Right Kind of Wrong!

Det havde været en af de dage, hvor papirarbejdet var hobet op i stedet for lavet. De stod i 3 velstrukturerede bunker, hvor der i hver bunke var hver sin farve med post-it notes. Rød for de sager, der gav den bedste betaling. Det var de sager, der var spændende at dykke ned i, og samtidig de sager, der gjorde, at Raquelle kunne sidde stille flere timer på kontoret. Gul tilhørte de sager, der var tricky. Der var flere sider af sagerne, og dermed krævede de meget arbejde. Grøn var for de nemme sager, hun ikke havde i sinde at dykke ned i. Det var simpel bordpynt.
Raquelle var anset til at være en højtrespekteret advokat, der ikke havde tabt en sag endnu. I hvert fald ikke en sag, der kunne findes i arkiverne længere. De sager syntes altid at forsvinde på mystisk vis. Heldigvis var de sager på et minimum, hvilket gjorde, at hendes kløgtige tunge havde vundet mange sager for hende. Hun var analytisk og hurtigt. Et plus for en advokat.
Af påklædning på den pågældende dag havde denne vampyrkvinde valgt en simpel, blodrød kjole, der viste hendes figur. Den satte hendes blege hud i spil, som skulle den netop vises meget frem. Læberne, Raquelle lige havde fugtet med tungen, bar en bleg rosa farve. Et fornøjet, let smil snoede sig om læberne, spåede om en større viden.
”Miss Gilligan. Tess Evans er på vej op.” Andet fik Raquelle ikke at vide af den receptionist, der sad nede i forhallen. Tess havde bestilt en tid i dag, hvilket blot styrkede Raquelles tanke om, at hun var en god advokat. Samtidig var hun ikke den nemmeste at omgås med, hvis hun selv skulle være ærlig. Der ville gå noget tid, før Tess ville stå uden for døren til kontoret, hvilket gav Raquelle mulighed for at klargøre sig selv på et møde.
Store, tunge gardiner var trukket for de vinduer, der ellers ville vise udsigten ud over byen. Deres mørke, røde farve ville kunne få de fleste til at associere til Grev Dracula. I stedet sad Raquelle på kontoret, der engang imellem kastede et blik over skulderen for at tjekke, om solen slap ind. Heldigvis var alt direkte dagslys ikke tilgængeligt, hvilket ellers ville sætte ”fut” i dagen.
Raquelle blev afbrudt med sine tanker og papirarbejdet fra den røde bunke, da en kvinde bankede på glasdøren. Lyden var hul, som ville glasdøren gå i stykker. Det havde altid forekommet Raquelle underligt, at man bankede på en glasdør. Det gav hende en lyst til at komme med en ironisk spydig kommentar, men noget afholdt hende fra det. Tess Evans, den indtrådte dæmon, havde netop meldt sin ankomst med ord. Raquelle lagde let hovedet på skrå, imens et næsten fornøjeligt legende smil snoede sig om de blege, rose læber.
”Godeftermiddag, Tess Evans” Raquelles egen stemme var lavmælt, elegant og feminin. Den snoede sig i retningen af Tess, der netop var trådt ind ad døren. Raquelle viftede med en opfordrende håndbevægelse mod stolen foran skrivebordet.
”Dæmoner plejer at være en så stolt race..” Påbegyndte Raquelle tænksomt med et blik, der syntes at glide i ironiske, filosofiske miner. ”Det er sjældent, at jeg er blevet bedt om at hjælpe en dæmon..” Atter var det en ironisk filosofi, der lå bag ordene, hvilket blot gjorde smilet større om de læber, der fornøjeligt var trukket i et legende smil. Hun så hurtigt dæmonen an. Raquelle tog hurtigt brug af sin evne, da hun ikke ønskede at havne i en kritisk situation. Hovedsageligt fokuserede hun på Tess’ evner, der kun syntes at afsløre noget med… Luft?
”Hvad kan jeg hjælpe med?” Raquelle lænede sig interesseret over skrivebordet med hænderne foldet sammen. Hovedet blev lagt afventende på skrå, hvilke fik de mørke, bølgende lokker til at danse over den højre skulder. Som regel var det problematiske problemer, væsener kom til hende med. Det var de sager, der krævede den mest snu tænkning. Kunne denne dæmon hive hende ud i lige netop sådan en sag, som Raquelle fandt allermest spændende?

Tess virkede som en yderst interessant dæmon. Dette gjorde også, at Raquelle med en afslappet mine lænede sig tilbage i den bløde kontorstol. Hun havde altid elsket møbler, der var betrukket med læder. Denne lænestol var i mørkebrunt læder, der næsten stod dystert til de mørke, røde gardiner, der tungt hang fra loftet til gulvet. Af og til sneg hun et blik om på gardinet blot for at være sikker på, at der ikke ville slippe selv den mindste smule sollys ind. Selv en enkelt stråle kunne betyde store smerter. Som ethvert andet klogt væsen var Raquelle ikke fan af smerte.
”Det glæder mig at høre, Tess.” Et finurligt smil krøllede læberne opad, da ordene blev sagt. Sætningen havde før været sagt i spøg, og samme toneleje syntes hun at ramme nu. - ”Åh, og kald mig endelig bare Raquelle! Miss Gilligan er så… formelt” Raquelle viftede lidt med hånden, som formåede hun at prøve at vifte det formelle af sig. Hun havde ikke været fan af det formelle, medmindre hun indgik i en bestemt, social omgangskreds. Som regel var hun helst på fornavn med andre. Selv klienter blev mødt med fornavn.

Raquelle lod Tess komme med sine rettigheder i forhold til at opsøge en advokat. Det var normalt, at hun stod overfor en klient, der i sidste øjeblik skulle være sikker på, at den pågældende advokat forstod. Raquelle tog rettighederne meget seriøst. Hun så det som en ubrydelig aftale. Desuden lærte hun meget om ét enkelt menneske eller væsen at kende, ved at hun netop tog sin tavshedspligt alvorligt. Desuden, hvorfor skulle hun dog også opsøge politiet med sådanne informationer? Det ville blot betyde, at hun selv skulle melde sig til politiet, for hver gang hun havde dræbt et andet væsen. Nej, det ville være dumt. I stedet for at svare på spørgsmålet, nikkede Raquelle blot sigende. Øjnene var alvorlige; Hun havde ikke i sinde at fortælle noget videre.
Et fornøjeligt smil spillede let på de blege, rosa læber. Tess mange bevægelser var ligeså irriterende, som de var interessante. Var hun nervøs? Hun lyttede spændt på denne dæmons lovovertrædelse, ja, Raquelle var næsten ivrig efter at høre, hvilket sag hun ville sidde med i hænderne. Da Tess nævnte hævn, kunne Raquelle ikke dy sig. Smilet voksede yderligere en anelse. Af ren høflighed lod hun dæmonkvinden tale ud, så Raquelle kunne se enhver mulighed og handling i sagen få sin gang. Drab. Eller, et potentielt forestående drab på et andet væsen.
”Rent juridisk, og alt efter hvor ringe et motiv du har, kan du ifølge fransk lovgivning risikere 30 års fængsel…” Raquelle smed den store, tunge bombe til en start. Dette plejede at være hendes fremgangsmåde, hvis hun skulle kunne køre sagen på egen måde. Hun måtte indrømme, at hun havde mange ufine metoder i ærmet. Som et barn af natten havde hun mange mord på samvittigheden, og ligeledes havde hun lært at skjule mange af sine spor.
”Jeg, derimod, vil kunne få skæret gevaldigt ned på den dom…” Påbegyndte Raquelle tænksomt, der var begyndt at sno en hårlok omkring sin finger. Atter lænede hun sig ind over skrivebordet med et af sine fornøjede, ivrige blikke. Advokatsager var spændende, hvis de havde et gran af spænding og risiko over sig. ”Jeg må indrømme, at jeg kender mange metoder, hvorpå du vil fremstå som handlende i forsvar. Det vil sige, at vi kan skære dommen ned på gange få år.” Raquelles stemme var alvorlig. Stadig var hun den lovlydige advokat, der kørte sager inden for lovens mange grænser. Sandt ville Tess ende med et par år, hvis Raquelle spillede sine kort rigtigt. Dog var der en anden mulighed. Knapt så lovlige muligheder, hvis Tess ville undgå det meste af sin dom.
”Men… Der er andre metoder. Knapt så lovlige metoder…” Det sidste var et fremsagt bud. Stemmen var mørk, som gemte den på mange hemmeligheder. Tess ville i sidste ende være den, der skulle bestemme fremgangsmåden. Raquelle gjorde blot det arbejde, hun fik besked på. Hun var ikke den traditionelle advokat, det måtte hun indrømme. Et bredere smil afslørede et hvidt tandsæt, hvor man lige kunne ane to sylespidse hjørnetænder…