bølgede under hans hud, hans ene arm var udstrakt, som havde han lige affyret et angreb.

Den anden skikkelse var den mest uhyggelige af de to. En stetson hat der lagde ansigtet hen i skygger, med kun to orange lys der indikerede øjne. En lang brun trenchcoat dækkede resten af hans krop. Hans hænder var sikkert plantet i hans lommer.

Personen med hatten vendte sig og sagde noget til den røde hvorefter han forsvandt. Ikke noget med gik eller fløj, han forsvandt bare.
Twilight slog med vingerne og lod sig selv falde omkring 10 meter tilbage. Hun kiggede mod det sted hvor hun var før. Zhadalina havde været omkring 8 meter væk fra centeret af. Hun ville ikke have taget dødelig skade, eller nok til at hun ikke ville kunne kæmpe videre. For chancerne var at hun blev nødt til at hjælpe hvis de begge gerne ville overleve.

Held havde dog i det mindste at Mr. Trenchcoat var væk. Han var den farligste.

"Twilight, lad mig tage over." Det var ikke et foreslag.

"Bare pas på. Det er også min krop, husk det." Artanis sagde intet mens Twilight trak sig tilbage og lod den oprindelige ejer af kroppen træde frem.

Hun vendte sit grå-hvide blik mod vampyren. Hendes øjne og stemme bragte begge beskeden om hendes frygt.
"Zhadalina!" Kaldte hun. Det var tydeligt at hører at det var en helt anden person der snakkede nu. Stemmen var den samme, men tonen meget anderledes. "Jeg har brug for din hjælp." Hun pegede mod den røde dæmon der blot stod der. Den hvide flamme brændte stadig i hendes højre hånd. "Den dæmon der, er min bror, Iglen. Hans eneste ønske er at slå mig ihjel. Den anden du så er Abatu, den ældste af os alle tre, og langt den stærkeste. Hvis ikke du hjælper mig, så dør vi begge."

Der var ingen fup, ingen skjulte meninger eller forsøg på at holde noget tilbage. Hun talte kun sandheden, og det vidste hun.

I et forsøg på at købe bare lidt mere tid, kastede hun den hvide ildkugle mod Iglen. Selv ikke han ville kunne tage den uden at komme alvorligt til skade.

Han havde mærket det før han havde set det. To store energi kilder der var i noget nær fuld udladning. De var flere sammenstød mellem de to hvilket tydede på at de kæmpede.

Den ene var ukendt, hvorimod den anden var velkendt, dog en smule anderledes end han kendte den.

"Hun er blevet stærkere." Sagde han til den røde dæmon der gik ved siden af ham. De gik hen ad stranden der var i nærheden af Terre. De havde ikke umiddelbart været i stand til at finde nogen der vidste hvor deres lillesøster var. Heldet var med dem da de mærkede et energi felt der meget mindede om det der tilhørte deres kære lillesøster.

"Det er hun, Abatu." gryntede den røde dæmon og kiggede ned mod den hattebærende mand ved siden af ham. Hans lange frakke skjulte hele hans krop, og hvad der skulle have været synligt af hans ansigt var dækket i skygger. "Men stadig ikke stærk nok. Jeg alene vil være nok til at slå hende.

En humørfuld latter undslap Abatu. "Det sagde du også sidste gang du fandt hende, men som du kan se så overlevede hun! Overvurder ikke dig selv Iglen. Du blev næsten slået ihjel sidste gang fordi du var for arrogant. Lad være med at begå samme fejl denne gang." Han fik ikke andet end et dybt grynt som svar. Men ud fra manglen på svar fra Abatu, tydede det på at han ikke forventede mere.


----


Der var gået nogle få minutter, og de kunne nu se en sort håret kvinde stå på jorden. Jorden omkring hende var sort. Men ellers var der intet underligt ved hende.
Over hende var der en stor vortex af ild med kurs direkte ned mod kvinden på jorden.

"Artanis." sagde Abatu kort

"Hvad mener du? Det der er ikke Artanis!"

De orange lys der lå som det eneste bevis på Abatus ansigt, lyste i et kort sekund en smule kraftigere som tegn på en let irritation.
"Selvfølgelig er det ikke Artanis. Kig op. Artanis er i midten af den ild vortex der." han nikkede mod den store samling af ild i luften over den anden kvinde. Hans hænder forlod aldrig hans lommer, "Hun er i midten af den. I sandhed et kraftigt angreb."

Vortexen ramte jorden og eksploderede.
Iglen skød en ildkugle afsted, den missede kun lige præcis Artanis' ansigt.

Den unge, kvindelige dæmon kiggede mod dem hvorefter hun sprang tilbage.

Abatu vendte sig mod Iglen.
"Du tager dig af hende. Lad være med at fejle igen, ikke?" Hans tone var sød og rolig, men der var en ondskab bag dem.
Derefter, forsvandt han ud i skyggerne og trak sig tilbage til bjergene.