Magtens vold - Angelin

Sted: De der bure der...

Omgivelser: Fulde tossede mennesker

Tid: Irl

Vejr: Skybrud


Råbene gik langs burene og der blev satset og oddset på en klar vinder. Eller vinder. I et af burene stod en høj dreng klædt en sort t-shirt med huller i og nogle bukser. I hans bælte var der to knive. Drengen hed Arthur. En ung djævel som for noget tid siden var dræbt af en vampyr. Drengens modstander var et dumt menneske. Arthur strøj blidt bulerne i hans pande som gjorde ondt da Arthur tænkte sort. Han tænkte kamp. Og at dræbe sin modstander. "Når gnom. Det køre vel bare for det hele eller har du i sinde at dø siden du stiller op imod mig?" lød Arthurs kommentar. Manden blev rød i hovedet af Arthur. En høj råben lød "1 2 3 GO!". Arthur lossede manden over skinde benet og smadrede 3 tænder ud på ham. Manden svarede igen med at fyre hans næve i bærret på Arthur. Arthur bed smerten i sig tog sig sammen. Hans ene hånd brød op i flammer. Dette gjorde ufattelig ondt på Arthur som borrede hånden i hovedet på manden som skreg som aldrig før. Smerten kunne nærmest ses i den sprællende krop. Arthur fjernede sin hånd fra ham og hans hånd blev normal. Han strammede kræfterne i hans fod og jokkede ham i hovedet hvor der lød et ordenligt knæk da mandens næse knækkede. Arthur trak hurtigt en kniv og bukkede sin indover manden og skar halsen over på ham. Han satte kniven i skeden og mærkede sejrs råbene fra tilskuerne. Liget af manden blev slæbt ud og markede stedet med blod. En stor mand med rødt skæg kom over med en lille pose mønter som Arthur lagde i lommen.

”Så gå dog væk med dig, din knoldesparker!” Mumlede en af de eneste kvindelige skikkelser dette sted. Dette sted var altså virkelig et forfærdeligt sted, og hvorfor nogle dog ville opholde sig her, måtte forblive et meget godt spørgsmål. Selv for denne kvinde, Angelin. Hun havde faktisk heller ingen god grund til at være her, så hvorfor ikke bare skride, før hun blev voldtaget af den nærmeste fulde mand? Der var så mange af dem, og det var kun et spørgsmål om tid, før en eller anden greb fat i hendes cardigan, og trak hende med et eller andet sted hen. Faktisk, så gik der ikke længe før nogle begyndte at trække og stikke lidt til hende. Måske fordi hun stod midt på en plads uden rigtig at overveje hvor længe og hvorfor hun stod her. Faktisk var det ikke en som hun umiddelbart ville tro ville befinde sig her. Det var en yngre dreng, som så ud til at være fuldkommen grædefærdig. Han hev i hendes bluse og pegede over mod det nærmeste bur. Synet var forfærdeligt, og det var klart at den lille dreng var blevet så chokeret. Nogle havde lige været i blodig kamp, og en af dem… lignede Arthur på en prik, dog lidt anderledes. Kunne det passe? Var det ham eller så hun bare syner?
Flere mennesker eller andre væsner var stoppet op for at kigge på den kamp, råbte og sats og odds. Ingen koncentrerede sig om den lille dreng, som stod og hulkede, mens han trak i hendes cardigan. Da hun havde opdaget at hun stadig stod der, uden at gøre noget, trådte den moderlige karakter frem i hende, og hun satte sig på hug foran den unge dreng. Måske var han omkring de fem eller syv år gammel. Han så ikke ud til at have det særlig godt. Forsigtigt tørrede hun tårerne af hans kinder, og sendte ham et moderligt blik. ”Hvem er din far, søde skat?” Der var flere der var stoppet op, og begyndte nu at kigge på hende med den overnaturlige skønhed. Hvad mon en som hende lavede her?

En venlig stemme lød i hans hoved. Eller var den i hans hoved. Den lød ret virkelig. Angelin ville nok ikke komme her. Desuden, hvad skulle hun overhoved her. Arthur ignorrerede det og opfordrede til kamp. Hans stemme lød over pladsen "Godt små svin! Hvem tør blive slagtet?". En Vand dæmon gik med raske skridt imod Arthur. Det var skybrud. Vandet vil nok styrke dæmonen men whatever? Dæmonen havde noget blåligt hår og nogle grålige øjne ovar i klædt et par bukser der var smørret godt op. På ryggen havde dæmonen et sværd. Hm. En plan. Hurtigt... Vand vand vand.... En ide strejfede Arthurs hjerne og han begyndte at smile. Da han var inde i buret med sin modstander trækkede han sine knive. Kampen gik igang. Dæmon huggede efter Arthur med sit sværd. Arthur sprang til side men blev snittet ved skulderen. Arthur smed sine knive og blev til en kæmpe sort ulv. Ulven slog kløerne i dæmonens håndrod og kløerne borede sig ind og ødelagde nerverne. Dæmonen skreg og tabte sværdet. Kort efter var Arthur sig selv igen med en stor hovedpine. Han greb dæmonens sværd og huggede det ned i dæmonens skulder som begyndte at bløde. Blodet dryppede på jorden som langsomt blev rød. Arthur trak sværdet ud og smed det på jorden og trak sine knive for at gøre det af med dæmonen. Men dæmonens skulder var helet? "Jeg er lavet af vandet. Når det øser ned kan jeg jo kun observere det og hele mine skader. OG mine nerver." grinte dæmonen og bevægede sin hånd drilsk. Det udviklede sig til en næve kamp. Men fra hvert slag blev dæmonen helt og Arthur var fyldt med blå mærker. Han gjorde det igen. Han skabte en ild i hans håndflader og sat det imod dæmonens bryst. Buret blev dækket af damp og dæmonen skreg. Arthur kunne heller ikke holde et smerte brøl tilbage. Da ilden gik ud helede dæmonen igen og grinte. Arthur trak sine knive igen og stak dæmonen flere gange og skar kødet ud og brækkede ribene. Arthur skreg af smerte da dæmonen slog ham tilbage i burets væg. Som før helede dæmonens sår. Arthur måtte gøre noget. Hurtigt! Dæmonen groede skarpe kløer ud og rev Arthur. Arthur anstrengte sig og måtte angribe med et ild angreb. Hans hænder tændte en større ild en før. og hænderne blev boret ind i dæmonen og dampen steg udover hele kamp pladsen. Da Arthur fjernede hænderne var dæmonen halv smeltet og der låg vand over det hele. Vandet samlede dæmonen igen som gjorde klar til at genstarte. Arthur satte hånden ind i dæmonen. Den tynde vand væske blev pludselig erstattet med tykt blod kunne Arthur mærke. Dæmonen var nu helet igen men skreg af smerte da Arthurs hånd nu var inde i den. Arthur klemte fat om hjertet. og de sorte djævle øjne blev røde. Arthur kvaste hjerte som det var en blomme. Dæmonen stirrede tomt fra sig og blev vand som flød langt væk fra burene. Til gengæld fik Arthur skyllet sin hånd. Arthur gik ud af buret og greb en pose penge der blev kastet over i hans hånd. Straks stivnede han. Hans øjne opfangede englen.. "Angelin" mumlede han for sig selv og kiggede på skønheden.

Skrig, skrål og ballade lød i baggrunden. Heftige kampe var i gang, hvilket kun gjorde den lille dreng mere nervøs. Da hun ikke havde modtaget noget svar, og den lille dreng blot blev ved med at græde og hulke, trak hun ham ind til sig, og vuggede ham let i sin favn. Denne lille dreng vidste nok ikke rigtig hvor eller hvem hans far var, for mon ikke det var hans far han var blevet væk fra?
Denne lyshårede dreng, lignede hende egentlig rimelig meget, og det gik først op for hende nu? Faktisk var der mange ligheder. Det samme meget lyse hår, den samme meget lyse hud, og de smukke blå øjne. Kunne dette passe, eller var det noget som bare forgik i hendes hoved? Det hele virkede faktisk også en smule sløret.
Hun blinkede et par gange, og det gik op for hende, at hun havde været i sine egne tanker det meste af tiden. Drengen var her, han græd og hun holdte ham tæt ind til sig. Støjen var blevet værre, men pludselig var der helt.. Stille? Hvorfor lige nu, og hvorfor overhoved? Her var virkelig blevet meget stille, eller var dette nu også noget der forgik i hendes hoved?
Dette var forvirrende. Drengen stod nu og stirrede på en anden, som sikkert kiggede på dem. Da Angelin vendte hovedet, mødte et underligt syn hende. Arthur, men det lignede ikke rigtig ham? Hvordan kunne det overhoved være ham, og havde han været i kamp? Hvad lavede han egentlig her, og hvad med hende? Hvordan var det nu lige at hun var havnet her?
Angelin strøg forsigtigt den blonde drengs hår, og kyssede hans kind. ”Du må fortælle dig hvem din far er, og så vil jeg hjælpe dig med at finde ham,” forsikrede hun ham. ”Der er intet at græde over. Shyy,” mumlede hun beroligende.
Der var ikke så mange der kiggede på dem længere, bortset fra en mand, som heller ikke så særlig glad ud. Han lignede også denne dreng. Det var som om alle lignede hende, ellers var det bare noget hun troede på selv. ”Er dette din søn?” Spurgte Angelin med en blød stemme. Manden nikkede, og holdte øjenkontakt med hende. Hun fornemmede sorg som den følelse der boblede i hans indre. Forsigtigt rejste hun sig op, og tog den lille dreng i hånden, hvorefter hun anbragte ham i sin fars arme.
”Tak for hjælpen, jeg skylder Dem en tjeneste, frue.” Manden nærmest bukkede for hende, som om hun var en eller anden kongelig. Der var altså virkelig et eller andet over dette her. Det kunne ikke være virkelighed.
Nu vendte Angelin sig mod Arthur, og sendte ham et uforstående blik. ”Hvad laver du dog her, Angelin?” Mumlede hun for sig selv, inden hun trådte nærmere ham.

Arthur kiggede blot på skønheden med hans sorte øjne. Han betragtede hver en detalje. Han klemte et smil frem. Det var hende. Glæden strålede ud af ham og men på en eller anden måde gik det langsomt med at nærme sig hende. Han kunne mærke en følelse af en ekstrem sødme. Så ekstrem at den lugtede klam. "Godhed" sagde hans tanke gang. Hendes astmosfære var så god at det kneb i en djævel. Men han nærmede sig stadig med en hurtig hast. Han små løb hen til Angelin. Hans stemme lød hæs da den forladte hans mund. "Angelin... kan du huske mig...?" sagde han. For det kunne han ikke selv. Den rødhårede varulv med mørkegrønne øjne fandtes ikke længere. Den var blevet erstattet af den brun hårede djævel med sorte øjne. Det var ret underligt i Arthurs betragtning. Arthur trådte et par skridt op af tilskuer pladserne hen tættere hen til Angelin selvom hun hørmede af godhed og uskyld.

//Undskyld men nu er det mig der har skriveblokade xD//

Den mand som nu kom hen mod hende, så bekendt ud, eller hans måde at være på lignede en hun kendtes. På en eller anden måde mindede den hende bare ikke om Arthur. Hvis det var ham, som hans stemme fortalte hende, var der noget meget forandret over ham. Hvad det var, kunne hun ikke afgøre med sikkerhed, men hans øjne.. De var jo helt.. Sorte? Der var et eller andet galt! Dette var ikke ham hun kendte! Dette var ikke Arthur.
”Hvad har du gang i?! Du er ikke sig selv! Du kæmper, slå folk ihjel bare for sjov!? Jeg forstår dig virkelig ikke! Du er ikke den du var for få dage siden?! Hvad er der sket med dig?!” En del af hendes stemme var fyldt med frustration, og den anden del med gråden lige i hælene. Tårerne var på vej frem, men en lille smule vrede fik tårerne holdt tilbage. Hun havde lys til at løbe. Lyst til at forsvinde, og lade denne Arthur som hun mente hun kendte, leve sit liv som han ville. Hun fattede det bare ikke!? Hvordan kunne det være at han pludselig var sådan? Hun trådte et par skridt bagud, og ramlede ind i et par fulde mennesker bag hende, som ikke tænkte på særlig meget andet end alkohol. Dog var denne skønhed tydeligvis meget mere skøn i deres øjne. ”Kom med.. Hik.. Mig..” Mumlede en af de fulde mænd, og lagde en arm om livet på hende, hvorefter han begyndte at trække hende med sig. ”Giv.. Slip!” En hvæsen kom fra hendes mund, som om hun var en jaguar, parat til at angribe sit bytte. Denne mand gav ikke slip på hende, og trak bare hårdere i hende, for at få hende med.

"Det er min kvinde. Sæt hende ned eller du får et par gevaldige pryl!" råbte Arthur og knyttede næven. Han skillede Angelin og den fulde ad. "Hik hik! Oka vi ka dele. Du voldtager først og så..." sagde den fulde mand inden han mødte Arthurs næve. "Hun skal ikke voldtages! Find den nærmeste bøsse din piknar!" sagde Arthur. Man kunne se det i hans øjne. Ondskabet der så småt havde sat ind i ham. Manden kom hurtigt på benene igen og løb sin vej. "Angelin. Det er en lang historie." sagde Arthur vendede sig imod Angelin. "Men for at gøre den kort er jeg død. Jeg brændte i helvedes flammer fordi at jeg havde været varulv. Så dukkede selveste Lucifer op.. og gav mig et tilbud om at blive en af hans djævle. Jeg kunne ikke brænde der til evigtid uden at se dig igen. Men desværre blev jeg en djævel. Det er blevet min natur at tjene penge ved at dræbe." Arthur var virkelig ked af det men han kunne ikke styre ondskaben i ham længere.

Hvad? Han var djævel? Det kunne ikke passe! Hun måtte ikke omgås ham, hun måtte se at komme væk! Om et øjeblik havde han dræbt hende. Engle og Djævle havde ikke ret til at være sammen. Hun måtte bare væk fra ham, så hurtigt som muligt. Panikslagen kiggede hun sig omkring, for at finde en menneskemængde hun kunne forsvinde i. Der var ikke rigtig så meget støj længere, og det var som om at stilheden havde lagt sig over pladsen de opholdte sig på. Nogle flere mennesker var begyndt at kigge på dem. Det var nok ikke hver dag at en kvinde bevægede sig ind på pladsen, eller at det gik op for dem at der var en djævel iblandt dem. Hun vendte ryggen til ham, og en tåre faldt fra hendes øjenkrog og fortsatte ned af hendes kind. Mon ikke han ville lægge mærke til at hun græd?
Hun ville ikke høre på ham, det gjorde kun tingene værre end det var i forvejen. Han var djævel? Det var simpelthen ikke muligt? Dette betød at de var endnu længere fra hinanden, og faktisk aldrig kunne være sammen. Dette var enden på det hele. Og hun kunne ikke se på ham længere. Pludselig satte hun i løb, og forsvandt ud i mængden.

Arthur standsede brat op da englen løb. Enlig undrede han sig ikke over hvorfor hun skred. Han hørte en sort hvisken i hans øre. Han var ikke klar over om det var virkelige tanker eller om det bare var noget han bildt sig ind. En hul stemme klatrede sig ind i hans tanke gang. Stemmen var død og tør og det var svært at af klare om der overhovedet var en person bag stemmen. Hvislen blev til tørre triste ord. "Jeg gav dig et liv unge mand. Du døde gik til det evige." stemmen gentog sig flere og flere gange. Efter hver gang blev der pustet liv ind i stemmen. Det lød som en kvinde. Arthurs øjne kunne skimte en halv gennemsigtig kvinde med rødt kraftigt glat hår. Kvinden havde to brune øjne som kiggede trist på Arthur. En ond latter der spyede ild lød nu istedet for kvindens vise. Kvinden forsvandt og en sort skikkelse rejste sig. Lucifers stemme lød lokkende i hans øre. "Din mor var digter. Arthur, lad vær med at tænke over digtet. Videre. Du skal slå en ihjel. Du ved hvem" Lucifers skikkelse forsvandt og Arthur vendte tilbage til virkeligheden. Først nu fattede han at Angelin var væk. En tåre trillede ned over drengens kind. Han havde været så ivrig efter at se Angelin at han havde glemt følgerne. Bulerene i hans pande snurrede rundt og blev en tak mere synlige. Arthur sukkede og kiggede blot i den menneske mængde Angelin var forsvundet i. Djævlen i ham fik tankerne til at gå. "Englen forsvandt jo blandt dumme talentløse skarn til menneske. Hun stak af og befinder sig nu blandt dem. Så kan hun vel være lige så dum og talentløs." lød Arthurs tankegang. Men alligevel lyttede han ikke. Han gav djævlen i ham oftere og oftere ret. Men den vil aldrig få noget dårligt frem om Angelin. Lige meget hvor meget den prøvede var Arthur altid uenig i sagerne omkring Angelin. Lige nu ærgede han sig over hvorfor Angelin var engel. Altid så uskyldig og fulgte regler. Næsten syndt at han aldrig som varulv havde lavet om på det. Endnu en tåre forlod Arthurs kind da han for sidste gang kiggede imod menneske mængden som Angelin var forsvundet i.

//Hvad nu?:3//

//Kom med et kreativt indlæg :3//

//Ehm... Men Arthur han....? Og Angelin er jo skredet?>.<

//Det er jo derfor jeg mener noget kreativt xD//

//>.<' For satan da>.<' Jeg skal prøve^^'

Hvis ikke der skulle ske en hel del ting med Angelin, måtte hun flygte fra denne djævel, som hun ellers elskede utrolig højt. Hvis hun pludselig besluttede sig for at blive forelsket, ville hun nok blive sparket ud af gud. Det ville nok ikke være det mest praktiske der kunne ske, og især ikke i denne tid, hvor alt i forvejen var en smule forvirrende og mærkeligt. Alt muligt crap skete i denne tid. Flere bekendte kom til, og hun følte sig mere og mere som et mørkevæsen, i stedet for det lysende engle-barn, som hun skulle være. Hun skabte en behagelig, afslappet og rolig stemning blandt folk, hvilket var rimelig underligt for hende. For tiden var hun meget for sig selv. Når hun så endelig gik ud, var der altid nogle som ville snakke med hende, ellers opdagede hun nogle nye ting der skete. Nye mennesker. Eller mennesker var det jo nok ikke, siden de fleste i Di Morga var alt andet end mennesker.
Sagen var den, at hun ønskede at være sammen med Arthur. Da hun vendte hovedet for at kigge tilbage, gik det op for hende, at det hun gjorde var tåbeligt. Hvordan kunne hun flippe ud på den hun elskede? Det burde ikke være sådan hun var. Hun var en hel normal engel, som bare troede på det bedste i menneskernes og væsnernes hjerter. Måske troede hun alligevel ikke på ægte kærlighed. Hvis ikke hun gik tilbage, troede hun ikke på det, fortalte hendes tanker hende.
Angelin vendte sig om, og kiggede ud i den store flok af mennesker som passerede hende. Hun stod midt i det hele, bare sådan og gloede tilbage på den plads hun havde stået på for lidt siden. Tæt ved hende, stod et smukt og ungt træ, som så ud til at trives virkelig godt i menneskemyldret. Hvorfor mon det stod her? For at gøre stemningen lidt mindre dyster? Dette var et sted, som ingen rigtig ønskede at være ved. Her var kampe, fulde mennesker, vold og blod. Blod i massevis, hvis ikke de var alt muligt andet som opkast. Tæt ved Angelin stod der en og brækkede sig, eller faktisk var denne mand ved at falde sammen. Det var det rette at gøre, at gå hen og hjælpe den arme mand. Alligevel gik der længere tid, før det helt rigtigt gik op for hende. Hun måtte altså hjælpe ham, om hun ønskede det eller ej. På bare fødder, småløb hun hen mod manden, fik en anden til at hjælpe hende, og gik så bragt den dårlige mand et sted hen. Et værtshus eller noget, som ikke var langt væk fra. Pokker tage hele hendes: Vær sød. Hjælp andre. Få andre til at forstå at du ikke vil dem noget ondt. Havde Engle som hende, overhoved lov til at tænke på sig selv, bare en lille smule?
Arthur. Hun kunne mærke at han ikke havde det specielt godt. Han følte sorg, og det var det eneste hun sådan rigtig opfattede. Egentlig var det underligt, at hun kunne fornemme hvordan han følte, når de ikke engang var tæt på hinanden, eller så hinanden i øjnene. Det var som om en del af hendes sjæl var forsvundet, og den af sjælen, forsøgte at berolige Arthur. Den forsøgte at skabe ro omkring ham. Forsøgte at få ham til at forstå. Ville det hjælpe?

Arthur satte sig på jorden. Om sorg var en dødsynd vidste han ikke men det gjorde ondt i hans buler i panden. Udover det kunne han mærke en let snurren i hans skulder blade. Han krummede sig sammen og kiggede ned i jorden. På en måde var Angelin da stadig. Det kunne føles svagt igennem luften. Arthur mærkede lysten til at forfølge hende men han opgav straks. Han ville ikke have at hun blev smidt ud af himlen. Han var jo kun til besvær. Han strøj bulerne. De havde vokset. Det var tydeligt at mærke. Pludselig faldt hans øjne på noget specielt. Et træ. Et ungt smukt et. Hans veludviklede lugtesans kunne fornemme Angelins lugt tæt det træ. Han ville helst ikke forfølge hende men han kunne jo godt kigge? Bare lidt? Han kom hurtigt på benene igen og løb imod træet. Han væltede nogle mennesker men whatever. Han kunne ligeså godt leve op til sin race. Da han var noget over til træet kunne han ikke se Angelin. Men hvis hun kom igen... Arthur trak sin ene kniv og hakkede nogle bukstaver ind i træet. "Jaj ejslsker dej Angelin". Han havde aldrig lært at stave men han havde dog lært lidt igennem tiden. Nu håbede han bare Angelin kunne tyde det hvis hun overhovedet kom. Det grønne træ indmad gjorde det tydeligt at se igennem den brune bark. Han gik igennem menneskerne og satte sig på lur. Ligemeget hvor langtid han skulle vente på at Angelin kom forbi. Hvis hun overhovedet gjorde det.

Efter Angelin havde hjulpet den arme mand, takkede hun den anden for at ha’ hjulpet hende, og forsvandt så. Hun havde ikke lyst til at være her længere. Sorgen begyndte nu også at overfalde hende. Hun elskede faktisk Arthur rigtig højt, selvom hun måske ikke ville indrømme det. Der var så meget hun ikke ville indrømme. Lidt over hendes hoved, fløj en fredelig fugl, mens den lystigt sang om kærlighed og smukke væsner. Fugle var så fredelige og deres sang var tit vildt smukt at lytte til. Denne fugls sang, kunne hun genkende. Men hvor fra, stod hende ikke helt klart. Den var bare virkelig bekendt. Angelin fulgte den med blikket. Den fløj hen mod det træ hun havde været ved for lidt siden. En fløjtelyd kom fra hendes læber, og det var som om fuglen lystrede hende. Den fløj faktisk hen mod hende. ”Hej smukke fugl. Kom her hen. Jeg har brug for din hjælp.” Hendes stemme ar lige nu anderledes end den plejede. Den var mere fredelig og harmonisk, selvom sorgen hobede sig op i hende. Hun ønskede ikke at holde sig tilbage længere, så hellere blive smidt ud af gud. Hun elskede Arthur, og det ville hun holde fast i.
Fuglen lystrede hende, og der var sikket flere som kiggede en smule underligt. Den lystrede hende faktisk helt, og fløj til og med hen mod hende, og satte sig på en arm hun havde strakt ud. ”Led efter Arthur, og fortæl mig hvor han befinder sig. Jeg skal snakke med ham.” For ikke så mange opdagede hende, snakkede hun i en meget lav tone. Fuglen lettede lidt efter, og Angelin var sikker på at hun havde set den nikke til hende.
Kort tid efter, kom den tilbage. Den kvidrede lystigt løs, om hvor Arthur befandt sig. Den fortalte hende, at han havde skrevet noget ind i et træ, hvilket undrede både fuglen og Angelin en smule. ”mange tak, min smukke sangfugl. Jeg vil være dig evig taknemlig. Må gud optage din sjæl i himmeriget og at det der shit.”
Efter hun havde sagt det, begav hun sig hen til det sted, hvor fuglen havde fortalt hende, at Arthur havde skrevet noget ind i et træ. Det var det samme træ som for lidt siden. Hun kiggede undrende op, rundt i mængden af mennesker, men fik ikke øje på Arthur. I stedet fik hun øje på teksten som var snittet ind i træet.

Da han så Angelin læse det han havde skrevet klemte han et smil frem men det blev hurtigt opslugt af sorg. Hvad Angelin havde lavet med den fugl vidste han ikke. Men hun havde sikkert givet den et længere liv eller noget. Men vidste han? Ikke noget faktisk. Han havde nu fundet af at hans familie var uddød på en måde. Selv kunne han godt få børn men og? Han var jo død. Skudt af en djævelsk vampyr. Tanken fik ham til at knytte næve. Men så blev hans ansig opslugt af sorg. Han ville aldrig mere kunne se Angelin. Forsigtigt trillede en tåre hen over hans kind. Han tørrede den væk og gik med tunge skridt tilbage imod burene. Hvis ham og Angelin ikke kunne være sammen kunne han jo ligeså godt tænke på noget andet. Men hvad? Hvad skulle han lave. Lige nu ville være det værste tidspunkt at banke livet ud af uskyldig. Han måtte få noget mad. Han var hunde sulten. Han havde ikke spist siden hans død. Lige nu prøvede han at gro nogle vinger frem og smutte til værthuset uden Angelin så ham. Håbløs tanke. Hvordan skulle han få vinger. Han ville nok aldrig komme til at ligne en født djævel som Lucifer. Nej han var født engel men... det kan være det samme. En lyd af knogler der gav et ryk lød bag på Arthurs ryg. Et lille råb undslap hans læber. De snurrede rundt i hans haleben og skulderblade og bulerne i hans pande. Enlig var han ved at tro at han kom til at ligne en djævel. Den tanke opgav han og gik imod værthuset i håb om at Angelin ikke ville se ham. Da han passerede træet hakkede en fugl ham i knolden. "Skrid din dumme fugl." råbte han irriteret og skræmte fuglen væk med at sætte ild til hans hænder. Fuglen fløj væk og ilden forsvandt fra hans fingre. Dog kiggede en del på ham med store øjne Nu gjaldt det bare at komme væk. Forsent. Nogle stod bare og pegede på ham med en nervøs finger. Andre stirrede bare med åben mund. "Gå nu væk alle sammen..." vrissede Arthur. Hans øjne afbrød ham. Angelin. Nogle meter fra ham stod den smukke blonde engel. Kunne man blive mere
uheldig?

’Jaj ejslsker dej Angelin’, var den tekst der var snittet ind i træet. Ordene gjorde hende helt blød indvendigt, og tårerne var tæt på at bryde løs. Hvilket helvede livet dog også var, og især når det egentlig var ens andet liv. Måske skulle hun bare opgive det hele? Skyde sig selv, og få det hele sluttet en gang for alle? Hun havde allerede oplevet en hel del, og det var sikkert snart tid til at få det hele afsluttet. Det kunne ikke være særlig sundt for hende, at blive ved med at leve og faktisk tro på at det var godt.
Et råb hørtes lidt fra hende, og hun fik øje på Arthur. En fugl så ud til at genere ham, men det var ikke den som hun havde fået hjælp af før. Heldigvis da, for den fugl så ud til at få sig lidt af en forskrækkelse, da Arthur pludselig hvæste af den. Eller måske ikke pludselig, for den havde lige hakket ham i knolden.
Kort tid efter, stod der faktisk flammer ud af hans hånd, og det fik fuglen til at flyve væk med høj fart. Nu var selv Angelin en smule forskrækket og chokeret.
Flere og flere mennesker var nu stoppet op for at glo på ham, pege nervøst på ham eller bare for at finde ud af hvad pokker der var sket, ved at mumle lidt med sidemanden. Selvfølgelig var der også en masse som bare gik forbi. Angelin gik ud fra, at det nok var nogle som ikke kendte til alle disse overnaturlige væsner, der stod og gloede på ham. Nok almindelige mennesker. Og dem der blot gik videre, var stensikkert nogle som enten selv var overnaturlige eller kendte til dem.
I det øjeblik fik hun utrolig meget ondt af Arthur. Han havde fået øje på hende, hvilket ikke kunne være godt. Skulle hun gå hen til ham, eller skulle hun gå sin vej? En beslutning måtte tages, lige meget hvad. Hun fik taget en hastig beslutning, som nok viste sig at være dum. Hun gik hen mod ham, med hastige skridt, tog ham under armen, og fik vingerne til at komme frem.
Smukke hvide, silkebløde vinger bredte sig bag hende, og inden for kort tid, var hun på vingerne. Med Arthur under armen og et halvnervøst blik, fløj hun et stykke væk fra denne hæslige plads.

Da de landede var Arthur lidt svimmel. Hvad ville dem der så det hele ikke tænke. Altså det var jo ikke hverdag at en engel folder vingerne ud og flyver væk med en djævel. "Jeg troede ikke at du vil have noget med mig at gøre. Jeg troede at jeg bare var en ligegyldig djævel som aldrig kunne se dig igen.." et snert af vrede låg i hans stemme men det det meste var ren sorg. Tanker fløj igennem hovedet på ham. En billedstrøm tonnede frem fra det indre blik. Billeder fra de gange han havde været sammen med Angelin. Arthur sukkede og satte sig på en bænk.


//Sorry men jeg lider at et alvorligt kreativitets svigt.//

Da de landede på jorden igen, opholdte de sig på et grønnere sted. Her var der smukt og harmonisk, med alle mulige grønne nuancer, i både græs og træer, men også alle mulige andre ting, var i smukke grønne farver. Himmelen var måske en smule mørk, men klokken var også omkring 8 om aftenen. Arthur begyndte at snakke, og en vrede hobede sig helt klart op i ham. Men han flippede ikke ud. Det var helt tydeligt at se på ham. Han så ikke ud til at være det mindste sur, og det bemærkede hun også, da hun så ham i øjnene. Sorg. Ikke andet end ren og skær sorg. Selvom ordene ikke var ment som noget grimt, fik hun det helt dårligt med sig selv. Han havde fuldkommen misforstået det hun havde sagt til ham. Hun elskede ham utrolig højt, men det var som om der alligevel var noget der forstyrrede hende. ”Arthur.” Hendes stemme var så blid som hun kunne få den, selvom sorgen nu også hobede sig op i hende. En tåre trillede ned af hendes kind, da hun vendte blikket mod ham, og kort tid efter satte sig ved siden af ham. ”Jeg elsker dig.” Hun var ikke klar over om han hørte det, eller hvad han gjorde, men det var hvad hun følte.

//Det helt okay:3//

//:3//

"Det samme her Angelin" sagde Arthur og bøjede sig ned på knæ. "Angelin. Jeg troede bare at... vi ikke kunne være sammen. Ingen engang se hinanden. Men grunden til at jeg er blevet fløjet hertil er vel at du vil bryde nogle regler?" Et bredt smil tegnede sig på hans læber. Ikke et ondt men et venligt smil. Sulten i hans mave holdte helt op. Arthur rejste sig og strøj blidt Angelins hår. Dynner af sorg dækkede ham stadig men det var blevet mindre. "Angelin... der er noget jeg har været brændt inde med." sagde Arthur. Han rødmede stærkt. Kort pustede han ud. Ud af hans mund fløj nogle ord ud. "Angelin, vil du være min?". Han bed sig i underlæben. Hvad hvis hun sagde nej. Hurtigt fortrød han. Hvad hvis hun bare troede at han var en hjerteløs player? Arthurs pande svedte af nervøsitet. Han krydsede fingre for at at han ville få et ja. Men hvem ville have ham. Han var bare.. Arthur = En fattig men voldelig djævel. Så hvad var der at chancer. Om lidt ville hun sikkert bare komme med en forklaring om at hun elskede ham men ikke på den måde. Om et øjeblik ville hans hjerte briste. 0,1 % på at det ikke ville...

Angelin følte et stik i hjertet, da han spurgte om hun ville være hendes. Faktisk følte hun sig pludselig utilpas. Ikke fordi der var noget galt med det han havde spurgt om, men det var som om nogen forsøgte at fortælle hende, at det var farligt for hende at gøre dette. Hvem der så end forsøgte at gøre det, havde fuldkommen ret. Dette var risikabelt for hende. Hun kunne risikere at blive smidt ud af gud. Ingen engle havde lov til at binde sig med nogle, og især ikke djævle. Der var lidt tavst mellem dem i et stykke tid. Arthur så heller ikke ud til at have det helt fantastisk, men det måtte være en helt anden sag. Det var sikkert på grund af nervøsitet for hvad hun mon ville svare. ”Arthur jeg. Jeg elsker dig virkelig højt, og selvfølgelig vil jeg være din. Der er bare en ting du bør tænke over.. Jeg…” Angelin nåede ikke at sige mere, før hendes krop gav efter. Hun hostede og hakkede efter vejret, og mistede pludselig kontrollen over hendes vejrtrækning. Hun faldt bevidstløs sammen.

//Undskyld at det blev så kort, men Angelin vågner op et andet sted om lidt^^

"Angelin!" Arthurs stemme flængede roen. Arthur kastede sig i jorden og holdte om
Angelin. "L-uc-c-cifor! Er det dig.. d-det er ikke sjovt!" stammede Arthur råbene imod himlen. Intet svar. Ude af chok kiggede Arthur på Angelin. Arthurs øjne glødede op og blev rødgyldne. En masse sortbrune hår skød udover huden på ham. Arthurs muskler smeltede ind i hans knogle som ændrede form. Et par sekunder senere stod en kæmpe ulv. Over kroppen var bar men underlivet var dækket til af de slidte cowboy bukser. Ulven løfter Angelin og løb sin vej. Hvor han ville hen vidste han ikke helt. Ulvens skridt lød trampende igennem jorden hvor flere blomster blev trampet ned. Angelin var løftet i den såkaldte prinsesse stilling. Ulvens ene klo låg under Angelins ryg. Den anden var nedenunder knæ skalderne Da Arthur trampede ud på vejen gik det hurtigt. Ulven satte i løb men ikke for hurtigt med hensyn til Angelin. Selvom hun ikke var bevidst. Da han var i centrum skiftede Arthur form til menneske. Selvom det gjorde skide ondt fik han nået det inden de første mennesker dukkede op. Det vil nok skabe lidt mindre panik selv om det stadig var lidt halv underlig at en høj ung mand kom halvnøgen løbene igennem byen med en engel i armene. En bygning lidt længere væk var tegnet på at der var kort til hans hjem. Selvom det gik en del langsomere med menneskeform var der ikke langt endnu. Angelin vejede ikke meget men med tiden gjorde det en smule ondt i hans overarme. Et faldefærdigt hus med brædder for vinduerne og falden malling, huller i væggene og utæt tag dukkede op om hjørnet. Det gjorde Arthur lettet for han havde næsten ikke kræfter til mere. De sidste skridt gik udmattet over vejen. Arthur åbnede den knirkene dør og stønnede og hoste da han lagde Angelin i den mugne seng. Arthur lagde sig på gulvet og pustede ud. Af sidste kræfter fik han sig op på senge kanten.