A midnight ember.(Artanis/Zhadalina)(Vold-xxx)

Hvorfor! Er ild også så forbandet varmt! Var den sidste tanke hun nået at kaste gennem sin hoved før vortexen ramte jorden og sendte en kraftigt bølge af energi ud over hele pladsen, varmen blev kastet sammen med den. Bølgen slukkede ilden der var i hendes jakke, men skubbede hendes sol briller af.

Hun var landet på ryggen på den ene af sand bakkerne og rettet sig langsomt op, hun havde endelig ikke lyst til at rejse sig op, men af dæmonen kaldte på hende overraskede hende så meget at hun ville se hvad det var der havde fået den til det. Lige da hun havde sat sig op lød ordene hjælp fra dæmonen, det lød så om deres kamp var slut. Frygt eller panik var i de ord, hvad havde lavet dem. Tanken om hun havde taget et liv? Nej, ikke med de svar hun gav tidligere.

Hun kastede et blik ned over pladsen, her var så pænt da de kom, nu er det hele ødelagt. Ehh? To dæmoner?! Mere?! Forbandet, denne nat blev også bare bedre og bedre. Den eneste der manglede var en vampyr jæger og en varulv så var natten perfekt. Hende jakke havde taget skade, hele hende krop gjorde ondt, hendes solbriller samt nogen fonbrandriger.
Ehh? Nu var der kun en dæmon? Hun havde det nok være end hvad hun regnede med, hun havde set en til. Men det er vel lige meget..Hun rejste sig langsomt op og lod blikket falde mod Artanis, skulle de slås sammen nu? Mod Iglen? Den der?!

Zhadalina! Samle de tanker og fokuser! Alt er ikke negativt, alt er positivt. Det har du lært dig selv og du forsøger dag på dag og lære andre det!

Med de tanker rystede hun hovedet og et smil dukkede op på hendes læber, hun gik stille tætter på Artanis. ”Jeg har ikke givet lov til nogen dør i dag dæmon. Det gælder også dig.” Udkom fra hende med en venlig stemme, dog med gemt smerte bag ved den venlige.
Det var svært at holde smerten væk lige nu, det værste var forbrændingerne.
Det her ville gøre ondt, men det ville være en løsning på det problem.

Så denne dæmon var stærkere end hende? Dette skal nok blive sjovt.
Hun standsede op og vendte sin front mod den nye dæmon. Alt hendes Liquid matter var forsvundet, da hun mistede fokus under eksplosionen.

Hendes øjne lukkede kort før de gik med deres lilla skær, en sort væske gik i gang med at dække hendes krop. Væskens udgangs punkter var hendes øjne, fongrenalge, hendes ryg, og under hendes fødder. Der gik få sekunder før hele hendes krop var dækket, alt bort set fra hendes øjne, der lyste op med et lilla lys.
Smerten var næsten uudholdelig, alt den kolde væske lige op af ens helt nye brand mærker. Du skulder mig dæmon! Tænkte hun stille for sig selv.
Hun tog en hånd ud til hver side, så snart hun havde gjort det voksede der sorte klør ud fra fingerspiser.
Hendes blik blev Artanis, hun gav et nik mod hende.

En Illusion mangler, som tanken ramte hende dukkede et pink lys frem som dannende en glad mund der hvor hendes mund brude være.
Blikket blev vendt mod den nye ankommende dæmon og den pink lys forsvandt.

Svæklinge, dem begge to.
Iglen havde ikke brug for Abatus råd eller hjælp, han kunne sagtens dræbe dem begge to hvis han ville. Der var ingen grund til hvorfor de to skulle kunne vise sig at være nogen udfordring for ham. Den ene var jo bare en svagelig magiker der brugte sort snask, den anden var hans søster og den eneste han vidste der kunne gøre ham noget.
Han så ikke Zhadalina, for det var hvad Artanis kaldte hende, som andet end et insekt under hans fod.

En hvid kugle af ild kom flyvende imod ham. Der var kraft bag den, nok til at skade ham kraftigt.
Han smilede grumt og fejede sin ene arm foran sig, vand fra havet kom ved hans kald og slog ild kuglen ud af kurs. Den fløj tæt forbi ham, og på trods af hans resistance over for ild, formindsket som den var takket være hans vand magi, så kunne han mærke smerten varmen alene påførte ham. Hans lillesøster var i sandhed blevet stærkere.

Zhadalina stod nu ved siden af Artanis. Det lod til at hendes patetiske råb om hjælp var blevet hørt og accepteret.
Der var få ting der overraskede Iglen, men en af dem var hvad der skete med Zhadalina. Det sorte snask han før havde set hende bruge, flød ud fra hendes øjenkroge og bredte sig over hendes krop, hvor det efter kort tid dækkede hele hendes krop og gav hende noget lignende klør i stedet for normale fingre.
Ikke at det betød noget, han var stadig sikker i sin sag om at han var stærkere end dem begge to. Han var jo Iglen, trods alt, hvem andre end Abatu ville kunne besejre ham?

Sikker i sin sag som han var, valgte han at lade dem angribe først. Han vidste jo han ville vinde, så hvorfor ikke?

//Lad mig skrive Artanis svar før du skriver igen. Tak på forhånd^^//

Artanis smilede let idet Zhadalina gik op til hende og stillede sig ved siden af. Hendes ord gjorde hende noget mere sikker, men selv på trods af det var frygten stadig tydelig i hendes øjne. Aldrig før havde hun været ude for at være så tæt på døden som da Iglen angreb hende for under et år siden. Hvis man altså ikke tæller hendes barndom med.
Iglen alene var frygtelig stærk. Abatu turde hun slet ikke tænke på. Hendes yngste bror havde altid adlydt ham, gjort hvad han sagde og aldrig stillet spørgsmål. Hvad værre var, Artanis var ikke et sekund i tvivl om hvorfor.
Iglen var ikke den slags person der adlyder folk fordi de er venner eller bliver bedt pænt om det. De eneste han lytter til er dem der er stærkere end ham selv, stærke nok til at slette hans eksistens fra jorden på sekunder.

Ud af øjenkrogen så Artanis at Zhadalina dækkede sig i en slags sort væske. Hun lagde også mærke til hendes sammentrækninger når væsken rørte det brændmærker hun selv havde forårsaget, tanken spirede et lille frø af skyld i hendes.

"Sig nu ikke at du fortryde at vi forsvarede os selv..." kom Twilight's irriterede stemme.

"Vi forsvarede også ikke, du startede." Artanis fik ikke mere end en irriteret grønten som svar.

Zhadalina var på nuværende tidspunkt fuldstændig dækket af det sorte... stads. Lange klo-lignende ting var hvor hendes fingre burde være, og to lilla lys erstattede hendes øjne.
Vampyren kiggede kort mod Artanis, et lille lys delte sig hvor hendes mund skulle have været, og nikkede. Et smil, måske? Hun vidste det ikke. Alt hun vidste lige nu, var at Zhadalina var klar til at kæmpe side om side med Artanis.

"Når vi kæmper," Artanis holdt konstant sit blik rettet mod hendes ældre bror. Hvorfor stod han bare der. "Så forsøg at hold afstand til mig. Min krop vil være brændende varm, og jeg vil helst ikke at vi skal gentage hvad der skete med den kugle du skød efter Twilight." Hun rakte ind i sig selv, og en bølge af kraft udgik fra hende. Det ville være nok til at Zhadalina tydeligt ville kunne mærke den rå energi der lå bag det. "En ting til. Vi skal afslutte det her hurtigt, det her trick slår mig ihjel hvis jeg bruger det i for lang tid."

Og med de ord dykkede hun ned i sig selv. Tiden omkring hende syntes at fryse. Hun dykkede dybere og dybere indtil hun fandt den brønd der var hendes kraft. Hvis hun kiggede til siden, kunne hun se 'ståltremmerne' der blokerede for kontakt mellem hende og Twilight.
Inde bag tremmerne kunne hun se en anden skikkelse, og den skikkelse ville virkelig have skræmt hende hvis ikke hun vidste hvem det var.

Inde bag de tremmer, med en kun 70% fyldt brønd af kraft, stod Twilight. Hendes krop var fuldstændig dækket af røde skæld, hendes vinger var enorme. Meget større end Artanis' egne. Hendes hale, endnu længere og tykkere.
Hendes fødder var ikke dem fra et normalt mennesker, ej heller var hendes hænder. I stedet syntes hun at have en drages fødder, og hænder der meget mindede om det samme, men stadig holdt den 'standard' form af en hånd. Hendes øjne var, ligeledes, reptilagtige. lodrette streger af sort i et rødt iris.
Som noget af de eneste, var deres hår det samme lange og sorte.

Hun, Vinkede!?

Artanis besluttede at det ikke var vigtigt, Twilight var på den anden side af tremmerne. Og den her kamp var hendes egen.
Hun vendte sin opmærksomhed mod sin egen brønd af energi(sø ville nok være en bedre betegnelse), og gik ned mod den.

Det føltes som om koldt vand omringede hende mens hun gik længere ud længere ud. Forskellen var bare, at hvor koldt vand normalt var ubehageligt og hæmmede hendes kræfter, så var den her følelse behagelig og forstærkende. Hun kunne mærke energien løbe gennem hendes kroper med større styrke end før.
Desværre, kunne hun også mærke skaden den påførte hendes krop allerede. Det var dog nødvendigt, ellers ville hun ikke kunne klare Iglen.

----

På ydersiden gik der ikke mere end et sekund før det hele 'indre' var overstået.
Artanis' krop begyndte at ryge let og afgive varme som kun blev forøget for hvert sekund der gik. Smerten det medførte var udholdelig, men viden om at hendes krop blev ædt op af hendes egen pyromaniske energi var ikke nogen behagelig tanke.

Hun nikkede mod Zhadalina og sagde, "Lad os begynde!"

Med de ord, forsvandt hun.

Eller sådan så det ud.
I virkeligheden bevægede hun sig blot med så voldsom hastighed at hun var meget svær at følge med øjnene. Ikke umulig, men meget svært.

Hun fløj mod Iglen, hendes pludselig hastighed havde overrasket ham, og han nåede ikke at reagerer før et eksplosivt slag fik kontakt med den ene side af hans hoved og kastede ham over fem meter væk.
Artanis stoppede og kiggede mod Zhadalina. Hun nikkede engang mod Iglen som tegn på at det nu var hendes tur, hvorefter Artanis bøjede ned i knæene og lagde en hånd mod sandet. En let gløden kunne ses lige under hendes hånd, men det var det.

Blikket var rettet mod den nye, omkring to meter høje dæmon. De mindede slet ikke om hinanden og de skulle være søskende? Virkede næsten umuligt der var ingen ting der gjorde at de lignede hinanden. Med den tanke vendte hun kort blikket mod Artanis, danske få ord udkom fra hende.

'Lad os begynde!' Det hun så da blikket blev vendt mod hende var ikke Artanis! Hun havde gjort noget som hun selv. Ændret en masse ting, det lignede mere hinanden nu. Endelig ikke, men hvis hun kunne det så kunne de vel sagtens være i familie, det gav i hvert fald mere mening nu.
Hun blev kastet ud af sine tanker da Artanis satte mod sin bror i sådan en hast, hurtigere end i deres kamp.

Hendes ben og hænder gjorde stadig ondt, det ville koste hende en del mobilitet, men den mobilitet der normalt var hendes bedste våben havde ikke virket. Så hvorfor skulle det hjælpe mod hendes bror.

Artanis ramte sit bror lige på og hårdt, det så ikke ud til at han forsøgte at undvige slaget overhovedet. Der var ikke mange grunde til at bare stå og tage sådan et slag, de eneste hun kunne finde på var enten at teste den man kæmpede mod, ”fake hope” eller...for sjov...Så længe det ikke var den sidste så kunne dette vel lykkes, selv med alle de skader hun havde laget sig tage i kampen mod Artanis.
Den kraft Artanis havde sent ud lige før hun løb mod ham var utrolig, hun var ikke i stand til selv at efterligne den efter denne kamp. Var også en dårlig dag at slås på! Men det er ligemeget nu.

Iglen ramte jorden nogen meter væk fra der hvor han stod før, utrolig kraft der var bag ved det slag.
Et lille nik var alt hvad der blev sendt mod hende fra Artanis, hvor hun efter gik ned i knæ. Hvor var hende plan? Lige meget hvad så hold dig fra hende og hendes mål! Mere ild ville være en dårlig ting, det havde hun set nok af for denne dag.

Fysisk udmattelse var stille gået i gang med at dukke op i hende, men det blev hun nød til at lade den være lige nu. Det kunne ikke betale sig at ligge sig ned, afstand var vigtigt også.

Mindre mobilitet, en der kan kaste ild på hendes side, desværre kun et mål og ild spreder sig. Vand fra iglen, vandet var ikke farligt da væsker har næsten umuligt ved at påvirke væsker. Så alt hvad hun ville sende efter ham skulle gøre til et fast materiale og ikke væske, fint hele dragten var fast.

En gnist under Artanis hånd? Hvad i alverden havde hun af planer?

Hun tvang sig selv ud af sine tanker og satte i løb mod Iglen, dog løb hun ikke særlig langt før hun satte af i et hop frem af mod ham, dog samme tid væk fra Artanis. I selve hoppet fik hun sat gang i et spin så hun ville dreje sig i løbet af det.
Som hun hoppede svingede hun armene ud af, timeet sådan at de blev helt stærkt ud når de pejede mod Iglen.
Hendes ansigt blev vendt mod ham under hele hoppet.

Da hendes hænder peget mod Iglen, slap hende nye klør deres forbindelse til resten af dragten af blev kastet mod ham, det samme med den anden hånd da den havde front mod ham. Der var umuligt at sigte med dette angrib men med ti 'pile' var der meget stort chance for den ene af dem ville ramme.

Hun ramte jorden i form at et rollefald hvilket fik hende til at ende med et lille bøj i sine knæ samt fronten mod Iglen, hendes hænder blev ført mod ham, fingerne var rettet mod ham som nyt Liquid matter formede nye klør på dem. Et hvæs udkom i retning mod ham.

Artanis stod side om side med Zhadalina. Hun virkede stadig ligeså svag som hun altid havde været, en myre i forhold til Iglen selv. Det eneste tidspunkt hvor hun nogensinde havde overmandet ham, var dengang for over 800 år siden hvor hun brugte sin metamorphosis første gang. Det var dog kun fordi han blev overrasket over hendes pludselige kraft eksplosion. Hun har jo altid været svagere, så aldrig har hun virkelig kunnet være en udfordring for ham.

Iglen stod stadig stille og kiggede på de to kvinder, den ene stod omringet af noget sort snask, hvorimod Artanis stod og... Kom der damp fra hend-

Han nåede ikke at tænke mere før hans lillesøster forsvandt og han mærkede en enorm kraft få kontakt med siden af hans hoved og sendte ham flyvende flere meter væk, hvor han landede med et 'oomph'.

"Grrr! Hvordan gjorde hun det!?" tænkte Iglen, og begyndte at rejse sig op igen, kun for at opdage Zhadalina komme løbende mod ham. Mens hun hoppede over ham rakte hun armene ud og sendte 10 'pile' afsted mod ham.
Han kastede sig til siden så hurtigt som han kunne, og brugte sin arm til at blokere for de 4 pile han ikke undveg. De begravede sig dybt i hans arm, langt nok ind til at strejfe hans knogle. Han brølede i både smerte og vrede.

En boblende og brutal følelse brød ud i Iglens bryst. Han var vred, virkelig vred. Ikke nok med at hans lillesøster havde præsteret at ramme ham, men den anden havde også!
I rent raseri slog han ud mod Zhadalina med sin hale og derefter sprang frem i et klodset forsøg på at bringe hende ned på jorden.

Han havde ikke lagt mærke til Artanis og hendes 'besynderlige' opførsel ved at sætte sig på hug og lade en hånd hvile på sandet.

De fire af 'pilende' ramte ham og borede sig ned i hans arm, et indre smil poppede op i hendes sind ved denne lille sejre. Men smilet forsvandt lige så hurtigt som det kom frem, som hans hale havde retning mod hende.

Billedet af Artanis der sad med en gnist under hendes hånd sad i hendes sind, hvad end hendes plan var så havde den bare at have med ild at gøre hvis hun skulle gøre dette. Som halen kom tættere på hendes lod hun det 'Liquid Matter' som hun havde fremkaldt til at skifte fra fast til flyende form, selv de 'pile' der sad i ham blev flyende.

Dette ville komme til at gøre pokkers ondt men hun valgte at sætte sin tilid til Artanis.
Halen kom tættere på og det hun gjorde var at læne hovedet tilbage og hænder blev taget til væk fra hendes bryst og lidt op mod hendes skuldre dog nåede de ikke hele vejen før halen ramte hendes bryst.

Slaget fik væsket til at springe ud til at alle sider, men som matteret virkede så lod hun hele slaget ramme hendes krop, alt styrken i det slag blev fordelt ud over hele hendes krop.
Slaget fik hende til at falde bagover med en voldsom styrke han slog noget kun hårde end hun havde regnet med. Hun blev sendt hårdt ned i sandet godt en meter væk, igen fordelte matteret kraften fra da hun ramte jorden over hele hendes krop.

”Argh..” Udkom fra hende som slaget blev forbundet med hende, hun gentog det som hun ramte jorden. Hendes stemme var mærkelig på grund af det kolde væske, næsten som man hørte det under vand.
Var en dårlig plan, men nu var den sat i værk så skulle man vel også forsøge at udføre den.

Hun hævede begge sine hænder fra jorden og tog dem i luften foran hende, væsket i dem træk sig sammen og blev til tre lille bolde i hver hånd. Med en bevægelse satte hun sig op og lod sine hænder falde i retning mod hvor hun kunne huske at han var, boldende blev kastet i den retning, som de fløj igennem luften voksede de sig en del støre, nok til de var så store som håndflader. Som de ramte jorden blev de flyende som resten. Det hun havde fremkaldt omkring sig selv faldt langsomt af da det ikke var fast mere, hendes brand sår kom stille frem, frem de nye mærker hun havde fået. Hendes mål var ikke at ramme ham men bare at kaste dem tæt på ham.

Hendes tanker gik tilbage på da hun var offensiv mod Artanis, hendes skjold af ild. Kulgen hun havde kastet havde svært ved at kommen igennem det men som det blev varmere og varmere endte den med at springe tæt på hende, og endelig gøre stort skade.

”Boom.” Udkom fra hende som hendes blik var rettet mod ham, et smil dukkede op på hendes læber. Hun vendte sit blik mod Artanis, i håb om hun havde også huskede det.

Hun var næsten klar. Ikke ret meget mere.

Kom nu, Kom nu.

"Prøv at gøre sådan her" foreslog Twilight og sendte et mentalt blueprint af en form for angreb. Det var indviklet, men det ville forøge hastigheden på hvad Artanis forsøgte at gøre, og gøre det endnu værre for Iglen. Der var god mulighed for at det ville slå ham ihjel med det samme hvis hende og Zhadalina præsterede at arbejde ordenligt sammen.

"Brug din energi matrix til et dirigere energierne mod dit holdepunkt, og udnyt derefter verdenens naturlige Ley Lines til at forøge både kraft og hastighed på det hele." Kom det mentale råd fra Twilight. Hun var virkelig klog hvad magisk teori angik, og hvad hun sagde gav mening når man tænkte over det.

Hvis man tænkte på den magiske verden som et hav, så var Ley Lines ligesom de kraftige strømme, blot med den forskel at der var mange flere af dem, og at de lå meget tætpakket. Det var som et enormt edderkoppespind. Det var stort og komplekst, men samtidig simpelt nok hvis man fulgte en enkelt 'linje' af det.

Magiske væsener fungerede som et hjerte i den sammenhæng. Det var på grund af Ley Lines at man genopladede sin magiske kraft efter den var blevet brugt. Man havde altid en hvis mængde selv, men man trak også hele tiden til sig selv, samtidig med at man også konstant afgav en smule magisk energi. Dette er hvad en såkaldt 'aura' er, det som et andet væsen kan mærke fra afstand af, fornemme ens tilstedeværelse eller lignende.

Med den viden sikkert plantet i sit sind, og Twilight's ide allerede i fuld gang, kiggede Artanis op og så Iglen være på vej mod Zhadalina, fire sorte 'pile' sad fast i hans arm og området under ham var sort af vampyrens sorte materie.

Det kom som et 'tik', og Artanis vidste at hun var klar.

"ZHADALINA!" Råbte hun, "KOM VÆK! NU!"

Hun stolede på at vampyren var klog og hurtig nok til at komme langt nok væk.

Fra under Artanis hånd, kom en linje af indviklede rune-lignende ting frem og skød med meget høj fart mod Iglen.
Da de blot var en meter fra ham, bredte de sig ud og skabte i løbet af et sekund et pentagram lige under ham.

Fra hvert af de fem hjørner i pentagrammet, skød en ildrød kæde af ild op og band som omkring Iglens krop og trak ham ned på jorden og holdt ham fast. De havde ikke de samme egenskaber som ild, nærmere rødglødende stål. Det brændte kraftigt og gjorde ondt.

Zhadalina nåede lige at komme ud fra pentagrammets rækkevidde, kunne Artanis se.

Tilfreds med at Iglen var holdt nede i et godt stykke tid, kaldte Artanis sin ødelægger-min-egen-krop-evne-for-at-forøge-mine-fysiske-egenskaber-evne tilbage, og spredte sine vinger ud til hver sin side. Næsten 2 meter brede, hver af dem.

Herefter hævede hun sine hænder til brystet, og holdt dem som hun ville holde en badebold. Med en kort puls af pyromanisk energi, dukkede der en lille flamme op imellem hendes hænder, det samme gjorde der ud for hvad af hendes vinger. De var røde/orange som normalt ild, og på størrelse med en tennis bold.
Noget der ligned lyn, men var bare ild, flakkede ud fra kuglerne og trak tilbage ind i dem, gjorde deres farve en smule lysere og gjorde dem en smule større.

Det ville tage tid, hun håbede bare at Zhadalina ville komme op mod hende. Hvis hun var for tæt på Iglen når det skete ville hun ikke kunne garantere for hendes sikkerhed.

Vrede

Raseri

Blodtørst

Dette var de eneste tanker der gik igennem Iglens hoved. Han kunne ikke opfatte mere, han kunne ikke forstå mere end det. Han var uintelligent, ja, endda direkte dum. Men han var stærk. Hans brutale styrke var enorm, meget større end Artanis' og Zhadalinas, muligvis større end dem begge til sammen.

Hvad der dog gjorde han vildest, var det faktum at brændende kæder var dukket op fra jorden omkring ham. De havde taget fat i ham og trukket ham ned på sandet og holdt ham fast, kun få centimeter fra Zhadalina.
Artanis havde lige præcist nået at redde hende før at han landede oven på hende.

Kæder omgav ham, kæder der brændte hans hud væk og gravede sig ind i hans kød, kæder der gjorde ondt og ikke ville forsvinde. Han vidste kun at han skulle have dem af, at han ville have smerten væk.
Han gjorde det eneste hans begrænsede hjerne kunne komme på, og tilkaldte vandet fra havet og lod det skylle over sig, lod det mindske varmen på kæderne og gøre dem mere skrøbelige.
I det samme han gjorde dette, rejste han sig op så meget som han nu kunne, og begyndte at trække i lænkerne, i håb om at bryde dem.

"DU KAN ALDRIG BESEJRE MIG ARTANIS!" Brølede han i sit tåbelige raseri. Hvis noget var sikkert, så var det at Artanis og Zhadalina tilsammen, sagtens kunne slette hans eksistens fra jordens overflade. "DU VIL FOR ALTID VÆRE DEN SVAGESTE! DU VIL ALDRIG VÆRE STÆRK!" Han blev kun ved. Han nægtede at give op.

Det betalte sig dog også da han, efter meget slid og smerte, præstede at knække en af de fem kæder, og derefter en mere.
Han kunne stå op fuldt nu, men han kunne ikke flytte sig. Der hvor kæderne havde siddet, var der store og dybe brændemærker. En slimet væske var allerede ved at blive dannet på hans krop.
Det var dog først nu at han så de tre kugler af langsomt voksende ild, der svævede ved Artanis. Den ene mellem hendes hænder der var holdt ud for hendes bryst, og de to andre der svævede foran 'midten' af hendes udstrakte vinger.

Han kunne se at hun puttede alt den kraft hun havde i dem. En eneste af dem ville være nok til voldsomt at skade ham, tre ville muligvis slå ham ihjel hvis de ramte ham lige på.
Med fornyet raseri og målet om at slippe fri, begyndte han at slide på de tre resterende lænker.

Hendes navn blev råbt fra Artanis. Det medførte at hun spang op fra jorden, et hop mere og hun hop mere og hun tvang sig selv tilbage af. Ud af det blå kom flere kæder af ild tæt på hende i retning af dæmonen, de låste sig fast omkring dæmonen.

Hvis ikke Artanis råbte op ville hun være fanget sammen med den, det svarede på spørgsmålet om hun kunne regne med hende i denne kamp, men det betød også at hun skulle finde en måde at gøre det igen. Blikket blev stille ført mod den kvindelige dæmon, der skulle ikke meget til før hun ændrede sig, fra offensiv til panisk til en der endelig lader sig arbejde sammen med andre. Der var et eller andet der fik hendes tanker til at skifte virkelig voldsomt, kunne denne dæmon virkelig fremkalde alt det? Denne ny ankommer? Den slog hårdt ja, men..Nok til at Artanis var så bange?

Lyden af vand der fordampede fangede hendes sind og blikket blev ført mod den fangede dæmon, som fik kastet vand ind over sig nu. Så længe han har kontrol over vand skal der være noget i vejen for ham og Artanis, vand slukker vel stadig ild selv om det er inden i en? Artanis havde gang i et eller andet, sidste gang hvor hun fik lov til at gøre hvad der passede hende kunne hun fremkalde en enorm kraft som den Vortex eller den lige linje af ild. Men var Artanis bange for denne dæmon? Burde hun så også? En indre latter dukkede op, den eneste der kunne ses ude fra var et smil.

Vandet faldt en smule til ro og dæmon lå stadig ned, dog rev og flåede han i kæderne i nu, den var ikke svær at læse, Fysisk stræk, kontrol over vand, offensiv, skader gerne sig selv for at skade sin modstander. Så snart vandet var væk fra hans hoved gik han i gang med at råbe op, han lød sur og ikke bare lidt. Hvorfor blev han ikke bare liggende? Denne gang kunne hendes latter ikke blive i hendes hoved.

Hun gik et skidt tættere på Artanis, dog stadig med latter der udkom fra hende. En lille hånd bevægelse og alt det 'Liquid matter' Der lå ud over det hele bevægede sig til hende med en stor hast, som det kom hen til hende gik det i gang med at køre op af hende og dække hendes krop og tøj. Som dette skete knækkede dæmon den første af kæderne. Var der en ting der kom bag på hende var det hans stædighed, at gå mod to var dumt nok i sig selv og så med tanken om at det er lige meget med at han selv kommer til skade? Kort tid efter den første kæde hoppede af, blev hele hendes krop dækket dog ikke øjne og den næste af kæderne knækkede, da den knækkede kom der et lille ryk med begge hendes hænder og klørende blev dannet igen.

Hun træk sig lidt tættere på Artanis dog med en retning så hun kom tættere på at være i mellem de to dæmoner. Hun stillede sig med ryggen mod Artanis, hendes hænder blev ført ud mod hver sin side, et lille bøj i hendes knæ. Artanis var farlig, hvis bare hun fik lov til at gøre hvad hun ville, så det skulle forsøges at give hende mulighed for det. Som tanken gik i hendes hoved voksede hendes klør noget mere, hver af dem blev omkring tyve centimeter lange.

Det var tydeligt at after at han fik set Artanis ville han meget gerne ud, lidt mere efter at han fik øjne på hende. Dog med den styrke han lagde bag de slag så skulle der ikke mange til, med eller uden liquid matter' til at slå hende jorden, så hvor lang tid gik der før de sidste kæder forsvandt.
”Gør hvad du gør bedst Artanis, glem mig lige nu.”Udkom fra hende som dæmonende endelig holdt op med at råbe.

Et lille stykke længere ind i mellem dem og hun ville være sikker på at han ikke kunne løbe tættere på Artanis uden at hun kunne få fat i ham.

Kraft.

Der var meget kraft i spil, der var endnu mere kraft der lød igennem Artanis' krop. Hvis Artanis var en flod, så var den kraft der blev sendt fra hende ud i de tre kugler, vandfalder der forbinder den øverste flod med søen neden under.

Det var ikke den rolige overførsel af energi, ikke det let kontrollerbare 'flow'. Nej, dette var en proces der, hvis hun blev forstyrret, meget let kunne koste hende livet. Hvis disse tre 'orbs' af ren termisk energi gik af lige foran hende, så var der ingen chance for at hendes egen resistance overfor ild vill rede hende.

Hun stjal et kort blik mod Zhadalina og Iglen.
Vampyren var foran hende, og den anden dæmon havde allerede brækket den anden sidste kæde. Der var nu kun en tilbage der holdt ham nede.

"Kom nu... Kom nu!" sagde hun til sig selv, mens de tre kugler langsomt blev lysere og lysere. Om ikke ret lang tid ville de være helt hvide, og deres størrelse den af en håndbold.
En gang i mellem kom der en lille "flare" ud fra kuglerne , som så hurtigt trak sig ind i dem igen og gjorde dem endnu blegere.

...

...


"ZHADALINA! VÆK! NU!"

Hvis ikke Vampyren flyttede sig, kunne hun ikke garantere for om hun ville ramme hende.

I det samme hun havde råbt det, kastede hun den første af de tre kugler, den hun før havde holdt imellem hænderne. Herefter gav hun et kraftigt slag med sine vinger, der sendt de to resterende kugler afsted.

Hvad der var dårligt: Iglen havde netop brudt den sidste kæde og var allerede begyndt at kalde vand ind fra havet bag sig.
Var det mon nok? Kunne hun klare ham?

Han lagde svagt mærke til at Zhadalina trak den underlige væske væk fra ham. Hvad var det? Han var egentlig ligeglad. Hvad der betød noget nu var kæderne. Der var to tilbage, og Artanis var snart færdig med hvad end det var hun lavede.
Han kunne se at de var tre kugler af ren og koncentreret ild. Noget som der ville gøre meget ondt hvis han tog dem ligepå, som han ville hvis ikke han fik ødelagt de sidste to kæder der holdt ham fast til jorden lige nu.

En primitiv tanke, men en der muligvis kunne virke om ikke andet, kom til ham som en lampe over hans hoved. Han kunne bruge et lignende trick som det han havde set Artanis bruge for kort tid siden, hvor hendes fysiske styrke blev noget nær fordoblet.
Med et kort dyk ind i hans eget primitive sind, gik han ned i sin egen kraft og spredte den til resten af hans krop.

Det første han lagde mærke til var smerten det medbragte, følelsen af hans egen krop der var ved at brænde sig selv ned. Men samtidig mærkede han også den voldsomt forøgede styrke det medførte, og rev de resterende to kæder over i løbet af kun få sekunder.

Det var på dette tidspunkt at han lagde mærke til Zhadalina der stod mellem ham og Artanis. Men hun var ikke vigtig.
Dum som han var, så var han ikke helt ignorant. Han kunne både se og mærke at de tre ildkugler snart var færdige med at 'lade op'.
I et forsøg på at forsvare sig selv mod dette, kaldte han så meget vand ind fra havet bag sig.

Han hørte Artanis råbe, men han kunne intet se ud over det 'skjold' af solidt vand han havde sat imellem sig selv og den pyromaniske dæmon.



Den første kugle ramte, og hans skjold gav kraftigt efter, som om det næsten var ved at bryde ned fra bare den ene.
Den anden ramte, og skjolde var næsten nede. Han puttede så meget kraft ind i det som han kunne for at holde det oppe. Han ville ikke lade hende komme ham til livs så nemt.

Han nåede ikke at tænke ret meget mere før den sidste ramte hans skjold, og brød igennem det som var det glas.
Han kunne ikke nå at lave et ny skjold på nogen måde, så han gjorde det eneste han kunne og foldede begge sine vinger omkring sig som et fysisk skjold.

Eksplosionen rungede ud over stranden, og dem alle tre tilsammen kunne måske endda høres hele vejen til terre.

Et massivt brøl af, ikke vrede, men ren og skær smerte brød igennem natten. Han var i live, og kunne stadig kæmpe.
Røg og hvad resterende ild der var, forsvandt og Iglen rejste sig op, prustende i smerte og raseri. Hans venstre vinge fra slemt forbrændt og ville tage lang tid at hele.

Den højre vinge, havde det dog værre. Eller hvad der var tilbage af den.
Halvdelen af den lå på sandet ved siden af ham i en blanding af knogle, muskler og blod. En lille stump var hvad der var tilbage på hans egen krop.

Smerten var noget nær uudholdelig, men han var ikke uvant til smerte. Det havde Abatu sørget for.
Efter at have ventet nogle få sekunder for at få vejret, sprintede han frem mod Artanis med det formål at slå hende ihjel med ét slag.

Varmen fra Artanis kunne mærket selv med nogen meters afstand, hun havde lyst til at kikke over på hvad der skete, men desværre ville det give en åbning da dæmonen var godt i gang med at rive i kæderne af alt hans kraft. Det ville ikke vare længe før han ville komme ud, så sekunder var alt hvad der skulle til. En besked udkom fra Artanis, som fik Hende til at løbe ud til højre side, som hun gik i gang med at løbe lod hun sit void matter falde ned på sandet der hvor hun stod.samme tid med at hun gik i gang med at løbe bevægede vandet sig fra havet ind over dæmon som nærmest lige var kommet ud af den sidste kæde.

Den første kugle ramte vandet og damp føj ud til alle sider, det lød næsten som at være tilbage i London i anden verdens krig på grund af larmen. Kuglen spang som den ramte vandet, vandet ramte koge punktet med det samme. Den eneste tanke der gik igennem hendes hoved var at hun var glad for den ikke var hende der var i dæmonens sted, mod den styrke blev hun nød til at undvige det meste af det, og ville være umuligt med den varme det kastede. Hun kunne mærke det selv her fra. Den anden kugle ramte vandet, som den gjorde var der næsten intet af det tilbage, og den sidste kugle ramte så kort tid efter at dæmonen ikke kunne nå at sætte vand foran. Han tog det til vingerne, som Artanis havde gjort mod hendes Orb, uhyggeligt at han kunne nå det. Det var gået slemt til, vingen var der nærmest ikke mere, kun en lille del af den var synlig.

Men som hun havde regnet ud ville han nok gå mod Artanis efter dette, da det virkede så om Artanis var langt farligere, hvilket hun nok også var. Men så længe han kunne kontrollere vand så måtte han vel være usandsynlig farlig for Artanis. Han satte i løb i en lige linje mod hende.

Hendes hænder gik op og en dyb vejrtrækning blev taget.
Denne Dæmon der havde afbrudt deres leg var utrolig forudsigelig, men denne ting her, havde hun endnu ikke set ham reagere over for, så om det ville virke var ikke til at sige. Men hun havde en forhåbning, hun havde intet forsvar omkring sig, men dette valgte han at over se. Så mon han ville over se noget mere?

En hurtigt bevægelse med hendes hænder og den void matter hun havde lagt før hun løb, hævede sig op som en halvanden meter høj flad sort væg. En ny kort bevægelse udspang fra hendes hænder, som bevægelse sluttet voksede der sig flere spyd ud fra myren i retning af dæmonen, alle sammen var pegede i en fem og fyrre graders vinkle.

Av! Dette ville komme til at gøre ondt på hende, så hendes øjne knep hårdt sammen.

Et vildt brøl slap fra hans strube i det den røde dæmon brasede fremad. Han tænkte ikke, det eneste der gik gennem hans hoved var den ustandselige trang til at rive de to svæglinge fra hinanden. Han ville, men kan hunne ikke. De var for stærke for ham, for stærke til at han bare kunne rive dem fra hinanden i hvert fald, men ikke stærke nok til at han ikke kunne slå dem. Den eneste der var stærkere end ham var jo Abatu, fandens til skygge dæmon der ikke turde komme ud og kæmpe en ordenlig kamp, men gemte sig i skyggerne og angreb derfra. Kujon.

Det var først da han var godt en meter fra den pikkede væk af det gik op for ham at han højst sandsynligt ville dø hvis han blot brasede ind i den. Han var en stor bunke af blindt raseri, men han var ikke blind nok til at gå sin egen død i møde.
Han bøjede sig ned i knæene og sprang over muren og Zhadalina. Han kom dog ikke over helt uskadt, da der blev efterladt en del sår i hans bryst da han strejfede spydene.

Han landede på den anden side med et højt bumb, af en slags, og spurtede med det samme direkte mod Artanis.
Den yngre dæmon havde ladt sine parader falde da hun så Zhadalina danne den væg.
Med et brøl og så hurtigt han kunne, sprang Iglen fremad og sendte en knusende knytnæve mod Artanis' mellemgulv. Det ville ikke være dræbende, men det ville give en god del skade og gøre ondt.

//And I'm back! Sort of! A little bit! Lover intet med hvor hurtige mine svar vil være. Men de skal nok komme... Håber jeg! Oh, og du må undskylde hvis min svar er korte. Jeg har spillet rollespil med andre, men et andet sted og svarerne der var korte, så har vænnet mig lidt for meget til korte svar. Skal lige lidt op i gear igen//

Der var ingen tvivl om at hendes angreb havde forårsaget meget stor skade for ham. Hans ene vinge var ikke længere eksisterende. Kun en lille stump af knogle og brændt kød var tilbage. Den var helt og aldeles ubrugelig.

Hun kunne se at Iglen var mere end klar til at rive hendes arme fra hendes krop, det blik han sendte hende, og Zhadalina for den sags skyld, sørgede for ar der ingen tvivl var om hvor meget han ville elske at slå dem ihjel.

Da Zhadalina hoppede ind foran og dannede den mur tillod hun sig at lade paraderne slippe lidt, og ånde lettet ud. Iglen var stærk, meget stærkere end han nogensinde havde være før. Hun var nødt til at finde en måde hvorpå hun kunne gøre det af med ham hurtigt og effektivt. Hun ville ikke kunne holde dette ud meget længere. Hende vortex tidligere, sammen med de tre projektiler hun lige havde affyret havde taget meget af hendes kraft. Hun var på omkring 40% hvis hun regnede rigtigt. Et hurtigt dyk ind i hendes indre, og et kig på den 'sø' af energi der lå der afslørede at det var nogenlunde rigtigt.

"Hvordan kan jeg besejre en der er så åbentlyst stærkere end jeg er? Selv med Zhadalina's hjælp vil han være et problem. Hun har det ikke godt med varme, og da både Iglen og jeg er ild dæmoner, så vil han kunne besejre hende uden voldsomme problemer."

"Vi bliver nødt til at sørge for at han ikke kan bevæge sig. Kæderne fra før var ikke nok, så vi må brække hans ben eller andet der kan sørge for at han ikke kan bevæge sig."

"Rigtigt, måske kan Zhadalina gøre noget i den stil... Hmm, jeg er ved at få en id-"

Hendes tankerække var brudt da en rasende smerte skød gennem hele hendes krop, centreret omkring hendes mellemgulv. Hun havde ikke set at Iglen var hoppet over muren, og nu betalte hun prisen for hendes idiotiske beslutning om at sænke paraderne.

Den unge dæmon blev kastet flere meter tilbage og landte på jorden med et lille hult dump. Hun havde hverken skrevet eller råbt; slaget havde taget alt luften ud af hende så der var ingen luft at hente til skriget.
Hostende og bandende kom hun på benene igen, to små linjer af blod løb ud fra munden på hende, og mere kom fra hun hostede igen.

To brækkede ribben, og en punkteret lunge... Vi skal ende det her hurtigt.
Med svage vingeslag fløj hun over til Zhadalina igen. Iglen holdte blot øje med hende, et arrogant smil spillende om hans læber. Han gjorde intet tegn til at ville angribe igen, denne gang ventede han.

"Z-Zhadalina *host*. Du bliver nødt til at finde en måde at holde ham fast på. Noget koldt, helst, da det vil dæmpe hans pyromaniske kræfter. Kan du gøre det? Så vil jeg sørge for at han ikke kommer til at *host* s-stå op igen..." Hendes ben rystede let, det var klart at hun ikke ville overleve endnu et slag. Hvis det begge skulle komme herfra uskadt var det nødvendigt at Iglen gik ned med det næste angreb.

Et overrasket blik dukkede op på hende som dæmonen hævede sig og forsøgte at hoppe over muren, han hoppede ikke kun over muren men også hende der var lidt bag den. Desværre var hoppet ikke perfekt og lavede åbne rifter ned af ham. Dette var endelig en god ting, at der kom flere sår på hans krop. Ulempen denne gang var bare at duftet af hans blod spredte sig mere og mere, den var som småt gået i gang til at prikke til hendes sind. Som han hoppede over hende kunne hun høre blodet ramme jorden. Blikket blev låst på muren foran hende, der var blod på nogen af dem.

Nogen lyde bag hende, det kræve en stor det af hindes sind at vende sig mod lyden, Artanis havde ramt jorden, dæmon stod nu lidt væk fra der hun stod før. Hendes fokus forsvandt ikke ret længe og så meget nåede at ske. Forbandet blod, svagheden ved kun at spise dyr var kommet frem. Bare det ikke blev værre end det var nu, så ville hendes fokus ikke forsvinde helt.

Artanis var endt på jorden, hvilket gjorde det hele lidt sværere at reagere til. 'holde ham fast' var de ord hun nåede at opfange fra Artanis, så hun havde en plan? Alt hvad hun skulle var at holde ham fast, så ville hun også komme så dejlig tæt på blodet.
Hvad var det for en tanke?” Nej! Var ikke tiden til at brokke sig over hendes tanker. Havde hun en ide om hun havde sagt det højt? Nej, det var gået igennem hende uden at tanken omkring det prikkede til hende.

Det var ikke svært for hende at beslutte hvad hun skulle nu, de lilla øjne gemte en stor glæde i hendes øjne væk. Hvorfor var hun sådan her, sidst hun var sådan havde hun fået blod af et menneske. Men som det var nu var der intet end en glæde ved at gøre det. Hun vendte sig mod dæmonen, og vidste til de to andre hvad det var der havde påvirket hendes sind, en del af hans blod havde ramt hendes ansigt. Under den ene øje og ned til hende mund. Hun havde ikke selv lagt mærke til det.

Som hun vendte sig blev den sorte væk om til en stor væske pøl der hurtigt bevægede sig igen, samme tid med at hun satte i løb mod dæmonen. Væggen snoede sig omkring hendes arme og blev i stedet for en væg til otte lange snore der snoede sig omkring hendes hænder. En masse små pikke voksede ud på dem som de blev slynget ud mod dæmonen.