I know ... I'm mad ... But I can't go back ... Please ... Help?((Choice))

"så sandt... Men ved overhoved hvordan verden så ser ud som omkring 50 - 100 år?" sagde Choice kort mens han kiggede på hende "og jeg har det fint med kirken, jeg ikke ligefrem den der tror på gud, men jeg kan stadig godt gå i kirke" sagde han roligt mens han roligt begyndt og gå hen imod kirken, han tog en til smøg op af lommen og igen sat han ild til den mens han tg et til kort hiv.
Mere røg gik i luften mens han kiggede på hende "en anden ting er måske os at jeg selv har troede på gud og derfor har jeg aldrig hat et problem med og komme tilbage kirken" sagde han kort mens han pustede røg ud i luften..

Hun nikkede stille og svarede med den samme monotone stemme "Det ved nogen godt, mens andre vil finde ud af det og kunne tage det med sig" Hun hentydede til, at nogen væsner nok havde evnen til at se ind i fremtiden og andre vil leve længe nok til at opleve det. Hun vippede hoved langsomt i et let nik. Hun kunne godt se pointen. Hun bemærkede ud af øjnkrogen, at han tændte en smøg, men kommenterede det ikke, mens hun fortsatte. Hun nikkede stille til den information om hans liv hun nu fik givet, før hun svarede "Med min fortid, nutid og fremtid ved jeg ikke, om jeg tror på ham-der-oppe mere" Hun så kort op på himmelen, før hun tog øjnene til sig og gik roligt fremad..

"Tja hvor end det nu gå hen så gå jeg nok med, det livets vej" sagde Choice kort mens han kiggede kort op på den gammel kirke "Jeg har ikke den store tror nu hvor jeg endt som jeg er endt, jeg lever som min egen gud og det nok til mig" sagde Choice kort mens han kiggede roligt på Melicia før han hiv "Men er religion nu så meget vær? Jeg mener.. Menneskeligheden har bruget religion som et andet våben til og hjernevaske folk til de mest abesure ting om man overhoved kan kom på.. Et mere mørket eksempel er den katolske kirke som jeg vokset op med i min barndom, den gang var de jo et stort fy fy hvis man modsagde sig at der ikke var andre guder end java eller ham som alle kender som gud" sagde Choice kort mens han var kommet hen til kirkedøren, han smed cigaretten ud i sneen og han tog kort i døren for være sikker på om den var åben eller låst men svaret kom hurtigt til ham. Låst det var typisk men os ret så normalt nu hvor nytidensung ikke ligefrem havde alverdens respekt for kirker og derfor var døren os blevet låst af så der ikke kunne se kirke noget som helst de mørke nattetimer "Der er låst af, har du et forslag til hvordan vi skal komme indenfor?" sagde Choice kort for han havde ikke ligefrem den store lyst til og sparke døren ind..

Hun nikkede stille, eller vippede hoved en smule, som for at symbolisere, at hun forstod ham, hun havde hørt ham. Hun trak vejret tungt, før hun så svarede "Ja, livet er et spil, vi spiller imod døden og selv om vi gør vores bedste og lære spillets regler, så har døden aldrig tabt et spil" Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til hans tro, men hey, han kunne tro, hvad han følte for at tro på. Den frihed havde alle. Døde eller levende. Hun tænkte så over hans halve spørgsmål en tid, før hun så svarede "Troen har en anden betydning og formål end krig og blodsudgydelser, selv om mange vil sige, at det oftest er tro eller meninger, der giver krig, når to modsætninger krydser veje. Men som sagt tjener troen et formål i nutidens samfund som en hjælpende hånd eller smertestillende pille, for folk, der har det svært. De klamre sig til deres tro, og det giver dem en form for åndelig spirituel sindero, en styrke til at kæmpe videre, eller i andres tilfælde, ende det deres forældre satte på jorden. Tro kan flytte bjerge" Hun kunne godt se problemet med hans barndom, der havde gjort ham til den han var, og hun respekterede det, da hun kunne sætte sig ind i det. Et kort billede. En sorthåret skønhed, der blev svunget rundt i hendes gammeldags sortrøde korsetkjole. Hendes kavaller i den storslåede 1600-tallets kronsal var en høj og slank ung sorthåret mand i en sort smoking, der stod i kontrast til begges hud. Et glimt og så var det væk. Hun rystede stille på hoved, for at komme helt tilbage til verden igen. Damn. Hun stoppede så, da de var nået til den -åbentbart- låste kirke dør. Hun rynkede brynene lidt, før hun så svarede ham "Måske nogen af vinduerne er åbne? Men om de så skulle være vil vi aldrig komme ind, så højt oppe som de sidder..." Hun lænte hoved bagover og så op på den storslåede konstruktion foran hende ...

"Tro kan gøre mange tinge, og ja menneske klinger for meget til den til tider.. Tag usa, de har mange mennesker der utrolig kristene i troen og hvis du siger at du lever efter videnskabens vej jah så ender du en meget lang samtale med dem" sagde han kort mens han kiggede på hende "og så sandt livet er et spil men der er bare dem af os som lære og snyde de regler som spiller sætter dog har det altid en modvirkning om man så end vil have den eller ej" sagde han kort efter mens han kiggede kort efter et sted hvor de kunne komme ind "du kunne kravle op på min skulder, jeg kan skankens løfte et voksen menneske uden det store problem" sagde han kort mens han kiggede på hende.
Han gik kort langs den hvide kirke mur mens han kiggede op efter et vindue som var åbent og der var et åbent to meter over dem "ville du kunne komme der op hvis jeg løfter dig?" sagde Choice kort mens han kiggede tilbage hen på Medicia..

Hun nikkede stille og trak vejret tungt, før hun svarede ham "jah, der er jo forskellige styrker af tro. Jeg kan ikke se noget galt i, at nogen tror, men kun så længe det ikke bliver helt absurt" Det trak lidt op i hendes mundvig, da han sagde det med en lang samtale, ja, så vidt kunne det jo komme. Livet var et spil. Et fucking spil. Hun nikkede let til hans ord om livet som et spil, før hun svarede ham "Man kunne også kalde livet en dans, jo bedre man kan trinnene jo længere lever man, og hver gang man træder forkert sker der noget dårligt, når man så endelig falder om af træthed dør man" Hun så op på den glamorøse bygning for hendes blik, mens hun lyttede til hans næste ord og tilføjede "Jo, det kunne være" Hun tvivlede ikke på, at han vil kunne løfte hende. Hun fulgte stille efter ham, til hans ord nåede hendes øre og hun svarede "Det vil jeg måske nok kunne, men chancen for at jeg falder ned og brækker nakken et omtrant lige så stor som hvis det skulle lykkedes" Hun så op på det åbne vindue og prøvede at bedømme afstanden der til...

"Tja men vi er jo os i en verden hvor fordomme er en af de ting som plager alle" sagde Choice kort mens han kiggede op hende "Det måske et bedre ord, det en dans der kan gå godt og skidt på alle måder" sagde han kort mens han kiggede op på det åbne vindue "Man må tag chancen hvis ting skal lykkes" sagde han kort "Og prøve og lande på bene hvis det endelig er" sagde han kort mens han kiggede hen på Melicia "For jeg tror næppe at du kan løft mig der op" sagde Choice kort for han var til dels tunger end hende så det ville nok gå bedre hvis hun gjord et forsøg på og komme der op, han kørt kort en hånd igennem håret "Så skal vi tag den chance eller skal bare sparke døren ind?" sagde han kort mens han kiggede på hende "For jeg tror ikke at mit andet forsøg er verdens bedste ide" sagde han kort mens han vendt ryggen imod muren..

Hendes hoved vippede som en nikkedukkes ved hans ord. Jo, det var sandt nok. Alle havde deres fordomme, forventninger og syn på alt ting nu om dage. Livet var et spil. Et fucking spil, som man aldrig blev introduceret til, men bare sat på banen med ordre om at spille pænt. Hun nikkede stille "Jah, alt og intet kan gå galt" Hun tænkte stille og svarede ham derefter på hans næste ord, lettere spøgende "Hvis jeg ikke havde været god til at lande på benene, hvad havde chancen så været for, at jeg havde eksisteret til denne dag?" Hendes dyriske giftgrønne øjne lå på ham, mens hun snakkede til ham, dog fandt de deres plads på det store monument foran hende. Det fyldte hende med ærefrygt, og kuldegysningerne løb over hendes arme. Hun kunne godt se, at det vil blive svært for hende, at få løftet ham helt der op. Hun trak vejret og vendte og drejede det hele lidt, før hun svarede ham efter et minut eller to "Vi tager vinduet ..." for mit liv betyder jo intet alligevel tænkte hun for sig selv, før hun trak vejret tungt og rettede øjnene mod ham, igen de giftgrønne af slagsen...

Han nikket kort "Tja for mig gik det nok galt et eller andet sted tilbage i det 1300 århundreder, jeg kan helt sig hvor men jeg kun at det var der hvor pesten havde sin magt over det meste af denne del af verden" sagde Choice kort mens han kiggede på hende "sandt nok, det og kunne overleve lidt af hvert er en god gave, dog ville jeg nu stadig ønske at jeg havde en mulighed for se solen bare en gang mere" sagde han kort mens han kiggede på hende "men nej gå jeg ud i solen er jeg død på under et minut" sagde han kort mens han lod blikket gå væk fra hende og det sådan det var for ham, han var for gammel til og kunne se solen, eller vente der var en vej men den evne besad han dog ikke som vampyr, men måske ville den komme og måske ikke, han kunne aldrig komme til og vide det. "Kravle op" sagde han roligt mens han kiggede på hende og han mens hans blik igen lå på hende, det var op til hende nu for han kunne ikke gøre end og give hende et løft der op selvom det stadig var utrolig højde oppe så var det stadig ikke umuligt og nå når de nu var to..

Hun nikkede bare, mens hun lyttede til hans ord og var bare en smule beæret over, at han delte sin livshistorie med hende. Dog kun en smule. Den smule modvilje og mistro, der havde været i hendes sind, var nu langsomt forsvundet. Hun trak vejret tungt, før hun svarede ham "Nogen gange vil det være nemmere bare at lade sig selv falde ned i skæbnens arme og hviske: kom og tag mig væk her fra" Hun sukkede lydløst og mumlede "bare nogle gange" Hun fokuserede så på hans ord og svarede "jah, jeg kender godt til jeres 'Nightwalker' liv" Hun var endnu stadig en 19 årig pige, ung kvinde, men dog talte hun med en visdom, der kun kan findes i et sind, der har undergået hundrede års smerte. Hun lød mere som en ældre kvinde end en teenager. Hun nikkede så til hans halve ordre, selv om hun ikke var meget for det. Hun kravlede med megen besvær op, så han kunne løfte hende længere op. Hvis han løftede hende op, vil hun kunne få fat i vindueskarmen og lirke vinduet helt op. Hun fik sig så adræt svunget op i vindueskarmen, så hun nu kunne se ind i den mørklagte kirke, hvor kun et lys brændte på alteret. Hun så lidt rundt. Hun fik dog lænet sig liidt for langt frem, så det resulterede i, at hendes kollision med marmorgulvet fire meter under hende. Faldet slog alt luften ud af hendes lunger og hun lå bare og gispede på gulvet ude af stand til at røre sig, da hendes blik svømmede og brændende smerter kom fra halvdelen af hendes krop. Hun kunne mærke, hvordan sårene på hendes håndflade var gået op og den tygtflydende væskes liflige aroma nu spredte sig i luften. Hun kunne overhoved ikke tænke klart...

"Tja vis du kender det så ved du vil os hvad det betyder... En evighed som skal tilbringes alene eller i det selskab som ens skaber nu an tilbyde" sagde Choice kort mens han kiggede op efter hende "Pas nu på" sagde han kort før før hun forsvandt ud af hans syn og bump, lyden var så stor af han nemt kunne hører den uden det store problem og han var hurtig klar over at det var gået galt for hende. Det tog næsten en tressendes af et sekundet før han atter var hen ved døren og den her gang tøvet han ikke med skub døren ind, nej det næsen lige før af den fløj ned på gulvet da han kom ind i kirken, han stod i indgangen og døren sad stadig en smule fast men det var helt på samme plan som før. Han kiggede sig om før han atter fortrak en del på ansigtet og duften af blod gik nemt ned i hans lunger mens han stod der, Choice lukket hurtigt hans øjne i mens han stoppet med trak vejret og han stod der i et øjeblik før han atter fanget lyden af hendes hjerte og det var det som før ham hen til Melicia, et øjeblik gik før han atter stod henne ved hendes side og han kiggede stille ned på hende "Hvad sket der og klar du dig?" sagde han kort før han gik ned på hug ved hendes side før han atter tog et kort kig på hende "Måske var det bedre ide hvis jeg havde skubbet døren ind?" sagde han kort efter mens han kiggede på hende med stille blik, det var slet ikke det han havde forvente et fald fra fire meter var godt nok til og overleve men dog slap mennesker ikke uden skader, nej det havde været nemmer hvis det havde været ham da hans krop kunne klare en del mere end hvad den menneskelig krop kunne klar..

Hun nikkede stille og svare "Jeg har haft min omgang med din race ... De fleste mange hundrede år ældre end dig" Hun havde ikke haft brug for at tilføje det sidste, men det fløj bare ud af munden på hende.
Hun blev lidt overrasket over hans betænksomme ord, men valgte at ignorere dem, da hun fokuserede på af afsone tærrenet.
Det næste hun opfangede var den kolde luft imod sin hud og derefter gulvet. Hun havde det som en lastbil, der ramler ind i en meget stor beton væg med 200 km/t. Hun kunne næsten ikke fokusere på hans stemme, da han kom hen til hende i en umenneskelig fart. Hun var landet halvt på maven, men med den ene arm under sig og den anden stragt ud fra kroppen. Hun kunne næsten ikke bevæge sig og fokusere var også en stor udfordring. Hun hostede voldsomt, så en ordenlig gang blod og spyt fandt deres vej til gulvet, hvilket vidnede om, at hun havde nogle blødninger et sted i halsen, maven eller lungerne. Hun krummede sig sammen og hostede endnu mere, mens hun lå lammet i den intense smerte. Hun havde sandsynligtvis bøjet flere gibben, måske endda brækket et eller to, og hendes arm var heller ikke for godt placeret, samt hendes hoved, der havde været i sammenstød med gulvet og nok havde givet hende en hjernerystelse, hvis ikke værre. Hun kunne ikke høre ham, ænsede ham knapt. Hun var ikke dødeligt såret ved første øjekast, men et hospitals besøg kunne måske være brugbart. Hun lå bare og rystede i rendyrket smerte, mens hun knapt var ved bevidsthed.

Det nemt for ham og sige at hun var smerte men hvor stor var han dog ikke klar men det betød ikke meget for der var en ting han kunne give hende og den ting ville kunne heal en hver skade lige meget hvor slem den så end var dog havde den ting stadig ikke mulighed for at tag sygdomme og sådan ting "Jeg har en ting jeg kan gør dig men du må selv sige ja til den, du an enden drik mit blod og få det bedre på kort tid eller os kan jeg tag dig til et hospital som er tæt på" sagde han kort mens han kiggede på Melicia for det var hvad der var af muligheder i øjeblikket, selvom det nu ikke ligefrem ville være så sjovt og komme ind på hospitalet da de tit havde en del spørgsmål til hvad der overhoved var sket. Han tog beslutning for hende og han hev sit arme væk fra den højre arm for han tag bed hule i den bleg hud, lidt blod begyndt og løb ned på gulvet og det skulle gå en smule hurtig før såret atter ville lukke sig selv igen..

Hun flød i starten oven på i vandet(smerten), men måtte snart se sig selv trukket til bunden af endnu en enorm bølge af smerte, der kastede sig grådigt over hende. Hun ænsede ham ikke. Hun ænsede ikke noget. Hun lå bare i den underlige stilling, mens smerten neglede hende til jorden. Hun vred og vendte hun sig, mens smerterne blev ved i en uendelighed. Hun skreg på hjælp, mens hun begyndte at rive i sin hud, som om der var tusinde ildmyre under hendes skind. Hun flåede sig selv til blods og vred sig, som når en slange prøver at komme fri fra ens greb. Men ude i den virkelige verden lå hun bare helt stille på jorden. Hun opfangede intet af alt det hans sagde og/eller gjorde. Hun kunne ikke en gang mærke, at hun lå på gulvet, så meget smerte løb igennem hende lige der. Hun lå bare. Lå. Lå. Lå. Man kunne kaste hende ud fra 24'ende etage, og hun vil ikke kunne mærke, når hun ramte jorden. Hun hostede endnu mere op, da hun var tæt på at blive kvalt i sit eget blod...

Han tog kort sig arm op til munden for han selv drak indtil at der ikke kun være mere, kort efter sat han hende halvt op i roligt mens han lukket til hendes hoste, han var godt klar over at der var blod i hendes lunger mens igen hans blod skulle nok klar det. Han lukket øjne kort før han atter plantet et blodig kys på hendes munden og han lod åbent stille op hans ene evne som gav ham mulighed for have en smule kontrol over hende *drik* sagde han bare med tankens kraft mens han vente på hun skulle tag det blod som han havde i munden og en kort tanke ramt ham kort, det ville blive en smule akavet når hun åbent øjne men han havde jo en forklaring så mon ikke det gik? Eller ville hun bare flip ud på ham og bruge sin styrke til gennem tæve ham i kort tid, han kunne ikke vide det i nu så der var ikke andet end og vente og se..

Hun kunne ikke mærke, at han tog hende op i sine arme, da hun allerede var helt væk i smerten, der havde kontrollen over hendes krop, lammede den helt. Hun kunne knapt fokusere heller. Da han trak hende op til sig blev det også svære for kroppen at komme af med blodet, så det ophobede sig bare i hendes lunger. Et ekko i hendes tanker. Et ukendt et. Det beordrede hende, hvilket hun normalt havde en del imod, da man IKKE kommanderede rundt med hende, men lige der adlød hun bare. Hun drak stille det blod, han fodrede hende med. Hun kunne mærke, hvordan det lidrede for hver dråbe, der langsomt fandt vej gennem halsen og healede alt på sin vej. Det gjorde lidt ondt, da ribbenene blev rettet ud igen og armen healede, men det blev bedre. Lidt efter lidt blev det lidret, men hun havde stadig ikke kontrollen over sin krop, så hun kunne ikke gøre for, at hendes krop krævede mere af hans blod og prøvede at suge det ud af hans mund, mens hendes tunge fandt vejen ind i hans mund i sin søgen efter mere af blodet, hvilket godt kunne blive forvækslet med et kys. Hun kunne ikke mærke sin krop endnu, og heller ikke styrre den, men hun var påvej til at komme helt tilbage igen...

*Du få altså ikke mere for nu, så åben din øjne* sagde han kort mens han stoppet kysset, han var ikke sikker på hvad hun ville sige eller gør for hun kun nemt tag mere af hans blod nu hvor hun besad samme styrke som ham selv. Han lukket igen ned for hans hypnose og han lod hende genvinde kontrollen over kroppen mens han stadig søgeret for at hun ikke ville slå hoved tilbage ned i gulvet når hun igen kom til sig selv, han trak næsten vejret roligt som et menneske men det lod dog stadig ikke helt menneskeligt for det var ikke særlig tit at han trak vejret da han jo ikke havde et behøv for det. Igen gik hans øjne tilbage til hans håndled som var igang med heal men det tog dog lidt mere tid en normal for sådan var det jo når vampyrer lavet sår på dem selv "har du det bedre nu?" sagde han kort mens han håbet på at der kommet en smule mere liv i hende for han kunne næppe gør hende til en vampyr, for sådan virket det ikke med vampyrblod og menneske kroppen..

Hendes krop slubrede grådigt den helbredende væske i sig, mens smerterne langsomt forsvandt lidt efter lidt. Et ekko mere rungede igennem hendes sind, dog havde hun nemmere ved at høre det denne gang, da smertene ikke var så overdøvende. Ved ordene begyndte hendes krop at brokke sig lidt, da kilden til den søde væske blev fjernet fra hende. Hun indfandt sig dog ret hurtigt med det. Hun gjorde lydigt, hvilket pinte hende, hvad der blev beordret til. Hun vidste ikke, hvad den fantastiske væske havde været, og hun havde hvertfald ingen ide om, hvad den vil gøre ved hende. Hun kunne da langsomt begynde at vende tilbage til kroppen. Det første der kom tilbage var følelsen i kroppen, der føltes som cement. Så hørelsen. Smagssansen. Osv. Det første, hun mærkede, var et sæt arme, der halvt holdte om hende, og hun prøvede dovent på at huske, hvad der var sket. "hmmmm" en lettere doven og klagende lyd kom over hendes læber, da kroppen ikke havde løst til at stå op endnu. En vag stemme nåede hendes øre, og hun trak vejret tungt, mens hun vendte hoved let. Hun var ved bevidsthed, men kroppen var meget tung stadig...

"Nu falder du vel ikke i søvn her for det ville ikke være særligt smart" sagde Choice kort mens han kiggede ned på hende og han lyttet stadig til lyden af hjerte som slag, det var næsten den type rytme som han kunne danse til men han undlod det dog mens han sat en smule mere normal ned på gulvet, han var på en måde glad for at han var død for så kunne han ikke mærke kulden i det kold marmor gulve som de sad på men på samme tid igen, de menneskelig følelser var stadig en ting han savnet efter 718 år som udødelig. Igen rettet sig sit fokus ud i kirken som stadig var fuld af mørke men det var stadig ikke et problem da han nemt se en hver detalje som der var i mørke, nej det dag i hans vampyr øjne og det samme til det nok vær når der nu engang kom mere liv i Melicia, han trak vejret langsomt imens han vente på hende og han kun nemt mærke at det lille sår var heal som det skulle..

Hendes hjerte bankede stille af af sted som en lille tromme i hendes bryst, mens hun langsomt kom til sig selv helt igen. Hans ord var ikke meget mere end et ekko i hendes øre, men hun forstod dog ordene, selv om de blev blandet sammen. Hun mærkede så kulden fra marmor gulvet under hende. Kulden krøb ind gennem hendes porer og ind i hendes celler, hvorefter den fordelte sig i hendes blod. Hun gøs, mens gåsehuden dukkede op, efter som kulden nåede rundt i hendes krop. Man kunne ikke sige, at hun havde følelser som andre mennesker. Jo, hun havde nogle af de basale, som sult, tørst, kedsomhed, ensomhed, vrede, had osv. Men følelser som kærlighed, gode følelser, de var alle næsten drevet ud af hendes krop, som dug for solen. De eksisterede bare ikke i hendes krop mere, så på den måde kunne man godt sige, at hun var 'følelseskold' til et vidst plan. Hun åbnede langsomt øjnene, men da det hele lignede en tåge med blandede lyse og mørke farver, så var hun nødt til at blinke igen. Hendes krop var stadig tung, men hun kunne nu se igen. Havde det virkelig været så lyst, da hun var faldet ned?...

Choice sagde ingenting i et øjeblik, men så tog han sig sammen. Han løftet hende bare op i bryde stil før han selv om op og stå, han vendt sig der efter om og han gik hen til en af den mange bænke hvor han atter sat hende ned igen. Der efter gik han en smule væk for se sig om for det var sådan set en anden evighed siden af han sidste havde gået omkring i en kirke, hans øjne gik omkring på de mange detaljer og han stoppet et stykke væk fra alteret hvor de lille lys stod og brandet, hans blik gik op på Jesus som var korsfæstet men han flyttet dog blikket væk igen. Han havde ingen ting og sige til gud, nej ikke nu hvor han havde været vampyr i 718 år for var der overhoved og sige? Choice flyttet bare blikket tilbage imod Melicia og han gik langsomt over imod hende før han atter sat sig på bænken foran hende..

Kulden havde slået rod i hendes krop, som en svamp i jorden. En svamp, der ikke kunne drives ud på den nemme måde. Hendes sanser vendte langsomt tilbage til hende, men føltes som om, at de var blevet anderledes på en eller anden måde. Ej, det kunne jo ikke passe. Hun tog sig stille til hoved. Hvor var hun egentlig? Nårh jo, hun var flygtet fra 'Dem' og denne random vampyr-dude havde redet hendes skind. De havde snakket og havde fundet ly i kirken. Hun var faldet ned fra vinduet! gik det op for hende, og tanken var knapt tænkt igennem, før hun havde sat sig op med et sæt. Hun var stadig lidt svimmel. Men ... Vent lige lidt ... Havde kirken ikke været mørkere? Hun rystede lidt på hoved, før hun langsomt fik samlet sig selv. Hvordan var hun kommet op at ligge på bænken? En kort følelse, af et par maskuline arme om hende, fik en lettere varme til at løbe igennem hendes krop. Choice. Hun lod blikket flakke søgende rundt i rummet, før det fæstnede sig ved hans høje skikkelse. En ubegrundet ro sænkede sig af en ukendt grund over hende. Hun rystede let på hoved, mens hun satte sig ordenligt op, og hendes blik faldt til marmorgulvet. Jo, der var altså blevet lysere i kirken. Hun kunne næsten dufte hans aroma, selv om han var i den anden del af kirken. Hun var ret så forvirret. Hun grundede over det hele, mens hun trak fingrene igennem det natsorte hår. Hvad var det sket? Hun var pænt på bar bund, da hun løftede blikket en anelse, så hun kunne skimte hans skikkelse, der bevægede sig imod hende og med øjnene fæstet der på. Hendes stemme var knapt en lav mumlen, da hun spurgte ham "Hvad skete der?" Hendes stemme var for lave til, at menneskeøre vil kunne opfange det, men nu var det jo heller ikke et menneske hun snakkede til ...

"hvad der sket?" Sagde Choice kort mens han kiggede hen på hende "Du faldet ned, ca fire meter frit fald fra vindet og ned til gulvet og der efter var du ved dø af dit eget blod og jeg redde blot dit liv for anden gang på en nat, men det blev en lidt alternativ redning for jeg var nødsaget til og give dig en smule af mit blod" sagde Choice kort efter mens han stadig kiggede på hende og han lod hoved slap af på bænken som han sad ved "Men der er blot det at vampyrblod forbedre de menneskelig sanser og derfor vil sikker opleve verden på en lidt anden måde end normalt i de næsten par timer men det forsvinder igen om ikke alt for lang tid" sagde han kort mens han tog sin lighter op af lommen og han tændt den kort så den lille flamme lyst op i mørket men der gik kun kort tid før han slukket den igen..

Hans rolige og dybe stemme, fik hende til at gyse en smule, mens hun lyttede lettere vantro på hans ord. Jo, hun vidste godt inderst inde, at hun var faldet ned, og han havde reddet hende, men der var langt fra det, til at hun lod sig selv tro på det også. De første ord af hans forstod hun godt, men ved de næste -dem om hendes skærpede sanser- rynkede hun panden let. Var det det, som var sket med hende? var det derfor, at kirken lige pludselig var lys i stedet for mørk? Hendes giftgrønne øjne faldt på ham, fandt hans mørke. Hun åbnede stille munden, men lukkede den i lidt efter. Hvad var det, hun vil sige? nårh jo! Hun åbnede munden igen, men også denne gang løb ordene fra hende. Hun sank en klump, før hun denne gang prøvede at udtale sig, hvilket også lykkedes til en hvis grad. Hendes stemme var overraskende helt normal, da hun sagde "Hvad vil der ske med mig, hvis jeg døde med dit blod i mit system?" Det undrede hende nemlig en del. Hun holdte stille hånden op, mens hun langsomt drejede den lidt, som om hun aldrig havde set sin egen hånd før. Med de nye øjne så den så spinkel ud, som om den kunne knuses ved den mindste vægt. Hun trak ubevidst benene op til sig, mens hun sad på kirkebænken uden at se på ham...

"Hvis du dør med mit blod i din krop og det stadig er aktivet vil du sådan set vågen op som vampyr i sted i morgen nat" sagde Choice kort "Men jeg tror ikke at det et liv som du ønsker dig... Eller jeg ved ikke om det et liv du ønsker dig for det tager minimum 50 år før jeg ville kunne slip dig løs i verden" sagde han kort efter mens han kiggede på hende "så lad venlist vær med og prøve selvmord for jeg har en elev som jeg skal oplære lige for tiden" sagde Choice kort og han snakket om en anden kvinde som boede hjemme hos ham i øjeblikket..