Faret vild?

Tid: Eftermiddag - aften
Sted: Skoven (på et af Kira ukend sted)
Omgivelser: Der virker umiddelbart ikke til at være nogle væsener i nærheden.
Vejr: Lidt blæsende men for en person vandt til Frankrigs klima ikke overvældende koldt

Kira kiggede sig omkring for omkring 117 gang, og for minds lige så mange gange måtte hun konstatere at hun stadig ikke vidste hvor hun var. Skoven synes ikke at ville afsløre denne hemmelighed for hende. Det blæste lidt, og Kira skuttede sig og trak sin jakke tættere op om sig og rystede lidt. Hun frøs. Aldrig før havde hun været udsat for så koldt et klima. Joh, om natten et par gange måske, men ellers ikke.

Det var efterhånden et par timer siden hun havde sat sine ben på flyet, der havde ført hende hele vejen fra sydens velkendte varme og op til dette kolde lande. Hun følte sig stadig lettere tumelumst efter den lange rejse og den smugle jetlag hun havde fået. Og hun var begyndt at blive sulten. I grunden morsom at hun ikke havde spekuleret på dette før. Det eneste hun havde haft i hovedet da hun var landet, var at komme væk fra den overvældende menneskemængde. Hun var ikke vant til så mange mennesker, og havde valgt at søge tilflugt mod det mest velkendte hun kunne få øje på. Skoven. Men det havde efterhånden vist sig at være knap så god en ide som hun først havde antaget. Hun havde ikke normalt problemer med sin stedssans - hun havde trods alt virket som vejleder i vildmarken engang. Men hun havde ikke taget højde for hvor meget den lange rejse havde taget på hende. Sulten, ukoncentret og lettere svimmel som hun var havde hun mistet al fornemmelse af tid og sted. Med andre ord, hun var faret vild.

Selvom hun godt var klar over at det ikke ville hjælpe kiggede hun sig omkring endnu engang. Et krat af buske hær, en tæt skov af træer der, og ikke antydningen af en sti hvad enten det var menneskeskabt eller ej. Intet... Hun skuttede sig for kulden igen, og overvejede endnu engang at danne sig pels som værn for kulden, men slog tanken ud af hovedet igen. Det ville blot gøre sulten og hendes koncentration endnu værre. Hun rystede på hovedet af sig selv og satte sig ned vedsiden af krattet, og blev gladeligt overrasket over at finde bær på busken endnu. Usikker på om de ville være spiselige plukkede hun et og gav sig til at snuse lidt til det, alt mens hun endnu engang kiggede sig omkring - stadig i håb om at få øje på noget der kunne give hende et preg om hvor hun havde begivet sig hen.

ikke så lang der fra, gik der en ung herre rundt i nogen lette løs bukser af stof og en hvid skjorten, som var åben i top, han var på vej tilbage til sin brække hytte, som ligger op i bjerge, han plejer af forvandle sig til en fugl og fly der op, da det er hurtigere men han havde en føles af der er noget i skov, som havde bruge for hjælp, efter noget tid, så han en kvinde med ryg til ham ved en buksen med nogen bær, "undskylde men de har vel ikke tænke dem af spise dem" spurgte han og gik lidt tætte på hende, hvor han stopper op, han var omkring 185 høj og har gyldenbrun øjne og lanf spider øre, så det var nem af ser af han var en elver, han har kul sort hår som er unormal hos dem, "kan jeg hjælp dem med noget" spurgte han lidt efter og kiggede på hende og smiler rolig for ikke af vis, at han ikke er ud på at gør hende ondt.

Alle Kira alarmklokker blev med et sat i sving, da hun pludseligt hørte lyden af en stemme. Hun blev spendt i hele kroppen og krummede ryggen let. Havde hun haft katte-øre, ville de have lagt tæt ned ved hvovedet - men i deres menneskelige form gav det blot et lille vrik i dem. Hun vendte sig brat om og fik øje på en ung mand klædt i løst og tilsyneladende afslappet tøj. Det næste der sprang hende i øjnene var dog hans øre, der var både lange og spidse i forhold til hendes egne. Altså måtte han være elver - den slags personer havde hun godt hørt om før. Han gik tættere på, og hun var nær ved at springe derfra da han åbnede munden og talte igen. De skrå øje blev et øjeblik smalle ide han satte et smil på sit ansigt, sikkert for at vinde hendes tillid. Hun var på vagt! Hun drejede hovedet med et ryk for at kigge ned på det bær hun i forvirringen havde tabt. Dette fik hende muligvis til at virke anspændt.

"Jeg overvejde det," svarede hun ærligt, "men det var måske alligevel ikke så god en idé?" Hun vidste, at hun muligvis derved havde betroet ham at hun ikke var så kendt på egnen - eller i hvert fald ikke bekendt med skoven og dens planter, men hun var endnu ikke sikker på om hun ville betro ham at hun var faret vild. Hun drejede hovedet (igen i et ryk) og kiggede igen på ham. Hun havde det skidt med folk der sneg sig ind på hende - selvom hun måtte indrømme at hun måtte have været meget uopmærksom hvis han havde kunne komme så tæt på uden overhovedet at blive bemærket, selvom hun havde stirret omkring sig. Hun havde vist kun kigget lidt løst og fast. Det havde nok ikke engang været hans intention at snige sig ind på hende. Nej, hun var sikkert bare blevet fanget på det forkerte ben, kunne man sige det. Men det var også noget hun ikke brød sig om. Hun besluttede at spørge om noget andet først. "De er måske giftige eller hvad?"

han smiler rolig videre, så hun var sikke på af han ikke vil gør hende noget, "nej det vil jeg sige af det ikke vil være" sagde han og kiggede rolig på hende, han havde hvis snig sig ind på hende, eller så virke det nok for hende af han havde, det havde han så ikke, han kun ike gør for af han er lydløs i skov, det lå bare til hans race, "ja det er de, de kan død af dem, hvis de spise for mange af dem og det gør folk da man spise til at man er mæt, ellers vil det gik en god omgang tynd mave" sagde han og kiggede på hende, "undskylde jeg spørge men du ligner ikke en her fra" sagde han, stadig i det lidt spørge men ikke dirke, "undskylde min uhøflighed, jeg hedder Húrins og deres navn er" spurgte han og rakte rolig hånd for af hils pæn på hende.

"Oh" udbrød hun stille som reaktion på hans forklaring af bærene og kastede et flygtigt ned på det tabte bær. Hun kunne være blevet ved ganske længe vidste hun, hun spidste mere end de fleste. Som svar på hans næste udsagn kom hun til at smile. Så det var tydeligt for ham at hun ikke var herfra? Tja, det burde hun vel også have regnet med, sådan som hun sad og skuttede sig i den tykke jakke og alligevel jævnligt kom til at ryste af kulde. For ikke at tale om hendes ikke just blege hudfarve.
Hun rejste sig op, i det han hånden frem, og tørrede lige hurtigt den hånd hun havde plukket bærret med af i bukserne før hun rakte ham den og præsenterede sig med sit stammenavn som "Raika". "Jeg er vist faret vild fortsatte hun derefter og kløede sig flovt i nakken. Hun virkede knap så anspænd nu.

han kiggede på hende og smiler svagt af hende, den måde af hun kiggede på bær på, "hyggelig af møde dig Raika" sagde han og kun mærke på hendes hånd af hun frøs, "okay, det er nu ikke så godt, hvad med af du kommer med op til mig og få varm og noget varm af drikke, så kan jeg følge dig indtil by eller hvor du nu skal hen" spurgte han og kiggede på hende og smiler rolig, det må være irriterende for hende, af hun stod og frøser og han stod her i noget som kun linger sommertøj, men han frøs ikke, det var nok noget med at han var opvokse her i skov og er vand til kulde, han vil begynde af gå op mod bjerge hvis hun takke ja tak til han tilbud, hvis hun ikke gjort vil han vis hende ud af skov eller hvor hun nu skal hen.

Hun overvejede hans tilbud mens hun gned sine kolde hænder mod hinanden for at give lidt varme. På den ene side var der jo det der med at det ikke er så godt at gå hjem med fremmede. På den anden side virkede denne person ikke til at ville noget ondt. Og så igen - for med den måde han lod til at kunne gennemskue hende på kunne det lige så vel være et skuespil. Hvornår var hun dog blevet så mistroisk? Men det var svært at tænke klart med den sult hun efterhånden havde gået et stykke tid med. Det endte med at blive sulten der vandt (som oftest) og næsten som om den ville istemme gav hendes mave en lille knurrende lyd fra sig. "Joh tak, jeg er vist lidt sulten" svarede hun derfor forlegent "Hvis det altså ikke vil være til for meget besvær?"

"det er det ikke og jeg har også noget af spise som ikke er giftige" sagde han og kiggede kort på hende, end han begynde rolig af gå mod bjerg, de gik ca en halv time til 45min, hvor de kom til en god store bjælke hytte, han åben hoved dør og gik ind, hvor han lukke den efter han ha budt hende ind og hun var kommer ind for i varm, de stod i stue, hvor der var en lille kamin som var svagt gang i, "drikke du te og hvad vil du havde af spise, der er hjem bagt brød og så har jeg honnig hvis det er noget" spurgte han og kiggede over på hende, han nikke kort over til nogen møble som hun bare kun sig i, "skal jeg tager din jakke" spurgte han og kiggede rolig på hende.

Hun smilede og kom med et lille fnis af, hvad hun antog havde været et forsøg på en joke: At han havde spidseligt der ikke var giftigt. Hun fulgte med han da han begyndte at gå - men i sin stedssansløse tilstand var hun ikke i stand til at afgøre hvor hen før de kom til et stæd hvor træerne spedtes nok til at lade et bjerg komme til syne. Det var tilsyneladende de de havde retning mod. Som de nærmede sig kom flere bjerge til syne. Og endelig kom også en stor bjælkehytte til syne, og det var der deres vandring endte. Kira blev budt indenfor, hvorefter elveren... Húrins... tilbød hende noget at drikke og spise, samt at tage hendes jakke. Hytten var opvarmet af en lille kamin, og så Kira havde intet imod at skille sig af med jakken nu vinden var væk. Nu nikkede og svarede "Ja tak, det må du gerne."

Hun kiggede sig omkring i hytten, mens hun svarede på hans første spørgsmål: "Ja, jeg drikker gerne te, og brød med honning ville være dejligt, tak." Efter at have kigger sig rundt et øjeblik gik hun over og satte sig i et af de møbler han med et nik havde tilbudt hende.

han tog imod hendes jakke da hun sagde af han godt må tager den, han gik over og hænge den op og gå derefter over i et lille køkken, hvor der var de tid man nu har bruge for, det var ikke noget i hus som var ny model, alt i hans hytte var fra gammel dag men det forstå men nok godt, når han er elver, der gik nogen min end han kom med en lille bakke med en kop te og tre stykke honning madde, te var nogen blade som han havde ladt i det varm vand, hvorefter han gik over efter en kop te til sig selv, efter han havde hente den, sat han sig ned i en af læner stol og tog en tår af te, te har en rolig og god smager af sommer, [b]"må jeg spørge hvorfor du er kommer her til by"[/] spurgte han og kiggede rolig på hende.

Húrins forsvandt over i køkkenet og kom tilbage et par minutter senere med te og honningsmurt brød på en lille bakke. I mellemtiden sad Kira og studerede rummet mens hun prøvende vippede lidt med tæerne. Skoene var efterhånden begyndt at genere hende - selvom almindelige mennesker sikkert fandt at kondisko var et meget behageligt fodtøj. For Kira var det blot en hæmning af hendes bevægelsesfrihed. Hun hadede følelsen af hvordan hendes tæer blev klemt sammen inden i skoene og den begrænsede plads nægtede hende mulighed for at skille tæerne fra hinanden. Hun kiggede sig interesseret omkring. De fleste af tingene i rummet virkede meget gamle, deriblandt møblerne, men virkede ikke desto mindre praktiske og behagelige - sidstnævnte var nok også mest hentydet møblerne. Og ikke mindst virkede det hele meget velholdt. Man fik hurtigt et indtryk af at ejermanden holdt af at passe på sine ting.
Kira smilede og tog imod koppen med te mens Húrins hentede endnu en kop til sig selv. Hun pustede lidt til teen før hun prøvende tog en lille tår. Det var en både varm og sød til, meget frugtagtigt men beroligende på samme tid. Húrins kom i mellemtiden tilbage og fik sig sat i en anden lænestol og tog ligeledes en tår af sin te, før han stillede hende et spørgsmål hun ikke havde synderligt lyst til at svare på. Hvorfor var hun kommet her? Hun slyngede teen lidt rundt i koppen og betragtede tebladendes bevægelse kort før hun sukkede og svarede: "Tja, der er faktisk flere årsager". Hun trak på skuldrene og rettede blikket op mod ham. "Men en af dem er at jeg har nogle sager at ordne for nogen i min familie."

han nikke kort og smiler rolig, end han tog en ny tog af te, "smide sko hvis det er" sagde han og kiggede på hende, han nikke kort til det hun sagde og smiler rolig, "det lyder til af du ikke vil snakke om det, så vi lad det ligger" sagde han og smiler rolig til hende, end han tog en tår mere af te og stille kop fra sig, han rejse sig op og gik over til kamin og smidet et stykke brænde ind og ro lidt i ild, så det to bedre fat, hvorefter han gik tilbage og sat sig, "husk af spise" sagde han rolig og kiggede kort på hende, honning var frisk og selv dyrke, da det smager bedst og det et nem arbejde efter hans mener.

Knap har Húrins fremsagt sit forslag om at tage fodtøjet af, før Kira har løsnet snørene og fjerte de frihedshæmmende sko og et lettet udtryk breder sig i hendes ansigt. Strømperne lader hun sidde, de er alligevel ikke til gene, og det ville virke for akavet at tage dem af. Hun tager endnu en tår af sin te og fortsætter så henkastet mens Húrins gik hen for at ligge mere brænde i kaminen: "Åh, det er bare, du ved... kompliceret. Noget med nogle breve og papirer til noget forskning eller sådan noget. Og jeg er stadig sådan lidt fortumlet efter flyrejsen. Jeg flyver ikke så meget.. Og jeg havde ikke regnet med at her ville være så koldt.." Hun tog velvilligt imod hans opfordring om at begynde på maden. Det smagte ganske udemærket. Brødet smagte af hjemmebagt og ud fra honningens meget flydende konsistens ville hun gætte på den også var hjemmelavet - for ikke så længe siden. "Det smager godt" komplimenterede hun. "Har du selv lavet det?" spurgte hun, for at få bekræftet sin teori. Når hun tænkte over det ville hun gætte på at han lavede ganske meget selv, at dømme ud fra nogle af de ting hun kunne få øje på i rummet.

"åh så nogen ting, så noget holder jeg mig lang væk fra, jeg er et natur væsen, så hold mig her ud og giver ikke at sat mig ind i menneske verden" sagde han og smiler rolig, han tog en tår mere af te og slappe af i lænerstol, han kun godt mærke af han havde lavet noget i dag, "det er glad for af du synes" sagde han og smiler glad, det er altid ret når anden kan lide ens ting, "ja honning er også hjemmelavet, laver det mest selv, da det smager bedre og at jeg bor i natur og så har jeg leve i så mange år at jeg kan lidt af hver" sagde han og smiler rolig end han tog en tår af te.

"Hvor gammel er du da?" spurgte Kira interesseret - dog med en vis forsigtighed idet hun ikke var sikker på hvorvidt det ville virke som et generende spørgsmål. Hun havde da godt hørt noget om at elvere kunne blive gamle, tja, nogle mente ligefrem de var udødelige hvis ikke nogen da ligefrem gik efter at slå dem ihjel... eller de sjuskede med deres helbred og fik sig smittet med en dødelig sygdom eller sådan noget. Han så ikke umiddelbart ud til at være særlig gammel. Faktisk lignede han en i begyndelsen af 20'erne - ligesom hun selv. Arr... måske lige lidt ældre end hun. Det eneste der afslørede ham var øjnene, der så ud til at have levet længere. Og hans hjem med de gamle antikviteter... og så måske også hans ører. Kira mærkede hvordan hendes krop begyndte at slappe mere af i takt med at ilden i kaminen fik fat i den nye brændeknude og bredte sin varme ud i rummet.

"jeg er 7643år gammel er jeg" sagde han og kiggede på hende, hun regn sikke men af han ikke er særlig gamle, men det er han, der var en grund til at han ved så meget som han gør, han lukke kort øjne og lytte til vind udenfor, "når skal du indtil by eller hvor du skal hen i aften eller vil du bliv og sove og tager afsted imorgen, hvordet skulle bliv bedre vejr" spurgte han og kiggede kort på hende, end han tog en tår mere af te, han flytte noget af sit hår om bag det en øre, ved at han gjort det bliv hans øre mere synlig, hvor man kun ser hans to øre ring som han har i højre øre.

Det kommer alligevel bag på hende at han er SÅ gammel. Så forstod hun bedre at han lavede så meget selv som han gjorde. Man måtte have sig en del hobbyer for at holde sig beskæftiget hvis man havde levet så længe... en bevægelse hvor Húrins roligt førte sit lange sort hår om bag det ene øre henledte igen hendes opmærksomhed på hans spidse øre. For et øjeblik efter gik det op for hende at han havde stil hende et spørgsmål. Det fik omgående blodet til at fare op i hendes kinder og afsløre en rødmen. Hun bed sig flov i overlæben før hun fik fremmumlet: "Ehh... altså, det kommer an på... Hvor langt er der ind til byen?" Hun kastede (ubevidst) på katteagtig maner sit blik ud til en side og stirrede på et eller andet tilfældigt, som for bevidst at undgå øjenkontakt, selvom hele agten skete ubevidst. "Jeg har fuldstændigt mistet min steds sans da jeg... du ved, for vild..." Hvor var det flovt. "Altså, jeg plejer virkelig ikke fare vild på den måde.. faktisk er min steds sans normalt rigtig god." Det gik op for hende at selv hun selv kunne høre hvordan hun forsøgte at bortforklare denne bommert - på en ikke særlig elegant måde - hvilket blot fik hende til at rødme endnu mere.

"hvis du giver af kom med ud, kan jeg vis dig det" sagde han og smiler rolig, han griner kort af hende, da han bare ikke kun lad være, at sid og høre ¨på at hun prøve at forklare det, "du er ikke til besvær hvis du bliver og sove, det vil kun være hyggelig, så har jeg en af snakke med" sagde han og kiggede på hende, han havde mere sit ejer soveværelse, så hun kun godt få et værelse for sig selv i nat, hvis det var det hun vil har, han drak det sidste af sin te mens den stadig var varm, de flert af hans køkken ting, som krus og kop, er laver af træ, rigtig pæn håndværk, derfor hold det heller ikke super godt på varm.

Kira nikkede og rystede den flove fornemmelse af sig. ”Det vil jeg gerne” svarede hun, lige så meget til det ene som til det andet, stadig med blikket væk. Nu vendte hun det imidlertid tilbage på ham, mens han drak resten af sin te - og hun gjorde det samme. Den var ikke længere helt så varm som den havde været, men gav hende stadig en dejlig lun fornemmelse i kroppen. De sidste rester af kulden havde nu forladt hendes krop - og hun forberedte sig på at den ville vendte tilbage igen snart - om end kun i lille mængde. At formskifte til sin pels kunne stadig ikke komme på tale – hun skulle spare på sit kropsfedt, og desuden ville det ikke blive let at skjule indenfor, samt det heller ikke ville være nødvendigt med den varme der efterhånden var inde i hytten. Det kunne ikke betale sig for den smule kulde hun eventuelt ville få af at være udenfor de par øjeblikke. Da den sidste tår af teen var drukket, dvs. på nær den allersidste bundslant med alle te-bladende, satte hun koppen tilbage på den lille bakke på bordet, og strakte sig godt før hun rejste sig op og spurgte: ”Ville du vise det?”

han nikke kort til det hun sagde, af hun gerne vil bliv af sove, "ja det vil jeg da" sagde han rolig og rejse sig op og tog nogen sko ligner ting på, som er laver af læder, hvorefter han kiggede kort over på hende, da hun var klar, åben han dør og gik udenfor og lukke den efter hende, han gik lidt længe op af bjerg hvor han gik ud til kant, hvorefter han peger ned på by som lå lang væk fra dem, "der kan du ser by" sagde han og kiggede kort på hende, end han stikke hænder ned i bukser lommer, han gik tilbage sammen med hende, da hun havde få set det.

De gik mod døren, og mens Húrins iførte sig et særpræget fodtøj af læder, iførte Kira sig sin varme jakke. Først da han kiggede på hende, kom hun i tanke om at hun hellere måtte få noget på fødderne selv – ikke så meget fordi skoene tiltrak hende, som for at hun vidste at hun ville behøve den isolation af varme de gav. Hun vidste at hun ville blive nød til at vænne sig til dette kolde klima før hun kunne gå barfodet igen. Hvilket på den ene side irriterede hende, og på den anden gjorde tingene lettere. Det ville gøre det lettere for hende at huske at iføre sig dem for ikke at tiltrække sig uønsket opmærksomhed. Hun gik derfor tilbage til lænestolen og hentede kondiskoene og trak dem på fødderne, før hun vendte tilbage til døren. De gik begge ud, og Húrins lukkede døren efter hende før han førte hende længere op af bjerget til et sted på en kant hvor de fik udsyn til byen. Hvis det havde været eftermiddag før var det i hvert fald aften nu – himlen var mørknet så skoven fremstod mørk og dyster mens byen lyste op i det fjerne som en anden halogenpære. Der var alligevel et godt stykke vej dertil – selv i fugleflugt, så hun var glad for at det ikke var nødvendigt at tilbagelægge afstand før dagen efter når det igen var blevet lyst. Hun lod han få del i sine tanker ved at gentage dem højt: ”Puh, det er jo allerede sent.. hvor er jeg glad for at jeg ikke skal gå den rute nu i aften. Den er godt nok ikke svær at få øje på nu... byen altså. Den lyser jo op som en anden neon-skov.”

Da de vendte om og gik tilbage mod hytten var hun godt tilfreds. Hun havde nu igen en nogenlunde fornemmelse af hvor hun befandt sig – hvilket var en lettelse for hende. Hun brød sig bestemt ikke om den håbløse/forvirrede fornemmelse hendes sted sans mangel havde medført sig.

((OFF-GAME: Går i seng nu, så vent ikke flere svar fra mig før i morgen ^^"))

han stod rolig og kiggede kort ned mod by, som han også peger på, så han var sikke på af hun kun ser den, derefter kiggede han kort rundt, der var altid så dejlig stille hele op i bjerg, det var kun om dag der var aktik dyr, "ja det er begynde af bliv mørke, man så er det når tid går hurtigt, nej det vil være søn af sige, at den er det og det kan men nu godt kalde det for, jeg mere mener af det kun tager som et store bål med minde bål omkring sig" sagde han og kiggede kort på hende, end han begynde af gå tilbage til hytte, da de kom tilbage, smide han fodtøj og gik over til kamin og smidet et stykke mere på, han måtte heller hold hytte varm for hendes skylde, så hun ikke kommer til af fryse, n u hvor hun ikke er vendt til kima, [b]"vil du har en kop te mere" spurgte han og kiggede rolig på hende.

”Et bål?” gentog Kira eftertænksomt. ”Jah, sådan kunne man vel godt set det. Ja, det er faktisk et ret godt billede...” fortsatte hun med et lille grin. Der var næsten helt stille her i bjergene - på nær vinden der med jævne mellemrum sendte små pust af kølig luft, der for Kira føltes isnende, mod hende og elveren – eller blot mod bjergets klippesider. Det var for det meste næppe hørligt, men gav engang imellem en lille fløjtende lyd når vinden passerede en smal revne eller passage i klipperne. Ellers var det kun deres fodtrin som gav lyd fra sig. Eller faktisk var det kun Kiras fodtrin som kunne høres. Húrins var overraskende lydløs. Det var måske grunden til at han i første omgang var kommet sådan bag på hende da han pludseligt var dukket op inde i skoven. Den lydløse færden var ganske enkelt hans måde at være på.

Kira følte sig godt tilpas, omend en lidt småkold da de nåede tilbage til hytten. De gik ind, hvorefter Húrins tog sit fodtøjet af og gik direkte over til kaminen for at smide mere brænde på – næsten som havde han læst hendes tanker. Alt i alt virkede han i grunden meget betænksom. Kira afførte sig ligeledes sine sko, samt jakken, og listede på bare strømpefødder længere ind i hytten. "Vil du have en kop te mere?" lød det Húrins, og Kira ”Ja tak” svarede Kira muntert, mens hun mere frimodigt placerede sig i en behagelig lænestol som hun trak lidt tættere på kaminen. ”Det må være et dejligt stille og roligt sted at bo, sådan helt her oppe i bjergene?” sagde hun med en spørgende tone, mens hun rakte hænderne frem mod ilden for at varme dem igen.

"ja, nu skal du jo husk af jeg er opvokser her ud i skov" sagde han og kiggede kort på hende, da hun takke ja tak til te, tog han hendes kop og sin ejer, hvor han kort gjort dem ren for gammel te blader, hvor der gik lidt tid end han kom ind i stue, hvor han går over til hende og rakte kop med te til hende, "der er hvis en som fryse" sagde han rolig, så det ikke lyder til af han drille hende eller tale ned til hende, han sat sig på arm læne og tog en tår af te, mens han nyder varm fra kamin, "det var hvis heldig at jeg fandt dig, ellers havde du nok stadig være ned i skov og måske spise af de bær" sagde han og kiggede kort på hende, end han smiler rolig, "ja her er dejlig af bo, her er stille og men har fred her op" sagde han og kiggede kort på hende.

”Tja, det er vel ikke så let at skjule” svarede Kira og kiggede kort over på ham, mens hun uvilkårligt kløede sig i nakken, før hun rakte hånden frem mod ilden igen. Hun kunne godt lide hans rolige og venlige tonefald. ”Du er jo vokset op her, men hvor jeg kommer fra er jeg vant til at det er meget varmere.” Hun rettede blikket mod flammerne i kaminen igen og blev fjern i blikket. Hun nød synet af hvordan de vred og snoede sig mellem hinanden og slikkede op ad træet i et mønster der aldrig synes at stoppe i sin forandring. ”Jeg gad vide hvor længe der mon vil gå før jeg vænner mig til det...” Hun kastede et blik over på ham igen før hun fortsatte: ”Hvis du ikke havde fundet mig havde jeg sikkert stadig vandret forvirret omkring derude. Jah, eller være, forsøgt at spise mig mæt i usunde bær.” Hun fortsatte med et lille smil: ”Jeg er dig taknemmelig.” Så rettede hun igen blikket mod kaminen, samlede sin kop te op og tog en tår. Som hun mærkede varmen fra både ilden og teen sive ind i kroppen kunne hun samtidig mærke hvordan trætheden så småt begyndte at komme snigende. Hun strakte sig velbehaget og følte sig i godt selskab.