What kind of place is this?

Omgivelser: Der er ikke nogen indtil videre.
Sted: Masion De Fous
Tid: 20:35
Vejr: Koldt, sne og en isende vind.
Årstid: Vinter.
Der var ikke så mange ude på det her tidspunkt på en hverdag, og specielt ikke i det her vejr. De fleste ville hellere være indenfor, og hygge med sine allerkæreste. Der var meget koldt og vinden var isende kold. Det skar i huden når vinden strejfede den. Carmen havde alligevel bevæget sig ud i det kolde vejr, da hun ikke havde bedre at give sig til. Hun kendte ingen i denne by.. Eller hun havde vel mødt en eller to, men ikke nogen hun havde kontakt til. Hun havde også kun boet her i halvanden måned, eller sådan cirka der omkring. Ikke ret meget længere i hvert fald. Hun var klædt på efter vejret, men selv det varme tøj forhindrede ikke kulden i at ramme hende. Det føltes som piskesmæld imod de gyldne kinder, der langsomt fik en rødlig farve begrund af frosten. Der sad små snefnug på de lange øjenvipper, der blinkede ret så meget begrund af sneens susen. De honningfarvede øjne glitrede begrund af snefnuggene, der spejlede sig imod de blanke øjne. Hun lukkede kort øjnene i for at forhindre, at de løb i vand fordi vinden var ret heftig lige i dette øjeblik. Da hun åbnede dem igen var vinden en smule mindre voldsom, og det var nemmere at holde øjnene åbne. Carmen slog hendes store pels hue op, så den tog en del af vinden. Hendes lange gyldenbrune hår hang udover jakken, da det var lidt upraktisk at have sat det indenunder. Det gik hende ned over brystet, og krøllede som et rigtigt prinsesse hår. Men at Carmen var prinsesse ville være udelukket, hun var nærmere en af samfundets udskud. Ingen uddannelse, arbejde som stripper, og et lille kælder værelse at bo i. Ikke så fornemt. Det havde også sat sine præg på hende. Nogle dybe ar man ikke ville kunne reparere, men det var jo også det der gjorde hende speciel.
Carmen havde gået i et stykke tid, og var endt ved et mystisk ødelagt hus der lå i ruiner. Hvad mon det var? Der havde hun alligevel aldrig været. Det så også ret skummelt ud, men hun var nysgerrig og ville gerne studere sagen i egen hånd. Så hun gik ind på den skumle grund og undersøgte de masse ruinlagte steder. Hm.. Det virkede til at lidt af det resterende hus, faktisk kunne holde en tør? Og der var jo koldt og stormende udenfor lige nu? Burde hun gå derind? Nej, men selvfølgelig gjorde hun det alligevel. Da hun trådte ind af den ødelagte hovedindgang, kunne hun høre hvert et skridt hun tog. Da stengulvet knasede under hende, for hvert et skridt hun tog. Der lå en masse løsrevne sten og gamle ødelagte møbler lå spredt ud over det hele. Det hele virkede som en plat gyserfilm, hvor der lige om lidt ville komme en creepy mand springende ud fra mørket med en motorsav og hakke hende i små stykker. Den morbide tanke gang fik et smil til at sprede sig hen over hende let lyserøde læber.
Der var tørt og vinden kunne ikke trænge igennem de stående betonvægge. Så hun slog hætten ned og strøg et par fingre igennem det lange hår. Snefnuggene begyndte langsomt at smelte, og hendes øjenvipper slap for de kolde sne kugler. Hun bed sig blidt i læben, da hun overvejede om hun skulle sætte sig ned på det ødelagte komfur der lå foran hende. Den eneste grund til hun tvivlede var fordi, hun vidste ikke om det ville kunne springe i luften. Så den ide droppede hun ret hurtigt, men fandt et stykke væg hun satte sig på. Hun stak en hånd i lommen og søgte efter hendes cigaretpakke. Hun fik den hurtigt op af lommen og tændte en. Det var en dårlig vane der snart skulle brydes, men den dulmede hendes nerver. Og det var derfor hun havde så svært ved at stoppe. Hun lagde resten af pakken ned i jakkelommen, og tog endnu et sug af den hvide cigaret.

Man kunne tydeligt se røgskyen fra den giftige cigaret. Hun sad og kiggede på røgen der langsomt forsvandt med luften. Det var nu meget fascinerende at kigge på, da det formede sig i luften. Carmen tog endnu et sug af cigaretten, og prøvede at puste et hjerte med røgen fra munden; men det gik ikke så godt. Det lignede mere bare en klump. En let latter lød fra hende, da hun fandt hendes mislykkede hjerte ret så komisk. Men latteren hørte straks op; Da hun hørte trin fra lidt høje sko. Hun kiggede ned på sine fødder. Nej det kunne ikke være hende selv der larmede, for hun havde UGGS på hvilket var de mest flade sko nogensinde. Det mindede lidt om bamsestøvler, men hun elskede dem alligevel. De var lysebrune med hvidt pelslignede stof indeni. De mest fantastiske sko nogensinde. Hun kiggede op da hun synes det lød til at trinene nærmede sig. En svag rysten bredte sig, da hun lige havde tænkt på en gyselig historie, da hun var gået ind i den faldefærdige bygning. Måske var historien rigtig? Nej det kunne det ikke være. Hun vrissede af sig selv, da hun kørte sig selv op i det røde felt. Hun trak vejret dybt og vippede let med hendes tær for at prøve, at berolige sig selv en lille smule. Om det virkede? Måske en lille smule, men ikke særlig meget. Det gav bare en fornemmelse af virkelighed og tilværelse.
Carmen kiggede op endnu engang da hun hørte en stemme. GUD! Der stod en foran hende. Hun fik lige et minihjerteanfald. Et lettende støn lød fra hende, da det bare var en anden person, og ikke en motorsav massakre der ville hakke hende i småstykker. Hun stirrede intenst på personen, da hun stadig var en smule overrasket. De honningfarvet øjne studerede personen, hun ville lige være sikker på at han ikke gemte en kæmpe kniv eller sådan noget. Hun trak vejret dybt og tog mod til sig. ”Ehm.. Godaften” mumlede hun og sendte et prøvende smil. Det kunne jo meget vel være, at denne person var lige så skræmt som hende. Måske troede han også, at hun var en syg motorsavs massakre? Hvem ved? Måske var denne person også bare lidt nysgerrig og trængte til ly fra det dårlige vejr? En person i fuldstændig samme situation som hende? Hun rejste sig op, da det virkede ret så akavet, at hun sad ned på det lille stykke af væggen. ”Hvad laver du her?” spurgte hun forvirret og lagde hovedet en smule på skrå. Blot for at se denne person an. Hun bed sig selv blidt i den fyldige underlæbe og strøg et par fingre igennem det gyldne hår. Carmen havde lynet hendes jakke op, da hun havde siddet ned og pustet røg hjerter. Fordi hun så regnede med, at det ville være mindre koldt når hun skulle ud og gå i kulden.. Fordi så ville hun kunne lyne jakken og føle en bedre varme. Så man kunne se hendes beklædning inden under. Det var en hvid trøje med et lyserødt skær, et tørklæde i sort, lange cigaretjeans i sort, og en plysset trøje udover den hvide. Meget enkelt og elegant sæt tøj. Hendes jakke var lang og gik ned over hendes baller, og den havde en stor pels hætte der hang på ryggen. Den holdte hende næsten altid varm. Hun fjernede blikket fra fyren, da det ville virke underligt hvis hun blev ved med, at stå og glo som en forvirret gås.
//Det er bare iorden