Sølv, guld og jern - Adriana -

T: Omkring kl. 22.37.
V: Støvregn, ellers klar himmel.
S: Gyderne. Længst væk fra gaderne.

Ud af de mest mørke skygger kom en lille kutteklædt væsen frem, det eneste som kunne tyde på at dette ikke var et barn, var bredden og den lange sorte skæg som hang ud af kutten. Dværgen Aeolus var dette væsen. Skridt for skridt trådte dværgen hurtigere fremad. Igennem disse kolde murer som stod tæt op af hinanden. Gyderne mindede om lange gange i et hus. Forskellen bestod i at dette var udenfor. Der hang også brændtrapper ned nogen steder, hvilket bidrog at gyderne var endnu mere trænge. Aeolus stillede sig hen til en af murerne og slog ind på det. Av. Han knækkede noget af bygstenen af, og tog det ind i munden. Ikke for at teste det for værdi, men for at analysere det åbent. Aeolus vendte sig hurtigt om..

Støvregn lagde en vådt lag over Adriana, hendes hår var gennemblødt og hang mod hendes ansigt, som om der var glitter i det, tøjet hun bære var nemt bevægeligt selvom det var vådt, hun stoppede op på et af tagens for at for opmærksomhed om tilstedeværelsen og hvor hendes jagt offer var forsvundet hen.
Hendes blik glid ned ad gaderne, en masse folk var uberørt af natten efterlysning, den vej havde person ikke gået, eller nemmere løbet, *Forbandet menneske* tænkt hun og lod blikke glid ned af gaden mod vest, vejen mod de mørke og skummel af terre gyder, folk virkede påvirkende at en uforskammet person og bangene.
"Den vej" sagde hun, mens et smil breddet sig så hendes hugtænder var synlig, folk lagde enligt ikke mærke til hende, underligt.
En person på taget var ikke normalt syn, men hun virkede som endnu en skygge på muren.
Hendes hoved vente mod vest, efterfølge af hendes krop.

Blot få minutter efter kom en mørk håret, bleg, med et ansigt udtryk af som vidste tydeligt skræk, han løb mod Aeolus, tydeligt at se han ikke havde opdaget ham, han blev ved med at vende hovedet bagud, som om noget forfærdeligt forflugtet ham, men han stød inden i Aeolus og mistede belænse .
.....BANG..... Han faldt mod jorden, men havde travlt med at vende blinke mod person som han havde løbet inden i og hans stemme stammende "Et monster, er efter mig" han pege mod vejen han kom fra, men gyden han kom fra var tom, ikke et tegn noget som helst. Blot tomhed

Ud fra skyggen af mørket kom Adriana frem, gående som om dette var det mest normale, menneske bleg mere hvid i huden end Adriana selv var.

Hun åbne munden "Stop der.... terrorist" Hendes stemme var iskold og fuldstændig lige glad, ikke tegn er følelser for manden

Aeolus stirrede på den mennesket som havde stødt ind i ham. Ikke nok med han havde stødt ind i ham, han var også et menneske. Hans mørke øjne ventede på ham at undskylde men fik blot 'Et monster, er efter mig'. Aeolus sprang op i forvirring.. Et monster? Der fandtes så samme forskellige monstre, det kunne være hvad som helst. Intet var afgjort. Han fandt en lille guldmønt frem fra hans kappe. Aeolus's hænder delte sig om den og klemte den sammen, indtil han lagde mønten tilbage i hans venstre hånd, og den begyndte at om formes, den blev længere og bredere indtil den til sidst tog form efter et perfekt lavet sværd. Dette var en af Aeolus's kunstner. Han pegede den imod menneskets retning.. Men da der lød'Stop der.... terrorist".. Stillede han sig foran manden imod hvad end der måtte komme..

Hun bliv nu helt synlig, vampyr har det med at ligne mennesker rigtigt meget, men den kolde mimende over hendes ansigt udtryk og bleg hud, afsløre hende tydeligt.
..... en Vampyr....
Hun bære selvfølgelig også skønheden, som også var et typisk tegn få vampyr, de var lavet til at kunne forføre, vis det skulle være, men denne vampyr, ligner mere det monster de i virkeligheden var, det var ikke udseendet som gjorer det, men hendes ansigt udtryk..... kold.....

Hun lod blikket flyttet sig fra manden bag dværge, det var enligt et sjovt syn, men hun var ikke interesseret i moreskab lige nu, hun havde fået en opgave og den måttes løse, hun at overnaturlig væsner bliv opdaget, i denne sag. eller bare hende.
Hun lod sit blik blive på dværgen som havde valgt at beskytte den iranske mand, hun lod et suk komme fra hendes munden og lod med et skridt bevæges inden i skyggen ved muren, hun blevet ikke et med den, hun blev en skygge, hun forsvandt.....

Få sekunder sener

Kom nu frem bag dværgen og gib fast i menneske, hendes øjne brænde sig dybt inden ham, der var ikke had til ham. men mere foragtelse til ham, hvor hun igen vendt blikke mod dværgen
"Har ingen grund til at kæmpe dem" sagde hun bestem og klaret, hun lod blikkede falde mod hans sværd og tænkt *Vis jeg ikke havde været på vagt, såh var det en anden sag... han var ret spændende...*
"Dette er et ædende for Forenede Undergrund Nationer, så du har ingen grund at løftet deres evner" sagde hun helt professionel, som en rigtigt agent vil havde sagt det...
Menneske råbt hørte "Forbandet Monster.... Klamme dyr.... uren person... dette er min skæbne.... at udslette jeres..." han noget ikke at sige mere, fordi hun rystede ham voldsomt "Hør her...... Bare fordi jeg ikke ser på dig. betyder det ikke du skal skabe dig". hun vendt nu blikket tilbage til Dværgen som hun vendt på at han vil falde til ro igen.