Love is a lie - Liam

af Gæst Man 5 Sep 2011 - 15:50

Tid - Klokken har lige rundet 1 om natten
Sted - De Striptease
Omgivelser - Diverse dansere, dørmænd, gæster og bartendere.
Vejr - Stjerneklart.

Penelope skubbede døren op til stripklubben og dannede sig hurtigt et overblik. Der sad et par halvgamle mænd og betragtede en botoxfyldt pige danse op og ned af en stang. Ucharmerende tænkte Pen og lod blikket feje hen over resten af lokalet. Dørmændene havde hun passeret med lethed, mest af alt på grund af den attitude hun trådte ind af døren med. Hun gik med rank ryg og et pokerfjæs, der skabte indtrykket af, at hun ejede det hele. Hvilket hun jo ikke gjorde, men en gang i mellem var det nu ret sjovt at lege at man var lidt større end man var.
Pen fugtede de knaldrøde læber og satte kursen mod baren. Til trods for den dæmpede musik, kunne man sagtens høre lyden af de høje hæle mod gulvet. Det var et par af de stilfulde Christian Louboutin stiletter med den velkende røde underside.
Det tog kun et øjeblik og en elegant bevægelse før end at Pen sad på en af barstolene, med benene over kors. Hun lod fire lange, røde negle slå med bardisken til hun blev betjent af en køn bartender, der ikke helt passede til stedets normale klientel. Med et køligt smil bestilte hun en cosmopolitan.
Hendes blå, slidte jeans sad perfekt om den velformede røv og et stykke af hendes lænd var synlig, eftersom hendes t-shirt kun gik til lidt under navlen. V-halsen afslørede hendes velformede bryster, der dog delvist var dækkede af den franske fletning hendes blonde hår var sat op i, og som hang ned af hendes ene skulder. Den sorte læderjakke, som hun bar, var egentlig kun til for at dække den afknækkede varulve klo, der sad i hendes underarm. Hun havde prøvet at få den ud, men det var ikke gået når hun kun havde en hånd til rådighed.
Pen drejede barstolen 180 grader, for at betragte de folk der var omkring hende. Ingen så ud til at have opdaget at hun var vampyr, men det var godt det samme. Hun var ikke på jagt, ihvertfald ikke efter en bloddonor. Måske et engangsknald? Men det kom nu også an på hvem der dukkede op, hun havde tidligere spottet en ret køn, ung mand der vidst var bartender.
"Hvorfor tog jeg dog herhen?" spurgte hun sig selv med en lavmælt mumlen og lukkede kort de sortmalede øjne. Hun var ny på stedet og kendte stortset ingen, men det gjorde hende ikke rigtig noget. Hun havde aldrig været social, ihvertfald ikke som vampyr. Før hun krydsede over, havde hun haft mange venner og bekendte.

af **Abraham Borzakov** Man 5 Sep 2011 - 17:10

Kolde fingre forsatte med at rive i de sarte hårstrå, der gjorde et desperat forsøg på at holde sig fast på den svedige hovedbund. Det var ikke noget, som han havde lagt mærke til før, men pludselig stod det klart for ham, at mellem hendes bizarre blanding af gråd, gisp og støn, blev små ord udstødt. Ikke hele sætninger, bare brudstykker fra noget, der sært kunne lyde som... bibelvers? Opstod ærefuld af døde. Han stirrede ned på hendes ryg, der bevægede sig i samme takt som ham selv. O store sejrherre. I små stød sagtnede han langsomt hastigheden og lyttede efter. Livsens himmelhelt, som ej Døden kunne spærre. Lyden af det fine guldkors, pigen havde om halsen i en kæde, der hamrede mod cisternen døde også langsomt hen, og med sine fingre boret ind i hendes hofter trak han sig forundret ud af hende. Til Liams irritation forsatte pigebarnet med sin besynderlige prædiken, dog med en snert af galskab, og det var muligvis her, at han lavede en aftale med sig selv, om aldrig at have sex med Guds børn, han måtte nøjes med vor Herres sendebud i form af de herlige engle. Men hun var jo jomfru, så han kunne jo ikke helt lade være og med et fraværende strøg, lod han to af sine fingre glide over sin tunge. Ja ja, jomfrublod måtte nu stadig stå som nummer ét på hans liste. Lydløst bakkede han tilbage, befriede sig fra båsens klaustrofobiske favntag og forsatte ud fra toilettet, hvor han efterlod sig pigen på gulvet, hvor hun snappede efter vejret og hviskede: "Tak fordi du opstod."

Han spekulerede lidt over, hvad sådan en type overhovedet gjorde på sådan et sted. Stripbaren var i sandhed et sted for typer, men det var altså at sige strippere og liderlige mænd, og så var der selvfølgelig også tilfælde som Liam. Ja. De enkelte udefinerbare af slagsen, der handlede på helt andre præmisser, nemlig deres egne, og som ikke havde de helt samme, klichéagtige intentioner med det hele. Med hvilket? Liam knappede sine bukser. Med hvilket dog? Hans øjne flød hen mod den anden ende af lokalet. Ja med det hele. Alt. Mennesker kunne aldrig bare gøre noget. De gjorde altid et eller andet for at få det til at se ud som om de gjorde noget, hvorimod de udøde slet ikke behøvede at retfærdiggøre deres mangel på handling. De kunne bare stå og se sekunderne passere, for hvad betød tiden overhovedet? Intet. Nul og niks.

"Det kaldes tidsfordriv..." hviskede han ind i en fransk fletning af lyst hår. Hendes kulde havde han mærket fra flere meters afstand, hendes duft endnu tidligere og lyden af de elegante, umenneskelige bevægelser... Han så sig over skulderen og betragtede det sted, hvor han for få sekunder siden havde stået og flyttede derefter blikket væk for at kunne betragte det sted, hvor han stod nu. Med fronten mod bardisken, men med en køn skikkelse i mellem sig selv og bordpladen, hvorfra der løbende blev serveret drinks.

af Gæst Man 5 Sep 2011 - 17:21

Pen havde både hørt og lugtet ham, inden han stod dér lige ved siden af hende. Hun hadede overraskelser og hendes skærpede sanser gjorde sit for at hun kunne undgå dem. Hendes øjne, der før havde søgt rummet rundt, havde nu låst sig fast på en lille, køn pige der dansede en eksotisk dans for sine tilskuere. De runde hofter der vuggede i takt til den dæmpede musik, det glimtene smykke der sad i hendes navle og det mørke hår der fik hende til at virke så mystisk som et eventyr. Ikke engang da den anden vampyr svarede på hendes spørgsmål reagerede hun.
Pens tænder blev blottet i et smil, et smil der dukkede frem ved tanken om hvad hun kunne gøre ved den uskyldige, lille, mørklødede pige. Efter et par scenarier, vendte hun dog tilbage til den virkelige verden og drejede rundt på stolen, så hun havde front direkte mod ham. "Det var nu et retorisk spørgsmål" svarede hun ligegyldigt og rejste sig fra barstolen, uden at have rørt sin drink. Hun burde have bestilt noget andet. Vin, måske. Men barens menukort så ikke ud til at have rødvin på listen.
Pen stod nu med ryggen til ham og pillede langsomt elastikken ud af håret, hvorefter hun lod en kold hånd køre gennem det lange, bølgede hår. Elastikken blev gemt væk i en lomme på læderjakken, som hun nu langsomt tog af. Alle hendes bevægelser var langsomme, dog uden at virke for åbenlyse, og elegante. Hun gjorde det for hans skyld. Der var en anden mand i baren der også betragtede hende, men hun ænsede ham ikke.
"Du fordriver måske også tiden her?" spurgte hun den nyankommende og vendte sig mod ham igen, hun satte en hånd i siden og vurderede ham. Han var lav. Ikke at hun var meget højere, godt og vel 167 uden stiletterne, men alligevel. Lige nu var hun godt og vel 14 cm højere end ham. Godt hjulpet på vej af den høje hæl.

af **Abraham Borzakov** Lør 10 Sep 2011 - 15:28

"Det var et retorisk svar," bemærkede Liam så snart vampyren havde færdiggjort sin sætning. Han ænsede knap nok den drink, der meget hurtigt var blevet forladt på disken. Det var normalt for vampyrer at bestille et eller andet tidsfordriv uden at drikke det, eftersom at man den vej lettest kunne tillokke sig menneskers opmærksomhed. Trak man en termoflaske med opbevaret blod frem ville man i hvert fald fremstå mindre troværdig i sin udstråling.

Liams øjne havde slugt hendes krop, da hun havde rejst sig. Hver en køn detalje i hendes opmærksomhedskrævende aura havde indprentet sig på hans nethinde og stod nu urokkelig i hans hukommelse. Han flyttede sine øjne fra stilheden og betragtede en af de dansende piger. Liam besøgte ikke dette sted af samme grund som de andre mænd, der pressede deres koparrede næser mod scenekanten. Han ville blot se på pigernes afklædning og dans, studere deres brysters former og tyngde, kigge på deres lår, der nogle gange var uhyggeligt hvide og skælvede som skindet på en skål varm mælk, når de blev spredt og samlet igen. I hans øjne var det kunst, men det var ikke dem, der var kunstnerne, det var ham selv. Han gjorde dem til kunst med sine øjne. Pigen, som han betragtede, var senet og spadserede omkring i en halvcirkel med hænderne støttet på hofterne, der ikke var andet end knogler. Hun sænkede sin hage og begyndte i et roligt tempo at følge musikkens rytme, lænede ryggen mod en af de lange metalstange, gik ned i knæ, spredte benene og... En mand, der sad tæt på podiet, hvor pigen stod, rakte hånden frem og en kulde skar igennem stedet. Man rørte ikke ved pigerne. Lårene blev hurtigt samlet igen, og hun dansede modvilligt videre med sveden løbende ned ad halsen, mens billedet af manden, der blev ført bort via bagdøren, havde brændt sig fast i Liams øjne, selv da han lukkede dem og forsøgte at glemme, hvem han var, eller hvor han var.

Liam vendte uinteresseret blikket mod den kvindelige vampyr, men mærkede alligevel hvordan det rykkede et sted dybt inde i ham, da hun havde befriet sin manke af hår fra fletningen og var mere afklædt, og en trang til at trække hende med i samme retning som den perverse mand - ud gennem bagdøren - og færdiggøre arbejdet virkede som den mest fristende handling. Han hadede at snakke og han hadede især at snakke om tidsfordriv. Liam gengældte hendes vurderende blik. Hendes duft virkede ung og frisk, og i forhold til Liam kunne hun jo næsten være en teenager og ham en olding.

"Hvilken forskel gør det?" spurgte han og trådte hen til hende med sådan en fart, at hvis nogen før havde været i tvivl om deres status i hierarkiet, så var de det ikke nu. Vampyrer. Liam valgte ikke at smile og vendte bare blikket ned, ligesom den skamfulde stripper havde gjort det. "Har du været ude og lege med hundene?" Hans stemme var lige så glat som den berøring, der langsomt nærmede sig det sted på kvindens underarm, der var skadet. Ikke forsigtig, bare nysgerring.

af Gæst Lør 10 Sep 2011 - 21:45

Penelopes første tanke var, at trække armen til sig, da hans fingre strøg hen over armen og varulvekloen. Men gjorde det ikke, måske han kunne hjælpe hende? Han virkede til at være en ældre vampyr, stærkere og hurtigere end hende. Højere oppe i hierarkiet. En af dem, man ikke skulle lægge sig ud med. Pen var selv ikke særligt gammel, godt og vel 130-140 år og havde oplevet en del, men intet i sammenligning med denne vampyr. Han udstrålede magt og virkede også som typen, der ikke tillod, at tingene ikke gik som han ville have.
Umiddelbart faldt hendes tanker på, at hun skulle have følt kulden fra hans fingre, men siden hendes egen kropstemperatur ikke var meget anderledes end hans, mærkede hun kun berøringen. Kontakten mellem hendes arm og hans fingre fik hende til at bide sig selv i læben, ikke fordi det var noget særligt at blive berørt af ham, men mere fordi at det gjorde en anelse ondt.
"Det gør ingen forskel.." svarede hun blot, selvom hans svar indikerede at han selv fordrev tiden hernede. Det var nu også et af de mere underholdende steder at fordrive tiden, der skete mere end så mange andre steder Penny havde været. Til trods for at nogle af mændene tog hende for at være en danser, så kunne hun meget godt lide stedet.
"Jeg havde foretrukket at være diskret.." brummede hun en anelse irriteret, da han afslørede den fact, at de var vampyrer ved at bevæge sig så hurtigt. "Jeg hedder Penelope, forresten.. Hvad er dit navn?" spurgte hun og sendte ham så et smil. Til trods for at han virkede magtfuld, lod hun sig ikke direkte påvirke af det. Jo, hun ville da passe på med hvad hun gjorde, men hun ville ikke opfører sig som en eller anden hund for sin ejer, bare fordi han måske troede at han ejede det hele.
Et par fingre strøg gennem hendes hår og de stod nu ansigt til ansigt. Pen havde et svagt smil på de røde læber, et smil der ikke helt kunne godtages for at være et smil, det var mere en indikation af et smil hun havde på de kulørte, buttede læber. Amorbuen var klart markeret og gav dem den perfekte form.
Penny satte en hånd i siden, dog den raske hånd, da hans interessere var fokuseret mod den skadede arm. "Lege med hundene og lege med hundene.. Tjoh, jeg blev overfaldet på jagt.." svarede hun ham så. Hun holdt lidt igen med at fortælle ham, at hun delvist levede af dyr. Nogle vampyrer fandt det ulækkert og denne ældre herre virkede ikke som typen der ville bifalde det. Pen fornemmede, at man ikke skulle tage fejl af hans højde. Nok var han lille, men stadig farlig.

af **Abraham Borzakov** Søn 9 Okt 2011 - 15:59

Når alt kom til alt, så havde Liam ufattelig svært ved at være diskret. Han så trods alt sig selv som verdens centrum, og af og til fangede han sig selv i at være af den opfattelse, at andre også syntes sådan. Han ville til hver en tid bytte job med "Gud", bare for at kunne sidde på en trone dagen lang og være den mand, der nægtede at lytte til bønner, når man havde allermest brug for ham. Blikket han sendte hende i det øjeblik, hvor de stod med ansigterne mod hinanden, var en sarkastisk undskyldning for at have ført sig sådan frem, hvilket tydeligvis ikke var noget, som kvinden normalt færdes med. Han kunne nærmest fornemme, hvordan følelserne kriblede under hendes blege hud, hvilket Liam både fandt sært og fremmed på samme tid. I et øjeblik blev han faktisk i tvivl, om hun var vampyr. Han kunne ikke spejle sig selv i hende på samme måde.

Der var ingen luft til at kærtegne hans stemmelæber, så der kom ingen lyd ud, da hans læber formede hendes navn: Penelope. Det var nærmest som om han bare havde taget en bid af hende for at smage. Penelope... og han konstaterede, at det navn kunne han godt arbejde med. Hendes ord fik hans mørke bryn til at fare op i to smalle buer, og diskrete optegninger op hans mund blev endnu tydeligere end før i en maske af rendyrket foragt. Han havde aldrig brudt sig om ordet "jage". Det var så primitivt og så langt under det niveau som Liam så sig selv, men det blev pludselig meget ligegyldigt, da det ikke var det centrale i hendes kortfortalte historie. En varulv havde simpelthen...? Hans grimasse ændrede sig til et lille smil. Det var jo næsten komisk.
"Oh..." Han lod sine øjne løbe ned ad hendes krop som iskoldt vand. "Og her står du jo så..." sagde han på en måde, der viste, at han havde en hvis forståelse for hvordan resultatet var endt. En varulv mindre i verden og Liam frydede sig et sted dybt inde.

//Mere kommer, når jeg lige får hjernen på igen... //

af Gæst Søn 9 Okt 2011 - 18:42

Penelope opfangede hurtigt, at han ikke var typen der havde noget imod at gøre opmærksom på sig selv og hans rolle i hierarkiet. Hun fnøs kort, han var sikkert en eller anden kontrolfreak med storhedsvanvid. De grønne øjne flyttede sig fra ham og hun så rundt i lokalet, mest for at have noget at lave. På en måde mindede stedet hende om et sted hun havde været før, som en slags deja vu. Mændene ved de mørke, høje borde, pigerne der udstillede sig selv for at tilfredsstille en ældre, ensom mand uden bedre at tage sig til. Bartenderne der højest sandsynligt kun arbejdede her fordi lønnen var rimelig og arbejdet var let. Ejeren der sikkert sad i et rum, langt fra dette, og talte sine penge. Hele baren virkede som et sted, som egentlig kun samlede på triste skæbner og bizarre lyster. Hvad skulle hun dog her? Pen fandt kun en enkelt pige eller to tiltrækkende, de gamle mænd var frastødende og bartenderen var ynkelig.

Penelope så op, da han sagde hendes navn, eller det blev aldrig sagt, men hans læber formede ordet. Hun havde altid været glad for sit navn, det var smukt og elegant, ligesom hende selv. Hendes mor havde altid sagt, at hun passede perfekt til sit navn, der kom fra den romerske gud Odysseus kone. Hendes mor mente, at Pen var mindst lige så smuk og klog, som Odysseus kone.

Hun sendte ham et svagt smil, da han fangede historien om varulven. Det var ikke noget hun havde tænkt sig at sige højt, hvem ved? Måske en af de tilstedeværende var stor tilhænger af de ildelugtende hunde?
"Ja, her står jeg.." sagde hun og lagde hovedet let på skrå. En hånd gled hen over dér hvor kloen sad, så den dækkede og hun tog et skridt hen mod udgangen. Han kunne stoppe hende, gå med hende eller lade hende gå, det lod hun være helt op til ham. Indtil videre virkede han ikke videre interessant, blot lidt underlig og magtsyg, men der skulle meget til før end at Pen lod en anden bestemme over sig. Det var kun sket en enkelt gang, at hun havde underkastet sig en og ladet ham bestemme over hende. Hun havde ikke haft nogen chance for at sige nej og det var grunden til at hun nu var vampyr og ikke menneske. Det var ham der havde forvandlet hende. Ham der havde frarøvet hende chancen for nogensinde at få børn, taget hendes mulighed for nogensinde at se solen igen.

af **Abraham Borzakov** Tirs 18 Okt 2011 - 0:58

Hans ord var blevet gengældt lige så hurtigt, som de var blevet sagt, og i det samme, dvælende tonefald som ham selv og en hver anden vampyr. Hendes ord var derfor også tomme og nytteløse. Mennesker talte hele tiden for at komme fremad. For at komme nærmere enden af livets lange, kryptiske vej, men hvilken vej skulle vampyrerne følge? De behøvede ikke at gå nogen som helst steder. De kunne bare stå og være til, og i enkelte tilfælde kunne de stå på lur som en ondskabsfuld udfordring for menneskets rejse. Andre gange kunne de trække mennesker væk fra den tilrettelagte sti. Ud på enge, osende af magt og velvære, og vampyrerne kunne give dem alt det, de kun kunne drømme om og til sidst.... Ja til sidst kunne de give dem evigt liv. Tanken om det evige liv virkede euforiserende for de fleste mennesker, men oftest kun ved første tanke. Kun de allergrådigste kunne forblive længe i troen om, at evigt liv var 'vejen frem'. Disse var også de dummeste, for evigt liv havde jo netop ingen vej.

"Hva' si'r I? Ska' vi videre eller hva'?" En talsmand fra et af bordene hævede stemmen for sin flok, og hannerne stirrede smilende på ham med sprutten løbende ud over mundvigen. "Jeg er sgu træt af kun at glo på damerne..." Alfahannens kommentar blev velmødt og en mand med skægstubbe og hvis hals hældte en smule til venstre supplerede: "La' os finde nogle, som vi ka' pille ve'!"

Imens betragtede Liam kvinden, Penelope, snurre om på hælen og forsvinde ud i mørket. Mændene stank mere og mere og deres beskidte munde fik et eller andet til at bruse i ham, og lysten til at slås og slå ihjel fik små scenarier til at titte frem for hans indre. Fødder, der hastigt bar sig af sted, og grene, der svirpede og rev blodet frem i den sarte hud. Også efter at Penelope var forsvundet stod han stille. Der gik adskillige minutter for mændene fra et af de mørke borde fik bevæget sig mod udgangen, som Liam stod nærmest og først da de var trådt udenfor, tog Liam et skridt frem. Nu var flokken så godt som omringet, blot ved én foran og én bagved.

//Jeg skabte lige nogle NPC'er, som du selvfølgelig kan få til at gøre hvad som helst, alt efter hvilken retning, emnet skal gå... //

af Gæst Tirs 18 Okt 2011 - 18:16

Gruppen af mænd fulgte efter Penelope ned af en lille gyde. Der var 5 i gruppen og lederen var ham, der råbte højest og var sandsynligvis også mest beruset. Pen prøvede at ignorere dem, men det at de blev ved med at følge efter hende, gjorde hende en anelse utryg. De fleste mennesker i Di Morga burde kende til de overnaturlige væsners eksistens og selvom at hun var mændene overlegen, ville de sagtens kunne gøre skade på hende, hvis de havde det rigtige udstyr.
En usikker hånd kørte gennem det tofarvede hår og blikket flakkede, lige nu fortrød hun, at hendes jakke kun var en kort læderjakke. Havde den været stor og varm, så havde hun kunne skjule sig. Skjule sin krop og sin kavalergang.
"Hvad så, smukke?" råbte en af mændene efter hende, men Penny svarede ikke, trak blot skuldrene op om ørerne og slog blikket ned i jorden.
"Skal du ikke ind og danse?" råbte en anden og nu grinede gruppen. De regnede hende for at være en ynkelig danser. De troede vel sikkert at hun var et simpelt menneske med begrænsede muligheder for at forsvare sig mod dem.
"Hva' skal du have for et blowjob?" snøvlede en tredje og mændene grinede endnu højere.
Mens de havde råbt af hende, havde de trængt hende op mod en mur, så hun nu ikke havde nogen mulighed for at flygte. Da lederen trådte frem mod hende, var Pen ikke længere bange. Hun havde en plan og den plan ville helt sikkert fungere, så længe det var manden der stod forrest, som var deres leder.
Da han gik hen mod hende med et dumt smil, forsøgte Penelope af få øjenkontakt med ham. Det var en anelse svært eftersom manden havde drukket, men da hun fangede hans blik, holdt hun det fast. Langsomt udvidede hendes pupil sig for at trække sig sammen igen bagefter, alt i mens hun hviskede; "Du vil ikke gøre mig fortræd, du vil hellere hjem til din ensomme lejlighed...".
Manden blikkede en enkelt gang og Pen så tilfreds hvordan hendes glamour havde virket. Manden havde helt glemt ideen om at gøre hende noget og gjorde et kast med hovedet til de andre om at fortsætte gennem gyden, som om de aldrig havde gjort hende noget.
Desværre var der et mindre opgør i gruppen om førerrollen og en af mændene blev stående, med front mod Penny, der havde vendt sig om, for at tænde en smøg. Manden trak en pistol og fyrede tre skud af mod hendes skulder og bryst. Ingen af kuglerne ramte hende i hjertet, heldigvis. Til gengæld var de lavet af sølv og brændte sig gennem den hvide hud.
Pen sank sammen og kom kun med en enkelt synkebevægelse, inden hun lod hovedet falde mod den hårde overflade. Manden trådte hen mod den sammensunkne krop med et håneligt smil. "Det var sgu lige godt satans, din blodsugende luder.." hvæsede han.
Hun vidste ikke, at Liam befandt sig bag hende og sikkert havde set hele optrinnet.

af **Abraham Borzakov** Ons 19 Okt 2011 - 1:33

Den kølige natteluft kærtegnede indersiden af Liams hals. Hans sorte lakso glinsede i lyset fra stripbaren, men så snart døren blev lukket bag ham med et lille smæld forsvandt alt det glamourøse og hans fødder druknede i mørket, som de trådte ud i. Terres brostensbelagte gader virkede med ét ekstra kolde, og havde han været et menneske - han fniste ved tanken - ville et varmt åndedræt forvandle sig til dis, der løb fra hans læber. Åh hvor havde han dog længtes efter natten! Hungrende efter at mærke lydene, der vovede sig frem, så snart mørket fandt på, banke mod hans trommehinder, som vilde elefanter over savannen. Åh ja, åh ja. Hungrende efter at føle stjernernes, de små soles, refleksioner brænde i hans øjne, der forekom som sorte huller i konstrast med den hvide hud, hungrende efter menneskets frygt for det ukendte ude i skyggerne, efter lyden af gispende åndedræt, efter den rungende klang af flygtende fødder mod iskolde brosten, efter føde og efter sejr. Åh ja, åh ja. Natten var i sandhed vendt tilbage. Som en enke klædt i sort, og Liam kærtegnede hende med sin kontur, forkælede hende og begærede hende i det han fulgte stanken af blod, der klumpedes af alkohol, videre ud i Terres gader.

"Aha-aha-aha..." Latteren var så lav, at man nærmest kunne tro, at Liam grinte til sig selv. Det gjorde han vel egentlig også, for der var ikke en eneste sjæl omkring ham. Livet var først at finde længere fremme. En fem-seks stykker og så én, hvis liv egentlig ikke var et liv, men nærmere en plage, selvom det ikke gjorde hende mindre levende. Overhovedet. "Aha...aha...aha..."

Stanken førte ham imod en gyde, og i et øjeblik fik han bildt sig selv ind, at Penelope havde opfattet hans hint, at hun havde lokket dem derhen for at overraske Liam, når han dukkede op, at hun havde lyst til at lege, men ud fra stemmerne at dømme, var situationen pludselig en helt anden. Liam lod sine mørke bryn sænke sig. Det varede ikke mere end få sekunder før lyden af noget, der blev ladt, fik Liam til at springe rundt om hjørnet og ned i gyden, hvor Penelope befandt sig med aftenens legekammerater. "Det var sgu lige godt satans, din blodsugende luder..." spruttede manden i det Liam med lydløse skridt stillede sig bag ham. I forhold til Liam, så var han ret høj, men rent statistisk set lå han ikke særlig meget over gennemsnittet. Mennesket var trods alt helt anderledes i dag end for 1207 år siden.

"Ts ts ts..." klikkede Liam og rakte hånden frem for at gribe fat om mandens svedige nakke. For at undgå at stå på tæer, tvang Liam ham en smule bagover, så han kunne mærke varmen og stanken af alkohol mod sit ansigt. "Fornemmer jeg, at du sammenligner hende med en varulv?" råbte han og mærkede hvordan arrigskaben fik hugtænderne frem fra deres skjul. Manden virkede tør i halsen og var spændt som en bue. Fuldkommen frossent til stedet og med sveden piblende fra panden. Resten af flokken, der havde bemærket de besynderlige optøjer, var stoppet op længere fremme, men det varede ikke længe før de stak af. Liam havde en ubeskrivelig lyst til at løbe efter dem, jage dem ned og slagte hver en sjæl, han kunne få fingrene i, men han vidste, at sølvkuglerne ville gro fast inde i kroppen på Penelope, hvis han ikke kom hende til hjælp hurtigt nok. "Som om et par sølvkugler skulle dræbe os..." klukkede han muntert og lod stemmen knække over i skepsis ved 'os', hvorefter han virrede hånden til siden og ned for at lade manden kollidere med jorden. Han stirrede på sin ene fod. Så på mandens ansigt. Så på sin fod, men denne gang med mandens ansigt som blødt underlag. Et enkelt stamp og han burde være bevidstløs længe nok til at Liam kunne få et øjeblik med vampyrkvinden, som han knælede ned for.

"Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at tage den der af dig..." mumlede han og rakte sine lange, smalle, oldtidsagtige fingre mod hendes læderjakke, der kun syntes at virke endnu mere glamourøs med blod på. Tillod hun hans hjælp, havde han bestemt ikke noget imod at udføre 'operationen', der først og fremmest ville bestå i at få hende klædt en smule af, for dernæst at stikke en finger ned i et af de dybe huller, så sølvkuglerne kunne blive gravet ud.

af Gæst Ons 19 Okt 2011 - 10:32

Penelopes tanker for forvildet rundt, smerten i skulderen fik hende ud på en længere tankevandring. De grønne øjne var blanke og fokuserede på et ubestemmeligt punkt oppe i himlen. De røde læber sitrede svagt, men ingen lyd kom over dem. Det blege ansigt havde, hvis det var muligt, mistet farve. Selv læberne var ikke engang helt røde mere. Det sorte og blonde hår havde bredt sig ud som en vifte under hendes hoved, da hun var sunket sammen og det tofarvede hår havde blandet sig sammen på brostenene under hende.
Hendes tanker strejfede forskellige punkter i hendes liv, hun kunne pludselig se sin familie for sig, hendes søskende og hende der løb omkring deres glade forældre. Et lille smil tegnede sig over de blegnede læber. Med et skiftede billedet til en mørk regnvejrs aften, hvor hun stod udenfor os så ind på sin sørgende familie. De havde jo troet at hun var død, da hun krydsede over. Smilet forsvandt igen, som havde det aldrig været der.
Igen skiftede billedet, nu var hun midtpunktet på en club, hvor hun dansede og grinede med alle de mænd, der flirtede med hende. Penny huskede, hvordan hun havde lokket en af mændene med sig hjem og drukket hans blod.

Pludselig kunne hun mærke Liams tilstedeværelse og formåede at dreje hovedet en anelse. Hun kunne lige præcis skimte ham i mørket som han kom tættere på hendes overfaldsmand. Hun så hvordan han greb fat om mandens krave og tvang ham forover, hun så raseriet og vreden, men uden at kunne forstå hvorfor. Han havde intet forhold til hende? De havde lige mødt hinanden og han virkede alt for arrogant til at holde af noget som helst. Pen så hvordan han overvejede at stampe ham i hovedet for til sidst at gøre det. Der var et eller andet over denne vampyr, som gjorde hende både spændt og bange. Men lige nu var han det nærmeste hun kom på en redning og hun ville ikke selv kunne klare sig ud af det her.

Penelope opfangede kun svagt hvad han sagde, men prøvede så godt hun kunne, at hjælpe ham med at få sin læderjakke af. Et svagt gisp kom over de tørre læber og hun kneb øjnene sammen, da et jag af smerte gik gennem hende. Kuglerne sad stadig i hende, en sad lige ved hendes skulder, en anden sad ved hendes nakke og den sidste havde boret sig ind lige under hendes bryst mellem to ribben. Umiddelbart sad de så dybt, at han ikke ville kunne få dem alle sammen ud med en finger. Pen havde heller ikke lyst til at han skulle grave i sårene, det gjorde ondt nok som det var i forvejen.
"Hvorfor gør du.. det her?" hendes stemme var kun en svag hvisken. Hun så nu op på ham, de blanke øjne var med et blevet nærværende igen. Hendes hjerne tiggede og bad om et svar, der kunne få det hele til at give mening. Hun kunne ikke forstå hvorfor han ville hjælpe hende. Han kunne lade hende ligge og lide til solen stod op, men det gjorde han ikke. Hvorfor?

af **Abraham Borzakov** Ons 19 Okt 2011 - 20:00

Det eneste det handlede om: Liv eller død. Det eneste spørgsmål. De eneste faktorer som Liam levede efter, overlev eller dø, og som han sad der, knælende for den unge vampyrkvinde, følte han, at de tænkte i samme baner. Måden hvorpå hun trods smerterne prøvede at komme af med læderjakken, så han kunne tættere hendes blege hud, der blev endnu mere umenneskelig for hvert sekund der gik. Blodet lod til at pumpe sig ud af hende, og i et øjeblik blev Liam i tvivl om hvorvidt hun overhovedet havde evnen til at hele sine egne så, men så kom han til at tænke på, om det måske var sølvet, der gjorde det umuligt for hendes evner at virke.

"Fordi jeg kan..." brummede han med sin mest overskudsagtige stemme og gjorde an til at vende hende om på maven, så resultaterne fra pistolskudene bedre kunne ses, og så han hurtigere kunne få kuglerne ud af ryggen på hende. "Fordi jeg vil..." Han forsøgte at gøre sine bevægelser så hurtige som muligt, for at undgå at tilføre Penelope for mange smerter, så det varede ikke længe, før han uden den mindste anstrengelse fik placeret hende med fronten mod de blodige brosten. "Men også fordi jeg skal..." Der var et eller andet i ham, der simpelthen ikke kunne lade være. Det var nærmest som om han blev trukket til hende af små magneter, der flåede i hans hud. Sådan var det. Sådan var reglerne. De ældste og stærkere var forpligtet til at hjælpe til yngre og svagere, det var sådan, hierarkiet var bygget, og det var sådan, det også helst skulle fungere. Hvis han ikke hjalp hende, havde han i teorien slået hende ihjel, hvilket i teorien ville betyde, at han skyldte vampyr-samfundet en ny. Liam havde nok i Adrian. Han ville ikke kunne bære at omvende endnu en, og så endda en fremmed.

"Du er for ung til at blive ladt i stikken," klukkede han som om, at han netop var kommet i tanke om noget morsomt. Det var nu også meget morsomt... bortset fra, at... at det var det overhovedet ikke. Hans fingre flettede sig om trøjen, som hun havde på, hvorefter han rev til, så den forvandlede sig til ubrugelige stykker tekstiler i hans hænder og blottede hendes blodige ryg, hvor hullerne nærmest skreg i smerte. Han forsøgte sig med det første hul, stak sin pegefinger så langt ind, den kunne, men det virkede umuligt at nå ned til kuglen. Han vrængede ansigt i frustration og prøvede sig med det næste hul, der fik hans fingerspids til at brænde i det den strejfede sølvet. Hurtigt trak han sin hånd til sig, og skulede ned til hendes ryg, i det han ikke rigtig følte, at den ville samarbejde.
"Må jeg..." Han sænkede hovedet en anelse. "Bede om lov til at suge dem ud af dig?" Tanken virkede både forkert og bizar, men noget lod til at fortælle ham, at det var den eneste måde, hvorpå han kunne få dem ud.

af Gæst Ons 19 Okt 2011 - 20:38

Penelope så hvordan han gjorde mine til at vende hende og allerede inden han tog fat, kunne hun mærke smerten. Men ikke en lyd kom over de blegnede læber. Hun hørte knap nok hans svar, da øjnene igen var blanke og hun var igen fraværende. Hun følte sig ynkelig, som hun lå der. Uden at kunne gøre noget selv, kun på grund af tre kugler der havde boret sig gennem den kolde hud. Normalt ville hun selv have pillet de små messingkugler ud af sin krop, hvorefter den ville have helet sig selv. Men sølvet brændte inde i hende og hendes krop ville på ingen måde samarbejde om at lukke sårene, før det forbandede sølv var ude.
Selvom at han prøvede at være så hurtig og samtidig så blid som mulig, måtte Pen skære en grimasse mens han vendte hende om. Det gjorde virkelig ondt, den konstante smerte fra det brændende sølv og den ekstra smerte som skyldtes at hendes krop blev rykket rundt og derved blev kuglerne presset længere ned. Selvom at smerten gjorde hende omtåget og at hun havde haft svært ved at opfange hans svar på sit spørgsmål, hørte hun godt det sidste svar. Fordi han skulle. Hvorfor skulle han dog hjælpe hende? Han virkede på ingen måde til at være typen der ville hjælpe alle og enhver, men hvorfor skulle han så hjælpe hende? Hun forstod det simpelthen ikke, men smerten fik hende hurtigt til at lade tanken ligge. Det var ligegyldigt hvorfor, bare at han hjalp hende.
Nu lå Pen med kinden mod de kolde brosten, men det var nu ikke fordi at hun mærkede kulden. Hendes krop var kold i forvejen, kold og bleg, koldere og blegere. Hendes blik faldt på den cigaret hun lige havde tændt, inden hun blev skudt. Ilden havde nået at tage fat og den var langsomt ved at brænde op. Den var nogenlunde halvvejs, da Liam prøvede at pille kuglen ud med fingeren og Pen måtte give et halvkvalt skrig fra sig. Dén smerte var alligevel for meget. Hun bed sig hårdt i læben og nægtede at tude foran ham, også selvom tårerne var fremprovokeret af smerten.
Da han stak en finger ned i det andet hul måtte hun vride sig og et lavmælt hvæs kom over de blegnede læber. Hun var ikke vild med at han ragede rundt med en finger nede i de dybe skudhuller. God damn, hvor var han ikke særligt blid.
Det tog hende noget tid, før end at hun opfattede spørgsmålet. Suge dem ud? Men.. Så ville han da brænde sig på sølvet?
"Suge? Men.. " Penelopes stemme døde hen igen, da endnu et jag af smerte gik gennem hende og det var en anstrengelse at ligge stille. "Du brænder dig på sølvet.." fik hun så frem, inden hun klemte øjnene i og bed sig i læben. Inderst inde fortrød hun at hun ikke havde noget inden under den trøje, han lige havde revet i stykker. På den anden side betød det ikke så meget, hvis hun kunne slippe for smerten.

af **Abraham Borzakov** Ons 19 Okt 2011 - 22:38

Det var svært for Liam. Bare tanken om at skulle suge blod fra en anden vampyr fik det til at sortne for hans øjne, tanken om at han ikke behøvede at sluge, var det eneste, der beroligede ham og holdte ham fra at besvime i sin egen gru over at skulle udføre noget, der sært mindede om kannibalisme. Hendes små gisp og kvalte skrig gav genlyd i gyden, der stadig lod til at være mennesketom pånær den fordrukne stodder bag dem. Men så igen, hvis nogen passerede forbi ude på hovedgaden, ville de alligevel ikke kigge ind forbi, de fleste ville stikke af med det samme, alt andet ville være dybt idiotisk.

Uden rigtig at ville det lagde han sine læber mod Penelopes nøgne ud, og gav hendes hoved et lille puf for at få hende til at tie stille. "Jeg heler hurtigere..." mumlede han og stak tungen en smule frem for at lokalisere hullet bedre. Han kendte proceduren, men alligevel virkede det anderledes. For det første skulle han gøre det uden at bide i hende, og for det andet, så var hun vampyr. Yrk åh hvor ville han dog bare hjem og i bad, men nu hvor hans læber var presset mod hendes blodige sår, og han kunne smage det karakteristiske vampyrblod, var der ingen vej tilbage. Med tre hurtige sug mærkede han sølvkuglen mod sine læber og i sin iver for at få smerten stoppet, kastede han sit hoved op i luften. Kuglen sad nu som en ulækker prop i hullet og med hånden viklet ind i det iturevne tekstil fra trøjen som beskyttelse, samlede han den op og lagde den i sprækken mellem to brosten.

One down, two more to go, tænkte han og bukkede sig endnu engang ind over hende. De to sidste huller virkede dog mere avancerede. Ligegyldigt hvor hårdt han sugede og hvor meget blod, han fik samlet i munden, lod det ikke til at nogen som helst sølvkugle ville blotte sig. Typisk sølvkugler. Altid så besværlige. Liam skulle lige til at gøre endnu et forsøg, men var bange for at dræne hende fuldkommen for blod, så i stedet fik han langsomt stanglet sig på benene.

"Adrian Callan O'Dorchaidhe..." hviskede han og små scenarier blottede sig i slørede farver på indersiden af hans mørke øjenlåg. Frem for sig så han Adrian gå frem og tilbage i dagligstuen med en kvinde henslængt på divanen. Hans alvorlige ansigtsudtryk taget i betragtning havde han tilsyneladende fornemmet Liams frustration. "Téigí anseo!" kommanderede han og efter at have gloet på murstene på den anden side af gyden i et stykke tid vendte han blikket ned mod Penelope. Nu var det bare at vente på at den ranglede skikkelse ville dukke op, i mellemtiden var der intet, han kunne gøre for Penelope. Som om livet pludselig var faldet kraftigt i værdi satte han sig på stodderens blævrede mave, som virkede langt mere komfortabel end først antaget.

"Det burde ikke vare særlig længe," dvælede han henkastet og støttede sin albue på sit knæ, således at han kunne hvile sit hoved i sin hånd. "Jeg tager dig med hjem til min rede og får fjernet de sidste to... der vil også være føde og en kiste til rådighed..."

// http://thefashionistoimages.com/2011/7/paulboche11.jpg - Adrian//

af Gæst Ons 19 Okt 2011 - 22:56

Penelope havde egentlig forestillet sig at han ville holde sig fra at suge kuglerne ud, når nu at han uden tvivl ville brænde sig på sølvet. Var det virkelig en smerte han ville udholde? Dog nåede hendes tankerække ikke længere, da hun pludselig mærkede en tunge mod sin hud og derefter et par læber der omsluttede sig det første skudhul. En ubeskrivelig smerte skød gennem hende, da han begyndte at suge, men Pen kæmpede en hård kamp for at tie stille. Puffet han havde givet hendes hoved havde hun opfattet som en hentydning til at holde de ynkelige smerteskrig for sig selv.
Hans svar opfattede hun dog ikke, før end at han havde pillet den første kugle ud. Allerede da sølvet slap kontakten med hendes hud, begyndte såret langsomt at lukke sig. Både hendes blod og hendes krop var helende, så det tog sjældent lang tid fra hun fik et sår eller en rift, til det var helet igen. Men som så mange andre vampyrer svækkede sølv hende. Direkte kontakt med hendes hud ville efterlade brandsår, eftersom sølvet nærmest smeltede sig ned i huden.
Pen fik ikke lang tid til at sunde sig, før end at han igen satte munden til det næste hul. Hun kunne mærke hvordan kuglen bevægede sig opad og det gjorde ondt som ind i helvede, men den kom ikke engang tæt på skudhullets åbning. Sølvet brændte sig ind flere steder i såret og det tog al Penelopes viljestyrke at ligge stille mens det stod på. En enkelt blodig tåre trillede ned over hendes kind, de sammenknebne øjne havde ikke kunne holde den tilbage længere. Aldrig havde hun prøvet noget så smertefuldt.
Heldigvis gav han hurtigt op på at få den ud ved at suge, det nyttede ikke noget. Hun kunne allerede mærke hvordan blodtabet havde sat ind og hun følte sig svimmel og omtåget. Hvorfor skulle det dog også ske for hende?
Pen havde ikke tænkt så meget over den fact, at det var en anden vampyr der sugede hendes blod til sig. Det var jo teknisk set kannibalisme. Adr, hvor måtte det være ubehageligt for ham. Da han igen satte læberne mod hendes hud, nu mod det tredje hul, mærkede hun en kuldegysning gå igennem sin krop. Smerten satte ind, da kuglen igen gled opad, men ikke kom hele vejen op til indgangshullet. Hans sugen, blodtabet og sølvkuglen der brændte sig mod det åbne sår fik hende til at skyde ryg. Et kort øjeblik fik hun kæmpet sig op på alle fire og krummede og vred sig i smerte, inden hun igen sank sammen. Denne gang med helt lukkede øjne.
Kun svagt registrerede hun hvad der blev sagt. Den blege krop lå nu sammenkrummet på de kolde brosten og blodet sivede fra skudsårene på hendes ryg. Hendes læber var let adskilte og sitrede stadig en anelse, men øjenlågene forblev lukket i.

af Sponsoreret inhold

Love is a lie - Liam

Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam

Sv: Love is a lie - Liam