Virgin snow and bloody pleasures

Det var en forfærdelig kold nat, men det forhindrede ikke nattens væsner at komme ud og jage. Lyden af skrig fyldte de tomme blindgyder mellem husene, der var ingen tvivl om, at der var vampyrer i området. Stanken af blod ville afsløre dem på lang afstand og ikke nok med det… Den rådne stank af død. Det var i hvert fald det man kendte de fleste vampyrer på her i Terre, men der var dog undtagelser. Mange af kvinderne havde taget en duftevand på, eller nærmere betegnet som parfume på, så de nemmere kunne lokke mænd til sig. Lyden af høje hæle piercede gennem natten, hvilket var tegnet på at en kvinde var ude. Men hun var ikke bare en almindelig kvinde, som hun nu gav udtryk for. Men hvis man kom tæt nok på hende, var man slet ikke i tvivl om at hun ikke var et menneske. Hendes blege hud ville afsløre hende. Hun var vampyr. Hun var en af dem, som gik hvileløst rundt om natten, på jagt efter et bytte, hvis der vil og mærket var gevinst, hvilket der for det meste var for hende.

Det var ufatteligt koldt uden for denne nat, man kunne uden tvivl mærke at det var begyndt at blive vinter, men hun var ligeglad, hun kunne ikke rigtigt mærke kulden alligevel, nu hvor hun jo et eller andet sted død… Hun sukkede kort over sig selv inden hun lod en hånd glide gennem sit lange mørkebrune hår og stoppede op for at se sig omkring. Der var ikke en levende sjæl i gaderne, hvilket kort fik hende til at himle med øjnene, som endnu ikke var begyndt at lyse deres røde farve, hvilket var tegn på hun havde brug for blod. Hun begyndte igen at gå, på jagt efter et bytte, hun vidste der nok skulle være et menneske et eller andet sted i gaderne denne nat.. Ellers var der noget galt, eftersom både diskoteket og værtshuse var åbne.

Hun så ned af hver eneste lille gade hun fandt, for at se om der var et muligt bytte. Til sidst var der gevinst. Hendes vejrtrækning blev dyb, man kunne næsten ikke høre hende så stille var hun. Hun skulle jo ikke skræmme væsnet med det samme. Duften som kom fra dette væsen var ikke menneske, men engel, hvilket bare gjorde det hele bedre, da noget af hendes ynglings blod kom fra engle. Hun gik ned af gaden med rolige skridt med et blidt smil på læberne uden at blotte sine tænder, for så ville englen bare flygte fra hende, og så ville hun ikke få blod i nat “ Jamen hvad er der dog sket ?” sagde hun da hun kom tættere på og kunne se at englen var såret. Det var underligt at der ikke var kommet andre over til englen for længst. Okay… Englen kunne måske lige havde landet der, det vidste man jo aldrig. Hun gik helt op til englen og lå en hånd på dens skulder og satte sig ned på hug foran den. Englen så på hende med et svagt smil, som om den godt vidste hvad hun var og fjernede så det halv lange hår fra dens hals, så hun bedre kunne komme til “ Hvordan vidste du?” sagde hun kort og så spørgende på englen. Hendes øjne begyndte svagt at lyse rødt nu, det var første gang hun havde prøvet, at en engel havde tilbudt hende at bide.

“ Jeg ved hvem du er af omtale… bare end mit liv. Jeg overlever ikke dette alligevel” sagde englen og lå hovedet svagt på skrå og lukkede sine øjne, klar til hun lod sine tænder glide ned i halsen på hende. Marishka åbnede munden svagt så hendes tænder var blottede. Langsomt lænede hun sig ind mod englen og af en eller anden grund faldt en tåre fra hendes øje, men hvorfor? Måske fordi hun havde det dårligt med at englen bare uden videre overgav sig selv til hende og lod hende bide. Langsomt lukkede Marishka sine øjne for at holde tårerne tilbage og lod derefter sine tænder pierce englens hud. Englen udstødte et svagt suk “ Tak Marishka” sagde englen og åndede ud. Englen var død og hun var netop stoppet med at bide englen. Hendes sult var dog ikke stillet endnu, men hun havde fået færden af noget. Noget fremmed som hun ikke før havde mærket. Der blev uden videre ufatteligt koldt omkring hende, men hun kunne ingen se, udover englen og hende selv, så hvad end der var i hendes nærvær, havde personen enten gemt sig i skyggerne og stod nu og så på hende. Hun lod som ingenting og lod igen sine tænder glide ind i englens hals, for at tage resten af blodet, så hun kunne få stillet sin sult.

Endnu en nat i Terre's gader. Khá tog sig en gåtur for at se byen som den virkelig er. Fordærv, Lyst, Vrede, Begær. Store begreber i en by som denne.
Khá fandt det næsten familiært at være i en by som denne. Her kunne han være i fred. Ganske vist gjorde han nogle nervøse men her var endnu ikke nogle religiøse fanatikere der havde forsøgt at dræbe ham. Hvilket også havde vist sig at være nær umuligt.

Nogle hvade et par gange forsøgt at røve ham eller angribe ham men havde lidt en frygtelig skæbne, men mon ikke der var andre mysterier gemt i natten et sted.

Nede af en lille gade sad to skikkelser. Den ene var lige sunket sammen men med et tilfreds suk. Den anden føltes lidt som ham selv. Uden tvivl en vampyr, efter "aftensmad". Khá blev nysgerrig da han fornemmede det var en engel der havde været på menuen. Khá gik roligt tættere på, velvidende at gravens kulde der kunne mærkes fra ham. Hætten fra hans sorte ærkemager-kåbe godt ned over ansigtet sagde han:

Bon appetit frøken

Hun mærkede hvordan kulden blev mere og mere tydelig mod hendes hud, men det burde jo ikke være muligt for hende at mærke kulden, eftersom hun jo var vampyr... Med mindre det kom fra et væsen, som var død... Da hun hørte en stemme så hun op i et ryk, fuldkommen uden manerer. Noget af blodet hun havde i munden, løb ned af hendes hage. Hun så op på dette væsen i hendes nærvær. Kunne det være væsnet, som afgav den bidende kulde? Det ville jo nærmest være umuligt eller ville det?

Hun hævede hendes ene hånd op til hendes hage og tørrede blodet af hendes hage " Mange tak Hr" sagde hun med et kort smil på læberne, så man kunne skimte hendes blod indsmurte tænder. Hendes blik gled ned på englen og hun lod stille dens døde og næsten tømte krop falde blidt til jorden med et svagt bump.

" Det er sjældent man mærker sådan kulde som vampyr" sagde hun og smilte kort for sig selv, inden hun igen så op på ham. Et suk undslap hendes læber inden hun rejste sig op og så ned af sig selv og rettede kort på hendes før hvide skjorte, men som nu havde fået små plamager af rød på sig, efter hendes måltid " Damnit" hvæssede hun af sig selv inden hun uskyldigt så på ham og stoppede med at rette på sit tøj.

" Sig mig Hr.... Hvad bragte dig netop over i denne sidegade? Duften af blod? eller duften af kvindelig vampyr?" sagde hun med et grin gemt i stemmen. Hun var faktisk i godt humør i dag, i forhold til hvad hun var i går takke været den irriterende vampyr, som nærmest fulgte hende gennem hele storcenteret. Så der var ikke nogen risiko for at hun ville prøve på at overfalde denne mand... Hvilket hun havde på fornemmelsen også ville være dumt.

Forsigtig, mistænksom og høflig? Man kunne sagtens mærke at hun var en vampyr.

Undskyld mine manerer frk. Mit navn er Khá. Jeg blev nysgerrig da jeg mærkede det var en engel der var deres måltid. Mange af deres slags jeg har mødt i min tilværelse, føler sig frastødt af det hellige.

Khá trak hætten ned og afslørede sit ansigt der som resten af ham var dækket af askegrå hud. De to glødende kugler hvor der en gang sad øjne. Han rakte sin knoglede hånd ud mod hende som en høflig gestus

Jeg kan mærke de ikke lader dem styre af deres indre bæst men har valgt at leve med det. Den nærmest dyriske sensualitet deres bevægelser afslører når de nyder deres måltid. Jeg håber ikke jeg forskrækkede dem?

Hendes lyst til hendes mad og hendes måde at bevæge sig på afslørede hende som meget civiliseret men dog virkede hun næsten nyfødt som et barn af natten. Næsten fascinerende taget i betragtning af hendes ellers så frastødende artsfælder

Hun så på ham med et smil da han præsenterede sig selv " Mit navn er Marishka, hyggeligt at møde dig Khá" sagde hun og så han rakte hånden ud til hende. Nu var hun slet ikke i tvivl om det var fra ham at kulden kom, men hun sagde ikke noget, spurgte ikke ind til det. Et smil kom frem på hendes læber da hun tog imod hans hånd " Jeg forstår dig egentlig godt... Dog holder jeg mig mere fra hellige tegn, kors og sådan" sagde hun og bed sig kort i underlæben, da hun mærkede hvor kold han rent faktisk var.

Da han tog sin hætte af så hun på ham med et blidt smil " Ser man det... Jeg som gættede på du var en af de hvileløse spøgelser, som løber rundt her ude" sagde hun og rystede kort hans hånd inden hun tog sin hånd til sig igen. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige. Hans ansigt var så dødt, men alligevel levende på en måde, hvilket forvirrede hende.

" Jeg lader mig ikke styre, jeg er altid instinkt præget" sagde hun og smilte for sig selv. Et suk kom fra hende inden hun lod en hånd glide gennem hendes lange hår " Khá... Det er måske lidt uhøffeligt af mig men... Hvad er du ? Dæmon? Djævel tror jeg dog mere på" sagde hun og så afventende på ham.

Jeg var en gang et helligt væsen udvalgt af guderne til at udføre retfærdighed, men efter jeg "sagde op" så bestemmer jeg min egen retfærdighed. Men Djævel er nok den rette betegnelse selvom jeg er forbandet til den her udøde tilstand men evnerne der følger med er ganske praktiske

Khá bukkede ærbødigt for hende med hvad der nok skulle være et smil. Det var sjældent han blev mødt af andet end frygt og had, så nysgerrigheden var forfriskende

Hvis jeg må være så fri frk Marishka, men er der noget ved mig der forvirrer dem? Deres ansigt virker undrende

Hun så på ham med et smil på læberne, så hendes tænder svagt kunne blottes, man kunne se hendes tænder var velplejede, dog ikke skinnende hvide, men tæt på. Da hun hørte hendes ord nikkede hun kort “ Sagde op ligefrem? Aah Udød… Dem plejer jeg ellers ikke at komme godt ud af det med…” sagde hun og lod kort en hånd gennem sit lange mørke hår. Men det var som om der var noget over ham som hun ikke kunne forklare, ikke fordi hun havde faldet for ham endnu, men mere den kulde han afgav, hans måde at være på og at han var så venlig… Det plejede hans race ikke at være overfor hende.

Idet han bukkede for hende kunne hun ikke lade være med at smile igen “ Du behøver skam ikke kalde mig frøken eller noget kære Khá… Så fin err jeg skam heller ikke, trods jeg er ved at være en gammel vampyr” sagde hun og sukkede kort over sin egen tilståelse om hendes alder. Men hun kunne se på ham at han uden tvivl var ældre end hende selv, så hun burde slet ikke klage.

“ Sig mig… Hvad laver du egentlig her ude?” sagde hun og så på ham med lysende øjne. Det var som om der brændte en lille flamme i hendes øjne, hvilket gav hendes ellers brune øjne det rødlige skær. Man var slet ikke i tvivl om at hun var vampyr, eftersom hun stank langt væk af blod og hendes øjne lyste svagt røde, men det så ikke ud til at irritere eller gå Khá på.

Ja jeg fik en ordre som var forfærdelig selv for en som mig. Så jeg blev forbandet af en men velsignet af en anden. Jeg er egentlig en djævel nu, eller det er nok det der beskriver mig mest. Der fulgte dog goder med. Evnerne jeg besidder er praktiske nok.

Khá lod en svag blå flamme blusse op i hans ene hånd og han fik den til at danse rundt om hans hånd i et 8-tal

Med 400 år bag sig, lærer man at sætte pris på selv de små ting, så jeg ville tage mig en dejlig spadseretur. Det bringer spændende ting med sig indimellem.

Det var spændende at møde en der havde valgt at leve i en slags harmoni med sit indre bæst

Hun så på ham med et kort smil på læberne “ Du er ikke rigtigt en og så?” sagde hun og så på ham. Han virkede heller ikke som en djævel, dog var den bidende kulde dog med ham, men det var også det der var mest djævlagtigt. Hun sukkede kort “ Jeg ville nok ikke sætte dig under djævle racen, udover du har den samme kulde som en” sagde hun og lod en hånd glide gennem hendes hår. Hun bed sig kort i underlæben da hun så flammen i hans hånd. Det fik hendes øjne til at få et blåligt skær.

Flammen fik hende til at falde i staver, hun havde aldrig set noget lignende “ Den arkane ild” sagde hun stille og smilte skævt. Hun elskede arkan ild, ,men hun havde aldrig mødt nogle der kunne manipulere den, hvilket hun så frydede sig over, nu hvor hun havde mødt Khá.

“ 400 år er også længe” sagde hun og smilte kort. Hun hørte hans ord og nikkede “ Gerne” sagde hun og sendte ham et kækt smil. Det ville da være rart at få sine ben rørt bare for en gangs skyld sådan en aften som denne.

“ Jeg forstår ikke Khá… Djævle plejer at være nogle utilregnelige væsner, men det syntes jeg ikke du er” sagde hun og lod igen en hånd glide gennem det lange mørke hår inden hun kort rystede. Hun fik en kuldegysning, men det var nok også fordi hun plejer at have lidt varmere tøj på. men man lærer jo af sine fejl.

Hun var nærmest spændende, og hendes kække personlighed var kun et rart brud.

Jeg takkede ja til en gave da jeg sagde fra overfor mine herrer og blev forbandet til dette. Det har vist sig at være meget brugbart. Jeg kan også til en vis grad styre udøde og reanimere lig

Khá koncentrerede sig en smule og liget af englen rejste sig op og gik hen og bukkede for Marishka og Khá talte gennem englen

Jeg kan også tage kontrol over udøde der ikke er frivillige, det er bare sværere. Som regel lader jeg dem beholde deres bevidsthed så de kan se hvad jeg gør med dem

Liget af englen vendte tilbage til sit stille jeg og Khá kiggede på hende med hvad der nok var et smil. Der var trods alt ikke noget i vejen med at være stolt over sine evner og nu havde han dog så stor kontrol over sine evner

Hun så i retningen af englen da hun hørte han kunne styre udøde " Du siger du kan.." hun blev afbrudt da englen rejste sig om bukkede foran hende. Hun bukkede kort hovedet og så derefter over på Khá med et smil på læberne " Udøde... Det er jo også sådan en som mig... Så du kunne i teorien styre mig?" sagde hun med et smil på læberne. Det kunne da være sjovt nok at prøve, trods han ikke ville få så meget ud af det, eftersom hun bare ville kæmpe imod, hvis de ikke kendte hinanden selvfølgelig, men nu ønskede hun nærmest hun gjorde det, bare fordi hun ville prøve det.

Der kom et smil frem på hendes læber idet hun igen så over på den nu stille engel " Jeg forstår det ikke Khá... Du kan jo nærmest ikke have nogle vampyrer som er fjender overfor dig, eftersom du kan styre dem... Korrekt?" sagde hun og lod kort en hånd glide gennem hendes lange hår. Hun var lettere forvirret over hans evner, men hun ville nok forstå dem på et eller andet tidspunkt, regnede hun da med.

Det er korrekt at vampyrer skal være meget gamle for de skal modstå min viljestyrke for at kunne modstå effekten, men lad mig demonstrere

Khá koncentrerede og trængte ind i hendes sind. Han kunne mærke lidt modvlije fra bæstet men hun var selv i kontrol over det så det var ikke noget problem at tage over. Han tog hende om livet og begyndte at danse en langsom vals med hende og det eneste hun vil kunne gøre var at følge ham. Hans kontrol var meget sværere at modstå når man selv havde accepteret

Den arkane ild er meget mere abstrakt at bruge. Det er til en vis grad kun brugerens vilje der sætter grænserne for hvordan man kan forme den og hvor varm den er og hvem den skal brænde. Det der gør den specielt magtfuld er at flammen er ren rå magisk energi hvilket gør den stort set umulig at modstå. Hvis de ønsker det kan jeg sagtens demonstrere noget af flammernes magt

Khá lod hende få kontrollen igen og bukkede for hende som tak for dansen

Hun smilte kort til ham og nikkede “ Hvor gammel er gam…” mere nåede hun ikke at sige før hendes stemme nærmest frøs og hun kunne mærke han trængte ind i hendes sind. Det var en underlig følelse at blive styret af en person man knapt nok kendte. Hun mærkede hånden omkring livet på hende hvilket fik hende til at rødme kort inden hun mærkede hun blev ført rundt i en vals, hvor hun frivilligt fulgte ham rundt.

Over hans viden om arkan ild smilte hun kort. Hun havde som sagt altid ville kunne manipulere med det, men hun kom aldrig til det, efter som hun var vampyr. Da hun igen fik kontrollen over sin egen krop lod hun kort en hånd glide gennem hendes lange mørke hår inden hun nejede som en fin dame foran ham “ Tak for dansen Khä” sagde hun og smilte kort til ham.

“ Sig mig…. Hvor bor en mand som dig Khá?” spurgte hun med et smil på læberne. Hun havde længe undret sig over det, efter som han sagde han holdt sig fra hellige ting, så det kunne ikke være noget som kirker eller gravpladser, hvilket også ville være underligt for hende nu hvor han var djævel.

Jeg har en beskeden bolig lidt udenfor Terre

Khá smilte næsten drilsk da han sagde det. Hans bolig var jo på ingen måde beskeden. Khá fremkaldt en lille blå flamme og sendte den mod nattehimlen. Symbolet lignede et våbenskjold med et kranie dækket af flammer. Det forsvandt kortvarigt efter.

[i]Hvordan føltes det egentlig at være under min kontrol? Hvordan kontrollen føles er nemlig meget individuel. Jeg håber ikke jeg fornærmer dem men ville de være interesseret i at se mit domicil og eventuelt dinere hos mig?[i]

hun på på ham med et smil på læberne " Beskeden siger du? Det skulle ikke undre mig at en mand som dig bor sikkert på en herregård, eller noget lignende et slot... En beskeden bolig er ikke nok til dig" sagde hun og gengældte det drilske smil. Hun var god til at se når folk prøvede at dækker over noget og hun havde på fornemmelsen at Khá ikke talte sandt, hvad angik hans bolig.

Hun så op imod himlen da den blå flamme fór der op. Hendes læber fortrak sig i et smil " Dit varemærke?" sagde hun stille og lod igen hendes blik falde på ham.

"Det føltes underligt til at starte med, når du prøver at trænge ind i mit sind og overtage det, men ellers har jeg ingen problemer med det over hovedet" sagde hun og bed sig kort i underlæben. Dog var hun lidt rundtosset, men det var ikke noget nyt når folk førte hende rundt i diverse danse og valse. Hun smilte da hun hørte hans tilbud og nikkede kort " Det lyder som en fremragende idé Khá... Det vil jeg hjerteligt gerne" sagde hun og lod kort en hånd glide gennem sit lange mørke hår inden hun fast satte sit blik på ham.

Det er en måde at kalde på min transport men ja det er mit våbenskjold. Transporten skulle snart være her

Man hørte vrinsken i horisonten og ikke længe efter kom der en sort, renaissance-karet kørende. To skeletheste trak kareten og føreren var en meget gammelt udseende mand med kappe og høj hat. Gardinerne i kareten var af sort silke. Den gamle hoppede ned og åbnede døren for dem og sagde:

Træd inde frk. Og Godaften til dem min herre. Mod slotsgården?

Khá nikkede og lod hende gå først ind. Selve interiøret i kareten var dækket af bordeaux-rødt fløjl. Udskæringerne var nærmest gotiske men med et ægyptisk præg

Jeg foretrækker en vis klasse i hvertfald i mit eget liv. Det ses vist efterhånden også

Khá sagde et meget underligt ord og kareten satte roligt igang

Et smil kom frem på hendes læber idet hun hørte lyden af en hest, som vrinskede i det fjerne " Heste vogn?" spurgte hun og så på ham med et skævt smil. Hun havde ikke altid været glad for at være tæt på heste, faktisk var hun en smugle bange for dem, og holdt sig gerne fra dem, hvis hun selvfølgelig kunne.

Da vognen holdte foran hende så hun på de to skeletheste og bed sig korti underlæben. Nu var hun pludselig ikke så bange mere, eftersom hun vidste at disse heste uden tvivl ikke kunne gøre hende ret meget. Hun så imod manden som bad hende stige ind i vognen og nikkede ganske kort og steg indenfor. Hun smilte kortover kareten og lod kort en hånd glide gennem det lange mørke hår, før hun satte sig ordentligt til rette.

" Det må jeg sige Khá... Den her vogn er meget nydelig" sagde hun og sendte ham et smil inden hun rettede sit blik mod vinduet, hvor hun kiggede ud på den mere eller mindre tomme gade. Det var som om at menneskerne i gaden ikke lå mærke til dem, eller for den sags skyld kareten med skelet hestene.

Idet vognen satte afsted, lod hun igen sit blik falde på Khá " sig mig Khá... Har du så sådan et kæmpe mæssig hus?" sagde hun og smilte kækt til ham " Du er jo trods alt djævel... Du burde have noget stort" sagde hun og smilte kort.

Mange tak frk. Ja mange har gennem tiden beskyldt mig for storhedsvanvid men jeg foretrækker at betragte det som et symbol på hvad man har opnået, men de kan jo selv se efter

Ikke lang tid efter hørte man lyden af en meget stor port åbne sig og kort efter stoppede kareten. Den gamle kom hen og åbnede for Marishka. Hun trådte ud i Khá's slotsgård. Det var som et stort slot fra middelalderen med gotisk stil. Store gargoyler sad rundt på tagene og på et enkelt højt tårn der næsten eminerede mørk magi. Rundt i gården gik der et utal af udøde og hver en passede en enkelt opgave. Nogle fejede, andre passede stalden. Nogle få steder i murene, lignede det at nogle var forstenet i muren. Midt i slotsgården stod et meget stort dødt træ. I en af de majestætiske grene hang der en barnegynge.

Jeg håber det tiltaler dem indtil videre frk.

Khá kiggede på den gamle og sagde: vi dinerer i den lille stue. Server noget de tror vil tiltale frk Marishka

Den gamle kiggede på Khá og sagde meget ydmygt: Javel min herre, Tak fordi jeg må tjene dem

Hun nikkede og smilte kort inden hun hørte porten gå op og lidt efter blev døren til kareten op. Hun steg ud af kareten og lod sit blik glide rundt. Det var meget smukt, hvad hun lige kunne se udefra. Den gamle gotiske stil og gargoylerne, som sad oppe på taget af det kæmpe store hus " Disse gargoyler... De bliver vel ikke levende?" spurgte hun. Det var først bag efter det gik op for hende hvor dumt det egentlig lød. Hun sukkede kort over sig selv og gik ind i slotsgården og ventede på Khá.

" jeg elsker dette sted Khá! Her er smukt... Og selv de udøde her virker.. Levende" sagde hun og gik over mod en af dem som stod og fejede. Hun betragtede væsnet på tæt hold, uden så meget at røre dette arbejdende væsen. Hun vendte sig om mod Khá da hun hørte han snakkede om mad til hende.

" Jeg spiser sådan set næsten alt, hvad udøde kan spise" sagde hun med et smil på læberne " Dog mest blod" et smil kom frem på hendes læber idet hun sagde det. Hendes hjørnetænder kunne lige nøjagtig skimtes. Idet hun hørte tjenerens ord smilte hun kækt til Khá " Godt at se at du har styr på dem" sagde hun med et smil inden hun lod hendes hånd glide gennem hendes lange mørke hår.

I visse dele af verden bliver jeg kaldt "de dødes herre" men ja jeg har fuld kontrol over dem. Mange af dem har været familier der har haft brug for min hjælp og har betalt mig tilbage således. Alt efter hvad de skal bruge hjælp til så tjener de mig i nogle år og så bringer jeg dem til hvile. Hvis de vil følge med denne vej frk Marishka

Khá ledte hende ind i "Hall'en". Her var en stor trappe der gik to veje op til et væld af værelser. Han forklarede hende at i stueetagen var der bibliotek, køkken, tjenesteværelser, vagtrum, og spisesal og spisestue og en lille læsestue. 1 sal bød på gæsteværelser, en mindre spisestue, og en varmestue med pejs og et lille bibliotek. En dør virkede varm og næsten fuld af liv, og det sollys der kom ud af det ville vindue brændte ikke Marishka. Bagerst på første etage var der en vindeltrappe der gik op til en stor sort dobbelt-dør. Han fortalte hende at det var hans private gemakker. I kælderen var der fangekælder, torturrum og laboratorium og skatkammer.

Hele slottet var indrettet på en måde der var mellem renaissance og gotisk men med et egyptisk præg. Mange af symbolerne mindede om dem Khá havde på sin kåbe

Khá ledte hende ind i den lille spisestue på første sal hvor der var tændt ud i en hyggelig lille pejs. Bordet var dækket til to, og ved den ene plads stod der tre små klokker. En af bronze, en af sølv, og en af guld.

Må jeg?

Khá trak stolen ud for hende og satte sig ved pladsen med de tre klokker. Stolene var af Ibenholt. Khá ringede med den klokke af bronze og dem gamle kom ud af en sidedør med et krystalglas med hvad der tilsyneladende var blod.

Hun lyttede til hans ord og nikkede kort " så nogle af dem er her også frivilligt?" sagde hun og smilte kort og hørte så hun skulle følge med, hvilket hun selvfølgelig gjorde. Da de trådte indenfor spilede hun nærmest sine øjne op. Marishka var slet ikke klar på at 'huset' var så stort som det var, men hun ville uden tvivl elske at bo sådan et sted som dette. Det gotiske præg var holdt hele vejen igennem huset, så vidt hun kunne se, hvilket var det hun kunne lide.

Da Khá fulgte hende ind i spisestuen så hun sig omkring med et smil, det der fangede hendes opmærksomhed, var de tre klokker som stod på bordet. Hun vidste ikke hvad de skulle bruges til, men hun gættede på det var dem Khá brugte for at fortælle at retterne skulle bringes ind.

" ja selvfølgelig Khá" sagde hun og smilte blidt til ham inden hun satte sig ned på den stol som han havde trukket ud til hende. Hun så i retningen af ham da hun hørte han ringede med klokken, men med et blev hendes blik rettet mod manden, som nu bragte hende et glas med blod " Mange tak sir.." sagde hun og så på blodet og bed sig kort i underlæben.

Ja mange af dem er her frivilligt som betaling og andre er her som straf. Min Cheftjener var en gang en "jæger" der havde fået til opgave at dræbe mig. Inden jeg slog ham helt ihjel, tiggede han om nåde og muligheden for at tjene mig i stedet for at dø. Han har tjent mig i snart 300 år.

Khá lavede en bevægelse med sin hånd og samtlige lys på bordet blev tændt med en lille blå flamme. Hvis man var tæt på, kunne man mærke en svag sitren fra flammen. Den brændte ikke udover lyset.

Jeg har forresten en lille gave til dem. Shi Rakh!

Ud af en sidedør kom en ung kvinde i en snehvid kjole

Skaf hende en aftenkjole

Den unge kvinde forsvandt ud af døren og kom hurtigt igen med en kjole af sort silke, med slids i den ene side halvvejs på af låret og åben på ryggen. I kanten ved kavalergangen, sad der små symboler der næsten lyste af klart blå.

Jeg håber den tiltaler dem. Den er fra en kvinde der betalte sin gæld til mig. Symbolerne gør at mine tjenere betragter dem som en af mit hof her. Hovedretten er næsten klar

" Så du siger der har været en der ville dræbe dig?" sagde hun og tog og drak noget af blodet inden hun rettede blikket mod stearinlysene som nu var blevet tændt, men rettede derefter sit blik på glasset med blod " Hvilket blod er det egentlig?" spurgte hun og drak igen noget af blodet. Hun syntes det smagte fantastisk.

Da hun hørte Khá sige han havde en gave til hende. Hun var fuldkommen mundlam, eftersom hun ikke var vandt til at modtage gaver fra mænd.... Og slet ikke fra mænd som havde sådan en rank som Khá havde. Eller efter hendes hoved havde han en højere rang en hende eftersom hun sikkert ikke var lige så gammel som ham, men også mere det faktum at han var djævel og hun selv blot var vampyr.

Da kvinden igen kom tilbage med en sort kjole til hende smilte hun til hende og tog imod den " Skal jeg tage den på nu?" spurgte hun og så på Khá med et smil. Efter hvad hun kunne se, så den ud til at være smuk " Så du mener jeg bliver ' en af deres'... Jeg vil med glæde bliver her hvis det var det Khá" sagde hun så på ham med et smil.

Når man som jeg vendte mine herrer ryggen, så gør man sig upopulær hos mange. Jeg har ikke tal på dem der har forsøgt at dræbe mig. Jægere, præster, troldmænd. Nogle fordi de mener jeg stjal deres hemmeligheder, andre fordi de ganske enkelt synes jeg var forkert. Blodet er fra en kvinde der troede hun kunne forføre sig ud af sin aftale.

Khá lænte sig tilbage i sin høje Ibenholt stol og betragtede hende. Hun virkede både forvirret og nysgerrig men også tilpas ydmyg. Hun virkede som om hun ikke var vant til den klasse og og autoritet Khá nu en gang var

Ja du vil blive betragtet som en del af dette hof, men husk på inden for disse murer er der kun en herre. Mig. Og der kommer nogle og besøger mig en gang imellem: Hazel og Rubia. Hvis der sker dem noget vil jeg betragte det som et angreb på mig. Men nok om det. Inden maden kommer vil jeg spørge dem: hvorfor virker de både nervøs og nysgerrig? Er de ikke vant til at være gæst?

Hun så på ham med et forbløffet blik “ du vendte din herre i ryggen og er nu derfor jagtet af andre?” sagde hun undrende og drak resten af blodet og slikkede kort sine læber for at få resten af blodet med “ Det var nu ikke dårligt” sagde hun med et smil på læberne inden hun lod rettede blikket ned på kjolen og bed sig kort i underlæben af usikkerhed. Hun vidste nærmest ikke hvor hun skulle gøre af sig selv, hun var jo slet ikke vandt til at blive behandlet som hun gjorde nu. Det var ikke fordi hun klagede bestemt ikke.

Hun så på ham og nikkede kort “ Jeg skal nok lade de to være.. Vent lidt.. Sagde du Rubia? Den besatte animagus?” sagde hun med en spørgende tone. Hun syntes navnet lød bekendt. Ikke fordi hun havde snakket med hende privat eller noget, hun havde bare hørt meget omkring hende. Da hun hørte hans ord sukkede hun kort “ det ville være synd at sige… har ikke rigtigt kommet andre steder en hos min fotograf og på catwalken” sagde hun og sukkede “Der er man ikke ligefrem gæst” sagde hun og så igen på Khá