A challenge from the modern world.

Sted: Legepladsen
Tid: Omkring kl. 5 om eftermiddagen.
Omgivelser: Enkelte folk/børn. - Dog er der en del der er ved at 'pakke' sammen til at forlade stedet.
Vejr: Let overskyet og halv køligt. Dog ingen regn(endnu)


En morderne verden med alle mulige former for elektroniske dimser. Wauw, noget overvælende for den unge Neam. Han havde ikke været væk fra jorden specielt længe, men de mange år bag en dør uden en eneste form for kontakt til omverden havde ikke ligefrem holdt ham opdateret. Æv bæv, kan man så tænke. Men Neam havde nu bare taget udfordringen op og købt sig hvad han havde hørt skulle være kaldt en mobil. Han havde indtil videre ikke formået andet end at få skærmen til at vise et billede med få punkter af tekst og billeder, så planen var nok at han senere engang, når han fandt overskud til det, ville finde en at spørge om hjælp. Dog var det ikke noget han ville lige pt. Der var andre meget sjovere ting at tage sig til.

Gyngen han havde placeret sig på foreksempel. Legepladser kendte han da hvert fald til, bortset fra at de ting der var til at lege på hvor noget mere... hvad skulle man kalde det, moderne? ~ det var dog stadig sjovt. Her kunne man uden at blive dømt opføre sig som det barn man vidst til tider alligevel havde brug for at lukke ud, og det var hvad Neam havde gang i.
Han nød følelsen af vinden i sit hår, den friske luft men kølige luft mod sin lyse hud. Luften var mere ren end hvad han havde været vandt til. Selv renere end han huskede det fra den gang han var i live. Det var en rar følelse. Til tider følte han at han burde bo et sted som dette. Men så bed han sig fast i at hans lejlighed oppe under skyerne helt sikkert var bedre. desuden var udsigten deroppe fra ikke til at klage over.

Han lod stille sit blik glide hen over legepladsen, de få børn som stadig rendte rundt med de kæmpe smil om læberne. Det kunne vel på sin vis ikke lade være med at få et smil om læberne på Neam. - Han satte sin gynge igang igen med et par svingene bevægelser i benene og lod igen øjnene glide ud. Suget i maven når gyngen svingede ned. En følelse man aldrig ville blive træt af.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Første gang i en mindst en uge hvor hun vågnede i tid til at se solen stå højt på himlen. Klokken var kun to, solen stod og stirrede lige på hende i gennem vinduet. Hun rejste sig fra sin ting og lod dynen falde, så varmen fra solen ramte ind på hendes bare hud. Hun gik med et rask tempo ind og rev gardinet for vinduet.

Var der en ting hun hadet ved denne verden så var det den forbandet varme der kom fra den sol.
Morgen blev som alle hendes andre morgener, mad, bad. Hun tog først sin kjole over sig som det sidste inden hun gjorde sig klar til at forlade huset. Under hendes ”morgen” mad, havde hun fundet ud af hun manglede en masse småting. Der var ingen grund til at være hjemme hele dagen alligevel, så hun ville gå en længer tur, og så handle på vejen hjem.

Hun pakkede sin taske som hun altid gjorde. En blok, kulepen, pung, nøgler. Hendes blik gled over hendes seng, ville den være nødvendig. Nej, hun skulle jo bare gå en tur, samt at handle ind på vejen hjem.
Den lille taske endte over hendes skuldre, som hun træk sig mod døren. Rustningen stod nede i hendes gang, tasken endte på jorden igen. Rustningen blev langsomt påført, hun havde jo massere tid så hvorfor ikke bruge den. Hun havde brugt noget tid før hun forlod huset, klokken nærmede sig fire, da hun forlod huset.

Hun gik rundt i lidt over en time, den forbandede varme. Hun holdt sig i skyggerne så meget hun kunne, varmen var ubehagelig, hun var glad for denne tid af året. Da hun kunne være uden for nu her, det var umuligt når det var den varme højtid. Der blev hun tvunget til at holde sig indenfor når solen var så højt på himlen som det var nu, så længe den stadig gik ned igen så var hun glad.
Hun stoppede med at gå da hun hørte en latter, en så glad og uskyldig latter. Havde hun ikke hørt længe, den fik hende til at trække sig i den retning.

Som hun træk sig mod lyden, dukkede lege pladsen mere og mere op. De få familier der var der, så alle så glade ud. Letter fra børn ramte hendes sind, hun træk ikke en mime over det. Hendes blik havde sat sig på et ledigt bord der var ikke ret langt fra lege pladsen. Lettende fra de små børn ramte hendes sind, men det gav ikke en synlig reaktion på hende, hænderne hang langt hendes side, tasken over sin skuldre. Hun træk sig ned til bordet og som hun satte sig lod hun den ene hånd falde ned i hendes taske, og som altid kom blokken og kulepennen op, så de endte på bordet foran hende. Hendes blik faldt igen ud over de legende børn der løb rundt på legepladsen.

Neam så sig kort omkring før han sprang af gyngen, var i luften få milisekunder men ramte så jorden, dog landede han som forventet stabilt på benene. Endnu et elegant hop fuldført! - nu måtte han nok hellere give sig til noget andet end at holde gyngen fra alle andre. Det var jo trods alt en legeplads, og de fleste legeplads er vel prioteret til børn. Ærgeligt man så ikke kan være barn for evigt.
Han lod så bare kort sit blik glide rundt efter det næste han skulle give sig til, dog var der ikke ligefrem mange ting der poppede op i hans hoved, det var aldrig helt nemt at finde på noget selv, eller jo. Men for det meste ville folk glo mærkeligt, samle deres børn og langsomt forlade området. - Og det var faktisk ikke lige hvad han havde planer om at lade ske lige nu, nej. Han kunne godt lide at der var andre, andre glade folk her end kun ham selv.

Han lod sine hænder glide i sine lommer men kom så i tanke om mobilen og han kom i tanke om planen han havde med din tingest. Dog var det nok ikke lige børn han skulle spørge om hjælp, hvad ville de vide om det? - Sikkert en masse. Dog ender det med at hans fokus lander på en som har slået sig ned ved et bord, hun lignede ikke et barn, så mon ikke hun måske kunne give ham en hånd. Hvem ved. Han tog hvert fald chancen og bevægede sig mod hende.

Han slog sig så bare lidt tilfældigt ned med blikket på pigen/kvinden foran sig og rodede sig kort i håret. "... Haarj.. " sagde han så, det var vidst åbenbart det eneste som lige faldt ham ind der var rigtigt at sige, måske fordi, det var vel meget normalt lige at hilse på folk før man lader en talestrøm komme til live? Jo.. Det var det vidst. Han lod kort mobilen glide rundt i sin hånd før han plantede den på bordet. " Ummhg.. Du har vel tilfældigvis ikke forstand på sådan en fidus? " han lagde hovedet en anelse på skrå mens hans blik hvilede mod pigens ansigt. Det sædvanligt strålende smil og glimt i hans øjne viste sig selvfølgelig straks.

Der var en på pladsen der ikke passede ordenligt ind, en 'knægt' der svingede sig rundt på gyngen, blikket blev ført taget af knægten som han hoppede af gyngen. Blikket blev først taget væk fra knægten som han rettede sit mod hende, hendes blik endte på hendes blok, kulepennen blev lagt lige ved siden af den.

Der gik ikke lang tid siden blikket blev taget af ham, før ordende forlod hans mund. En simpel hilsen til at starte med, lidt efter kom en længer sætning. Samme tid med den anden sætning, ramte en mobil telefon ned på bordet. Blikket gled over på mobilen, så det ville han have hjælp til? En mobil telefon? Det følelses kolde blik blev ført op mod hans øjne.

Pennen blev ført op mod blokken og gik i gang med at tegne hen over den.
'Hvad er problemet med den knægt?' Stod der, med en elegant gammeldags skrift, skriften blev skrevet i et forholdsvis godt tempo. Det kolde blik blev igen ført op mod knægten foran hende. Den ene hånd bevægede sig ud og pegede på pladsen ligefor an hende, med en åben håndflade.

Skulle hun overhovedet hjælpe? Kunne hun overhovedet hjælpe med disse nye dimser? Hun vidste hvordan hun skulle bruge dem, men om hun kunne hjælpe folk med det? Det måtte hun vel finde ud af, hvis det overhovedet var noget hun ville hjælpe ham med.
Det kunne også bare være en ung mands forsøg på at komme tæt på hende, folk havde prøvet dummere ting end dette. Endda de ture der havde været ind til Sellas, stupiditeten fra de unge mænd derinde var utrolig.

Hendes hånd der havde inviteret knægten til at sætte sig blev knyttet, og ført end til hendes side. Begge hænder blev ført ned på hendes knæ, skulderne hang langt nede af hende. Hele hendes kropssprog var koldt og følelses forladt, den eneste følelse der var blevet vidst var da hun knyttede hånden.

Neams blik hvilede mod pigens ansigt noget sekunder før han skævede lidt mod blokken hun så fint begyndte at skrive på. Han lagde så bare hovedet en anelse lidt undrene på skrå før han satte ordenligt ned. Strange. Han ignorerede måske bare en smule hvad der blev skrevet og forsøgte at forkusere mod pigen ansigt, som vidst ikke havde planer om at svare på hans spørgsmål - Så yeah, han fik sig sat og lod fingrende pille ved den elektroniske dims, også kaldet en mobil telefon.

" Woa... mysterious " sagde han så bare, halvmumlende og rimelig sarkastisk, efter at have slugt stilheden der hang i luften. Han fik dog alligevel et smil frem på sine læber og lod sine fingre tromme mod bordpladen før han nikkede lidt - Han vidste faktisk ikke helt hvad han skulle gøre, eftersom hun ikke svarede men yeah, han håbede måske lidt på at det var.. Yeah, det vidste han ikke engang, han håbede hun kunne hjælpe, desuden ville det heller ikke være helt skidt med en smule selvskab. - Dog håbede han lidt at hun ville sige noget før eller senere, utallende personer havde han efterhånden vænnet sig til, men det var rart at få en lyd som svar. Mere eller mindre.

"Ummhg.. Skal jeg tage det som et ja eller nej? " spurgte han så lidt og skar kort lidt en grimasse, dog stadig uden at miste sit smil. Der skulle alligevel en del til før det ville forsvinde. Han forsøgte lidt at holde det på den venlige side, selvom det havde fået til vane at ryge lidt mere hen i noget. 'Fuck it - jeg smiler' style. Han bed sig så en smule halvsmilende i læben. Han kunne ikke helt læse pigens ansigt eller bevægelser, mest fordi hun måske ikke ligefrem så specielt begejstret ud, over at han var kommet herhen. Men han hun jo håbe han tog fejl.

Han lød ikke til at snakke til hende overhovedet, mere til han telefon end til hende. Selv hans blik var låst på den. Eller var det til hende? Og så bare ikke ment? Hun var ikke god nok til mennesker til at regne det ud. Men en ting vidste hun det var at hans blik ikke så maget som et sekund var faldet på hendes blok, hvilket var irritablere. Hvis han ville havde hendes hjælp så måtte han vel også være opmærksom på hvad der skete foran ham.
'Skal jeg tage det som et ja eller nej?' lød det fra ham. Jamen jamen, sikke da en fortabt ung herre.

Et lille suk forlod hende, blikket faldt på blokken foran hende. Hun førte sine hænder stille og roligt hen over den og klappede så den metalliske klang gik igennem luften. Lige efter slog hun sin ene finger ned på papiret lidt hårdt så man kunne høre det. Hun førte langsomt sit blik mod hans ansigt.
Det føltes kolde blik hvilede mod hans øjne til hun kunne se en reaktion fra ham.

Hvorfor smilte han sådan? Hvis han havde et problem var der vel ingen grund til at holde et så stort et smil på sine læber? Det var et eller andet ved denne knægt, herre eller unge, det var svært at finde ud af kroppen så ikke helt ung ud. Men sindet virkede meget ungt, det gav ikke meget mening. Men det brude være en grund til det, det var irritablere og på samme tid fik hun lyst til at smile. Dog valgte hun ikke at gøre det, så hun beholdt sit føltes kolde ansigt, ingen negativitet, ingen positivitet.


//Ungskyld det tog så lang tid :) da jeg endelig havde en måde at svare på fik jeg noget IRL jeg blev nød til at tage mig af.//