dæmon redder skønjomfru - enua (privat)

Tid: sen aften
vejr: sne
omgivelser: Forskellige racer
sted: skoven

Ren sad op af e træ. han sad og holdt øje med de andre racer, da han ville beskytte hvis der nu skulle ske noget. han ville ikke have at nogen kom til skade. Han skjulte sin egen race, da han helst holdt sin race for sig selv, da han kun ville fortælle dem der kom ham nær, hvad han var. ellers lod han folk tro han var et menneske. Mest fordi han arbejdede som host, eller det havde han gjort, til han sagde op, fordi han blev så træt af det. Han ville hellere have sig en uddannelse

lidt fra ham. Inden i den dybeste del af skoven kunne man høre skinger skrig der var, halvdæmone Enua som skreg da nogen fuldblods dæmoner havde kaste sig over hende. Og havde give hende flere lange rifter og flænger på ryggen og på, bene i mens hun klynke sparke de hende i maven og i bryste. Så slemt at hun knap nok kunne får luft

Ren hørte det og løb der hen og krassede dem og slog dem. Han hev hende bag sig og knurrede af dem. en krassede ham langs brystkassen, så han begyndte at bløde. Men han var ligeglad, ingen skulle skade den skønjomfru, mens han var i nærheden. "FORSVIND MED JER!" sagde han rasende til den, og de løb da også efter noget tid. han lagde hånden på sit blødende sår og så p hende. han kørte hånden over hendes sår og healede dem. "Er De okay skønjomfru" sagde han, da han healede alle hendes sår. Han glemte bare sit eget

" ååh det gå beder. Men hvad med dem Sir i er såre også " sagde Enua svaget, hun var meget træt og svækket efter det som lige var sket hun begyndte at falde hen. Hun var træt og havde det ikke for godt hendes krop var øm, tung og træt

Jeg klare mig, Hvem var de idioter der angreb dig" sagde han og healede sit eget sår. "Hvor er jeg dum, glemte at præssentere mig, mit navn er Ren Inuyasha Rose, men alle kalder mig Ren, Hvad er dit navn skønjomfru" sagde han og tog hendes hånd og kyssede den høfligt. Han ville hellere være en gentelmand end en host, som han jo havde været før.

" jeg hedder Enua. Og er nature læger " sadge hun. Og forsøget at sætte sig op men kunne ikke, for hendes krop måtte ikke anstrænge sig lige nu ellers. Ville hun ødelægge noget i sig selv vis hun prøve på det

"Kom med her hen, så kan Du hvile dig, og komme til krafterne" sagde han venligt og førte hende med hen til et træ, hvor han satte hende. han tog noget frugt fra den taske han havde til at stå, og rakte hende det. "Spis lidt frøken Enua, så kommer du til krafterne igen" sagde han blidt, og satte sig. han lagde håtet bag det ene øre

" mange tak. Men er ikke sulten " sagde Enua selv om hun ikke havde spist i noget tid, fordi hun faste en gang om månede og om får timer var hendes faste over. Men hvor hendes mave rummel af sulte kunne hun ikke tag i mod mmaden fra ham,

Han lagde maden i tasken igen. "Du tager bare noget når du bliver sulten," sagde han blidt og tog en bog frem, men smed den langt fra sig og sukkede og så ned. han trak sine ben til sig og smed alle bøgerne langt fra sig. Han lagde sig ned og sså op mod himlen. "Man jeg hader mit liv" sukkede han og lukkede kort sine øjne, i forsøg på at glemme

Enua rejste sig. Og hent alle bøgern og så på dem " hvorfor smider de dog de gode bøger væk, jeg elsker at lære sådan bøger ååh de kan måske slet ikke læse kan de Sir " sagde Enua og så ned. Hun følde sig dum at sige sådan noget, vis han havde kunne læse ville han ikke smide de rigtig gode bøger fra sig.

ren sukkede. "Jeg kan hverken læse eller skrive, så jeg har ingen uddannelse at kunne tage mig til, jeg må vel blive en host igen, selvom jeg hader det job, jeg ville hellere være læge, men når man ikke kan læse og skrive, så kan man ikke få sig en uddannelse" sagde han trist og satte sig op. "JEg..har aldrig lært det, mistede alt da jeg var barn, så har klaret mig selv siden" sagde han

" det er jeg ked af. Men måske keg jag hjælpe dem med at lære at læse og skrive vis de syndes at, de vil prøve vil jeg forsøget at lære dem at læse og skrive sir " sagde Enua. og så på bøgeren og viste med det samme af de her bøger var, alt forsvære som en nybegynder og at hun måtte får fat på nogen meget letter bøget til ham.

vil du virkelig det, men det er jo svært, når jeg aldrig har lært det, men jeg vil rigtig gerne lære, så kan jeg måske en dag blive læge og hjælpe folk, og måske få mig et hjem" sagde han venligt og smilede. "Men hvorfor vil du gerne undervise mig, jeg vil gerne gøre noget igen" sagde han venligt. for han ville ikke bare tage imod, han ville også gengælde hendes tjeneeste

" det skal du ikke. Det er min opgave at hjælpe ander og give dem en chanse fora t få et beder live, sådan som jeg fik et chanse mere den gang jeg næsten blive. Dræbet af en vanddæmon jeg som er halv hundendæmon og halv menneske, er jeg ikke så glad for vand " sagde Enua

jeg skader kun for at forsvare, jeg vil aldrig skade for at skade" sagde han blidt, selvom hans sorte hår faldt ned i hoved på ham. Han hørte hånden igennem sit hår, og lagde det bag øret. "Jeg må heller finde et sted at sove...selvom jeg intet hjem har" sagde han og lagde hånden for munden og gabte. Han var udkørt, men han var også ligeglad med sig selv

" du er velkomme. Til at sover i mit telt i nat vis der kan hjælpe lidt det er ikke så storet, men der burte være plads nok til os begge 2 der inde bare i nat " sagde Enua. Og rejste sig men sank i knæ hendes krop var stadig væk meget øm,

Han løftede hende op i sine muskuløse arme. "Jeg bære dig, du skal bare sige til når vi er der" sagde han og tog tasken op på sin skulder. Han ville ikke have at hun kom mere til, der var noget over hende, som der gjorde ham glad. hvad det var, vidste ren ikke endnu. Han tænkte på sit mellemnavn inuyasha, som han havde over en ulve dæmon som han havde som modermærke på sin hofte. Han havde bare aldrig vist det til nogen

" det over ved søen. Ligger mit telt det kan vi sover i nat og i morgen begyndte vi på at, læse og skriv men jeg skal nok finde nogen letter bøger til dig. De ander er altid forsvære for dig lige her i starten " sagde Enua og smielde, noget ved Ren gjorde Enua tryg og glad

ren begyndte at løbe og sprang over søen. men kom til skade, han vred om da han landede. han satte hende ned, og tog sig til anklen. "JEg burde vist have regnet på hvor langt jeg skulle springe.." sagde han. "Skønjomfru.. er de sikker på jeg må sove her, De er jo bange for dæmoner" sagde han venligt og satte sig, med sin ankel ned i søen. Det sveg rigtig meget

" det er okay. Du reddet mit live og det mindste jeg kan gøre at lade dig sover hos mig i nat " sagde Enua og så på hans ankel og lag en forbening omkring. Med nogen smerte lindern urte hun havde funde i søen

JEg vil da til hver en tid redde dig og beskytte, hvis jeg altså må for dig" sagde han og smilede. Han så på forbindingen, og sukkede. "Nogen gange ville jeg heller være død, for så skulle jeg ikke pines med at være arbejdsløs, og være uden uddannelse" sagde han og lagde sig ned og så på hende. han syntes hun var rigtig smuk, men han turde dog ikke sige det, for hvad nu hvis hun blev fornærmet

" du er altid velkomme. Til at redde mig vis du vil og nu mår vi helle komme ind det ser ud til, at blæse op til storm i nat " sagde Enua og trak ham ind i telte og lag et lysskjold. Over telet så storm ikke tog det og gjorde dem syge i løbe af natten,

Han forstærkede det, og gabte. Han var træt, men han lagde sig ned for at sove. Men han frøs også. Dog ville han ikke sige det til hende, for hun skulle ikke bekymre sig om ham. Han lukkede sine øjne, og brugte sin jakke som dyne, selvom jakken faktisk ikke var særlig tyk. han krøb helt sammen under sin jakke, men han kunne ikke sove, for så meget frøs han

Enua kunne se at han frøs. Og fandt et varmt tæppe frem og lag det over ham i mens satte hun sig ned, og miditer stille hendes sind var meget skrøbelig vis hun. Midste flere hun holde af ville hun gå ned af chok

ren drejede sig og kom til at ligge med hoved ind imod hende. Han åbnede sine øjne og så på hende. Han satte sig op og lagde en hånd på hendes pande. han kunne fornemme noget var galt, og det kunne han ikke særlig meget lide. han vidste han sikkert ville skramme hende, men han tog hende ind i sine arme, i håb om at få hende til at slappe af