Faret vild

Klokken havde rundet de 11 om aften, og solen havde for længst forladt himlen for i dag. Vinden havde taget til, og kulden nappede i den bare hud. Lucille mumlede tvært noget for sig selv. Banede over at vejret skulle være sådan, og hvorfor det stadig var vinter. Hun kunne ikke fordrage vinter. Det var så koldt hele tiden. Også havde det, det jo med at sne. Sne. Bare tanken. Hun kiggede ned på jorden, der lå heldigvis ikke noget sne, men et par små vandpytter. Hun hævede misbilligende øjenbrynene af dem. Hendes højhælede sorte støvler havde ikke godt af vand, det kunne ødelægge dem og lave misfarvninger på dem. Men ja okay. Det var jo ikke ligefrem fordi at hun havde planlagt at komme denne vej. Hun havde været en tur rundt i byen for at orientere sig. Som ny borger blev man jo nødt til at tjekke stederne ud, og nu… nu var hun faret vild. Hun burde have været klog nok til at tage et kort i sin lille håndtaske, men hun havde tænkt at hun sagtens kunne finde rundt. Hun havde i et flygtigt øjeblik glemt at hendes stedssans var lige så nyttig for hende, som en si var til at holde på vand.
Hun gik nonchalant ned af gaden og kørte en hånd igennem det kraftigt krøllede sorte hår der stod som en mørkt glorie rundt om hendes hoved, og indrammede hendes gyldenfarvede ansigt. Øjnene var mørkebrune, næsten sorte. Næsen fintformet og læberne fyldige, som de var hos mange med aner fra syden. Lucille havde bemærket at de fleste der boede her omkring var meget blege og hvide. Hun følte sig allerede lidt som det sorte får. Men der var ikke noget at gøre ved det. Hun ville bare blive nødt til at give dem noget bad-black-ass-attitude. Men først skulle hun finde hjem.

En tyk hvid røgsky, steg op fra et kloakdæksel, røgens tæthed var kvælende tyk, så tyk i det at man ikke engang kunne ane en rød lampe hvis den havde befundet sig i midten, en ligbleg vampyr stod og så afventede på Ramiel som trådte ud af skyen. Ramiel lod et tungt blik glide hen på den ligblege vampyr som blot stod og kiggede på ham ”Og hvad vil du så?” kom det fra Ramiel, som spejdede rundt, tjekkede hver eneste afkrog for at orientere sig, han hadede at blive kaldt hen til et sted han ikke kendte, ej heller et sted han ikke var vant til. Den ligblege vampyr hvæsede nogle ord til Ramiel, og i løbet af kort tid havde han fået de oplysninger han gerne ville ”Du vil blive belønnet for det” kom det fra Ramiel som blot klappede vampyren på hovedet og gik, vider tippet lød på at en ung kvinde, eller hvad der lignede en ung kvinde skulle havde befærdet sig rundt på steder hun ikke skulle være, såsom gaderne, og hvem ved, måske var hun der ligefrem for at skabe problemer, som i sidste ende ville påvirke Ramiel, og de planer han havde.
Gaderne snoede sig som en anden slange ville sno sig omkring sit bytte før det slog til, hvilket også var intentioner med kvinden, som åbenbart gik rundt, et eller andet sted nær ham, hvor vidste han ikke, men det skulle ikke stoppe ham. Den lange blå hvide jakke han bar stod åben som den tit gjorde, de brune læderhandsker og de brune lædermilitær støver, samt den lange Jutte som han altid bar på sig, fik ligefrem alvoren til at stå stemplet overalt på ham, hans eneste mål lige nu var at finde denne angivelige kvinde som havde opsnuset noget hun ikke skulle.

Et lille knæk lød og Lucille standsede op, med en irriteret vrissen. Hun bukkede overkroppen frem så hun bedre kunne se jorden omkring hendes støvler. Ikke at mørket var noget problem, da hun i kraft af sin dæmonhalvdel så lige så godt i mørke som ved højlys dag. Hun bukkede i knæene så hun sad på hug, derpå flyttede hun foden og så hvad hun havde jokket på. En aflang rund genstand som hun ikke lige kunne se hvad skulle forstille, og især ikke nu da den var knækket. Hun himlede med øjnene og rejste sig op igen. Hun hænderne glide ned af sine hofter for at rette på tøjet, der var intet mere kikset end krøllet tøj. Så hellere gå nøgen rundt. Naja når man selvfølgelig havde kroppen til det.
Da Lucille havde tjekket af de stramme mørke jeans sad som de skulle, og jakken ligeså gik hun videre. Hun var stadig lige så lost som før, hvilket kun gjorde hende endnu mere tvær. Hun vandrede lidt på må og få, men uden hel. Det hele så ens ud. Alle gaderne var lige beskidte, og tågen hjalp ikke. Hun bandede som en gammel sømand - et sprogbrug hun havde lært af sin mor, den kære gamle dame. Lucille tænkte lidt på hende, og på hvordan deres afsked havde været. Hun gjorde sig nogle uvenlige tanker om moderen, men kastede dem fra sig. Hun spidsede øre, det lød som om at der var andre i nærheden? Eller var det tågen som spillede hende et puds? Lucille standsede op og lod sine sanser søge rundt omkring hende. Hun ville ikke overrasket af en eller anden grim vampyr eller varulv, eller hvilket rakkerpak der ellers befandt sig her omkring.

Gaderne forblev ligeså snoede som før, og de stoppede aldrig, hvordan folk kunne bo i så snoede, pludselige stoppende gader, som ingen mening gav, vidste Ramiel intet om, husene, eller nærmere lejlighederne lå klods op af hinanden, hvor mange individer som boede i hver enkelte vidste han intet om, ej heller havde han planer om det, det eneste han var klar over, var at disse gader havde rygter for at folk skulle forsvinde, som om de aldrig havde været der, hvilket blot betød at faktorerne for det overnaturlige herskede her. ”Endelig!” kom det fra Ramiel, Gaden så ud til at løbe sammen med op til flere af de andre små spinkle veje, det perfekte sted at stå og holde øje med hvem der kom forbi, hvilket mærkeligt op til mange faktisk gjorde, man kunne ligefrem lugte råddenskaben, enten fra de fattige folk som spiste hvad de kunne, de ligblege personer, de behårede varulve, junkierne, var alle til at spotte langs gaderne, hvordan folk kunne overleve dette, var en skændsel, dog så var der altid noget positivt at finde, mange folk som kunne bruges. Ramiels blik røg straks hen på en kvinde, ikke en lig’ de mange andre, de mørke jeans samt jakken som hun bar, havde fået hende til at skille sig ud fra de andre, værdiløse folk som befandt sig længere bagved ham.
Et let fløjt lød først fra Ramiel, men da han var usikker på om hun overhovedet havde hørt det, eller opdaget ham, havde han ingen anelse om, et dybt suk kom fra ham, hun havde alligevel nok ikke hørt det, hvorpå han satte fingre op til munden og piftede efter hende, det havde været stort set umuligt for hende at undgå lyden for piftet, på trods af den halv lange distance som der var imellem dem.

En lyd nåede hendes øre kort efter at hun var standset op. Et fløjt. Det var hun sikker på. Hun drejede overkroppen halvt for at se i den retning det lød som om at fløjten var kommet fra, hun ventede på flere lyde, men alt var endnu engang blevet tyst. Hun stod og stirrede intenst på mørket, som skulle det ligepludselig afsløre nogle ting for hende. Hvilket det højst sandsynligt ville have gjort, hvis det ikke havde været for denne tåge, som der havde taget til og var blevet tykkere. Lige pt. var så gennemsigtig som flødeskum. Misbilligende kneb hun læberne sammen. Hun følte sig underligt sårbar. Som blev hun overvåget af en i tågen.
PFFFTTTT. Det var ikke til at tage fejl af. Lucille drejede helle kroppen rundt og gik med faste skrift den retning hvor hun var sikker på at hun havde hørt piftet fra. Hun skulle ikke gå særlig langt før end hun opdagede hvad der havde frembragt piftet, eller hvad hun formodede måtte have lavet den lyd. En mand, højere end hende selv, og med meget lyst, ja næsten hvidt hår stod og så i den retning hvor hun kom fra. Lucille kiggede på ham og vidste ikke helt hvad hun egentlig skulle gøre. Hun stillede sig afslappet og så på ham med en arrogant overlegenhed, hun håbede at ved at have denne attitude ville han ikke begynde at kunne tro at han kunne tage sig rettigheder overfor hende, for det ville hun ikke finde sig i! Om hun så skulle slå fra sig med skygger, eller det der var værre. Lys. Og det på trods af egne smerter.

Ramiel havde fået opmærksomheden fra kvinden, som formodet havde set, hørt, eller blot opdaget noget som ikke var mening, dette var en trussel overfor hvad Ramiel var i gang med, ergo var det ham som skulle finde ud af det, det ville ikke nytte noget hvis han havde sendt en eller anden, lakaj eller lignede som skulle finde ud af det, samt de ikke ligefrem besad de samme kvaliteter, denne yderst stilfulde form for vold som han besad. Han stod kort og tog sigte på hende, hvordan hun så ud, hvad hun var, ikke ligefrem hvad man kunne kalde vampyr, dog så var det tydeligt at hun var overnaturlig, normale mennesker, havde stort ingen chancer for at overleve i disse gyder, og siden hun var urørt, så var det ikke til at tage fejl af, dog så var der også den simple faktor at hun blot havde været heldig, men held var ikke noget Ramiel troede på, eller ikke lige nu, ikke sådanne steder som dette. Den flabede attitude, som hun udstrålede var ikke at holde ud, hvordan nogle kunne være sådan, det var vist ikke ligefrem noget som man blot havde taget til sig.
”Så, hvad ved du?” Kom det kort fra Ramiel, i det at han var sten sikker på at hun vidste hvad han snakkede om, og at hun ikke havde nogen planer om at stikke af. Han lod kort sin hånd glide igennem sit næsten kridhvide hår, og så afventede på hende, hvem var hun? Og vidste hun noget overhovedet? Eller var det blot det rene og pure opspil, som nogle havde plantet, dog så skulle det lige undersøges før han havde planer om at gå videre med et krydsforhør.

Manden irriterede hende, og gav hende en følelse af at hun kun levede på hans nåde. Det irriterede hende grænseløst. Hun var ikke et eller andet lille pudsenusset menneskeskvat der havde samme chance for at leve som en banan i et elefanthue. Nej hun var Lucille Engell, og hun kunne finde ud af at overleve.
Manden åbnede munden og kom med en meget enkelt sætning. Lucille så på ham som var han dybt idiot. Han spurgte hende hvad hun vidste? Hun anede ikke hvad hun skulle svare til det. Indenfor hvad emne mente han? Hun kom med det første det bedste der faldt hende ind; “Jo nu skal du høre. Jeg ved en forfærdelig masse, og skulle jeg stå her og remse det hele op ville du nå at miste begge dine øre, og sikkert også det hvide hår” vrissede hun irriteret. Var hun virkelig blevet piftet hen, bare fordi at en eller anden galning havde det kedeligt? Eller lå der noget bag? Lucille var jo ny i byen så hun kendte ikke typerne. Hun havde dog hørt at der var en masse som hun; overnaturlige væsener, ham her måtte næsten være en af dem. Ellers ville han vel ikke gå ude om aften alene, og især ikke et sted som her? Eller var han bare gal og creepy?
“Men der er en ting jeg ikke ved. Og det er hvem fanden du er, og hvorfor fillan du ønsker at stille mig underlige spørgsmål” busede det ud af hende. Det var ikke meningen at hun ville have sagt det, men som så mange gange før røg hendes tanker ud på ord. Hun var dog blevet bedre til at styre det, og tænke før hun talte, men i ny og næ kom de små næsvise kommentarer der tidligere i livet havde fået hende i fedtefadet et par gange.

Hvorfor han havde ladet hende overlevet så længe havde han ingen anelse om, hun var da en ganske irriterende person, nærmere et insekt som skulle knuses under hans sko, dog så var hun vist en tilflytter, og kendte åbenbart ikke hvem der skulle leges puskat med, og hvem der ikke skulle, og på trods af fornærmelserne, så viste det blot at hun var modig, eller blot ufattelig dum, hvordan hun kunne stå der og påstå at hun vidste mere end ham, var næsten underholdende ”Jamen, du kan starte med at fortælle mig hvad du har i sinde at gøre med information du har fået?” Han var stadig helt overbevist om at hun kun udgav sig for ikke at vide hvad dælen han snakkede om, og hvis det var tilfældet, så skulle han nok få hende knækket, først ville han se hvor langt hun ville gå, før hun begyndte at plapre ud omkring det hun havde enten hørt, set, eller fået fortalt af en tredje part.
De næsten, hårde ud som hun spyttede ud på ham, om hvem han var, og hvad han ønskede sig af hende, gav ingen mening for ham, eftersom hun burde vide hvorfor han var der ”Jeg er Ramiel, og mine spørgsmål er særdeles ikke underlige” en bitter vrede blussede op i ham, dog så lod han den slet ikke tage over, det var han alt for storsindet til at gøre, og jo længere tid han stod og talte med hende, jo mere overbevist blev han, at det blot var et løst rygte på en ny beboer, for at nogle skulle have det lidt sjovt med andres lidelser, også selvom han lige skulle være sikker først, før han skulle udelukke det ene samt det andet, det ville jo heller ikke se for godt ud, hvis han blot lod en tiltalt gå uden at hun blev forhørt først, det ville ligeså ikke se godt ud for dem som støttede ham, han ville fremstå svag, samt som en dårlig leder, han kunne lige forestille sig overskriften imellem tilhængerne ’krigsleder lader fange gå fri’ der var mere på spild end blot den såkaldte information hun havde, hans rygte var ligeså meget på spild.

Lucille anede ikke hvad fillan denne mand, denne Ramiel, fablede om. Hvilke informationer skulle hun have? Hvis han snakkede om alle de oplysninger hun havde fået ind af brevsprækken i dag med informationer om lejligheden, dens fejl og mangler, priserne og hvornår hun skulle have sørget for at få betalt huslejen, så var han da gal.
“Hvis du mener de informationer som dumpede ind af min brevsprække tidligere i dag, i en fin hvis konvolut adresseret til mig, jo så har jeg tænkt mig at gøre det, at jeg putter dem i et chartek og inde i mappen som indeholder mine andre oversigter over regninger og alt den slags papirnusseri.” hun satte hænderne på hofterne.
“Men var det virkelig alt hvad du ville mig? Spørge ind til mine regninger fra min udlejer?” spurgte hun med en stemme der tydeligt bar præg af at hun betragtede ham som en klud. “For hvis der ikke var mere, ville jeg blive yderst taknemmelig for at få fortalt, hvordan fanden jeg kommer ud af de her beskidte gader, og tilbage til centrum.” Lucille vidste at det måske ikke var helt smart at afsløre at hun ikke rigtigt havde styr på hvor hun befandt sig. Hun bed sig ubemærket i tungen, mens hun mærkede en knude i maven. Ramiel fik hende til at føle sig utilpas, noget inde i hende rørte på sig og fortalte hende at hun skulle prøve at komme væk fra ham. Lucille var så ukendt med denne følelse, og det der rørte sig i hende. Hun vidste dog bare at det i hvert fald ikke var hendes skyggedæmoniske side, og at Ramiel ikke måtte opdage hvor usikker hun følte sig på ham.
Hun bibeholdt sin arrogante og overlegende attitude. Hun flyttede den ene hånd fra hoften og begyndte at studere sine negle. De var lange og lakerede med en mørkegrøn farve der passede til den top hun bar inden under sin jakke.

”Ja jeg mener de informationer omkring hvad du skal betale” kom det fra Ramiel, sarkasmen var nem at spotte i hans stemme, samt en anelse af vrede, hvor dum var hun? Eller var hun stadig i gang med at spille denne dumme, uvidende person, som ingen anelse havde om hvad forskellen var på op og ned.
”Jeg ville vide hvad du havde hørt, rygtet går jo at du har hørt nogle ting du ikke burde, nogle planer som ikke var meningen” På trods af positionen som hun havde taget, og det at hun ikke var flygtet, var anderledes for ham, havde hun virkelig ingen anelse om hvad han snakkede om? Havde han fået fat i den rigtige person? Ja, hun skilte sig for meget ud, hun var ikke som de andre, ergo var det den rigtige person, der var han sikker i sin sag.
På trods af det afslørende faktum at hun ingen anelse havde om hvor hun var, overbeviste ham, næsten, at hun ikke havde hørt noget, ej heller hvor hun var, eller hvordan man kom væk, dog så var noget af det han havde hørt var ikke helt forkert, hun var vist ny i byen, og hun havde så valgt at slå sig ned i denne del? Måske ikke ligefrem det smartest sted, men når ja, det var jo ikke op til ham.
”Jeg skal nok fortælle dig hvordan du kommer ud af dette helvede, når vi er færdige med at snakke”
Om han til den tid havde i sinde at fortælle hende hvordan man kom væk derfra vidste han ikke, men den tid til den sorg.
”Du er yderst uhøflig, du har ikke engang sagt dit navn” kom det fra Ramiel som havde stået og studeret hende, og hvordan hun så på sine negle, hun var overnaturlig ligesom ham selv, måske en eller anden form af de billige dæmoner, som troede de var noget, hun var i hvert fald ingen vampyr eller varulv, derfor røg hans tanker på at hun var dæmon.

Sarkasmen var ikke til at tage fejl af, “jamen så er jeg da glad for at kunne hjælpe”, svarede hun tilbage med samme tone, og tilføjede endda et lille nej, og hold ud i den kjole som hun ikke bar. Da hun rettede sig op igen, stirrede hun ham ind i øjnene.
“Søde ven. Jeg aner ikke hvad for rygter du fabler om. Jeg er lige flyttet ind i min lejlighed her i dag, og det her er min første gåtur rundt i byen. Eller rettere; resterne af hvad der nok engang har været en nydelig by” hun fjernede sit blik fra ham og lod det falde på omgivelserne, afskyen stod malet i hendes ansigt.
Hans svar gav hende en lyst til at slå ham. En lyst der blev bakket op af den underlige følelse i hendes indre. Hun begyndte at få en svag fornemmelse af hvad denne følelse var, og hun brød sig ikke om det. Hun prøvede at krølle den samme og smide den væk, men den blev. Som var den klistret fast med hurtigtørnede superlim.
Hun sukkede irriteret. Både over sin fornemmelse men også over ham og hans svar. Jeg skal nok fortælle dig hvordan du kommer ud af dette helvede, når vi er færdige med at snakke, havde han sagt. Som om at hun havde lyst til at bruge mere af sin aften med ham som selskab.
“Og hvornår kan vi så afslutte denne samtale?”, hun var tæt på at tilføje engang når du ikke længere har kuk i låget, men hun nåede at bremse sig selv. Hvilket nok var meget godt. Han virkede som en utilregnelig gut. Der dog lagde vægt på høflighed? Lucille mente at det nok bare var for at hun ikke skulle være anonym mens han selv havde blottet sit navn. Og jo det var nok det høfligste at gøre. “Mit navn er Lucille” sagde hun, bed sig kort i læben mens hun overvejede om hun skulle sige sit fulde navn, “Lucille Engell”

Hvordan kunne hun ikke ane hvilke rygter han fablede om? De var da klare, og hvad han sagde gav da også mening, lige indtil, hun nævnte hun var flyttet ind for nyligt, det var nok også derfor han ikke havde set hende før, en kvinde som hende, var ikke ligefrem svær at huske, ”ja, denne del af byen er ikke længere så køn, men du skulle se de andre steder af byen” Ramiel begyndte straks at være mere høflig overfor hende, i det at han havde taget gruligt fejl, faktisk så havde han også fejlbedømt hende, på trods af at han aldrig i sin levetid ville indrømme det, til nogen som helst ”Jeg skal nok vise dig vejen hen til centrum, dog så bliver vi lige nødt til at snakke først” det var lige før han skulle til at undskylde sin uhøflighed, noget som ikke ligefrem lignede ham, og som til sidst også havde trukket ham væk fra at sige undskyld til hende, nu hvor han havde lært at hun var ny, måtte han jo bruge en anden taktik ”Lucille, hvad er du for en?” kom det fra ham, det var nemt at spotte hun var overnaturlig i det, ergo det at hun gik her, uforstyrret, tja, altså bortset fra ham selv som havde forstyrret hende, men det var jo noget helt andet, det var jo udelukkende fordi det var gået nogle løse rygter omkring hende, hvilket så ud til at være det rene og pure opspil.
”Engell…Engell” kom det kort fra ham, han førte sin hånd op og kørte den igennem sit hår, det var tydeligt at se at navnet havde enten gjort indtryk eller foragt i ham, navnet havde godt nok gjort noget, og Ramiel stod blot og tænkte, hvorpå han fortsatte ”DET navn, minder mig om et eller andet, en bekendt” Han brugte ordet bekendt, i det at han stadig ikke kunne huske hvem det var, om det var en gammel ven, eller en gammel fjende vidste han ikke, dog så begyndte han at fornemme at det ikke udelukkende var en billig dæmon han stod overfor, men nok snare en bastard af et eller andet, enten en blanding eller måske en engel sympatitør.

På et var stemningen ændret. Han virkede næsten venlig. Lucille rynkede brynene. Så han ville ikke stille flere underlige spørgsmål? Det måtte tiden jo vise.
“Nej, og jeg må sige at jeg er glad for at jeg ikke bor her. Her er jo rædselsfuld.” hun skuttede sig, men blev samtidigt nysgerrig. “hvilke steder” spurgte hun, og lod lidt af sin arrogante holdning falde. Det var kun rigtigt at gøre, når han nu var begyndt at blive mere venlig, plus at hun nok bare ville få ham på nakken hvis hun ikke gjorde det.
“Had jeg er? Jo se det er et bredt spørgsmål” hun holdt en kunstpause. “Jeg tænker ergo eksistere jeg, så jeg er levende. Jeg er en kvinde, og endda en voksen en af slagsen. Så vi kan nu konkludere at jeg er en eksisterende kvinde på 29 år” hun så på ham med et glimt i sine mørke øjne, og det var tydeligt at hun tog lidt pis på ham, men på den drilagtige måde. Efter at han var blevet høflig havde hendes underlige fornemmelse trykket sig tilbage, og ladet hendes dæmoniske del overtage. Og den var livlig, og når den var i godt lune kunne den endda være munter. Som den var nu.
Lucille vidste godt at han spurgte efter hendes race, men hun var ikke sikker på hans, og var nervøs for hvorvidt han ville gå løs på hende hvis hun fortalte ham alt. “Hvad med dig selv?” spurgte hun i et forsøg på at få fokus væk fra sig selv, noget der nok ikke ville virke særlig godt, for han virkede som en der holdt fast på det han ville vide indtil han fik det af vide.
Der opstod et øjeblikstavshed hvorpå Ramiel snakkede. Hans ord var ikke hvad hun havde regnet med. “En bekendt?” spurgte hun spørgende og hævede øjenbrynene.

Stemningen var ændret, både fra hans side af, men vist nok også hendes, hun virkede mere, venlig, hvis man kunne sige det, selvom han stadig ikke troede meget på hendes intentioner med denne pludselige venlighed, han kendte trods alt godt sine egne.
”Hvis du ikke bor her? Hvor så?” han havde ment at det var i denne bydel hun havde boet, da hun trods alt var ny, og ikke ligefrem virkede som om hun kunne tage hen på de dyreste steder og bo, men han havde vist atter taget fejl, dog så ville han aldrig, aldrig indrømme det, ikke engang hvis det galt hans liv.
Okay, hans spørgsmål var vist nok bredt, men han mente specifikt hvilken overnaturlig race hun var, men på trods af det flabede svar, så virkede det en anelse drilsk, hvilket han godt kunne tage, trods alt, så havde han taget fejl af hende før, og denne nye side, måtte han vel også mødes.
”Hvad med mig?” Ramiel holdte en af de såkaldte kunstpauser, ligesom hun havde gjort, hvorpå han kørte sin hånd igennem sit hår, ”Jamen, jeg er jo som sagt, Ramiel, Ramiel Navitas, og er vist godt oppe i mine små… tja… ældre år” det var ikke helt løgn, trods alt, så havde han levet længere end hvad der havde befolket jorden, så han var vist godt oppe i sine år.
”En bekendt, en gammel…” Ramiel stoppede og kiggede på hende, og med en løftet finger pegede han på hende, den venlige smil havde forandret sig, til noget mere hadefyldt ”Han er, eller var en engel, og jeg husker ham tydeligt, og du er vist nok hans datter” Ramiel tog nogle skridt nærmere imod hende, hvis han ikke tog meget fejl, så var det en engel han stod overfor, og hvis der var noget han hadede være end forfalskninger, så var det engle, og hvis hun var en engel, så vidste han ikke hvad han kunne finde på, det eneste han var sikker på, var at det ikke ville blive et kønt syn.

Der gik lidt inden Lucille svarede ang. hvor hun boede. Hun var ikke helt sikker på navnet. “Terre tror jeg at det hedder. Det er ret centralt” hun var stadig venlig og den for måske lidt flabede attitude var pakket væk - for nu.
Lucille så på ham mens at han fortalte om sig selv. Han gjorde det samme som hun. Undgå at svare på det der egentlig blev spurgt om men snakkede i stedet om en masse andet som var irrelevant, og oplysninger som ingen af dem ønskede at få. Men hun havde selv været ude om det. Hun hørte ham holde ind, og hvad hun havde fået ud af det var at hun nu vidste at han var… gammel. Måske var det derfor at han ikke kunne huske hvem Engell var? Hans husker var gal. Tanken fik et lille smil frem på hendes læber. De forsvandt dog hurtigt, men øjnene var stadig som før.
Glimtede med munterhed. En munterhed der langsomt sivede ud, og blev erstatte af et koldt og fast blik.
“Og hvad så hvis jeg er hans datter?” spurgte hun skarpt. “hvad så hvis jeg er en engel? For du synes måske at jeg ligner en?” tanken om hendes far, at han åbenbart tog hende for at være en engel, fik vreden til at ulme i hende. Hun var rasende nok på sin mor over at have fået hende med sådan en bevinget pipfugl, men det skulle åbenbart også forfølge hende.
“men sæt nu jeg er en engel, med lysmagi, vinger og hele mulitjavsen. Hvad vil du så gøre ved det?” Hun lænede sig frem, så hun imødekom hans skridt frem, mens hun stirrede intenst på ham. Nej hun var ikke bange for ham.

”Aha, I Terre” Tja, det kunne han vel have sagt sig selv, stort set alle boede jo i terre, det passede hende vidst også bedre end at bo i dette snuskede kvarter, hvor det stort set kun var rovdyr og diverse andre byttedyr levede, ikke ligefrem et sted for en ung kvinde at bo. Ramiels opmærksomhed faldt roligt hen på Lucille, lige tidsnok til at opdage at hendes smil faldmede, samt den munterhed hun før havde langsomt ebbede ud, det så ud til han havde ramt et ømt punkt, alene i det at det muligvis var Engells’ datter han stod overfor, en chance man ikke måtte lade løbe fra sig.
”Jamen, hvis du er en af disse, højrøvede engle” Ramiel vendte sig rundt, så han stod med ryggen imod hende, en halv kvalt latter kunne man ane fra ham, hvorpå han vendte sig rundt igen, og pegede på hende, stadig en smule leende ”Så må jeg jo sætte en stopper for dig” Stadig smilende stod han og lyttede, til hende, hun lignede ikke ligefrem en engel, men alene det at hun var i familie med en, var jo besværligt nok ”Nej, du ligner ikke ligefrem en af dem” trods alt, så lignede hun ikke en engel, men han havde jo taget fejl før, noget der ikke måtte ske igen, ergo var han jo tvunget til at snakke lidt længere med hende, selvom det gik imod ham. Og hvis hun i dette tilfælde var en engel, med lysmagi, vinger og hele mulitjavsen, så skulle han fandme beskytte sin røv, før han begyndte på noget.
”Hvis du har hele mulitjavsen, så må jeg vel bare køre dit ellers kønne ansigt op af den nærmeste mur, og tage dit liv” hadet var nemt at spotte i hans øjne, samt den kolde tone, den var ikke til at tage fejl af, han havde i sinde at sparke hendes røv, hvis det viste sig hun var en af disse engle.

Den behagelige, ja næsten afslappede og venlige atmosfære der havde været for en kort stund, var nu helt forsvundet. Ligesom afstanden imellem dem var blevet mindre. Han var trådt frem, og virkede nu mere truende end før, men hun var blevet stående - grundet at hun troede på at det ville illustrere at hun ikke lod sig kue.
“Så det du siger at hvis jeg er en fuld engel så vil du tage mit liv?” spurgte hun roligt, og prøvede på at virke så upåvirket af hans trussel. Dog kunne hun fortsat mærke vreden røre på sig, den steg i takt med at den underlige følelse vendte tilbage.
“Og du siger sætte en stopper for mig, hvad er der at stoppe? Jeg aner intet om de underlige rygter du taler om og jeg har ikke signeret nogle, og har jeg måske ikke ladet dig være i fred? Vi ved jo begge godt at det var dig der begyndte at snakke til mig, så kom ikke her til mig med dit sætte en stopper for mig” hun afsluttede sin mindre talestrøm, og placerede endnu engang hænderne på hofterne, hvor hun skød den ene hofte lidt i vejret så hun havde centreret sin vægt på højre ben. Hun knejsede med nakken og hendes overlegende attitude var tilbage på sin plads.
“Men jo, Engell var min far. Og nej jeg kender intet til stodderen” hun spyttede sætningerne ud. Hun kunne ikke lide sin far, og hun kunne ikke lide sin mor. Begge havde de skabt problemer for hende, og hendes far var tydeligvis ikke interreseret i hende da hun aldrig havde mødt ham, hun havde end ikke fået et kort fra ham. Så hvorfor skulle hun bekymre sig om ham?

”Jeg ville ikke tøve” kom det kort fra ham, hvorpå han atter tog et par faretruende skridt imod Lucille, al venligheden var stort set forsvundet fra den forrige tid, og nu herskede, ja fra Ramiels side, så herskede hvad der kunne ses som en form for vrede, hvorimod at Lucille mere mindede om en der var ligeglad, med et strejf af frygt ifølge ham selv, dog så var det tydeligt at se hans trussel havde taget form i hende, og hun derfor, enten havde en eller anden form for had imod ham.
Talestrømmen som Lucille lige havde fyret i hovedet på ham, virkede.. irriterende, hoverende og hun virkede da bare mere eller mindre som en højrøvet nybygger, som ikke anede hvad hun lavede, ej heller hvem hun snakkede til, samt positionen hun havde taget, det hele emmede af hovmod, overlegenhed, noget han til dels respekterede hende for, men også noget han virkelig hadet hende for ”Jeg mente ikke ligefrem at jeg ville stoppe dig i at gå, mere i at jeg ikke havde i sinde at lade dig overleve” han knyttede sine hænder og begyndte at knække sine knoer, en knasende lyd kom fra ham, det var ikke til at tage fejl af, han havde virkelig i sinde at stoppe hende, på den ene eller den anden måde, men stoppe hende, skulle han skam nok.
Det var skam nemt nok at se hun igen følte sig overlegende, hvilket jo bare var den person hun var, som også havde tjent en smule respekt fra Ramiels side af, men det var ikke det som satte spor i ham, det var måde hun lige havde omtalt sin far, hun havde ligefrem kaldt ham for en stodder, hvilket jo betød at hun faktisk mente at hendes far var et svin, eller at hun bare ikke kunne lide ham, hvilket jo var forståligt nok, da hendes far var en engel, hvem brød sig egentligt om engle? Det var jo spørgsmålet, ingen brød sig jo rigtigt om engle ”Så det du siger, er at du ikke kan lide din far?” fjendtligheden var stort set forsvundet, og erstattet af noget som mindede om nysgerrighed, hvis det nu passede at hun ikke brød sig om sin far, så var det her jo faktisk en enestående mulighed, det betød nok at hun ville have hævn over sin familie, hvilket at Ramiel jo kunne tilbyde hende ”Jeg vil give dig en mulighed” Ramiel holdte en finger oppe i luften, som et tegn på at der var én mulighed ”Og den lyder på, at jeg kan sørge for at du får hævn” andet behøvede han vel ikke at sige, han regnede med at hun forstod hvad han mente, og hvis ikke, så ville hun jo sige det, og så kunne han vel forklare det igen.

Lucille hævede øjenbrynene. Nej hun tvivlede ikke på at han ville gøre forsøget. Han tog endnu et bar skridt. Lucille stod bomstille. Hun nægtede stadig at flytte sig selvom han kom tættere på.
“Så det du siger er at du ville slå mig ihjel. Og ud fra hvis du havde sagt tidligere var, via en mur? Hvordan var det nu at du formulerede det?” hun tænkte sig lidt om mens hun truttede munden let - en gammel vane hun havde. “køre dit ellers så kønne lille ansigt op af den nærmeste mur - jo jeg tror at det var nogenlunde det du sagde. Jeg er da glad for at du synes jeg har et kønt ansigt, selvom det var forbundet med at du ville ødelægge det.” Hun følte sig nervøs overfor ham, hun kunne ikke lide at han gik tættere og tættere på, og hun kunne godt mærke at jo mere nervøs hun blev, jo mere kom hun til at snakke.
Og hun havde vist fået lukket op for lidt mere end hun havde villet fra starten af, men nu vidste hun ikke rigtigt om det var godt eller skidt, for da Ramiel hørte hendes knap så rosende ord om faderen stoppede han med at se så truende ud, men virkede i stedet som om at han oprigtigt var nysgerrig. Det var både en lettelse, men også noget som pissede hende af. Hvem fanden troede lige engang at han var? Han havde ikke ret til bare at udspørge hende om hendes priva…
Ramiel afbrød hendes tanker ved at snakke om et valg. Ét valg. Hævn over hendes familie. Endnu engang fløj Lucilles øjenbryn til vejrs.
“Så det vil sige at du ville tilbyde mig, tilegngæld for et eller andet, at tage hævn hvordan det ellers skal forstå over min far?” spurgte hun, mens at hun tænkte.
“Jo jeg er ikke fan nummer et af min far. Men han kunne ikke gøre for det. Han er jo kun en mand. Og han havde samme svaghed som alle mænd har” da hun sagde sidste sætning kørte hun blikket ned til et sted under navlen på ham - hentydningen var ikke til at tage fejl af, “og det udnyttede min mor. Hun tog en engel og vandt væddemålet over en veninde. Hun havde bare ikke tænkt på hvad der kan følge med” Lucille trak ligegyldigt på skuldrene.
“Men skulle jeg tage hævn over dem på grund af det? De er jo stadig mine forældre og uden dem havde jeg ikke stået her i dag. Foruden det er det syndigt at slå ihjel, og ud fra hvordan hvad du tidligere har sagt, kunne det godt lyde som om at hævn for dig er at slå ihjel” Lucille fik en lyst til at sparke sig selv. Hendes engle-del havde taget over i det øjeblik. Meget kunne hun undertrykke den til, og lade sin dæmoniske side herske, men hun kunne ikke tvinge den til at begå noget som ville blive betegnet som ondskab.

Nervøsiteten stank fra hende, denne berusende duft, var overvældende, en af de få ting som han faktisk godt kunne lide, også selvom det var forbundet med at han var nødt til at skamfere en ellers køn kvinde, men nu hvor kortene var lagt på bordet, og han havde sagt det, så var han jo også tvunget til at gøre det, medmindre de kom frem og aftalte noget. Og hun blev ved med at snakke, og det var, tja, det var mere end bare irriterende, især når overfloden af hendes talestrøm aldrig så ud til at stoppe, men hendes hovmod, strålede igennem, en side hun absolut ikke havde arvet fra hendes far, den måtte ergo nedstamme fra hendes mors side af. ”Ja, det er mine ord, og jeg har da også i sinde at fuldføre dem, hvis vi når dertil” kom det fra ham, en eller anden respons måtte han vel komme med, også selvom det godt kunne opfattes som endnu en trussel, hvilket at han, ikke ligefrem havde i sinde at det skulle være, men alene det at Lucille så ud til at være af bastard racen, så måtte hendes mor havde været… tja enten en dæmon eller djævel, hvilken del vidste han ikke, det eneste han var skudsikker på var, at der herskede en god og en ond del i Lucille, samt at den gode del var engel, en mærkelig blanding, men dem fandtes der jo så mange af.
De stod kun nogle få meter fra hinanden, og duften var ikke til at tage fejl af, hun var begyndt at slappe mere af, dog så var strejfet af nervøsitet der stadig, knap så berusende duft, men stadig god nok.
Tilbuddet så ud til at være fristende, og hun så da også ud til at hun kraftigt overvejede det, hvilket var endnu mere berusende for ham, det vrimlede med uopdaget potentielt materiale, hun kunne godt nå langt op i et system, hvor hendes evner ville blive brugt rigtigt, for eksempel hos ham, godt nok ville han ikke kunne tilbyde hende guld og grønne skove, men han ville da kunne tilbyde magt, hvilket jo i bund og grund var hvad alle ville dræbe for ”Jeg tilbyder dig, chancen for at tage din fars liv, og at tage en enkelt billet tur-retur til himlen, og at komme tilbage med mere magt end hvad du kan forestille dig” Ramiel rakte sin hånd frem som et tegn på at hvis hun tog den, så havde de en aftale, hvorimod hvis hun ikke tog den, tja, så var der ingen aftale.
”Kun en mand?” kom det fra Ramiel, hvordan Lucille kunne sige sådanne ord, vidste han ikke, hendes far var jo ikke kun en mand, han var en engel, ligesom Ramiel selv havde været, det var ikke meningen at engle skulle have kødelig omgang med andre væsner end dem selv ”Lucille, han er en engel, meningen er at de har en meget streng anti-kødelig-omgangskreds” med stærke overbevisninger om at Lucille vidste hvad han mente med det. Samt hendes kørende blik, det var ikke ligefrem ubehageligt, dog så vidste han godt hvad hun hentyde til, men i forhold til, tja stort set alle andre så var Ramiel anderledes ”Jeg har ingen kødelig omgang med nogen” kom det fra ham, hvilket også passede, så længe han huskede tilbage, så havde han ikke ligefrem haft en kødelig affære, hverken med engel, menneske eller nogen anden form for væsen.
”Din far er en engel, hvorimod din mor… tja.. hun har måske gjort noget rigtigt, men vil du ikke have hævn? Fjerne dine svage gener, bliver” Ramiel stoppede og kiggede på hende, et bredt smil var at spotte på hans læber hvorpå han blot behøvede at sige et eneste ord ”Rene” han var stærkt overbevist om at hun godt vidst han hentyde til, hvis hun ville dræbe sin far, var der intet som kunne stå i vejen for hende, og hun ville blive magtfuld, sågar, hun ville ikke engang frygte at tage et liv, hvilket var det eneste Ramiel prøvede på at få hende til at indse.