Mission Millicent II

Millicent sad midt i sit livs puslespil.
Hun kendte ikke det samlede resultat, og vidste derfor ikke hvilke billed der ville tone frem og vise vejen.
Derfor var det hende noget besværligt at ligge de enkelte brikker, så de lå korrekt og nogle gange måtte de tages op....og forsøges ligges påny.
Det var ikke fordi hun manglede følelser for Andrija, det kunne man bestemt ikke påstå.Det var nok mere rigtigt at sige , at hun havde en enorm bunke af dem....men de lå assorteret, og ikke i de rigtige kasser.Hun var bange for at rode for meget med dem, da der altid synes herske en kamp, som de altid lagde arm, mentalt , og fordi - hvis hun gik hendes egne følelser for meget efter i sømmene, var hun nød til at forholde sig til Andrijas, og hun havde måske en fornemmelse af det var et eksplosivt emne at begyndte lege med.

Jose's stemme trak hende væk fra de mange brikker, og dæmpede den pinlige situation en smule.
Med hans hænder støttende, måske trøstende på hendes kinder, ' tvang' hans Millicents ansigt op, fik hende til at møde hans blik og gav hende et ' tag det nu bare helt roligt' smil.At han forstod hende, følte hende ...vidste hun.Naturligvis havde han ikke styr på hendes tanker eller emotionelle svingture...ikke hele tiden, men Jose havde en eller anden evne, en evne som Millicent ikke helt forstod , til at kunne følge hendes bevæggrunde og forstå hedes handlinger.
Hun følte at han ' så' hende.
Men var det ikke helt forfærdeligt? ...det var da farligt at deres kemi blev diltret sammen på en sådan måde?
Nå, men det skulle de nok udrede hen af vejen.Jose vidste besked med Andrija, og det var det de navigerede udfra....Andrija, det lille fyrtårn.

Jose tvang også hendes smil frem igen.
" Okay...men ingen levende børn på stribe,der skal spises af" sagde hun ,men det var nu ment i sjov.
Hun kunne slet ikke forstille sig at Jose ville deltage eller accepterer noget sådan.Det var bare Millicents fantasi der altid gjore sig bekymringer, og legede med worst case senario.
" ej...jeg skal nok slappe af, det bliver dejligt med lidt adspredelse" sagde hun og børstede lidt ikke eksisterende støv væk fra hans skulder.Han burde virkelig holde igen med de søde ord...det værste ved dem var, at hun var begyndt at føle en vis tilfredsstillelse ved dem, en fornemmelse af han faktisk - et eller andet sted- mente ' et eller andet. ' med dem. Igen slog det hende at de var som nat og dag...og hun kavliteterne i dem begge, Jose og Andrija.

Men ...Jose gav hende utilsigtet grund til yderliger spekulationer.
Hans tøvede...lige dér hvor Millicent spurgte om der var andet hun behøvede at vide, der tøvede han.
Ville tale..men forblev tavs.Til at begynde med.
Hvad der gav hende indtrykket af der var noget galt, er svært at trække ud af sammenhængen, det kunne være netop hans tøven, hans blik i de blå øje eller betoningen i hans stemme.Der var så meget.
Måden han kærtegnede hendes kind, men mest af alt...ordene " Ikke endnu...du må bare stole lidt på mig"
Millicent blev grebet af en meget underlig stemning.Ville noget...slemt ske...til bryllupet? Var hun en del af det arbejde Jose havde fået tildelt? Var hans relation til hende arbejdsrelateret, imens hun gik og troede den var privat?
Og hvis der af en eller anden grund skulle opstå ballade, guderne måtte vide at hun havde talent for at få himlen til at falde ned i hovedet på folk , helt uden at ville det, ville Jose så støtte hende, omgivet af venner og familie?
Hun slog blikket op..langsomt og så ind i hans øjne.Han gjore så meget for hende, Millicent måtte beslutte sig for, helt præcist hvor langt hendes tillid til Jose rakte? Han så næsten helt trist ud, da han lagde sin pande mod hendes.
Millicent rakte ud - og med armene omkring hans hals, trak hun sig ind mod ham og mumlede mod hans skjorte og hals.. " Jeg stoler på dig....altid" og efter lidt tid slap hun ham igen...og trådte et par skridt væk.
Hun kunne ikke forsille sig at Jose ville lede hende til nogen form for offer alter, men skulle hun være helt ærlig, så måtte hun tilstå at et eller andet ved hans reaktion, havde gjort hende urolig...på en helt anden måde, end hendes egne bekymringer.
Det var taget til en helt ny level.
Hun måtte stole på, at hun fik de nødvendige oplysninger, når tid var....men hvad det dog omhandlede om?
Hun havde en vild lyst til at trække på Diego, præsenterer ham for Jose, og bede ham se nærmere på Jose' tanker, men naturligvis var det kun et udtryk for hvor meget det optog Millicent.

Hans vejtrækning så ud til at formindske sig, og han blev mere rolig. Først her lag han mærke til, at han var meget spændt. Og grunden så ikke ud til at melde sig, så han lod det passere det forbi. Hans øjne, som nu var blevet trætte af at fare rundt, blev nu sat på Millicent, om hun kunne det lide det eller ej. For lidt tids siden var han glad og nu følte han et stort tab. Igen, grunden så ikke ud til at melde sig, og han så heller ikke ud til at fordybe sig i det længere. Forhængene rundt om ham, så ud til at Millicent havde trukket fra. Lidt efter lidt. Hun var tættere end han havde regnet med, så nu var der kun en ting tilbage. Og det var at skubbe det stakkels væsen væk. Men, af et godtroende fjols som ham, gjord han ikke noget. Han var som et kogt æg, klar til at blive flået i, og se sine egne indvolde i hendes mund.
Metaforisk. Alt i hans tanker var metaforisk. Andet kunne ikke siges. Og det var efterhånden ved at tage livet af ham, da det kun forvirrede ham endnu mere. Måske skulle det stoppes, og tankerne gik sikkert også igennem Millicents. Men spørgsmålet var nu bare, vil man komme til at fortryde det? Han vidste udmærket godt, at intet vil ske mellem dem, så måske var dette her bryllup invitation dårlig ide. Måske var det generelt en dårlig ide at omgås med hende? Tankerne gjord ham sure, for han vidste, at ingen af dem vil ske. Hvor hårdt de end prøvede det.
”Ingen børn” smilede han. Smilede nåede helt op til øjnene og varmede hans kinder. Han holdte sgu af hende. Vampyren, Millicent. Hvorfor skulle hun mon absolut også være betaget af denne hr. Luzar? Igen blev tankerne rystede væk, og han stod bare og smilede fjollet over hendes næste kommentar. ”Nej, nej hop du bare rundt og tro, at du skal æde børn” sagde han til hende og prak hende på panden. For første gang i hendes nærhed grinte han. Sådan rigtig. Med tårer i øjnene og røde kinder. ”Du er virkelig noget for dig selv, Mili” sagde han og tørrede tårerne af.

- Men efter et par minutter, blev alt seriøst igen. Den måde hun havde fat i ham, fik ham bare til at stå uberørt. Han så ligeud for sig, og lod hende hviske det hun nu skulle hviske. Da hun trak sig væk kiggede han intens på hende. Vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han kørte en hånd igennem håret og kiggede ned på sine sko. Bed sig på underlæben, og trak stille blikket over til Millicent. Han fnøs og så ned igen. ”Du vil virkelig leve livet farligt, Milicent” sagde han og endnu engang så han imod hende. Denne her gang med seriøst blik. ”Hvis jeg sagde du skulle holde dig væk fra mig, hvad vil du så gør?”

Hun havde ret.
Hendes intuition havde ikke fejlet.Et eller andet var under optakt, hun havde bare ikke den fjerneste ide om hvad det var- og det gjorde blot at hele situationen virkede mere anspændt.
Selv Jose ...han der plejede at virke så let, så ubekymret...så...casual, så nu ud til også at være tynget , også at mærke byrden af...ja, af hvad?
Millicent spidsede læberne og lavede en trutmund.Hvorfor skulle hun have sådan en skod evne? Hvorfor kunne hun ikke læse folks tanker? Det ville have været...vidunderligt.Ihvert fald lige nu...med Jose.
Helt ærligt ...at kortslutte en elpisker eller en toastmaster, det var sku da ikke videre imponerende...ofte var det enda ved et uheld.Hun ville jo blive månedens kunde eller noget i den dur, for selv om hun hverken havde købt ny toaster eller elpisker, havde hun efterhånden købt hele fire mikroovne, inden for en måned.Hun brugte dem til at lune donorblodet.Men hun skulle måske overveje at handle et andet sted, da de var begyndt at kigge lidt underligt til hendes side, da hun var nede efter den fjere ovn.Den eneste gang hendes evne havde vist sig anvendelig, var da Andrija satte hende til at stjæle sin egen forlovelses ring, men det gad hun slet ikke tænke på nu.Overhovedet.
"Ingen børn? ...så er det vel nu jeg burde blive skuffet?jeg mener ...vild og bidsk vampyr og al det" lo hun og rystede på hovedet.Hun så lidt morskab var vendt tilbage i Jose' øjne og hun spillede med på fjollerierne.
" okay...så vil jeg glæde mig til en lille snack" lo Millicent igen, og slog sine hændersammen, og gned dem mod hinanden, i et halv kikset forsøg på at se både ond og skrupelløs ud.
Dejligt...det var dejligt at høre ham le, befriende.Hun løftede en hånd og strøg også lidt tåre væk, da hans øjne løb i vand.
Hun kunne mærke ømheden overfor ham, strømme gennem hende, og den var lun og god.

— Jo..hun stolede på ham.Første gang hun så ham, havde han kunne behandle hende helt anderledes...hånligt,afvisende og med afsky, som hun stod der...midt i et måltide.
Men det havde han ikke gjort,Tværtom.Han havde ikke set udyret ...bæstet i hende...men noget andet.
Hendes øjne måske? De sendte helt andre signaler , hvis man fokuserede på dem...end hvis man kun rettede krudtet mod de skarpe tænder.En slags ' good vs.evil'

Efter hendes impulsive handling, hendes trang til at vise ham hun ville stole på ham, any given time..havde han fået et mere intenst blik...lidt mere...skarpt? Millicent blev en smule 'fåret' i sit udtryk, var hun gået over en grænse...for langt?
Det havde kun været et kram, det var ikke meningen at alle andre strømninger fra hende skulle projekteres over i Jose, så var det sket ved et uheld.Øjenbrynene indikerede at hun ikke helt forstod, da de blev løftet i et spørgende udtryk..Millicent fulgte hans hånds tur igennem det mørke hår, og hans lille spekulerende bid i læben.
Okay...noget var way off.Han grublede tydeligvis over noget hun ikke havde opfanget, noget hun ikke havde viden om og måske var det også noget der ikke ragede hende spor.Men Jose gjorde.Ragede hende.
Han fnøs? "N-nej..det er da ikke et mål ...farligt? Der er intet .,,farligt i mit liv" kom det tøvende fra hende.
Det mente hun da ikke selv.Andrija var mange ting, men farlig...ikke overfor hende.Diego...han gøede bare, hun troede ikke han for alvor ville skade hende— og udover det arbejdede hun jo kun.
Tanken lå slet ikke på Jose.
Et spørgsmål lå parat...klar til at give ham, men han slog hende på målstregen der.* holde mig væk...hvad ville jeg så gøre? - klæde mig ud som Darth Vader til brylluppet?* lød en hurtig sarkasmefyldt tanke,
Men hendes hjerte trak sig sammen, som efter et stød, og hun op på ham.
Hvad fablede han om? Hvorfor skulle hun dog holde sig fra ham? Det ramte hende hårdt at se hvor alvorlig han var. Forstod han ikke at hun...følte sig knyttet til ham, at han var det eneste ' rene og fornuftige' hun havde i sit liv.Faktisk var han den eneste der så hende, og forstod hende, bare lidt.
Alle andre mente hendes hoved var skruet forkert på, og der var noget seriøst galt med hende.Alle andre ønskede at lave hende om, modellere hende til noget andet- men ikke ham.
Kun een ting ville holde hende væk..."Jose...du bekymrer mig...hvorfor skulle jeg dog det?"
Hun forsøgte aflæse hans ansigt, men det hele virkede bare så...intenst...hele stemningen.
Hun måtte hellere give manden et tydeligt svar " NEJ, jeg ville ikke holde mig væk, og bare så du ved det, så har jeg det meget svært med at adlyde og følge ordre" pustede killingen sig op....og sluttede så af, lidt mere fredeligt..." Hvis du var i fare på grund af mig...hvis jeg udgjore en risiko for dig og ville skade dig, så kunne jeg trække mig- måske- afhænig af hvad jeg kunne stille op med den trussel"
Hun løftede to fingre op, og gned lidt på et øjenbryn..."Jose...please...et eller andet er ...der er noget...galt, jeg kan mærke det.Vil du ikke godt...snakke...lidt...bare få det ud, fortæl mig hvad der sker"

Øjnene havde betragtet hende, som var det, det eneste de så. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, så han gav bare et skævt smil fra sig. Han vidste ikke om svaret havde gjort ham trist eller glad. Men en ting var sikkert.. han havde forventet noget andet. På den helt ærlige side, så gav al det her ikke mening. Han var ikke bange for at indrømme, at følelser havde udviklet sig for kvinden, og det var desværre noget han var nødt til at slå ihjel, inden det voksede og det ikke var til at standse. Men glad, det var han skam ikke. Han vidste bare, hvis han standsede det her, så vil der ske en kæmpe fortrydelse og han vil aldrig kunne tilgive sig selv. Men så på den anden side, hvorfor blive ødelagt inden i? Blive ødelagt af en, som allerede havde en anden i tankerne? Var det mon det værd? Altså Millicent var trods alt ikke en Asma.
Han skyndte sig at ryste tanken væk. Asma var væk, hun var ikke her mere, så hende skulle han vidst hverken tænke, eller nævne. Men det her mindede om det forhold han havde med hende. Den eneste forskel var, at Millicent havde en i bagtankerne en derhjemme. Det gjord det hele mere forståeligt, trist, men forståeligt. Mens Asma på den anden side, ikke havde en i bagtankerne.. eller havde hun?
”M..Millicent. Det var ikke meningen du skulle se mig sådan, men ser du, jeg har desværre fået følelser for dig. Siden den dag jeg bød dig på mit blod og du ikke tog imod det” han sukkede og tog sig til hovedet. ”Jeg ved godt Andrija og al det, men jeg kan simpelthen ikke få dem fjernet” han satte sig hånd ned og kiggede fraværne på hende. ”Desværre, Millicent. Undskyld, men har været udsat for det her en gang, og jeg kan seriøst ikke risikere det igen.. jeg er forfanden forelsket i dig”

Millicent var ikke andet end en pige fyldt med ridser og små sår, i sind og sjæl.
Hun var ikke en perfekt diva eller en fejfri famme fatale.Hun var ordinær...og spækket med fejl .Hun kiksede den ene gang efter den anden i at gøre noget korrekt.Og hun var bestemt ikke en man burde kaste en kærlighed på.Ikke længere.Hun ville altid forblive...vampyr...fyldt med blodstænk på samvittigheden.
Hun kunne drukne i hans øjne og hans smil , men som altid svømmede hun langs kanten, hvor strøm og huller i sandbunden ikke var truende for hende.Hun blev hvor der var sikkert.Svømme godt kunne hun nemlig heller ikke.

Hans ord jog gennem hende, forskrækkede hende og slyngede hende ud på det dybe og oprørte vand.Med et hug.
Pis.
Hun kunne ikke bære at se at han ikke var ...glad.
"Jose" hendes stemme svøbte ham ind -nænsomt og blidt.
"Det går over...det gør det altid" hviskede hun og gled ned ved siden af ham.
Hun havde såret ham, med al hendes snak om Andrija.Hun kunne fortryde....men hvorfor? Hun ville ikke lyve eller føre ham bag lyset.Forholdet med Andrija var som et narkotika.Usundt måske, men hun var afhænig.En dag ville hun fortælle Jose om hvor underlige tråde der vævede hende sammen med Andrija, men lige nu betød det mindre.
Det hun så var, at hun intet godt gjorde for Jose, intet ...udover at tilføre ham...elendighed...så det ud til.

Hun dumpede ned ved siden af ham og tog hans hånd i sin ene, imens hun strøg over hans håndryg med den anden.
Det var her det blev afgørende for hende.Hun måtte sætte ham først , over sine egne egoistiske behov.
Faktisk var hun rystet.Det var på ingen måde det svar hun havde fisket efter eller forventet at få.
Hun ...fornemmede...bare noget, og troede jo det hele var relateret til Jose' job.Hun var næsten blevet i tvivl om nogen mon havde sendt ham for at...gøre hende fortræd? Hendes skaber ,måske?wow...der var hun godt nok på afveje.Hun ville have ønsket hun havde ret.Hun tog gerne smerten fra ham, selv- hvis det var muligt.

Hun kunne mærke sine tåre presse sig på, men hun kæmpede ,hårdt, for de skulle blive inden for.Hun følte sig helt elendig , den sidste hun ønskede skulle havde det dårligt grundet hende var Jose.Han var den der rettede hendes krøllede tanker ud...han var det sunde og det normale i hendes liv, sådan så hun ham.

"Jose....hør nu her.....det forsvinder igen, jeg lover det. Og....jeg fritager dig for alle de forpligtigelser , du måske føler du har...du behøver ikke se mig igen, heller ikke til bryllupet" hun vrøvlede , kunne ikke se ham i øjnene og hendes stemme var sløret af følelser , som var også hendes tanker.
Han havde på ingen måde nogen forpligtigelser over for hende, men han skulle vide at hun aldrig nogen sinde ville bebrejde ham, eller sige et fælt ord , hvis han forlod hende nu, og aldrig mere kom tilbage.
Millicent så lidt på hans hånd, og slap den så med en dyb vejrtrækning.
Det var meget forkert og meget egoistisk at ville beholde ham.Hun kunne ikke gøre rede for hvorfor Jose havde dén hér effekt på hende, men fra starten af havde det bare virket...anderledes.
Det bedste hun kunne gøre for ham, var at gå....at forsvinde ud af hans liv og lade ham gøre en dejlig kvinde lykkelig.Forelsket ? nej , det kunne han umuligt være.Andrija var det sku ikke engang.Hun var mægtig forvirret lige nu.

Hun blinkede et par gange, tårene pressede i den grad på nu, snart ville der komme en eller anden reaktion fra hende. Millicent lagde sin hånd til hans kind.
" Jose...du kan lide mig..men du er ikke forelsket....hvis du ikke ser mig, går det hurtigt over igen" hun lød ynkelig...og dum, i sit forsøg på at lappe lidt sammen på det hele.
Millicent anede jo ikke hvad hun skulle sige og egenlig heller ikke hvad hun burde gøre.Hun ønskede kun een ting, at Jose var glad og lige nu virkede det ikke sådan." Du er nød til at hjælpe mig her...skal jeg gå? Vil du tale eller have fred?" Årh du gode....for hver gang hun åbnede munden, kunne hun slå sig selv...så nu tav hun , og så bare en smule fortabt på ham.Jose.

Han havde lagt mærke til det forskrækket udtryk og han måtte indrømme at han havde overrasket sig selv. Fortrydelsen var ikke kun stor men enorm. Han tog sig på hovedet og sukkede højlydt. Hvor var han dog sindsforvirret. Her skulle han være en cool type også fucker han det hele op med sine latterlige kærlighedserklæringer. Han elskede hende, men det kunne ligeså godt betyde, at han havde fundet en rigtig god veninde. En som han ville være sammen. Måske snakkede hans engle-jeg for hurtigt? Han begyndte at tvivle, da Millicent gled ned ved siden af ham. Han så ned på deres hænder og smilede skævt. Tankerne farerede rundt og han vidste ikke hvor det skulle ende. Hans blå øjne så inde i hendes og det eneste han kunne gøre lige nu var at nikke og give hende ret. Hvor det lignede ham at finde kvinde, som allerede havde det svært i forvejen. Han smilede af sin tanke og så væk fra Millicent. Det var åbenbart blevet til hans ’ting’.

Da hun begyndte at snakke om forpligtelser og brylluppet så ha på hende. Hun så ikke på ham og det fik ham til at gruble. Hvorfor sagde hun sådan noget meningsløst? Da hun slap hans hånd kiggede han ned på den, som om hun havde lavet et mærke i den. Men sandheden var, at hun havde lavet et mærke et andet sted. Et sted, som var svært at tilgive hende for. Men han lod det ligge.

”Millicent?” sagde han og da hun igen snakkede, sagde han hendes navn:
”Millicent. Millicent!” Han tog fat om hendes kæbe, med en meget blid bevægelse og lod hende se ham inde i øjnene. Han havde et smil på og hans øjne var blanke. En af ulemperne ved at være en engel. Hvis han kunne mærke sorg hos den ene, så vil hans øjne automatisk læbe i vand. Han mærkede hendes forvirret lille væsen. Han mærkede hvordan hun ville kæmp og vil have to ting på en gang. Men hun kunne ikke få to ting. Så hun var nødt til at vælge ham der hele tiden havde været der for hende. Jose grinede mens tårerne gled ned af hans kinder.
Han trak hende ind til sig og vingerne bag hans ryg skød ud. ”Det okay. Jeg forstår dig, Millicent. Jeg forstår dig” gentog han. Om og om igen.
Efter et par minutter hvor han havde holdt om Millicent vendte han tilbage til sit gamle jeg. Han trak sig væk fra hende og rejste sig op. Han lod en hånd dingle ned til hende, så han kunne hjælpe hende med at få hende op. ”Kom lad os gå ud. Jeg skal vise dig en flot udsigt”

Hun var som en lille hvid kanin, spæk stoppet med duracel og Millicent kørte ufortrødent derud af med al hendes snak.Snakken havde dens ord rettet som skyts mod Jose, kun med det formål at gøre det hele lettere for ham.
Først reagerede hun ikke på hendes navn, først anden ...eller var det tredje gang hvor Jose greb fat i hende og nænsomt fik hende til at fokuserer, og dermed slukkede for vandhanen der fossede med ord, fik hun kigget på ham.
Han havde den her aura af noget lyst og godt, og selv når hans følelser var sat på prøve og han også blev udfordret, så han mild ud , med smil og blanke øjne.Blanke øjne.Bare hun kunne fjerne de små skår der sad i ham og stak, hvis bare hun havde en pincet der kunne klare den slags .Men de var desværre endnu ikke opfundet, ikke hvad hun var bekendt med.
Hun løftede en hånd op og tørrde hans kind, imens hun selv hikstede lidt.Hun fandt sig i favn og krøb sammen derinde.
Hun blev givet et øjeblik til at lade snøfteriet fortage sig i.Han rakte hende en mulighed for at kunne sunde sig og skrabe lidt værdighed sammen igen.Jose lod hende sidde og suge til sig, af hans rolighed og tro på det hele nok skulle gå.
Sådan virkede det.Det bildte hun sig selv ind.Andre svar var for voldsomme at skulle se efter i sømmene lige her og nu.
Hun havde armene omkring ham, og det havde gippet i hele hendes krop da hans vinger brusede frem.Det var så få gange hun havde oplevet det, så hun kunne ikke modstå at strække hendes hals, så kun kunne få et godt kig på dem.
De var jo pragtfulde.Millicent holdte forsigtigt om ham, for ikke at komme til at ramme hvor vingerne havde deres udspring.Hun lænede sig forover og borde uden at tænke nærmere over det, tippen af sin næse ned mod Jose's skulder, og lod hans ord lægge sig trøstende omkring hende , som et ulden tæppe, der efter lidt tid indgød til ro.

Et minut eller fem...hun havde mistet tidsfornemmelsen.Man kunne sikkert bilde hende hvad som helst ind lige nu, men istedet responderede hun promte med lige at rette lidt uglet hår og tøj, og sømme sig selv lidt fast i liningen igen.
Inden hun tog hans hånd, for at komme på benene, fik hun mumlet et tak.
Hun ville gerne ud i den friske luft, måske den kunne puste denne følelsesladet og lidt ...næsten triste...stemning lidt på afveje.Hun havde intet imod følelser, men tristhed var hun ikke god til og i sær hvis hun var den direkte årsag .
Hvordan det var endt med at Millicent var den der sad og blev trøstet? Det var jo endnu en fail! Hun havde jo været igang med at skulle gøre ham glad, ik.
Og så var det endt ...spejlvendt.
"forhelvede...ja...lad os komme lidt ud herfra, der må være noget i de blomster dufte" prøvede hun at lette stemningen med en joke der var død inden den blev født.
" Jeg er ked af det her.Jeg tager fuld ansvar for det hele, og skal jeg gøre noget , et eller andet så siger du bare til."
Millicent klappede på hans arm, som var han et barn der fik tildelt opmuntring.Hun vidste ikke helt hvad det skulle være eller hvad hun skulle tage ansvar for , men den bedste måde at få dumme følelser væk på, var jo handling! Jose skulle sikkert bare lige mærke ordenligt efter.Måske skulle hun gå på jagt efter en dejlig pige til ham? der gik rygter om et bal.
Kunne hun nå at finde en der måske kunne tænkes at følge med ham? h is hun kunne få ham overtalt? og omkring den anden invitation, der tænkte Millicent at nu lå bolden hos ham, om han stadig ville have hende med til hans søsters bryllup, eller om det ville blive for ....underligt?

Han grinede af hendes ord. Han tog deres jakker og nikkede til en mand, som lige pludselig stod der. Den friske vinterluft fyldte hans lunger på en behagelig måde. Han var ikke den store fan af kulde, men han kunne mærke at i aften ikke vil blive noget problem. Han rakte Millicent sin jakke, da de var et stykke væk. ”Millicent. Lad nu være” sagde han træt og vente sig imod hende. Han tog sin jakke på og smilede mildt til hende. Det var jo ikke fordi, at han vil gå hjem og drikke sig fuld vel..? Måske havde hun ret. Han var måske lidt for hurtigt til at dømme sine følelser. Men hvad kunne man forvente af en engel egentlig? ”Men for Guds skyld lad os glemme det jeg har sagt. Okay? No hard feelings!” smilede han stort og to store hvide vinger kom til syne. Det var som en stærk vind tog fat da de blev spredt ud bag ham. ”Nu skal jeg vise dig noget virkelig smukt, Mil” sagde han og han følte sig mere lettet nu. Gladere. Men hvis Millicent troede at hemmelighederne var ryddet så kunne hun skam tro om igen. Hemmelighederne var ikke engang begyndt endnu. Der var så meget hun skulle vide og så meget hun ikke skulle. Men han fornemmede, at hun kom til at vide det hurtigere end han regnede med.

Han tog fat i hende, om hun nåede at tage jakke på eller ej tænkede han ikke yderligere på. Han vil løfte dem begge højt oppe som var de på vej imod himlen. Han satte hende af ved en af de største bygninger. Han satte sig ved kanten og klappede pladsen ved siden af ham. Som tegn til at hun skulle sætte sig. ”Mit ynglingsted” sagde han og smilede, mens han så ud over taget. Man kunne se meget derfra hvor de var. Ikke alt, men stadigvæk meget. ”Hvem tager du så med til ballet?” spurgte han, da han regenede med at hun havde siddet til ham. Hvis ikke så spurgte han hende efter hun havde sat sig ned.

Distræt fulgte hun Jose, og optaget i egne tanker fik hun sin jakke overdraget.
Hurtigt kom hun i den, den var trods alt så stor at den kunne huse en mindre flygtninge familie, så den smuttede nærmest ned om hende med det samme.
" ja ja...jeg stopper.....se...slut...det er væk " viftede hun afværgende med en hånd og smilede til ham.
Der var ingen grund til at vade mere rundt i det.Jose tog fejl af hans følelser, og det skulle han tids nok indse.
Og når det forholdte sig sådan , så behøvede hun vel ikke at trække sig væk fra ham? Eller...?
Nej....han havde ret, hun måtte lade det hvile, for nu.
"No hard feelings! ....,kan slet ikke huske hvad vi talte om, dine dårlige kokkeevner måske?" Begyndte hun at joke, da den intense stemning, endelig synes at evaporerer fra dem igen.

"hey hvad..." Lød fra hendes læber og hendes arme klyngede sig once more til Jose.
Denne gang var det bare af helt andre årsager.De store hvide vinger var ude i fri dressur, og han lettede med dem.
Millicent ville sikkert have forsøgt snakke ham fra det, måske ....men sagen var at det var pragtfuldt at flyve med ham, sålænge hun fik lov at lege pandaunge der klinede sig til ham, for ikke at blive tabt i farten.
Endestationen var på toppen af et højhus og Millicent slap ham langsomt, efter endt tur.
Hun glattede lidt ud på sit tøj, alt imens hun så sig lidt omkring....spejdede ud over tavet...ud på byen og dens lys.
Her oppe fra lignede den ellers så hårde by ren magi..,et smukt og bjergtagende sted,hvor alle drømme kunne indfries,
"Wow...,her er smukt.Så det er her du kommer når tankerne skal falde i hak?" Spurgte hun og gik langsomt over og satte sig ned ved hans side, som han ønskede,
Hun vendte sig, så hun sad lidt skråt....så han havde altså hørt om ballet?
Ja....han ramte et lidt ømt punkt der, men hun svarede nu hans spørgsmål uden at lyve.
" Faktisk....ved jeg ikke om jeg tager med.Andrija kunne ikke tage mig....så jeg udfærdigede en skriftelig accept og takkede ja.Men så fortrød jeg igen....og trak den tilbage." Millicent smilede , men trak på skuldrene.
Andrija mente hun skulle gå afsted på egen hånd og....lære byen at kende....men indtil nu havde hun ikke helt haft lysten til det.Hvis alle andre kom i par, ville man let blive overflødig.
"Så ...jeg har stadig ikke helt besluttet mig" lo hun let.
Hun vidste fra Desire Noir , fra al sladderen at mange ville deltage, og at der ville være presse.
Men en kostumie kunne vel ikke forventes at deltage, det var mere designere og modeller.....dem ville Watson sikkert gerne se afsted.
"Skal du med?" Spurgte hun nysgerrigt, måske han allerede have en sød date lignet op, så var hendes arbejde allerede gjort.

”Det kan du bande på” mumlede han og så på hende. Øjnene bevægede sig fra op og ned. Han smilede kort og så væk. Imod alt. Samtalen var glemt. Kysset var glemt. Alt var glemt. Hun havde sørme ret. Det var noget han bildte sig ind. Det passede ikke. Han var for hurtig. Men han havde da reddet sin egen røv, havde han ikke? På en eller måde, så fik han alligevel ikke snakket om sig selv. Og han indså da også, at sådan skulle det blive. – Han lænede sig tilbage og hænderne støttede ham. Han nikkede, da hun besvarede hans spørgsmål. Egentlig kom det ham jo ikke ved, men alligevel var han nysgerrig hvis dæmonen havde sagt ja til det. Hans blå øjne kiggede på vampyrens dådyr øjne og han smilede blot et kort smil. ”Well. Sådan er livet nu engang” kunne han kun sige. Hans øjne nød hendes udseende, men han mærkede dog forandringen. Bare imellem dem. Hun var hans veninde. Hun var hans .. veninde, ja. Han små lo stille og skubbede venskabeligt til hende. ”Du skal nok få ham overtalt. Jeg kender ham ikke, men med de øjne der.. så klarer du” han så væk fra hende og kiggede ud imod byen. Det var så befriende at være heroppe. Han foretrak det dog alene, men Millicent’s selskab var også noget smukt. ”Øh..” sagde han og pustede ud. Han så smilende på hende og blinkede med det ene øje. ”Jeg skal naturligvis med. Ingen bal uden Jose” grinede han og rettede sig op, så han sad i skrædderstilling. ”Hendes navn er Aino. Den mest uopdragende kvinde med charme. Hun skulle vidst kende Andrija” han løftede sine øjenbryn op på en meget vellykket måde. ”Hun er seriøst overalt” han sukkede og rullede med øjnene. Kort tid efter nikkede han til hende. ”Kender du hende?”


Han havde for alt i verden løst til at flyve væk. Være for sig selv. Han havde så meget hovedpine, at det også gjord ondt i hjertet. Alle forventede noget af ham som han ikke kunne lave. Han forventede noget af sig selv, som var umuligt. Han var så småt ved at tro, at engle livet ikke var så let. Det gjord ondt. Så meget ondt. - Men hvad kunne han sige? .. Jeg er ligeglad, tænkte han.

Hun mærkede roen indfinde sig...helt fra inderst til yderst.
Stedet her var som skabt til at lade sine tanker vandre, løbe trætte og til sidst finde ro og hvile.
Jose....hun kunne...og burde ikke forsøge beskrive hvordan hun havde det med ham, for ingen ville gavne...ingen ville vinde af det, tværtom.Så hun undlod.
Hun smilede svagt over hans påstand om hun nok skulle få overtalt Andrija.
Det var jo den søde og venlige ting at sige, og måske også den søde og venlige ting en kæreste burde gøre...tage sin dame med til det bal alle hviskede om i krogen.Men hun kendte ham....kendte Andrija, han var mange ting, men typen der nød et bal var han dog ikke.Havde de kunne tage et kig ud i fremtiden, ville de kunne se...Millicent, slendrer rundt - alene til bal...men det talent havde ingen af dem dog udviklet, thank god....hvem ville også ønske at kende fremtiden?

"Jeg tror nu ikke mine øjne vil hjælpe.....jeg havde dem også ' på' sidste jeg spurgte ham" forsøgte hun at være lidt morsom og opmuntrende.Hun kunne ikke hjælpe at føle at hun havde tabt Jose her...lidt...og jo, det var hun ked af.
Men...Millicent var hverken selvoptaget eller navlepillende, og egenlig ønskede hun bare Jose glad og lykkelig, så nemt var det.I teorien.

" Arh...intet bal uden dig, din selvtillid er empire state buildning tårn høj Mr. " drillede hun , og blev meget nysgerrig , da han oplyste at have en date.
" Oh...og her troede jeg at jeg skulle finde dig en darling" smilede hun varmt..." Det lyder dejligt.men hva...er hun uopdragen? Nej, ved du nu hvad....hun er vel bare selvstændig tænkende, så ender man nemt op med det stempel i panden" Millicent grinede.
Jose fortjente en der kunne holde ham lidt til ilden, og en der var sød og kærlig.
Læberne gled let fra hinanden, da Jose nævnte at hun kendte Andrija.Først så hun forvirret ud...hvordan kendte?
Hun rystede på hovedet.."Nej...Aino siger du? Hmm....Aino...nej.Hende har han aldrig nævnt, det må være noget meget perifært, han kender jo en del fra Salles....bartender du ved" .
Hun spidsede læberne, og hendes tanker gled lidt væk.
Faktisk talte Andrija ikke meget om personerne han måtte have i sit liv.Hendes gæt var at Andrija havde haft mange med overfladiske bekendtskaber i sit liv, og at han betragtede dem som fortid ...nu.
Men hun kunne jo ikke være sikker.En underlig følelse havde bidt sig fast i hende.Det var da alligevel pudsigt at Jose skulle til bal med en der kendte Andrija- og imens hun kæmpede med at ignorerer den underlige følelse, forsatte hun snakken med Jose.
"Du må hilse den udkårende mange gange, og sige at hun skal passe godt på dig"
Millicent kom i tanker om at en del folk havde til vane at blande arbejde og fornøjelse, nogle gange kunne de ikke engang adskilles helt. "Nå må jeg så høre om den udvalgte....hvor kender du hende fra?" Spurgte hun interesseret, med en blid tone.Der var al for lidt kærlighed i verdenen...og al for meget....andet.

// out- efter aftale .....salgsdatoen er vist overskredet XD

::: samler emner ind

// collecting history //